En ‘farlig’ kollega #2 | En læser deler

Midten April 2006

Mit hoved var udmattet. Jeg var træt. Mine tanker kørte rundt konstant. I flere måneder havde jeg prøvet at holde ham væk fra mig. Det var en sværere opgave end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg var blevet så dybt ramt af denne mand. Det var ikke bare begær. Men det var heller ikke kærlighed. Jovist han var lækker. Mega lækker. I hvert fald i mine øjne. Ikke picture perfect lækker, men med en ustråling der charmede de fleste – mænd som kvinder. Han havde en tiltrækning, som gjorde det umuligt for mig at lade vær med at besvare ham, så snart han skrev eller ringede.

Jeg var også et let offer. Inden jeg rendte ind i denne mand, havde jeg været igennem et forhold hvor den største pris, var at jeg kom ud på den anden siden med et sølle selvværd. Min selvtillid fejlede dog ikke noget. Jeg vidste godt jeg var en flot pige. Det var bare en farlig kombination at få fordret sin sultne selvtillid, når selvværdet var voldsomt forsømt.

Han boede ikke bare sammen med en anden, men var også blevet gift med hende imens han ”havde” mig. Dagen inden han skulle giftes, havde vi sågar skrevet sms´er sammen i flere timer. Han var naturligvis ikke hjemme med hende, som traditionen foreskriver det. Så der var masser af tid. Til sidst havde jeg skrevet ”Måske vi bare skal tales ved, du har jo en stor dag i morgen” med en lettere irriteret undertone og et spinkelt håb om en reaktion fra hans side, hvor han selv udtrykte hvor fucked up det hele var. Det eneste der kom tilbage var ” Ja du har nok ret, vi tales ved smukke. Kys”

Vores møder blev stadig hyppigere. Når vi mødtes, var der gnister. Vi fik stød når vi mødtes. Det første år var det oppe på 5. Sal i det skjulte, hvor vi stod og krammede og kyssede. Det var spændende og vildt nevrepirrende. Jeg havde ikke noget at miste men det havde han. Det værste ved det hele var, at jeg altid var på vagt på hans vegne. Det bildte jeg mig i hvert fald ind. For jeg var jo ligeglad? En dag kom der en op af trapperne imens vi stod sammen og jeg flygtede lige så hurtigt jeg kunne ned til den anden ende og ud af trappen. Der kom en mail fra ham kom efter jeg var kommet ned på min plads:

”Rolig nu smukke, der kommer ikke nogen derind hvor vi står.. Plus jeg nåede ikke at dufte dig færdig”

Jeg svarede ikke. Mit hjerte hamrede. Måske det ikke bare var ham, jeg tog hensyn til? I virkeligheden skammede jeg mig. Hvad var det her for noget? Det var vores hemmelighed. Jeg havde ikke fortalt nogle af mine veninder om det. Jeg havde kun nævnt ham kort. Det var for mærkeligt, alt for langt ude.

5 min efter kom der endnu en mail fra ham:

”Jeg har booket dig i kalenderen hele torsdag”

Hvad mente han nu med det? Hele torsdagen?

 

”Hvad skal du bruge mig til? Jeg har ikke styr på de programmeringer i bruger i jeres afdeling?”

Ham:

”Åh frække pas på med at skrive hvad jeg skal bruge dig til ;)”

åh nej, hvad nu.. skal vi så have sex? Nu har jeg prøvet at holde ham fra døren et år og så gør han det her. Ej jeg må stoppe det her. EJ jeg har jo lyst. Ej nej nej stop det.

 

”Tro det eller ej, jeg vil gerne være professionel her, og jeg skal vide hvad jeg skal hive en hel dag ud af kalenderen med!?”

I samme sekund kom der en mail fra min chef, der arbejdede hjemme den dag

”Hej J,

Håber alt går godt inde på kontoret i dag.

Jakob tager dig med ud til vores forretningspartner på torsdag. Jeg tror det er en vigtig lære for dig at se, hvordan de bruger programmeringerne derude. Tag evt. lige selv fat i Jakob og aftal nærmere

Vi ses i morgen

/Niels”

Pis pis pis pis pis pis pis pis.. hvad skal jeg tage på.. pis pis pis.. måske jeg skulle melde mig syg? Skal vi have sex? uhh glæder mig.. nej nej nej, det går ikke at jeg åbner op for den skuffe. Det.. Går.. IKKE!

 

1 min efter en mail fra ham:

”Okay straks bliver du meget seriøs, ved skam godt hvor professionel du er.. Men jeg skal have dig med ud til XX. Og det skal nok blive spændende. Og hvis du har den blå kjole på, skal det nok blive endnu mere spændende ;)”

fååååååååårk.. den her kommer jeg ikke ud af

 

”Ja Niels skrev lige hvad din plan var. Men det må vi jo så gøre.

Den blå kjole er til vask…”

10 sek efter en mail tilbage fra ham:

”Han ved ikke hvad min plan er”

Torsdag kom og mit hjerte hamrede derud af. Jeg havde så meget lyst til ham. Lyst til at være nøgen med ham. Men der var en også en del i mig, der ikke havde lyst.

Jeg kom ind på arbejdet og der stod han allerede klar ved receptionen og smilte. ”Hej J, er du klar til en inspirerende dag?”

”Øh ja det tror jeg da..”

En halv time efter kørte vi afsted i hans bil, som havde en motorlyd som de fleste drengerøve kun kunne blive høje af.

Vi startede ganske rigtigt ude hos forretningspartneren og det var egentlig ok. Jeg nåede kort at tænke at den måske var god nok. Det var det her, der var planen. Indtil det gik op for mig at der var ikke nogle derude der ventede os. Efter en kort rundvisning af ham gik vi igen.

Det endte med at vi kørte op af kysten og han stoppede ind et sted, parkerede bilen og tog mig med ind i et hus. Det pæneste hvide kæmpe store hus på vejen. Han førte mig ind i køkkenet og jeg lagde med det samme mærke til takkekortet på opslagstavlen hvor ham og hans kone stod på.

