Januarudsalg 2019 - Bolig

Når man ikke rigtig er skruk..

Jeg tænker for tiden rigtig meget over det med børn. Alle omkring mig bliver gravide, gift, friet til eller også har de børn. Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke ‘wow, hvor tidligt’ indtil det går op for mig, at jeg selv er 30 år. Det er bare slet ikke en alder jeg føler mig. Det er mærkeligt sådan noget med alder, for jeg kan møde mennesker eller se forskellige mennesker i TV, som er yngre end mig og tænke ‘nå ja, men vi er jo lige gamle’ eller endda at de er ældre end jeg selv. Det er ikke fordi jeg mentalt føler mig barnlig eller meget som en ung teenager, slet ikke, men mere fordi at min forestilling om, hvor jeg ville være som 30-årig ikke helt matcher med virkeligheden. Den største forskel er vel egentlig bare børn, ja dét og så at være gift. I mit hoved ville jeg være gift og have mit første barn nu. Sådan gik det ikke, og det er jo også helt okay. Men mine tanker omkring børn handler ikke kun om, at jeg er 30 år nu og ‘troede jeg ville have mit første barn’ men også om, at jeg ofte har svært ved at forestille mig at få børn.

Når jeg ser på børnefamilier rundt omkring er det oftest sådan, at jeg tænker, at det liv er ikke noget for mig. Jeg synes, i hvertfald set udefra, at hverdagen med småbørn virker meget usammenhængende og enormt hård, og det som jeg kan høre fylder allermest, hvis ikke det hele, det er vasketøj, indkøb, hente/bringe og bare hverdagstrummerum. Jeg håber ikke jeg bliver opfattet super egoistisk eller tarvelig, men jeg kan blive i tvivl om jeg har overskud og lyst til sætte kærestetid, tid til afslapning, søvn, rejser osv. på standby i årevis. Det kan lyde som om jeg ikke er i stand til at udsætte eller tilsidesætte egne behov, men det er jeg faktisk. For mig handler det mest om, om det er noget jeg har lyst til. Jeg kan godt forestille mig barslen, fordi man får tiden (selvom jeg er helt klar over det stadig er en kæmpe opgave) til at tage sig af det, at få et barn. Men tanken om at få privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen, den virker helt uoverskuelig. Rammerne for at få et barn er der sådan set nu, jeg er 30 år gammel, i et fast forhold og både de fysiske og økonomiske rammer er der til at sætte et barn i verden, men man skal jo heller ikke gøre det ‘bare fordi det er sådan det burde være’ eller ‘den retning alle andre går’.

Jeg ved, med hele mit hjerte, at jeg vil elske mit barn helt uendeligt højt, og jeg tror også på jeg bliver en rigtig god mor og ikke mindst, at min kæreste bliver verdens bedste far. Tanken om at skabe en lille familie gør mig også glad, og jeg er helt sikker på, at vi vil klare opgaven rigtig fint. Selvom det lyder helt forfærdeligt at sige, så kan jeg bare være bange for, at det er sådan en beslutning jeg kan komme til at fortryde? Selvom man elsker sine børn, er det så ikke muligt at befinde sig dårligt i mor-rollen, eller endda fortryde den? Er det ‘forsvarligt’ at få børn, når man ikke har blafrende æggestokke og et voldsomt brændende ønske om at få børn? Jeg ved godt man ikke behøver at få børn, det bestemmer man jo selv, men jeg er fanget med et ben i hver lejr, på den ene side så vil jeg have børn, og tænker også, at det skal jeg bare have, men på den anden side, så er der også noget i mig, som har svært ved at skulle give slip på det liv jeg har nu og de ting, som betyder allermest for mig, som jeg VED jeg skal give afkald på. Måske alle de her tanker også fylder særligt meget nu, hvor jeg har den alder jeg har og det nærmer sig meget. Jeg kunne sagtens vente nogle år, men jeg har også lyst til at få mere end et barn og gerne mens jeg er relativt frisk og ung, til at bruge min energi på dem. Jeg ved det ikke, alt det her er bare en masse rodede tanker, så jeg vil virkelig gerne høre fra nogen af jer både med og uden børn. Har I oplevet, som mig, ikke at være særlig skrukke men så alligevel kastet jer ud i det? Hvad har gjort I har følt jer endelig klar til at få børn? Eller sidder I nogen derude, som har besluttet, at børn ikke er det rigtige valg for jer? Jeg hører ofte folk sige ‘at når først du har fået barnet, så giver det hele mening’ og at man ‘aldrig fortryder’.. og det håber jeg da også på, men jeg har svært ved at tro, at jeg kan være den eneste med de tanker og den frygt, men på den anden side, så har jeg heller ikke børn, så måske det kun følger med i tankerne omkring at få børn og forsvinder så snart de er her?

Anyway, jeg tænker meget over det for tiden. Udover frygten for tusind ting omkring det at få børn (graviditeten, fødslen, den nyfødte, at lære sit barn ting osv.) så er det blevet ret sårbart for mig for tiden og jeg tænker meget over det. Jeg vil gerne lige bruge et par linjer på at sige, at jer med børn I er mega seje. Jeg synes det er så stor en beslutning, livets allerstørste, og jer der bare gør det med oprejst pande og går lige ind i det, I er fandme seje! Jeg har virkelig stor respekt for jer, som tager den beslutning og gør det skide godt, det med børn. Jeg føler mig selv som en kæmpe tøsedreng og jeg er sgu i tvivl om det nogensinde ændrer sig.

65 kommentarer

  • Mette

    Kære Line. Jeg har læst de fleste kommentarer igennem, og noget jeg ikke stødte på (vil jo ikke sige alt det som er sagt hundrede gange)- det er: Pludselig forandrer prioriteterne sig også i takt med at babyen kommer til verden. Jeg havde også et liv jeg nød med spontane ting, afslapning og masser af søvn. Nu er mit liv rigtig anderledes og ikke særlig spontant. Men det er ikke dårligere. Det er noget andet. Og jeg savner det bare heller ikke! Det er lidt det! Det betyder bare ikk en skid!. Det giver mere mening at være hjemme og skabe noget trygt for en lille baby, end at flashe hvor god jeg er til at få koordineret pasning så jeg kan tage på cafe et par timer. Jeg tænkte: alt det gør jeg også med baby. Op i slyngen du, og så afsted. Mit barn skal være sådan en der bare er med alle steder og vænner sig til det liv. Men for hvis skyld er det? Det gav mere mening for mig at være mere hjemme end jeg troede, så babyen ikke konstant skulle sidde i vikle og være mit appendiks til min kaffeaftale. Nej dét der gav mening for mig var hende. Jeg ved ikke om jeg er lidt knudret i min måde at skrive på, men min pointe er bare at prioriteringer flytter sig. Og ud af et helt liv, synes jeg ikke et par år ud af kalenderen, hvor man ikke rejser, er meget. Det der kommer ud i den anden ende er en familie som du har skabt, som du har til du blir en gammel kone. Jeg synes tidsperspektiv har hjulpet mig i mine tanker. Her og nu, ja jeg elsker søvn og spontanitet. Men hvad så når du har fået nok af det? sovet tilstrækkeligt og duttet rundt med veninder?
    Og så vælger man sammen med sin baby og partner hvilken slags familie man er. Nogel rejser fra de er 2 uger og kontant rundt omkring, hvor andre hjemmepasser til de får togskinner på bisserne. Vælg med dit hjerte og ikke hvad du ser eller tænker er forventeligt, eller mest prestige i. Skråt op med det og så kør Linemor ind.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg er 25 og har lige fået en søn. Han er 4 uger gammel. I dag smilede han til mig, og jeg begyndte at græde af den lykkefølelse og tanke, der ramte mig: Jeg kommer til at leve for de her smil.

