.. og så kom du # 4

Læs del 1 her, del 2 her og del 3 her.

Vi havde den dejligste tur til Budapest. Virkelig. Der var ikke en finger at sætte på den tur. Den var fyldt med sol, godt humør, lækre oplevelser, uendelig meget forelskelse og selvfølgelig en masse god mad og kage. Vi grinede, spillede spil, sov længe, tog karbad og lavede alle de ting man kunne forestille sig en god ferie skal indeholde. Vi kom virkelig tæt på hinanden og fandt ud af, hvor glade vi egentlig var blevet for hinanden. Egentlig ønskede jeg aldrig nogensinde, at den ferie skulle stoppe igen. Men det gjorde den jo.

Da vi kom hjem, var vi den efterfølgende uge helt høje på den fede tur vi lige havde været på. Vi så hinanden stort set hele tiden, snakkede allerede nye rejser og eventyr, kiggede på destinationer, og nød hinanden. Jeg troede simpelthen ikke på, at det her nogensinde kunne ændre sig.

Men det gjorde det. Selvfølgelig gjorde det det. Endnu engang begyndte hans humør at ændre sig. Han trak sig nu endnu mere ind i sig selv, end nogensinde før. Jeg gjorde mit bedste for at være der for ham, gøre ham glad og endnu engang danse rundt om ham, som jeg tænkte det ville hjælpe. Jeg skulle være danset direkte ud af hans dør. Jeg oplevede nogle mærkelig ting med ham, skræmmende og ubehagelige, men endnu engang var jeg blevet suget så godt og grundigt ind i alt det her, at jeg gang på gang undskyldte for ‘ikke at være tilstrækkelig nok’.

I takt med han blev mere og mere iskold, blev jeg mere og mere ihærdig. Frustreret. Ked af det. Magtesløs. Vi havde jo lige været på kærlighedsferie? Vi havde jo lige kysset i Budapest, fortalt hinanden, hvor vilde vi var med hinanden, planlagt nye rejser ind i fremtiden osv.? Hvordan kunne det, på en lille uge, være forvandlet til ondt i maven, tårer, og den ene afvisning efter den anden? Hvad er det der sker? Hvorfor er du sådan her? Er det min skyld? Hvad er det der foregår?

Jeg havde en million spørgsmål, spørgsmål, som han ikke kunne overskue at tage stilling til. Han kunne ikke overskue at svare mig. Og jeg prøvede at undertrykke det. Prøvede at lade som om, at den boblende lava i min mave ikke betød noget. Jeg kæmpede med alle mine kræfter når vi var sammen for ikke at stille spørgsmål til den pludseligt skiftende stemning og den kæmpestore sorte sky, der nu var hang fast over os når vi var sammen. Nogengange kunne jeg ikke holde det inde. Klumpen i halsen voksede, og jeg forstod ingenting. Så det skete flere gange, at jeg sad med store våde glasøjne, og prøvede at sluge den kæmpe klump jeg havde i halsen, i håb om den ville slukke den ildebrand han havde tændt i min mave. Den ildebrand, der snart var ved at overtage hele min krop og brænde mig ihjel. Det lyder overdrevet. Men sådan føltes det. Jeg gjorde fortsat alt, hvad der stod i min magt for, at få det tilbage som vi lige havde haft. Jeg lukkede øjnene for, at denne her relation aldrig havde været tryg og god for mig. Jeg så udelukkende på potentialet og alle de gode ting, men negligerede fuldstændigt, at der havde været alt for meget ondt i maven.

Da det for alvor gik op for mig, at noget var helt galt, var da jeg ikke havde hørt fra ham i 2 hele dage (vi talte normalt sammen hver dag). Jeg lod ham være, gav ham plads og ro. Men på 3. dagen var jeg ved at gå til. Jeg gik faktisk kun og ventede på en besked, hvor han ville slutte det med mig. Jeg var sammen med en veninde, som kender hele min historie. Vi tog ud og spiste noget frokost sammen, og jeg var nødt til at sætte min telefon på flytilstand, fordi tanken om, at få en besked fra ham midt i maden, blandt andre mennesker, hvor han muligvis ville slutte det, var uudholdelig. Og eftersom jeg ikke havde spist ordentligt i flere dage, havde jeg virkelig brug for det her break.
S Y G T.