”Det er her jeg er vokset op” sagde han.. Tillykke med det.. ”Okay det er lidt sygt det her” sagde jeg lidt fornærmet. ”Ja det er sygt den påvirkning du har på mig” sagde han og tog mig straks ind til ham. Der imellem hans mors krydderurter og hans eget takkekort fra brylluppet, havde vi fantastisk sex i en time. Da vi var færdige, tog han mig med op til en lille restaurant og vi spiste en frokost sammen inden vi kørte tilbage til firmaet.

Den dag da jeg sad i toget på vej hjem, var jeg mærkelig høj af dagens ”begivenheder”. Nu har du sat møllen i gang og det er op til dig selv at finde ud af hvordan du stopper den igen tænkte jeg ved mig selv samtidig med at der kom en sms ind fra ham. ”Kan slet ikke lade vær med at smile. Du er så mega fræk, smuk og velduftende. Glæder mig ustyrligt meget til at se dig i morgen igen. Kys”

Møllen er virkelig i gang…

 Det næste år blev mere og mere intenst. Jeg havde ingen styrke til at stoppe det, som jeg havde været med til at starte. Og de fleste dag ville jeg slet ikke stoppe det. Jeg var nærmest hjernevasket og hvad den mand gjorde ved mig, var uforståeligt for de fleste inklusiv mig selv. På arbejdet havde jeg svært ved at koncentrere mig om andet end ham.

Vi mødtes stadig ind imellem oppe på 5. Sal. Men det var mere ude for arbejdstid. Når han havde været på forretningsrejse, kom han altid direkte fra lufthavnen hjem til mig, inden han tog helt hjem.

Nogle gange efter arbejde, tog vi bare hjem til mig og havde sex og lå bagefter i min seng og røg en masse cigaretter inden han tog hjem et par timer efter. Hvad hans kone lavede imens, ved jeg ikke. Vi talte aldrig om hende.

Jeg var sur på mig selv det meste af tiden, bortset fra når jeg var sammen med ham. Jeg var sur over at jeg tillod mig selv at være hans elskerinde. Det var jo det jeg var blevet. Selvom jeg i starten fik tiks, hvis jeg tænkte på mig selv som det. Jeg vidste jeg havde brug for at gå fra ham. Jeg vidste han var dårlig for mig. Men det var så forbandet svært.

Jeg kunne sidde på den vildeste natklub i Marbella i Spanien sammen med alle mine smukke veninder, og de lækreste fyre omkring os og stadig tage mig selv i at sidde og læse vores sms korrespondancer igennem fra tidligere på dagen. Jeg mener hvor langt ude er det? Jeg holdt stadig på at jeg ikke elskede ham. Det var jo ikke kærlighed. Men jeg kunne ikke definere hvad det så var.

Min praktik var snart overstået og jeg havde fået tilbudt en fastansættelse i firmaet bagefter. Jeg havde takket ja til det.  Men ærligt så vidste jeg ikke hvad jeg skulle stille op. For hvordan kunne jeg slippe for ham, hvis jeg stadig arbejdede derude? Jeg blev ved med at hungre efter ham, men ville så gerne slippe fri fra hans net. Han holdt mig fanget.

Jeg var begyndt at længes efter kærligheden igen. Det var aldrig noget jeg kunne eller ville opnå med ham. Men jeg kunne heller ikke se noget i nogle andre. Gud ved at jeg prøvede med dating. Og gud ved jeg havde min andel af andre mænd med i sengen. Jeg prøvede konstant at bevise over for mig selv at jeg ikke var bundet til ham. Sex skulle kunne nydes med andre, jeg skulle bare lige finde ham. Det skete bare ikke. Der var kun den gifte gakker.

Jeg ved ikke om han vidste hvordan jeg havde det. For over for ham, prøvede jeg altid at virke i kontrol. Jeg prøvede at virke ligeglad. For hvis han så hvordan jeg i virkeligheden led, ville han måske se igennem mig og forstå at det var mere seriøst end nogle af os nogensinde havde regnet med? Mig mest nok… Jeg var altid ovenpå over for ham, kunne aldrig nogensinde drømme om at skrive eller ringe til ham. Han styrede slagets gang fuldstændig.

Jeg havde engang til en firmafest stået og kysset en kollega, hvor jeg vidste han kunne se det. Og jeg kunne se at han kiggede på os. Jeg håbede at han blev jaloux. Jeg håbede der kom en reaktion. Og gerne en voldsom en. Så havde jeg en grund til at vise mine tårer over for ham og i virkeligheden fortælle ham, hvor led og ked jeg var af det hele. Men nej. Senere på natten sagde han bare ”Du hyggede dig godt nok tidligere, hva? Lad mig lige vise dig hvordan man for alvor hygger sig” og tog mig med udenfor.. ja og resten kan man selv forestille sig.

Jeg var så smadret efterhånden. Jeg prøvede konstant at få reaktioner fra ham. Det lykkedes bare aldrig. Indtil en dag inden sommeren for alvor havde taget fat.

Jeg sad på kontoret en halv time før jeg skulle ned til toget og forsøgte at nå en deadline. Men mit hoved var helt andre steder. Hvorfor har han ikke været på arbejde i dag? I går sagde han da ikke noget? Hvorfor har han ikke skrevet? Skal jeg sende en sms? Nej klokken er for mange nu, han er nok hjemme.. og sammen med hende.

”Tak for i dag chef, listen ligger som aftalt klar til download” nåede jeg at sige, inden jeg tog min taske og lukkede ned. Da jeg nåede op på perronen, holdt toget der allerede og jeg skyndte mig ind og fik en plads ved vinduet. Solen varmede dejligt igennem ruden. Jeg tog min telefon op og tjekkede den for 117. gang den dag og i det samme ringede den.. det var ham

Mig: hallo

Ham: Hej smukke, forstyrrer jeg?

Mig: Hey, næ det gør du da ikke, troede du var død og begravet?

Ham: Heh ja jeg har været stille i dag..

