Frekvenser af rock, boheme og nordisk minimalisme

kjkhkjhkjh

Sometimes it’s hard to find the words to say. I’ll go ahead and say them anyway

– Lily Allen

Det første skud på stammen kommer til at handle om mode og i særdeleshed tendenser. Efter at have været ude og rejse i Østen i 3 mdr. må jeg indrømme at det har været lidt af et chok at komme tilbage til byen, både gadebilledet og internettet stikker sgu lidt i mig. Aldrig har jeg set så stor kollektiv fejlfortolkning af moden og så meget forvirring, både i folks øjne og på deres kroppe. Jeg tænker ofte; “Hvilken filmstjerne var det lige du syntes du lignede i morges?” – for jeg kan virkelig ikke få øje på det! Har folk vitterligt ikke nogle inspirationskilder, forbilleder, idoler, eller noget på hjerte? Gemt dybt inde i dem et sted. Det ligner mest af alt ingenting. Der er en hel masse nye items på banen, der helt sikkert hver især har været ‘to die for’, ‘must haves’, ‘perfekte’, men når de så bliver sat sammen i én pærevælling knækker filmen. Det ligner at det er tøjet der kommer gående med folk og ikke omvendt.

Det er tydeligt at meget få kender noget til tidsaldre og modehistorie – og fred være med det. Bevares, det er et fåtal der er vokset op på et tekstilmuseum. Eller har læst en bog om modens historie fra ende til anden. Det er dog alligevel lidt påfaldende at alle unge piger ikke desto mindre skal være designere, designteknologer og stylister – uden vel at mærke at have nogen form for realisme omkring, hvad det kræver af forståelse og fordybelse og kærlighed for faget, og uden at den mindste smule respekt for den forrige generation og alt den dybdegående viden og passion de har haft med på deres lange vej for at nå op på toppen af isbjerget. Hvor andre folk rent faktisk har meget at se op til! Det er som om at der er en romantiseret forestilling om at hvis man starter på Kea, etc. – så er den hjemme. Og så stirer man sig ellers blind på Helmut Newton biblerne på sit coffee table fra HAY og bruger sin fritid på at namedroppe til de rigtige mennesker i stedet for at lave lektier. Det hele handler jo om networking, ikk’?

Nå men, dirrekte tilbage til gadebilledet. Et meget fint ekspempel herpå er Birkenstock sandalerne – super sunde, helt utrolige at gå i og faktisk rigtig fede hvis man virkelig har god stil. Men på ingen som helst tænkelig måde hvis man ikke har.

Jeg forstår kærligheden for nordiske, minimalstiske udtryk – men jeg forstår ikke at man kan så meget som at tænke på at kombinere dette med frekvenser af rock og boheme; yndlings pleather jakken fra forrige sæson, eller verdens fineste palliet jakke duer bare ikke til dine nye yndlings sko. Så kan det desværre være nok så lækre, nye eller dyre items, men hvis ikke man tager højde for stilforvirring, skærer det altså selv den mindst stilbevidste i øjnene. Og der er meget mere hvor det kommer fra. De brede 3-kvart harems agtige bukser der er alle steder, dog mest på billeder fremfor virkeligheden (I wonder why) De klæder jo I N G E N. Super modeller såvel som små tætte bloggere. Let’s face it. De er aller-værst kombineret med noget “street” eller “swag”.

