Mit dilemma

blogelarb

Jeg har i lang tid tænkt på, om jeg skal skrive det her indlæg. Jeg har længe haft lyst, og jeg kan mærke det fylder meget for mig. Det handler nemlig om et dilemma jeg føler mig fanget i, ift. min blog og mit job. Jeg har før skrevet om det, det var ift. at være ny i den slags job jeg sidder i, og finde ud af om man kan have bloggen samtidig med jobbet, hvor jeg kom frem til konklusionen, at jeg ville fortsætte med at blogge, fordi bloggen har en særlig plads i mit hjerte. Sådan har jeg det stadig, og jeg har på intet tidspunkt oplevet problemer omkring min blog ift. borgerne, hvilket jo var et af mine dilemmaer: kan jeg være blogger Line og socialrådgiver Line? Det skrev jeg om her og her. Det føler jeg godt jeg kan, særligt ift. borgerne. Jeg tror på folk googler mig, jeg ville måske selv google hvis jeg sad i en situation, hvor jeg blev indkaldt til møde omkring mine børn, og jeg kunne se hvem der havde min sag. Måske. Jeg har dog ikke oplevet en eneste kommenter på de har fundet noget om mig på google, instagram, facebook eller andet, men tanken strejfer mig hver gang jeg udgiver et indlæg, eller hver gang jeg sender en mødeindkaldelse ud. Det er egentlig ikke fordi jeg har noget at skjule eller at jeg har skrevet noget meget grænseoverskridende herinde. Skulle det ske en dag, at det jeg har skrevet bliver brugt imod mig, så synes jeg stadig ikke det har noget med mine evner som socialrådgiver at gøre. Overhovedet.

Jeg kan blive rigtig ærgerlig over, at jeg skal føle det er lidt ‘forkert’ det jeg gør ved siden af mit rigtige job. Selvom jeg ikke føler at det jeg skriver eller deler er forkert, pinligt eller noget jeg ikke kan stå inde for, men der er en følelse og holdning omkring det jeg laver ved siden af, som jeg ikke bryder mig om. Jeg har brugt lang tid på at mærke efter, hvorfor jeg har det sådan. Jeg er kommet frem til, at én af grundene er, at der er en holdning fra folk om hvordan man skal være som socialrådgiver, og jeg oplever lidt holdningen, at sådan noget gør man ikke når man er socialrådgiver. Jeg tænker meget over hvad jeg deler, jeg føler jeg konstant står med ét ben inde i det med at blogge og dele og ét ben ude, hvilket betyder, at jeg ikke får skrevet og lavet alle de ting jeg gerne vil. Jeg sidder f.eks. lige for tiden og kigger på et nyt kamera, og har lavet en masse planer om film jeg gerne vil lave (vlogs, rejsevlogs, challenges med Mattis osv.) fordi det er noget jeg synes er sjovt selv at lave og have, og noget som jeg mener kan give noget ekstra til alt det skrevne. Men jeg rammes straks af tanken ‘åh er det så for meget?’, og for meget for hvem? borgerne? kollegerne? alle dem jeg ikke kender?

 Det burde måske genere mig mere at vide, at nogle omkring mig i hverdagen synes det er fjollet jeg blogger, eller fjollet jeg har lavet en instagramprofil til mine hunde eller fjollet jeg har nogle film liggende hvor jeg synger en kinesisk sang, men jeg er faktisk fuldstændig ligeglad. Altså på den måde ligeglad at jeg ikke bliver flov eller sur egentlig, for jeg kan jo godt lide det jeg laver og der er intet af det, der gør mig dårlig til mit job. Selvom de færreste har en blog, så er det de fleste der har et liv hvor de deler billeder af deres børn, byture og drinks, statusopdateringer, tagger deres veninder i alt muligt, har en instagramprofil, hvor de viser billeder af deres rejser osv. Vi har jo allesammen et liv ved siden af vores job og det synes jeg der skal være plads til, hvordan man så end ønsker at leve det. For mig er det at blogge og være kreativ jo også en hobby, noget der gør mig glad, som andre måske hækler, går til håndbold eller noget helt tredje. Jeg kunne forstå folk blev vrede/forargede, hvis jeg delte personfølsom data, fortalte om mine sager eller nævnte navne på kolleger/samarbejdspartnere, og jeg kunne også forstå det, hvis det jeg delte var mega grænseoverskridende: nøgenbilleder, statusopdateringer hvor jeg begår kriminalitet eller noget andet i den dur, som jeg selvfølgelig aldrig kunne finde på. Hverken at dele eller at gøre. Alle de her tanker, har sat gang i nogle tanker omkring dét at være socialrådgiver.

