Hvorfor bliver vi ved med at se ham, når han ikke er værd at samle på?

Jeg er sikker på, vi allesammen har prøvet det at some point. At være sammen med ham, der i virkeligheden ikke er værd at samle på, af flere forskellige årsager, men at vi alligevel fortsætter med at se ham, på trods af vi har en masse følelser på spil og et hjerte, der langsomt er ved at gå i stykker. Vi lyver for os selv, vi bilder os selv ind, at han enten ændrer sig, pludselig vil mere eller måske endda, værst af alt, at vi selv har det helt afslappet med situationen og heller ikke selv ønsker mere. Vores mavefornemmelse skriger og råber, alarmklokkerne blinker og bimler over det hele og det gør ondt helt ind i det indre. Vi ved, med vores fornuft, at vi skal slippe ham. Men vi holder fast. Og hvorfor gør vi det?

Jeg har selv gjort det. Lavet en million undskyldninger ‘jamen han ér jo bare ikke typen, der skriver/ringer så meget/men altså han har jo også travlt, så det er nok derfor jeg kun kan se ham et par gange om måneden/Jamen han ér jo også lige kommet ud af et forhold, så han tager den med ro til han bliver helt klar til mig’ uh eller min yndlings ‘han har jo også været single i mange år, han skal lige vænne sig til, at der er en betydningsfuld person i hans liv’ osv. Listen er uendelig lang, og jeg er sikker på I kunne tilføje en million undskyldninger selv. Men det er bullshit. For selvfølgelig kan han finde ud af at skrive eller give et kald, hvis han virkelig synes du er sød og han er nysgerrig på dig. Selvfølgelig har han tid til at ses mere end et par gange om måneden, UANSET hvor travl han er.. altså hvis han virkelig er vild med dig. Sådan er det bare.

Og det er ikke for at pege fingre, for hvis der er en, der ikke har villet se sandheden i øjnene, så er det mig. Hold nu kæft, hvor har jeg lavet undskyldninger for mænd, så urealistiske og åndssvage at ikke engang jeg selv troede på dem. Hvor har jeg haft dårlig mavefornemmelse, blinkende alarmklokker og utryghed omkring en mand og stadig valgt at fortsætte med at se ham.

Nogengange er man nødt til at sige til sig selv ‘he is just not that into you’. Det kan være svært at forstå for os, for come on, man er sød, smuk, dejlig, har værdierne i orden, klog, sjov og selvfølgelig er listen meget længere, og hvilken idiot vil ikke have det? Men sådan er det bare nogengange. Ud fra min egen erfaring, har jeg samlet en liste herunder med ‘red flags’ og altså tegn på, at du burde tage dit hjerte tilbage og løbe så hurtigt du kan.

Han inviterer dig ikke ud
Hvis han ikke inviterer dig ud eller tager initiativ til at ses, så er det ikke fordi han er genert, usikker eller travl. Det er heller ikke fordi han lige skal vænne sig til, at skulle vise interesse i en pige, det er simpelthen udelukkende fordi, han ikke er nok interesseret. Og så fortjener man altså at bruge sin tid på en, der rent faktisk er.

Han kontakter dig primært når han er fuld eller liderlig
Let’s be honest girls, hvis en fyr kun skriver når han enten har alkohol i blodet eller stiv pik, så er det nok ikke din dejlige personlighed han er interesseret i, din humor, fantastiske omsorg eller dit hjerte. Nej det er sgu nok primært noget syd for hjertet, der tiltrækker hans interesse. Hvis man får en følelse af, at man egentlig kun er interessant og ‘noget værd’ når man smider bukserne, så er det med at knappe sine egne igen i en fart og lukke døren bag sig.

Han er ikke klar endnu
Hvis manden selv siger han ikke er klar, så er han ikke klar. Uanset om grunden er, at han egentlig ikke gider et forhold, lige er kommet ud af et forhold, netop har startet sin karriere og er ved at finde sin plads professionelt eller noget helt andet, så har han selv meldt ud, at han ikke er klar. Han vil ikke. I stedet for at tænke ‘nej men det bliver han når først han ser, hvor dejlig jeg er og hvor skønt vi kan have det’ så burde man rent faktisk for en gangs skyld lytte og sige ‘ved du hvad, det er jeg glad for du siger. Men jeg ér klar til kærligheden, så derfor synes jeg ikke vi skal spilde mere af hinandens tid. Alt det bedste til dig fremover’

Han vil kun ses hjemme
Hvis han aldrig vil ses med dig, udenfor hjemmets fire vægge og helst kun sene aftener, så er det noget med hurtigt at droppe ham. Du er en dejlig pige, du skal da ud og luftes, vises frem, og opleve noget med en mand. At han kan finde ud af, at tage sit tøj af og lægge sig ovenpå dig, det ér altså ingen kunst. Farvel.

