Undskyld # 4 | En læser deler

Det sidste jeg mangler at fortælle i historien her, er hvordan det hele ender med de her mænd. Min kollega og jeg sås fortsat og jeg begyndte at forelske mig i ham. Dette betød ikke at jeg ikke længere elskede min kæreste eller ønskede ham, jeg var oprigtigt forvirret og forelsket i to mænd. Mine andre kolleger begyndte at mærke, der foregik noget mellem mig og min lækre kollega, og jeg havde nu kronisk ondt i min mave. Jeg var så langt inde i det her, at jeg ikke kunne se en udvej. Jeg ville miste alt, hvis jeg lagde kortene på bordet, men jeg var også bange for at blive i det. Det resulterede i, at jeg en weekend tog til en veninde og var hele weekenden. Jeg slukkede min mobil og så græd jeg ud hos hende. Jeg var knust. Jeg havde mareridt hver nat og jeg var så bange for det her skulle blive opdaget. Jeg kan huske jeg tænkte den weekend, at min lækre kollega måske ville sige noget til min kæreste, eller hvad hvis min kæreste spurgte ham direkte. To scenarier jeg et eller andet sted godt vidste aldrig ville ske, men fordi jeg vidste det jeg gjorde var så forkert og jeg var så paranoid, så fyldte det hele tiden.

Min veninde lyttede og holdt om mig og jeg var fysisk syg hele weekenden. Jeg kastede op, græd, kastede lidt mere op og var helt ekstremt træt. Min veninde havde svært ved at råde mig til noget konkret, andet end, at jeg selvfølgelig skulle ud af denne her situation hurtigt, når den tog så meget på mine kræfter. Udover alle mine egne forvirrede følelser, så var jeg også så knust indeni over, at jeg gik rundt og sårede min kæreste bevidst. Hvis jeg fortalte ham det, ville jeg slå hans hjerte i stykker, og tanken om det, var også uudholdelig. Jeg elskede ham uendelig højt og han havde altid været der for mig.

Efter weekenden, besluttede jeg mig for at slutte det med min kollega endeligt. Det førte ikke til noget og jeg måtte simpelthen stoppe. Jeg mødtes med ham mandag morgen meget tidligt og fortalte ham, hvor skidt jeg havde det med alt det her. At jeg elskede min kæreste og at nu måtte vores flirt stoppe. Han reagerede egentlig fint nok, når jeg tænker på, at han også i månedsvis var blevet glad for og kommet tæt på mig. Jeg bad ham holde det tæt, bare mellem os, og ønskede at han ville acceptere min beslutning. Det lovede han.

Det gav mig en lille smule plads i maven til at trække vejret helt derned, men jeg var stadig fyldt med skyld og skam, og jeg vidste ikke om jeg skulle fortælle min kæreste det (men jeg vidste det så ville slutte) eller om jeg skulle glemme det og komme videre. Jeg besluttede mig for det sidste, min kæreste havde bedst af aldrig at vide det. Jeg blev meget mere nærværende, sød og god ved min kæreste, ligesom jeg følte mig helt nyforelsket. Når jeg kiggede på ham fik jeg sommerfugle i maven og jeg kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne have behandlet ham sådan. Min nætter var stadig fyldt med mareridt, og jeg havde fortsat enorm kvalme, søvnbesvær og jævnligt besøg på toilettet for at kaste op. Jeg tænkte ikke meget over, hvor fysisk skidt jeg egentlig også havde det, fordi det psykiske fyldte så meget, ‘det er jo helt naturligt’ tænkte jeg.

En dag var jeg sammen med veninden, som også var der med mig den weekend, jeg lige har beskrevet. Jeg fortalte hende det hele og hun sagde, lidt i sjov, er du sikker på du ikke er gravid? Vi grinede lidt af det, og jokede midt i al tristheden over, hvor forfærdeligt det egentlig ville være. Men pludselig ramte det mig.. os begge to tror jeg. FUCK! Hvad hvis jeg er gravid?! Pludselig startede en helt ny mavepine og vi kørte til 3 tankstationer midt om natten for at skaffe en graviditetstest. Vi havde besluttet jeg skulle tage den om morgenen, da det skulle være bedre, men jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn med tanken om, den test lå og ventede på mig.

Jeg tog den med det samme da vi kom hjem, og jeg tror ikke jeg kan beskrive den smerte det var i maven, de få minutter vi ventede. Jeg vendte testen og den var tydeligt positiv. Fuck fuck fuck fuck fuck. Jeg brød fuldstændig sammen og jeg tog nr. 2 også, som bekræftede hvad den første lige havde vist mig. Min veninde forsøgte at berolige mig, men jeg var utrøstelig.

Nu var jeg gravid. Jeg vidste ikke hvor langt henne jeg var, og jeg vidste ikke med hvilken mand. Det lyder som en dårlig film, men det var min virkelighed. Og det hele føltes som om jeg gik i en tyk grød. Jeg kan huske jeg ikke sov, ikke spiste og havde helt hævede øjne af at græde så meget, men i detaljer kan jeg slet ikke huske noget. Det var forfærdeligt og jeg havde kun én at skyde skylden på – mig selv.

