Microblading – kan I hjælpe her?

Billedet er herfra

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil have lavet mine øjnebryn. Ikke bare farve og rettet, for det kan jeg sagtens selv, men jeg vil have dem lavet sådan… permanent. Eller semipermanent er det vel nok.  Microblading har jeg fundet ud af det hedder. Microblading er en semi-permanent bryn behandling, også kaldet hairstroke. Det er muligt at forbedre form, fylde og bredde på en æstetisk og naturlig måde. Jeg har kigget på det i over et halvt år, og flere gange være lige ved at tage beslutningen, men jeg er faktisk også nervøs for det. Jeg bruger tid på mine øjenbryn hver dag, og hvis jeg kunne betale en sum penge og slippe for det, så vil jeg gerne det. Men jeg er mega bange for det ikke bliver flot og naturligt at se på. Jeg har kigget på mange forskellige steder, og jeg har set maaaange før/efter billeder. Mange af dem er virkelig flotte og naturlige, men der er også flere før/efter billeder, som gør mig bekymret. Og når nu det er semi-permanent, hvad gør man så hvis det ikke bliver pænt?

Indlægget her er faktisk skrevet i håb om I er nogle derude der har erfaring med microblading? Hvor har I fået det lavet? Er det blevet flot? Hvor længe har det holdt/får I det fyldt op? Hvad har I givet for det?

Jeg har besluttet mig for at 2019 er året, hvor jeg får det lavet, men før jeg tør tage det endelige skridt, så vil jeg gerne have nogle erfaringer fra jer, hvis I har nogle. Det må gerne være et sted i København, men jeg kører også gerne for det, så et andet sted på sjælland, hvis det helt rigtige er der, er også helt fint.

Jeg håber I kan hjælpe her, for jeg synes det er svært at beslutte et sted at få det lavet ud fra hjemmesiderne alene.

30 år i Thailand

Om 10 uger tager jeg til Thailand. For første gang nogensinde, også selvom overskriften kunne lyde som om det bestemt ikke er første gang. Jeg skal være afsted i 3 uger, og jeg fik idéen fordi jeg fylder 30 år (derfor overskriften) d. 28 november, og gerne ville gøre noget helt særligt ud af det. Så 3 uger til Thailand, er lige præcis den allerbedste måde at blive fejret på. Jeg skal afsted med Mattis, min mor, lillebror og lillebrors kæreste. Vi har allesammen et rigtig godt forhold, venskab kan man sige, og vi kan på kryds og tværs, så det bliver fantastisk at dele oplevelsen med dem.

Vi tager til øen Koh Samui, og skal bo der alle 3 uger, dog 3 forskellige steder på øen. Vi har kigget lidt på at sejle til Ko Tao også, men jeg vil egentlig høre jer, om I kender øen, naboøerne, must-see steder eller andet vi skal tage med i overvejelserne, så ville jeg eeeelske jeres råd.

Derudover har jeg tænkt jeg godt kunne tænke mig at lave nogle film fra ferien, ikke bare stemningsvideo med klip og musik, men måske nogle vlogs også, altså hvor jeg snakker og sådan, I ved hvad jeg mener. Jeg har ikke rigtig prøvet det før, og jeg ved ikke om jeg er god til det eller om der er stemning for det. Hvad tænker I? Vil I gerne se vlogs? Eller er det mere interessant med billeder/stemningsfilm? Faktisk skal jeg lige en uge til Budapest om 6 uger, så der kunne jeg jo også prøve det af først? Jeg tænkte det kunne være sjovt at prøve noget nyt. Skriv gerne en kommentar.

Jeg skal have briller… og din hjælp!

Nu lyder det næsten som om, at det er noget nyt jeg har brug for briller, men det har jeg egentlig haft i mange år. Overskriften refererer mere til, at jeg forleden dag sad med mine ridsede 100kr. briller fra Matas, for at se en serie og så tænkte jeg over, at jeg er en kvinde på 29 år, som stadig ikke har taget sig sammen til at investere i et par ordentlige briller. Den sidste rigtige synsprøve jeg fik lavet var for 4 år siden, hvor den dengang viste bygningsfejl på det ene øje og behov for briller med forskel for behov på øjnene. Derfra skulle man tænke jeg ville investere i et par briller LIGE til mine øjne, men nej.

Jeg har i stedet i årevis købt briller i Matas, Bilka og engang imellem i Tiger, hvis der har været nogle jeg synes var bare en smule fede. -1 eller -1,5 standardbriller har jeg købt, og selvom de uden tvivl har været bedre end ingenting og til tider helt uundværlige, så har de jo ikke været helt det rigtige for mine øjne. Da jeg forleden tænkte over at det må være tid, nu hvor jeg fylder 30 i år, så blev jeg helt bange for, om man kan forværre sit syn ved at bruge de forkerte briller? Så nu er det altså tid.