For jeg ér jo ikke mit job. Ikke kun. Jeg er så mange ting. Jeg er socialrådgiver mange timer om ugen, og jeg gør alt hvad jeg kan for at være en dygtig, empatisk, effektiv og ordentlig én af slagsen, det gør jeg sgu, men jeg er jo også Line, hende der er nogens kæreste, datter, veninde og søster. Hende der blogger, hende der har to hunde, som har deres egen instagramprofil, hende der elsker at spise god mad, tage ud og få en drink, lave sjove og fjollede ting, synes det er sjovt at filme, være kreativ og dele ting på sociale medier osv. Det er sgu ærgerligt hvis vi, fordi vi er socialrådgivere, skal sidde pænt derhjemme i vores sofa når vi har fri og være helt grå og anonyme til vi igen møder på arbejde dagen efter. Sådan er der jo ingen der kan eller skal leve. Og jeg kan ikke forestille mig en borger forvente det af os heller? Jeg forventer det heller ikke af dem der arbejder i politiet, er læger, pædagoger, lærere, direktører eller andet. Alle de mennesker omkring os har jo liv udover deres jobfunktion. Jeg tror det er de færreste, hvis ikke jeg vil våge at påstå at det er ingen, der dedikerer hele deres liv alene til at blive deres job og kun dét.

Jeg elsker at skrive, klippe film, tage billeder, osv. og jeg føler sagtens jeg kan gøre det mens jeg også er socialrådgiver, men der er  ingen tvivl om, at der er emner herinde, som jeg ikke kommer til at berøre på samme måde som før jeg fik job. Jeg vil stadig gerne kunne være i balancen mellem at være i job og være aktiv på de sociale medier, så jeg kommer fortsat til at dele billeder, film, tekster og andet. Så det er ikke fordi jeg stopper eller der som sådan sker en ændring, men jeg er kommet frem til, at så længe jeg selv føler det ville være okay hvem som helst ser det jeg deler, så er det intet problem at gøre det.

.. og så beklager jeg indlægget ikke kom ud igår som lovet, men efter min kæreste lige læste det igennem, blev vi enige om der var en del jeg simpelthen ikke kunne skrive, meget apropos, så det skulle lige laves lidt om. Jeg håber I får en skøn pinse allesammen.

En opdatering

screen-shot-2018-05-13-at-17-54-01

… så gik der igen en uge med stilhed. Det er ikke noget nyt på bloggen, så på den måde ér der jo ingen grund til jeg skal lave den intro kan man sige. Den sidste uge er gået med mange frustrationer, det skal jeg være ærlig at indrømme. Jeg har ikke lyst til at brokke mig alt for meget, men jeg synes alligevel jeg har brug for at få skrevet lidt af det ned.

For det første skete der det, sidste søndag, at jeg fik en voldsom allergisk reaktion, hvilket betød mine øjne hævede op, begyndte at klø, kort efter begyndte mine ører, så mit ansigt, min hals og hovedbund skulle selvfølgelig også være med, og i løbet af ugen er det spredt til ryggen, brystet og armene. Det er ikke noget nyt, det vil den tilbagevendende læser også vide, og det ligner mere eller mindre det her. Det klør og brænder så voldsomt at jeg knap får sover om natten og det giver selvfølgelig lidt problemer ift. at komme tidligt op om morgenen og passe arbejdet. Heldigvis fik jeg lov til at arbejde hjemme en dag i sidste uge, det har både min leder og mit team forståelse for, hvilket betød jeg sad og arbejdede i undertøj i skyggen på altanen det meste af dagen, så jeg kunne få luft på min hud – den var nok ikke gået på jobbet 😉 I morgen skal jeg heldigvis, efter 4 mdr. ventetid, til hudlæge og have  foretaget en stor allergitest på ryggen henover de næste 3 dage. Jeg krydser virkelig fingre for, at den giver noget afklaring.

