DANMARK – SVERIGE #2 | EN LÆSER DELER

Læs første del her

Jeg var fuldstændig overvældet af følelser og svarede ja lige med det samme. Jeg havde ingen tvivl i dét øjeblik, han var mit livs kærlighed. Vi havde den mest romantiske aften og nat og jeg var helt høj på kærlighed. De efterfølgende dage gik med at kigge hinanden dybt i øjnene og så fortalte jeg selvfølgelig mine veninder det. Jeg spurgte om han ikke havde lyst til at vi overraskede mine forældre med nyheden over middag, og han syntes det var en virkelig god idé. Mine forældre blev virkelig glade og det var næsten uvirkeligt det hele. Inden han tog tilbage til Sverige sagde jeg, med et glimt i øjet, at nu kunne vi nok ikke længere udskyde at jeg mødte hans familie og han fortalte mig at grunden til han havde skubbet det var fordi hans far var blevet meget syg og det hele var svært i familien, så han ville ikke begynde at presse på med middage og at skulle præsentere dem for en ny person i hans liv. Jeg havde selvfølgelig stor forståelse for og de følgende måneder fulgte jeg med på sidelinjen, som hans far blev mere og mere syg.

Vores forhold fortsatte som det plejede, han var i Sverige ca. 3-4 dage om ugen og de resterende i DK. Han var mere fjern og fraværende når han var i Sverige, det blev til nattebeskeder og mange timer uden kontakt, men jeg vidste det var sådan det var, jeg havde vænnet mig til det. På et tidspunkt gik der 3 dage uden kontakt overhovedet og jeg blev bekymret. Jeg ringede og skrev og fik intet svar. Jeg begyndte at forestille mig der var sket ham noget, han plejede som minimum at sende en besked hver dag, det var vores aftale. Da der var gået en dag mere helt uden kontakt kunne jeg slet ikke være i mig selv mere: Var han okay? Var det hans måde at droppe mig på? Mon han havde været ude for et uheld? Den aften ringede jeg til min veninde som kom susende over, med en flaske rødvin og kleenex og så talte vi. Hun trøstede mig og vi gik igang med at søge efter hans forældre i Sverige eller hans storebror men uden held. Vi gennemsøgte hans facebook for at finde hans venner, men den aften fandt vi ud af, at de billeder han havde på facebook var mest af ham, og vennerne på hans venneliste var alle udenlandske (primært amerikanske) venner. Ikke ene eneste af fb venner stod som bosiddende i Sverige og vi kunne ikke kontakte noget. Jeg ringede og skrev til ham og der skete intet. Jeg lå vågen hele natten med min veninde og søgte svenske internetaviser for om der var sket nogle ulykker og vi googlede alt hvad vi kunne, i håb om at finde en at få kontakt med.

Vi talte om, om jeg skulle ringe til svensk politi hvis der gik en dag mere. Det ville ikke give mening, hvis han bare havde droppet mig, manden havde jo lige friet. Kl. 05.34 tikkede en sms ind fra ham og mit hjerte stoppede ‘hej skat. UNDSKYLD. Jeg ved du ikke har kunnet få fat i mig i flere dage. Min telefon gik i stykker og kort efter jeg kom hjem blev min far indlagt. Jeg har været hos familien de sidste par dage, igår sagde vi farvel til ham for sidste gang på hospitalet. Det bliver en kort opdatering. Jeg elsker dig og er tilbage i Danmark i morgen kl. 16.30, så ses vi.’

Jeg blev lettet, vred, ked af det og fyldt med dårlig samvittighed. Jeg havde knap kunne trække vejret i dagevis, men samtidig havde han lige skrevet, at hans far netop var død, så jeg kunne heller ikke tillade mig at blive sur. Jeg følte mig holdt for nar, for han kunne som minimum have lånt en telefon og ringet til hans forlovede og involveret mig i det, han kunne have sendt en sms, og samtidig så måtte han have været virkelig presset og ulykkelig siden han ingen kontakt tog. Min veninde og jeg blev enige om, at jeg skulle være forstående i denne situation, men fortælle ham når han kom til DK at jeg aldrig vil sættes i den situation fremover og fortælle ham hvor bekymret jeg var blevet.

Da han kom til Danmark var stemningen helt anderledes. Han var anderledes. Han var stille og fjern og jeg følte mig afvist men samtidig nødt til at være der for ham, manden havde lige mistet sin far og var ked af det. Jeg fortalte ham jeg var bekymret og han skulle have sendt mig en besked som minimum, så jeg ikke skulle være bekymret. Han undskyldte og sagde det havde været helt enormt hektisk og vi talte lidt om hans far. Han fejede det hurtigt væk, ønskede ikke at tale meget om det og jeg accepterede det. Jeg spurgte hvornår der var begravelse og om han ønskede jeg tog med og han sagde det ville være ugen efter og han syntes jeg skulle blive i Danmark.

De følgende dage var han mere fjern end han plejede og jeg blev utryg. Det føltes forkert i min krop, og jeg kunne ikke finde ud af, om det var fordi han sørgede eller hvad der foregik. En dag da han var taget på arbejde og jeg tog syg hjem fra mit job, fik jeg en pludselig trang til at kigge hans ting igennem, da jeg kunne se han havde glemt sin computer og ‘svenske arbejdstelefon’ hjemme, som han ellers havde med sig OVERALT. Noget jeg aldrig havde gjort før, men det føltes underligt indeni. Jeg ringede til min veninde som rådede mig til at lade være. Efter lidt tids snak blev vi dog enige om, at jeg ikke kunne lade være og min veninde var med mig i telefonen hele vejen. Jeg glemmer aldrig den dag.

Jeg startede med at åbne hans telefon. Den havde ingen adgangskode. Mit hjerte hamrede hurtigt som min veninde fnisede i telefonen og jokede med alt det snavs jeg ville finde (og var ironisk, da hun forsikrede mig om, at min forlovede selvfølgelig ikke gemte på noget). Det første jeg åbnede var beskeder. Der var kun et par arbejdsrelaterede beskeder, fra noget der kunne være kolleger. DYB vejrtrækning og videre i hans opkaldsliste. Der var en masse numre jeg ikke kendte, korte opkald og jeg gik ikke mere ind i det. Nu kom min første mavepuster, i telefonen sagde min veninde ‘åbn nu hans facebook’ og da jeg gjorde det, blev jeg mødt af mit første forfærdelige chok. Hans facebook var nemlig et profilbillede af ham, men et andet navn end hans og andre billeder og venner på vennelisten – altså en helt anden profil. Jeg skreg i røret og min veninde gik i panik og spurgte om hun skulle komme. Hun var hos mig 20 minutter senere, i de 20 minutter sad jeg helt forstenet og turde ikke kigge på telefonen. Hele min krop rystede.