Søndagen føltes uendeligt lang, jeg kunne først komme til lægen mandag. Jeg meldte mig syg på job, bildte min kæreste ind jeg skulle på kursus den dag og tog med min veninde til lægen. Der var ingen tvivl om jeg var gravid, både blodprøver og urinprøver bekræftede dette, og jeg blev videresendt til gynækolog. Jeg vidste ikke om jeg bare i hemmelighed skulle få en abort uden at involvere dem? Skulle jeg fortælle min kæreste det, holde min kollega  udenfor det? Eller skulle jeg lægge kortene på bordet og tage min straf? Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, og den kollega jeg havde syntes i så mange måneder var så vidunderlig og tiltrækkende, kunne jeg nu pludselig slet ikke forstå jeg nogensinde havde rørt ved. Jeg følte mig så mæt. Af ham. Jeg var underligt nok også vred på ham, selvom det var min egen skyld.

Da lægen fortalte mig, at jeg skulle tage stilling til, om jeg ville have en medicinsk abort, så besluttede min veninde og jeg os for sammen, at holde det mellem os og hun ville hjælpe mig igennem det hele. Blot et par dage senere kom jeg hjem til en halvtom lejlighed og et brev midt på bordet med mit navn på. Al luften forlod min krop og jeg blev brandvarm i ansigtet. Jeg vidste godt hvad det her betød. Ved siden af brevet fra min kæreste stod min computer med min facebook åben og samtalevinduet med min veninde. Han havde læst vores samtale og vidste det hele. Utroskab, graviditet, tanker, følelser, detaljer fra sex med kollega osv. Alt. Jeg væltede til jorden og vidste at nu var det slut. Jeg forsøgte febrilsk at ringe ham op, men den gik direkte på telefonsvarer. Jeg turde ikke læse hans brev og jeg ringede til min veninde og bad hende komme med det samme. Hun smed alt hvad hun havde i hænderne og kom 30 minutter efter.

Jeg var som et lille barn. Jeg har aldrig i mit liv været så ulykkelig og så mange følelser fyldte mig op. Jeg har stadig brevet fra min ekskæreste den dag i dag og det gør stadig fysisk ondt når jeg tænker på, hvad han skriver i det. Når jeg tænker på, hvordan jeg knuste hans hjerte, på den værst tænkelige måde. De efterfølgende uger, da han var gået, er stadig helt tåget. Min veninde boede hos mig, hjalp mig igennem abort og jeg sygemeldte mig på jobbet. Min verden var fuldstændig brudt sammen, og til hvad nytte? Fucking sex? Jeg ville ikke engang have min kollega.

Jeg forsøgte forgæves at få kontakt til min eks-kæreste, han var forsvundet og han havde ingen interesse i at tale med mig. Jeg røg ned i et kæmpe hul, kiloene raslede af min i forvejen spinkle krop, og inden jeg havde set mig om lå jeg i et dybt hul og skulle snakke med min læge om antidepressiv medicin. Jeg brugte et år på at komme ud af det helvede, det er de længste og tungeste skridt jeg nogensinde har taget. Jeg sagde mit job op og ligesom jeg aldrig hørte fra min eks-kæreste igen, så hørte min kollega aldrig fra mig igen. Jeg lukkede ned for alt og forsøgte at komme ovenpå. Efter et år var jeg klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, jeg var stadig på anti-depressiver og jeg havde stadig mareridt og ondt i maven stort set hver dag og nat. Men jeg kunne holde ud at leve. Det lyder voldsomt, men jeg var ikke bare skyld i min eks-kærestes hjerte knustes, jeg ødelagde også mit eget i faldet. Jeg knuste fuldstændig alt godt i mit liv.

3 år efter alt det her, fik jeg en mail. Fra min ekskæreste. Han fortalte mig han var flyttet, havde mødt en ny sød pige, og at de var gravide med deres første barn. Han undskyldte han aldrig kontaktede mig efterfølgende, men forklarede at han simpelthen var så ulykkelig og vred, at det var det eneste han magtede. Og på trods af det var 3 år efter, så græd jeg i flere dage over den mail. For jeg var ikke videre. Jeg havde fået min hverdag op at køre, et nyt fedt job og indrettet vores engang fælles lejlighed, til min helt egen. Det gik nogenlunde og et par enkelte dates var det også blevet til. Men jeg var slet ikke ovre ham eller oplevelsen. Det var han. Skrev han.

Jeg undskyldte mange gange og han skrev tilbage, at det lød som om den jeg virkelig skulle undskylde overfor, var mig selv. I dag er det over 5 år siden. Jeg tror på jeg nok skal finde min eneste ene en dag. Men jeg vil aldrig nogensinde, ALDRIG NOGENSINDE, være utro igen. For én ting er, at man skal leve med at smadre et andet menneske, man skal fandme også leve med at smadre sig selv. Og det tror jeg aldrig nogensinde jeg kommer mig over.

Min ekskæreste er lykkelig med sin nye kæreste i dag, de har en dejlig lille unge og han har friet til hende. Min lækre kollega er flyttet til Sverige og har ligeledes slået sig ned med en kvinde, fået en dyr bil og 3 hunde.