Udover kløe og manglende søvn, så har vi hængende over os, at vores bil døde for 3 uger siden og er på værksted i Jylland. Vi afventer stadig dommen ift. pris, men vi er ude i, at den skade der skal laves, kommer til at koste hele vores ferieopsparing, hvilket betyder, at vi må rykke vores ferie. Øv altså! Den havde vi virkelig glædet os til, men der er ikke så meget at gøre ved det. I næste uge får vi den tilbage, og det glæder jeg mig trods alt til. Der er virkelig mange dejlige ting man kan lave med bil, det giver en enorm frihed.

En sidste ting, som virkelig fylder meget for tiden også er, at vi er igang med at sælge kolonihaven. Det har ikke været nogen hverken nem eller hurtig proces, lad mig sige det sådan. Vi har efterspurgt handling og lidt opdateringer og vi får stort set intet at vide. Jeg har været hende den irriterende der har skrevet ugentlige mails for at rykke processen, og vi har ringet rundt mange gange om ugen til forskellige. Historien er nu, at ‘vi er dem der er meget utålmodige og presser ekstremt på’ men det handler jo netop om, at vi ingenting får at vide. Der har været så mange fejl og meldinger, der pludselig blev lavet om i sidste øjeblik og når man står og gerne vil sælge, så er det virkelig frustrerende med en proces der er så langtrukken. Vi håber dog at næste uge giver os svar på, om den er solgt til en ventelistekøber, eller om vi selv skal sætte den til salg.

Men alt dette taget i betragtning, så er jeg glad, solen skinner og vi spiser mange is. Lidt for mange. Men sådan skal sommer være. Jeg har planlagt en masse lækre indlæg den næste uge, jeg har virkelig haft svært ved at finde mig selv i alt det her, finde en god rytme og tid til mine projekter og alt det andet, MEN meget mere om det i det næste indlæg. Nu vil jeg nyde den sidste aftensol, Mattis er igang med at lave mad og vi ligger og slapper af på vores dejlige altan. Så livet er bestemt ikke kun frustrerende for tiden.

Rigtig god sidste del af jeres søndag.

Jeg forstår ikke..

.. Hvorfor mænd synes lyden af biler/motorcykler der larmer og brummer meget højt, er lækker? Er det bare sådan en mandeting? Jeg synes personligt det er SÅ irriterende en lyd, når en bil kører mega hurtigt og det lyder som om det skyder, kratter meget højt og fuldstændig overdøver enhver samtale og tanke, så kan jeg sige ‘argh hvor irriterende, hvorfor siger den sådan’ og blive helt hidsig indeni, hvortil Mattis svarer ‘uh nej, det er en lækker lyd’. What? Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fede i lækre biler, men jeg kan aldrig synes de mega høje lyde er lækre?

.. Hvordan jeg i starten af måneden, når lønnen er gået ind, synes 500 kr. ikke er særlig mange penge at bruge på indkøb eller andet f.eks., men jeg sidst på måneden kan føle mig RIG hvis jeg har hele 70 kroner at handle for ‘jeg kan jo få meget for de her penge’. Det er så fjollet.

.. Hvordan par bare vælger at få børn? Ikke fordi jeg ikke vil have børn, for det skal vi selvfølgelig have, men for mange mennesker virker det bare som en ‘nå ja, men nu gør vi det bare, tiden var lige rigtig’ og jeg har bare gennemtænkt A L L E scenarier og mega analyseret alt, og stadig synes jeg det er den vildeste og mest nervepirrende beslutning nogensinde.

.. Hvorfor der er sådan nogle fuglekvidder og lyden af… en regnskov, når man f.eks. er på toilettet på en McDonald’s eller andre steder/restauranter? Hvad gør det godt for? Er man mere afslappet, hvis man har følelsen af at skide i naturen? Eller er det for at dække over lyden af andre på toilettet? Jeg forstår det ikke?