    Jeg synes, det siger det hele. Bedre kan jeg ikke fortælle det. Og jeg var skruk på den måde, at jeg vidste med fuldkommen sikkerhed, at jeg skal have et familieliv med børn. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden. Og så følte min kæreste og jeg os klar til det nu og sprang ud i det. Det var dén form for “skrukhed” – ikke sådan en “nååårh, jeg er ved at dø over alle andre babyer, jeg møder.”

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Hvis jeg var dig ville jeg prøve at forestille mig at jeg ventede til jeg var 37, og så fandt ud af at jeg ikke kunne blive gravid, eller brugte flere år på mislykket fertilitetsbehandling. Ville du fortryde inderligt at du ikke havde fået børn? Det er svært at sige – men jeg tror aldrig man bliver rigtigt “klar”. Hvis du ikke kan se dig selv som en gammel dame, der aldrig fik børn, og derfor er meget alene (jeg har arbejdet i hjemmeplejen og jeg tror de færreste forestiller sig HVOR alene man er når man er 75-100 år gammel og ikke har skabt sin egen familie og ens partner er død – det skræmte ihvertfald mig) og tænker at du skal have børn på et tidspunkt, så ville jeg bare komme igang snart. Omvendt hvis du kan leve med tanken om aldrig at få børn, så ville jeg tage det stille og roligt, det er ikke det rigtige for alle.
    Jeg vil dog sige jeg er kun 24, men min kæreste er 47 og har ingen børn endnu. Vi prøver nu på 4. måned at blive gravide, og jeg kan mærke på ham at han er bange for at det ikke lykkes og at det er for sent for ham. Det er det forhåbentligt ikke (for min skyld også), men han troede at han havde massere af tid, og troede at han var evigt ung som mænd ofte gør – og pludselig var han 47, og nu har vi ikke “råd” til at vente 5 år på at jeg bliver gravid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Ved ikke hvornår man er klar til at få børn. Det er vel når man når til et punkt, hvor man bare gerne vil have sit barn med, når man skal på ture osv… Når man ser hverdagen og ser et barn i forestillingen.
    Vi måtte virkelig overveje hvornår vi var klar. Vi er et lesbisk par, så det var ned til lægen og få en henvisning til behandling. Så bliver det bare lidt mere virkeligt! Men det tog 2,5 år, og undervejs måtte vi bytte så min kone lagde krop til. Jeg har været lidt i tvivl om, hvordan det bliver at få et barn, som ikke deler mine gener, men jeg glæder mig! Selvom det har været svært at acceptere, at vi ikke kan lave en lille blanding af os to. Det er jo det ultimative, at lave et barn sammen med den man elsker… Jeg elsker hende allerede! Og om 30 dage kommer hun!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar Maria. Ja det kan jeg godt se, det bliver på en måde også et mere ‘virkeligt projekt’ når man skal igennem læge og have henvisning osv. Så er man virkelig igang. Jeg har et lesbisk venindepar som har 2 børn, og lagt krop til en hver.. de fortæller at der absolut ingen forskel er på kærligheden til nogen af dem, og for dem var det den bedste beslutning, når de ikke har muligheden for at lave en lille blanding som du siger. Stort tillykke med jeres kommende datter, hvor er det spændende.. og meget tæt på 🙂 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej Line

    Jeg har en søn på knap et år. Jeg tror aldrig man bliver 100 procent klar til at få børn, for det er jo en helt ny verden. For os (min kæreste og jeg) handlede det om, om vi ville have børn eller ej – og det var vi ikke i tvivl, at vi ville. Vi har et dejligt forhold, kender hinanden rigtig godt og har styr på de ydre faktorer. Derfor besluttede vi at tage på en lang rejse sammen og smide p pillerne og så måtte det ske, når det skulle ske. Livet med barn er alt på samme tid. Mest af alt rigtig rigtig dejligt og tænk at man kan elske sådan en lille fis højere end alle andre 😊 men naturligvis er det også hårdt – det ved de fleste. Det er også hårdt for forholdet, men jeg synes samtidig kærligheden er vokset imellem os. At kigge på vores fis sammen, se ham grine, trives og have det godt, gør os simpelthen så glade og stolte og så kan man jo snakke længe om “se lige hvad vi har skabt sammen – dig og mig”. Så måske i skal få en god snak om, om I vil have børn sådan inderst inde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Line
      Mange tak for beskeden. Det er virkelig rart at høre at I er nogen (endda mange) der oplever, at kærligheden i parforholdet bliver endnu større og stærkere, fordi man har skabt noget så fint sammen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louisa

    Hej, kæreste Line Sofie,

    Jeg havde aldrig et ønske om at få børn og tænkte, nu hvor jeg havde haft det sådan hele livet, så kommer det nok heller aldrig naturligt og ville nok ende som en af de dér gamle koner med katte, når jeg en dag var blevet træt af manden og derfor smidt ham ud😅😂
    En dag skete der dog noget uforventeligt. Jeg blev, til trods for jeg aldrig har ønsket det eller skænket det en tanke, netop gravid. I dette sekund og øjeblik, skete der noget ubeskriveligt. Som jeg stadig ikke helt forstår i dag. Sad hos lægen og stortudede, hun trøstede mig og sagde at så slemt var det da heller ikke – men aldrig ét sekund har jeg tvivlet på at jeg selvfølgelig skulle have min søn – havde på ingen måde forventet situationen(har haft MEGET uregelmæssig menstruation hele mit liv og selvom jeg har været på p-piller, så er jeg altid blevet tjekket regelmæssigt hos lægen – da jeg, netop i tilfælde af en graviditet, simpelthen ikke ved hvordan jeg ville reagere.

