Så tæt på nu

Kan I huske at jeg for lang tid siden fortalt jer at min lejlighed var blevet solgt? Den har hele tiden været solgt med det ‘men’ at det først var fra 1. maj. Det er der den bliver overtaget og der den bliver betalt. Jeg synes det er 100 år siden, og nu kan jeg pludselig se mållinjen. Lige foran mig. For om lidt er vi i maj. Lejligheden skal tømmes og overdrages. Jeg har ikke mange ting tilbage i den lejlighed så det er hurtigt ordnet. Og hvad føler jeg så? Lettelse. Af en eller anden grund gik jeg i lang tid og troede at det ville være svært og hårdt og at der ville ryge et par salte tårer i processen. Men lige nu kan jeg ikke andet end at forestille mig at jeg med et smil på læben kommer til at pille den sidste lampe ned. At jeg med største lettelse i hjertet lukker døren bag mig for aldrig nogensinde at se mig tilbage. Det har været sådan en lang og grim proces. Og nu er jeg ved mållinjen. Som et meget langt marathon hvor jeg bag mig er løbet igennem smerte, sorg, frygt, angst og en helvedes masse ventetid. Jeg er faldet mange gange men har rejst mig igen og løbet videre. Igennem storm og vind og fucking hagl. Og nu er jeg så tæt på. Jeg er glad og lykkelig indeni at det ikke kan beskrives. Der kan endelig sættes det allersidste punktum i min ekskærestes og min fortælling. Og så er det hele bag mig, det hele bliver fortid.

Det er lidt som en rokketand der hænger i de allersidste tynde tråde og lige ved at falde ud. Vi kommer til, første gang i mange mange år, ikke længere at have en fælles konto. Vi har ikke en lejlighed til salg sammen og vi har ingen grund til at have kontakt længere. Jeg er så glad og lettet og jeg er sikker på han er det samme.

Når det hele er på plads, pengene er splittet (og her mener jeg gælden der skal deles ud i to) og jeg kan lukke den dør bag mig, så skal jeg drikke en hel flaske champagne alene. Måske to. Jeg vil danse hele natten til jeg falder om af udmattelse.

Og det bliver med et smil på mine læber det kan jeg eddermame godt love jer for.

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

Mit 2012

Photobucket

I januar 2012 fik jeg mit diplom og færdiggjorde mit halve år i Kina. Senere samme måned skrev jeg det nok mest hjerteskærende indlæg jeg har udgivet, nemlig at min ekskæreste var gået fra mig og mit hjerte var gået i titusind stykker. Et indlæg der fik mange hundrede kommentarer og blev starten på bloggens nye kategori ‘kærestesorg’. I februar lavede jeg min første videoblog og prøvede at finde ud af hvordan man siger farvel til 4 år af sit liv. Senere samme måned besluttede vi os for at sælge vores lejlighed og jeg skrev med smerte i hjertet et farvel til mit hjem. I marts fik jeg instagram og har nu knap 3000 der følger mine daglige billeder derinde. I april tog jeg til Budapest for at komme lidt væk fra det hele. I maj lukkede jeg jer endnu engang ind i hvor forfærdeligt jeg havde det og viste jer en film af min smerte og fortalte jer historien om Chi. I juni tog jeg jer på rejse gennem photobooth fra dagen inden jeg tog til Kina og frem til min kærestesorg. Det var også måneden hvor jeg lavede et indlæg dedikeret til alle dem med knuste hjerter, hvor jeg fortalte om min smerte og gav råd til bøger og andet brugbart igennem sorgen. I juli lavede jeg et indlæg om at være næsten lykkelig. I august fortalte jeg om ‘vores sted’ min ekskærestes og mit og hvordan jeg overskred grænsen ved at tage tilbage dertil. Det var også måneden hvor jeg viste en film om at få fjernet tatoveringer med laser og en video hvor jeg synger på kinesisk. I september gav jeg endelig slip på min ekskæreste. Jeg lavede et indlæg som skar i mit hjerte men som var nødvendigt for at klippe det sidste håb. September var også måneden hvor jeg skrev et indlæg om kærlighed og rødvin og hvordan jeg så småt kunne mærke mit liv var begyndt at vende. I oktober lavede jeg endnu et indlæg dedikeret til den kærestesorg jeg havde givet helt slip på. Samme måned bandede jeg mig igennem et indlæg om at sælge lejlighed med ekskæreste og prøve at tackle det som voksne mennesker. I oktober laver jeg et indlæg om mine bekymringer omkring juleaften og undskyldte for at skrive om det 2 mdr. inden juleaften. Jeg lavede et indlæg om min taknemmelighed for at være alene, og endnu et indlæg om min kærestesorgsproces til alle jer der sad i det samme. Nå ja, og så havde jeg også fødselsdag. I december fortalte jeg jer om ‘the bad dream‘ om at min ekskæreste og jeg havde fundet sammen igen, og hvordan jeg vågnede op og var lettet over han ikke lå ved siden af mig. Og så var december måneden hvor jeg afslørede hvad der sker når en dør lukkes..