Og så er der mig. Jeg er alene og jeg har svært ved at finde en kærlighed, der kan måle sig med det jeg selv smadrede. Jeg har svært ved at åbne op for andre og jeg sover stadig jævnligt dårligt. Jeg har et liv, jeg kan smile og grine og jeg tror på min fremtid, men den største taber af os alle her, blev mig selv.

Undskyld.

I kan sende jeres egen historie på linegyldholm@gmail.com og den deles anonymt på bloggen

Undskyld # 3 | En læser deler

Læs del 1 her og del 2 her

Jeg fik meget hurtigt svaret min lækre kollega, at jeg ikke brugte facebook så meget og så skyndte jeg mig ellers ud ‘efter kaffe’. Samme dag holdt jeg lidt lav profil, jeg havde virkelig mange følelser og tanker omkring alt det her. Til frokost kom en kollega ind på vores kontor og fortalte mig, at min kæreste var på vej. Han ville spise frokost med mig. Jeg blev ildrød i ansigtet da min nye lækre kollega meget overrasket udbrød ‘du har en kæreste?!’ Og mine andre kolleger sagde ‘ej helt ærligt, har du ikke fortalt det.. ja hun har og han er så sød’. Jeg følte seriøst mine kinder var brudt i brand og jeg havde den største klump i maven. Få minutter senere stod min kæreste på mit kontor, som han havde gjort det så ofte før og hilste på mine kolleger, gav mig et kys og kiggede på min nye kollega. Jeg har aldrig følt mig så akavet, jeg kunne krybe ned i et lillebitte hul. ‘Øhm.. skat.. det her er min nye kollega.. kollega, det her er min kæreste’ de gav hinanden hånden og min kæreste sagde ‘jeg troede det var en ældre mand, der var startet her’ og smilede rundt til alle.

Nej nej nej nej skyd mig. Min lækre kollega smilede og sagde drillende ‘nå, har du bildt din kæreste ind jeg er gammel mand ligefrem’ og jeg fik hurtigt sagt ‘haha nej nej, jeg sagde bare du var ældre end mig’ og så skyndte jeg ellers at tage min kæreste i hånden og komme ud derfra. Jeg vil gerne lige understrege at jeg var ildrød i ansigtet, og dét at jeg vidste det og at alle kunne se det, gjorde mig endnu mere utilpas og postkasserød i ansigtet. Det er nok det mest ubehagelige at stå i den situation, og jeg husker det som var det igår. Men fuck hvor var det fortjent egentlig, jeg havde jo selv sat mig i den situation.

Jeg kom igennem frokosten med min kæreste, som hverken nævnte min meget flotte kollega, mine ildrøde kinder eller den akavede måde det hele var foregået. Men jeg tænkte, at den ville han tage op senere. Jeg havde slet ikke lyst til at gå ind på kontoret efter frokost, jeg følte mig flov og ydmyget og jeg kunne ikke se de andre i øjnene. Jeg havde jo selv sat mig i den situation, men det var bare slet ikke den person jeg var og ikke sådan jeg havde lyst til at være.

På vej ud fra toilettet mødte jeg igen min kollega og han stoppede mig og kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde ‘så du har en kæreste..?’. Jeg havde ekstremt dårlig samvittighed, lidt overfor min kæreste, men rigtig meget overfor min kollega. Selvom jeg burde havde mest dårlig samvittighed overfor min kæreste, så kunne jeg ikke lade være med at have ondt af ham, jeg havde jo flirtet med ham og fået ham til at tro, at jeg måske var interesseret.. og hvor fanden skulle han vide fra jeg var optaget. ‘Ja.. jeg har en kæreste’ sagde jeg og smilede. Han kiggede ned i gulvet og så tilbage op i mine øjne ‘det er godt nok lidt ærgerligt.. jeg har ellers sådan lyst til at kysse dig’ og så gik han bag mig og lukkede døren bag sig. Og så stod jeg der. Jeg var fuldstændig i chok, jeg følte mig udmattet, næsten feberramt, jeg havde dårlig samvittighed blandet med sommerfugle og kilden i maven. Det var virkelig underligt.

Min kæreste kommenterede aldrig på hændelsen, om han ikke tænkte over det eller bare forsøgte at glemme det, fandt jeg aldrig ud af, men vi talte aldrig om det. For at spole over de næste par måneder uden at trække min historie i langdrag, fortsatte flirteriet, som også intensiveredes som tiden gik, ‘tilfældige’ småberøringer blev til flettede fingre og sms’er til hinanden privat, som blev til vi mødte ind lidt tidligere end de andre, hvor vi kyssede inden de andre mødte ind, morgenkys blev til lange hede kys på toiletterne, som til sidst blev til sex. Ja, jeg havde sex med min kollega. Jeg kunne godt have trukket den langt ud og lavet en hel spændende fortælling op til, men jeg hader simpelthen mig selv for jeg aldrig stoppede det, at jeg helst vil over denne del hurtigt.

