Sukkerfri februar (og en masse lækkert træningstøj+tilbehør)

Farvel P-piller

Da jeg startede i 10. klasse på efterskole som 15 årig, gik der 8 dage (jep, seriøst! 8 dage) før jeg fik min allerførste kæreste. Vi var ikke engang dem med rekorden, der var et par der blev kærester efter 4 dage. Så. Men med min første rigtige kæreste, kom også min sexdebut og med den kom p-pillerne. Heldigvis var min første kæreste og jeg begge to jomfruer og havde derfor ikke så travlt med sex igen (som man senere hen fik når man mødte en ny), så der gik 2 mdr., før vi gik i seng sammen. I de måneder skulle jeg til lægen og have et tjek, en snak om p-piller og sådan skete det, at jeg startede mit lange ungdomsliv/voksenliv med p-pillerne som min tro følgesvend hver dag. Jeg prøvede lidt forskellige mærker inden jeg endeligt endte på et mærke der hedder Yasmin, nok de allermest udskældte p-piller, fordi de vidst øger risikoen for blodpropper. Men det var det eneste mærke der fungerede rigtigt godt, har flere gange forsøgt mig med nogle andre, uden held. I over 10 år har jeg taget p-piller hver dag, og har kun haft kortere pauser. Så for 4 mdr. siden besluttede jeg mig at slippe dem. Helt og for evigt. I samme omgang besluttede jeg mig for at hente appen ‘Clue’ for at holde øje med min cyklus, for når jeg engang skal igang med at have børn, så er det meget rart at vide lidt mere om sin cyklus. Men også helt generelt, så synes jeg det er fedt at have lidt styr på sin cyklus, og når man har været på p-piller stort set altid, så var det for mig vigtigt at finde ud af, om jeg har en regelmæssig menstruation og om min cyklus er som den skal være. Jeg har tracket min cyklus i 3 mdr. nu, og det tager jo lige noget tid før man kan få en nogenlunde præcis tracking.

Jeg er måske håbløst bagud når det kommer til at tracke sin cyklus, jeg har jo heller ikke haft behov for det nogensinde før, men det smarte ved clue er, at udover den kan give nyttig information, hvis man gerne vil blive gravid, så kan man også lære sin cyklus at kende på mange flere områder: hvornår får jeg menstruation, hvorfor er mit humør så dårligt, hvorfor har jeg ondt i maven, hvornår kan jeg forvente mit migræneanfald, og passer min planlagte ferie med min cyklus osv. Jeg synes det er mega genialt. Jo længere tid man har brugt appen, jo mere præcis bliver den og alle kommende cyklusser er estimeret ud fra dit eget data. Jeg vil gerne lige understrege, at det her ikke er en reklame for Clue, men bare mig, som synes det er mega genialt og muligvis er håbløst bagud. PS. hvor mange gange i det her indlæg har jeg lige skrevet cyklus 😉

En ting jeg har opdaget ved at slippe p-pillerne er den forskel i mit humør. Det er noget helt andet for mig. At være på p-piller kunne ofte føles lidt som at være i en bobbel, hvor nu mærker jeg i dén grad udsving i både krop og humør. Det er faktisk ret skræmmende, hvor meget de p-piller gør. Jeg har altid været meget grådlabil og haft mange katastrofetanker, og det har faktisk ændret sig en del siden jeg stoppede. Ikke sådan at jeg ikke er følsom mere, men der er ingen tvivl om, at det har lagt en stor dæmper på det. Det er virkelig skræmmende, at jeg i så mange år har proppet min krop med hormoner konstant, det har jeg det faktisk ikke godt med at tænke på.

Et farvel til p-pillerne er uden tvivl det rigtige, men det betyder ikke at vi er igang med ‘projekt baby’, hvis man skulle tænke det – ikke endnu. Så vi skal selvfølgelig også finde ud af, hvilken prævention der er bedst for os. Jeg vil ikke længere tilføre hormon til min krop i form af piller, spiral, plaster, p-stav eller hvad man nu kan få, og jeg ønsker heller ikke en kobberspiral, da jeg har læst lidt skidt om dem. Der findes jo desværre ikke lige en pille til mænd, eller en anden nem og god løsning manden kunne bidrage med. Men hvad gør man så? Jeg er glad for min beslutning om at blive pillefri, men jeg skal også lige finde ud af, hvad der så giver bedst mening herfra, og det er faktisk ikke sådan ligetil.

 

7 kommentarer

  • A

    Dejligt at høre at du har sluppet pillerne. Hos mig er det eneste der fungerer en kobberspiral da jeg har haft en blodprop i benet netop pga p-piller, og fordi jeg ikke orker kondomer. Efter mit første barn tænkte jeg at jeg også bare ville holde øje med min cyclus og beskytte mig ved hjælp af Clue (var selvfølgelig klar over at der var en risiko for at blive gravid), og det resulterede i en lille sød pige, der måske kom en anelse før vi havde planlagt at få den næste. Så man skal altså lige huske at beskytte sig med noget andet hvis en graviditet er totalt uønsket😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Kig eventuelt forbi @carolina_ellie, som (under highlights på Instagram) har lavet nogle videoer om Daysy 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Hvor er det dejligt at læse det her indlæg, for jeg sidder selv i fuldstændig samme situation – har været på p-piller de sidste 10 år, og har nu endelig taget mig sammen til at stoppe. Har haft så mange bivirkninger, men har altid bare tænkt at det jo var den prævention “man bare brugte” og derfor slet ikke overvejet hvor hårdt det er for min krop. Stoppede i sidste uge, så min krop har ikke reageret på det endnu. Min kæreste og jeg overvejer at prøve pessar, da vi ikke er stor fan af kondom. Når jeg lige får min rigtige cyklus på plads efter p-pille stop, vil jeg investere i en Daysy (cykluscomputer), så jeg forhåbentlig aldrig mere skal have kunstige hormoner i min krop!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Hej Line.
    P-piller har aldrig fungeret for mig, så jeg har været omkring flere forskellige præventionsmidler. De sidste par år har jeg benyttet clue i kombination med et pessar der hedder Caya og som kan købes i håndkøb. Det er stadig besværligt, lidt på samme måde som når man bruger kondom, men man kan dog sætte det op et stykke tid før – i modsætning til kondomet😅 jeg bruger det kun i min fertile periode af min cyklus, men jeg er så heller ikke et sted i mit liv hvor det ville være katastrofalt at blive gravid. Jeg synes det fungerer okay, selvom det ikke er lige så nemt som når man er på P-piller, så en (slags) anbefaling herfra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine Vinther

    Jeg fik 2 blodpropper i hjernen grundet p-piller og har forbandet dem langt væk siden. Ved p-piller fiser hormonerne rundt i hele kroppen. Har haft hormonspiral da hormonerne forbliver lokalt og hvor de skal og ikke fucker med alt muligt og forstyrre. Hormonspiral er det bedste valg ifølge min læge og ifølge mig. Du kan læse ting til døde og folk vil have forskellige historier omkring alt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Åh nej, hvor forfærdeligt. Det er jeg ked af at høre. Tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sukkerfri februar (og en masse lækkert træningstøj+tilbehør)