Og det var mit år 2012. Jeg klarede mig helskindet igennem og fandt enden af regnbuen. Jeg fandt mit guld. Jeg har grædt mig igennem de fleste måneder af 2012. Jeg har skiftevis stoppet med at spise og spist alt for meget chokolade. Jeg har ikke lyst til at skulle gå igennem det igen, der var virkelig tidspunkter hvor jeg ikke troede jeg ville overleve. Men lige nu er jeg glad. Jeg er lykkelig. Jeg har den smukkeste kæreste, den sødeste roomie, de bedste venner, den dejligste familie og nogle fantastiske oplevelser i vente. Og sådan tog jeg så hul på mit år 2013. Tak fordi I har fulgt i hele 2012. Jeg håber I vil følge mig med videre på nye spændende eventyr.

Photobucket

When one door closes…

PhotobucketPhotobucketPhotobucket
Nogle af jer har allerede gættet det udfra mine instagram billeder. Manden ovenover har nemlig optrådt på en del af dem på det seneste. Og det er rigtig gættet at han er min kæreste. Jeg har sgu fået en kæreste. Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt det skulle deles her eller ej. Denne blog kunne hurtigt gå hen og blive ‘nu har jeg en kæreste. nu har jeg ikke en kæreste mere, men kærestesorg.. osv’. Jeg har besluttet mig for at denne gang skal jeg ikke dele helt ligeså mange ting om mit forhold som jeg gjorde det med min eks. Så hvorfor alle de billeder af ham, tænker I måske? For det første, ja, så se ham lige:) Men faktisk så handler det om at jeg dog alligevel føler at den lykkelige slutning på min forfærdelige kærestesorg, og derfor også forfærdeligt triste blog og fortælling det sidste års tid, skulle deles med jer. Indlægget er derfor også røget ind under kategorien ‘kærestesorg’ og bliver dermed det sidste indlæg i den kategori. Jeg vil ikke sige meget mere end at jeg er glad og lykkelig. Det kilder i maven. Og nu skal denne mand jo have et blognavn. Min ekskæreste gik under navnet ‘P’ her på bloggen. Både for ikke at nævne hans hele navn, men også fordi det var det jeg kaldte ham. Og her vil jeg så vise jer Flo. Han er sød, smuk, omsorgsfuld, sjov og helt igennem god. Og lige her inden målstregen for 2012 nåede jeg virkelig at opleve hvorfor i år er mit år. Han fortæller mig jævnligt at han synes jeg er fantastisk og at han føler sig som verdens heldigste.

…Og ærlig talt, det gør jeg faktisk også.

Photobucket

The bad dream

Se, nu skriver jeg jo ikke det her indlæg for at hænge nogen ud. Men I har fulgt mig igennem denne her kærestesorg og ud på den anden side. For jeg er på den anden side nu. Og her kommer historien om hvordan jeg fandt ud af der absolut ikke var mere kærestesorg tilbage.

