It only ends once, everything else is just progress

Endnu engang vil jeg dele et indlæg, der har været delt før. Det blev skrevet i år 2012, 5 mdr. inde i min kærestesorg. Jeg brugte min blog helt enormt meget i den periode, for at dele mine tanker med jer, ligesom det var en kæmpestor del af min helingsproces, at få det skrevet ned. Jeg får stadig den dag i dag, jævnligt mails eller kommentarer fra piger med knuste hjerter, og jeg ved præcis hvordan det er at gå igennem. Jeg har en hel kærestesorgskategori her på bloggen, som jeg hver gang henviser til. Her er nemlig skrevet ned ALT hvad jeg gik igennem, alle faser er dokumenteret, nedskrevet og filmet. Der er rigtig meget forståelse og måske endda trøst at hente. Indlægget her blev som sagt delt i år 2012, men det beskriver rigtig godt, hvor svært dét at slippe er, ligesom der er en liste med brugbare bøger, som faktisk virkelig hjalp mig. Hvis du sidder med et knust hjerte lige nu, så er det her indlæg for dig <3 Du bliver glad igen og det kan jeg LOVE dig!

…. og nu er det slut for mig med at tælle tiden

____________________

Nu har jeg tænkt lidt i et stykke tid på at lave dette indlæg. I ved, de fleste af jer, at jeg har gået (går) igennem det værste jeg nogensinde har oplevet, nemlig en rigtig grim kærestesorg. Jeg har grædt så mange tårer som jeg ikke troede var muligt, jeg har delt mange ord her på bloggen, vist film, billeder og givet jer stor del i den smerte der har været inde i mig de sidste 5 måneder. I har været utroligt støttende, omsorgsfulde, empatiske og pissehamrende fantastiske. Jeg har ikke fået en eneste grim kommentar, og hvis jeg har så er det måske en enkelt eller to som er fuldstændig druknet, gjort til skamme, i al den positive respons og al den sympati I har givet mig. Jeg kan faktisk sige, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden jer. Måske I, som enkelt person, har tænkt at jeres kommentar ikke har gjort den store forskel, og at den måske slet ikke er læst blandt de hundrede andre. Men tro mig, jeg har læst dem allesammen, flere gange. Jeg har fundet trøst så mange gange i jeres ord. Helt fra de små korte kommentarer, til de sidelange mails. Jeg har mange gange prøvet at beskrive hvor uendelig taknemmlig jeg er for det I har gjort for mig. Jeg har fået hundredvis af kommentarer, mails og skrevet med mange af jer privat. Jeg kan slet ikke forstå det. At I har gjort det for mig. Nu er jeg nået til et punkt hvor jeg gerne vil prøve at give lidt igen. Ved at lukke jer ind i mit univers, ind i min hjertesmerte har jeg prøvet at hjælpe andre blødende hjerter med at hele. Jeg har prøvet at lade jer vide at vi er flere i samme båd, at I ikke er alene. Ligesom I har ladet mig vide.

Det sidste stykke tid har jeg fået mange mails. Piger med knuste hjerter der vil have min hjælp og støtte. Jeg svarer allesammen, og jeg ville ønske jeg kunne gøre mere end det. Men det kan jeg ikke. Så nu tænkte jeg at skrive en lille overlevelsesguide herinde. Råd til ting der kan hjælpe en på vej videre. Tanker og følelser som er altoverskyggende i den sorg det er at miste. Jeg kan love jer for at det bliver bedre. Se på mig. Jeg har været så langt nede. Jeg har ligget krøllet sammen og grædt i ugevis. Jeg har været så syg at jeg næsten ikke kunne gå. Jeg er besvimet, faldet sammen i offentligheden. Været bange for at gå ud. Haft uendeligt mange søvnløse nætter. Mistet al min selvtillid og glæde i livet. Jeg var tom indeni. Den eneste følelse var den smerte der gennemborede hver en celle af min krop. Men nu er jeg her. Jeg kan godt smile og grine. Jeg kan igen både spise, sove og se lyset for enden af den, stadig kilometerlange, tunnel. Og det, blot efter 5 måneder. Jeg er stadig ked af det, fortvivlet og bange. Jeg føler mig stadig ensom og alene, og jeg savner altså stadig nogengange så mit hjerte næsten er ved at hoppe ud af kroppen. Men jeg har det BEDRE. Og det får I også. Det lovede I mig tilbage i januar, og det lover jeg jer nu.