Mig: Jaja det går nok, har haft hamrende travlt..

Ham: nå ok….

Mig: har du haft en god dag?

Ham: jo tak, hvad med dig?

Hvorfor fortæller han ikke hvad han har lavet? Han lyder mærkelig..

Mig: Ja det har været en fin dag, har nået meget mere i dag end jeg gjorde hele sidste uge. Det var ikke noget der distraherede mig hehe

Ham: heh.. det må der laves om på i morgen

Mig: hehe ja måske, kommer du i morgen?

Ham: ja det gør jeg.. men skal lige.. øh.. det er lidt svært.. ja okay nu siger jeg det bare.. jeg skal være far

Mig: what?? Far.. hvornår?

Ham: til december. Det var derfor jeg ikke var der i dag. Var til scanning. Ja.. ved ikke lige hvad jeg skal sige.. jeg synes bare du skulle høre det fra mig først

Mig: nå.. vildt.. jamen tak det sætter jeg pris på (tror jeg?).. så er det vist en glimrende anledning til at stoppe det her med os to.

Ham: hmm.. ja det er det måske.. men vi bliver nødt til at lave en nedtrapning så hehe

Mig: jeg må smutte, ses i morgen

Ham: ok smukke vi ses.

Jeg sad tilbage i toget med en tom, tom fornemmelse. Nu vidste jeg det skulle slutte. Jeg kunne ikke være det bekendt mere. Der kom et barn til verden. Et barn der havde brug for sin mor og far. Efter mit rationale blev jeg ked af det.. så blev jeg sur. Hvad fanden er han for en idiot. ”synes du skulle høre det fra mig først”.. Endelig kom der en reaktion fra ham. En reaktion som indikerede at han holdt af mig. At han tænkte lidt på mit ve og vel trods alt. Endelig kom den lige knap to år efter vores første møde.

Jeg var ked af det og kunne ikke overskue at skulle se ham i øjnene dagen efter. Jeg meldte mig syg og ignorerede alle sms´er fra ham dagen efter. Han var ved at blive desperat og for en gangs skyld, føltes det fantastisk ikke at svare ham.

Ham: Er du syg? Jeg kan komme hjem til dig om en time? Har lige et møde men det slutter 9.30

Ham: jeg tænker på dig

Ham: du bliver nødt til at svare, jeg skal vide om du er ok??

Ham: kedeligt at være på arbejde uden dig..

Ham: Kan du mødes? Så kan vi snakke..

Mig: Ja jeg kan godt mødes.. I dag kl. 17, kom forbi og hent mig, jeg sørger for kaffe.

Ham: i dag er lidt dum

Mig: i dag eller ikke…

En halv time efter:

Ham: ok jeg kommer

Kl. 17.02 kunne jeg høre hans bil blæse ned af gaden og ganske rigtig drejede den rundt om hjørnet i det samme.

Ham: hej smukke, kom ind

Han prøvede at kysse mig, men jeg kunne ikke. Jeg havde ikke lyst. Der var sket noget det sidste døgn indeni mig. Måske det jeg ubevidst havde gået og ventet på. Retningen til at finde den vej der skulle sætte mig fri fra ham.

Folk kiggede efter hans smarte bil, som kom kørende og skinnede ekstra meget i dag. Solen bragede stadig da vi parkede nede på stranden. Vi gik ned og fandt den første og bedste bænk og satte os. Han virkede underligt nervøs. Sådan havde jeg aldrig oplevet ham før. Han var i et lækkert jakkesæt, som jeg aldrig havde set før og det virkede som om han havde gjort en tand mere ud af sig selv end normalt. Et kort øjeblik fik jeg ondt af ham, og det stak i mit hjerte. STOP dig selv, det er dig selv du skal have ondt af, han har det alt for godt.

Ham: hvorfor var du ikke på job i dag?

Mig: havde bare brug for lidt pusterum tror jeg. Det kan man jo have brug for en gang imellem.

Ham: ja bestemt. Men er det fordi jeg fortalte at jeg skal være far?

Mig: Ja det tror jeg. Jeg synes ikke vi skal forsætte mere.

Ham: nej det sagde du godt i går..

Mig: Så jeg vil gerne have du lader vær med at skrive eller ringe til mig mere..

Ham: ok det må jeg jo så gøre. Men vi kan vel godt snakke sammen som venner stadigvæk? Hvem skal jeg ellers snakke med musik om?

Mig: Ærligt så synes jeg ikke vi skal det.. Vi to har aldrig været venner

Ham: selvfølgelig har vi det. Men jeg må jo acceptere det.

Mig: Jep..

Den næste halve time snakkede vi en smule om alt og intet og havde nogle  stille øjeblikke, hvor han lagde armen om mig og trak mig ind til ham.

Ham: Jeg bliver nødt til at køre nu, skal jeg sætte dig af derhjemme?

Mig: nej jeg finder selv hjem..

Ham: ok smukke, men håber vi ses i morgen på arbejdet, det er virkelig kedeligt uden dig

Stooooop nu, det skal ikke være sådan her mere

Mig: vi får af se..

I det samme, gav jeg ham et knus og ville løsrive mig, men han holdte mig fast. Kunne mærke mine tårer pressede sig på, og det sidste jeg ville have, var at han så det. Så jeg løsrev mig, sagde ”vi ses” og gik hastigt ned mod vandet uden at kigge mig tilbage. Jeg fandt en sten helt nede ved kanten, som jeg satte mig på. Imens mennesker var ude og gå tur med deres hund og børn med deres forældre legede i klitterne, tændte jeg en cigaret, tog et hvæs og lod tårene få frit løb..

Forsættes

 

En ‘farlig’ kollega | En læser deler

Begyndelsen August 2005

Første dag på ny arbejdsplads. Nye mennesker, nye gange, nye dufte, nye indtryk. Så dejlig angstprovokerende og samtidig mega spændende at starte et nyt sted.