Jeg vågnede en morgen med hjertebanken og sved på panden. Jeg havde drømt om min eks-kæreste. Jeg havde tårer i øjnene. Men denne gang var det ikke en drøm om savn eller kærlighed eller længsel. Jeg havde drømt at min eks-kæreste var kommet tilbage og bad mig om at finde sammen igen. I min drøm kunne jeg ikke lide at sige nej. Så vi endte med at være sammen igen. Vi kyssede og dyrkede sex og jeg vågnede (i min drøm) og græd. Han prøvede at trøste mig men jeg kunne ikke fortælle ham at jeg bare ikke ville være sammen med ham alligevel, for så ville jeg jo gøre ham ked af det. Det føltes bare så forkert indeni at være sammen med ham. Og jeg var så ked af det. Og jeg havde denne her følelse af at jeg bare ville ud af det og det hele var det samme som før og jeg var et helt andet sted i mit liv. Jeg ville bare slet ikke være sammen med ham. Da jeg så skulle se hans forældre igen for første gang opførte de sig som om alt var normalt og intet var sket og det hele var bare som ‘det plejede’ at være.

.. og så vågnede jeg. Med tårer i øjnene, sved på panden og hurtig hjertebanken. Af lettelse. Jeg var simpelthen så lettet over at det ikke var min ekskæreste der lå ved siden af mig da jeg vendte mig om. Jeg var så lettet og lykkelig over jeg ikke var sammen med ham eller kommet til at love ham at vi skulle være kærester igen. Jeg stod op og hentede et glas kold vand og satte mig i min seng. Jeg smilede for mig selv. Jeg skrev som det første en sms til min mor hvor der stod: Jeg havde mareridt om min ekskæreste. Vi havde fundet sammen igen. Jeg vågnede og var lettet. Og så lagde jeg mig til at sove. Næste morgen vågnede jeg til denne sms: Tillykke, kærestesorgens tid er nu HELT FORBI. Jeg sagde du ville blive glad igen. Meget gladere <3. Og det er præcis hvad jeg er.

Jeg fortæller det ikke kun fordi jeg er sindssygt glad og stolt og lettet og lykkelig. Jeg fortæller det ikke kun fordi I skal synes det er godt for mig når nu I har set mig være helt nede. Jeg fortæller det fordi jeg VED der sidder en masse af jer med knuste hjerter. Det gør pissehamrende ondt indeni jer lige nu. I tror aldrig på det bliver godt igen. Ikke når jeres venner siger det. Ikke når jeres familie siger det. Og heller ikke når jeg siger det. Og det ved jeg. Jeg har selv været der. I lang tid. Det gør pissehamrende fucking lorte ondt. I skal græde i mange timer. Have ondt i hjertet længe. Men jeg fortæller dette så I kan se at det BLIVER bedre. I har virkelig set hvor ked af det jeg har været. Helt nede hvor jeg ikke troede jeg nogensinde kunne komme op igen. Og se mig nu. Glad og lykkelig og videre.

I er de smukkeste og dejligste mennesker. Det skal gøre ondt før det bliver godt. I stopper først med at græde når der ikke er flere tårer. Og det er okay. Men I er nødt til at tro mig når jeg fortæller jer at I bliver glade igen.

Så lille du. Løft din smukke snude. Det gør ondt nu. Men jeg vil gerne love dig at det bliver godt igen. Meget bedre. 

