2017 – året der endelig er ved at være slut

2017 har været et virkelig underligt år. Jeg har været mere fraværende fra bloggen end nogensinde før med forskellige grunde og forklaringer. Det har ikke været løgn noget af det, men der er sket mange ting, som jeg normalt ville have skrevet om på bloggen, men ikke har gjort. Jeg vil forsøge at skrive lidt om det hele her. Men kort og uden for meget brok og tristhed.

I januar færdiggjorde jeg min bachelor, hvilket var rigtig fedt. Jeg vidste at mit liv nu skulle ændres fra at have været studerende så længe jeg husker, til at der nu ventede mig et job på den anden side. Det var selvfølgelig ikke sikkert hvornår eller hvilket, men det var uden tvivl den vej det ville gå.

I februar var jeg oppe i min bachelor og blev dermed færdig som socialrådgiver. Jeg nåede at sende 8 jobansøgninger, og fik det første job jeg var til samtale hos med ansættelse midt i marts 2017. Jeg følte mig spændt, glad, nervøs og meget heldig. Jeg havde slet ikke lyst til at være på dagpenge og gå hjemme, så det var helt perfekt. Jeg startede på job og blev kastet direkte ud i det. Det var meget overvældende, men samtidig gjorde jeg hvad der blev forventet af mig, jeg ville jo gerne vise jeg var sådan en der var værd at holde på (de første 3 mdr. Er man på prøveperiode) og jeg glemte lidt mig selv i det. Sommeren kom og min morfar og hans kæreste fortalte de ville sælge deres kolonihave og fordi jeg er familie, kan man gå udenom venteliste. Det var en drøm for mig og Mattis at købe en kolonihaven og vi gik straks igang med at lægge budgetter og tale med banken. Vi fik grønt lys fra banken og ventede nu kun på den var klar til overtagelse. Det var helt fantastisk da vi fik den, vi brugte enormt lang tid på at gøre den vores, male, rive ned, smide ud osv. Oda elskede haven og vi grillede og hyggede hver dag. Det føltes skønt at have en have og vi nød nogle måneder derude.

På jobbet kørte det som det plejede, i et meget højt gear. Jeg fandt ud af, at det med at have en blog og være socialrådgiver satte mig i et dilemma. Det skrev jeg lidt om her. Jeg begyndte at få det rigtig svært, jeg følte mig ked af det og presset men gjorde ikke noget ved det, jeg tænkte det bare var en fase.

Der sker pludselig det, at vi får at vide, at vi er opsagt fra vores lejlighed. Det kom bag på os begge, og satte gang i en masse ting. Vi skulle til at finde et nyt sted at bo og så var der fortsat jobbet som var rigtig hårdt. Jeg endte med at blive sygemeldt med stress og angst af min læge, og var fuldtidssygemeldt i 5 uger. Jeg er tilbage på jobbet igen og det går rigtig godt og fremad, men det var et kæmpe nederlag for mig som relativt ny i job og helt nyuddannet. Jeg kunne skrive side op og side ned om det her år, men jeg vil forsøge at gøre det kort. Vi har fundet en lejlighed og vi flytter om 2 uger. TO UGER. Vi er nødt til at sælge kolonihaven så den bliver solgt i løbet af forår/sommer. Det er super ærgerligt, det var en kæmpe drøm for os, men vi må erkende, at vi simpelthen ikke har råd.

Bloggen har været prioritering fordi alle de her ting har fyldt så meget. Men fra 2018 så puster jeg nyt liv i bloggen i forbindelse med den nye, friske start i vores nye hjem. Jeg glæder mig meget til at tage jer med indenfor, og jeg tænker både billeder og videoer og har en masse nye og gode ideer! Jeg beklager stilheden herinde og håber I er klar på et fantastisk år 2018 sammen i den kreative verden. Frem til nytår har jeg nogle mega fede læser – og datinghistorier og lidt andet godt. Jeg glæder mig til at komme igang med år 2018, det kan kun gå for langsomt. Tak for jer der stadig er med.

Vi flytter!