    Selv den dag i dag, forstår jeg ikke, at jeg gennemgik en graviditet, tog over 25kg på, hvordan jeg har ammet og passet et barn forholdsvis meget alene, da hans far og jeg desværre kun før og efter vores barn blev født, periodevis har været sammen.
    Og jo, det er hårdt. Dvs de første 1-1,5år. Hér sætter man nok meget sine følelser til side. Men dét at blive forældre, er bare det vildeste.
    Det hårdeste for mig, var nok alle de mange diskussioner jeg har haft med babyfar og hvordan han kunne være der og så lige pludselig ikke være der og så komme igen, for kun at gå igen. Kunne slet ikke forstå hvordan kunne gøre det mod vores søn og ja, det knuste virkelig mit hjerte.
    Jeg lider SÅ meget af fødsels-angst. Sad og stortudede hvergang jeg gennemgik fødslen med jordemoder. Hvilket også endte med planlagt kejsersnit – hvilket jeg IKKE fortryder!! Har aldrig haft nogen former for smerter what so ever i såret eller noget som på nogen måder har haft en hæmmende effekt i mit liv.
    I dag vil jeg stadig gerne have børn(eller nej, er ikke skruk og kan ikke lide børn andet end mit eget – andre børn er generelt irriterende, beskidte og uinteressante på alle måder) – men vil nok helt sikkert, når manden presser nok på, gerne stifte flere børn og større familier – du er altid velkommen til at skrive en dag, hvis du skulle være nysgerrig for et mere uddybende svar. Jeg havde det PRÆCIS ligesom dig og var langt mere kattekilling-skruk og super ego på mange planer(det er jeg nok stadig) – men et barn er ikke hæmmer for noget. Slet ikke når I er to. Jeg havde Samuel med i Hangzhou og det var pisse fedt. Har ham generelt nok med alle steder, hvilket bare er noget helt særligt, når det er ens eget barn. De oplever jo livet på ny nærmest hver dag og på en hel anderledes måde fra os andre. Så sent som i dag, sagde Samuel:”Mor, jeg elsker bare alle vores eventyr. Det er det bedste i hele verden. Fortæl noget mere om vores kommende tur til Thailand og hvordan der faktisk bor rigtige aber i skoven” og han lukkede øjnene, mens jeg fortalte videre.
    Hvis du havde det ligesom jeg, inden jeg selv fik børn, forstår du sikkert ikke mange af mine følelser, før du selv ligesom jeg står midt i det hele.
    Jeg stod og STORTUDEDE midt i H&M, den dag jeg skulle købe de første strømper til Samuel. Folk må have tænkt jeg var skør, men det var bare så vildt, at JEG skulle være mor. At der faktisk var en RIGTIG (alienbaby – det kaldte jeg ham nogle gange mens han var i min mave, fordi det hele for mig simpelthen var så uforståeligt). De var selvfølgelig lyseblå – for lige siden den dag hos lægen, hvor jeg fik at vide jeg var gravid og langt henne, var jeg overbevist om, at jeg ville få en lille lyshåret dreng, da dette var det pludselige billede som dukkede op i mine tanker.
    Jeg kan ikke huske hvad du har af stjernetegn – men er overbevist om du er et ild eller vandtegn, sikkert vandtegn. Så tror meget på, du får/har det meget ligesom jeg. Men virkelig, spring ud i det! Skub dit/jeres barn ud i alle eventyrene fra baby er 1,5år.
    Du fortryder aldrig de børn du får. Kun dem du ikke får.
    En masse kærlighed og varme tanker fra Louisa, hende Hongkong-kineseren fra uni 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej sødeste Louisa
      Jaa jeg kan godt huske dig, hvor hyggeligt du skriver <3
      SIKKE en dejlig lang, beskrivende og ikke mindst BEROLIGENDE besked. Mange af de ting du beskriver er præcis sådan jeg har det både omkring at få børn og fødslen (puuha). Det er skønt at høre, at alle de eventyr og drømme man har stadig kan lade sig gøre med barn, når de lige er ovre den allermindste alder… og at de er helt fantastiske. Det lyder virkelig hyggeligt med Samuels reaktion omkring Thailand og når du fortæller, hvordan du har klaret det og stadig nydt det meste af det, på trods af du har været meget alene og kæmpet med babyfar, det er jo helt vildt.
      Haha hvor er du sød, stortudende i h&m for at købe din søns første strømper :D. Han er virkelig sød din lille blonde dreng <3

      Jeg er faktisk ildtegn 😉 Måtte lige slå det op for at være helt sikker. Endnu engang TUSIND tak for din virkelig dejlige besked, det hjælper altså bare SÅ meget at høre <3

      Kærlige tanker tilbage!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebekka

    Hej Line
    Sikke et godt indlæg – et vigtigt emne at tage op, jeg tror mange kan nikke genkendende til dine tanker. JEG kan i hvert fald.

    Jeg er mor til en nu knap 1-årig starut, og jeg var egentlig ikke særlig skruk, da vi gik igang med “projekt baby” (hader i øvrigt det udtryk, men du ved hvad jeg mener…). Jeg snakkede med mine veninder, der havde børn om det, og de sagde “at man skulle få børn, når man slet ikke kunne lade være med at tænke på at få børn” – eller sådan noget i den stil. Og sådan havde jeg det bare ikke! Jeg var virkelig lykkelig i mit liv, og for det vi havde sammen, min kæreste og jeg. Masser af gode oplevelser og rejser m.m. Og livet med børn virkede bare hårdt – søvnløshed, bekymringer, etc.

    Dog har jeg nok alligevel altid haft en grundlyst i mig til at blive mor og få børn. Jeg tænkte, at jeg jo nok ikke ville fortryde projektet. Og at jeg ikke ville ende som 40-årig og tænke, at jeg gerne ville have børn, og så var det pludselig lidt sent. Eller finde ud af, at man har brug for at få hjælp til at få børn.
    Selvfølgelig skal man ikke få børn hvis man sådan helt grundlæggende ikke har lyst, men jeg siger bare, at for nogen (deriblandt mig) der kommer den der TRANG måske bare aldrig rigtig.

    Når det så er sagt – da jeg testede positiv, så var det en kæmpe lykke for mig. Det føltes SÅ rigtigt! Jeg nød graviditeten, fødslen og det hele. At blive mor har været det dejligste, skønneste og mest fantastiske nogensinde. Det er også hårdt – JA. Især i starten synes jeg det var hårdt. Men man vokser med opgaven, og det bliver sjovere og federe at lære det her lille menneske at kende, som man har skabt samme i kærlighed. Det er det vildeste!

    JA – det er svært at give slip på dét med at man ikke bare kan være sig selv, være spontan og egoistisk. At der altid er et lille menneskes behov, der kommer i første række. Det kan til tider være drænende, rent ud sagt. Når det er sagt, så er der så mange gode ting ved forældreskabet, som vejer de trælse ting op. Og som familie skaber man sig en masse nye oplevelser og minder sammen, og dét kan sgu også noget – også selvom man så vinker farvel til de der kæresteferier.

    Så, mit råd er. Mærk efter i dig selv, sådan helt inderst inde. Hvordan ser du dit liv for dig? Hvad ønsker du i dit liv?
    Giv det nogle år, og se på det. Er der noget, du drømmer om at gøre inden du får børn? Et rejsemål, der skal besøges eller hvad ved jeg – så få det gjort.

    Ønsker jer alt godt fremover – hvad end det hele ender med. Det er den vildeste beslutning at træffe – at gå i gang med at få børn!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din besked Rebekka, hvor er det dejligt at vide man ikke er alene med de tanker og følelser. Jeg tror jeg har det ligesom du havde det, er ikke voldsomt skruk, men jeg har en grundlyst i mig til at jeg skal være mor og skabe en familie selv. Hvor er det fantastisk at høre, at det blev så stor en lykke da du så så de to streger, og at alt derfra er noget du har nydt og elsket <3 Det lyder helt fantastisk. Tusind tak for dine gode råd <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Hej Line
    Jeg er 27 og ved med sikkerhed, at det med børn ikke er noget for mig. Jeg er nemlig helt afklaret med at være egoistisk nok til ikke at ville sætte kæresteliv og mig selv på stand-by. Ligeledes kan jeg godt kende din tanke om, om man ville fortryde beslutningen om at få barnet, selvom man uden tvivl ville elske det.
    Jeg har i 1,5 år nu været kæreste med den dejligste mand – der har en søn fra et tidligere forhold. Han er en skøn knægt; men det har kun bekræftet mig i, at jeg selv har truffet den rigtige beslutning 🙂
    Knus – og ingen stress. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Nina
      Hvor ér det dejligt at høre du er afklaret med din beslutning. Det er nemlig den helt rigtige beslutning, hvis det er det, der føles allerbedst for dig. Tak fordi du deler det.
      Knus <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie E.