Min veninde var bekymret og ked af det. Hun sagde, at der ingen grund var til at jeg gik og ventede på han sluttede det, men at jeg ligeså godt selv kunne slutte det. Men jeg var bare ikke stærk nok der. Dagen fortsatte og om aftenen var jeg sammen med nogle venner og spise aftensmad. Jeg hørte intet fra ham. De kørte mig hjem sent om aftenen, og da vi holdt på min gade, kl. 22 og jeg skulle til at stige ud af bilen, så poppede hans navn op på min telefon. Jeg skyndte mig at åbne beskeden, jeg tror måske mit hjerte var gået i stå og i beskeden stod der ‘Hey smukke. Hvad laver du?’.

Og så brød jeg sammen. Jeg rystede over det hele. Jeg græd. Jeg kunne ikke mærke mine ben og nærmest ikke tale. 3 dage i helvede og så får man den mest ligegyldige, overfladiske besked. Mine venner tog mig med hjem til dem og jeg lånte deres sofa for en nat. Hvad fanden skete der med mig? Det gik virkelig op for mig, at det her var usundt. Hele min krop var i alarmberedskab og en så fysisk reaktion, var simpelthen ikke normalt. Og slet slet ikke okay.

Tænk engang at blive suget så meget med. Men han gjorde noget ved mig, som virkelig triggede nogle usunde mønstre. Og jeg kunne ikke slippe. Jeg røg tilbage i lille Line, den medafhængige. Jeg blev draget ind i en relation, hvor samspillet med den anden pludselig var så velkendt. Der måtte jeg erkende, at noget ved mit selvværd simpelthen er blevet beskadiget som helt lille, hvor jeg voksede op med en far, hvor misbrug, hemmeligheder, taktikker, utryghed og undertrykkende regler har ført til nogle overlevelsesstrategier, som er kommet til at leve videre i mit voksne jeg.

Jeg prøvede at blive bevidst om, hvad det var der skete med mig. Hvorfor jeg blev i det her.  En blanding af at skulle føle mig betydningsfuld overfor et andet menneske, at skulle hjælpe, være der for ham, gøre mit bedste og ikke mindst, en sikkert helt underbevidst proces og trang til at hele fortiden. Mit fokus var konstant udenfor mig selv, mine egne grænser, behov og ønsker blev tilsidesat til fordel for hans.

Jeg blev bevidst om, hvad det var der skete. Jeg blev ked af det, skamfuld og flov. Men samtidig lettet. Lettet over, at medafhængig ér et begreb. Lettet over, at føle mig forstået lige pludselig. Lettet over at forstå mig selv endnu bedre. Men allermest lettet over, at der er en vej ud. Mønsteret kan brydes.

Det var en sej kamp for mig, at komme ud af. Jeg befandt mig uhyggeligt trygt i utrygheden. Jeg havde svært ved at slippe og gøre det bedste for mig. Men jeg gjorde det. Til allersidst fik jeg vristet mig fri. Og det kan godt være han skubbede mig udover den klippe og jeg egentlig ikke kan tage æren for selv at have taget springet, men jeg fik ham slettet og blokeret overalt i faldet om ikke andet. Vi fik aldrig et ordentligt farvel på trods af 4 måneders dating, hvilket virkelig gik mig på, men til sidst erkendte jeg, at vi heller aldrig fik 4 ordentlige, sunde og gode måneder sammen. Slutningen blev præcis ligeså rodet, smertefuld, uafklaret og underlig, som de 4 måneder med ham havde været. Og det kunne ikke blive anderledes.

Og så stoppede rutchebanen endelig. Mit hjerte hamrede helt sindssygt. Mit hår var allevegne, min mascara var løbet. Jeg var ét stort rod. Men rutchebaneturen var endelig overstået. Sikkerhedsselen var åbnet og jeg kunne komme ud. Selvom mine ben rystede under mig, mit hjerte krævede lidt ekstra lappearbejde og min lille mave helt sikkert nu mere end nogensinde, havde brug for ro, så var jeg lettet.

Lettet over aldrig mere, aldrig mere, at skulle ud i en lignende relation. Jeg besluttede mig dér for, at nu skulle jeg have mit livs dejligste kærlighedsaffære – nemlig den med mig selv. Nu ville jeg for alvor forelske mig, og hvorfor ikke kaste sin kærlighed, opmærksomhed og forelskelse mod hovedpersonen i mit eventyr, i mit liv og i min fortælling, nemlig mig!