Jeg har faktisk i noget tid vidst, at jeg skal flytte lige om lidt. Der har bare været rigtig mange ting der ikke har været på plads, ligesom jeg har haft rigtig svært ved at sluge den. Vi har ikke selv besluttet at det skulle være nu, men som de fleste andre lejemål, må det komme til en ende en dag. Vi havde håbet på og regnet med det ville være om et par år, men vores udlejer havde andre planer, og det må man jo respektere. Vi har gået meget med tanker om, hvad så? Hvor skal vi så bo? Vi har, som I nok ved, netop investeret i en kolonihave, så det ligger ikke lige i kortene nu, at vi skal investere i hverken hus eller lejlighed. Sådan en beslutning kræver desuden også tid og opsparing og alt muligt andet. Det skal eller kan man ikke gøre forhastet og spontant. Vi har også været ude i (og er det stadig) om vi skal sælge kolonihaven, men da det pt. er ude for sæson at man kan sælge, er det heller ikke aktuelt lige nu. Derudover elsker vi vores lille grønne plet, og vi vil allerhelst beholde den. Men igen handler det jo om økonomien i det. Vi fandt en lejlighed på dba som virkede fint til en periode med fremleje mens vi kunne finde ud af, hvad vi skulle gøre, dog endte det hurtigt med at vise sig at være noget fusk. Pludselig ville den blive lejet ud hvis ikke vi betalte penge med det samme og huslejen var også pludselig en anden, det hele var lidt underligt og vi trak os fra det. Men hvad så? Vi skal jo have et sted at bo, og de hænger ikke på træerne. Vi er afhængige af flere faktorer. Man skal kunne have hund, det skal være i cykelafstand til enten mit eller Mattis’ job (da vi kun har en bil og afstanden fra kbh til mit job er for lang til at cykle og besværligt med offentlig transport) og så skal det være noget vi har råd til. Derudover er der alle ønskescenarierne med beliggenhed, sted hvor hundende kan luftes i relativ nærhed med lidt grønt under poterne, følelsen af at være i et område man er helt vild med osv. Men det vigtigste var bare at finde et sted, som kunne leve op til de første og vigtigste krav.

Jeg havde kæmpe nedtur over det i en lang periode, vi var ude i om vi midlertidigt skulle bo i Jylland? Om vi skulle sælge hundene for at kunne finde noget (hell fucking no) eller om vi skulle flytte hver for sig en periode. Ingen af delene føltes særlig rare eller rigtige og det gjorde os meget kede af det. Og vi måtte hurtigt skyde dem til jorden. Det har ærlig talt også taget hårdt på forholdet det sidste stykke tid, fordi vi har været så pressede og kede af det, at det til tider er kommet til at gå udover hinanden. Nogle gange har vi lige måttet trække vejret helt ned i maven og huske hinanden på, at vi er i det her sammen og vi nok skal finde en løsning. Sammen.

Nu har vi fundet et sted at bo. Og selvom vi har været lidt negative og triste omkring det, så er det sådan det er, og nu forsøger vi at se positivt på det. Lejligheden er kæmpestor, hvilket er nyt for os. Lige nu bor vi i en 2-værelses lejlighed på 53 kvm, og til januar flytter vi ind i 105 kvm lejlighed med 3 værelser. Derudover hører der luksus med som vi heller ikke er vant til nu, f.eks. vaskemaskine og tørretumbler I LEJLIGHEDEN (wow), opvaskemaskine og privat parkering. Altsammen luksus vi ikke havde brug for, og som for andre i øvrigt måske slet ikke betegnes som luksus, men nu hvor det er sådan, så er det fandme noget at være glad over. Lejligheden ligger centralt, i cykelafstand fra Mattis’ arbejde og så har jeg bilen til mit. Det er tilladt at have husdyr OG så er det ubegrænset leje. Rigtig rigtig mange gode ting at sige om det, virkelig, og jeg har forsøgt at tage de positive briller på. Lejligheden er liiiige til den dyre side, og vi leger med tanken om at leje et værelse ud, for at få det til at løbe bedre rundt. Dette er stadig på ‘måske-plan’ for helt ærligt ville jeg da helst slippe for at bo med en fremmed, specielt nu hvor jeg har hund og kæreste føler jeg er et sted i mit liv, hvor jeg gerne bare vil bo med min kæreste. Men nu må vi se, hvordan det hele går og hvad vi gør med kolonihaven osv. Der er stadig lidt af et puslespil der skal gå op, men vi turde ikke takke nej til muligheden, da de ikke byder sig særlig ofte.

