It only ends once, everything else is just progress

Endnu engang vil jeg dele et indlæg, der har været delt før. Det blev skrevet i år 2012, 5 mdr. inde i min kærestesorg. Jeg brugte min blog helt enormt meget i den periode, for at dele mine tanker med jer, ligesom det var en kæmpestor del af min helingsproces, at få det skrevet ned. Jeg får stadig den dag i dag, jævnligt mails eller kommentarer fra piger med knuste hjerter, og jeg ved præcis hvordan det er at gå igennem. Jeg har en hel kærestesorgskategori her på bloggen, som jeg hver gang henviser til. Her er nemlig skrevet ned ALT hvad jeg gik igennem, alle faser er dokumenteret, nedskrevet og filmet. Der er rigtig meget forståelse og måske endda trøst at hente. Indlægget her blev som sagt delt i år 2012, men det beskriver rigtig godt, hvor svært dét at slippe er, ligesom der er en liste med brugbare bøger, som faktisk virkelig hjalp mig. Hvis du sidder med et knust hjerte lige nu, så er det her indlæg for dig <3 Du bliver glad igen og det kan jeg LOVE dig!

…. og nu er det slut for mig med at tælle tiden

____________________

Nu har jeg tænkt lidt i et stykke tid på at lave dette indlæg. I ved, de fleste af jer, at jeg har gået (går) igennem det værste jeg nogensinde har oplevet, nemlig en rigtig grim kærestesorg. Jeg har grædt så mange tårer som jeg ikke troede var muligt, jeg har delt mange ord her på bloggen, vist film, billeder og givet jer stor del i den smerte der har været inde i mig de sidste 5 måneder. I har været utroligt støttende, omsorgsfulde, empatiske og pissehamrende fantastiske. Jeg har ikke fået en eneste grim kommentar, og hvis jeg har så er det måske en enkelt eller to som er fuldstændig druknet, gjort til skamme, i al den positive respons og al den sympati I har givet mig. Jeg kan faktisk sige, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden jer. Måske I, som enkelt person, har tænkt at jeres kommentar ikke har gjort den store forskel, og at den måske slet ikke er læst blandt de hundrede andre. Men tro mig, jeg har læst dem allesammen, flere gange. Jeg har fundet trøst så mange gange i jeres ord. Helt fra de små korte kommentarer, til de sidelange mails. Jeg har mange gange prøvet at beskrive hvor uendelig taknemmlig jeg er for det I har gjort for mig. Jeg har fået hundredvis af kommentarer, mails og skrevet med mange af jer privat. Jeg kan slet ikke forstå det. At I har gjort det for mig. Nu er jeg nået til et punkt hvor jeg gerne vil prøve at give lidt igen. Ved at lukke jer ind i mit univers, ind i min hjertesmerte har jeg prøvet at hjælpe andre blødende hjerter med at hele. Jeg har prøvet at lade jer vide at vi er flere i samme båd, at I ikke er alene. Ligesom I har ladet mig vide.

Det sidste stykke tid har jeg fået mange mails. Piger med knuste hjerter der vil have min hjælp og støtte. Jeg svarer allesammen, og jeg ville ønske jeg kunne gøre mere end det. Men det kan jeg ikke. Så nu tænkte jeg at skrive en lille overlevelsesguide herinde. Råd til ting der kan hjælpe en på vej videre. Tanker og følelser som er altoverskyggende i den sorg det er at miste. Jeg kan love jer for at det bliver bedre. Se på mig. Jeg har været så langt nede. Jeg har ligget krøllet sammen og grædt i ugevis. Jeg har været så syg at jeg næsten ikke kunne gå. Jeg er besvimet, faldet sammen i offentligheden. Været bange for at gå ud. Haft uendeligt mange søvnløse nætter. Mistet al min selvtillid og glæde i livet. Jeg var tom indeni. Den eneste følelse var den smerte der gennemborede hver en celle af min krop. Men nu er jeg her. Jeg kan godt smile og grine. Jeg kan igen både spise, sove og se lyset for enden af den, stadig kilometerlange, tunnel. Og det, blot efter 5 måneder. Jeg er stadig ked af det, fortvivlet og bange. Jeg føler mig stadig ensom og alene, og jeg savner altså stadig nogengange så mit hjerte næsten er ved at hoppe ud af kroppen. Men jeg har det BEDRE. Og det får I også. Det lovede I mig tilbage i januar, og det lover jeg jer nu.