Da hun kom, gik vi ind på hans facebook og kunne se han havde en masse billeder af en lille pige og en lille dreng. Efter 10 billeder af de to børn, var der pludselig billeder af ham sammen med børnene, han kyssede dem og legede med dem. Mit hjerte hamrede med 100 km/t og mine kinder var helt røde, men jeg græd ikke. ‘Måske er det hans brors børn?’ Sagde min veninde og forsøgte at berolige mig, hun kunne tydeligt se jeg var helt i chok. Det næste billede blev mit livs mareridt, her var nemlig en kvinde med MIN forlovede og den lille pige og dreng. De kyssede og havde et barn i hver hånd. I kommentarerne havde folk skrevet ting som ‘dejlig familie’ og ‘håber i har det godt’ og dér gik det op for mig, at min forlovede ikke var ham jeg troede.

Vi brugte lang tid på hans facebook og fandt bryllupsbilleder af min forlovede med en anden kvinde. Jeg har helt ondt i maven som jeg skriver det her, selvom det efterhånden er mange år siden. Vi brugte mange timer på det og jeg fandt ud af at han var gift, havde 2 børn på 4 og 7 år og selv var 38 år. Hans kone boede med ham og deres to børn i Sverige og hun var sygeplejerske. Vi gik igennem privatbeskeder mellem dem, fødselsdagshilsner, bryllupsbilleder, billeder af graviditet, børnene osv. Han var ganske enkel en helt anden mand, med et helt andet liv. I deres privatbeskeder kunne jeg se, hvordan han fortalte hende om hans job når han var i DK, han havde sendt hende billeder af et hotelværelse og skrevet han kedede sig når han var i DK osv. Det er ganske enkelt de værste timer af mit liv, og jeg fandt ud af, at den mand jeg elskede inderligt og som havde spurgt om jeg ville være hans for evigt, allerede havde stillet dét spørgsmål til en anden og desuden havde børn og et helt andet liv ved siden af. De dage hvor han ikke skrev til mig når han var i Sverige, kunne jeg se de skrev sammen, om aftensmad, hverdag, sex og alt derimellem. Alt imens jeg var i Danmark og godtog at hans signal var dårligt og han var travl. AV.

Jeg græd, kastede op, rystede og havde min veninde ikke været der, så tror jeg næsten ikke jeg havde overlevet. Da jeg var faldet ned talte vi om hvordan han skulle konfronteres og vi planlagde de ondeste ting, men det gik hurtigt op for mig, at jeg følte mig bange for ham. Med ét var det ændret – jeg ville ikke turde konfrontere en mand med hans dobbeltliv, når han kunne leve på den måde. Jeg tænkte manden måtte fejle noget og jeg gik for alvor i panik da han ringede til min telefon. Min veninde var der stadig, mine øjne var så store som tekopper og jeg havde grædt i timevis. Vi blev enige om jeg skulle tage telefonen og spille ’normal’ og så måtte vi efterfølgende planlægge hvad jeg skulle gøre.

Han ringede og sagde ‘Hej skat. Har du snart fri?’ At få svaret ham med ‘Hej skat, jeg tager herfra om et par timer, hvad med dig?’ På så normal en måde som muligt, var noget nær umuligt. Han fortalt han ville tage lækker mad med hjem og være hjemme om 2 timers tid, så han var hjemme før mig og kunne overraske mig. Vi lagde på og så skulle vi planlægge hvordan jeg skulle forholde mig til hans hjemkomst, for han skulle selvfølgelig ud af mit liv. MED DET SAMME. Han havde nøgle til min lejlighed men min venindes mands bedste ven var låsesmed og vi fik hurtigt arrangeret et skift at låsen til min lejligheden, så han ikke kunne låse sig ind. Vi pakkede alle hans ting som vi satte ned i opgangen lige ved indgangen (på de første trappetrin, så han ikke kunne undgå det), computeren havde vi åbnet med bryllupsbilledet af hans svenske kærlighed og deres børn og ved siden af havde jeg lagt en note:

Jeg har pakket dine ting. Jeg har fundet ud af du lever et dobbeltliv. Du har frarøvet mig næsten 2 år af mit liv og nu skal du ud af det. Jeg har udskiftet låsen til lejligheden og hele min familie er heroppe, så mit råd er, at du tager dine ting hurtigt og skrider. Fuck dig!

Jeg havde fået mine forældre og søster til at komme og være der med mig og min veninde og hendes mand, hvis der skulle ske noget. Min mor holdt om mig som et lille barn. Da vi kunne se ham gå ind i opgangen og mit hjerte hamrede så hurtigt at jeg næsten besvimede og han forlod hurtigt opgangen og så hverken så eller hørte jeg fra ham igen. Hans ‘facebook profil’ var væk samme aften og han var som forsvundet ud af den blå luft.

Jeg brugte et par år på at komme ovenpå. Jeg følte mig snydt, vred, ked af det, bange og helt ved siden af mig selv. Jeg måtte begynde i terapi, da jeg begyndte at blive bange for, om jeg fejlede noget, siden jeg ikke havde set den komme. Det eneste underlige ved ham var det med, at jeg aldrig måtte se hans familie, men der var alligevel altid noget i dét der gav mening nok til, at jeg ikke mistænkte ham for noget så slemt som at leve et dobbeltliv. Det er den værste følelse at vide han har snydt mig igennem så lang tid, og at jeg har sagt ja til han skal være min for evigt. Jeg mistede fuldstændig mig selv efterfølgende, og det var en kæmpe kamp at rejse sig igen og komme hertil hvor jeg er i dag. Jeg har haft kæmpet meget med tanken om, hvor langt jeg kunne være gået med ham, hvis jeg ikke var taget syg hjem fra arbejde den dag og havde opdaget det, havde vi så fået børn sammen?

Jeg er ovre ham nu for længst, har en dejlig mand, som KUN lever sit liv med mig, og vi har sammen fået en lille pige, som nu er 2 år.