Han fortæller ingen om dig
I har set hinanden i et pænt stykke tid, men alligevel kender ingen til din eksistens. Ja det er da lige bortset fra et par af hans abevenner, som hører om ‘hende han har sex med’ når han har tid. Pff. Så er det nok fordi du ikke fylder så meget for ham, at andre bare må høre om dig. For vi kender det selv, man kan da ikke holde sin kæft, hvis man er blevet rigtig glad for en.

Dit selvværd/selvtillid lider
På en eller anden måde, får han dig til at føle dig utilstrækkelig. Du gør alt muligt for at fremstå perfekt når I endelig ses, i håb om, at han så kan se hvor fantastisk uundværlig en pige du er. Måske er det fysisk, du træner ekstra meget, du planlægger, hvordan du skal se ud længe i forvejen, du ‘opgraderer’ generelt dig selv, med tankerne om at han skal være blown away. Derudover føler du ikke helt du kan være dig selv, for så ender det måske med, at han slet ikke har lyst til at være omkring dig. En mand skal booste dig, han skal fylde dig med energi og gøre dig glad. Hvis han derimod tager din energi og du kan mærke din selvtillid og selvværd lider, så er han sgu nok ikke den rigtige.

Du bliver ikke prioriteret
Hvis jeres aftaler enten altid laves i sidste øjeblik eller han ofte aflyser fordi ‘ej men så var der lige det her vigtige’ så er du ikke interessant, vigtig og spændende nok for ham.

I aftaler ikke nogen ny dag
Du har endelig haft tid med ham. Endelig kom han over, spiste noget mad, så en film og knaldede. Men han smutter selvfølgelig på arbejde morgenen efter. I kysser farvel og han siger ‘ses’. Der er ikke noget med ‘hvornår har du lyst til at ses igen/kan du på lørdag/jeg skriver lige senere, så vi kan aftale en dag at ses igen’ så burde dine alarmklokker også ringe.

Din mavefornemmelse
Vigtigste punkt. Folk er forskellige. Mænd ligeså. Så der vil altid være undtagelser til ovenstående. Mine egne erfaringer har lært mig to meget vigtige ting. For det første, så er mænd ikke så komplekse, som vi kvinder. Hvis de siger noget, så er det faktisk bare det de mener. De er rimelig ligetil og i stedet for at analysere på hvad han mon i virkeligheden mener når han siger ‘jeg er ikke klar til et forhold’ så lyt på hvad han siger ‘jeg er ikke klar’. Der er faktisk ingen grund til at bruge timevis med veninderne på, at lave analyser på, hvad det egentlig betyder. Lyt på hvad han siger. Altid. Hvis de så virkelig savner dig/fortryder eller bare MÅ have dig, så skal de sgu nok gøre noget for det. Og hvis ikke de gør det, jamen gider man overhovedet så sådan en mand? nej vel. Men udover det, så se på hvordan han opfører sig. Han siger måske han synes du er sød og dejlig, men alligevel er han aldrig rigtig i din nærhed. Og på den måde, skal man selvfølgelig altid se på, hvordan han opfører sig, og ikke kun på hvad han lover/siger. For det andet, det absolut vigtigste, din mavefornemmelse. Alle regler, analyser og lister taget fra, så er der intet, der fortæller hvad du burde gøre som din mavefornemmelse. Har du ildebrand i maven, utryghed over det hele, alarmklokker der bimler og bamler eller kan du simpelthen bare ikke se ham for dig i din fremtid eller nogensinde kunne føle dig tryg med ham, så er det altså bare om at slutte det. Det ændrer sig ikke. Du kan ikke overdøve din brændende mavefornemmelse med selv den bedste og mest gennemtænkte plan og analyse. Og jo længere du ignorerer den, jo mere smertefuldt er det, når du er nødt til at gå derfra fordi du enten ved det er den eneste måde du kan overleve, eller fordi han simpelthen har fået nok. Begge dele er ekstremt smertefulde.