Et andet eksempel er business looket – suits, nålestriber, pæne sjorte, corsager, farmor/90’er tasker. Det ser ikke særlig tjekket ud og det ligner ikke at I har styr på det hele og er i fuldkommen kontrol. Det ligner NÆSTEN det modsatte. Hvilken pige på 20år har lige en topstilling, hvor det kræves at hun er uniformeret? Jeg har hidtil ikke mødt en eneste. Alligevel ser man fænomenet alle vejne. SU’en er efter min mening for høj (gu er den ej), hvis det kan lade sig gøre at prioritere en Chanel taske. Det er forkasteligt og forkert på så mange måder, at unge piger tror at deres liv (læs: garderobe) ikke bliver fuldendt før den første 2.55’er er i deres varetægt. Og så er det altså virkelig ikke særlig sundt at leve af havregrød og rugbrød, resten af semesteret. Det bliver man fejlernernæret af og det er en alvorlig sag. Og tænk lige ekstra meget over det en ekstra gang, næste gang suitet kombineres med en band T-shirt og “tilfældigt skødesløst sovekammer hår” – Det er altså mystisk og det er ikke på den dragende måde.. Mode og stil må gerne være legende og humoristisk, men hold Jer nu for guds skyld til én stilart af gangen. Jeg vil med glæde lige se lidt indad også og indrømmer gerne at min egen stil alle dage har været umådelig outreret. Jeg er på ingen måde fortaler for at man skal følge moden slavisk eller holde sig til én rød tråd. Man skal derimod kigge sig i spejlet – og være ærlig overfor sig selv. Hvis du fx. ikke føler dig helt tilpas, er der nok en grund til det. Brug det og skab noget der er lækkert visuelt istedet for bare at copy-paste fra alle fire verdenshjørner. Bare fordi det klæder MK Olsen med rødligt saltvandshår, kommer jeg ikke til at ligne hende, fordi jeg smider en hjemmefarve i. Det har jeg bittert måtte erfare. Og maxi kjoler ser bare ikke særligt pænt ud, når man er mindre end 173 – man ligner en heks – det har jeg også måtte erfare! Man kan jo ikke andet end at være lidt spændt på hvad fanden det næste bliver. Jeg har som sædvanligt mine idéer.

Det har været en fornøjelse at blogge for jer babes, det har kriblet i fingerne under hele processen. Jeg håber I glæder jer til næste torsdag, hvor jeg kommer til at berette og mænd, forhold, forliste forhold og hvad der dertil hører. Det er noget jeg ved ret meget om efterhånden, skulle jeg hilse at sige.

Alt smukt herfra.

Gina Jaqueline 

(Instagram: ginajaqueline)

Ikke-navngivet-2

Nyt på Mi Confesión

gt

Jeg elsker nye tiltag. Og nu kommer der endnu et på bloggen som jeg tror, og håber, I vil blive glade for. Kan I huske Gina Jaqueline? Måske Danmarks vildeste blogger. Folk enten elskede hende eller hadede hende. Hun skrev vilde ting, viste fantastiske billeder og var fuldstændig sig selv. Hendes kommentarfelt var i brand i stort set alle hendes indlæg. Jeg forestiller mig hvordan folk satte sig i sofaen med popcorn hver gang et nyt indlæg tikkede ind fra Gina. Sådan ser jeg det totalt for mig. Jeg synes det var en sørgelig dag i ‘blogland’ (fuck nu af, jeg hader det ord) da Gina valgte at lukke sin blog. Og det tror jeg mange gjorde. Jeg synes Gina var en dygtig forfatter, usandsynlig smuk person og meget inspirerende blogger også.