.. Hvordan det kan komme bag på mig hvert år, når vi rammer maj. Jeg kan simpelthen ikke forstå det, når det lige har været jul? Hvert år.

.. Hvorfor jeg synes det er lidt spændende at stalke veninder, bloggere eller gamle veninder/kollegers KÆRESTERS/MÆNDS instagramprofiler. Men det er ikke deres profil og billeder som jeg stalker, nej, det er hvem DE følger. Af en eller anden grund synes jeg det er lidt sjovt, at kigge på det og så kan jeg sidde for mig selv og tænke ‘nå nå, så han er rigtig nok gift med hende (veninde, kollega, blogger, gammel klassekammerat osv.) men han følger 600 profiler, hvor det er primært nøgne kvinder og biler, jaja så ser man det’. Der er intet galt i hvem man følger og jeg ved ikke hvorfor jeg synes det er lidt sjovt tidsfordriv?

.. Hvorfor jeg ser for mig, hver morgen i bilen på vej til arbejde, hvordan der sidder nogen vigtige mennesker, på en stor central og kigger på de forskellige radiokanaler, altså en central for hver radiokanal, og så kigger de på hvor mange lyttere der er og et tal der går op og ned, som folk skifter radiokanal? Så hver gang jeg skifter kanal tænker jeg ‘ja, så droppede der lige et tal på tavlen hva?!… ja ja, men så kan I lade være med at spille så fucking mange reklamer’ og så fryder jeg mig lidt over de sidder og tænker over hvorfor mon der blev skiftet væk lige i det øjeblik. Wtf!

.. Hvorfor iPhone skal være så dyre? Helt ærligt! Jeg kan bedst lide iPhone og min trænger i den grad til at få fred, men udover man allerede har en forældet model en uge efter man har købt den, så skal de fandme også koste i nærheden af 10.000 kr.? Det er jo helt sindssygt.

.. Hvorfor jeg synes det er pinligt, hvis jeg handler sådan noget rigtig usundt skodmad? Hvis jeg lægger frysepizza, chokolade, sodavand, en kæmpe ost og en pose af lidls (MEGA lækre) bakeoff på båndet, så får jeg altid en følelse indeni, at jeg håber det kan gå meget hurtigt, for jeg synes det er lidt pinligt? Særligt, hvis personen bag mig køber alt det rigtige, så føler jeg mig altså lidt ussel – også selvom jeg aldrig tænker sådan om andre.

.. Hvordan folk kan blive sådan oprigtig grebet af træning? Sådan virkelig hver uge, hver måned, hvert år, total afhængig og glad for det? Jeg ville ØNSKE det var mig, for jeg bliver gladere, sundere, smukkere og får meget mere energi af det, og derfor gør jeg det, men jeg når aldrig til det punkt, hvor jeg elsker og ikke kan undvære det? Jeg forstår ikke hvordan det sker? Er det noget folk bare siger eller hvad?

When it’s just right – 2 år senere

I slutningen af januar 2016 skrev jeg indlægget herunder. Jeg er netop faldet over det igen og læser det nu med nogle lidt andre briller på – ikke at jeg ikke er smaskforelsket stadig, men nu er jeg ikke længere nyforelsket og der er en masse ting der er sket i vores forhold siden, som jeg kun kunne drømme om dengang indlægget blev skrevet – at tænke vi ville være her i dag, er ret vildt. Vi har haft 3 hunde sammen (og har stadig 2 af dem), vi er flyttet sammen og har boet 2 steder sammen, vi har købt en kolonihave sammen (som vi nu sælger igen), vi har haft 2 biler, vi har rejst sammen, kysset uendeligt mange kys, fået nye jobs og taget på utallige eventyr sammen. Der er stadig ingen tvivl i min krop om, at Mattis ér den helt rette, og at læse nedenstående her knap 2,5 år efter, viser virkelig, at man ikke er i tvivl når den helt rigtige dukker op. Jeg bliver helt glad indeni når jeg læser det og han står i vores køkken og laver lækker aftensmad til os.