Mine bedste råd er at give jer selv plads og tid. Græd, skrig, ras ud, læg jer under dynen, hav ondt af jer selv, og græd lidt mere. Det hjælper altså. Det skal ud. Det skal bare ud. Den største hjælp for mig har været de tætte omkring mig. Min mor og min bedste veninde. Uden dem havde jeg ikke overlevet de første mange uger. De var hos mig hele tiden, lyttede, snakkede, holdt om mig og trøstede mig. Lod mig græde timevis i deres selskab. Og jeg er dem til evig tid taknemmlig. I skal ikke være alene med det. Selvom I får kvalme ved tanken om andre mennesker, mad og alt muligt andet, så tving jer selv. Dem I er sammen med ved godt hvordan I har det og forventer ikke noget af jer.

Og så har jeg også et råd: læs bøger. Selvhjælpsbøger. Jeg ved I tænker det er noget værre lort, men jeg slugte den ene bog på en dag, derefter købte jeg 5 nye som jeg har hulket og grinet mig igennem. Det er jo ikke hokus pokus, men helt reel hjælp fra andre der ved noget om det. Jeg har en liste i bunden af dette indlæg med titler på bøger jeg har fundet stor hjælp i. Så vil mit råd være at lade jeres eks-kæreste være. Det hjælper ikke at klynge sig fast, han/hun har taget sin beslutning, og I er ikke den person der nedværdiger jer selv så meget at I vil lade jer stå grædende overfor ham/hende og holde fast og bede om at I skal blive sammen. Accepter det. Tud når I er alene, eller med andre. Ikke foran eks-kæresten. Jeg siger det fordi jeg har været der. Jeg har været hende der græd, bad, tiggede, ringede, skrev, gav gaver, mødte op på hans privatadresse, stalkede ham osv. Altid med det resultat at jeg endte med at få endnu mere ondt i maven end jeg havde før. Intet hjalp. Og jeg indbød til endnu et slag hver gang jeg havde fået en smule kræfter til at rejse mig op. Når jeg tænker tilbage nu er jeg flov over at jeg har givet ham lov at se mig på den måde. Han valgte mig fra, han var mig utro, han fandt en anden. Og så gav jeg ham samtidig lov til at se mig ydmyge mig selv gang på gang. Nedværdige mig selv, trygle om ‘tilgivelse’ (for hvad fanden havde jeg gjort) og om at han skulle komme tilbage. Jeg hader mig selv for at have ladet ham se mig sådan. Han fortjente det slet ikke. Jeg er så meget stærkere end det, selv når jeg er svag.

Så derfor siger jeg til jer nu, lad være. Accepter den beslutning der er taget, uanset om det er jeres, hans/hendes, om han/hun har været utro osv. Hvis det ikke er jeres beslutning er det selvfølgelig lidt sværere. En beslutning er trukket ned over hovedet på jer, en beslutning I ikke selv havde taget. Og man føler sig latterliggjort, og ude af kontrol. For det er man. Men en beslutning er taget, og I er for seje til at nedværdige jer selv. Det er hans/hendes tab, sådan må I se på det. Men det er svært, jeg ved alt om det. Det er svært, og det er det længe. Jeg har stadig nætter hvor jeg vågner med sved på panden, tårer trillende ned ad mine kinder og mærker ved siden af mig i håb om at P ligger der. Men han er væk. Det kan stadig være svært at forstå ‘vi havde det bare så dejligt’, JA det HAVDE vi. Men han er et andet sted i sit liv nu. Et sted hvor jeg hverken kan eller vil være. Og i øvrigt et sted hvor han ikke vil have mig. Så nu skal jeg finde mit eget sted, ikke? Det skal I også.

Jeres hjerter er slået i titusind stykker, det kræver meget lappearbejde. Det tager lang tid at få alle delene til at sidde rigtigt igen. Nogle gange holder limen ikke og man må samle den samme lille del op flere gange. Men jeg lover jer for, at på et tidspunkt så er hjertet lappet igen. Mit er endnu ikke helet. Men jeg ved det bliver bedre. Snart kan jeg sige det er et halvt år siden. Og lige pludselig kan jeg sige et år. På et tidspunkt er det slut for mig med at tælle, for så er jeg glad igen. Helt ind i maven, ned i tæerne og ud i verden.