Min kæreste derhjemme var fortsat sød, god, omsorgsfuld og mild. Jeg forsøgte at være ekstra på overfor ham, primært så han ikke skulle fatte mistanke. Jeg slettede alle spor efter mig (sms’er, tøj kollega havde rørt ved osv.) og det gik sådan et stykke tid. Jeg havde sex, meget sex med min kollega og ikke så meget med min kæreste. Det var gået fra relativt uskyldige flirtende blikke og dårlig samvittighed over min interesse i en anden mand, til at jeg var en utro kvinde. Jeg var min kæreste utro, igennem længere tid.

Min kollega inviterede mig på weekendbesøg og småture, og vi forsøgte at holde det i privaten, da jeg var super paranoid over at skulle møde nogen, hvis jeg gik med ham. En dag kiggede mig kollega på mig og sagde ‘jeg vil dig gerne.. mere end det vi har. Jeg kan virkelig godt lide dig’ og hele min verden væltede. Jeg havde gået rundt i lang tid med en klump i maven over det her og nu kunne jeg ikke rumme det mere. Jeg var så langt ude, at jeg ikke kunne nå at stoppe det. Jeg kunne ikke trække grænsen, den var overskredet. Jeg fortalte ham at jeg også var meget vild med ham, men at jeg også elskede min kæreste og jeg var ekstremt forvirret over hele situationen. Han fortalte mig at han ville vente på mig, til jeg blev klar til at slippe min kæreste. Når jeg var sammen med min kollega, så følte jeg mig meget afklaret, jeg måtte slutte det med min kæreste. Men så snart jeg kom hjem og ud fra den sindssyge bobbel jeg var i med min kollega, så kunne jeg ikke se en verden for mig uden min kæreste. Jeg elskede ham virkelig og han var fantastisk.

Men som I nok har fornemmet allerede nu, så ender historien ikke her med, at jeg blev med min kæreste. Den ender heller ikke med jeg blev med min kollega. Den ender virkelig skidt, det hele slutter på en helt ekstremt turbulent og forfærdelig måde. Jeg har så ondt i maven når jeg tænker over det, på trods af det er så længe siden.

Fortsættes

Undskyld # 2 | En læser deler

Læs første del her

De efterfølgende måneder intensiveredes vores flirt. Den var stadig på det uskyldige det første stykke tid: vores lår strejfede hinanden under frokost og vi sendte flirtende blikke. Det kildede i hele min krop, og jeg kunne slet ikke samle mig om noget som helst. Jeg har så dårlig samvittighed når jeg tænker tilbage på det, for jeg følte ingenting for min kæreste i den periode. En dag på job var jeg gået på toilet og da jeg kom ud, stod han der. Lige foran døren, lige foran mig. Mit hjerte hamrede og mine kinder blev med det samme helt røde. Jeg kiggede ham direkte i øjnene og sagde ‘hej’, han smilede til mig, tog min hånd og svarede ‘hej smukke’. Så gik han bag om mig og ind på toilettet.

Gisp. Hele min krop sitrede, hvad fanden var det der skete? Jeg forstod ingenting, jeg havde ingen kontrol over det her. En af de efterfølgende aftener havde min kæreste spurgt om vi ikke kunne snakke sammen. Jeg havde været følelsesmæssigt distanceret i flere måneder, og selvom mænd muligvis ikke analyserer på det på samme måde mange af os kvinder ville gøre, så kan flere måneder uden nærvær, sex og omsorg fra sin kærestes side, altså også mærkes på mænd. Det værste var, at jeg ikke var nervøs for han ville slutte det eller ked af det hele, jeg var mere bange for han skulle opdage det, så jeg var nødt til at ‘slutte’ det med min kollega. Min kæreste havde lavet mad til mig og da vi satte os ned spurgte han, uden at pakke det for meget ind ‘A, jeg ved godt vi har lovet hinanden at stole på hinanden, at fortælle hinanden, hvis der sker noget i vores liv, den anden burde vide, men jeg er nødt til at spørge: har du mødt en anden?’. Der gik et lyn igennem min krop da han spurgte, var det så tydeligt?. Jeg havde slet ikke forberedt mig på at svare på det spørgsmål, men hvad fanden regnede jeg egentlig med, han gik og tænkte?!

‘Øhhh nej da’ svarede jeg. Relativt hurtig, relativt overbevisende. ‘Hvorfor spørger du dog om det skat’ sagde jeg og tog hans hånd. Han slap med det samme min og her begyndte min mave at gøre ondt, jeg havde total glemt mig selv, min kæreste og mit liv i alt det her kollegaflirt og pludselig sad jeg overfor en mand, jeg i flere måneder ikke havde kigget rigtig i øjnene eller givet opmærksomhed. Han sagde han kunne mærke, der var noget anderledes ved mig. Jeg opførte mig underligt og han følte ikke han kunne nå ind til mig. Han havde bemærket jeg var fraværende, blev lidt længere på job end normalt, ikke ringede eller skrev til ham mere i mine frokostpauser (hvor jeg havde travlt med at gnide benet op ad en kollega), gjorde mere ud af mig selv på mine arbejdsdage og i det hele taget følte han jeg søgte mere og mere væk fra ham. Fra os. Han fortalte, at han ikke ønskede et forhold på den måde, men at hans drøm selvfølgelig fortsat var et ’os’, så han mente at det nu var på tide at få talt om det.