29.01.18
Det her indlæg bliver et rigtig sukkersødt et af slagsen. Jeg håber I kan komme igennem det, uden at få alt for meget kvalme. Som jeg har skrevet herinde, har jeg fået mig en kæreste. En fuldstændig vidunderlig følelse. Og jeg skal selvfølgelig dele lidt herinde med jer. Jeg kan huske jeg engang fik en kommentar, hvor der stod, at når den rigtige mand var der, så var man ikke i tvivl. Jeg tænkte ofte på den kommentar. Jeg har været forelsket før, en god håndfuld gange og har derfor ikke rigtig vidst, hvad forskellen skulle være når man pludselig fandt ham. Men det ved jeg nu. Jeg har været sammen med ham stort set hver dag siden vi mødt hinanden og alt føles rigtig fantastisk.

Selvfølgelig er vi nyforelskede og så kan man jo klare hele verden sammen, men det er også bare mere end dét. Det føles bare… anderledes. Rigtigt, godt og trygt. Ingen alarmklokker ringer, ingen dårlig mavefornemmelse, ingen usikkerhed. Jeg kan forestille mig han er i min fremtid og det er helt uden tvivl i maven. Og jeg ved han har det ligesådan. Og pludselig kan jeg se, hvad hun mente med den kommentar, for når han er der, så ér man ikke i tvivl. Jeg er ikke i tvivl om, at han er den helt rigtige. Det kan jeg mærke i maven på en helt særlig måde.

Han er virkelig en god mand. Et rigtig godt menneske, som jeg er stolt af at vise frem. Hans værdier er i orden, han er omsorgsfuld, kærlig og hjælpsom. Han er sjov, charmerende og nede på jorden. Jeg kunne i virkeligheden bruge et helt indlæg på, at fortælle om alle hans kvaliteter, men så bliver det sgu nok for alvor kvalmende. Han har hjertet på det rette sted og han er stolt over, at få lov til at passe på en del af mit. Det er i virkeligheden dét, der gør mig allermest tryg ved ham. Han ér virkelig et godt menneske, sådan helt ind i knoglerne.

Til de nysgerrige af jer, så ja, jeg mødte ham faktisk på vores allesammens yndlingshadeapp Tinder. Romantisk as it is. Historien, helt kort, er faktisk den, at jeg var på vej ind på Tinder for at slette appen. Som jeg skrev herinde, så skulle fokus være 100% på mig og min bachelor, så måtte jeg se tiden an efter det. Men så havde han, og nogle andre, skrevet. Jeg læste et par stykker af dem, orkede ikke at svare egentlig. Men besluttede mig alligevel for, at svare ham og kun ham. Der var noget charmerende ved hans billeder, på den der nede-på-jorden måde. Så jeg skrev helt kort tilbage, at han kunne skrive til mig på facebook, da Tinder ville blive slettet. Jeg slettede det med det samme og tænkte, at han jo så kunne skrive til mig der, hvis han ville. Og det gjorde han. Vi skrev rigtig godt sammen, meget hurtigt fandt jeg ud af, at han i hvertfald ikke er en fuckboy. Den ene date tog den anden, og pludselig hang jeg ud med ham hver dag, stort set. Og det har jeg gjort lige siden. Kun afbrudt af skolearbejde, venindeaftaler og arbejde.

Jeg er glad. Vi er glade. Og jeg kan med fuldstændig ro i maven sige, at jeg er vanvittigt forelsket i den helt rigtige mand denne gang.

 Man skal virkelig kysse mange frøer, før man finder prinsen. Jeg har kysset rigtig mange frøer. Og selvom der blandt utrygge, kedelige og ligegyldige frøer også har gemt sig nogle søde, omsorgsfulde og sjove frøer, så var der ikke rigtig nogen af dem, der forvandlede sig til prinsen.

Indtil nu.