    Jeg kan sagtens forstå dine tanker. Jeg har selv fået mine to børn, før jeg fyldte 30, og det betød også en masse afkald, da mine veninder ikke var der endnu. Men det afgørende er, at selvom en masse ting ændrer sig, og man godt kan savne tiden før, så er man aldrig i tvivl om, hvordan man skal prioritere, og hvad man helst vil, for man er ansvarlig for et andet menneske, og det er det største.
    Man bliver aldrig rigtig klar eller helt sikker. Men personligt syntes jeg, det var fedt at træde ind i en fase i mit liv, hvor det hele ikke handlede om os selv. Hidtil havde fokus været på uddannelse, arbejdsmarked, parforhold, selvrealisering. Vi var klar til at flytte fokus, og det var fedt.
    Held og lykke med de kommende år – uanset hvad bliver det sikkert en spændende periode i jeres liv ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Det giver rigtig god mening, jeg tror også det er både sundt og dejligt at flytte fokus fra en selv. Tak skal du have og tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofi

    Jeg kan så godt følge dig og er så glad for, at nogen bringer det på banen. Det virker nemlig lidt tabu at nævne denne frygt og set som meget egoistiskt.

    Jeg er selv 30 og gravid for første gang og jeg glæder mig meget, men er også bange for at miste de ting du beskriver. Jeg synes nemlig, at det man mest hører omkring at få barn/børn er, hvor hårdt det er. Alt det man skal opgive, forhold der nærmest går i stykker, osv. Det lyder ærligt talt ikke særlig attraktivt.

    Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn, fordi tanken om blive ældre og ikke have nogen virker meget ensom. Jeg har bare været meget i tvilv, om hvornår det skulle være. Da jeg så mødte min kæreste for et par år siden vidste jeg med sikkerhed, at det ville jeg – det ville vi. Jeg synes nemlig, at det handler meget om forholdet. Vi vil hinanden og vores forhold mere end noget andet, og derfor er jeg overbevidst om, vi nok skal forblive lige så gode ved hinanden efter babys ankomst.
    Vi er allerede så fyldte med kærlighed til barnet.

    Mette Marie Lange skrev for nyligt et indlæg om parterapi, hvor hun kom ind på nogle af tingene du taler om.

    Skal jeg komme med ét råd, så er det at tale sammen – tal sammen, hvad I ønsker, hvad I frygter (ofte frygter vi ‘fjollede’ ting), så det ikke kommer som et totalt chok.

    Jeg gælder mig nu til, at vi 3 kan rejse osv, sammen som familie, fordi jeg ved, at min kæreste og jeg altid vil prioritere vores kærlighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar Sofi. Ja det er nemlig lidt tabu at nævne, og man fremstår enormt egoistisk i manges øjne.
      Ja du har helt ret i det handler om forholdet, og jeg tror du har helt ret i, at det giver virkelig god mening at tale sammen, OGSÅ om alle de ting man ‘frygter’ så det ikke bliver så stor en overraskelse når man står i det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nå min tlf sendte lige afsted lidt for hurtigt. Men der skulle stå at i sidste ende er det jo dig der står med beslutningen 🙂 jeg hepper på en lille linematti bebs i hvert fald 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Man bliver aldrig klar. Timingen bliver aldrig helt rigtig og man bliver aldrig klar. Ingen ved jo helt hvad der venter dem på den anden side. Jeg har aldrig haft intentioner om at få børn men min det ville min daværende mand godt. Jeg rykkede mig langsomt til at vi da måske godt kunne få et enkelt barn med årene vi var sammen og en dag så tog jeg egentlig bare beslutningen om at nu skulle det være. Trods det var jeg lidt fuuuuuck da jeg så stod med en positiv test men der var selvfølgelig ingen tvivl om vi skulle have det. I dag er jeg selvfølgelig ærgerlig over vi ikke er sammen mere, mest for min søns skyld, for jeg havde jo ingen intentioner om at få et barn og så være alene med det. Det har ingen vel. Men sådan ville skæbnen det og der har da været hårdt. Men som alt andet man kommer ud for her i livet så kommer man igennem det. Du virker til at være klar udfra hvad jeg læser, men venter på nogen giver dig løsningen. Man kan jo lufte sine tanker alt det man vil, i sidste ende er det jo dig der står med beslu

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Lige præcis, sådan har jeg også tænkt – at man aldrig bliver HELT klar. Jeg tror også jeg får det ligesom dig, den dag jeg står med en positiv test i hånden, jeg tror faktisk jeg går lidt i panik 🙂 Nej de færreste ønsker at ende med at stå alene med et barn, jeg er ked af at høre det endte sådan for jer, men så har du fået en fantastisk dreng ud af det og har klaret det alligevel. Jeg tror også tit vi kan mere end vi egentlig tror vi kan <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hej 😊
    Jeg er selv 30 og har en søn på 1,5 år. Jeg har heller aldrig nogensinde været skruk eller bare i nærheden af det. Andres børn har ikke sagt mig noget særligt, ikke at jeg er ligeglad med dem og har ofte fået ros for at have ‘børnetække’. Jeg har bare altid nydt at kunne aflevere dem tilbage til deres forældre igen.
    Men så på et tidspunkt var jeg også et sted i livet hvor det rent logisk gav god mening for mig at få et barn med min kæreste. Og så gjorde vi det egentlig bare. Og i dag elsker jeg selvfølgelig min søn op til stjernerne og tilbage igen.
    For mig har det vigtigste været at acceptere at jeg ikke ELSKER at VÆRE mor betingelsesløst. Men jeg elsker tilgengæld mit barn betingelsesløst.
    Min holdning er at der er super mange forventninger til hvordan man skal agere og føle for at være den gode mor. Og en af forventningerne er blandt andet at man helst skal elske sin nye mor-rolle ind til knoglerne. Det har jeg bare accepteret ikke kommer til at ske for mig. Jeg ELSKER ikke at sidde på gulvet og lege med LEGO. Jeg ELSKER ikke at putte hver aften kl 19. Jeg ELSKER ikke at skulle på legepladsen når vi har weekend. Til gengæld ELSKER jeg min søn og derfor gør jeg det hver eneste dag og hver eneste weekend.
    Det blev lidt langt, men jeg tror egentlig bare min pointe er at man sagtens kan få børn uden at være ultra-skruk. Bare fordi man ikke er skruk, betyder det ikke at det er forkert eller et dårligt valg at få et barn.

