Jeg har i lidt over en måned nu ikke været aktiv på sociale medier. Og jeg har brugt det meget lidt. Mit sidste indlæg herinde skrev jeg for en måned siden og mit sidst delte billede på instagram (bortset fra i dag) er over en måned siden. Først var det helt med vilje, det kommer jeg ind på lige om lidt.. og så var det pludselig ikke med vilje. Jeg var nået til et sted, hvor sociale medier ikke længere var sundt for mig. Faktisk tror jeg det var decideret usundt. Jeg vil forsøge at forklare det, uden at lyde som en sindssyg. Instagram har i lang tid været mit mest besøgte sted. Hver dag var jeg på instagram, og alt for meget. I mine pauser, når jeg kedede mig, når jeg manglede inspiration. Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg måtte tage en beslutning om at tage en pause. Mine tanker gik meget på, at hvis der ikke fandtes instagram f.eks. hvad skulle man så få et barn for (I know, helt skørt, lad mig lige forklare) fordi hvem skulle jeg så dele billeder af min lille basse med? Hvem skulle se alt det nuttede babytøj, den fine indretning på børneværelset og hvem skulle jeg dele alle mine mortanker med? På den anden side tænkte jeg også, ville jeg overhovedet få børn, hvis ikke det var fordi jeg dagligt blev helt blød om hjertet, af  alle de søde, nuttede børn jeg scrollede forbi på mit feed? Og hva med rejser? Hvor kan man rejse hen, hvor man kan tage pæne billeder/film, og folk synes det er hyggeligt at følge med? Ville jeg overhovedet gide rejse, hvis jeg ikke skulle dele det? Sådan nogle meget usunde og helt åndssvage tanker. Jeg var også begyndt at få dårlig samvittighed over ikke selv at have noget at dele, jeg ‘burde’ blogge hver dag og dele billeder på instagram. I det hele taget, var det som om jeg var blevet lidt for afhængig af instagram og generelt sociale medier. Så jeg behandlede det som jeg ville behandle en anden afhængighed, f.eks. sukker, jeg tog en kold tyrker. Jeg måtte have en pause og luft til hovedet fra den virkelige verden. 

Jeg skal jo rejse fordi jeg vil opleve verden, som jeg altid har gjort. Jeg skal få børn, fordi jeg gerne vil skabe et liv, en lille familie og se mit barn vokse op. Jeg skal blogge eller poste billeder på instagram, fordi jeg har lyst og noget at dele. Jeg måtte huske mig selv på, at instagram eller min blog her ikke er mit fuldtidsjob eller en forretning for mig. Det er ikke engang mit deltidsjob.. det er min hobby. Noget jeg synes er sjovt og hyggeligt, ligesom når jeg tegner. Jeg gider kun tegne når jeg føler mig kreativ og inspireret, og det samme skal gøre sig gældende med bloggen. Jeg skal ikke blogge, bare for at blogge. Jeg har et fuldtidsjob 40 timer om ugen + nogle timers transport til og fra. Jeg har mine to hunde jeg skal gå ture med, jeg har min træning jeg går op i at passe og jeg har min kæreste, som jeg meget gerne vil bruge tid med. Et blogindlæg tager minimum et par timer at lave, nogle gange kan jeg bruge 4-5 timer på et indlæg, andre gange en times tid, men det er altid krævende at sætte sig ned og blogge. Og jeg nyder det, når tiden og inspirationen er der, men hvis det bliver en sur pligt, som jeg skal skynde mig hjem til, droppe tid med min kæreste for, og få ondt i maven over, så skal jeg ikke.

Efter nogle ugers detox fra sociale medier, skete der så noget meget interessant, jeg blev nemlig ligeglad. Som i fuldstændig ligeglad. Ligeglad med de smukke kroppe, flotte strande, spændende rejsedestinationer, lækre opskrifter, inspirerende kærestepar, alt det flotte tøj, de seje mødre og deres skønne unger, alle de flotte profiler med korrekte farvetemaer, alle dem med fokus på bodypositivity, hængebryster og strækmærker, alle de runde numser, de søde dyr og den inspirerende indretning. Det sagde mig i n g e n t i n g, jeg gad ikke engang bruge tid på at scrolle igennem instagram, da jeg gav mig selv lov til at bruge appen igen efter min pause. Jeg åbnede den nogle gange, scrollede et par billeder igennem, smed et par likes og så lukkede jeg ned. Det sagde mig absolut ingenting. Jeg gik ikke ind på min blog, hverken for at blogge eller tjekke, hvor meget mine læsertal var dykket efter al det fravær, som jeg før ville have gjort (med ondt i maven vel at mærke). Jeg. var. ligeglad. Det har været så underligt, men det har virkelig været godt for mig. Og virkelig befriende. Mine dage er gået med det de plejer, nemlig mit arbejde, mine venner, hunde, kæreste og træning. Jeg har gået lange ture med og uden musik i ørene, uden fokus på, hvad jeg kunne tage et billede af, hvordan jeg kunne nå hjem og blogge eller hvad jeg skulle dele på min story. Jeg har nydt de mange solskinsdage, jeg har lavet god mad med min kæreste og helt uden dårlig samvittighed eller fokus et andet sted, har vi nydt vores aftener sammen. Snakket om rejser, fremtid og hverdag. Jeg har nydt at flade ud på min sofa og se nogle serier eller ringe til mine veninder. Og det har været skønt.

Nu har jeg fundet en helt anden ro med sociale medier. Jeg ved, hvad det kan gøre ved mig, og jeg ved, at det kan være farligt for mig, hvis jeg bliver suget for meget ind i det univers, og bliver suget for meget med ind i andres liv og får en masse tanker om, hvordan mit liv burde være, eller hvad jeg burde gøre anderledes. Det bliver usundt for mig, og nu ved jeg det, ligesom jeg ved præcis hvad jeg skal gøre ved det, hvis det sniger sig ind på mig igen. Nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg igen har lyst og inspiration til at dele, men jeg føler mig ikke tvunget til det. Jeg får det ikke dårligt, når mine læsertal falder, hvis jeg ikke får blogget. Jeg får det ikke skidt, hvis mit billede får under 150 likes på instagram. Jeg føler ikke behov for at dele konstant og hele tiden, men kun når jeg har noget at dele og noget der giver mening for mig. Det har jeg egentlig tit, men der hvor jeg skal huske at tage en pause er, hvis jeg begynder at blive besat af det. Der, hvor jeg tager beslutninger baseret ud fra sociale medier.

Er der andre der har det eller har haft det sådan? At I virkelig har oplevet en usund afhængighed af de sociale medier?