Mine bedste råd er at give jer selv plads og tid. Græd, skrig, ras ud, læg jer under dynen, hav ondt af jer selv, og græd lidt mere. Det hjælper altså. Det skal ud. Det skal bare ud. Den største hjælp for mig har været de tætte omkring mig. Min mor og min bedste veninde. Uden dem havde jeg ikke overlevet de første mange uger. De var hos mig hele tiden, lyttede, snakkede, holdt om mig og trøstede mig. Lod mig græde timevis i deres selskab. Og jeg er dem til evig tid taknemmlig. I skal ikke være alene med det. Selvom I får kvalme ved tanken om andre mennesker, mad og alt muligt andet, så tving jer selv. Dem I er sammen med ved godt hvordan I har det og forventer ikke noget af jer.

Og så har jeg også et råd: læs bøger. Selvhjælpsbøger. Jeg ved I tænker det er noget værre lort, men jeg slugte den ene bog på en dag, derefter købte jeg 5 nye som jeg har hulket og grinet mig igennem. Det er jo ikke hokus pokus, men helt reel hjælp fra andre der ved noget om det. Jeg har en liste i bunden af dette indlæg med titler på bøger jeg har fundet stor hjælp i. Så vil mit råd være at lade jeres eks-kæreste være. Det hjælper ikke at klynge sig fast, han/hun har taget sin beslutning, og I er ikke den person der nedværdiger jer selv så meget at I vil lade jer stå grædende overfor ham/hende og holde fast og bede om at I skal blive sammen. Accepter det. Tud når I er alene, eller med andre. Ikke foran eks-kæresten. Jeg siger det fordi jeg har været der. Jeg har været hende der græd, bad, tiggede, ringede, skrev, gav gaver, mødte op på hans privatadresse, stalkede ham osv. Altid med det resultat at jeg endte med at få endnu mere ondt i maven end jeg havde før. Intet hjalp. Og jeg indbød til endnu et slag hver gang jeg havde fået en smule kræfter til at rejse mig op. Når jeg tænker tilbage nu er jeg flov over at jeg har givet ham lov at se mig på den måde. Han valgte mig fra, han var mig utro, han fandt en anden. Og så gav jeg ham samtidig lov til at se mig ydmyge mig selv gang på gang. Nedværdige mig selv, trygle om ‘tilgivelse’ (for hvad fanden havde jeg gjort) og om at han skulle komme tilbage. Jeg hader mig selv for at have ladet ham se mig sådan. Han fortjente det slet ikke. Jeg er så meget stærkere end det, selv når jeg er svag.

Så derfor siger jeg til jer nu, lad være. Accepter den beslutning der er taget, uanset om det er jeres, hans/hendes, om han/hun har været utro osv. Hvis det ikke er jeres beslutning er det selvfølgelig lidt sværere. En beslutning er trukket ned over hovedet på jer, en beslutning I ikke selv havde taget. Og man føler sig latterliggjort, og ude af kontrol. For det er man. Men en beslutning er taget, og I er for seje til at nedværdige jer selv. Det er hans/hendes tab, sådan må I se på det. Men det er svært, jeg ved alt om det. Det er svært, og det er det længe. Jeg har stadig nætter hvor jeg vågner med sved på panden, tårer trillende ned ad mine kinder og mærker ved siden af mig i håb om at P ligger der. Men han er væk. Det kan stadig være svært at forstå ‘vi havde det bare så dejligt’, JA det HAVDE vi. Men han er et andet sted i sit liv nu. Et sted hvor jeg hverken kan eller vil være. Og i øvrigt et sted hvor han ikke vil have mig. Så nu skal jeg finde mit eget sted, ikke? Det skal I også.

Jeres hjerter er slået i titusind stykker, det kræver meget lappearbejde. Det tager lang tid at få alle delene til at sidde rigtigt igen. Nogle gange holder limen ikke og man må samle den samme lille del op flere gange. Men jeg lover jer for, at på et tidspunkt så er hjertet lappet igen. Mit er endnu ikke helet. Men jeg ved det bliver bedre. Snart kan jeg sige det er et halvt år siden. Og lige pludselig kan jeg sige et år. På et tidspunkt er det slut for mig med at tælle, for så er jeg glad igen. Helt ind i maven, ned i tæerne og ud i verden.