Jeg gik rundt i en brillebutik forleden og kiggede lidt, der var ikke lige dét rigtige par og da jeg spurgte om jeg kunne få lavet en synsprøve, fik jeg at vide det skal man bestille tid til. Så kom jeg til at tænke på, om der ikke er nogle af mine skønne læsere (det ér der selvfølgelig) som selv bruger briller, og som kan hjælpe mig lidt her? Findes der ikke nogle fede hjemmesider med seje briller, hvor man evt. kan indsende eller udfylde data omkring ens øjne og så købe de helt rigtige briller? Jeg kunne godt tænke mig nogle forskellige, men i den butik jeg var i, så skulle jeg smide 2500 kr. MINIMUM for at par stel med glas, og så tænker jeg ikke ligefrem jeg ville shoppe mere end ét par til den pris. Men jeg er ret vild med tanken om et par mørke og måske et par med lyst stel, eller måske en farve?

Jeg har kigget lidt rundt, men det er ikke lykkes mig at finde en sej online brillebutik, hvor man måske kan spare nogle penge og samtidig få briller til ens specifikke behov? Og har I nogle råd til hvad man skal gå efter? Eller undgå? Jeg tænker særligt ift. glas. Er der nogle steder, hvor det giver mening IKKE at gå ned på prisen, eller steder hvor man sagtens kan gøre det?

Jeg er virkelig på bar bund og vil blive LYKKELIG, hvis I kan anbefale et godt sted (som ikke er synoptik, profiloptik osv., som jeg godt kender) hvor man kan få fede, gode briller, men som måske ikke er SÅ dyre at man ikke kan købe mere end ét par? Og gerne et sted med god forsendelse, som ikke ender i told eller koster en bondegård.. Og så selvfølgelig gerne al andet erfaring omkring det.

Jeg er fast besluttet på at investere i et par ordentlige briller nu, det går sgu ikke jeg er snart 30 år med brillebehov, og så stadig vælger at rende rundt med halvgrimme, ridsede Bilkabriller, som ikke engang er det helt rigtige for mine øjne! Det er jo helt idiotisk, men jeg har altid haft det sådan, at briller var lidt… spild af penge? Jeg vil hellere have nyt tøj, nye ting til indretning, spare sammen til rejse, eller have et par fede sko. Men nu går den ikke længere og jeg sætter virkelig min lid til jer, I plejer at hjælpe mig hver gang, så jeg vil sætte kæmpe pris på hjælp. Smid en kommentar!

Robotstøvsuger?

robotstoevsuger-test

Billede herfra

Kære jer. Jeg har før spurgt til råds omkring støvsuger til lejlighed, og selvom det kan virke som noget jeg burde kunne researche mig til udenom bloggen, så synes jeg det er svært at finde svar med erfaringer som jeg stoler på. Vi har i mange år haft denne støvsuger, og den er virkelig god og har været så fantastisk i alle de år vi boede i en mindre lejlighed, men den er begyndt at trænge til at få udskiftet alt muligt, og vi tænker at det er på tide at investere i en ny, også efter vi er flyttet til noget større. Jeg har fået idéen til at undersøge om en robotstøvsuger er god til vores behov, fordi vi har dem på mit arbejde og jeg synes de er ret cute som de kører rundt der og ordner gulvet helt af sig selv. MEN er de gode? Fordi vi har 2 hunde, så støvsuger jeg minimum 3 gange om ugen. Hver søndag har vi hovedrengøringsdag herhjemme, men hunde fælder (gudskelov er dem vi har ikke de værste af slagsen) og derfor bruger jeg meget tid på at støvsuge, tage den frem, skifte den til stikkontakter i de forskellige rum osv., fordi lejligheden er så stor, det er alligevel et ret stort arbejde. Jeg havde aldrig overvejet en robotstøvsuger, hvis ikke vi boede i en så stor lejlighed, men jeg vil høre om der er nogen af jer med erfaringer med robotstøvsugere? Er det smartere end at rende rundt flere gange om ugen og svede med den lille maskine? Derudover er Oda meget MEGET vred på vores støvsuger pga af den lange slange/rør, så det ville også gøre det hele lidt nemmere herhjemme, hvis man ikke havde en støvsuger med slange 😉

Jeg har kigget lidt på nogle forskellige men jeg synes det er svært, og jeg har også en eller anden idé om, at de ikke suger ligeså effektivt? Jeg ved det ikke, så jeg vil meget gerne høre jer der har en robotstøvsuger og fordele (og evt. ulemper), er der noget man skal være opmærksom på osv.? Hvis I har en god en, og som ikke koster en bondegård må I også meget gerne linke den i kommentarfeltet. Jeg har kigget meget på det de sidste uger, og jeg har spurgt i en butik, men fordi de er sælgere, så stoler jeg ikke helt på dem. Jeg ved godt det er åndssvagt, men jeg kan ikke slippe, at deres job er at sælge mig det dyreste produkt og jeg endte med at gå derfra tomhændet. Man kan jo få dem fra 700 kr. – 10.000 kr. og sikkert mere, og jeg gider heller ikke investere i en robotstøvsuger som går i stykker hele tiden, fordi jeg valgte en der var for billig, men jeg har samtidig hverken lyst eller råd til at smide 10.000 kr. efter en støvsuger. Den skal være effektiv, og den skal være en ekstra lettelse ift. at have hund og ikke skulle rende rundt og støvsuge så mange gange om ugen OG så skal den selvfølgelig være rimelig til at betale. Så hjælp søde læsere, jeg mangler lidt ærlig erfaring fra jer som har den og ikke forsøger at sælge mig noget 😉