”Hvis jeg nu kunne spare min forsikring væk, kunne jeg måske godt få råd?” tænkte jeg ved mig selv, da mit hoved desperat prøvede at finde en måde at skrabe penge sammen. Efter morgenens møde med den kollektive trafik som både inkluderede tog, metro og bus for at komme til min nye arbejdsplads, var jeg allerede opgivende ved tanken om at skulle gøre det hver dag de næste to år. Jeg var startet som praktikant i en mellemstor virksomhed med 300 ansatte. På det tidspunkt inden finanskrisen hvor der var glade dage, masser af vækst og rygningen foregik indendørs i rygekabiner.

”Skulle du aldrig have ild i den der?” spurgte min nye kollega mig, imens jeg stod med den utændte cigaret imellem fingrene. ”Jo tak” sagde jeg. Imens jeg sugede liv i den, kom en kvinde gåede sammen med en mand. Først lagde jeg mærke til hende. Så rettede mit blik sig mod manden og med det samme ramte vores øjne hinanden. BANG.. Fuck hvad skete der? Det føltes som stød, fyrværkeri, en underlig varme indeni, da han kiggede på mig. Med det samme var de to væk igen. Men følelsen sad i mig endnu.

Jeg begyndte straks at udspørge min nye kollega om de to der lige var gået forbi. Jeg var kun interesseret i at høre mere om manden, men skjulte naturligvis min interesse. På to min havde jeg lært en masse om manden. Jeg vidste at han boede på Østerbro. Han havde arbejdet der i mange år. Han var en af de mest succesfulde i afdelingen. Han havde prøvet at stoppe med at ryge et utal af gange, lige nu var han vist i sin ikke ryger periode og så havde han i øvrigt også parkeringspladsens fedeste bil. Too much information? Slet ikke, jeg var sulten på meget mere om ham, men måtte jo virke en smule ”ligeglad” så den nye kollega ikke regnede ud at jeg i virkeligheden synes, at det var en voldsomt  interessant mand der havde passeret os der på gangen i rygekabinen.

Jeg gik hjem første dag med en følelse af at det nok skulle blive godt det job. Kollektiv trafik eller ej. Jeg glædede mig til min anden dag, ikke mindst for at se denne interessante mand igen.

Anden dagen kom og han var der ikke. Tredje dag kom og stadig ikke noget syn af ham. På fjerdedagen blev jeg sur på mig selv over at gå og tænke så meget på en jeg kun havde set i 10 sekunder og besluttede mig for ikke at kigge efter ham mere. Jeg så ham heller ikke den dag.

På femtedagen var jeg glad for at have overstået første uge på det nye arbejde og glædede mig til weekenden. Da jeg stod i rygekabinen med min stadig nye kollega, kom der pludselig en sød duft i luften. Så stod han der. Lige ved siden af mig. ”Må jeg joine jer her?”…”JA selvfølgelig” fik jeg vist sagt lidt for ivrigt. Han smilede til mig og tændte en cigaret. Jeg stod med en seriøs hjertebanken, som jeg var sikker på kunne ses igennem blusen. Hvad var det lige der skete, når han var i nærheden? ”Jeg troede du var stoppet med at ryge?” sagde min kollega til ham. ”Ja det troede jeg også, men fik en ustyrlig trang til en smøg da jeg gik forbi jer forleden” sagde han til min kollega imens han kiggede han mig i øjnene og tog et hvæs af sin smøg samtidig.

Shit der var følelsen igen.. En underlig varme indeni og følelsen af at jeg skulle beskytte mig mod alle de raketter der fløj igennem luften. ”Må hellere præsentere mig, velkommen til – jeg hedder Jakob” sagde han, imens han rakte mig hånden. ”Tusind tak og hej” sagde jeg og trykte hans hånd imens jeg bed i mig at min hånd var lidt fugtig. ”Nå vi må hellere komme ned, vores møde starter om lidt” sagde min kollega til mig imens jeg i virkeligheden hellere ville blive stående og ryge 10 smøger i træk med ham her.

Da jeg tog på weekend, blev jeg helt rød i kinderne af tanken om at han pludselig var dukket op. ”Pas nu på dig selv” nåede jeg at tænke flere gange på vej hjem imens mine tanker galoperede derudaf.

Oktober 2005

Mail:

”Hej J,

ville bare sige at jeg har det fedeste album live med XX. Hørte lige at du er stor fan af dem. Jeg brænder det lige til dig med det samme, så kan du få det senere?

Knus Jakob”

——————————-

What… er vi nu på mail? Ok det lyder jo meget godt faktisk..

—————————–

”Hej Jakob

Det lyder godt, det vil jeg da gerne have. Godt opsnappet af dig 😉 Jeg er på pinden hele dagen!

/J”

—————————–

”Super, jeg er allerede i gang med brændingen – lad os mødes ved arkiverne om en halv time?”

——————————

”OK”

—————————–

Shit hvad havde jeg lige sendt afsted? Kunne mærke den effekt han havde på mig og var slet ikke sikker på at jeg kunne klare at mødes med ham. Hvad forventede han? At få et kram som tak? Hvorfor kom han ikke bare ind og afleverede den til mig? Vildt underligt, han kunne da ikke bare sende en mail afsted til mig.. Vi havde snakket sammen nogle få gange efter første gang i rygekabinen, men når han kiggede på mig, var det den mærkeligste følelse. Og han kiggede på mig tit.. og meget.

Klokken havde slået nok til at jeg skulle op til arkiverne. Da jeg kom op af trappen og drejede skarpt til højre, stod han lige der. ”Åh hej hehe” sagde jeg nervøst. Han smilede til mig og rakte mig cden. ”Tak, det var da sødt af dig” sagde jeg. ”Selv tak, jeg boede på Østerbro da de spillede i parken sidste gang. Jeg kunne høre hele koncerten fra min altan, mega fedt” sagde han. ”Cool.. hvor bor du så nu?” spurgte jeg uden at virke nysgerrig. ”Vedbæk” sagde han. ”nå ok, men tak igen” sagde jeg og gav ham et hurtigt kram og skyndte mig ned af trappen og hen på min plads.