Min historie med Gina starter i 2009 hvis jeg ikke husker helt forkert. Vi havde begge en blog, læste hinandens, og jeg husker det allerførste Gina nogensinde skriver til mig er til et par asos sandaler jeg havde købt, og vist i et outfitbillede. Kommentaren er noget med at hun synes de er gyselige. Sådan! Som Gina kun siger tingene. Jeg blev lidt tøsefornærmet, var ret ny i blogverden, og ikke vant til den slags meget ærlige kommentarer, og skrev vel noget med ‘jaja, det er jo din mening’ og så indså jeg et par dage efter at de der sandaler var virkelig hæslige. Gyselige faktisk. Og jeg gik aldrig med dem. I 2010 udvikler vores kommentarer på hinandens blog sig til længere emails. I starten handlede de om vores fælles fascination af Mary Kate Olsen, men som vores emails blev flere og flere og længere og længere, udviklede vores ‘forhold’ sig. Vi begyndte at ses, og siden har vi været veninder. Gina og jeg er som dag og nat. Så forskellige som to mennesker kan være faktisk, på nogle punkter, men så har vi nogle sider som jeg ikke kender nogen som Gina der kan forstå og sætte sig ind i. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst så Gina fysisk, der kan til tider gå længere perioder, men der går ikke en uge hvor vi ikke har timelange telefonsamtaler. Nogle gange tuder vi sammen. De fleste gange skriger vi af grin. Gina er på mange måder den vildeste veninde jeg har. Nej sgu, hun er den vildeste veninde jeg har. Vi kommer fra to helt forskellige verdener, og alligevel kan vi sætte os ind i nogle ting vi begge går med, som ingen andre kan. Jeg sætter kæmpestor pris på Gina i mit liv, og hun er bestemt vokset til at blive et menneske jeg elsker. Selv når hun råber lidt for højt til fester eller sætter mig på plads hvis jeg er umulig, så er hun et menneske jeg værdsætter meget. For lige præcis den hun er.

Og det næste stykke tid, så længe hun orker, har hun fået en fast plads her på Mi Confesión. Nemlig sin helt egen taletid i hendes torsdagsindlæg ‘Ginas torsdag‘. Hver uge, så længe hun har lysten, kommer Gina med et indlæg om torsdagen. Og jeg kan love jer for der kommer guf. Vi taler lækre outfitbilleder, indlæg med total ærlige meninger, inspiration, og lidt om mænd mener jeg vist også hun har i ærmet. Det bliver så fedt. Jeg glæder mig i hvertfald til at læse hvad hun har på hjerte, jeg savner hendes indlæg, og jeg håber at I vil tage rigtig godt imod hende. Første indlæg bliver udgivet i morgen. Gina har total frie hænder, jeg redigerer ikke i noget af det hun skriver, det er hendes ord, og det bliver helt sikkert uden det store filter. Men jeg kan love jer for god underholdning, fede ord og billeder, og rigtig god læsning.

Så kære læsere, find jeres popcorn frem igen, Gina er tilbage på Mi Confesión med ‘Ginas Torsdag’

Ikke-navngivet-2

Musikanmeldelse

 photo Desktop79.jpg


Så synes jeg I skulle have endnu en musikanmeldelse fra min ven Simon. Han var så smigret over jeres feedback på hans sidste anmeldelse at han havde lyst til at bidrage med endnu et musikindlæg. Og det siger jeg altså ikke nej til. For ikke nok med han skriver helt fantastisk så har han også en virkelig fed musiksmag og han er helt uundværlig for mig og min musiksamling. Så her vil jeg gerne byde velkommen til Simons 2. anmeldelse af et fuldstændig fantastisk album.

’Alt for meget sex, og lidt for lidt romantik’. Sætningen kunne stå som et gravskrift over den moderne R&B, og man skulle næsten også tro, at Rhye havde lyttet til budskabet i TV2-klassikeren Kom Lad Os Brokke Os – hvilket heller ikke er helt utænkeligt, taget duoens delvist danske ophav i betragtning.

 Robin Hannibal har i hvert fald udtrykt sin svaghed for romantik ved flere lejligheder. Implicit i sin musik og mest eksplicit med sit gæstemix for den hedengangne blog Undercult, som han passende navngav Transatlantic Valentine. Titlen var ikke blot symptomatisk for valget af musik på mixet, der inkluderede såvel Jonatan Johansson som Alexander O’Neal, men også for Hannibals personlige engagement med den amerikanske sangerinde Louie, til hvem han har komponeret og dedikeret åbningsnummeret på valentinsmixet – og for Rhye’s debutalbum Woman.