    Og PS: Når min søn er en lort så fortryder jeg nogle gange og drømmer mig tilbage til tosomhed med min kæreste og dejlig spontanitet. Og det er helt okay at have det sådan, for på den lange bane ville jeg ikke bytte han for noget. Heller ikke en spontan rejse eller alenetid med min kæreste. For jeg ved at alt det jeg savner lige nu, kommer tilbage igen lige så stille i takt med min søn bliver ældre. Og når jeg engang får alle de dejlige muligheder tilbage igen, så har jeg jo stadig min skønne søn. Og det er jo rent win-win 😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Rikke.
      Åh ja en dejlig kommentar. Det er nemlig lige præcis alle de forventninger til, hvordan man skal føle og hvordan man er en god mor osv. Jeg kan gå med tankerne om at frygte ikke at elske mor-rollen, men som du skriver, så gør det måske heller ikke så meget. Jeg er også helt sikker på jeg, som dig, vil elske mit barn/børn helt ind til knoglerne og ikke vil bytte dem for noget andet, men det er dejligt at høre, at der er andre som har de tanker og som endda har børn. Jeg synes virkelig det er en fin beskrivelse, ikke at ELSKE alle aktiviteterne, men at ELSKE sit barn så højt, at man gør det hver dag hele året <3 .. Og ja, du har jo ret, når han er ældre og mulighederne kommer igen, så har du din egen lille familie, dit eget lille team at gøre alle de sjove ting med, det ér jo win-win 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Du er ikk den eneste. Jeg er 28 år og har slet ikk lyst til et liv med børn osv. At have en kæreste og hunde er helt perfekt for mig.
    Og sådan vil jeg have det for altid. Er fast besluttet på at jeg ikke vil have børn. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Mia. Jamen det er jo også en helt okay beslutning, har den været svær for dig? Jeg nyder sgu også min kæreste og mine to hunde, og til tider tænker jeg også, at det er der ingen grund til at ændre på 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg forstår godt dine tanker og vil til dels sige, at du har ret!! Min kæreste og jeg havde et fantastisk liv med rejser, eventyr og bopæl i udlandet inden vi fik vores søn – og det ændrer altså alt. Pludselig kan man ikke “bare” lige gøre hvad man vil, hele ens personlige frihed er væk, i hvert fald for moren. Men, det er også starten på et nyt liv som familie og det er den største glæde at få et barn, som gør alt godt igen med sine smil, når man kun har fået 4 timers søvn hver nat siden fødslen (true). Babyer er også meget forskellige, nogle har nemme babyer der sover godt, andre har babyer der ikke vil sove. Jeg tror det afhører meget hvor svært alting er i starten. Men starten er hård ligegyldigt hvad, men så lander man langsomt i det hele og finder lykke og glæde i dit nye liv! Men det skal altså ikke underkendes, at hele ens liv ændres og nej, der er ikke tid til kæresteri de første mange måneder, specielt hvis baby ikke vil sove. Men man kommer igennem og det vil du og din kæreste også, hvis I beslutter jer for det. Jeg sammenligner det lidt med at tage en rigtig hård uddannelse. Er det sjovt hver dag? Nej! Men man gør det for at få en bedre fremtid. Lidt det samme med børn, jeg gør det for at få familieferier, fødselsdage, bryllupper, børnebørn og jul med børneglæde. Så må man investerer lidt af sin voksen-bekvemthed hvis man vil have de ting?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for den kommentar Sofie. Det er jo helt rigtigt, man giver op på rigtig mange (og meget dejlige) ting, men som du siger, så må man give afkald på sin voksentid for at få de fantastiske ting, jeg kan høre det medfører at få børn og blive en lille familie. Det er bare en kæmpe beslutning og man kan ikke gøre den om, så når man har en masse tanker og bekymringer inden, så bliver beslutning pludselig endnu sværere at tage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har været gravid – men valgte bevidst at det ikke skulle være.
    Jeg har altid gerne ville have børn. Er 27år. Nyligt forlist forhold efter 9 år. Man havde en forestilling.
    Selvom vi havde været sammen 5 år da vi fandt ud af jeg var gravid, føltes det bare ikke rigtigt. Jeg var så ulykkelig – af at skulle tage beslutningen når jeg ikke ønskede dét, men det var bare ikke tidspunktet.
    I dag ved jeg at det var min intuition der sagde mig at mit forhold ikke ville holde til det – eller holde i det hele taget.

    Mine venner med børn siger, at man kan mærke når det føles rigtigt. Der vil altid være bekymringer, men følelsen om at det skal være nu: er du i tvivl er du ikke i tvivl.

    Kh Julie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Julie. Tak for din kommentar og for at dele det her. Det lyder virkelig som om din intuition var helt rigtig, når man ser på hvordan det endte. Du har nok ret, hvis man er i tvivl så er man det ikke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Jeg synes du skal vente til du/I føler jer klar.
    Du kan godt vente lidt endnu, men selvfølgelig ikke alt for mange år, da vi kvinder ikke kan have svært ved at få børn, når vi bliver for “gamle”.
    Jeg var selv klar til familie, da jeg var midt 20, men det er forskelligt for alle.
    Jeg kender de som var 40 inden de fik børn.
    Fordelen ved at få børn når vennerne får, det er at de kan lege sammen og at alle er på “samme niveau”.
    Mærk efter og pludselig en dag føler du måske, at nu er det nu 🙂
    Held og lykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Jamen spørgsmålet er så: føler man sig nogensinde sådan RIGTIG KLAR? ja det er helt rigtigt, der er fordele ved at få det på nogenlunde samme tid som vennerne.. tak for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Hej Line Sofie,
    Spændende emne – tror faktisk aldrig jeg har læst et blogindlæg som dette, og det er da egentligt lidt interessant, for tror at der er mange som har lignende tanker.

    Jeg har altid vidst at jeg gerne vil have børn, men jeg er absolut ikke typen som elsker andres børn haha. Synes faktisk ofte at børn kan være ret irriterende – det skal ikke opfattes forkert, men man kender legeonkel typen, der bare elsker at hænge ud med børnene, og den er jeg ikke 😉 Men som jeg skrev, så har jeg altid gerne ville have børn. Nogen at elske ubetinget og blive elsket tilbage igen. Tanken om at sidde alene tilbage senere i livet, uden børn eller børnebørn, synes jeg heller ikke er så tiltalende – selvom man ikke behøver at føle ensom bare fordi man ikke har børn. Men jeg er helt sikker på at det for mig vil være en kæmpe glæde at kunne følge mine børn og eventuelle børnebørn.