Det var min liste. Man er ikke i tvivl når den rigtige er der. Man er ikke i tvivl når man er tryg og glad. Man er ikke i tvivl, når man så finder ham, der rent faktisk er interesseret, prioriterer dig og ikke mindst ham du kan være dig selv omkring. Han er værd at vente på. Og så husker jeg altid mig selv på en meget vigtig ting min mor engang sagde til mig: hvis det ikke er under udvikling, så er det under afvikling. Og man er ikke i tvivl om, når det er under udvikling.

Pas på dit fine unikke hjerte. Giv det kun ud til dem, der ved hvor dyrebart det er og dem, der vil passe på det med alle deres kræfter.

Ikke-navngivet-2

.. og så kom du # 4

Læs del 1 her, del 2 her og del 3 her.

Vi havde den dejligste tur til Budapest. Virkelig. Der var ikke en finger at sætte på den tur. Den var fyldt med sol, godt humør, lækre oplevelser, uendelig meget forelskelse og selvfølgelig en masse god mad og kage. Vi grinede, spillede spil, sov længe, tog karbad og lavede alle de ting man kunne forestille sig en god ferie skal indeholde. Vi kom virkelig tæt på hinanden og fandt ud af, hvor glade vi egentlig var blevet for hinanden. Egentlig ønskede jeg aldrig nogensinde, at den ferie skulle stoppe igen. Men det gjorde den jo.

Da vi kom hjem, var vi den efterfølgende uge helt høje på den fede tur vi lige havde været på. Vi så hinanden stort set hele tiden, snakkede allerede nye rejser og eventyr, kiggede på destinationer, og nød hinanden. Jeg troede simpelthen ikke på, at det her nogensinde kunne ændre sig.

Men det gjorde det. Selvfølgelig gjorde det det. Endnu engang begyndte hans humør at ændre sig. Han trak sig nu endnu mere ind i sig selv, end nogensinde før. Jeg gjorde mit bedste for at være der for ham, gøre ham glad og endnu engang danse rundt om ham, som jeg tænkte det ville hjælpe. Jeg skulle være danset direkte ud af hans dør. Jeg oplevede nogle mærkelig ting med ham, skræmmende og ubehagelige, men endnu engang var jeg blevet suget så godt og grundigt ind i alt det her, at jeg gang på gang undskyldte for ‘ikke at være tilstrækkelig nok’.

I takt med han blev mere og mere iskold, blev jeg mere og mere ihærdig. Frustreret. Ked af det. Magtesløs. Vi havde jo lige været på kærlighedsferie? Vi havde jo lige kysset i Budapest, fortalt hinanden, hvor vilde vi var med hinanden, planlagt nye rejser ind i fremtiden osv.? Hvordan kunne det, på en lille uge, være forvandlet til ondt i maven, tårer, og den ene afvisning efter den anden? Hvad er det der sker? Hvorfor er du sådan her? Er det min skyld? Hvad er det der foregår?

Jeg havde en million spørgsmål, spørgsmål, som han ikke kunne overskue at tage stilling til. Han kunne ikke overskue at svare mig. Og jeg prøvede at undertrykke det. Prøvede at lade som om, at den boblende lava i min mave ikke betød noget. Jeg kæmpede med alle mine kræfter når vi var sammen for ikke at stille spørgsmål til den pludseligt skiftende stemning og den kæmpestore sorte sky, der nu var hang fast over os når vi var sammen. Nogengange kunne jeg ikke holde det inde. Klumpen i halsen voksede, og jeg forstod ingenting. Så det skete flere gange, at jeg sad med store våde glasøjne, og prøvede at sluge den kæmpe klump jeg havde i halsen, i håb om den ville slukke den ildebrand han havde tændt i min mave. Den ildebrand, der snart var ved at overtage hele min krop og brænde mig ihjel. Det lyder overdrevet. Men sådan føltes det. Jeg gjorde fortsat alt, hvad der stod i min magt for, at få det tilbage som vi lige havde haft. Jeg lukkede øjnene for, at denne her relation aldrig havde været tryg og god for mig. Jeg så udelukkende på potentialet og alle de gode ting, men negligerede fuldstændigt, at der havde været alt for meget ondt i maven.

Da det for alvor gik op for mig, at noget var helt galt, var da jeg ikke havde hørt fra ham i 2 hele dage (vi talte normalt sammen hver dag). Jeg lod ham være, gav ham plads og ro. Men på 3. dagen var jeg ved at gå til. Jeg gik faktisk kun og ventede på en besked, hvor han ville slutte det med mig. Jeg var sammen med en veninde, som kender hele min historie. Vi tog ud og spiste noget frokost sammen, og jeg var nødt til at sætte min telefon på flytilstand, fordi tanken om, at få en besked fra ham midt i maden, blandt andre mennesker, hvor han muligvis ville slutte det, var uudholdelig. Og eftersom jeg ikke havde spist ordentligt i flere dage, havde jeg virkelig brug for det her break.
S Y G T.