Gad vide om han er interesseret? Hvad vil han med mig? Date potentiale? Hvorfor bor han i Vedbæk nu?

3 min efter kom der endnu en mail ind..

—————————

”Tak for det varme, omendt korte kram 😉 du dufter virkelig godt…”

————————–

Oh… My… God.. Det skrev han ikke. Jeg blev med det samme helt rød i hovedet. Hvad skal jeg skrive tilbage til det? Den lader jeg lige ligge..

En time efter kom endnu en mail

————————-

”håber ikke du blev skræmt.. har det med at sige (skrive) tingene ligeud.. Og mener at du dufter godt. Det lagde jeg mærke til, den første gang jeg stod ved siden af dig..mhhhmmmm…”

—————————-

”Tak for komplimentet.. det er helt ok :)”

—————-

Det var starten på en mail korrespondance, som skulle ende med at blive en længere affære.

Dagene og månederne gik med daglige mails frem og tilbage om stort og småt, alt og intet og ikke mindst komplimenter fra ham hver dag. Jeg åd det rådt for jeg var nærmest blevet besat. Det samme var han med mig. Han sendte laaange blikke efter mig når han så mig. Han opsøgte mig konstant og var virkelig meget på hele tiden.

Den typiske mandag stod vi i rygekabinen, mig, ham og tre andre kollegaer. Vi talte om vasketøj og sure pligter generelt, som var blevet overstået i weekenden. Pludselig siger han ”Da jeg boede alene på Østerbro, havde jeg 14 dages strømper og undertrøjer, så slap jeg for at vaske for tit haha”

Lige der midt i alt røgen fik jeg det pludselig meget mærkeligt. Var min flirt på arbejdet en optaget mand? Jeg havde jo aldrig spurgt til ham og hans private forhold? Jeg var så forgabt i ham, at de sidste mange måneder kørte jeg fuldstændig efter hans pibe. Jeg stillede ikke spørgsmål ved noget omkring hans private forhold. Det var bare en arbejdsting og vi havde faktisk aldrig talt sammen om kærlighed, fremtid, nutid. Efter arbejde ringede han tit imens jeg sad i toget og vi talte om alt mellem himmel og jord men var aldrig kommet i nærheden af det.

Jeg følte mig så naiv og dum. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det?

Imens jeg sad nede på min plads, tikkede en mail ind fra manden.. så en mere.. og endnu en.. Jeg kunne ikke skrive noget tilbage til ham. Jeg var målløs, frustreret, vred, skuffet.. men mest nok bare virkelig ked af det. Hvad skulle der så ske nu? Skulle jeg stoppe kontakten med ham? Svært når man arbejder sammen, men så på mailen og telefonen? Åhh mit hoved. Jeg skyndte mig at lukke ned et minut i fyraften og styrtede ud af hovedindgangen, panisk for at møde ham.

Da jeg sad i toget, begyndte min tlf at ringe og det var ham. Tårerne pressede sig på imens jeg lod den ringe. Jeg var på ingen måder i stand til at tale med ham.. lidt efter skrev han en sms:

”der er helt stille i din ende smukke, alt ok? Glæder mig allerede til at se dig i morgen.”

jeg tænkte mig kort om..

”Vidste da ikke du boede sammen med nogen? Kunne være meget rart at have vidst..”

1 min efter, en sms fra ham..

”Synes stadig du er voldsomt smuk.. og din duft.. du er svær at holde sig fra”

20 min efter, en ny sms fra ham..

”Nu bliver du stille igen.. ses i morgen skønne dig”

Fortsættes

 

 

 

En kærlighedshistorie #2 | En læser deler

Da de vågnede, nøgne og med morgenånde, var det deres sidste dag. Hun følte sig syg. Han lavede lækker mad til hende. Havde købt citron og honning til brandvarm te. Tænk hvis det havde været så vel, at hun havde drukket te, og han havde læst til eksamen. De spiste. Hun tog den sidste slurk af saften. Glasset var tomt. Det var forbi. Han ville ikke mere. Det hele var en tåge af ord, gråd, skrig, berøringer og en malplaceret kop kaffe midt i det hele. Frustration. En ulidelig smerte. Hjertet blev flået ud.

De sad ude i det lille køkken. Lænet op af hver deres skab. De græd begge to nu. Hun gemte sin hånd i ærmet på den velkendte, grå cardigan. Han spurgte snøftende, hvem der nu skulle tage opvasken. Dér, midt på køkkengulvet med blodsprængte øjne, sad de og tørrede hinandens tårer væk. Det var det mest hjerteskærende øjeblik i hendes liv. Så kom hendes mor med en kuffert. Med et sidste kys efterlod hun sit blødende hjerte i køkkenskabet med de mange pantflasker og pæne skjorter.

Der var ikke længere plads til hende i hans liv. Han havde behov for at være fri. Han sagde, at han stadig elskede hende. Hvis hun havde vidst, at det var deres sidste dag, havde hun kysset og krammet ham som aldrig før. Det var jo meningen, de skulle blive gamle sammen, få børn med brune øjne, dele livets glæder og sorger. Rejse ud i verden og på festival til sommer. Han skulle vise hende sit smukke hjemland. Alle deres drømme var knust.

”Jeg vil bare gerne ligge og ae dig i håret til du er 95 år, og der ikke er mere hår tilbage”, havde han sagt for længe siden. Hvem skulle nu rede hendes hår gennem fingrene? Hvis mave skulle han hvile sit hoved på?

En uge efter bruddet lå hun stadig hjemme på sin mors sofa og havde dårligt rejst sig. Hun spiste ikke, sov ikke, talte ikke med nogen. Kastede op. Vidste ikke, om det var dag eller nat. Følte ikke andet end en intens smerte i brystet. Fik sovepiller af lægen. Når hun endelig fik lidt søvn, var det med ham i drømmene. Han kyssede hende, tog hende tilbage, elskede hende, som han altid havde gjort.