Danmark – Sverige | En læser deler

Inden jeg overhovedet går i gang med historien, vil jeg gerne give en lille kort intro. Det er mest fordi, at når jeg har fortalt historien til folk omkring mig gennem årene, så kan jeg høre, at de tænker, at der må være en grund til ’jeg ikke så det’. At der måtte have været tegn undervejs og at jeg enten var for travl/skadet/naiv til at se det, men der var ingen tegn. Jeg kommer fra en helt normal og kærlig familie, jeg har ikke oplevet svigt eller andet, som gør at jeg søger forhold, som skader mig. Jeg er veluddannet, har haft gode jobs, jeg er en selvstændig kvinde og har haft helt normale forhold, nogle gik andre gik i stykker. Jeg har gode veninder og venner, og et fantastisk familiært netværk omkring mig. I virkeligheden har jeg levet et helt ’vanilla life’ hvis man kan sige det sådan. Masser af kærlighed og ro omkring mig, ikke de store svigt eller udsving. Måske I så til sidst i virkeligheden vil konkludere ’at det måske er derfor jeg ikke så det’, men det lader jeg være op til jer. Her kommer i hvert fald min historie om et forhold, der har ændret mit liv for evigt. Og en ps. jeg beklager den lidt flade titel til historien, men jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle kalde den og så bliver den altså også lidt lang, men jeg forsøger at skære det unødvendige fra.

Vi spoler tiden 8 år tilbage. Jeg var på daværende tidspunkt lige fyldt 28 år, og var for nyligt startet på mit første job som nyuddannet. Jeg havde fundet drømmejobbet og der fulgte endda en rigtig god løn med. Jeg boede alene i en lille hyggelig lejlighed i Vanløse, hvor jeg havde boet hele min studietid. Jeg var glad og alt var godt. Jeg havde et lille år forinden sluttet det med en kæreste, igennem 3 år. Det var et fredeligt brud, vi skiltes som gode venner, og er det stadig den dag i dag. Efter 4 måneder på mit nye job ville skæbnen, at jeg skulle møde et menneske, som skulle vise sig, for evigt at forandret mig. Men det kommer vi til.

Vi sad i storrumskontor, hvor vi var omkring 15 på hvert kontor. Jeg husker tydeligt den dag jeg mødte ham for første gang, det var en regnvåd tirsdag i marts. Jeg kan også huske præcis hvordan jeg så ud den dag, jeg havde et par jeans på, en stor grå striksweater og håret i knold, fordi det var blevet helt ødelagt i regnen på cykelturen på vej til job, så jeg havde sat det op. I frokostpausen kom en mand ind på kontoret og skulle snakke med en af mine kolleger. Han var enormt smuk. Jeg fik et lille stik i maven, da han kiggede flirtende og smilende til mig. Jeg smilede igen, rødmede lidt og kiggede hurtigt tilbage på min computer, hvor jeg lod som om jeg arbejdede videre. En times tid senere mødte jeg ham igen, da vi skulle spise frokost. Han satte sig ved siden af mig og sagde så følgende ’sikke en farvestrålende tallerken du har lavet dig der’ og smilede stort. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle svare, men fik mumlet tilbage noget i retningen af ’ja, det er dejligt med så mange valgmuligheder til frokost’. Efter det, kørte snakken helt naturligt, og han fortalte mig at han arbejdede i Sverige, så han var der 3-4 dage om ugen, men de resterende dage var han i Danmark, hvor han arbejdede. Han fortalte, at han havde en ordning, hvor han havde en lejlighed til rådighed i hvert land, så han ikke skulle føle han ikke havde en base. Frokosten mundede ud i spørgsmålet ’må jeg invitere dig på middag i aften, jeg skal først tilbage til Sverige i morgen’ og selvom jeg tænkte det var lidt vildt han spurgte så hurtigt, jeg svarede ja. Det havde været en virkelig hyggelig og spændende frokost.

Hele eftermiddagen prøvede jeg alt mit tøj derhjemme, jeg skypede med en af mine veninder i 1,5 time, hvor hun skulle hjælpe mig med at beslutte tøj, hår og makeup. Vi jokede med, at han jo var en helt fremmed mand, og i princippet kunne være psykopat eller andet. Vi remsede alle skrækscenarier op, men blev hurtigt enige om, at han var en helt reel fyr, og jeg skulle nyde min date.

Jeg endte med en casual kjole, et par lækre støvler og løst hår. Vi mødtes ved hovedbanegården, hvor vi derfra skulle til en restaurant efter hans valg. Jeg springer lidt detaljer over her, fordi historien allerede er blevet så lang, og vi har kun lige ridset overfladen, men hovedoverskrifterne fra den aften var: lækker restaurant, flirtende stemning, kilden i maven, snak og cocktails til kl. 02.30 om natten, hvor vi efterfølgende endte hos mig. Derfra tog det fart, vi så hinanden 2 gange om ugen, når han var i Danmark for at arbejde, og vi blev lynhurtigt forelskede. Vi lavede så mange sjove ting sammen og jeg lærte ham hurtigt at kende, ligesom jeg åbnede hurtigt op for ham. Han var sød, empatisk, rummelig og forstående, men han var også god til at give plads, ikke for omklamrende og så var han hamrende charmerende, klog og smuk. Han fortalte mig, han var 34 år. Efter ca 2. mdr. med dates, byture, lange gåture, ugentlige overnatninger hos mig, uendeligt mange kys og samtaler, spurgte han mig om jeg ville være hans kæreste. Sådan helt officielt. Jeg var så forelsket og det tog mig ikke lang tid at svare, at der ikke var noget jeg hellere ville.

Vi talte meget om hele Danmark-Sverige situationen ift. hans job. Han arbejde i et stort internationalt firma, som havde ’hovedsted’ i USA, men med ansatte alle steder i verden og at han havde ansvaret for en del af arbejder i Danmark og Sverige. Vi talte om dette ift. vores forhold og han ikke havde mulighed for at være i Danmark i mere end 2-3 dage om ugen maks. Hans job var et drømmejob og han havde ikke i planerne at sige det op den nærmeste fremtid. Dette var selvfølgelig helt okay for mig, forholdet var nyt og spændende, og det fungerede fint. Han havde ikke meget tid til sms eller snak, når han var i Sverige. Han fortalte, at han arbejde rigtig meget, og beklagede, at det blev så sparsomt med kontakt, men så var han til gengæld helt tilgængelig når han besøgte mig i Danmark.