For hver dag får jeg et lille nyt tyndt lag hud på min ellers nøgne krop. For det er sådan man føler. At al huden er revet af og man er nøgen, øm og sårbar. Hvor klamt det end lyder, så er det den følelse der beskriver det bedst. For hver dag kommer et nyt fint lag hud. Det er skrøbeligt og I skal love mig at være ekstra opmærksomme på ikke at få skrammer i den periode. Lad ikke jeres dumme eks-kæreste få fornøjelsen af, endnu engang, at pille jeres fine nye hud af og lade jer endnu engang gå grædende derfra i større smerte end da I kom. Pas på jer selv. Den eneste der ikke kan give jer trøst, er ham/hende der gav slip på jer. Få det hos dem som elsker jer.

Og så husk på: det var ikke løgn det I havde sammen. Det var unikt og uerstatteligt. Men det var. Nu er det på tide der kommer noget andet. I vil ikke blive glemt, og jeg vil næsten også love jer for at I, til tider, vil blive både tænkt på og savnet. Ingen anden kvinde eller mand kan tage jeres plads og jeres forhold har haft en kæmpe betydning i den periode det var. Jeg er uendeligt taknemmelig for 4 vidunderlige år. Jeg har oplevet kæmpestor kærlighed. Det er da noget at være taknemmelig for. Også selvom det endte som det gjorde. P var den dejligste mand for mig i alle de år. Og jeg var også den dejligste pige for ham. Det er jeg ikke i tvivl om. Men det er ikke virkeligheden nu. Heller ikke for jer.

Jeg håber sådan I klarer den. Selvfølgelig gør I det. Tak for al jeres støtte og omsorg. Jeg er evigt taknemmelig. Her er de bøger jeg vil anbefale alle jer med et knust hjerte (mine er købt brugt på amazon.com):

– It’s called a breakup because it’s broken (Greg Behrendt & Amiira Behrendt)

– I can mend your broken heart (Paul McKenna & Hugh Willbour)

– Getting past your breakup (Susan J. Elliott)

– I can make you happy (Paul McKenna)

– Find livsglæden igen (Irene H. Oestrich)

Kærestesorgen og dens faser

Igår sad jeg og kiggede tilbage i bloggens arkiv og landede i den hjerteskærende kategori ‘kærestesorg’. For 5 år siden gik jeg igennem en rigtig slem kærestesorg, og jeg tog jer med på min rejse igennem kærestesorgens forfærdelige faser. Jeg skrev indlæg fyldt med vrede og frustration, indlæg, som fik tårerne til at trille og indlæg fyldt med håb, accept og lettelse. Hele vejen ud til den anden side var I med. Nogle gange har jeg tænkt på, om jeg delte for meget af mig selv. Om jeg burde rydde op i kategorien. Men man kan ikke rydde op i en sådan kategori, for en kærestesorg er nemlig fyldt med forvirring, tårer, en smule håb og mange op-og nedture før man er sikkert igennem på den anden side. Derfor skal det hele have lov til at stå herinde præcis ligeså rodet og trist som det er.

Jeg får mails hver eneste måned fra piger med knuste hjerter. Det rammer mig simpelthen så meget, for selvom jeg bestemt er langt videre og endda aldrig har været så lykkelig i mit liv som nu, så kan jeg huske den sorg, som var den igår. Jeg kan huske præcis, hvordan det åd mig op indefra, hvordan jeg måtte forlade undervisning, fitness eller supermarkedet fordi jeg pludselig ikke kunne få luft, fordi jeg hørte en sang, der mindede mig om ham, eller fordi jeg så noget, der fik mine tanker til at kredse om savnet så meget, at jeg fysisk måtte forlade stedet.

En kærestesorg er ganske forfærdelig. Alle der har prøvet det, ved præcis hvad jeg snakker om. Jeg troede ikke jeg skulle overleve, og det siger jeg ikke fordi det lyder godt, men fordi jeg vitterligt ikke troede jeg ville overleve det. Jeg kan huske jeg sad ude på gulvet i mit bad og græd, jeg ønskede sådan det varme vand ville opløse mig og skylle mig ud i afløbet. Det var ganske trist.

Jeg tænkte at dele en lille smule af den tid igen herinde, reposte et par indlæg og skrive nogle linjer om det forfærdelige kærestesorg. I er så mange der ofte spørger mig til råds, så mange der kommenterer jeg aldrig må slette de gamle indlæg og ikke mindst fortæller mig jeres historier. Jeg er ingen ekspert på området, og på den anden side er de klogeste indenfor kærestesorg vel i virkeligheden dem, der selv har været en tur igennem det helvede.