For hver dag får jeg et lille nyt tyndt lag hud på min ellers nøgne krop. For det er sådan man føler. At al huden er revet af og man er nøgen, øm og sårbar. Hvor klamt det end lyder, så er det den følelse der beskriver det bedst. For hver dag kommer et nyt fint lag hud. Det er skrøbeligt og I skal love mig at være ekstra opmærksomme på ikke at få skrammer i den periode. Lad ikke jeres dumme eks-kæreste få fornøjelsen af, endnu engang, at pille jeres fine nye hud af og lade jer endnu engang gå grædende derfra i større smerte end da I kom. Pas på jer selv. Den eneste der ikke kan give jer trøst, er ham/hende der gav slip på jer. Få det hos dem som elsker jer.

Og så husk på: det var ikke løgn det I havde sammen. Det var unikt og uerstatteligt. Men det var. Nu er det på tide der kommer noget andet. I vil ikke blive glemt, og jeg vil næsten også love jer for at I, til tider, vil blive både tænkt på og savnet. Ingen anden kvinde eller mand kan tage jeres plads og jeres forhold har haft en kæmpe betydning i den periode det var. Jeg er uendeligt taknemmelig for 4 vidunderlige år. Jeg har oplevet kæmpestor kærlighed. Det er da noget at være taknemmelig for. Også selvom det endte som det gjorde. P var den dejligste mand for mig i alle de år. Og jeg var også den dejligste pige for ham. Det er jeg ikke i tvivl om. Men det er ikke virkeligheden nu. Heller ikke for jer.

Jeg håber sådan I klarer den. Selvfølgelig gør I det. Tak for al jeres støtte og omsorg. Jeg er evigt taknemmelig. Her er de bøger jeg vil anbefale alle jer med et knust hjerte (mine er købt brugt på amazon.com):

– It’s called a breakup because it’s broken (Greg Behrendt & Amiira Behrendt)

– I can mend your broken heart (Paul McKenna & Hugh Willbour)

– Getting past your breakup (Susan J. Elliott)

– I can make you happy (Paul McKenna)

– Find livsglæden igen (Irene H. Oestrich)

Historien om et anker

Jeg tror aldrig jeg har hverken vist eller fortalt jer, at jeg har fået en ny tatovering. Ny på den måde, at det er det første, jeg har fået lavet noget siden jeg fik fjernet mine to tatoveringer med laser. Denne fik jeg for et halvt år siden og det er EN KÆRESTETATOVERING. Yup, we’re that couple. Mattis og jeg har fået en tatovering sammen, nemlig et lille fint anker. Hvorfor så et anker, kan man tænke. Det har intet med sømænd eller vores kærlighed til havet at gøre, det er ganske enkelt et anker fordi det selvfølgelig er så fint, men også fordi det symboliserer vores evige kærlighed til hinanden. Mattis er mit anker, han holder mig ikke tilbage, men han er altid med mig til at holde mig groundet, være min støtte, min beskytter og stabilitet selv igennem turbulente og hårde tider, og så symboliserer den vores stærke kærlighed og bånd. Med Mattis er jeg altid tryg og vores anker er dedikeret til hinanden og vores bånd sammen. Hvis I ikke er helt stået af pga. det sukkersøde indlæg, så kan jeg fortælle, at som I ser på den gif jeg så fint har lavet, så bruger vi vores anker som en slags high-five. Mattis har sit anker placeret på fingeren, jeg har mit på siden af håndleddet, så når vi high-fiver på noget (og det gør vi især når vi vinder i rocket league) så foregår det som I kan se ovenfor. Jeg er rigtig glad for det, og selvom man engang imellem får spørgsmålet ‘hvad så hvis I går fra hinanden’ så er jeg ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning og jeg er SÅ glad for den. Jeg vil gerne vise jer nogle billeder af den på et tidspunkt, den er meget fin og simpel.