Jeg var helt mundlam. Jeg rørte ikke min mad. Jeg kan kun beskrive følelsen som om en stor ballon havde været omkring mig de sidste mange måneder. Her inde var der kun min lille verden, min flirt og min opmærksomhed omkring dette, og da vi sad omkring bordet denne aften, der tog min kæreste en nål og slog hul på den ballon så jeg pludselig kunne mærke ‘den rigtige verden’ omkring mig igen. Og jeg var helt i chok.

Jeg svarede ham, at en ny kollega var startet på jobbet (sandt), en ældre mand (delvist sandt – ældre end mig i hvertfald), han var startet i min afdeling for nogle måneder siden (sandt) og han forstyrrede lidt min hverdag (sandt). Grunden til dette var, at vi havde meget forskellige meninger om, hvordan man skulle gøre tingene (hmmm) og han var utrolig meget efter mig, hvilket påvirkede mit humør og selvværd meget. Jeg havde forsøgt at gøre noget mere ud af mig selv for at booste min selvtillid og selvværd i mit arbejde, men det var svært når han var omkring mig, ikke at blive påvirket negativt (delvist sandt?). Det havde været nogle rigtig hårde måneder for mig, hvor jeg ikke havde haft så meget fokus på andet end jobbet (sandt) og derfor havde jeg glemt ham lidt. Jeg forsikrede ham om, at jeg ingen ny havde mødt (løgn), at der ingenting foregik på jobbet, som pegede i retning af de tanker han havde (løgn) og at den eneste grund til mit fravær var, at denne her mand han påvirkede mig rigtig meget fordi han var så uenig og skabte en masse rod i vores team, som gjorde det svært at være i (løgn, løgn, løgn!!)

Jeg følte mig med min historie faktisk helt lettet. Det var ikke helt løgn, faktisk husker jeg at jeg tænkte jeg på en måde helt havde sagt sandheden. Jeg forsikrede min kæreste om, at jeg ville ham og kun ham. At jeg nok skulle være mere nærværende og så måtte jeg lade være med at tage arbejdet med hjem. Sådan blev min forklaring. Han troede på mig (selvfølgelig, han stolede jo på mig) og sagde, at han nok skulle være der for mig igennem det og jeg måtte sige hvis jeg havde brug for noget. Han var bare den bedste kæreste og jeg var virkelig et røvhul. Jeg vidste nemlig godt, at når jeg efter denne her snak følte mig ‘lettet’ fordi jeg nu kunne fortsætte min flirt på jobbet og havde kærestens ‘accept’ af min historie så at sige, så var der jo noget helt galt.

Den aften havde min kæreste og jeg sex for første gang i et pænt stykke tid. Efterfølgende lå jeg mange timer og tænkte over, hvad jeg havde gang i. For første gang blev jeg vred på mig selv. Ved siden af mig lå verdens bedste kæreste, i VORES seng. Det var min hverdag og mit liv og jeg var pisse hamrende tarvelig. Jeg tænkte meget igennem om jeg virkelig var vild med min kæreste siden jeg kunne føle sådan for min kollega, men tanken om ikke at have ham i mit liv var uudholdelig. Jeg elskede ham virkelig uendeligt højt og jeg mente også 100% at jeg kunne se min fremtid med ham. Jeg blev enig med mig selv om at stoppe det jeg havde gang i med kollega, før det blev til noget mere end blikke, strejfende lår og kilden i maven. Det var allerede alt for meget. Jeg kan huske jeg følte mig meget afklaret, da jeg kl. 3.30 om natten kyssede min kæreste på panden og lagde mig ind til ham, med den beslutning, at nu skulle det her kollegapjat stoppe.

Det holdt lige til jeg stod på min arbejdsplads kl. 8.30 den efterfølgende morgen, og min kollega var den eneste der var mødt ind. Han kiggede på mig og med det samme kunne jeg mærke det var langt fra slut. Vi talte lidt frem og tilbage og han sagde til mig ‘nå hvad så du, nu har vi været kolleger så længe, at det er underligt vi ikke også er forbundet via facebook, er det ikke’. Fuck fuck fuck fuck. Her burde jeg sige stop, trække mig, føle ingenting, måske højst at min kæreste ikke skulle se denne her nye kollega poppe up på min facebookvenneliste og blive utryg, men i stedet tænkte jeg, at jeg stod i et forhold på facebook. At jeg her havde feriebilleder med min kæreste og jeg ville ikke have min kollega skulle vide det, for så ville det jo stoppe mellem os?

Jeg kunne simpelthen ikke stå imod de følelser, på trods af hvad min fornuft skreg til mig. Jeg var fanget i det her og kunne ikke slippe ud.

Fortsættes

Du kan dele din egen læserhistorie på linegyldholm@gmail.com så bliver den delt på bloggen anonymt

Undskyld | En læser deler

Min kærlighedshistorie er fyldt med skyld og skam. Jeg har været så modbydelig og den dag i dag er det stadig svært at leve med det jeg har budt et andet menneske. Denne her kærlighedshistorie er på ingen måde rosenrød, men jeg tror det er godt for mig at dele den. Det er 5 år siden den sluttede og jeg kan stadig næsten ikke holde ud at tænke på det.