 Netop på dette tidspunkt var Hannibal nemlig flyttet til Los Angeles for at forfølge sin musikkarriere med duoen Quadron, men også for at genoptage indspilningerne med Michael Milosh, som han havde mødt året forinden i København. Den canadiske musiker har tre anmelderroste album bag sig, og når jeg skal beskrive hans musik plejer jeg at bruge billedet af Scarlett Johansson i Lost In Translation, der sidder ved vinduet og kigger ud over Tokyos uendelige metropol. Dels fordi underlægningsmusikken i form af Squarepusher’s Tommib har en vis musikalsk lighed med Milosh, men også fordi hans musik har den samme hermetiske hjemlighed som et hotelværelse i en verden, man nok er tæt på, men alligevel fremmedgjort fra.

 Skal man forblive i det fiktive univers, er det nærliggende at sammenligne Rhye’s Woman med den litterære subgenre Nordic Noir. Ikke fordi der er noget særligt krimi-agtigt over musikken, men fordi konteksten ikke lader sig fornægte, og duoen har også brugt denne aktivt i sin hidtidige promovering. I forhold til Milosh’ – og for den sags skyld også Robin Hannibals – vante lyduniverser, er der her et vindue til forskel; den isnende melankoli og stormfulde forelskelse er så rigeligt præsent i duoens seneste (og anden) video til førstesinglen Open.

 Som det gør sig gældende for en stor del af pladens numre, er Open karakteriseret ved et krystalklart lydbillede, omhyggeligt accentueret med dråber af atmosfæriske synths og fingerknips. En kuriositet i denne sammenhæng, er duoens gennemgående brug af klassiske instrumenter fra den kontinentaleuropæiske kammermusik, såsom klarinet, harpe og violin, og man kan næsten føle sig hensat til Arvo Pärts minimalistiske kompositioner.

 Pladen indeholder dog også afbalancerende modstykker, såsom de mere elektrificerede Last Dance og Hunger, der lige så vel kunne have befundet sig på Robin Hannibals Bobby-plade, havde det ikke været for Michael Milosh’s kønslige vokal, der næsten er så øm, at det gør ondt – men heldigvis forbandet godt samtidig. Netop kønstematikken skulle man tro ville fylde mere, taget pladens titel i betragtning. Men selvom en queer-teoretiker muligvis ville finde den usømmelig, behandler Rhye det lige så universelt og usentimentalt som man kunne håbe på. Når alt kommer til alt, er det jo altid den anden, vi alle længtes efter – så hvorfor ikke længes med ynde?

Lyt her.

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

Gæsteblogger: Sarah Mikaela

PhotobucketPhotobucketPhotobucket

Kære skønne læsere af Mi Confesión

Først og fremmest: GODT NYTÅR!! Håber, I alle er kommet godt ind i det nye år! For ikke så længe siden blev jeg spurgt af den skønne Line, om ikke jeg ville lave et gæsteindlæg for hende her på bloggen. Eftersom jeg længe har været fast læser her (selv lang tid før jeg lærte Line at kende), kunne jeg ikke modstå!

Til de af jer, som ikke kender mig, kommer der her en lille præsentation. Mit navn er Sarah Mikaela, jeg er 20 år gammel og driver til hverdag min blog Framboise Fashion. Som navnet hentyder, er min blog primært en modeblog, men jeg forsøger at krydre den med en masse personlighed, som jeg ellers forsøger at udtrykke i min stil. Jeg er et utroligt visuelt anlagt menneske, med en en særlig begejstring for tøj og fotografi, og tanken er at skabe en karriere baseret på disse to ting. Udover det kan jeg fortælle, at jeg er halvt australier, hvorfor min blog primært forgår på engelsk, er evigt fascineret af, hvor mange egern, der er i København og er forfærdeligt allergisk over for ingefær (som jeg modvilligt måtte indse efter utallige sushi-middage).