Vi havde et fantastisk forhold, og jo mere jeg lærte ham at kende, jo mere kunne jeg mærke, at han var min fremtidige mand. Hans følelser var gensidige og der gik omkring 6 mdr. i vores forhold, før han skulle møde min familie. Vi havde arrangeret, at komme til middag hos mine forældre, hvor han skulle møde dem, og mine to ældre søstre. Jeg var dødnervøs og spændt, han var virkelig god i sociale sammenhænge, så jeg var ikke i tvivl om han nok skulle være god, men det er altid lidt nervepirrende første gang. Aftenen forløb fuldstændig perfekt, hele min familie faldt pladask for ham, han var afslappet og talte levende om hans job og om hvor glad han var for mig. Min ene storesøster har to børn, der på det tidspunkt var 1,5 og 4 år gamle, som var med. Han var så sød og god til begge børn, og mit hjerte smeltede, da jeg så ham lege med min lille niece. Min familie godkendte ham i dén grad, og der gik derfra ikke længe før mine veninder og venner mødte ham til en sommerfest jeg holdt. Alle sagde det samme: hold kæft en god mand, ham skal du holde på. Han charmerede alle han talte med og jeg var stolt og lykkelig.

Da de første ca. 10 måneder var gået, begyndte jeg at spørge om, at møde hans familie og venner, og han fortalte at hans familie boede i Sverige og han havde venner lidt rundt omkring, fordi han rejste så meget frem og tilbage, men at jeg selvfølgelig skulle møde dem. Jeg tænkte ikke mere over det, det var jo helt naturligt at han mødte dem omkring mig, eftersom de alle var i Danmark og det var hos mig vi altid var.

Da nyforelskelsen havde lagt sig en smule efter det første år, begyndte jeg at mærke et særligt savn, når han arbejde i Sverige. Han var meget lidt tilgængelig, nogle dage faktisk næsten ikke. På trods af han havde fortalt han var travl og arbejdede, vidste jeg jo også, at han havde fri om aftenerne og nogle weekender arbejdede han også, men jo ikke i døgndrift og jeg undrede mig over, at jeg ofte slet ikke kunne komme igennem til hans telefon. Jeg forsøgte flere gange at både ringe og skrive, men ofte fik jeg først svar sent om aftenen, nogle gange nætter. Han undskyldte altid sin enorme travlhed, men at der ikke gik en dag, hvor han ikke tænkte på mig og han glædede sig til igen at komme hjem, og at hans mobildækning også kunne drille.

Vi talte meget om at flytte sammen, men han var lidt tilbageholdende ift. hans arbejde i Sverige. Jeg kunne ikke flytte til Sverige pga. mit arbejde, og hans familie boede i Sverige, så for ham var det vigtigt at have en form for base der også. Han fortalte tit om sin familie, som bestod af mor, far, storebror, nevø på 5 år og 2 hunde. Han fortalte også om nogle gode venner, hvad de lavede og hvordan de havde mødt hinanden. Som tiden gik, pressede jeg mere på, at møde dem i hans liv i Sverige. Jeg ville gerne møde hans familie og venner, og se hvor han boede i Sverige, der manglede ligesom noget ift. han havde mødt alle dem omkring mig, og jeg stadig kun hørte om hans. I DK havde han et hotelværelse primært, sagde han, altså før han mødte mig, så der var intet at se, på trods af han i starten havde fortalt han havde en lejlighed i hvert land. Han forklarede sig og jeg tænkte ikke yderligere over det.

Vores forhold fortsatte og det var skønt, jeg elskede ham inderligt og vi talte om både børn og bryllup. Efter halvandet år tog jeg en snak med ham om, at jeg syntes det var underligt ikke at have mødt hans familie endnu. Han sagde han ville ringe til dem og planlægge en middag hvor alle kunne og da han var i Sverige skrev han en besked kl. 01.25 fra Sverige ’Hej skat. Jeg har aftalt middag med hele familien næste søndag, de glæder sig meget til at møde dig. Elsker dig’. Jeg blev så glad og talte hele den efterfølgende uge om, hvad jeg skulle tage på og jeg følte der var stort pres på, fordi vi havde været kærester så længe. Han forsikrede mig om, at det nok skulle gå fint og at jeg skulle tage det roligt. Det var planen jeg skulle tage til Sverige lørdag, hvor han allerede ville være og fredag nat skrev han ’Hej min dejlige. Min far er desværre blevet rigtig syg, så de er nødt til at aflyse. Alle havde ellers glædet sig rigtig meget, men de har lovet at vende tilbage med en ny dag snart’. Jeg blev skuffet, og syntes det var underligt, men samtidig var jeg jo vant til hans sene nattebeskeder og jeg gik ikke yderligere ind i det.

Da jeg efter et par uger stadig ikke havde fået en ny dag for middag, og vores hverdag bare fortsatte som ingenting, spurgte jeg ham, om hans far ikke snart var rask og klar til en ny aftale. Han lovede at spørge næste gang han var i Sverige. Mens han var i Sverige, havde jeg en veninde på besøg som med det samme spurgte skeptisk ind til det. Hun syntes det var så underligt, at jeg stadig ikke var blevet introduceret for hans familie og venner og vi jokede lidt med, at han måske slet ikke havde familie og venner, eller var en der levede et dobbeltliv, eller måske slet ikke havde et job. Der var mange gode bud, og det blev på det lidt jokende stadie.

Da min kæreste kom til Danmark igen den efterfølgende uge, havde han inviteret mig på date. Det var sådan en rigtig romantisk date og han havde sagt, at jeg skulle tage lækkert tøj på og dresse mig lidt op. Vi endte på en virkelig fancy restaurant med havudsigt og det var så romantisk. Jeg glemte alt om, at tage snakken om det med familie og venner, det virkede pludselig ligegyldigt i situationen.

Efter middagen gik vi ned til vandet, hvor vi satte os på kanten og han begyndte at fortælle mig, hvor fantastisk en kvinde jeg var, hvor glad han var for mig, hvor gerne han ville have børn med mig. Han sagde han godt vidste han ikke havde fået planlagt det med familien endnu, men forsikrede mig om, at dem skulle jeg møde meget snart, for nu ville han spørge mig om et meget stort spørgsmål. Han røg ned på knæ, tog en lille æske frem og spurgte om jeg ville gifte mig med ham og være hans for evigt.