Det hele startede med en forårsforelskelse. Som det skal være. Jeg forelskede mig i en mand ligeså hurtigt, som morgen bliver til aften. Han forelskede sig også i mig og der gik ikke længe, før vi var flyttet sammen og tilbragte stort set hver dag sammen. Jeg var ikke et sekund i tvivl på os eller på ham. Jeg var aldrig utryg når han var fra mig, vi havde et sundt og meget smukt forhold. Han var høj, veltrænet, pisse lækker og så var han sjov og klog. Han var bestemt en mand mange piger kiggede langt efter. Men han havde altså valgt mig. Jeg følte mig så heldig, så lykkelig og sammen havde vi 2 virkelig dejlige år sammen, som jeg ikke vil bruge meget plads på at skrive om. Ligegyldige Småskænderier og diskussioner kunne tælles på én hånd de par år, resten bestod af sex, nærhed, rejser, eventyr, fulde aftener, lange snakke, intense kys, fremtidsplaner og ikke mindst timevis af gode grin. Jeg elskede ham med alt jeg var, helt ind i mit inderste og ud til det yderste hårstrå på mit hoved. Han var MIN person.

Efteråret 2 år efter vores kærlighedseventyr var startet på en mild forårsdag, skulle jeg starte på en ny arbejdsplads. Jeg var så spændt og glad. Han kørte mig på første arbejdsdag, havde lavet en madpakke og jeg kan stadig huske præcis, hvad der stod på sedlen han havde lagt i ‘Min dejlige skat. Tillykke med du er nået hertil, jeg er så stolt og glad og jeg elsker dig. Nyd din frokost, jeg har lagt hele 2 ostehapser i til dig. Vi ses senere’. Han var altid så betænksom og rar. Sådan et menneske alle sagde om ‘han er virkelig en god mand’. Derfor smerter det mig også, hvad jeg har gjort. Jeg fortryder så inderligt.

Dagen gik rigtig godt, ligesom de efterfølgende 2 mdr. På mit arbejde. Jeg blev hurtigt dygtig og jeg havde nogle fantastiske kolleger. Da det blev vinter og sneen begyndte at falde, skulle vi ansætte en ny i min afdeling og jeg blev bedt om, at være med til ansættelsessamtalen, da det ville være en person jeg bl.a. skulle arbejde tæt med, og så er det jo vigtigt teamet har kemi. Jeg følte mig stolt og spændt på dagens samtaler. Den allersidste samtale var med en mand, der var 5 år ældre end jeg selv. Da han kom ind i rummet kiggede han som det første på mig og mit hjerte hoppede et slag over. Han var ikke bare ualmindeligt lækker, han var også så charmerende og selvsikker og han kom ind i rummet, som om det var hans..men på den fede måde. Han var selvfølgelig også pisse klog og inspirerende og derfor var der heller ingen tvivl om, at jobbet var hans. Nu skulle jeg altså til at arbejde tæt med en mand, der på 30 minutter havde forvandlet min mave til boblende lava, der på en og samme tid føltes spændende og helt forkert. Efter samtalen havde han givet alle et håndtryk og da jeg fulgte alle ud, gav han mig et kram, kiggede mig intenst i øjnene og sagde ‘jeg glæder mig til at arbejde sammen med dig’.

Jeg havde det så underligt de efterfølgende uger. Jeg tænkte på denne her mand hver dag og jeg var fraværende overfor den mand, som jeg delte min hverdag med. Han bemærkede det og jeg fortalte vi havde meget travlt og at jeg derfor var en smule fraværende af den grund. Dagen kom, og den nye kollega skulle starte i vores team. Jeg kan stadig huske følelsen, da han trådte ind på vores kontor. Jeg kan næsten ikke beskrive hans selvsikkerhed og charme, men jeg tror vi allesammen fik lidt røde kinder og gele-ben, da vi skulle rejse os op og byde ham velkommen. Vi havde indrettet en plads til ham med et skrivebord, en computer og så havde vi stillet blomster og chokolade til ham. Han skulle selvfølgelig sidde lige overfor mig, på den måde, hvor hvis man kiggede på fra sin computer, så kiggede man lige ind i hans store brune øjne. Han fik mig til at føle mig som en fjollet teenager, når han talte til mig rødmede jeg, når han kom ind i et rum, fik jeg lige sådan et stik i maven og jeg havde svært ved at koncentrere mig. Jeg var på toilet 5 gange den dag, fordi min mave var så meget på overarbejde. Det var simpelthen så underligt det der skete og den dårlige samvittighed ramte mig altid så snart jeg havde forladt arbejdspladsen, for at køre hjem til min smukke, søde og støttende kæreste. Jeg tog mig selv i, slet ikke at tænke på min kæreste en eneste gang i løbet af dagen, som jeg ellers altid gjorde. Jeg glemte at ringe eller skrive i min frokost, som vi næsten også dagligt gjorde..jeg glemte faktisk lidt alt om den virkelige verden, når jeg var på arbejde.