Jeg gik igennem de klassiske faser. Først var der chokfasen. Jeg forstod simpelthen ikke det skete, jeg følte mig fremmed i min egen krop, jeg var fyldt med vrede og forvirring og i denne her fase reagerede jeg voldsomt. Mine handlinger var helt uigennemtænkte samtidig med jeg ligeledes følte mig handlingslammet. Det skiftede fra gråd, til vrede til ‘ej gud, hvor er det dog fjollet, nu ringer jeg til ham og så løser vi det’ .. fuldstændig fyldt med håb og tro på, at det finder vi ud af. Min verdens styrtede ganske enkelt sammen under mig, jeg havde intet tilbage at støtte mig til. Nu var der bare mig og mit knuste hjerte.

Derefter gik jeg igennem krisefasen. Ganske forfærdelig fase også. Chokket havde lagt sig, og jeg kunne ikke længere varme mig en lille smule ved håbet om, at det nok skulle gå. Herfra skulle jeg forholde mig til sorgen, der var kun en vej ud på den anden side og det var direkte igennem den. Mine følelser var så svingende, primært var det gråd, vrede, frustration, ensomhed, savn, utryghed, tvivl, usikkerhed, magtesløshed og dyb dyb sorg. Engang imellem kunne jeg se klart, ikke længe ad gangen, ikke så ofte, men engang imellem fik jeg et lille stik af ‘det skal nok gå’ og et oprigtigt smil kunne det en sjælden gang også blive til.

Efter lang tid i de ovenstående faser, kom jeg til bearbejdningsfasen. I denne fase var håbet om vi skulle finde sammen igen ikke længere eksisterende og der var kun tilbage at bearbejde, alt det der var sket. Det var mange års forhold og et kæmpe chok, der skulle arbejdes med. Jeg røg stadig ned i nogle huller, men der var ikke ligeså mange af dem mere og de var ikke ligeså dybe. Jeg arbejdede mig hen mod at få mod på at møde andre igen og jeg kunne se at mit liv var fantastisk, også uden ham. Her blev jeg mere konstruktiv i min tankegang, og tænkte mere over ‘hvad gik galt/hvorfor gik det galt/hvad kan man tage med af læring ind i det næste forhold’. For mig var denne her fase også kendetegnet ved, at jeg havde brug for ændring. Jeg havde brug for at lave noget nyt, købe noget nyt, gøre noget anderledes ved mit hår osv.

Den allersidste fase var nyorientering og acceptfasen. Den absolut bedste fase, selvfølgelig. Her kom jeg på alvor på fode igen og fremtiden var pludselig både spændende og overskuelig. Jeg blev meget mere sikker på mig selv igen også. Jeg havde en oprigtig interesse for at møde nogle nye mennesker, OGSÅ mænd, som jeg længe havde bandet langt væk. Denne her fase var også lang, men alt hvad jeg gik igennem i denne, markerede slutningen på vores forhold. Det gjorde mig umådelig stolt af mig selv. Jeg vil derfor afslutningsvis dele en tekst herunder jeg skrev, som tydeligt markerede denne fase. Jeg synes det er vigtigt at tude ud, så længe man har brug for, men måske det giver nogle håb for, at læse, hvordan de også når hertil en dag:

Musik, chokolade, uldsokker og lommetørklæder

Det er præcis hvad man skal bruge når man er klar til at tage absolut sidste skridt til at give slip på noget i sin fortid som gør rigtig ondt. I mit tilfælde ekskæresten. Jeg har skrevet en milliard indlæg med de forskellige stadier jeg er gået igennem. Der manglede bare én enkelt ting for mig for at jeg følte jeg havde, og kunne, give rigtig slip. At se alle mine gamle indlæg igennem, at overskride den grænse. At acceptere den tid, men ikke mindst acceptere at den er bag mig. Ligesom man skal bladre tilbage på bloggen for at læse om den. Jeg har skrevet indlæg, lavet film, sendt ekskæresten mails og breve. Jeg har gjort alt, næsten alt, hvad jeg manglede for at få lukket det kapitel fuldstændigt. Og her til aften tog jeg mig sammen til at gøre det allersidste, tage det allersidste skridt ud i min frihed. Jeg har grædt i timevis over hvor smukt det var, det vi havde, hvor taknemmelig jeg er og ikke mindst hvor usandsynlig ked af det jeg er over at vores smukke rejse sluttede. Vi har haft så mange oplevelser sammen og jeg kan slet ikke beskrive hvor uendeligt taknemmelig jeg er for alt det han har givet mig og alt det vi gav hinanden. Universet vi skabte. Vi brugte mange år på at hænge titusind små glimtende stjerner op i vores univers. Én efter én har jeg pillet de stjerner ned, som tiden er gået. De har allesammen betydet forskellige ting, nogle var oplevelser, nogle var minder og nogle var håb. Og her til aften gik jeg ind i vores univers for en sidste gang hvor den sidste lille funklende stjerne hang. Jeg lagde mig på gulvet, lukkede øjnene og satte vores yndlingsmusik på. Jeg lod mig selv genopleve alle de smukke ting vi havde skabt sammen. Og så pillede jeg din sidste stjerne ned. Vores univers blev sort og jeg vidste at det var på tide at forlade det. For altid. Det gjorde sindssygt ondt, nærmest fysisk, men samtidig så var det som om at jeg endelig kunne få lov til at give slip og jeg fyldtes også med en enorm energi og styrke.