Min veninde var bekymret og ked af det. Hun sagde, at der ingen grund var til at jeg gik og ventede på han sluttede det, men at jeg ligeså godt selv kunne slutte det. Men jeg var bare ikke stærk nok der. Dagen fortsatte og om aftenen var jeg sammen med nogle venner og spise aftensmad. Jeg hørte intet fra ham. De kørte mig hjem sent om aftenen, og da vi holdt på min gade, kl. 22 og jeg skulle til at stige ud af bilen, så poppede hans navn op på min telefon. Jeg skyndte mig at åbne beskeden, jeg tror måske mit hjerte var gået i stå og i beskeden stod der ‘Hey smukke. Hvad laver du?’.

Og så brød jeg sammen. Jeg rystede over det hele. Jeg græd. Jeg kunne ikke mærke mine ben og nærmest ikke tale. 3 dage i helvede og så får man den mest ligegyldige, overfladiske besked. Mine venner tog mig med hjem til dem og jeg lånte deres sofa for en nat. Hvad fanden skete der med mig? Det gik virkelig op for mig, at det her var usundt. Hele min krop var i alarmberedskab og en så fysisk reaktion, var simpelthen ikke normalt. Og slet slet ikke okay.

Tænk engang at blive suget så meget med. Men han gjorde noget ved mig, som virkelig triggede nogle usunde mønstre. Og jeg kunne ikke slippe. Jeg røg tilbage i lille Line, den medafhængige. Jeg blev draget ind i en relation, hvor samspillet med den anden pludselig var så velkendt. Der måtte jeg erkende, at noget ved mit selvværd simpelthen er blevet beskadiget som helt lille, hvor jeg voksede op med en far, hvor misbrug, hemmeligheder, taktikker, utryghed og undertrykkende regler har ført til nogle overlevelsesstrategier, som er kommet til at leve videre i mit voksne jeg.

Jeg prøvede at blive bevidst om, hvad det var der skete med mig. Hvorfor jeg blev i det her.  En blanding af at skulle føle mig betydningsfuld overfor et andet menneske, at skulle hjælpe, være der for ham, gøre mit bedste og ikke mindst, en sikkert helt underbevidst proces og trang til at hele fortiden. Mit fokus var konstant udenfor mig selv, mine egne grænser, behov og ønsker blev tilsidesat til fordel for hans.

Jeg blev bevidst om, hvad det var der skete. Jeg blev ked af det, skamfuld og flov. Men samtidig lettet. Lettet over, at medafhængig ér et begreb. Lettet over, at føle mig forstået lige pludselig. Lettet over at forstå mig selv endnu bedre. Men allermest lettet over, at der er en vej ud. Mønsteret kan brydes.

Det var en sej kamp for mig, at komme ud af. Jeg befandt mig uhyggeligt trygt i utrygheden. Jeg havde svært ved at slippe og gøre det bedste for mig. Men jeg gjorde det. Til allersidst fik jeg vristet mig fri. Og det kan godt være han skubbede mig udover den klippe og jeg egentlig ikke kan tage æren for selv at have taget springet, men jeg fik ham slettet og blokeret overalt i faldet om ikke andet. Vi fik aldrig et ordentligt farvel på trods af 4 måneders dating, hvilket virkelig gik mig på, men til sidst erkendte jeg, at vi heller aldrig fik 4 ordentlige, sunde og gode måneder sammen. Slutningen blev præcis ligeså rodet, smertefuld, uafklaret og underlig, som de 4 måneder med ham havde været. Og det kunne ikke blive anderledes.

Og så stoppede rutchebanen endelig. Mit hjerte hamrede helt sindssygt. Mit hår var allevegne, min mascara var løbet. Jeg var ét stort rod. Men rutchebaneturen var endelig overstået. Sikkerhedsselen var åbnet og jeg kunne komme ud. Selvom mine ben rystede under mig, mit hjerte krævede lidt ekstra lappearbejde og min lille mave helt sikkert nu mere end nogensinde, havde brug for ro, så var jeg lettet.