Fortsættes…

Undskyld # 4 | En læser deler

Det sidste jeg mangler at fortælle i historien her, er hvordan det hele ender med de her mænd. Min kollega og jeg sås fortsat og jeg begyndte at forelske mig i ham. Dette betød ikke at jeg ikke længere elskede min kæreste eller ønskede ham, jeg var oprigtigt forvirret og forelsket i to mænd. Mine andre kolleger begyndte at mærke, der foregik noget mellem mig og min lækre kollega, og jeg havde nu kronisk ondt i min mave. Jeg var så langt inde i det her, at jeg ikke kunne se en udvej. Jeg ville miste alt, hvis jeg lagde kortene på bordet, men jeg var også bange for at blive i det. Det resulterede i, at jeg en weekend tog til en veninde og var hele weekenden. Jeg slukkede min mobil og så græd jeg ud hos hende. Jeg var knust. Jeg havde mareridt hver nat og jeg var så bange for det her skulle blive opdaget. Jeg kan huske jeg tænkte den weekend, at min lækre kollega måske ville sige noget til min kæreste, eller hvad hvis min kæreste spurgte ham direkte. To scenarier jeg et eller andet sted godt vidste aldrig ville ske, men fordi jeg vidste det jeg gjorde var så forkert og jeg var så paranoid, så fyldte det hele tiden.

Min veninde lyttede og holdt om mig og jeg var fysisk syg hele weekenden. Jeg kastede op, græd, kastede lidt mere op og var helt ekstremt træt. Min veninde havde svært ved at råde mig til noget konkret, andet end, at jeg selvfølgelig skulle ud af denne her situation hurtigt, når den tog så meget på mine kræfter. Udover alle mine egne forvirrede følelser, så var jeg også så knust indeni over, at jeg gik rundt og sårede min kæreste bevidst. Hvis jeg fortalte ham det, ville jeg slå hans hjerte i stykker, og tanken om det, var også uudholdelig. Jeg elskede ham uendelig højt og han havde altid været der for mig.

Efter weekenden, besluttede jeg mig for at slutte det med min kollega endeligt. Det førte ikke til noget og jeg måtte simpelthen stoppe. Jeg mødtes med ham mandag morgen meget tidligt og fortalte ham, hvor skidt jeg havde det med alt det her. At jeg elskede min kæreste og at nu måtte vores flirt stoppe. Han reagerede egentlig fint nok, når jeg tænker på, at han også i månedsvis var blevet glad for og kommet tæt på mig. Jeg bad ham holde det tæt, bare mellem os, og ønskede at han ville acceptere min beslutning. Det lovede han.

Det gav mig en lille smule plads i maven til at trække vejret helt derned, men jeg var stadig fyldt med skyld og skam, og jeg vidste ikke om jeg skulle fortælle min kæreste det (men jeg vidste det så ville slutte) eller om jeg skulle glemme det og komme videre. Jeg besluttede mig for det sidste, min kæreste havde bedst af aldrig at vide det. Jeg blev meget mere nærværende, sød og god ved min kæreste, ligesom jeg følte mig helt nyforelsket. Når jeg kiggede på ham fik jeg sommerfugle i maven og jeg kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne have behandlet ham sådan. Min nætter var stadig fyldt med mareridt, og jeg havde fortsat enorm kvalme, søvnbesvær og jævnligt besøg på toilettet for at kaste op. Jeg tænkte ikke meget over, hvor fysisk skidt jeg egentlig også havde det, fordi det psykiske fyldte så meget, ‘det er jo helt naturligt’ tænkte jeg.

En dag var jeg sammen med veninden, som også var der med mig den weekend, jeg lige har beskrevet. Jeg fortalte hende det hele og hun sagde, lidt i sjov, er du sikker på du ikke er gravid? Vi grinede lidt af det, og jokede midt i al tristheden over, hvor forfærdeligt det egentlig ville være. Men pludselig ramte det mig.. os begge to tror jeg. FUCK! Hvad hvis jeg er gravid?! Pludselig startede en helt ny mavepine og vi kørte til 3 tankstationer midt om natten for at skaffe en graviditetstest. Vi havde besluttet jeg skulle tage den om morgenen, da det skulle være bedre, men jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn med tanken om, den test lå og ventede på mig.

Jeg tog den med det samme da vi kom hjem, og jeg tror ikke jeg kan beskrive den smerte det var i maven, de få minutter vi ventede. Jeg vendte testen og den var tydeligt positiv. Fuck fuck fuck fuck fuck. Jeg brød fuldstændig sammen og jeg tog nr. 2 også, som bekræftede hvad den første lige havde vist mig. Min veninde forsøgte at berolige mig, men jeg var utrøstelig.

Nu var jeg gravid. Jeg vidste ikke hvor langt henne jeg var, og jeg vidste ikke med hvilken mand. Det lyder som en dårlig film, men det var min virkelighed. Og det hele føltes som om jeg gik i en tyk grød. Jeg kan huske jeg ikke sov, ikke spiste og havde helt hævede øjne af at græde så meget, men i detaljer kan jeg slet ikke huske noget. Det var forfærdeligt og jeg havde kun én at skyde skylden på – mig selv.

Søndagen føltes uendeligt lang, jeg kunne først komme til lægen mandag. Jeg meldte mig syg på job, bildte min kæreste ind jeg skulle på kursus den dag og tog med min veninde til lægen. Der var ingen tvivl om jeg var gravid, både blodprøver og urinprøver bekræftede dette, og jeg blev videresendt til gynækolog. Jeg vidste ikke om jeg bare i hemmelighed skulle få en abort uden at involvere dem? Skulle jeg fortælle min kæreste det, holde min kollega  udenfor det? Eller skulle jeg lægge kortene på bordet og tage min straf? Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, og den kollega jeg havde syntes i så mange måneder var så vidunderlig og tiltrækkende, kunne jeg nu pludselig slet ikke forstå jeg nogensinde havde rørt ved. Jeg følte mig så mæt. Af ham. Jeg var underligt nok også vred på ham, selvom det var min egen skyld.