En kæmpe forskrækkelse

Forleden dag på vej hjem fra job, fik jeg mig et kæmpe chok. Sådan et der sad i kroppen resten af dagen, og først mange timer senere, blev min hjerterytme normal igen og mine hænder stoppede med at ryste. Jeg skulle hjem fra arbejde, og der er altid rimelig tæt trafik på det tidspunkt. Ikke sådan, at jeg holder i kø, men bare at vi er mange biler på vejen. Jeg kommer kørende i inderste spor, der er 2 spor, og allerinderst er et spor til dem der skal af ved næste frakørsel. Dette inderste frakørselsspor var fyldt med biler, der holdt helt stille, der var mange der skulle af ved den frakørsel. Men i de to spor hvor bilerne fortsatte ligeud, gled trafikken som den skulle. Jeg kommer kørende med 110 km/t i inderste spor og lige pludselig, få meter foran mig, trækker en af bilerne fra køen mod frakørslen UD FORAN MIG. Vi snakker om at han gik fra at holde helt stille og så dreje ud i en bane, hvor folk kommer kørende med 110 i timen. Jeg når lynhurtigt at tænke, at jeg ikke kan nå at blokere bremsen, så var jeg kørt direkte op i røven på ham med fuld fart, så lynhurtigt når jeg at dreje udenom ham ud i det andet spor, men fordi det hele går så hurtigt, så har jeg ikke tid til at orientere mig, om der kommer nogen bagfra. Til mit store held, kommer der ikke nogen, for så var JEG blevet ramt lige i siden. Men når man drejer bilen så hurtigt for at undvige, så skal man hurtigt dreje tilbage, for ikke at ramme midterrabatten. Jeg retter derfor op, og fordi bilen i så høj fart har skullet dreje så hurtigt, så mister jeg lidt herredømmet over bilen, og svinger ret voldsomt fra den ene til den anden side, for at rette op. Mit hjerte hamrede hurtigt og jeg når lynhurtigt at tænke, at jeg ikke skal forsøge at rette op, men KUN dreje mod EN retning og bremse op, så bilen ikke ruller.

Jeg får styr på bilen og kommer ind i nødsporet, hvor jeg holder. Hele min krop rystede, jeg var i total chok. Aldrig har jeg været så tæt på det gik galt, der kunne være sket flere ting, som havde været katastrofalt, eller som i hvertfald kunne have endt. Hvis jeg havde forsøgt at bremse, var jeg endt i bilen foran, hvis der var kommet en bagfra da jeg lynhurtigt trak ud i spor 2, var han kørt direkte ind i mig med 100+ km/t, og derudover var jeg tæt på at smadre ind i midterrabatten, som nok heller ikke ville være skide godt. Under alt det her, som jo gik lynhurtigt, holder jeg hornet i bund HELE TIDEN, selvom jeg også styrer bilen og jeg når at se i bakspejlet at den bil, der trak ud LIGE foran mig, han holdt HELT STILLE. Han har nok også fået et chok, han har simpelthen ikke orienteret sig godt nok, han har kigget i sit sidespejl, hvor han ikke har kunnet se mig, men ikke vendt sig og kigget ordentligt.

Jeg holdt i nødsporet i 30 minutter og samlede energi og ro nok, til at køre videre. Jeg ringer til Mattis 10 gange, før jeg kommer igennem, og da jeg skal fortælle ham, hvad der er sket, kan jeg næsten ikke få ordene ud. Jeg føler al luft er slået ud af mine lunger. Selvom der INTET skete, hverken bilen eller jeg fik en eneste skramme, det gjorde ingen andre heller ikke. Men indeni fik jeg verdens største chok. Tanken om, at selvom man kører virkelig pænt og efter forholdene, så kan man ikke gardere sig mod andres kørsel. Jeg tror ikke på det var med vilje, eller det ved jeg jo det ikke var, men han har simpelthen ikke orienteret sig godt nok, og det var så tæt på at gå galt. Puha.

Jeg er ovenpå igen, men det tog mange timer for min puls at falde ned og min krop til at stoppe med at sitre. Natten var fyldt med mareridt og dagen efter på vej på arbejde, tænkte jeg meget over det. Har I nogensinde oplevet noget lignende? En forskrækkelse, fordi det var SÅ tæt på at gå galt, og I intet kunne have gjort anderledes i situationen?

Mattis roste mig for min reaktion, han sagde det er godt jeg er så erfaren en bilist, at jeg reagerede som jeg gjorde. Man kunne ligeså godt have blokeret bremsen og holdt sig for øjnene og braget direkte op bagi den uopmærksomme bilist.

De gode nyheder

…de er der faktisk også lige for tiden. For midt i alle vores tårer og bekymringer over Wilma, fik vi godkendt et lån til kolonihave, som vi overtager her i forsommeren. En helt fantastisk nyhed, som desværre druknede lidt i de litervis af tårer og det store tab af Wilma. Men vi ér glade over de gode nyheder. Vi har villet have en kolonihave længe, og det er ikke bare hvilken som helst kolonihave, men en kolonihave jeg har tilbragt mange somre i siden jeg var helt lille. Den er SÅ fin og hyggelig og nu starter et nyt kapitel som kolonihaveejere også. Vi glæder os til at rode i haven, ordne huset og hygge i sommersolen.