En undskyldning

maldiverne

Kære læsere. Jeg skriver dette indlæg for at undskylde til alle jer, der nåede at deltage i konkurrence om at vinde en rejse til Maldiverne. Jeg var ikke klar over, at betingelserne for at deltage var SÅ sindssyge, så havde jeg aldrig delt konkurrencen i første omgang. I er flere der har skrevet, at siden I har deltaget, er I blevet kimet ned 10-20 gange dagligt, har modtaget emails og sms’er fra forskellige firmaer, der vil sælge noget, hver eneste dag. Det er IKKE OKAY, og det var jeg IKKE klar over. Normalt når man deltager i konkurrencer, skriver man sig i samme omgang op til at modtage en mail eller et nyhedsbrev engang imellem fra det pågældende firma der holder konkurrencen, hvilket er helt normalt, men det er IKKE normalt at man skal kimes ned i tide og utide mange gange dagligt. Jeg har ikke vidst dette og efter jeg fik en del kommentarer omkring det, fjernede jeg links fra indlægget, så man ikke længere kan deltage fra min blog.

Denne kampagne er vi flere bloggere, der er en del af. Sådan som det fungerer med kampagner som disse er, at vi hver især har et unikt trackinglink, og hver gang en læser deltager i konkurrencen via ens link, får man nogle kroner. Flere har skrevet, at de deltager igennem min blog, fordi de tror på det indhold jeg deler, og føler sig ført bag lyset, og dét vil jeg ikke have. Derfor vil jeg forsøge at lave dette indlæg og forklare situationen, ligesom jeg gerne vil understrege at enhver krone jeg tjener på denne kampagne, vil gå til kræftens bekæmpelse. Som jeg kan se det er I ikke alt for mange, der har nået at deltage i konkurrencen, men der er alligevel nogle hundrede deltagende måske, og jeg beklager inderligt, at jeg ikke var klar over konkurrencevilkårerne. Når man deltager skriver man under på de vilkår selv, så på den måde ‘gør de ikke noget forkert’ men jeg føler mig alligevel nødsaget til at understrege, at jeg på ingen måde synes det er okay og jeg på ingen måde vidste dette.

Jeg vil gerne have, at det jeg deler på min blog, uanset om det er et sponsoreret indlæg, en konkurrence man kan vinde, en produktanmeldelse eller noget helt fjerde, så skal I kunne stole på, at det er ærligt og reelt indhold. I skal ikke sidde tilbage med en følelse af, at jeg bevidst har snydt jer for at tjene et par håndører, for det har aldrig været intentionen. Jeg lover jer, at fremover vil jeg være SUPER grundig inden jeg deler en konkurrence herinde, og være helt sikker på, at de vilkår man siger ja til, det er nogle jeg selv kan stå inde for.

Jeg kan ikke ændre det for jer, der allerede har deltaget. Men jeg har følgende at understrege med dette indlæg:

– UNDSKYLD til jer der har deltaget, og har modtaget uendeligt mange opkald dagligt. Jeg var IKKE klar over disse betingelser og jeg lover jeg fremover vil være endnu mere grundig med mit research når jeg deler en konkurrence herinde.

– De penge jeg har nået at tjene på denne kampagne, vil alle gå til kræftens bekæmpelse. Jeg deler selvfølgelig et billede når kampagnen er sluttet og jeg kan overføre beløbet, så I kan se, at alle de mange opkald og beskeder I har fået, har været noget værd om ikke andet.

– Linket til konkurrencen er slettet herfra, og der kan ikke længere tjenes penge på den fra min side. Jeg vil opfordre jer alle til at læse betingelserne GRUNDIGT igennem og overveje det, inden I deltager i konkurrencen andre steder. Jeg kan ikke stå inde for at hverken dele eller anbefale noget, som jeg aldrig selv ville være okay med.

– Jeg håber det er en af jer læsere der vinder den rejse, og beklager endnu engang, at dette blev delt. Det vil aldrig ske igen og jeg vil gerne have I ved, at I kan stole på mit indhold herinde!

Og her til sidst, TAK til jer der har gjort mig opmærksom på dette. Det har betydet jeg kan gøre noget ved det og jeg håber ikke I er alt for vrede på mig.

Older posts