Virkeligheden lyste pludselig op. Han havde ringet. Skrevet, at hun måtte ringe tilbage, hvis hun havde lyst. Senere på aftenen gik hun en tur, ringede ham op med skælvende hænder. Trykkede på det velkendte navn på displayet. De talte i næsten en time. Hun græd ikke, kunne kun fremstamme, at det var dejligt at høre hans stemme. Han fortalte, at han også var i helvede. Ikke kunne spise, sove, gå uden for en dør af frygt for at møde nogen. Prøvede at distrahere sig med eksamen. Kunne ikke tænke klart. Fortalte, hvordan hendes ting, de ting der stadig var der, fik ham til at græde. Duften af hende på hans sengetøj. Tandbørsten i kruset. Han spurgte, om hun ville komme og snakke. Dér tændtes håbet, det forbandede, grimme håb.

Hun skulle alligevel ind til byen den dag. Men alle hendes andre aftaler var ligegyldige. Da hun gik fra caféen og sin veninde, begyndte hun at gå hjem mod ham. Det var koldt. Hun havde ikke spist eller sovet ordentligt i flere dage. Satte sig på en trappesten, rystede. Tændte en cigaret. Ringede ham op, spurgte hvad i alverden han havde tænkt sig. Han sagde, at hun kunne komme og hente resten af sine ting. Men det måtte han da vide, hun ikke var i stand til. Hendes fødder førte hende alligevel ind i opgangen. Hun havde stadig hans nøgler. Hun bankede på, helt formelt. Han åbnede. Førte hende ind og hen på en stol. Hun rystede. Han gav hende kaffe. Hentede en sweater og gav hende uldsokker på. Det var næsten ikke til at bære. Da hun havde fået lidt mad, virkede alt som før. Og så alligevel overhovedet ikke. De jokede lidt, krammede længe, hun satte sig på hans skød. Hun gemte sig i sengen under dobbeltdynen, som nu kun var hans. Han satte sig ved siden af hende, de betragtede hinanden længe. Med et diskret blik på læberne. Ingen gjorde noget.

Han ville bare gerne tale tingene ud. Hvordan kunne han på nogen måde tro, at hun var klar til det? Den endeløse strøm af tårer begyndte på ny. Det var utroligt, at der stadig var flere. Hendes mascara løb langt ned ad kinderne. Han fandt en serviet og tørrede hendes øjne. Hvordan kunne han få hende helt derind, blot for at såre hende igen? Rive hendes knuste hjerte ud og trampe på det igen? Det værste var, at han gjorde det af kærlighed. Bekymring. Oprigtighed. Han begyndte også at græde. De talte om alle de ting, der mindede dem om hinanden. Om, at han ikke kunne bære, at hendes ting stod der. At han skulle være der, hvor alle minderne var. Men det var jo ham, der havde sluttet det. Sagt, at det ikke gik mellem dem. Hun lagde sig på hans bryst, hørte hans hjerte banke. Nu bankede det ikke længere for hende. Men hvordan skulle hun forlade det? Det sted i verden, hun havde følt sig mest tryg? Den eneste mand, der nogensinde havde elsket hende, og som hun stadig elskede med hele sit knuste hjerte? Men det var slut nu. Det var farvel. Et farvel til den mand, som havde været hendes verden. Som havde gjort hende lykkelig, at hun ikke troede, det var muligt. Hun afleverede hans nøgler, han fulgte hende ud med tingene.

Dette er en kærlighedshistorie. De ender ikke altid lykkeligt. I stedet kan de ende i en så sindssyg smerte, at man er sikker på, at man skal dø. Verden mister sine farver. Musikken mister sine toner. Folk snakker og snakker, men siger ikke rigtig noget. Maden er smagløs. Ens livret er ligegyldig. Alt er faktisk ligegyldigt. Du finder dig selv grædende på gulvet. Vadende hvileløst rundt om natten. Et lykkeligt billede fra en solrig sommer er pludselig det værste, du nogensinde har set. Du sletter ham fra alle sociale medier, men minderne kan du ikke undslippe. De forfølger dig dag og nat. Den endeløse lykke er på et splitsekund forvandlet til rendyrket, konstant smerte. Det var ham. Det er stadig ham. Fra den ene dag til den anden er han forsvundet. Nu er der en anden, der en dag skal få hans kys, kærtegn og fantastiske person. Den eneste i verden, der rigtigt forstår dig, er væk. Nu har du kun dig selv.

Tak for jeres bidrag. Husk I kan sende jeres historie til linegyldholm@gmail.com og de udgives anonymt

 

En Kærlighedshistorie | En læser deler

Der var en gang en pige, som flyttede på kollegie. Efter en turbulent tid på udveksling med hjertesorg, Tinder-fuckboys og et seksuelt overgreb, havde hun intet til overs for mænd. En aften blev mandehaderen dog spurgt, om hun ville være med til at se en ny serie. Egentlig var hun ret ligeglad med serier. Men hun sagde alligevel ja, og lige dén aften sad der en ung mand i grå cardigan i køkkenet. Hun sendte ham nogle stjålne blikke. Efter serien blev de siddende længe og snakkede.

De næste søndage trodsede hun sine tømmermænd for at møde op til serien. Hun håbede sådan at se ham igen. Han var der. I den anden ende af sofaen. Han spurgte, om hun skulle til en kommende fest på kollegiet. Det skulle hun. Hun turde absolut ikke håbe noget, men fornemmede en lille interesse, da deres øjne mødtes.

Fredagen oprandt, og han var på baren. De gik ud og røg, og i løbet af aftenen blev der danset og drukket mange liter øl. Klokken var pludselig mange. Han satte sig over for hende og trak hendes stol over til sig. Og så kyssede han hende. Det første kys, som siden skulle blive til utallige magiske kys. Hun ville sove sammen med ham. De havde ikke sex, men de sov lige så nøgne, som det fremlejede værelse var indrettet.

Dagene efter førte til en Facebook-anmodning, lidt skriveri og den første rigtige date. Fadøl på en bar og en lang gåtur hjem i efterårskulden med stop på Cirkelbroen. Hun huskede tydeligt hvordan de gik side om side, en smule generte og akavede. Hvordan adrenalinen pumpede.