Det var som om der nu eksisterede to verdener. Den på arbejdet og den udenfor. Når jeg var i den verden på arbejdet, betød intet andet noget for mig. Min kollega flirtede meget med mig, han komplimenterede min tøjstil, mit hår, mit arbejde osv., og pludselig havde jeg ekstra meget lyst til at stå en time tidligere op, for at krølle mit hår og vælge det helt rigtige outfit.

Jeg var på vej ud på et rigtig dumt sidespor, det vidste jeg. Men jeg kunne ikke stoppe det.

Fortsættes

En ‘farlig’ kollega # 3 | en læser deler

Læs del 1 her og del 2 her

OBS Historien er delt før på en anden blog. Det er samme person der har delt den begge gange, men hun sendte den til mig, da den blev delt det andet sted for flere år siden og hun ikke mente vi havde samme læsere. Jeg har skrevet med hende om det, så ved I det.

Slutningen

”det lyder mest af alt som om at du er løbet ind i en psykopat”..

”måske ja” svarede jeg den søde psykolog, som min sundhedsordning havde sponsoreret.

”Du bliver nødt til at acceptere at ting tager tid”

Det kunne min veninde havde sagt mindst lige så godt

”Ja det gør jeg også, synes bare mit hoved er et stort rod af tanker, analyser, destruktive tanker og så er det konstant på vagt over for farer”…

Efter den skæbnevanges dag på stranden med den gifte psykopat, havde jeg kæmpet en brav kamp for at holde ham på afstand. Det var i virkeligheden meget sværere end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg var startet i min nye stilling, samme sted. Det krævede en del mere af mig arbejdsmæssigt så det var på flere planer fornuftigt ikke at skulle snige sig op på 5. Sal i tide og utide, samtidig med at mailen kørte i pendulfart.

Han havde dog på ingen måder givet op. Jeg havde heller ikke slippet helt endnu. Han skrev og ringede stadig.. tit. Ikke hver dag men næsten.. selvom der ”ikke faldt noget af”, så var han stadig nærværende. Jeg havde svært ved at cutte den del af, fordi der skete vel ikke noget ved bare at snakke? Og jeg nød stadig hans opmærksomhed.

Han fik sit barn og jeg blev bare mere og mere trist. Det var alt for hårdt i længden.. at se på ham hver dag, at tale med ham og ikke mindst at afværge alle hans forsøg på at få mig tæt på ham igen.

Jeg indså, efter et hårdt år, at for at komme over ham var jeg nødt til at finde et nyt job. Så jeg søgte og søgte.

Da jeg fortalte ham at jeg søgte nyt job, var det selvfølgelig under dække af at jeg kedede mig i den nuværende stilling. Han skulle jo nødigt tro at det var på grund af ham. Jeg var jo i kontrol (as if!).

En dag i samme periode fik jeg en mødeindkaldelse fra min chef, agendaen var fremtid og muligheder stod der.

Chef: J, jeg fornemmer du går og keder dig lidt i jobbet

mig: Hvad? Nej det gør jeg da bestemt ikke

 

og det gjorde jeg virkelig ikke, hvor havde han den ide fra?

Chef: Du har så meget talent for det her, og jeg vil helst ikke miste en god medarbejder som dig.. Derfor har jeg sørget for at du to dage om ugen, kører med i XX afdelingen på deres XX projekt.. hvis du selvfølgelig selv synes det er en god ide?

Mig: Nej.. eller jeg mener, det skal jeg lige tænke over

Fåårk.. så skal jeg arbejde tæt sammen med ham hver dag, fandme nej.. Det er sikkert ham, der har sørget for det her

Chef: selvfølgelig, tænk over det en dags tid. Hvis du synes, vil de gerne bruge dig allerede fra næste uge.

Mig: Ej jeg tror faktisk ikke jeg skal bruge tid. Jeg har mest lyst til at forsætte hvor jeg er nu. Jeg synes ikke det lige er mig XX projektet

Chef: Er du sikker?

Mig: Ja det er jeg faktisk, men ellers tusind tak fordi du tænkte på mig

Chef: selvfølgelig

Jeg skyndte mig ud på toilettet, mine tårer var for 3.088 gang siden jeg mødte ham, på vej. Jeg satte mig på brættet og kæmpede for at holde dem tilbage og trække vejret dybt. Jeg var først og fremmest hamrende ked af hele situationen. Hvorfor skulle den mand være en del af mit liv? Hvorfor havde jeg tilladt mig selv at få det helt herud? Nu havde jeg lige siddet ansigt til ansigt med min chef og få tilbudt den fedeste mulighed i min karriere so fare, som helt sikkert ville være en kæmpe medalje på mit cv og så skulle jeg afslå på grund af ham? Øv hvor havde jeg ondt.. mest i mit hjerte og mave men også af mig selv.

Efter 5 min fattede jeg mod og gik ud igen. I det samme støder jeg ind i ham og han tager straks fat i min arm og spørger om jeg er ok.

”Ja helt sikkert, havde bare lige en kontrovers med en veninde over telefonen før.. ses” sagde jeg og skyndte mig ned på min plads. Igen i kontrol (!!)