Jeg er endelig fri. Jeg har sagt farvel. Jeg har givet slip. I min fortid ligger alle vores oplevelser og al vores kærlighed. Den er ikke slettet, den eksisterer bare ikke mere i mit nu. Men det gør den ikke mindre rigtig. Jeg kan altid kigge tilbage og se os ligge sammen i universet og vide at det var ægte og helt fantastisk. Lykkeligt, helt ned i maven. Men det er ikke en del af min nutid eller min fremtid.

….

Til sidst vil jeg skrive til jer, der lige nu går igennem det absolut værste man kan forestille sig I KOMMER UD PÅ DEN ANDEN SIDE. MERE LEVENDE OG LYKKELIGE END I KUNNE FORESTILLE JER. INDTIL DA, SÅ GRÆD, RAS UD OG GØR ALT DET I HAR BRUG FOR. I HAR MINE TANKER OG OMSORG IGENNEM DET HER <3 Jeg har lavet en lille ‘kærestorgmusik’ liste på spotify til jer herunder, som I er velkomne til at lytte til/følge. Ikke fordi man nødvendigvis skal dyrke sorgen, men nogengange har man brug for at være alene med sine tårer og tanker, og det kræver noget rigtig smuk og trist baggrundsmusik, så man kan komme bedre ovenpå igen.

Ikke-navngivet-2

Vil du ikke nok reparere mit knuste hjerte ?

“I wanted a perfect ending. Now I’ve learned, the hard way, that some poems don’t rhyme, and some stories don’t have a clear beginning, middle, and end. Life is about not knowing, having to change, taking the moment and making the best of it, without knowing what’s going to happen next.
Delicious Ambiguity.”

Jeg tror vi er mange der har prøvet det. At få vores hjerte knust. Jeg har det sidste halve år brugt enormt meget tid på at tænke over min adfærd, min reaktion på brud, hvad der gør at min verden går så meget i stykker, også når forholdet var usundt og ikke særlig berigende for mig. Jeg har derfor gennemlæst alle mine gamle kærestesorgsindlæg, og gud hvor er det dog rørende. Jeg har grinet og grædt de sidste par timer. Et par snotbobler er det også blevet til. Hold nu helt op hvor har jeg dog haft ondt, jeg husker det virkelig. Uden at skulle have ondt af mig selv, eller gøre mig selv til offer, men jeg skrev jo meget ned i min proces, og selvom jeg er helt videre fra alt det, så kan jeg gennemlæse mine gamle indlæg, og sagtens huske hvordan det føltes indeni. Og jeg har læst det hele igennem, analyseret, læst lidt mere, tudet og grinet. Jeg læste mange ord som gjorde jeg kunne huske præcis hvad jeg gik igennem, men da jeg læste denne sætning: Det var et fucking hårdt brud og jeg blev efterladt grædende på gulvet med store fortvivlede øjne og en kuffert fyldt af oplevelser, eventyr og gaver, og ud ad døren gik P, med mit hjerte i den ene hånd og hans nye kæreste i den anden så begyndte jeg at tude. Ikke fordi jeg savner min eks, vil have ham tilbage eller ikke er ovre sorgen. Men fordi jeg kan huske hvordan lige præcis dét føltes. Fordi jeg ved at der aldrig er nogen garantier i kærlighed. Det er noget af det smukkeste, eller, det ér det smukkeste, og derfor er det også det der gør allermest ondt, og kan udvikle sig til noget af det grimmeste man nogensinde har oplevet, hvis det går galt. Kaster man sig ud i kærligheden kan man have usandsynligt højt at flyve, og det er fantastisk deroppe, men jo højere man flyver, jo dybere er der jo også at falde, og man har aldrig nogen faldskærm med. De findes simpelthen ikke, de der kærlighedsfaldskærme. Pis også! Og dét skræmmer mig lidt.