Man kan måske tænke ‘hvorfor er du så negativ over en ny lækker lejlighed, og jeg må indrømme det er ekstremt trist at skulle herfra. Jeg har boet i lejligheden i 5 år, det her er jo mit hjem. Jeg elsker alt ved lejligheden. Før jeg boede her, boede jeg 2 år i en lejlighed på nabogaden. Så det her område er mit hjem. Jeg har handlet her i snart 8 år, gået en million ture om søerne, på kirkegården og rundt i området på skønne Nørrebro. Det er virkelig mit sted det her, og det er så trist at give slip på det. Jeg kan jo stadig komme og besøge det, men det er ligesom bare ikke det samme. Derudover har vi hundegården lige ude foran vores lejlighed, hvor vi altid har kunnet kigge ud og tage Oda med ud når der er nogle legekammerater. Vi har vores dejlige, fleksible hundepasser som har kunnet tage sig af Oda, hvis vi har skullet noget eller lufte hende midt på dagen, når vi synes hendes dage alene er for lange. Jeg har en del veninder tæt på og det er første gang siden jeg var lille, at jeg har følt jeg rigtig hørte til i et område, hvis det giver mening. Der er mange mange mange ting jeg kommer til at savne, det bliver virkelig et trist farvel. Derudover havde Mattis og jeg lagt lidt af en fremtidsplan rent økonomisk, som vi nå må lave helt om. Det kan man måske se som et luksusproblem, men det betyder vi har taget nogle beslutninger den sidste tid, vi nok havde taget anderledes, havde vi vidst vi skulle flytte. Jeg prøver at se det som et spændende nyt kapitel, det skal det helt sikkert nok også blive, men lige nu gør det lidt (fucking pisse) ondt i maven at tænke på det hele snart er slut.

Men så skal jeg lære et nyt område af København at kende. Og med mig har jeg jo min lille familie, som netop er blevet udvidet med et lille nyt medlem. Så vi har hinanden og vi har en masse gode ting. Det her skal nok blive godt, og selvom jeg kommer til at stortude når jeg lukker dørene hertil for altid og forlader ‘mit hjem og mit område’ for at bo et helt nyt sted, så bliver det her godt. Jeg glæder mig til en ny, lækker og stor lejlighed og leger allerede med mange indretningsideer. Jeg vil meget gerne dele processen med jer herinde, jeg kan nok slet ikke lade være. Men nu er det sagt højt, så nu har jeg også for alvor indrømmet, at det her kommer til at ske. Vi skal flytte!

Det bliver et farvel til skønne skønne Nørrebro og et nyt kapitel starter i Valby. Jeg glæder mig til at se, hvad Valby har at byde på.

Jeg har tænkt og tænkt og tænkt..

Jeg har efter mit sidste indlæg tænkt helt enormt meget over, hvad der skal ske med bloggen. Det har gjort helt ondt i maven og jeg har ikke haft lyst til at tjekke ind. Det har føltes lidt som en rudekuvert man ikke vil åbne. Så man udskyder det til næste dag. Men kuverten ligger der stadig og det gør stadig ondt i maven. Jeg har haft en underlig følelse, nok fordi jeg har været så meget i tvivl. Jeg har været bange for at se mine læsertal falde, bange for at face jeres kommentarer og slet ikke haft lyst til at skulle tage stilling til det. Men nu er det slut med at udskyde. Jeg ligger i min kolonihave på vores hjemmelavede sofa. Udenfor regner det. Mattis er på vej hjem fra skoven efter en mountainbiketur og Oda ligger mellem mine ben og sover. Så nu er det nu. Nu jeg åbner bloggen og beslutter mig for, hvad der skal ske.