Lettet over aldrig mere, aldrig mere, at skulle ud i en lignende relation. Jeg besluttede mig dér for, at nu skulle jeg have mit livs dejligste kærlighedsaffære – nemlig den med mig selv. Nu ville jeg for alvor forelske mig, og hvorfor ikke kaste sin kærlighed, opmærksomhed og forelskelse mod hovedpersonen i mit eventyr, i mit liv og i min fortælling, nemlig mig!

.. og så kom du #2

Læs første del her

Jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle tænke og føle. På den ene side var det en kæmpe lettelse og glæde, at han ringede og fortrød han var gået ud af den dør. Jeg blev så lykkelig, da han fortalte mig han var blevet forelsket i mig. På den anden side, var jeg også ked af, at han bare var gået fra grædende mig midt i vores middag. Men jeg tænkte hurtigt, nå ja, hvad skulle han ellers have gjort. Og vi fortsatte som intet var hændt. Den aften talte vi i telefon i 2,5 time.

Dog havde han allerede skabt et lille skår i den tryghed og tillid, vi var så fint ved at opbygge. Og jeg kunne mærke utrygheden, når han sendte mig en besked, eller usikkerheden over, at han rent faktisk kunne finde på, at gå ud af den dør og ‘være ligeglad med mig’ ud af det blå. Men jeg slugte den, fordi vi havde noget rigtig godt og potentielt sammen. Det skulle dog vise sig ikke at være sidste gang han måtte trække sig fysisk fra situationen fordi ‘han ikke var klar’ og sagde at ‘det var bedst vi ikke så hinanden længere’. Endnu engang fortrød han kort efter og fortalte mig, hvor meget han allerede savnede mig. Han forsikrede mig om, at der var mange faktorer der gjorde ham forvirret, men at det havde intet med mig at gøre og at han nok skulle stoppe med den forvirring, hvis jeg bare gav ham den chance. Og det gjorde jeg så.

Vi havde så mange fine øjeblikke, så stor tryghed når vi var sammen, så mange grin og fælles humor og så usandsynligt mange nøgne timer sammen også. Jeg blev forelsket i ham også, præcis som jeg havde forudset. Undervejs gjorde han nogle ting, der virkelig triggede en side i mig, jeg ikke er super fan af, men som jeg også ved kommer af en rigtig skidt mavefornemmelse og en adfærd, der slet ikke er god for mig. Men vi talte om tingene og vi fandt altid en løsning. Og hurtigt igen ignorerede jeg den mavefornemmelse, der fik alle alarmklokker til at ringe.

Han gjorde mig virkelig glad, og jeg kunne mærke så meget potentiale mellem os, at det var skræmmende. Jeg følte mig som en prinsesse sammen med ham, smuk og perfekt i hans øjne – sådan fik han mig til at føle. Jeg var helt mig selv, når vi var sammen, uanset om vi puttede til vores yndlingsmusik, drak øl og spillede playstation, gik ture, lavede mad, fjollede rundt eller sov. Jeg havde det bare dejligt med ham og jeg kunne mærke det var gensidigt.

Men der var jo denne her ekskæreste. Jeg var ikke utryg ved deres følelsesmæssige relation egentlig, men der var alligevel noget meget uafsluttet mellem dem, også selvom det var på det praktiske plan, så havde jeg lidt svært ved at rumme, at det var så meget. Men jeg accepterede, jeg prøvede at være forstående for deres situation, og sætte mig ind i, hvordan det var efter min ekskæreste og jeg havde boet sammen i mange år osv. Meget rummelig egentlig. For rummelig.

Vi havde en masse fantastiske stunder sammen, mine følelser udviklede sig i takt med tiden som gik, men også i takt med hans pludselig lidt mere afvisende adfærd. Jeg kunne simpelthen mærke, at han i perioder trak sig lidt. Det var et enormt svært felt, at navigere rundt i. Jeg gjorde mit bedste, men endte med at se mig selv udefra og blive helt skræmt af den pige jeg så. En pige, der mere og mere trådte ud af sin egen krop og behov, for at befinde mig udelukkende i hans: hvad kan han lide, hvordan kan jeg gøre ham glad, hvad er hans behov, hvordan gør jeg det bedst for ham osv. Ham ham ham. Ikke noget med mig selv og mine egne behov. Jeg ignorerede simpelthen min dårlige mavefornemmelse som til tider stak, specielt i denne periode.