Da lægen fortalte mig, at jeg skulle tage stilling til, om jeg ville have en medicinsk abort, så besluttede min veninde og jeg os for sammen, at holde det mellem os og hun ville hjælpe mig igennem det hele. Blot et par dage senere kom jeg hjem til en halvtom lejlighed og et brev midt på bordet med mit navn på. Al luften forlod min krop og jeg blev brandvarm i ansigtet. Jeg vidste godt hvad det her betød. Ved siden af brevet fra min kæreste stod min computer med min facebook åben og samtalevinduet med min veninde. Han havde læst vores samtale og vidste det hele. Utroskab, graviditet, tanker, følelser, detaljer fra sex med kollega osv. Alt. Jeg væltede til jorden og vidste at nu var det slut. Jeg forsøgte febrilsk at ringe ham op, men den gik direkte på telefonsvarer. Jeg turde ikke læse hans brev og jeg ringede til min veninde og bad hende komme med det samme. Hun smed alt hvad hun havde i hænderne og kom 30 minutter efter.

Jeg var som et lille barn. Jeg har aldrig i mit liv været så ulykkelig og så mange følelser fyldte mig op. Jeg har stadig brevet fra min ekskæreste den dag i dag og det gør stadig fysisk ondt når jeg tænker på, hvad han skriver i det. Når jeg tænker på, hvordan jeg knuste hans hjerte, på den værst tænkelige måde. De efterfølgende uger, da han var gået, er stadig helt tåget. Min veninde boede hos mig, hjalp mig igennem abort og jeg sygemeldte mig på jobbet. Min verden var fuldstændig brudt sammen, og til hvad nytte? Fucking sex? Jeg ville ikke engang have min kollega.

Jeg forsøgte forgæves at få kontakt til min eks-kæreste, han var forsvundet og han havde ingen interesse i at tale med mig. Jeg røg ned i et kæmpe hul, kiloene raslede af min i forvejen spinkle krop, og inden jeg havde set mig om lå jeg i et dybt hul og skulle snakke med min læge om antidepressiv medicin. Jeg brugte et år på at komme ud af det helvede, det er de længste og tungeste skridt jeg nogensinde har taget. Jeg sagde mit job op og ligesom jeg aldrig hørte fra min eks-kæreste igen, så hørte min kollega aldrig fra mig igen. Jeg lukkede ned for alt og forsøgte at komme ovenpå. Efter et år var jeg klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, jeg var stadig på anti-depressiver og jeg havde stadig mareridt og ondt i maven stort set hver dag og nat. Men jeg kunne holde ud at leve. Det lyder voldsomt, men jeg var ikke bare skyld i min eks-kærestes hjerte knustes, jeg ødelagde også mit eget i faldet. Jeg knuste fuldstændig alt godt i mit liv.

3 år efter alt det her, fik jeg en mail. Fra min ekskæreste. Han fortalte mig han var flyttet, havde mødt en ny sød pige, og at de var gravide med deres første barn. Han undskyldte han aldrig kontaktede mig efterfølgende, men forklarede at han simpelthen var så ulykkelig og vred, at det var det eneste han magtede. Og på trods af det var 3 år efter, så græd jeg i flere dage over den mail. For jeg var ikke videre. Jeg havde fået min hverdag op at køre, et nyt fedt job og indrettet vores engang fælles lejlighed, til min helt egen. Det gik nogenlunde og et par enkelte dates var det også blevet til. Men jeg var slet ikke ovre ham eller oplevelsen. Det var han. Skrev han.

Jeg undskyldte mange gange og han skrev tilbage, at det lød som om den jeg virkelig skulle undskylde overfor, var mig selv. I dag er det over 5 år siden. Jeg tror på jeg nok skal finde min eneste ene en dag. Men jeg vil aldrig nogensinde, ALDRIG NOGENSINDE, være utro igen. For én ting er, at man skal leve med at smadre et andet menneske, man skal fandme også leve med at smadre sig selv. Og det tror jeg aldrig nogensinde jeg kommer mig over.

Min ekskæreste er lykkelig med sin nye kæreste i dag, de har en dejlig lille unge og han har friet til hende. Min lækre kollega er flyttet til Sverige og har ligeledes slået sig ned med en kvinde, fået en dyr bil og 3 hunde.

Og så er der mig. Jeg er alene og jeg har svært ved at finde en kærlighed, der kan måle sig med det jeg selv smadrede. Jeg har svært ved at åbne op for andre og jeg sover stadig jævnligt dårligt. Jeg har et liv, jeg kan smile og grine og jeg tror på min fremtid, men den største taber af os alle her, blev mig selv.

Undskyld.

I kan sende jeres egen historie på linegyldholm@gmail.com og den deles anonymt på bloggen

Undskyld # 3 | En læser deler

Læs del 1 her og del 2 her

Jeg fik meget hurtigt svaret min lækre kollega, at jeg ikke brugte facebook så meget og så skyndte jeg mig ellers ud ‘efter kaffe’. Samme dag holdt jeg lidt lav profil, jeg havde virkelig mange følelser og tanker omkring alt det her. Til frokost kom en kollega ind på vores kontor og fortalte mig, at min kæreste var på vej. Han ville spise frokost med mig. Jeg blev ildrød i ansigtet da min nye lækre kollega meget overrasket udbrød ‘du har en kæreste?!’ Og mine andre kolleger sagde ‘ej helt ærligt, har du ikke fortalt det.. ja hun har og han er så sød’. Jeg følte seriøst mine kinder var brudt i brand og jeg havde den største klump i maven. Få minutter senere stod min kæreste på mit kontor, som han havde gjort det så ofte før og hilste på mine kolleger, gav mig et kys og kiggede på min nye kollega. Jeg har aldrig følt mig så akavet, jeg kunne krybe ned i et lillebitte hul. ‘Øhm.. skat.. det her er min nye kollega.. kollega, det her er min kæreste’ de gav hinanden hånden og min kæreste sagde ‘jeg troede det var en ældre mand, der var startet her’ og smilede rundt til alle.

Nej nej nej nej skyd mig. Min lækre kollega smilede og sagde drillende ‘nå, har du bildt din kæreste ind jeg er gammel mand ligefrem’ og jeg fik hurtigt sagt ‘haha nej nej, jeg sagde bare du var ældre end mig’ og så skyndte jeg ellers at tage min kæreste i hånden og komme ud derfra. Jeg vil gerne lige understrege at jeg var ildrød i ansigtet, og dét at jeg vidste det og at alle kunne se det, gjorde mig endnu mere utilpas og postkasserød i ansigtet. Det er nok det mest ubehagelige at stå i den situation, og jeg husker det som var det igår. Men fuck hvor var det fortjent egentlig, jeg havde jo selv sat mig i den situation.