For som sagt så har jeg tænkt helt sindssygt meget. Rigtig rigtig meget. Men det har givet mig rigtig ondt i maven ved tanken om at lukke bloggen, jeg er simpelthen slet ikke klar. Jeg har ikke lyst. Og jeg lovede mig selv at blive ved herinde så længe lysten var der. I en tid var jeg i tvivl om jeg virkelig havde lysten. Men det kan jeg mærke nu, at jeg har. Jeg er kommet helt til ro med mine kolleger ift. hvad de tænker. Jeg har ikke noget at skjule og jeg udstiller ingen fra min arbejdsplads og jeg kunne aldrig finde på at bryde min tavshedspligt. Den del der stadig gnaver lidt, er mine borgere. Men jeg har læst jeres mange kommentarer, og jeg har taget det så meget til mig. Jeg fortsætter mi confesión, for jeg har så mange ting jeg stadig gerne vil dele. Jeg savner at skrive tekster, klippe små film og læse jeres kommentarer. Hvis det en dag har betydning ift. mit job og mine borgere, så må jeg tage den derfra. Indtil videre har det fungeret fint og hold kæft, hvor jeg savner det.

Måske blogmediet er ved at dø, som nogle spår? Måske ikke. Men jeg savner at skrive og dele. Jeg savner at filme og klippe og jeg har så mange ting jeg fortsat stadig gerne vil vise jer.

Tak for al jeres gode feedback i denne her periode, det har virkelig betydet meget. Jeg fortsætter endnu og håber I stadig er nogle der har lyst til at følge med. Jeg synes det er så dejligt I følger med. Af hjertet tak <3 Jeg vender tilbage.. lige om lidt 🙂 Jeg har mange ideer i ærmet, bl.a. er der spurgt meget om kolonihaven, som I selvfølgelig skal se. Vi har nogle kreative filmprojekter i ærmet min kæreste og jeg og en masse andet. Så stay tuned.. KYS

mit job, bloggen, status og hvad skal der ske?

Hej søde læsere. Som I måske har bemærket blogger jeg ikke meget for tiden, jeg deler heller ikke meget på instagram. Jeg har tænkt rigtig rigtig meget over sociale medier for tiden og min rolle i det. Både min blog, youtube, instagram og sociale medier generelt. Jeg elsker at blogge, jeg savner det tit, rigtig tit, at skrive. Jeg tror jeg vil starte med mine tanker og hvorfor jeg ikke blogger meget.

Mit job:
I marts i år blev jeg tilbudt et job som socialrådgiver. Det første jeg var til jobsamtale ved, og så endda et af dem jeg virkelig havde ønsket mig. Jeg vil forsøge at forklare, kort, hvad jeg laver. Jeg sidder som socialrådgiver med forebyggelse og børnefaglige undersøgelser. Dvs. en underretning rammer vores kommune (det er altid vagten der modtager underretningerne og risikovurderer dem, man skiftes til at have vagten, hhv. forvagt og bagvagt, så der altid er 2 på, hvis man skal ud i en akutsag). Når en underretning ryger videre til vores team, sørger vores leder for, at fordele den. Jeg får en sag og herefter er det mit arbejde at lave forebyggende og undersøgende arbejde. Jeg partshører forældrene, holder børnesamtaler, samtaler med forældre og indhenter statusudtalelser fra  skole/institutioner osv. Herefter vurderer jeg om der er grundlag for at lave det der hedder en §50 børnefaglig undersøgelse. En børnefaglig undersøgelse laves, når det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. En §50 undersøgelse åbner nemlig for muligheden for, at igangsætte foranstaltninger. Hvis jeg beslutter at sagen lukkes, kan jeg også vurdere at det er nok med en mindre forebyggende indsats – eksempelvis samtaler over et kortere forløb. Hvis jeg vurderer der skal laves en børnefaglig undersøgelse er jeg også den der skriver den. En børnefaglig undersøgelse skal omfatte en helhedsbetragtning af barnets eller den unges: Udvikling og adfærd, Familieforhold, Skoleforhold, Sundhedsforhold, Fritidsforhold og venskaber og Andre relevante forhold. Jeg har 4 mdr. til at skrive en undersøgelse fra underretningstidspunktet, hvilket jeg til tider synes bliver presset med de mange sagsskridt der skal tages inden. Jeg sidder med 20-25 sager på mit bord ad gangen. En undersøgelse varierer i længde/størrelse men mine undersøgelser er omkring 18-30 sider lange – det er derfor heller ikke noget man skriver på en dag.

Det var en kort forklaring om mit job og nu vil jeg komme til hvad dét har med min manglende blogging, og alle mine tanker om sociale medier at gøre.

