25% RABAT

Den triste overgang til foråret

Inden man måske tænker ‘nu kan du fandme ikke koge mere suppe på den kærestesorg du havde for 7 år siden’ vil jeg gerne lige understrege, at det her indlæg som sådan ikke har noget med selve sorgen jeg oplevede dengang at gøre, men det den har efterladt i mig. Fordi det gik op for mig i dag. Hvert år på denne årstid får jeg en underlig trist følelse i kroppen. Jeg kan ikke sætte ord på den, men når jeg er udenfor i kulden og solen begynder at skinne og der dufter helt specielt, I ved, sådan en vinter/forår overgang, så får jeg det underligt i maven. Hvert år. Hvert år tænker jeg længe over hvad i alverden der sker, og selvom jeg siger alle de rigtige og gode ting til mig selv, så har jeg sådan en nagende følelse i maven, som gør mig trist. I dag på min tur med hundene tænkte jeg meget over, hvorfor jeg føler mig så trist de her dage, hvorfor min mave gør ondt. Mattis er på skiferie og jeg er alene hjemme, og jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at det måske handler om jeg savner ham.. men det er ikke derfor. Altså ikke fordi jeg ikke savner ham, men det er bare ikke derfor jeg har det sådan. Så tænkte jeg lidt videre og pludselig kunne jeg huske, at sådan her har jeg det hver år. Jeg gik et år tilbage, et år tilbage osv., indtil jeg kom tilbage til det år, hvor min daværende kæreste, P gik fra mig. Jeg kunne pludselig mærke, hvordan hele den vinter/forårovergang var, og jeg havde SÅ ondt i maven. Det handler på ingen måde om ham, om det vi havde, om et savn eller uafklarede følelser, slet, slet ikke. Jeg var så ked af det i den lange periode og det har simpelthen sat sig så dybt i mig, så selvom jeg ikke mærker følelser eller sorg omkring ham og dét, så mærker jeg en tristhed og knude i maven, som udelukkende er en form for.. kropslig hukommelse, hvis der er noget der hedder det. De dufte, lyde og temperaturer der kommer her i slut januar og frem til foråret, minder mig så meget om den periode for ja, 7 år siden, hvor jeg gik igennem en meget grim kærestesorg.  Det er lidt som om de sanseindtryk der er på denne her årstid er lagret som et meget grimt minde, som jeg føler igen og igen, år efter år. Ikke mindet i sig selv, men den kropslige følelse det minde gav. Jeg ved ikke om det giver mening, men jeg har virkelig tænkt meget over det, og jeg tror det er derfor. Jeg har oplevet mange år med vinterovergangen til forår, jeg har dejlige minder fra den periode, og alligevel har det sat sig så godt fast, at den ondt i maven og triste følelse dukker op år efter år.

Nu er jeg bevidst om det, og måske kan jeg gøre et eller andet ved det? Måske kan jeg ikke, og så er det bare en del af mig. Måske en dag der kommer et andet og meget kraftigere minde, som kan udviske det andet lidt?

Har I prøvet det før? At få det på en bestemt måde ved bestemte dufte/lyde/temperaturer, som ligger langt tilbage i fortiden og som I for længst har bearbejdet og er følelsesmæssigt afklarede med?

3 kommentarer

  • Katrine

    Kroppen husker. Mere end hjernen nogengange. Ligesom hvis du kører bil og begynder at tænke over hvordan du bevæger fødderne ved koblingen, speeder og bremse. Tit så kokser du i det fordi du tænker for meget over det men hvis du bare lader kroppen styre husker den det. Det samme med pinkode. Har ofte glemt min kode til dankort men når jeg står i butikken husker mine fingre automatisk det. Min pointe er man kan være noget så afklaret omkring noget men kroppen lagrer de følelser forbundet med enkelte oplevelser. Hvert år i uge 42 får jeg en speciel fornemmelse, ikke en rar en. Det var første år min kæreste og jeg var sammen og var tæt på at gå fra hinanden. Det samme om sommeren når et nyt skoleår begynder. Den fornemmelse at skulle starte på noget nyt igen. Det er efterhånden nogle år siden jeg har startet på et nyt skoleår men følelsen sidder stadig i mig. Det samme gælder ved sensommer, der får jeg også en spøjs fornemmelse. Dufte især kan tricke følelser i mig. En parfume min ekskæreste gik med. Nyslået græs på det store græsareal ved mine forældres mark. Nybagte boller ved mine forældre minder mig om de eftermiddage min mor og jeg havde sammen når jeg kom hjem fra skole. En bestemt sang der spillede da min ekskæreste slog op. Sikke en slang smøre jeg fik vrøvlet der. Men altså pointen er at alle de ting sætter følelser igang i kroppen fordi den husker den bestemte følelse:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Kroppen husker og det efterlader “ar”. Jeg har ingen gode råd til hvad du kan gøre end skrive jeg ved hvad du mener. Måske handler det om at sætte ord på denne periode og acceptere hvad der er sket. Måske har kroppen ikke fået fred, hvis man kan sige sådan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Jeg havde kærestesorg tilbage under en hvid og kold vinter i 2011. Til tider når jeg møder den helt kolde og friske vinterluft, vender nogle af følelserne fra dengang tilbage, fra der, hvor jeg sad ud af min altandør og var så ked af det.

    Selv om det er glimt af tristhed, så får det mig også til at føle mig stærk, der er næsten noget livsbekræftende i de glimt for mig. Jeg sad dengang og var så ked af det og nu er jeg her. Mig, med alle de ting, som jeg har med mig. Alt det, jeg har været modig nok til at kaste mig ud i og nu er så heldig, at jeg kan tænke tilbage på – godt som dårligt.

    Jeg håber, at du kan vende dine følelser til noget positivt. Om ikke lige nu, så i fremtiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

25% RABAT