Jeg har tænkt meget på hvorfor det er så svært for mig at slippe mennesker, hvorfor en afvisning er så svær for mig at håndtere. Selv når en person har været grim mod mig, rigtig rigtig grim, så kan jeg have svært ved at finde stædigheden, stoltheden og selvrespekten frem. Og jeg har tænkt over hvad i alverden det er der gør det. Og udover alle de ting psykologen kan hjælpe med, analysere og give mig redskaber til at lappe, så har jeg også prøvet at lære mig selv nogle ting. Da det for et par uger siden gik op for mig, at bruddet med Flo, min seneste kæreste, skete for et halvt år siden, allerede, og jeg stadig har rigtig store problemer med at slippe. Dér gik det op for mig at jeg var nødt til at finde ud af hvad det handler om. Handler det virkelig om jeg vil ham ham? Nej. Slet slet ikke. Jeg kan godt se han ikke var god nok, og han gjorde noget rigtig grimt og utilgiveligt. Jeg fandt ud af hvad det handler om i forhold til ham, i forhold til når jeg bliver afvist og mit hjerte knuses, det handler om at den person har knust mit hjerte, trådt på mig, og afvist mig i en sådan grad at min verden falder sammen og jeg ikke kan få luft, og derfor regner jeg med at det er den person der også er den eneste der kan lappe det igen. Tage det tilbage. Få det til at gå væk. Det er lidt den der med ‘jamen du væltede vasen på gulvet så du samler den op igen’. Jeg har gjort personen der har afvist/såret mig, til personen som er den eneste der kan få det til at gå væk igen, og få mig til at få det bedre. Og det har jeg indset er nok den allerstørste fejl i forhold til at komme videre. For det er den sidste person der kan lappe mit hjerte. Og uanset hvor meget jeg prøver at søge den ro, bekræftelse og hjælp, så er det sket. Og det kan aldrig tages tilbage. Kun jeg selv kan lappe mit knuste hjerte. For det kan godt være at eks-kæresten knuste det, men det var altså også ham der gik ud af døren og efterlod mig i det. Det er mig der sidder tilbage i skårene, med limen i den ene hånd, og lommetørklæderne i den anden. Og venter forgæves på han træder ind ad den dør og lapper det for mig. Men det sker ikke. Jeg sidder i skårene, jeg har limen, og jeg skal lappe hjertet. Det er jo bare fordi det gør så pissehamrende ondt at samle skårene op, man skærer sig, man limer forkert, må rive det fra hinanden og lime det om igen, og man bløder. Men det er sådan det er.

Jeg skal lappe mit hjerte når det bliver knust. Ikke min ekskæreste. Ikke mine venner. Ikke min familie. Jeg. 

Indlægget her handler ikke om at jeg ikke er videre fra min eks, hverken den ene eller den anden, at mit hjerte stadig er i titusind stykker, eller at jeg ikke kan få luft. Slet ikke. Det er jeg ovre, og jeg har det rigtig godt. Men det handler om min adfærd i forhold til afvisninger. Måske endda de fleste kvinders adfærd, jeg ved det ikke. Om ikke andet er det min virkelighed, og den skal simpelthen ændres. Hvis ikke jeg indser de ting, arbejder med dem, og lærer af det, så vil jeg for evigt have et knust hjerte. Og på den måde kan ingen af os jo leve. Tænk at mine egne gamle indlæg og et stort glas cola på en helt almindelig tirsdag aften, kunne blive så betydningsfuldt. For det blev det sgu. Det gav mig helt ro i sjælen, og en indsigt i mig selv som jeg ikke tidligere havde.