Ikke længe efter fik han formuleret en besked, hvor han fortalte, at han nu ville se andre. Han var usikker på mig og ‘os’, og derfor ville han gerne ‘udforske andre muligheder’. Han skrev nogle ekstremt kolde beskeder med, at selvom vi for længe siden, selvfølgelig, havde talt om vi ikke så andre, så var det ikke gældende mere, han skyldte mig ikke noget og hvad jeg ville gøre herfra, var op til mig. Og det gjorde ondt. Det var en kniv lige i maven, lige i hjertet. Jeg var så ked af det, magtesløs og uforstående. Det tog mig nogle dage, at acceptere og forstå. Nogle dage hvor jeg, igen, så mig selv reagere på en vildt uhensigtsmæssig måde, som jeg slet ikke ser som mig. Men selvom det gjorde helt vanvittigt ondt, så slap jeg ham. Jeg fandt noget vrede frem, for jeg syntes ærlig talt også han var en kæmpe nar. Vi havde set hinanden i over 2 mdr. Jeg havde allerede nået at tænke mange tanker, drømme store drømme og have kilden over det hele. Det føltes bare så rigtigt med ham, og vores eneste ‘forhindring’ og bump, det var lidt praktisk-kaotisk med ekskæresten. Troede jeg.

Jeg savnede ham og jeg var så ked af det. Men jeg lod ham være. Helt. Gav slip. Efter præcis 6 dage uden nogen form for kontakt, tikkede en sms ind fra ham. Mit hjerte hamrede hurtigere end nogensinde og jeg turde i en time ikke at åbne den. Jeg havde jo lige været så stærk i en uge næsten? Jeg havde jo lige fundet noget vrede frem? Åh men jeg savnede ham også og var allerede meget forelsket og glad for ham, så jeg åbnede den til sidst:

‘… hvordan har du det? har du lyst til at gå en tur i aften?’

.. fortsættes

Ikke-navngivet-2

.. og så kom du

Jeg har slettet tinder on/off i mange og lange perioder. Jeg har ofte sværget, at jeg aldrig nogensinde ville hente den lorte-app igen og at kærligheden måtte findes på anden vis, blot for at hente den igen og ‘bare lige kigge’ en måned efter. Sådan har det været mange gange. Kun afbrudt af perioder, hvor jeg dater, for der vil jeg ikke bruge den, det er ren støj på linjen.

Igen blev tinder synderen for mit seneste datingeventyr. Et af dem, der på den ene side har været usandsynligt smukt og på den anden side så virkelig farligt. Farligt for mig, for mit hjerte that is.

Jeg mødte ham efter 10 dages intens chat. Der var virkelig kemi på skrift, han virkede nysgerrig, interesseret, empatisk, sjov, klog og virkelig som et match på alle punkter. Sådan helt oprigtigt. Det kildede helt i maven, når en besked fra ham tikkede ind. Men jeg slog koldt vand i blodet, da jeg også godt ved, at én ting er skrift, men en anden er et reelt møde. Det er selvfølgelig et godt udgangspunkt, at man kan sammen på skrift og kan mærke noget kemi, men det er ikke ensbetydende med man klikker i virkeligheden. Og sådan blev det præcis for os. Vi mødtes og havde den mest underlige date. For os begge to. Han virkede enormt stille og indadvendt, en smule ligeglad egentlig, hvilket skubbede mig ud i, at snakke om de mest upassende ting da alle de ‘normale’ emner var tømt ud og manden bare kiggede og smilede lidt nervøst. Jeg begyndte nemlig at tale om andre dates og sjove historier. Hvilket slet ikke er sjovt for en ny date, at høre på. Virkelig upassende egentlig.

Og så sad vi ellers dér. Med hver vores iskaffe, den ene helt stille, den anden snakkede om upassende ting. Efter endt date tænkte jeg ‘puha, ham skal jeg aldrig se igen’ og jeg var så ærgerlig over det, alt det jeg havde opbygget af forventning. Siden, da vi talte om det fortalte han, at han havde tænkt det samme. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at være nysgerrig, den kemi vi havde haft på skrift, kunne simpelthen ikke være så off i virkeligheden. Det måtte være nervøsitet på første date. Så jeg skrev til ham igen, og han havde det heldigvis på samme måde, altså at vi måtte ses igen.