Nok om dét! Til ethvert nyt år hører en fantastisk dejlig ting: JANUAR-UDSALG! Det er så rigtigt, som det absolut kan være. Da jeg også står i butik til hverdag, har jeg ikke haft meget tid til at kigge mig rundt omkring på de lækre nedsatte varer. Den anden dag så jeg dog snittet til at løbe en tur i Topshop, da jeg skulle møde en time efter åbningstid og kom så ud med denne leopard-sweater. Ikke nok med at den er debuten på dette omgangs Januar-udsalg, så er den også min debut inden for dyreprint (ko-plettede sokker tæller ikke med i regnskabet). Sjovt nok har jeg aldrig kunne se mig selv i dyreprint, men i og med at printet så at sige er på leoparden og leoparden er på mig, så var det af en underlig årsag til at overkomme. Sådan! En lille milesten i mit klædeskab, og næste gang jeg vover mig med dyreprint, går jeg all-in!

Skulle I have lyst, skal I være mere end velkomne til at tage et kig på min blog og følge mig på Bloglovin. 🙂

En masse Januar kærlighed til jer,

Sarah Mikaela // Framboise Fashion

Månedens gæsteblogger april

Hej allesammen. Undskyld det er så længe siden, men jeg er som I måske ved i Budapest og jeg har ikke haft adgang til min blog lang tid. Men nu får i denne måneds gæstebloggerindlæg. Jeg har glædet mig til at vise jer det, for det er en af mine yndlingsbloggere. Jeg har fulgt denne blogger i mange år, så langt jeg kan huske tilbage, og hun fascinerer mig altid. Og så synes jeg ikke mindst at hun er en pisse dygtig og meget inspirerende kunstner. Jeg håber stadig I hænger med derude.


Photobucket Photobucket

PhotobucketPhotobucket

Photobucket
Jeg hedder Georgina og har fået æren af at være Line Sofies gæsteblogger i april. Til dagligt er jeg 1.årsstuderende på Designskolen Koldings institut for kommunikationsdesign – illustration bliver mit speciale. Mine værker skal være et våben, en modig fuckfinger, skarpe tænder men også en kærlighedserklæring og en hyldest! Jeg vil være ekspressiv og eksplosiv. Og det skal være for min egen skyld til at starte med. Mit mest yndede motiv er mig selv. Narcissistisk? Jeg synes det ikke. Jeg føler ikke, at jeg er i tvivl om, hvem jeg er, men for en 21-årig pige, er selvopfattelse og hvad jeg i hvert fald ikke er meget vigtigt. Det er et motiv jeg kender ud og ind, men som alligevel kan blive ved med at overraske mig. Det er interessant at se, hvordan min selvopfattelse ændrer sig gennem mine tegninger. Det bliver virkelig klart og tydeligt, at selvet ikke er en konstant – kun dele af det. Et årgammelt portræt er forskelligt fra det jeg lavede i går. I mit tilfælde er selvstudiet en jagt på selvindsigt. Jeg ønsker ikke at forskønne mig selv i mine tegninger. Jeg vil gengive mig som et menneske, der den ene dag er en forhutlet tigger med et knust hjerte og den næste en smuk, vemodig kriger. Jeg vil fortælle historier. Men jeg tegner jo ikke kun mig selv. Jeg sætter mig selv i forhold til andre karakterer, som jeg blander sammen og forandrer. Hvis en person gør særligt indtryk på mig, kan jeg slet ikke lade være med at drage dem ind i mine værker. Det er noget mærkeligt noget. Jeg er langt fra den dygtigste tegner, men jeg ved, at det jeg laver har særlig karakter fordi jeg netop modigt fortæller min egen historie og blander min blæk med hjerteblod. Gør hvad jeg kan, for både at accepterer svimlende lykke og dyb depression.

Jeg har ikke noget fastsat mål med min tegning. Jeg ser blot det jeg har indeni vokse frem på papiret. Jeg kan slet ikke lade være. Jeg håber at dem som ser det jeg laver, kan genkende noget af dem selv i det. Jeg vil opfordre alle til at fortælle deres historier på den måde de finder mest naturligt og ikke være bange for at opdage noget nyt og lukke sig op og lave fejl.

Tjek Geroginas blog ud her, jeg lover jer for I ikke vil fortryde.

Photobucket

Older posts