Jeg kom igennem frokosten med min kæreste, som hverken nævnte min meget flotte kollega, mine ildrøde kinder eller den akavede måde det hele var foregået. Men jeg tænkte, at den ville han tage op senere. Jeg havde slet ikke lyst til at gå ind på kontoret efter frokost, jeg følte mig flov og ydmyget og jeg kunne ikke se de andre i øjnene. Jeg havde jo selv sat mig i den situation, men det var bare slet ikke den person jeg var og ikke sådan jeg havde lyst til at være.

På vej ud fra toilettet mødte jeg igen min kollega og han stoppede mig og kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde ‘så du har en kæreste..?’. Jeg havde ekstremt dårlig samvittighed, lidt overfor min kæreste, men rigtig meget overfor min kollega. Selvom jeg burde havde mest dårlig samvittighed overfor min kæreste, så kunne jeg ikke lade være med at have ondt af ham, jeg havde jo flirtet med ham og fået ham til at tro, at jeg måske var interesseret.. og hvor fanden skulle han vide fra jeg var optaget. ‘Ja.. jeg har en kæreste’ sagde jeg og smilede. Han kiggede ned i gulvet og så tilbage op i mine øjne ‘det er godt nok lidt ærgerligt.. jeg har ellers sådan lyst til at kysse dig’ og så gik han bag mig og lukkede døren bag sig. Og så stod jeg der. Jeg var fuldstændig i chok, jeg følte mig udmattet, næsten feberramt, jeg havde dårlig samvittighed blandet med sommerfugle og kilden i maven. Det var virkelig underligt.

Min kæreste kommenterede aldrig på hændelsen, om han ikke tænkte over det eller bare forsøgte at glemme det, fandt jeg aldrig ud af, men vi talte aldrig om det. For at spole over de næste par måneder uden at trække min historie i langdrag, fortsatte flirteriet, som også intensiveredes som tiden gik, ‘tilfældige’ småberøringer blev til flettede fingre og sms’er til hinanden privat, som blev til vi mødte ind lidt tidligere end de andre, hvor vi kyssede inden de andre mødte ind, morgenkys blev til lange hede kys på toiletterne, som til sidst blev til sex. Ja, jeg havde sex med min kollega. Jeg kunne godt have trukket den langt ud og lavet en hel spændende fortælling op til, men jeg hader simpelthen mig selv for jeg aldrig stoppede det, at jeg helst vil over denne del hurtigt.

Min kæreste derhjemme var fortsat sød, god, omsorgsfuld og mild. Jeg forsøgte at være ekstra på overfor ham, primært så han ikke skulle fatte mistanke. Jeg slettede alle spor efter mig (sms’er, tøj kollega havde rørt ved osv.) og det gik sådan et stykke tid. Jeg havde sex, meget sex med min kollega og ikke så meget med min kæreste. Det var gået fra relativt uskyldige flirtende blikke og dårlig samvittighed over min interesse i en anden mand, til at jeg var en utro kvinde. Jeg var min kæreste utro, igennem længere tid.

Min kollega inviterede mig på weekendbesøg og småture, og vi forsøgte at holde det i privaten, da jeg var super paranoid over at skulle møde nogen, hvis jeg gik med ham. En dag kiggede mig kollega på mig og sagde ‘jeg vil dig gerne.. mere end det vi har. Jeg kan virkelig godt lide dig’ og hele min verden væltede. Jeg havde gået rundt i lang tid med en klump i maven over det her og nu kunne jeg ikke rumme det mere. Jeg var så langt ude, at jeg ikke kunne nå at stoppe det. Jeg kunne ikke trække grænsen, den var overskredet. Jeg fortalte ham at jeg også var meget vild med ham, men at jeg også elskede min kæreste og jeg var ekstremt forvirret over hele situationen. Han fortalte mig at han ville vente på mig, til jeg blev klar til at slippe min kæreste. Når jeg var sammen med min kollega, så følte jeg mig meget afklaret, jeg måtte slutte det med min kæreste. Men så snart jeg kom hjem og ud fra den sindssyge bobbel jeg var i med min kollega, så kunne jeg ikke se en verden for mig uden min kæreste. Jeg elskede ham virkelig og han var fantastisk.

Men som I nok har fornemmet allerede nu, så ender historien ikke her med, at jeg blev med min kæreste. Den ender heller ikke med jeg blev med min kollega. Den ender virkelig skidt, det hele slutter på en helt ekstremt turbulent og forfærdelig måde. Jeg har så ondt i maven når jeg tænker over det, på trods af det er så længe siden.

Fortsættes

Undskyld # 2 | En læser deler

Læs første del her

De efterfølgende måneder intensiveredes vores flirt. Den var stadig på det uskyldige det første stykke tid: vores lår strejfede hinanden under frokost og vi sendte flirtende blikke. Det kildede i hele min krop, og jeg kunne slet ikke samle mig om noget som helst. Jeg har så dårlig samvittighed når jeg tænker tilbage på det, for jeg følte ingenting for min kæreste i den periode. En dag på job var jeg gået på toilet og da jeg kom ud, stod han der. Lige foran døren, lige foran mig. Mit hjerte hamrede og mine kinder blev med det samme helt røde. Jeg kiggede ham direkte i øjnene og sagde ‘hej’, han smilede til mig, tog min hånd og svarede ‘hej smukke’. Så gik han bag om mig og ind på toilettet.

Gisp. Hele min krop sitrede, hvad fanden var det der skete? Jeg forstod ingenting, jeg havde ingen kontrol over det her. En af de efterfølgende aftener havde min kæreste spurgt om vi ikke kunne snakke sammen. Jeg havde været følelsesmæssigt distanceret i flere måneder, og selvom mænd muligvis ikke analyserer på det på samme måde mange af os kvinder ville gøre, så kan flere måneder uden nærvær, sex og omsorg fra sin kærestes side, altså også mærkes på mænd. Det værste var, at jeg ikke var nervøs for han ville slutte det eller ked af det hele, jeg var mere bange for han skulle opdage det, så jeg var nødt til at ‘slutte’ det med min kollega. Min kæreste havde lavet mad til mig og da vi satte os ned spurgte han, uden at pakke det for meget ind ‘A, jeg ved godt vi har lovet hinanden at stole på hinanden, at fortælle hinanden, hvis der sker noget i vores liv, den anden burde vide, men jeg er nødt til at spørge: har du mødt en anden?’. Der gik et lyn igennem min krop da han spurgte, var det så tydeligt?. Jeg havde slet ikke forberedt mig på at svare på det spørgsmål, men hvad fanden regnede jeg egentlig med, han gik og tænkte?!