Jeg ville bare lige tjekke ind med de gode nyheder, så det sidste herinde ikke var alt for trist. Jeg vender tilbage snarest med flere dejlige nyheder og lidt mere indhold herinde 🙂 Tak for jeres søde kommentarer her og på instagram.

Nu har du fået vinger..

En lille mindefilm med en masse klip fra Wilmas liv. Det er mest for vores skyld, det er et minde jeg ikke vil undvære. Farvel dejligste Wilma <3

Hej søde læsere. Stilheden herinde de sidste mange uger har ikke blot skyldtes nyt fuldtidsjob, men også, at Mattis og jeg har stået i en af de hårdeste beslutninger vi har skullet tage. Måske kan I huske, at jeg skrev dette indlæg, tilbage i december 2016. Her skriver jeg om Wilmas mentale og fysiske udfordringer, som vi har kæmpet med hele hendes (meget korte) liv. Wilma har, siden vi fik hende, været anderledes. I starten var hun ængstelig og virkede ikke glad, så blev hun fysisk syg, og så tog hendes adfærdsproblemer til, i fart og styrke. Gradvist er Wilmas mentale udfordringer forværret, hvorimod det fysiske gik op og ned. De sidste par måneder har jeg dog vidst, at det her aldrig ville blive anderledes og hun fortjente fred. Og vi havde prøvet alt, virkelig alt. Vi elsker Wilma, de af jer der følger mig på instagram, har måske fornemmet, hvor stor en betydning hun har og har haft i vores liv siden vi fik hende. Vi har prøvet olier, cremer, foder, vi har haft intet mindre end 3 adfærdsspecialister ude, ligesom vi har prøvet en million metoder af: svømning, alternativ medicin, angstdæmpende medicin, kun gåture steder uden mennesker, gåture steder med mennesker, der var instruet i at hjælpe etc. Vores liv har været fyldt med bekymringer om hende, og det sidste halve år, har gæster været udelukket.

Wilma har simpelthen været så angst for fremmede mennesker og hun var konstant på vagt. Knurrede over de mindste lyde. Holdt øje med alt. Hun fik aldrig ro i sin lille krop, uanset hvad vi prøvede. Beslutningen har været så svær, for hvornår skal man holde op med at kæmpe for sit lille familiemedlem. Men da vi kunne kigge hinanden i øjnene og sige, at nu kæmpede vi ikke længere en kamp for Wilma, men en kamp for os, fordi smerten ved at skulle give slip, var ubærlig, så var der kun én ting at gøre. Vi har grædt uendeligt mange tårer op til den endelige beslutning og vi har simpelthen så ondt overalt. Vi savner hende uendeligt og vil gøre det længe. Men hun fortjente fred og ro. Nu har hun fået vinger og er i hundehimlen. Dér findes ingen fremmede utrygge mennesker, kun en masse hundelegekammerater, masser af kylling og hendes yndlingsbamser. Vi skal bære på smerten nu, hun har fået ro. Det er den rigtige beslutning, det ved vi, men den føles ganske enkelt så smertefuld lige nu, at vi knap kan se ud af øjnene. Wilma var ikke ‘bare’ en hund, hun var vores familiemedlem, vores bedste ven, vores lille baby. Det er hjerteskærende smertefuldt for os, også selvom den beslutning var for Wilmas bedste. If you love someone, set them free er det ikke sådan man siger?

Kære søde Wilma. Du var den mest vidunderlige hund, for os. Du lukkede en lillebitte håndfuld ind i dit smukke særlige hjerte, og vi var heldige at være to af dem. Dit skøre humør, dine smukke store øjne og alle dine kunstner, hold kæft hvor var du en fantastisk hund. Vi har kæmpet for dig med alle vores kræfter, det allersidste vi kunne gøre for dig, var nu at lade dig få ro i din lille bulldogkrop. Tak for den tid vi nåede at have sammen, vi har haft det helt vidunderligt. Her er så tomt uden dig, det føles helt forkert. Men vi har hinanden, og vi ved, at vi gjorde det, der var allerbedst for dig. Og det er det vigtigste.

Farvel elskede, krøllede, fjollede Wilma <3

Older posts