Photobucket

Den der fucking kærlighed

Jeg har for nyligt oplevet noget som får mig til at skrive dette indlæg. Jeg har fået en masse kommentarer fra knuste hjerter og det I skriver kan jeg så tydeligt huske selv at tænke gennem min kærestesorg – og til tider stadig tænke. Når man oplever kærestesorg er det fysisk smerte. I hjertet, i maven og ja, helt ud i fingerspidserne. Ingen ord hjælper. Ingen mad hjælper. Ikke en fucking skid. Tiden går i stå og man føler at man går i stå med den. Folk omkring en bevæger sig, årstiderne skifter, men man står selv fast i et stort sort hul og sørger. Man kan ikke komme op. Man kan ikke bevæge sig. De bittesmå fremskridt der trods alt er, føles så pisse små at man ikke kan se man rykker sig. Men det gør man altså.

Når folk spørger mig hvad der hjalp for at jeg kom videre må jeg være ærlig at sige: tid. Jeg gjorde/gør hvad jeg kan i mellemtiden for at blive glad. Så gode venner, fandt trøst hos familie og gjorde gode ting for mig selv. Men det gør altså ondt imens. Imens man sover, imens man spiser, imens man er sammen med folk der elsker en. Det gør hele tiden ondt. Selvom min ekskæreste viste sig at være en idiot op til flere gange lod jeg mig atter ydmyge i håb om hans bekræftelse. Han var jo min soulmate? Han var jo min bedste ven? Men det var han altså ikke. En bedste ven ville aldrig såre mig på den måde. Og en soulmate ville ikke forlade mig. Så jeg prøvede at vende den om. Prøvede at være taknemmelig for han gav mig chancen for at opleve verden uden ham.

Det er 10 mdr. siden min ekskæreste slog op. Og hver dag i de 10 måneder har været hårde, lange og forfærdelige. I har jo fulgt med. Med en lillebitte forbedring hver dag. Pludselig en dag er alle de bittesmå fremskridt blevet til et kæmpe ryk og man græder ikke længere hver dag. Pludselig kan man se at ekskæresten måske var lidt for lav og lidt for lidt mandig til en. Pludselig kan man godt se at han alt for ofte havde dårlig ånde eller at han var alt for genert. Pludselig går det op for en at selvom man aldrig får det samme igen så får man noget andet. Muligvis noget endnu bedre. Der er ingen der er perfekte og det kan godt være man tænker man aldrig finder en mand med ligeså fed tøjstil som ens ekskæreste, men så har han måske den rigtige højde. Osv. Når man bliver forelsket er det hele jo ligemeget. Men det bliver man altså ikke lige med det samme. Der går lang tid hvis man havde et dejligt og langt forhold. Det er mange minder, følelser og rutiner man skal bryde ud af og komme over.

Det værste jeg gjorde var at kigge på mænd i den periode jeg var allermest ked af det. For ingen af dem var gode nok. Selvom der havde stået en prins og banket på min dør og tilbudt mig sin kærlighed havde jeg sagt nej. For jeg var bare ikke klar. Man skal være 100% klar før man kaster sig ud i det. Og selv der kan det være både grænseoverskridende og underligt. Kærestesorg gør sindssygt ondt. Tiden hjælper. Det lover jeg jer. Venner og familie der holder i hånden og støtter hele vejen er uundværligt, men man er simpelthen nødt til at gå vejen alene. Man er den der bærer på smerten indeni og den er tung og grim. Når man falder sammen af udmattelse er der nogen til at støtte en. Når man græder er der nogen til at tørre tårerne væk. Men der findes ingen mennesker der kan fjerne smerten indeni.

Jeg er så ked af alle jer der nu skal gå/går igennem det samme som mig. Det er rædselsfuldt. Og hvis nu man kunne få alle til at tage bare en lille bid af ens smerte ville det lette enormt meget. Men det kan man ikke. Tiden hjælper. Og det gør den virkelig. En ting vil jeg dog love jer. I bliver glade igen. I kommer igen til at smile. Giv jer selv lov til at være ulykkelige i al den tid I har brug for.

Kærlighed fra et snart lappet hjerte til alle jer der sidder med våde øjne og knuste hjerter derude. I fortjener det bedste. Jeres ekskæreste var ikke det bedste.

Og helt ærligt, så er det hans tab.