En følsom pige

Det her indlæg skal handle om en side af mig, som uden tvivl er en kæmpestor styrke på mange punkter, men som helt sikkert også kan være rigtig hård. Både for mig og for en partner. Den side jeg snakker om er, at jeg er en meget følsom pige. Jeg lever 100% i mine følelser og jeg føler dem dybt. Min læge fortalte mig i mange år, at jeg var HSP – altså en ’særlig sensitiv person’. Det er ikke en sygdom, ikke en diagnose men et personlighedstræk. Vi gennemgik engang et skema sammen, en masse punkter som: jeg bliver let forskrækket/jeg har et rigt sammensat indre liv/forandringer i mit liv ryster op i mig/andre menneskers stemninger påvirker mig/Jeg bliver dybt bevæget af kunst eller musik/jeg er samvittighedsfuld etc. Listen er lang. Jeg svarede stort set ’sandt’ på dem alle, og hun fortalte mig, at der var en masse nyttigt at læse om HSP. Om jeg er HSP eller ej er egentlig ikke det vigtige, men at være opmærksom på sin meget følsomme side og reaktion, har været rigtig godt for mig.

Jeg bliver hurtigt ked af det. Og jeg kan ikke styre det. Men derudover, så græder jeg når jeg bliver ked af det, vred, bange, skuffet og en masse andre lidt mørke følelser. Jeg kan også græde når jeg bliver ekstremt lykkelig. Det er min måde at reagere på stærke følelser på. Det kan virke enormt skrøbeligt og følsomt, men jeg tænker lidt det er som, at nogle bliver vrede og fysiske, nogle træner, nogle mennesker lukker det inde og undertrykker det, nogle forlader situationen fysisk og tager sig tid, nogle taler ud om det, nogle råber og skriger og så er der dem der græder. Hvis jeg bliver rigtig vred og sur kan jeg også ende med at græde, hvis jeg bliver ekstremt forskrækket eller bange, så græder jeg også. Det er ikke fordi jeg er tudeprinsesse, drama queen eller overreagerende. Det er ikke fordi jeg nødvendigvis vil trøstes, skændes eller diskutere. Det er fordi jeg er særlig sensitiv og min reaktion på utrygge følelser er som regel tårer.

Min følsomme side er smuk, engagerende, empatisk og omsorgsfuld. Egenskaber jeg er rigtig stolt af at besidde. Men til tider er det også ekstremt hårdt. Selvfølgelig for mig, jeg føler alting enormt dybt, jeg rammes hårdt når jeg har givet mig selv hen til noget og det er en fysisk smerte i lang tid, at miste folk jeg holder af. Men det er også hårdt for den person jeg ser. Selvfølgelig efter noget tid. Det kan virker enormt skræmmende, at sidde med en pige, hvis tårer triller ned ad kinderne fordi hun er blevet forskrækket eller såret. En pige som på den ene side er ekstremt stærk og selvstændig og på den anden side er enormt følsom og til tider skrøbelig. Det kan virke ekstremt og overreagerende, men klumpen i halsen kan ikke sluges og tårerne triller ned. Det stopper hurtigt igen. Jeg tuder ikke i flere timer. Men derfor kan det alligevel være svært at forklare ‘jamen jeg er ikke mega knust og ulykkelig, jeg er bare en smule såret og overvældet over vores snak før, og så kommer det ud på den måde, men bare rolig, jeg er helt okay’. Så kan der sidde en overfor mig og tænke ‘jesus christ, det er årevis siden jeg selv har grædt, og vi har datet i 3 mdr. og nu sidder hun og græder foran mig… hvordan skal jeg lige håndtere det? Èr hun overhovedet den stærke kvinder jeg også har mærket? Hvem er hun egentlig?’.

Det har jeg hørt flere gange. Og jeg kan jo kun forklare mig så godt jeg kan, håbe på at der en eller anden dag dukker en person op, som er mand nok til at kysse mine tårer væk. Som forstår, at også stærke kvinder kan være følsomme. Som kan forstå, at det ikke betyder jeg er skrøbelig som porcelæn, fordi min fysiske reaktion er lidt saltvand på kinderne. Jeg er også stærk og selvstændig.

Når det så er sagt, så er jeg som sagt også ekstremt glad for min følsomme side. Jeg har en indsigt og forståelse, som jeg er stolt af. Dem jeg holder af, er slet ikke i tvivl om jeg holder af dem. Jeg husker på mine venner og familie, jeg er lyttende og god til at give råd og omsorg. At jeg så engang imellem ville ønske, at jeg ikke var så meget i mine følelser, og at min reaktion ikke nødvendigvis behøvede at være gråd, det er jo så hvad det er.