Vores møder efterfølgende blev mindre og mindre akavede, men vi skulle virkelig ind på hinanden. Jeg tænkte, at jeg for en gangs skyld skulle give et lidt anderledes match en chance. Så det gjorde jeg. Og da vi først flettede tæer til en japansk tegnefilm og efterfølgende kyssede i timevis, der voksede han på mig. Med. Lynets. Hast. Altså det menneske, jeg på så mange måder ikke havde forestillet mig skulle blive en del af mit liv, blev lige pludselig rigtig hurtigt en kæmpestor del af det. Alle de høje, mørkhårede, charmerende, udadvendte, maskuline mænd kunne pakke sammen. De falmede total ved siden af lige pludselig. Tinder blev hurtigt slettet (igen) og der var nu kun plads og energi til det ene menneske.

Vi skrev, snappede, sås og jeg var virkelig ved at forelske mig. Men så skete det. Sandheden om en eks-kæreste begyndte at vise sig i brudstykker og da jeg trængte manden op i en krop og spurgte ham om, hvad det her egentlig var for ham, så fortalte han hele sandheden om, hvordan han slet ikke var klar til noget som helst. Så sad vi der. Med hver vores varme risengrød foran os og kiggede på hinanden. Han krammede mig, fældede en tåre og jeg gjorde det samme. Så tog han sit tøj på og gik ud af døren.

Tilbage sad jeg, forvirret, ked af det og efterladt med de to skåle risengrød vi lige havde danset rundt i køkkenet og lavet sammen til høj musik og intense kys. Jeg sad som forstenet husker jeg, der var måske gået 3 ugers intens dating på det tidspunkt. Jeg tænkte ‘stop dog med at græd over dét, du skal jo også have en der er klar til det du er’ men det var som om jeg slet ikke kunne stoppe.

45 minutter senere ringer han til mig, han er kommet hjem og har fortrudt. Jeg er så speciel en pige og så fantastisk et match, at det virkelig ikke føltes som den rigtige beslutning for ham “.. jeg er så vild med dig Line.. nej jeg er ikke bare vild med dig, jeg er forelsket i dig”

… fortsættes

Typerne

I tager altid så godt imod mine dating indlæg, og det er altid mega sjovt, at læse jeres kommentarer til netop disse. Så jeg tænkte, at nu var det da på tide med endnu et. Denne gang skal det handle om de typer af mænd, man kan møde når man dater. I hvertfald herunder er listet typer af mænd jeg har mødt, med en lille personlig historie til. Skriv endelig i kommentarfeltet, om I kender de samme typer/kan se jer selv i situationen, og tilføj gerne flere typer og erfaringer, det er skide sjovt at læse. (I kan læse alle mine ‘om at være single’ indlæg her).

Den generte
De sværeste dates er dem med ‘den generte’. Det er de dates, der kræver allermest energi og skills. Er man på date med en genert/stille/usikker/indadvendt fyr, der ikke bidrager med meget, så er man virkelig på arbejde. Det er på disse dates, hvor jeg altid tager en lur efterfølgende. Jeg er simpelthen så udmattet. Det er også på disse dates jeg tager mig selv i at tænke efterfølgende ‘talte jeg seriøst et kvarter om, min tur til kvickly og hvad jeg købte?’. Men når alle emner er udtømt, og han mere eller mindre bare er på daten uden at deltage aktiv, ja så ender jeg med at tale om de mærkeligste ting.

Mr. smart-i-en-fart
Så er man altså kommet på date med en rigtig smart-ass. Sådan en type der lige går et skridt foran en på en gåtur, ham der har blikket alle andre veje, ham der flirter med pigen der laver vores kaffe osv. Har selv været på et par stykker af dem. De ved godt selv de er lækre, de spiller super smarte, og de er ikke særlig opmærksomme og lyttende. Jeg prøvede engang sådan en fyr, da hans telefon ringer og det er hans kammerat, så tager han den og taler efterfølgende med vennen i 15 minutter. Men ikke på den der ‘du keder mig Line’-måde, mere på den der ‘se hvor sej og populær jeg er, jeg blinker til dig mens jeg taler’-måde. Uh ja, du er så sej. Du har en telefon. Og en ven. Pff.

Den kedelige
Åh denne her date er faktisk den værste. Uanset om han er ham der snakker meget, eller ham der er mere stille, så er alt hvad der kommer ud af hans mund kedeligt. Hans emner er kedelige, hans mimik er kedelig, hans humor er kedelig, han er en kedelig type, han har et kedeligt smil, en kedelig tøjstil og nogle røv kedelige holdninger. Når daten er færdig, er man ligeså træt, som har man løbet en maraton. Al energi er suget ud af kroppen af kedsomhed, og selv hans farvelkram er kedeligt.