Min blog, instagram og offentlige profil
Efter jeg blev ansat som myndighedssocialrådgiver har jeg tænkt meget over min blog. På flere måder. Jeg elsker at blogge, at skrive, at være kreativ og ofte savner jeg det. Men der er 2 ting omkring min profession og mine sociale medier der sætter tanker igang:

1. Ofte har jeg lyst til at skrive noget omkring mit job. Ikke noget der bryder tavshedspligten selvfølgelig, men tanker omkring mit erhverv, tanker om min hverdag, mine følelser omkring min profession osv. Men hvad med mine kolleger? min leder? Jeg ved der er flere på mit job der ved, at jeg har en blog. Det er heller ikke en hemmelighed, jeg står inde for at jeg har den og den har fyldt meget de sidste knap 10 (!) år. Men hvad hvis min leder læser jeg føler mig presset? Vil det have betydning for hvordan hun ser mig? Vil der gå rygter om mine skriv på jobbet og vil det blive noget underligt noget, hvis jeg skriver min ærlige mening om, hvordan jeg har det (som jeg altid har gjort). Dét har holdt mig flere gange fra at skrive et indlæg om nogle ærlige tanker, fordi jeg simpelthen ikke kan lide, hvad mine kolleger eller dem højere oppe vil tænke om mig.

2. Borgerne. Jeg er en offentlig profil. Når jeg er på arbejde er jeg professionel og jeg tager tunge snakke med forældre, der har det svært. Uanset om deres barn har misbrugsproblematikker, højt fravær fra skolen, er psykisk syge, bliver slået eller misbrugt, så er det et job der kræver, at man er professionel og ordentlig. Jeg sidder både med forældre der vil samarbejde fordi de ønsker hjælp, jeg sidder med grovere sager med forældre, der af forskellige grunde ikke kan passe på deres børn, som det forventes man passer på børn. Jeg skriver mine navne på alle mødeindkaldelser, på mine undersøgelser og siger det på møder. Mit fulde navn. Line Sofie Gyldholm, socialrådgiver. Og det navn kan googles, og det navn bliver googlet. Det ved jeg. Jeg har endnu ikke oplevet noget grimt, og kun en enkelt gang har en borger fortalt at hun har googlet mig og kan se jeg er nyuddannet. At jeg er nyuddannet er ingen hemmelighed, men det betyder også, at hun kan læse jeg har en hund, en kæreste, bor på Nørrebro, har haft kærestesorg, har sunget en sang på kinesisk osv. Og når man skal ind og sidde til et møde om ens barn – det dyrebareste man har, så har man brug for en så neutral person som muligt. Er min idé. Hvis man har set sin socialrådgiver i bikini på instagram eller læst om hendes brud på en blog, så kan det måske føles som en person der ikke kan eller skal varetage det tunge og alvorlige job det er, at hjælpe/tale med deres barn.

Jeg er skide dygtig til mit job, det synes jeg selv. Jeg er altid professionel og ordentlig og jeg laver et godt stykke arbejde. Min opgave er at hjælpe de børn jeg kan og jeg går meget op i at gøre det på den bedste måde for alle. Jeg har taget en uddannelse ligesom alle andre, jeg har mine egne personlige ting med i bagagen, som betyder jeg i hvertfald selv føler, at jeg har en dybere forståelse for nogle af de situationer børn kan stå i. Jeg elsker at snakke med børnene, uanset hvad de kommer fra og jeg bruger lang tid på at få dem til at føle sig trygge ved mig, uanset om det er på kommunens kontor, på deres skole, om vi går en tur eller sidder på deres værelse. Det bliver altid 100% det de helst vil og er mest trygge i. Jeg er ikke nogen dårlig socialrådgiver fordi jeg har en blog og har haft det i mange år.