Ikke-navngivet-2

1. maj

 photo Desktop10-3.jpg photo Desktop11-4.jpg photo Desktop12-4.jpg photo Desktop14-4.jpg

I onsdags var det 1. maj. Arbejdernes internationale kampdag. En dag der verden over markeres med taler, aktioner og solidaritet. For nogen betød det en tur i fælledparken for at høre taler, for de fleste betyder det øl, sol, godt selskab og churros. Men sådan blev min 1. maj i år ikke. For den dag var dagen hvor ekskæreste og jeg mødtes i vores gamle fælles lejlighed for at tømme de sidste ting, støvsuge og sige farvel. Nøglerne skulle gives til køber, og lejligheden skulle overdrages. Det her indlæg vil jeg dedikere til mit sted. Mit første rigtige eget hjem. Jeg havde jo forudset glæde og dans og alt muligt fantastisk, men det endte med at blive en meget følelsesladet dag alligevel. Og det havde jeg ikke regnet med. 

Start Juli 2009

Kl. er 00:48. Regnen siler ned uden for mit vindue. Ono er faldet i søvn. P er ved at bage boller med chokoladestykker til mig og vi skal se Hercules. Jeg har set på lejlighed i dag, og jeg er forelsket. På trods af den var ulækker, virkelig ulækker med madrester og vasketøj er jeg forelsket. Jeg er glad. Og nervøs. På tirsdag skal jeg underskrive en købsaftale, men ingen bank har endnu sagt god for lån. Kan ejendomsmægleren virkelig hjælpe? Eller er jeg dømt til at bo på et lille værelse hele min uni tid? Eller er det virkelig nu jeg skal bo med P i en rigtig voksen lejlighed? og er jeg klar? Nu er bollerne kommet og filmen venter kun på mig. Jeg er glad tror jeg. Jeg er i hvertfald optimistisk. Kryds fingre.

Slut Juli 2009

Jeg er glad. Fucking glad. Jeg blev ringet op af den sødeste unge mand i morges – og nej, selvom det også kunne have været dejligt, var det ikke min kæreste, men derimod en bankmand der havde modtaget min, og ejendomsmærglerens mail omkring den andelslejlighed vi havde udset os. Jeg var meget nervøs, og træt da han ringede kl. 10, men var nødt til at tage den. Han sagde at vi gerne måtte låne hos dem, og da andelsforeningen selv havde dem som bank ved vi også at det er en god og sund andelsforening, ellers ville banken jo aldrig låne de penge ud.Der er lang vej til køb af en andel, snak med mægler, kig den, lav købstilbud, få bank til at godkend, få sælger til at godkend bud osv. Men nu er vi ovre det allersværeste trin, nemlig at få banken til at godkende lån, så derfor føler jeg godt jeg må fejre det. Vi kommer til at have et stramt budget, men vi har stadig flere penge end hvis det var en lejet lejlighed, samtidig med det er det jo en investering. Det var lige et glædesindlæg herfra. Kryds nu fingre for at der ikke sker et eller andet fucked up uventet det næste stykke tid. Nu vil jeg se en film, min asti er tom, min mave fuld. Jeg er så glad.

Februar 2012

P og jeg har besluttet os for at sælge lejligheden. Til jer der ikke ved det er det en andelslejlighed vi købte sammen da vi var sikre på det skulle være os to for evigt. Egentlig havde vi besluttet os for at vente et års tid med at beslutte hvad der skulle ske med lejligheden, men jeg har mærket efter helt ind i maven de sidste mange dage og kan mærke jeg aldrig kommer til at få lyst til at flytte tilbage hertil igen.

Det er virkelig en lettelse, men det er samtidig også rigtig hårdt. Denne her lejlighed rummer så mange følelser i mig. Det er mit første rigtige hjem, og det er mit helt eget. Forelsket og glad sad jeg med P her den første weekend og ordnede lejligheden, vi brugte hele dagen her, og om natten sad vi på gulvet i den tomme lejlighed og delte en pizza og vores hjerter kunne ikke rumme det af bar lykke. Vi kiggede på nøglerne i vores hænder, nøglerne til vores helt egen lejlighed og vores rigtige voksne liv der nu skulle starte. De første uger sov vi på en madras på gulvet og levede af pizza eller rugbrød, men vi var ligeglade, for vi var så lykkelige. Som tiden gik byggede vi et hjem sammen, et hjem der har skiftet udseende et par gange efterhånden, men som blev mere og mere os. Ham og jeg. Vi fyldte rummene med kærlighed. Og jeg har aldrig nogensinde følt mig utryg her. Det var mit hjem. Jeg ved at når jeg om et par uger flytter, tømmer lejligheden for hvad der er mit og pakker den del af lejligheden der var mig væk, så lukker jeg døren bag mig og kommer aldrig tilbage. Og det gør rigtig ondt. Lejligheden er mit lille hjertebarn. Her er fyldt med lykke, kærlighed og minder. Denne her lejlighed har været mit hjem de sidste mange år, min base. Og alt det slutter nu. Jeg vil aldrig tænke tilbage på denne her lejlighed og mindes noget dårligt selvom jeg de sidste mange uger kunne have druknet den i tårer, for den rummer så meget smukt og betyder uendeligt meget for mig, for hvem jeg er nu, og hvem jeg udvikler mig til fremover. Jeg kommer til at savne mine stenvægge, at vågne en sommermorgen til duften af kaffe fra gadens kaffebryggeri, at gå en tur ned ad min gade, at lave mad i mit lille køkken, at ligge på min sofa og se film hele natten med P, eller lægge os ned på assistens kirkegården på et tæppe og drikke kolde colaer i sommersolen.