Træningsfreaken
Så er der ham her. Ham det lykkes, at tale om træning fra vi mødes til vi skilles. Om alt fra hans træning, hans udvikling, hvad det sukker jeg putter i min iskaffe gør for min krop, hvad han spiser og ikke spiser, hvordan han foretrækker kvinder ser ud, hvordan han foretrækker mænd ser ud. Hvad der er hans mål og ambitioner med træningen, hvor mange gange om ugen han træner osv. Og så er det ham, der nævner at han ‘hellere må løbe en tur, når daten er slut, da han jo har spist en kage/drukket en iskaffe/spist usundt’. Suk.

Den sjove
Jeg elsker den sjove. De dates hvor kemien og humoren bare klikker. Man griner stort set fra man mødes, til man krammer farvel, og man er total på bølgelængde. Uanset hvad disse date ender ud i, så elsker jeg den sjove. Jeg elsker at have grinet 2 timer væk, med et mere eller mindre total fremmed menneske. Det er bestemt en af mine yndlingstyper. Jeg var engang på date med en fyr, vi havde det seriøst så sjovt sammen, og på et tidspunkt får jeg sagt noget han synes er så sjovt, at han kommer til at sprøjte sin iskaffe ud af mund og næse. Jeg var ved at blive kvalt af luftmangel, så meget grinede vi, og mine kinder var helt ømme da daten var omme.

Den fascinerende
Uha. Det sker sjældent, at jeg virkelig ‘falder’ for en mand på første date. Faktisk er det kun sket 2 gange på det halvandet års tid jeg har datet. Men jeg husker begge gange som var det igår. Den fascinerende er ham, hvor jeg synes alt hvad han siger er spændende. Vi har god kemi, han har et vidunderligt smil, vi flirter, hans holdninger er spændende, hans kropssprog er spændende og jeg har lyst til at kysse ham. Jeg håber daten aldrig slutter. Jeg kan huske med den ene fyr, vi mødtes ved min opgang og gik på en café. Først drak vi varm kakao, så en drink og så øl. Timerne fløj afsted og jeg var helt solgt. Da han krammede mig farvel, kyssede han mig på kinden og jeg havde kilden i maven hele vejen op ad trapperne. Jeg ville skrive til ham med det samme, og havde lyst til at løbe efter ham. Med den anden fyr var det en gåtur. Men daten endte også med at vare 4-5 timer. Vi havde så meget tilfælles, hans smil OMG var vidunderligt, vi grinede og hyggede os. Begge fyre datede jeg en periode, og det er nok de to mænd jeg har haft det mest trist over det ikke gik med.

Den nærige
Jeg ved godt jeg deler vandene, når jeg snakker om, at fyren skal betale kaffen. Jeg synes nu stadig det klæder min date, at betale vores kaffe. Men det er faktisk ikke det jeg mener med den nærige. Den nærige er ham, der konstant snakker om penge. Om hvor dyrt ting er/er blevet, hvor meget han tjener, sparer op og sparer på dit og dat ved at krydse tilbudsaviser af. Når først jeg begynder at opfatte, jeg har med en nærig at gøre, så lyder alt hvad han siger nærigt.

 Blærerøven
Åh denne her type. De preller total af på mig. Jeg bliver demonstrativt rasmus-modsat, når han fortæller mig om hans nye audi, hvor dyre hans cremer er, hvor stor hans lejlighed er, hvor mange dyre rejser han kan tage på osv. Han blærer sig generelt bare med hvad han har og kan, og der er ikke skyggen af ydmyghed. Det er bare slet ikke mig. Mænd med penge siger mig kun noget, hvis de er søde, ligesom mænd uden penge gør det. Jeg er fuldstændig ligeglad om du er på SU og har en lille lejlighed, eller om du er selvstændig, har 4 biler, en pool og 17 opsparinger. Det er ikke det der tæller. Og når en mand først har åbnet op for, at mene at den side af ham burde være en tiltrækkende faktor i sig selv, så ryger al min interesse. Farvel du – gå hjem og kys på dine penge.

Og her var der så en liste, med nogle af de typer jeg har datet. Der er selvfølgelig også ‘den alt for unge/den alt for gamle/den alt for høje/den alt for lave/ham med absurd dårlig ånde/ham der på ingen måde forstår sig på kvinder/den tiltrækkende/den absurd smukke/den latterlige/løgneren/trussetyven/den desperate osv. Typerne er jo mange. Men for at slutte med den bedste type:

Den rigtige
….
nå ja… ham har jeg stadig til gode 🙂

Ikke-navngivet-2