2 min efter kom der en mail

Ham: Ked af at høre der er problemer med veninderne.. Hvis du har lyst, så lad os køre ud og få en kaffe efter work. Jeg kan køre dig hjem bagefter

åhh

 

Mig: Hvor fristende det end lyder, så ellers tak. Jeg har planer lige efter arbejde

Ham: Okay måske i morgen så? Jeg har hørt rygter om at du måske bliver sat på vores projekt. Det kunne være så fedt at få dig med på holdet 😉

Endnu mere åhhh… han har haft en finger med i spillet.. jeg svarer ham ikke

 

Da jeg var på vej hjem den dag i toget, ringede han til mig

Ham: Hej smukke

Mig: Heysa

Ham: jeg hører at du har afslået muligheden for at komme med på projektet

Mig: Ja det er ikke lige mig, synes jeg..

Ham: nå okay synes da ellers altid du har virket til at ville den vej i karrieren?

Mig: Ting ændrer sig.. Mennesker ændrer sig..

Ham: Ja det skal jeg da lige love for.. Jeg håber ikke det er på grund af mig du har afslået

Hold nu mund, det ved du jo godt det er..

Mig: hehe nej rolig nu, der er bare andre ting jeg vil gå efter lige pt.

Ham: ok.. håber bare ikke du stopper derude.. Ville være et kæmpe hul ikke at se dig på gangene eller inde på kontoret..

Mig: alting har en ende, det ved du.. men vi får se.. Nå kontrolløren kommer, jeg smutter.. vi ses

Ham: ok vi ses smukke

Jeg brugte de næste par måneder på intenst at søge efter jobs, og trække på mit netværk. Efter noget tid, havde jeg skrevet kontrakt med et nyt firma og lagt min opsigelse. Det nye firma var stadig inde for branchen, men havde ingen direkte forbindelse med min gamle.

Jeg valgte at min chef skulle lave den officielle udmelding om min opsigelse, og den eftermiddag han sendte den ud, skrev gakkeren 30 sek. efter på mail

Ham: det er forhåbentlig løgn???

Mig: forhåbentlig ikke, da jeg har skrevet kontrakt med et nyt firma.. 🙂 et tillykke kunne også gøre det

Ham: ja sorry, er bare ikke til at forstå.. fuck jeg kommer til at savne at se dig.. Men du må huske at sende dit nye nr asap!

Mig: jep

Han kunne godt mærke jeg var gået kold på det her tidspunkt. Jeg havde en god evne til at virke lidt kold og ligeglad. Sandheden var bare, at jeg var ved at blive ødelagt indeni. Han fyldte stadig alt for meget og jeg vidste at jeg ikke ville have ham, men jeg kunne bare ikke blive glad igen. Jeg var også ærgerlig over at jeg skulle skifte job for jeg var oprigtigt glad for mig job, mine kollegaer og så havde jeg den mest inspirerende chef. Øv.

Den sidste dag på mit gamle arbejde husker jeg som var det i går. Det var sidste gang at jeg så ham. Jeg vidste det ikke selv på det tidspunkt. Det meste i mig håbede det, fordi jeg vidste det var det bedste for mig men en del i mig, var på randen til at græde hele dagen, mest fordi jeg skulle sige farvel til ham.

Han kom ind i afdelingen, da jeg stod og pakkede en afskedsgave op. Der var ingen i firmaet, der vidste noget om os, det tror jeg i hvert fald ikke.

Ham: jeg ville lige stikke hovedet ind, da jeg har et møde ude i byen om en time, så jeg kører nu. Hyggeligt at have haft dig i firmaet J

I samme omgang kom han over og gav mig et kæmpe knus samtidig med at han diskret duftede til mig og hviskede ”Savner dig allerede, send dit nye nr hurtigt”

Efter han var gået, kunne jeg slappe mere af og nyde den sidste tid med mine kollegaer.

Dagen sluttede, jeg sagde farvel og tak, gik ned til toget og så mig aldrig tilbage.

Nej jeg sendte ham selvfølgelig ikke mit nye nummer. Men manden var smart nok. Han vidste selvfølgelig hvor jeg arbejdede nu. Så da jeg fik en bestilling på mit nye job fra en samarbejdspartner, fik jeg pludselig en mail tilbage fra ham med ordene ”Det var pudsigt hva?” Den bestilling var røget igennem 3 led, før den var endt hos ham kunne jeg se. Så det var altså ham der havde sat det i gang. Han ville ind og prikke igen og håbede på at jeg reagerede. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg synes efterhånden at knap 4 år med den mand måtte være mere end rigeligt. Det var sundest. Og bedst.

Samtidig havde jeg lige mødt en sød, reel og ikke mindst picture perfect lækker mand i den tid. Han endte med at blive far til mine børn. Kærligheden er fantastisk, når den kommer i den reneste form. Men det vidste jeg først, efter jeg havde været igennem den psykopats net.

I kan dele jeres egen historie på linegyldholm@gmail.com, så bliver den delt her anonymt. Tak for jeres fede bidrag.

Older posts