‘Øhhh nej da’ svarede jeg. Relativt hurtig, relativt overbevisende. ‘Hvorfor spørger du dog om det skat’ sagde jeg og tog hans hånd. Han slap med det samme min og her begyndte min mave at gøre ondt, jeg havde total glemt mig selv, min kæreste og mit liv i alt det her kollegaflirt og pludselig sad jeg overfor en mand, jeg i flere måneder ikke havde kigget rigtig i øjnene eller givet opmærksomhed. Han sagde han kunne mærke, der var noget anderledes ved mig. Jeg opførte mig underligt og han følte ikke han kunne nå ind til mig. Han havde bemærket jeg var fraværende, blev lidt længere på job end normalt, ikke ringede eller skrev til ham mere i mine frokostpauser (hvor jeg havde travlt med at gnide benet op ad en kollega), gjorde mere ud af mig selv på mine arbejdsdage og i det hele taget følte han jeg søgte mere og mere væk fra ham. Fra os. Han fortalte, at han ikke ønskede et forhold på den måde, men at hans drøm selvfølgelig fortsat var et ’os’, så han mente at det nu var på tide at få talt om det.

Jeg var helt mundlam. Jeg rørte ikke min mad. Jeg kan kun beskrive følelsen som om en stor ballon havde været omkring mig de sidste mange måneder. Her inde var der kun min lille verden, min flirt og min opmærksomhed omkring dette, og da vi sad omkring bordet denne aften, der tog min kæreste en nål og slog hul på den ballon så jeg pludselig kunne mærke ‘den rigtige verden’ omkring mig igen. Og jeg var helt i chok.

Jeg svarede ham, at en ny kollega var startet på jobbet (sandt), en ældre mand (delvist sandt – ældre end mig i hvertfald), han var startet i min afdeling for nogle måneder siden (sandt) og han forstyrrede lidt min hverdag (sandt). Grunden til dette var, at vi havde meget forskellige meninger om, hvordan man skulle gøre tingene (hmmm) og han var utrolig meget efter mig, hvilket påvirkede mit humør og selvværd meget. Jeg havde forsøgt at gøre noget mere ud af mig selv for at booste min selvtillid og selvværd i mit arbejde, men det var svært når han var omkring mig, ikke at blive påvirket negativt (delvist sandt?). Det havde været nogle rigtig hårde måneder for mig, hvor jeg ikke havde haft så meget fokus på andet end jobbet (sandt) og derfor havde jeg glemt ham lidt. Jeg forsikrede ham om, at jeg ingen ny havde mødt (løgn), at der ingenting foregik på jobbet, som pegede i retning af de tanker han havde (løgn) og at den eneste grund til mit fravær var, at denne her mand han påvirkede mig rigtig meget fordi han var så uenig og skabte en masse rod i vores team, som gjorde det svært at være i (løgn, løgn, løgn!!)

Jeg følte mig med min historie faktisk helt lettet. Det var ikke helt løgn, faktisk husker jeg at jeg tænkte jeg på en måde helt havde sagt sandheden. Jeg forsikrede min kæreste om, at jeg ville ham og kun ham. At jeg nok skulle være mere nærværende og så måtte jeg lade være med at tage arbejdet med hjem. Sådan blev min forklaring. Han troede på mig (selvfølgelig, han stolede jo på mig) og sagde, at han nok skulle være der for mig igennem det og jeg måtte sige hvis jeg havde brug for noget. Han var bare den bedste kæreste og jeg var virkelig et røvhul. Jeg vidste nemlig godt, at når jeg efter denne her snak følte mig ‘lettet’ fordi jeg nu kunne fortsætte min flirt på jobbet og havde kærestens ‘accept’ af min historie så at sige, så var der jo noget helt galt.

Den aften havde min kæreste og jeg sex for første gang i et pænt stykke tid. Efterfølgende lå jeg mange timer og tænkte over, hvad jeg havde gang i. For første gang blev jeg vred på mig selv. Ved siden af mig lå verdens bedste kæreste, i VORES seng. Det var min hverdag og mit liv og jeg var pisse hamrende tarvelig. Jeg tænkte meget igennem om jeg virkelig var vild med min kæreste siden jeg kunne føle sådan for min kollega, men tanken om ikke at have ham i mit liv var uudholdelig. Jeg elskede ham virkelig uendeligt højt og jeg mente også 100% at jeg kunne se min fremtid med ham. Jeg blev enig med mig selv om at stoppe det jeg havde gang i med kollega, før det blev til noget mere end blikke, strejfende lår og kilden i maven. Det var allerede alt for meget. Jeg kan huske jeg følte mig meget afklaret, da jeg kl. 3.30 om natten kyssede min kæreste på panden og lagde mig ind til ham, med den beslutning, at nu skulle det her kollegapjat stoppe.

Det holdt lige til jeg stod på min arbejdsplads kl. 8.30 den efterfølgende morgen, og min kollega var den eneste der var mødt ind. Han kiggede på mig og med det samme kunne jeg mærke det var langt fra slut. Vi talte lidt frem og tilbage og han sagde til mig ‘nå hvad så du, nu har vi været kolleger så længe, at det er underligt vi ikke også er forbundet via facebook, er det ikke’. Fuck fuck fuck fuck. Her burde jeg sige stop, trække mig, føle ingenting, måske højst at min kæreste ikke skulle se denne her nye kollega poppe up på min facebookvenneliste og blive utryg, men i stedet tænkte jeg, at jeg stod i et forhold på facebook. At jeg her havde feriebilleder med min kæreste og jeg ville ikke have min kollega skulle vide det, for så ville det jo stoppe mellem os?

Jeg kunne simpelthen ikke stå imod de følelser, på trods af hvad min fornuft skreg til mig. Jeg var fanget i det her og kunne ikke slippe ud.

Fortsættes

Du kan dele din egen læserhistorie på linegyldholm@gmail.com så bliver den delt på bloggen anonymt

Older posts