Men jeg har accepteret, at det er sådan jeg er. Jeg er både stærk, selvstændig og sej, ligeså vel som jeg er særligt sensitiv, indlevende og følsom. Når jeg finder den rigtige person, så ved jeg også han vil elske mig for den jeg er. Hele den jeg er.

.. og hey. Så sagde min ekskæreste faktisk til mig engang jeg var rigtig ked af det ‘Line, du er simpelthen så smuk. Også når du græder..’ og så kyssede han mig inderligt. Det var rart. For vi følsomme mennesker ér jo smukke. Også når vi har våde øjne.

Ikke-navngivet-2

En sag der ligger mit hjerte nært

Desktop13-001

Jeg så i dag inde på TUBAs instagram, at Pernille Rahbek har lavet et armbånd i samarbejde med smykkefirmaet Jewelry and Love. Pernille er selv vokset op i et hjem med misbrug, og hun har derfor valgt at overskuddet fra salget skal gå til TUBA. Der findes så mange gode projekter at støtte, og man kunne bruge alle sine penge hver måned på det, men TUBA er alligevel en sag der ligger mit hjerte nært. Uden TUBA var jeg ikke nået til der hvor jeg er i dag. Jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed for, der findes et sted som TUBA nok. Udover det, synes jeg det er et virkelig fint armbånd. Det er enkelt og med en fin lille knude på midten, og så er det i forgyldt sterling sølv og koster 399 kr.

Jeg måtte selvfølgelig ind og købe armbåndet med det samme. De af jer der læser med herinde fast, ved både hvad TUBA er, og at jeg selv går i terapi derinde. (Ellers kan I læse om det her). Et sted som TUBA tror jeg på kan hjælpe mange unge mennesker der er vokset op i misbrugsfamilier. Og der er uhyggeligt mange. Så jeg ville lige give ‘tippet’ videre. Måske I selv har det tæt inde på livet? Måske I har lyst til at støtte en god sag fordi I har en tæt, som kæmper med det? Måske I bare synes armbåndet er fint, og formålet godt. Men uanset hvad, så skulle det lige siges videre. Smykket er en del af projektet ‘jewelry for a good cause’ hvor forskellige kendte danskere har designet et smykke, hvor de selv har valgt hver især hvad overskuddet skal gå til. Et projekt jeg simpelthen ikke kan få armene ned over.

Det er ikke et samarbejde med hverken Tuba eller smykkefirmaet, jeg skriver indlægget her. Jeg har ikke selv modtaget det i gave, eller blevet bedt om at reklamere. Det her handler ganske enkelt om, at det er en sag der ligger mit hjerte nært. Og derfor skal det selvfølgelig deles på min blog.

Armbåndet kan købes her, og I kan se de andre fine smykker, der støtter en god sag her.

Ikke-navngivet-2

Det svære valg

Jeg har fået mange mails og kommentarer på de indlæg jeg har skrevet om at være barn af alkoholiker. Et af de spørgsmål der går igen, er spørgsmålet om, hvordan man tager den hårde beslutning det er, at vælge en forælder fra som har valgt alkoholen frem for en selv i mange år. Det er svært at svare på, for vi er jo allesammen forskellige. Vores historier er forskellige, og vores grænser går forskellige steder. Men I får min historie. Ultrakort. Den er ikke særlig sej eller selvstændig, for afvisninger er noget af det værste jeg ved i hele verden, også selvom det er det bedste for mig og mig der skal afvise.

Vi var i slutningen af år 2009. Situationen med min far var blevet rigtig slem og det påvirkede mig ekstremt meget. Jeg nåede ikke at sige fra selv, før min krop gjorde det. Jeg gik fuldstændig ned, måtte stoppe mit studie (jeg netop var begyndt) og fik en rigtig slem depression. Min krop kunne ikke mere, jeg var ulykkelig. Jeg vidste godt jeg ikke længere kunne have ham i mit liv, men tanken om at såre ham var ubærlig. Om at miste ham egentlig også, selvom jeg gennem mange mange år, havde mistet ham mere og mere, bid for bid. Det endte med, at min stærke lillebror gjorde det for os begge to. Bad min far om at lade os være. Fortalte ham, at vi ikke længere kunne have ham i vores liv. Det er det mest smertefulde jeg nogensinde har gjort. Selvom jeg ikke selv gjorde det. Men bestluningen var min, en beslutning der var rigtig mange år undervejs, og uendeligt mange salte tårer. Der ville jeg virkelig have ejet millioner hvis tårer var guld. Hvordan skærer man en person ud af sit liv som har skabt en? Hvordan beslutter man sig for, at en af de vigtigste personer gennem hele ens liv, ham der har hjulpet dig til denne verden, pludselig ikke længere har en plads i dit liv? Det er noget af det sværeste jeg nogensinde har gjort.