    Jeg er gravid i 17. uge (planlagt graviditet) og en ting jeg også vil nævne er, at jeg virkelig har en følelse af at min mands og mit forhold bliver endnu stærkere/tættere/mere forbundet. Forventningens glæde er helt speciel og det gør mig så glad at mærke hvor meget han engagerer sig og glæder sig. Jeg er slet ikke i tvivl om at det også er hårdt og krævende at få børn, men jeg er overbevist om at det kommer mange, mange gange igen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Maja.
      Fedt med din holdning også. Jeg har det ligesom dig med tanken om at få børn, det er slet ikke tiltalende for mig ikke at have det, så jeg er sikker på jeg skal have børn, men alle de mange tanker og bekymringer… bekymrer mig lidt 😉 Dejligt du er gravid, TILLYKKE med det. Hvor er jeg glad for at høre man får et endnu stærkere og tættere forhold, det er lige præcis det modsatte jeg har hørt så mange skrækhistorier om. Tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lina

    Jeg gik i mange år med at jeg ikke ville have børn. På et tidspunkt er jeg ret sikkert på at jeg mente det, andre tidspunkter tror jeg bare det var det jeg sagde til folk, hvis de spurgte/ snakken faldt på det. Det ændrede sig lige så stille da jeg fik en lille nevø. Men der hvor jeg virkelig mærkede det var efter gravidtiet og efterfølgende abort. Det lyder måske underligt. Har aldrig tænkt så meget på at få børn, som efter jeg fik en abort. Tiden var ikke rigtig og det kom som et kæmpe chok at min test var positiv, og jeg gik til det sidste før jeg tog den endelig beslutning. Det var hårdt, det er stadig hårdt, her nogle år efter. Jeg har grædt mig selv i søvn, mange nætter, men aldrig fortrudt, fordi det var det rigtige. Men det jeg kan tage med fra en oplevelse, er at de tanker jeg havde om ikke at ville have børn, har vidst sig at vende fuldstændigt! Jeg vil have børn, jeg glæder mig, men først når tid og sted er rigtigt. Fordi det er en kæmpe ting, som du selv skriver. og det skræmmer mig enormt! men når jeg ser alle de seje forældre jeg kender, så glæder jeg mig til det en dag bliver mig.
    Stort kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Lina. Tak fordi du fortæller din historie. Jeg er virkelig ked af at høre om din dårlige oplevelser og alle de svære følelser den har medført, selvom du også har følt det var det rigtige. Det er dejligt at du har det anderledes med det nu og glæder dig til at få børn. Det ér en skræmmende tanke, det synes jeg viiiirkelig også, men jeg kan også glæde mig til det.. det er meget ambivalent 🙂
      Kæmpe kram tilbage!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg vil tilslutte mig koret og sige, at det er helt normalt. Personligt har jeg heller ikke hverken lysten eller trangen til børn lige nu.. Måske aldrig.
    Min mor fortalte mig, at hun aldrig blev skruk eller forestillede sig at skulle have børn. Men to fik hun, og som hun siger, så kunne hun den dag i dag ikke forestile sig, at det skulle være anderledes. Til gengæld har mine forældre altid prioriteret at køre deres karrierer, dog forskudt, så der altid var en ved børnene. Og derudover har vi rejst siden vi var helt små, fordi det var vigtigt for mine forældre at blive ved med.
    Jeg tror, det er, hvad man gør det til. Livet kan sagtens fortsætte, hvis man er indstillet på det – og har et godt bagland, der kan hjælpe med pasninger, sygedage og lign.
    Derudover har jeg tre kusiner og fætre, som alle rejser med job og børnene med, fordi der er så mange muligheder ude i verden.
    Selvom mine kæreste og jeg ikke ved om vi skal have børn, så er jeg stadig sikker på, at stort set alting stadig kan lade sig gøre med dem på sidelinjen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Det er rart at høre, der er flere som har de samme tanker. Jeg tror du har ret i, at det er hvad man gør det til. Der er selvfølgelig (tror jeg på) en masse ting som bare vil være anderledes, men du har helt ret i, at det selvfølgelig også er, hvad man gør det til. Ja, hvis man har et godt netværk tror jeg også det bliver en noget nemmere opgave 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Det er helt naturlige og almindelige tanker at have.. Sådan tænkte jeg også, indtil jeg ved et tilfælde fandt ud af at vi ikke kunne få børn naturligt(Jeg var 26). Så blev ønsket om dem lige pludselig kæmpe stort. Jeg er efterfølgende blevet pinligt bevidst om – det at få børn ikke er en menneskeret.

    Det føles helt urimeligt at man som kvinde er presset af biologien, men det er jo desværre bare sådan kroppen fungerer – det er en ærgelig ting at skulle tænke på, men hvis man har den mindste lyst til at få børn, så ville jeg bare kaste mig ud i det og se hvad der sker 🙂

    De venligste hilsner herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak, M. Det er vildt, hvordan en følelse man ikke havde før kan blive SÅ stærk, når man får at vide man ikke kan. Sådan tror jeg også jeg ville have det, hvis jeg fik at vide jeg ikke kunne. Jeg ville endda føle mig så dum, at jeg overhovedet har haft de her tanker eller ‘ventet så længe’. Men det er rigtigt, vi ér presset af biologien, og det er jo også derfor jeg tænker så meget over det for tiden… for jeg ér jo 30 år, selvom jeg ikke helt føler det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg har det p.r.æ.c.i s som dig!
    Altså, det kunne vel være meget dejligt og ja, hvis man gør det godt, så er der forhåbentlig børn og børnebørn til at besøge en, når man er gammel. Men det kan jeg trods alt ikke definere mine livsvalg ud fra. Jeg kender til flere eksempler, hvor forældre og børn ikke er gode venner – og i nogle tilfælde slet ikke ses. Så intet er jo garanteret.
    Og det er min forestilling (fordom), at ens personlige frihed ryger på standby i laaang tid, hvilket jeg har det lidt stramt med. Selvom det lyder egoistisk. Jeg ser i hvert fald på min omgangskreds med børn, og det frister ikke ligefrem.

    Når det er sagt, så er jeg glad for børn og elsker, når folk omkring mig bliver gravide. Jeg er bare ikke længere sikker på, om det er noget for mig.
    Men mon ikke, at jeg nok skal blive et lykkeligt menneske alligevel, hvis børn udebliver 😉

    Tak for at tage det op!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Åh det er jeg glad for at høre.. eller glad, jeg er i hvertfald glad for vi ikke er alene med alle de tanker. Jamen jeg har det ligesom dig, jeg elsker mit liv som det er nu. Jeg er helt sikker på, at man kan få et fantastisk lykkeligt liv både med og uden børn. Begge dele er en stor beslutning, men ingen af dem er jo forkert. Man må bare gøre det, der føles mest rigtigt, også selvom det er skide svært at finde ud af, hvad der egentlig føles rigtigt engang imellem 😉