Følelserne begyndte for alvor at spire, da de gik ind i julemåneden. Hans nye lejlighed skulle indvies, og efterhånden som flere antikke hipstermøbler, plakater og det hjemmelavede ur kom på plads, følte de sig rigtigt hjemme. Kort efter fik hun sine egne nøgler.

Da han kom hjem fra juleferie, fik de en snak om deres forhold. Nu var de rigtige kærester. Lykkelige. Han passede på hende. Hun var blevet syg efter sin skiferie, og han kom hende til undsætning trods slemme tømmermænd. Altid så omsorgsfuld.

Efter hver deres påskeferie var det tid til genforening.
”Jeg elsker dig”, sagde han pludselig, helt uventet, helt rigtigt.
”Jeg elsker også dig”, svarede hun, lykkelig. Så lå de dér, tæt omslyngede under dynerne, som de ville gøre så mange gange. Hjerterne bankede for hinanden. De troede, at de skulle ligge sådan for evigt.

Forår blev til sommer. En mild majaften havde de gået en tur i villakvarteret. Fuglene sang. Aftenen var stille, duftende, summende. Himlen var et pastelfarvet maleri. De fandt en hængegynge langs vejen, sneg sig hen over græsplænen og lagde sig side om side. Bagefter gyngede han hende, så hun hvinede. Det mindede om barndom, sommer og bare tæer. Han fortalte hende en historie, han havde fortalt børnene i den børnehave, han havde arbejdet i. Hun havde glemt, hvad den handlede om, men lige dér var hun boblet over af lykke.

Der var så mange minder. Lange aftengåture, utallige film med chips, kapløb på fodboldbanen, grineflip, random telefonsamtaler, koncerter, basket med høj promille, vennemiddage, grillaftener, fester, brætspil, vin, kongespil på stranden, kys i havet, samtaler til langt ud på natten, brunch, bådture, indforståede GIFs, memes og artikler, kondomer på hovedet, picnic, cuddling, seriemaraton, gensyn i lufthavnen, kaffe med Baileys, sjove kælenavne, mansplaining, hed gensynssex, sarkastiske jokes, gin & tonics, dans i undertøj, gæt og grimasser, fødselsdage, sumobrydning i dragter, tømmermænd og pizzaer, svingture i luften, hjemmestrip, pandekys, dimission, tanker, solnedgange, drømme, videosamtaler fra den anden ende af jorden, madlavning med dansemusik, opvask med viskestykkekrig, uhyggelige faceswaps, holden-i-hånd, restaurantbesøg, is, massage, smøger på terrassen, guitarspil, regnfuld Sankt Hans, familiemiddage, overraskelser, cykelture, julegaveshopping, biografture, vilde forlystelser i Tivoli, steaks, gensyn i snevejr, minijul med fantastiske gaver, bland selv-dates og åndssvage puns.

Hun blev arbejdsløs. Fik det psykisk dårligt. Han måtte aflyse aftaler, komme hjem til hende i tide og utide. Også efter fester. Han kom altid glad og fuld hjem med 100 nuggets og ketchupkys, men det tærede på ham at føle sig mistænkeliggjort. Han aldrig havde givet hende grund til at tvivle. Hendes paranoia var et resultat af egne oplevelser med afsatte mænd i nattelivet, og frygten for, at samtlige hunkøn ville lægge an på ham.

Han var der altid. Når hun var i brokkehumør, var ked af det, havde brug for at tale. Også når hun slet ikke gav udtryk for det. Hver gang hun havde en vigtig aftale, ringede han altid. Hun vidste bare, at hans navn ville dukke op på displayet. Og han fik hende til at grine helt nede fra maven. Hun heppede på ham, tog hans hånd i venteværelset. Støttede ham, så godt hun kunne.

De var lykkeligt uvidende om deres tid sammen. De fik halvandet år sammen, halvandet år af et helt liv. Han var hendes første kærlighed. De kendte hinanden ud og ind. På godt og ondt. Hun havde aldrig prøvet at være en del af et andet menneske før, at lade nogen komme så tæt på.

Kort før jul tog han med hjem til hendes mor. Da de stod under stjernerne, fortalte han, hvordan han havde siddet og betragtet hende hen over spisebordet. De store, brune øjne. Hvordan det mindede ham om, da de sad i kollegiekøkkenet og så på hinanden helt i starten.

Den Sidste Aften gik de en tur i blæsevejr. Hun fortalte sine overvejelser om at få Playmobil-pagehår, han fortalte, at han skulle hjem og skide. Glansbilleder fra et parforhold. De så et naturprogram midt om natten. Hun pralede med sin manglende dinosaurviden, han var brystfikseret, hun gav massage og de faldt i søvn røv mod røv, som de plejede.

Fortsættes…

Når det (åbenbart) ikke er det indre der tæller # 4 | En læser deler

Læs del 1 her, del 2, her og del 3 her.

Nu sad vi der, og han havde lagt op til, at jeg nu skulle gribe den. Jeg var fuldstændig mundlam og jeg fik enormt ondt af ham, samtidig med jeg pludselig blev ramt af en enorm vrede. Jeg blev ved med at tænke ‘hvis en mand, der sagde han var forelsket i mig, havde reageret med tårer i øjnene over jeg i hans øjne havde for små bryster, så havde han været den største idiot’ og nu sad jeg selv og var vred og ked af en ‘overfladisk detalje’. Men det var ikke bare en detalje, det handlede om vores sexliv eller, hvad der lige nu kun var mangel på samme.

Jeg nåede ikke at tænke længe, før jeg sagde ‘hvorfor fanden har du ikke fortalt mig det her noget før?!’ Lidt for vredt, lidt for anklagende. Men jeg følte mig sat i en situation, der var akavet og unødvendig udover alle grænser. Han svarede ‘ærligt, så har jeg det også ad helvede til med, at du intet har fået at vide. Men hvis det er det første jeg fortæller kvinder jeg møder, så når de aldrig at lære mig at kende. Jeg når aldrig til noget dybere, fordi folk smutter så snart de får den information. Det har jeg prøvet. Mit håb og min tanke er, at jeg finder en kvinde, som forelsker sig i mig, i den person jeg er, og når hun så finder ud af min pik ikke er normal, så er hun skide ligeglad, fordi hun er fuldstændig vild med mig. Du er nødt til at forstå, jeg ikke har gjort det for at sætte dig i denne her situation, men fordi det er min eneste chance for kærligheden – og du er virkelig noget specielt’. AV!