Hele det efterfølgende år blødte mit hjerte. Jeg lå i min seng og græd mere eller mindre hver dag. Det var uudholdeligt. Men jeg har ikke fortrudt min beslutning. Der er mange ting jeg ikke har styr på, mange tanker der slet ikke er ryddet op i omkring det hele, bl.a. også min beslutning. Jeg fik aldrig sagt farvel, men jeg har på ingen måde lyst til det heller. Det er smadderforvirrende at rende rundt med den i maven. Men det er noget af det jeg  kan få talt om i TUBA.

Jeg kan ikke fortælle jer hvornår eller om det er rigtigt at skære en forælder fra. Men det her er min lille historie. Jeg er så ked af, at så mange af jer sidder i en situation lignende min. Det er uretfærdigt og forkert. Men som jeg har sagt det før, så har jeg så sindssygt meget respekt for jer seje piger og drenge, der lever med det eller i det. For jeg ved godt hvilken styrke det kræver, hvilken ubærlig smerte det er. Jeg kender til det hele, løgnene, smerten, utrygheden, den flove følelse det er, at have ondt af en person som man elsker, det hele. Uanset om I har sagt fra, eller om I fortsat gør hvad I kan for at være i det sammen med den misbrugende, så har I al min respekt. Jeg sender jer virtuelle kram og kærlighed. I er ikke alene. Vi er ikke alene.

Og som jeg også har sagt før, så er vi de mest omsorgsfulde, empatiske, forstående og dejlige mennesker. Vi har aldrig nogensinde gjort noget forkert. Det er ikke vores skyld at flasken var vigtigere. Det er fandme ikke fordi vi ikke var gode nok. Det er så vigtigt for mig at sige til jer der er i det, og til mig selv.

Hver dag. Resten af livet.

Ikke-navngivet-2

Timing

Det her skal ikke være et langt følelsesladet indlæg, men ikke desto mindre synes jeg det er underligt, hvis jeg ikke lige skriver noget. Mange af jer undrede jer over, hvorfor indlægget om min nye kæreste M blev fjernet. Vi er ikke sammen længere. Helt kort. Det var ikke længe vi nåede at være kærester, men jeg vil sige det på ingen måde handlede om ham eller os. Det handlede om timing. Og om mig. Jeg var simpelthen ikke klar til at have en kæreste. Det betyder, at al den tid vi skulle bruge på at være nyforelskede og glade (hvilket vi var) blev brugt for mig mere på en masse dum energi som skubbede os fra hinanden. Jeg er for nyligt begyndt i TUBA, en proces der tager tid, energi og overskud. Det roder op i en masse gamle ting, som man tager med sig rundt imens man arbejder med sig selv. Jeg fandt hurtigt ud af, at det med at skulle give mig hen til en mand, være sød, dejlig og den helt unikke pige jeg er, det var simpelthen ikke muligt mens jeg arbejder med mig selv. Det frustrerede ham og jeg skubbede ham væk. Sådan skal det ikke være.

Jeg var meget forelsket i M, og jeg så stort potentiale i vores forhold. Jeg er da også ked af at have brændt et godt kærestekort, men det er simpelthen sådan det er. Nogle gange er timingen bare helt forkert. Til jer der ikke lige ved hvad jeg mener med TUBA og ‘arbejder med mig selv’ kan I læse indlægget her. 

Det var lige en status på hvorfor jeg ikke fortæller mere om mit kærlighedsliv. Det er simpelthen fordi jeg er single igen. Og denne gang tager jeg lige lidt tid til mig selv uden mænd, tinder eller dating. Det er det eneste rigtige, og præcis det jeg har brug for. Jeg troede jeg var klar til en kæreste, det har jeg virkelig troet længe, og først da jeg endelig fandt ham jeg forelskede mig i, så fremtid med og nød, fandt jeg ud af at det var jeg slet ikke. Det er et ærgerligt tidspunkt, men hvem ved hvad der sker i fremtiden. Det her er det bedste for mig. Nu ved I det. Ingen drama herfra, men jeg synes I skulle vide hvorfor det stoppede så hurtigt.

Ikke-navngivet-2

Older posts