Men kan jeg være bloggeren Line samtidig med jeg er socialrådgiveren Line? Jeg ved det ikke. Ærlig talt. Og hvad vil jeg så helst? Dét kan jeg slet ikke holde ud at tænke på. Jeg er glad for mit job, jeg udvikler mig hver eneste dag og jeg er selvfølgelig glad for at få løn. Men jeg elsker at skrive, at filme, klippe, være kreativ. Jeg savner jeres kommentarer, jeg savner min blog. Jeg savner at indvie jer i mine projekter og jeg kan næsten ikke klare tanken om at lukke ned herinde. Jeg har tænkt at jeg kunne gøre min instagram privat, men jeg vil heller ikke ændre en masse ting på min blog eller instagram, for så bliver det noget underligt noget. Enten så finder jeg en vej, hvor det kan fungere med begge dele, eller også så må jeg sige farvel til en af delene.

Økonomisk set ville det slet ikke hænge sammen at satse på bloggen. Slet slet ikke. Men hvis nogen spurgte mig hvad jeg ville vælge hvis begge ting gav samme løn, så er den svær. Det er to helt forskellige ting det giver mig. Jeg føler jeg reelt gør en forskel, også selvom den måske er lille, på mit job. Jeg arbejder hårdt for mine penge og jeg hjælper nogle mennesker der har brug for det. Det kan man ikke sige om bloggen, og dog. Jeg har ikke tal på hvor mange mails jeg har fået omkring mine tekster, hvor meget de har hjulpet jer osv. I har også hjulpet mig og jeg elsker vores snakke i kommentarfeltet. Jeg elsker at dele ud af min mere kreative side.

Jeg er stadig i tænkeboblen, for jeg synes det er rigtig svært. Jeg havde, måske lidt naivt tænkt, at jeg bare kunne have begge dele uden nogen som helst problemer. Og det er ikke fordi hverken mine kolleger eller borgere har skabt problemer, men det sætter gang i en masse tanker i mig.

Hvad tænker I? Jeg ved godt I ikke sidder i den funktion, men hvad tænker I om det jeg skriver? Kan I forstå jeg har det sådan? Kan I forstå at borgerne måske har det underligt med det?

It only ends once, everything else is just progress

Endnu engang vil jeg dele et indlæg, der har været delt før. Det blev skrevet i år 2012, 5 mdr. inde i min kærestesorg. Jeg brugte min blog helt enormt meget i den periode, for at dele mine tanker med jer, ligesom det var en kæmpestor del af min helingsproces, at få det skrevet ned. Jeg får stadig den dag i dag, jævnligt mails eller kommentarer fra piger med knuste hjerter, og jeg ved præcis hvordan det er at gå igennem. Jeg har en hel kærestesorgskategori her på bloggen, som jeg hver gang henviser til. Her er nemlig skrevet ned ALT hvad jeg gik igennem, alle faser er dokumenteret, nedskrevet og filmet. Der er rigtig meget forståelse og måske endda trøst at hente. Indlægget her blev som sagt delt i år 2012, men det beskriver rigtig godt, hvor svært dét at slippe er, ligesom der er en liste med brugbare bøger, som faktisk virkelig hjalp mig. Hvis du sidder med et knust hjerte lige nu, så er det her indlæg for dig <3 Du bliver glad igen og det kan jeg LOVE dig!

…. og nu er det slut for mig med at tælle tiden

____________________

Nu har jeg tænkt lidt i et stykke tid på at lave dette indlæg. I ved, de fleste af jer, at jeg har gået (går) igennem det værste jeg nogensinde har oplevet, nemlig en rigtig grim kærestesorg. Jeg har grædt så mange tårer som jeg ikke troede var muligt, jeg har delt mange ord her på bloggen, vist film, billeder og givet jer stor del i den smerte der har været inde i mig de sidste 5 måneder. I har været utroligt støttende, omsorgsfulde, empatiske og pissehamrende fantastiske. Jeg har ikke fået en eneste grim kommentar, og hvis jeg har så er det måske en enkelt eller to som er fuldstændig druknet, gjort til skamme, i al den positive respons og al den sympati I har givet mig. Jeg kan faktisk sige, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden jer. Måske I, som enkelt person, har tænkt at jeres kommentar ikke har gjort den store forskel, og at den måske slet ikke er læst blandt de hundrede andre. Men tro mig, jeg har læst dem allesammen, flere gange. Jeg har fundet trøst så mange gange i jeres ord. Helt fra de små korte kommentarer, til de sidelange mails. Jeg har mange gange prøvet at beskrive hvor uendelig taknemmlig jeg er for det I har gjort for mig. Jeg har fået hundredvis af kommentarer, mails og skrevet med mange af jer privat. Jeg kan slet ikke forstå det. At I har gjort det for mig. Nu er jeg nået til et punkt hvor jeg gerne vil prøve at give lidt igen. Ved at lukke jer ind i mit univers, ind i min hjertesmerte har jeg prøvet at hjælpe andre blødende hjerter med at hele. Jeg har prøvet at lade jer vide at vi er flere i samme båd, at I ikke er alene. Ligesom I har ladet mig vide.