      Selv tak, og tak for din besked.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hej! Jeg har det på helt samme måde – næsten da. Jeg bliver snart 29 år, og rigtig mange af mine gode veninder er begyndt at få børn, slå sig ned, blive gift osv. Jeg selv bor i en skøn lille lejlighed med min kæreste på 3. år, og vi nyder livet med hinanden, rejser og tosomhed. Vi føler egenligt at vi får vores dosis af lækre, små, nuttede babyer fra alle omkring os, og vi kunne sagtens vente med selv at gå igang. DOG er der i mit hoved også én der siger, at vi skal til at igang… Både ift. alder og ikke at være for gammel – særligt så man har mange år med sine børn, men også fordi at der er noget dejligt ved at ens børn har nogenlunde samme alder som dem i sin vennekreds og i familien… Både min kæreste og jeg elsker børn og er helt sikre på at vi gerne vil have vores egne en dag – men vi er bare heller ikke helt klar på alt der følger med… So what to do? Min veninde sagde den anden dag, at hun ikke troede at alle ville få den der følelse “NU er jeg klar”, og at det derfor blot var noget man skulle springe ud i, hvis man inderst inde gerne ville have på et tidspunkt. For ja, man har jo tid til at blive lidt mere klar i graviditeten! Og man lærer henad vejen OG man klarer det (de fleste gør) – fordi det skal man jo for barnets skyld. Og ja som mange har nævnt: Man fortryder kun de børn, som man ikke fik 😊 Men ja – blot nogle tanker og en tilkendegivelse af, at jeg forstår dig SÅ godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar, det gør mig meget mere afslappet at høre, at andre i min alder har det på samme måde. Jeg har også hørt flere gange, at man aldrig bliver RIGTIG klar, så måske din veninde har ret, hvis man ved man gerne vil have børn og rammerne er til det, så skal man måske bare springe ud i det og vokse med opgaven!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg har aldrig været i tvivl om jeg skulle have børn. Jeg blev mor som 25 årig og har nu en datter på 5 mdr. Det er benhårdt arbejde men kærlighed får en helt ny betydning når man får et barn. Jeg hadede folk der sagde det før for jeg elskede da min familie og kæreste men jeg elsker mit barn på et helt andet plan! Jeg har givet afkald på kæreste aftener og spontane oplevelser men det sætter ikke begrænsninger for mig. Jeg ser nye oplevelser og muligheder i det at få et barn. At kunne give mit barn som at komme i zoologisk have, Tivoli etc. At se glæden i hendes øjne ved at opleve nye ting vil være så fantastisk! Jeg dømmer på ingen måde dem der ikke vil have børn men jeg forstår dem ikke. Ja man opgiver noget af sin egen frihed men man får så meget igen. Den ubetingede kærlighed! De søvnløse nætter er hurtigt glemt når jeg får et smil fra hende. Graviditeten og den lange fødsel var alt være for at få hende og jeg ville til enhver tid gøre det igen. Jeg synes det er så ærgerligt at høre folk snakke om det ting de mister ved at få børn som om det skulle være en stopper for alle de ting man gjorde før. Nej man kan ikke tage ud på en spontan dateaften men så laver jeg lækker mad herhjemme og vi hygger os her. Men ja det kan nok være svært at sætte sig ind i det når man ikke selv kender til det. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanne

    Jeg vil også gerne lige tilføje at forhåbentlig er alle beslutninger vi tager om vores liv egoistiske. De bliver jo netop taget for at vi har det godt og får mest muligt ud af vores liv. Man kan jo også argumentere for at det er egoistisk at sætte børn i verden, når nu der er masser af børn som har brug for en eller to forældre. Så slå dig endelig ikke i hovedet med om du nu er egoistisk fordi du evt. fravælger børn. Det er dit liv og dit ansvar at leve det så DU er lykkelig 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Ja det har du selvfølgelig ret i 🙂 Tak for den besked <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg er pt 28 uger gravid, og er altså ikke skruk endnu. 😉 Jeg glæder mig dog og er sikker på at det bliver godt. Men har aldrig haft den helt store lyst til børn, har dog heller kunne forestille mig et liv helt uden børn. Men min mands største ønske er børn, så han fik “skubbet” mig ud over kanten. Men var jeg sammen med en der heller ikke havde store lyst ved jeg ikke om det ville ske. 🙂
    Er dog også virkelig spændt på hvordan livet bliver efter børn. Men tror på at man selv vælger hvordan det skal være, om det er synd for os at det er hårdt eller om vi klør på og synes det er fedt. Nu må vi se, jeg bliver nok klogere.
    Jeg er forresten 32, så alderen begyndte også at spille ind her.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tillykke med din kommende baby. Hvor er det vildt at høre, altså på den fede måde, at man både kan have børn og være gravid uden at være mega skruk 😉 Ja det er ærgerligt at alderen også skal have betydning, for jeg kunne godt vente 5 år mere, men der er jo også noget biologi der spiller ind.
      Er du ikke virkelig bange for at skulle føde? Jeg frygter allerede fødslen nu, og jeg er ikke engang i nærheden af at være gravid 😉
      Tak for din kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg forstår dine tanker SÅ meget. Er selv 23 år og tænker selv på at børn ikke er noget for mig, efter at have sit mi families børn og hvor ”trælse” de kan være i givende situationer. Men tror dog alligevel jeg en dag selv skal have børn, bare ikke lige nu!

    https://nouw.com/blogaboutkathrine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Åh ja, hvem der bare var 23 😉 Du har også masser af tid til at finde ud af det.. jeg tror bare det ér en stor beslutning uanset hvor tæt på en realitet det er.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanne

    Jeg er 32 og har heller ingen børn. Det er ikke fordi jeg bevidst har fravalgt det. Jeg har det nok mere sådan, som beskrevet ovenfor, at det ikke skal styre min lykke. Jeg har investeret meget i min karriere og gør det fortsat. For mig ligger problemet i at jeg ved jeg kommer til at ville give mit barn/børn alt og det kommer helt sikkert til at hæmme den karriere jeg har investeret så meget i at opbygge. Jeg har lyst/brug for at se hvor langt jeg kan tage den. Med et barn vil det drastisk hindre den tilfredstillelse jeg får af at nå nye personlige mål. Så jeg skal nok være ret heldig med at faren til mit barn vil tage ihvertfald halvdelen af barslen og nok det meste af ansvaret derhjemme, før jeg får nogle børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg blev mor til en dreng da jeg var 23 år, nu er jeg næsten 26 år og min dreng er næsten 2. Jeg er solomor til et barn med donor, så mine æggestokke skreg så meget at jeg tog på en privatklinik og blev gravid. Så jeg vidste helt sikkert, at jeg skulle være mor, også selvom jeg kun var 23 år. Hverdagen kører på rutinen og det kan måske godt lyde kedeligt, men han er fandme så sjov, kærlig og min største kærlighed nogensinde. Os med børn kommer nok ofte til at fortælle om den manglende søvn, vasketøjet, snotnæser osv, for nogen gange har man bare brug for at læsse af, og glemmer måske at fortælle om den kærlighed til sit barn, der gør, at man har lyst til at ofre ting, der før var vigtige for en.
    Jeg synes det lyder som om, at du ikke er klar, fordi alt det du føler du går glip af og må ofre fylder så meget. Men det er også vigtig at tænke over de ting man ikke lige kan, så det ikke kommer som et chok for en. Man skal ikke få et barn bare fordi, man skal få et barn fordi man slet ikke kan lade være ❤️ måske har du bekymringer lige nu, og måske om et halvt år kan du slet ikke lade være med at blive gravid, fordi det er rigtigt for jer 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Katrine, tak for din kommentar og spændende at høre om jer, der har valgt at få med donor. Ja du har nok ret i, at forældre ofte kommer til at fortælle om de svære eller mindre sjove ting.. det er lidt ligesom man oftest fortæller veninderne om, hvor stor en røv ens kæreste kan være og glemmer at fortælle, hvor fantastisk han også er 😉 Ja det rigtigt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg forstår dine tanker.. jeg er 34 og mor til 3 i alderen 2-8 år. Det er hårdt.. og man vil som forældre altid have en masse bekymringer omkring sine børn resten af livet. Men når det så er sagt, så er det også bare så givende med børn. De er sjove, skøre, søde, dejlige og til tider møg hamrende irriterende. Men som jeg altid har fået at vide.. man fortryder ikke de børn man har fået, kun dem man ikke får.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar, det er dejligt at høre. Det er nok også sværere at forestille sig den ubetingede kærlighed og alle de dejlige ting, når man aldrig har haft børn.. så er det nemmere at forestille sig man ikke får søvn, ikke kan rejse på samme måde osv. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Jeg tror dine tanker er helt normale. Jeg havde ihvertfald også dine tanker, helt til jeg stod med en positiv (det var planlagt). Men når maven begynder og vokse og se barnet på en skærm, så sker der noget inden i, og så var det love. Hvertfald for mig.
    For os handlede det om vi måtte sige, ønsker vi at være os to alene som gamle, eller så vi at vi havde et barn/børn omkring os. Hvilket blev ja, derefter blev enige om, at vi begge gerne ville være ” unge” og kunne en masse med barnet. Så var det med at bide tænderne sammen, og tage de udfordringer der måtte komme.
    Idag er vores pige 4år, og hun er mit lille hjerte, og største kærlighed. Det er det vildeste og opleve verden og alt påny set med hendes øjne. Hun har været ude og rejse Ca. 6x, står på snowboard og fuldfart frem. Og rejste første gang da hun var 1år.
    Så det kan lade sig gøre, selvfølgelig er børn forskellige, men man kan ikke tage udfordringerne/sorgerne på forskud.
    Der er vist os et ordsprog der hedder, ‘man fortryder ikke de børn man får, kun de børn man ikke får’. 🙂
    Vi står nu i dilemma om nr.2. Vi er begge i tvivl, og nyder ret meget det vi har og kan. Ved Nr 2, finde større bo = mindre frihed iforhold til rejser. Hmm. Men jeg 31, og han 38, så må se hvad tiden bringer.
    Pøj pøj med tankerne 😉, og godt nytår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Tine
      Tak for din virkelig fine kommentar. Jeg har før hørt, at der sker noget så snart man bliver gravid. Det er en virkelig smuk tanke, som du beskriver det, at opleve verden og se alt påny med sit barns øjne – hvor er det en dejlig tanke og beskrivelse.. Ja og som du siger, så kommer der jo også alle tankerne om nr. 2., 3 osv 🙂 Tak for det, og pøj pøj med jeres beslutning om endnu en guldklump! Godt nytår.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for at sætte så vigtigt et emne på dagsordenen. Jeg tror heller ikke på, at med de rammer vores samfund har for børn, at det er det rigtige for alle at få børn. Jeg er “heldigvis kun 25” så ikke alle er begyndt på babyboom, men mange er! Og ærligt – når jeg ser hvor trætte, smadrede og i mangel på tid mine veninder er, så har jeg ikke ligefrem travlt med at få gang i æggestokkene…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Selv tak. Og ja, lige præcis, det er virkelig ikke det mest lokkende, når man ser hvor mange børnefamilier der er nedslidte og trætte.. selvfølgelig ser jeg heller ikke på samme måde, hvor fantastiske deres børn er eller hvor meget kærlighed de giver. Jeg ser bare alle poserne under øjnene, hører om de ikke kan rejse pga. barnet osv. Ja nyd din ungdom, du har ikke travlt 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bolette

    Jeg er 28 år, har hus, biler, mand og to børn. Jeg ELSKER vores hverdag! Den er fyldt med ‘hvem afleverer/henter’, madpakker, vasketøj, indkøb, oprydning og arbejde. Men jeg freakin’ elsker den! Da jeg var yngre ville jeg ikke have børn. De sagde mig ikke rigtig noget.. Men så mødte jeg min mand og så kunne det ikke være anderledes. Selvfølgelig skulle jeg have børn med denne dejlige mand. Jeg har ikke fortrudt det en eneste gang, MEN jeg savner ‘mig-tid’. Vi snakker tit om, at vi glæder os til at børnene bliver lidt større og gider at ligge på sofaen en søndag, så man kan se en film med dem. Lige nu er der fuld knald på dem fra morgen til aften. Men de er små i så kort tid, så vi nyder egentlig bare den alder de har lige nu.
    Min bedste veninde er gravid og føler sig hverken skruk eller klar til at blive mor. Hun vil bare gerne have sit første barn inden hun fylder 30 år. Jeg er ikke i tvivl om at hun bliver en kanon god mor, for hun er mega god med mine børn. Det er måske bare lidt fjollet at kaste sig ud i sådan et stort “projekt”, med mindre at man har lyst og er klar.
    Jeg har også en kvindelig kollega, som har fravalgt børn. Hende og hendes mand har valgt at der ikke er plads til børn i deres liv. Det tager jeg hatten af for! Det er en stor beslutning, og det er så sejt at de er åbne omkring det.
    Man skal gøre lige præcis hvad der er bedste for en! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Årh Bolette, sikke en fantastisk kommentar! Hvor er det dejligt med så positiv en indstilling til alle ‘hverdagstingene’, det gør det hele lidt nemmere. Det er jo også en indstilling at se det positivt, som du siger er de små i så kort tid, så alle faser har vel deres charme/glæde og deres hårde sider. At få børn er nemlig ikke for alle, begge beslutninger er jo kæmpestore faktisk – at vælge at få børn og ikke at få børn. Mange tak for din kommentar, den var rigtig dejlig at læse <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg har altid haft den mening at børn ikke skal definere om jeg er lykkelig eller ikke. Kommer de, så kommer de, og hvis ikke. Helt ok. Der er heldigvis mere i livet end at føde børn
    Jeg har også altid tænkt jeg nok er for egoistisk til børn – i forhold til det med personlig frihed, søvn osv. Og nej, det er ikke det samme at fx. at rejse med børn som alle siger.
    Jeg stresser dog heller ikke. Jeg er 28 og har intet i mod at være på den anden side af 35 før de evt kommer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Rikke. Det er også en dejlig afslappet måde at tænke på det. Det er forfriskende at høre fra en, som er bare en smule mere afslappet omkring det at få børn. Jeg har det ligesom dig, det er IKKE det samme at rejse med børn eller lave andre ting med børn, som uden. MEN jeg tror også på når folk siger, at selvom det er noget andet, så kan det være mindst ligeså skønt.. det ved vi jo bare ikke endnu 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene P.

    Jeg tror såmænd ikke det vil være en særlig stor lykke for dig at blive gravid, når du har det som du har det. Du virker jo til at leve et sundt og godt liv, så mon ikke du har 10 gode liv endnu til at få børn i? 😀 jeg forstår sagtens alle dine tanker omkring det, for man sammenligner jo sig selv med alle andre – det kan man ikke undgå. Men jeg er sikker på, at du vil blive mere sikker i din sag på et tidspunkt. Følg din mavefornemmelse, så går det aldrig helt galt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar Malene <3 Jeg tror bare at det med at få børn for mig (og de fleste andre) er SÅ stor en beslutning, at man måske aldrig kan føle sig HELT klar.. måske. Men du har ret i jeg skal følge min mavefornemmelse i hvertfald ! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Januarudsalg 2019 - Bolig