Og så følte jeg mig endnu engang som verdens største røvhul. For jeg BLEV jo forelsket i ham, jeg VAR jo fuldstændig overbevist om, at der var noget helt specielt her. Jeg endte med at tage en hurtig beslutning på stedet og sagde til ham ‘ja du har ret. Jeg skal bare lige sluge denne her og så kan vi lige snakke om det i morgen’ og så blev jeg der hos ham. Hele dagen var der bare noget indeni mig, der var helt ændret. Når han forsøgte at holde om mig, følte jeg ikke samme varme, når han grinede og fortalte historier, som jeg før elskede, så følte jeg ikke noget. ‘Hvad fanden er der galt med dig’ tænkte jeg ‘det er en fucking pik, mand dig dog op’. Jeg følte mig så tarvelig, han var jo den samme mand. Den SAMME mand.

Vi gik i seng og han lagde lidt op til at hygge om mig igen, og jeg var der slet ikke. Jeg havde simpelthen ikke lyst til ham. Jeg besluttede mig for, at det selvfølgelig måtte være situationen jeg havde været i, blandingen af at have pisse ondt af ham, være enorm utilpas, følt ført bag lyset, vred og ikke mindst SÅ ked af det, der gjorde at jeg var så distanceret. Jeg fortalte mig selv, at det nok skulle blive bedre dagen efter.

Da vi vågnede mandag morgen og begge to skulle på arbejde, så kunne jeg bare mærke mine følelser for ham havde ændret sig. Jeg kunne simpelthen ikke forstå helt hvorfor og jeg følte mig overfladisk og pissehamrende tarvelig. Han havde været den sødeste mest omsorgsfulde mand jeg nogensinde havde mødt, og her lå jeg og surmulede over en lille tissemand. Han gik i bad og det eneste jeg kunne tænke på var, at det her var for underligt. Da han kom ud fra badet og smilede til mig, som om alt var ok, kunne jeg pludselig mærke hvad der var ændret. Jeg havde ondt af ham. Jeg havde simpelthen mistet den der respekt og han er en mand følelse, og pludselig var det vendt til, at jeg havde pisse ondt af ham. Jeg kunne ikke se ham, som inden jeg vidste det her. Jeg syntes det var synd for ham. Og lige dér, mandag morgen på hans seng, der vidste jeg, at det aldrig nogensinde ville gå.

Vi skiltes fra hans lejlighed med et kys og et ‘vi snakkes ved’ og jeg lod som om jeg bare lige skulle tænke lidt over det hele. Men jeg havde tænkt. Uanset hvor meget jeg prøvede at overtale mig selv til at prøve det af, uanset hvor meget jeg fortalte mig selv, at jeg var fucking latterlig at smide det væk og ikke mindst tarvelig og overfladisk, så ville mine følelser det ikke. Det var ændret og der var intet at gøre. Det gjorde hamrende ondt, og jeg græd hele dagen og de efterfølgende 4 dage, hvor jeg holdt det kørende med ham over besked og telefon og inderligt håbede jeg ville få det anderledes. Men da weekenden igen kom, der vidste jeg, at der kun var én ting at gøre – jeg måtte slutte det med ham. Mine veninder grinede af det først da jeg fortalte det, men da jeg brød sammen og de kunne se det ikke var en skid sjovt, så støttede de mig hele ugen og det var virkelig vigtigt for mig.

Jeg havde sagt jeg gerne ville mødes fredag og det skulle være hos ham. Han tog imod mig som altid, lignede også som altid en million og duftede vidunderligt. Jeg følte intet. Andet end skam og medlidenhed. Vi satte os i hans sofa og jeg havde øve, hvad og hvordan jeg skulle slutte det her. Dyb vejrtræning:

‘*** du er en dejlig dejlig mand. Jeg håber du vil lade mig tale ud, for det er ikke nemt for mig. Jeg er nødt til at slutte det her. Jeg ville ønske jeg kunne sige det handlede om en masse andet, end det gør, men du ville vide jeg løj og sådan vil jeg ikke slutte det. Jeg har holdt af dig helt oprigtigt hele vejen og du er den mest vidunderlige mand. Jeg ved jeg er en idiot at give slip på dig, men noget indeni mig har forandret sig og selvom jeg så inderligt ønsker det, så kommer det ikke tilbage. Jeg ved, at det med tiden ville blive et problem for mig, og så knuser jeg vores hjerter endnu mere, end i hvertfald mit allerede er nu. Du fortjener en kvinde, der vil skide på den detalje, for hun findes. Jeg kommer fucking til at savne dig og undskyld’

Og så tudede jeg. Og han brød sammen. Det var den rene elendighed og jeg tror aldrig jeg har haft så ondt i maven. Jeg gik derfra, fik et sidste kys og så så jeg mig aldrig tilbage. Han slettede mig fra alt og pludselig eksisterede han bare ikke længere. Tro mig, jeg brugte lang tid på denne her. Fordi den rummede en masse følelser, som både var sorg og savn, skuffelse, ærgrelse, dårlig samvittighed og en rigtig grim selvfølelse. Jeg slog mig selv i hovedet over det i en lang periode efter mig og jeg havde ikke lyst til at tale med nogen om det, for de ville ikke kunne forstå følelserne. De ville høre det som en sjov historie, men den var ikke spor sjov. Pludselig kunne jeg sige om mig selv, at det (åbenbart) for mig, ikke er der indre der tæller helt. Og det var virkelig ikke rart.

Jeg håber han finder sin drømmekvinde, det fortjener han. Virkelig.