Det sidste stykke tid har jeg fået mange mails. Piger med knuste hjerter der vil have min hjælp og støtte. Jeg svarer allesammen, og jeg ville ønske jeg kunne gøre mere end det. Men det kan jeg ikke. Så nu tænkte jeg at skrive en lille overlevelsesguide herinde. Råd til ting der kan hjælpe en på vej videre. Tanker og følelser som er altoverskyggende i den sorg det er at miste. Jeg kan love jer for at det bliver bedre. Se på mig. Jeg har været så langt nede. Jeg har ligget krøllet sammen og grædt i ugevis. Jeg har været så syg at jeg næsten ikke kunne gå. Jeg er besvimet, faldet sammen i offentligheden. Været bange for at gå ud. Haft uendeligt mange søvnløse nætter. Mistet al min selvtillid og glæde i livet. Jeg var tom indeni. Den eneste følelse var den smerte der gennemborede hver en celle af min krop. Men nu er jeg her. Jeg kan godt smile og grine. Jeg kan igen både spise, sove og se lyset for enden af den, stadig kilometerlange, tunnel. Og det, blot efter 5 måneder. Jeg er stadig ked af det, fortvivlet og bange. Jeg føler mig stadig ensom og alene, og jeg savner altså stadig nogengange så mit hjerte næsten er ved at hoppe ud af kroppen. Men jeg har det BEDRE. Og det får I også. Det lovede I mig tilbage i januar, og det lover jeg jer nu.

Mine bedste råd er at give jer selv plads og tid. Græd, skrig, ras ud, læg jer under dynen, hav ondt af jer selv, og græd lidt mere. Det hjælper altså. Det skal ud. Det skal bare ud. Den største hjælp for mig har været de tætte omkring mig. Min mor og min bedste veninde. Uden dem havde jeg ikke overlevet de første mange uger. De var hos mig hele tiden, lyttede, snakkede, holdt om mig og trøstede mig. Lod mig græde timevis i deres selskab. Og jeg er dem til evig tid taknemmlig. I skal ikke være alene med det. Selvom I får kvalme ved tanken om andre mennesker, mad og alt muligt andet, så tving jer selv. Dem I er sammen med ved godt hvordan I har det og forventer ikke noget af jer.

Og så har jeg også et råd: læs bøger. Selvhjælpsbøger. Jeg ved I tænker det er noget værre lort, men jeg slugte den ene bog på en dag, derefter købte jeg 5 nye som jeg har hulket og grinet mig igennem. Det er jo ikke hokus pokus, men helt reel hjælp fra andre der ved noget om det. Jeg har en liste i bunden af dette indlæg med titler på bøger jeg har fundet stor hjælp i. Så vil mit råd være at lade jeres eks-kæreste være. Det hjælper ikke at klynge sig fast, han/hun har taget sin beslutning, og I er ikke den person der nedværdiger jer selv så meget at I vil lade jer stå grædende overfor ham/hende og holde fast og bede om at I skal blive sammen. Accepter det. Tud når I er alene, eller med andre. Ikke foran eks-kæresten. Jeg siger det fordi jeg har været der. Jeg har været hende der græd, bad, tiggede, ringede, skrev, gav gaver, mødte op på hans privatadresse, stalkede ham osv. Altid med det resultat at jeg endte med at få endnu mere ondt i maven end jeg havde før. Intet hjalp. Og jeg indbød til endnu et slag hver gang jeg havde fået en smule kræfter til at rejse mig op. Når jeg tænker tilbage nu er jeg flov over at jeg har givet ham lov at se mig på den måde. Han valgte mig fra, han var mig utro, han fandt en anden. Og så gav jeg ham samtidig lov til at se mig ydmyge mig selv gang på gang. Nedværdige mig selv, trygle om ‘tilgivelse’ (for hvad fanden havde jeg gjort) og om at han skulle komme tilbage. Jeg hader mig selv for at have ladet ham se mig sådan. Han fortjente det slet ikke. Jeg er så meget stærkere end det, selv når jeg er svag.