Der er stadig mange kapitler der skal skrives i min bog. Nu slutter jeg dette kapitel. Jeg siger farvel til 4 gode år med den smukkeste mand jeg kender, oplevelser og følelser jeg har følt for første gang i mit liv,  og med P ved min side. I vores helt egen lille smukke lejlighed i Københavns dejligste gade. Denne her lejlighed mister aldrig den kærlighed P og jeg har fyldt rummene med, og en dag kommer den til at gøre endnu et nyforelsket par rigtig lykkelige. Den kommer til at danne hverdag og tryghed om dem, som den har gjort for P og jeg i mange år. Og når jeg tænker på det, på at jeg har været med til at skabe et hjem der for andre kan blive deres lykkeligste, så fyldes mit hjerte af glæde. At jeg har sat et spor her som aldrig forsvinder, og at selvom jeg fjerner mine ting og mig selv herfra og aldrig kommer tilbage, så har jeg efterladt så meget sjæl og kærlighed at det bliver her, lige her inde i Københavns fineste lille lejlighed.

Man kan ikke starte det næste kapitel i sit liv hvis man bliver ved med at læse det seneste. Så nu sætter jeg et punktum og vender siden. Der står ikke noget endnu, men det bliver et ligeså smukt kapitel fyldt med ord, musik, følelser og kærlighed. Selvom det er med tårer i øjenene jeg giver slip, selvom det har krævet mange søvnløse nætter og selvom vejen stadig er lang og fyldt med dybe huller, så er det også med så stor kærlighed og taknemmelighed for at jeg har fået lov at opleve de ting jeg har de sidste 4 år. Tusind tak.

1. maj 2013

Så nåede vi hertil. Følelsesmæssigt er vi jo videre. Jeg flyttede. Jeg græd. Jeg bandede. Og jeg kom ud på den anden side. Jeg har fundet kærligheden og jeg er lykkelig. Så min forventning til at overdrage min gamle lejlighed var noget anderledes end det endte ud. Ekskæreste og jeg mødtes og gjorde den ren og tømte den. På det tidspunkt følte jeg egentlig ikke så meget. Ikke andet end lettelse. Men så stod vi der. I den tomme og meget smukke lejlighed og kiggede lidt rundt. Min ekskæreste var tydeligt påvirket, jeg følte mig ikke rigtig påvirket. Vi gik ud af lejligheden og så sagde vi farvel. Sådan rigtig farvel, for evigt. ‘Pas godt på dig selv’ sagde jeg og vendte mig om og gik. En time senere skulle jeg tilbage og mødes med mægler og køber alene. Der blev jeg virkelig følelsesladet. Den nye køber var virkelig virkelig glad og skulle flytte ind med sin kæreste. Jeg kunne præcis huske den følelse jeg kunne se i ham. Det var virkelig dejligt. Vi fik skrevet de sidste papirer under, afleveret alle nøgler og jeg fik sagt ‘held og lykke, det er verdens dejligste lejlighed’ og så gik jeg derfra. Med tårer i øjnene. Det skulle jo have været en lettelse? Det ér det også, men jeg var så forvirret over min reaktion. Det handler jo ikke om at jeg savner min ekskæreste, eller min lejlighed egentlig. Det handler bare om at det var mit hjem. Og det var mit første helt eget. Og pludselig er det nu en andens.

Men nu er det et par dage siden. Glæden og lettelsen er kommet og det føles fantastisk. Min lejlighed er solgt. Det aller allersidste punktum blev sat. Og jeg er lettet, glad og lykkelig. Jeg vidste at min lejlighed ville komme til at være et andet pars allerførste hjem. Og det blev det. Det er alt hvad jeg kunne ønske mig.

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

Older posts