Så derfor siger jeg til jer nu, lad være. Accepter den beslutning der er taget, uanset om det er jeres, hans/hendes, om han/hun har været utro osv. Hvis det ikke er jeres beslutning er det selvfølgelig lidt sværere. En beslutning er trukket ned over hovedet på jer, en beslutning I ikke selv havde taget. Og man føler sig latterliggjort, og ude af kontrol. For det er man. Men en beslutning er taget, og I er for seje til at nedværdige jer selv. Det er hans/hendes tab, sådan må I se på det. Men det er svært, jeg ved alt om det. Det er svært, og det er det længe. Jeg har stadig nætter hvor jeg vågner med sved på panden, tårer trillende ned ad mine kinder og mærker ved siden af mig i håb om at P ligger der. Men han er væk. Det kan stadig være svært at forstå ‘vi havde det bare så dejligt’, JA det HAVDE vi. Men han er et andet sted i sit liv nu. Et sted hvor jeg hverken kan eller vil være. Og i øvrigt et sted hvor han ikke vil have mig. Så nu skal jeg finde mit eget sted, ikke? Det skal I også.

Jeres hjerter er slået i titusind stykker, det kræver meget lappearbejde. Det tager lang tid at få alle delene til at sidde rigtigt igen. Nogle gange holder limen ikke og man må samle den samme lille del op flere gange. Men jeg lover jer for, at på et tidspunkt så er hjertet lappet igen. Mit er endnu ikke helet. Men jeg ved det bliver bedre. Snart kan jeg sige det er et halvt år siden. Og lige pludselig kan jeg sige et år. På et tidspunkt er det slut for mig med at tælle, for så er jeg glad igen. Helt ind i maven, ned i tæerne og ud i verden.

For hver dag får jeg et lille nyt tyndt lag hud på min ellers nøgne krop. For det er sådan man føler. At al huden er revet af og man er nøgen, øm og sårbar. Hvor klamt det end lyder, så er det den følelse der beskriver det bedst. For hver dag kommer et nyt fint lag hud. Det er skrøbeligt og I skal love mig at være ekstra opmærksomme på ikke at få skrammer i den periode. Lad ikke jeres dumme eks-kæreste få fornøjelsen af, endnu engang, at pille jeres fine nye hud af og lade jer endnu engang gå grædende derfra i større smerte end da I kom. Pas på jer selv. Den eneste der ikke kan give jer trøst, er ham/hende der gav slip på jer. Få det hos dem som elsker jer.

Og så husk på: det var ikke løgn det I havde sammen. Det var unikt og uerstatteligt. Men det var. Nu er det på tide der kommer noget andet. I vil ikke blive glemt, og jeg vil næsten også love jer for at I, til tider, vil blive både tænkt på og savnet. Ingen anden kvinde eller mand kan tage jeres plads og jeres forhold har haft en kæmpe betydning i den periode det var. Jeg er uendeligt taknemmelig for 4 vidunderlige år. Jeg har oplevet kæmpestor kærlighed. Det er da noget at være taknemmelig for. Også selvom det endte som det gjorde. P var den dejligste mand for mig i alle de år. Og jeg var også den dejligste pige for ham. Det er jeg ikke i tvivl om. Men det er ikke virkeligheden nu. Heller ikke for jer.

Jeg håber sådan I klarer den. Selvfølgelig gør I det. Tak for al jeres støtte og omsorg. Jeg er evigt taknemmelig. Her er de bøger jeg vil anbefale alle jer med et knust hjerte (mine er købt brugt på amazon.com):

– It’s called a breakup because it’s broken (Greg Behrendt & Amiira Behrendt)

– I can mend your broken heart (Paul McKenna & Hugh Willbour)

– Getting past your breakup (Susan J. Elliott)

– I can make you happy (Paul McKenna)

– Find livsglæden igen (Irene H. Oestrich)

Older posts