Januarudsalg 2019 - Træning

At arbejde for at leve, eller at leve for at arbejde?

Jeg ved ikke om det handler om jeg er fyldt 30 år, om nogen putter noget i det jeg drikker hver dag, eller hvad fanden det er, der får mig til at tænke over en masse meget store ting i mit liv for tiden. Forleden delte jeg indlægget om ‘ikke rigtig at være skruk’ og alle mine bekymringer omkring det at skulle blive forælder en dag, og i dag handler indlægget om det jeg bruger 40 timer af min uge på – nemlig mit arbejde. Jeg stiller meget mig selv spørgsmålet for tiden: arbejder jeg for at leve, eller lever jeg for at arbejde. Faktisk er det ikke et spørgsmål jeg har særlig svært ved at svare på, jeg arbejder nemlig for at leve. Hader jeg mit job? Nej, men elsker jeg mit job? Heller ikke. Det lyder måske lidt åndssvagt, burde man ikke ELSKE det man laver? Jo, det burde man måske, og det ville jeg også ønske, men det gør jeg ikke. Jeg er på en arbejdsplads, hvor jeg er rigtig glad for at være. Det er et rigtig fint sted, og jeg har nogle rigtig gode kolleger, som jeg også har lyst til at snakke om private ting med, holde nogle hyggelige fester med og generelt trives godt omkring. Mit arbejde har også beriget mig med en fantastisk god veninde, og at få lov at se sin veninde hver dag og kunne tale om alt muligt men også sparre omkring sit arbejde, det er guld værd. Jeg har nogle fine muligheder, flextid, god barsel (altså hvis jeg nogensinde når dertil) og en okay løn. Jeg hader ikke mit arbejde, langt fra. Men jeg elsker det heller ikke.

Jeg ville ønske, at jeg elskede mit arbejde. At jeg, når uret ringer kl. 05.30 om morgenen, ville glæde mig til en ny dags arbejdsopgaver, men sådan er det ikke helt. Jeg glæder mig til at se mine kolleger, og der er elementer i mit arbejde som jeg holder meget af, men allermest, så glæder jeg mig til at have fri/holde weekend/tage på ferie/have råd til ting jeg elsker. Nu kunne man måske sidde og tænke ‘så har du fandme valgt det forkerte fag frøken’ og ja, det har jeg måske også. Faktum er bare, at der faktisk ikke er særlig mange andre professioner, jeg brænder for. Der er faktisk ikke rigtig nogen for at være helt ærligt. Jeg kan ikke se mig selv i noget andet, og i det fag jeg er i nu, har jeg heller ingen store karriereambitioner. Jeg er i godt humør hver dag, og det er de færreste dage jeg decideret går hjem i dårlig humør pga. mit arbejde, og det er da også noget. Mit job kommer aldrig til at gøre mig rig (på penge) og mit job er fyldt med meget udfordrende arbejdsopgaver, hvor jeg ofte oplever at gå hjem med en følelse af, ikke at være værdsat. Ikke af mine kolleger eller min ledelse, men helt generelt. Det arbejde jeg laver er ikke noget jeg roses for eller folk sætter pris på. Ofte er det endda det modsatte. Det er helt forståeligt, og jeg har ikke taget min uddannelse eller mit nuværende job for at få ros og skulderklap, men i håbet om, at jeg kunne gøre en reel forskel for nogle udsatte børn og deres familier. Nogle gange lykkes det, andre gange gør det nok ikke, og det er bare sådan det er. Vi socialrådgivere har ikke ligefrem det fedeste ry. Jeg har skrevet mere om hvad jeg præcis laver her.  

Nogle gange, særligt lige for tiden, så ærgrer jeg mig over, at jeg ikke valgte at gå en kreativ retning. Jeg har altid elsket at være kreativ, både ift. at tegne og male, men også ift. at skrive, tage billeder og klippe film. Jeg havde i mange år et ønske om at være journalist, indtil min dansklærer i gymnasiet knuste den drøm. Efterfølgende overvejede jeg længe at uddanne mig som fotograf. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg elskede at tage billeder og faktisk var god til at fange de helt rigtige øjeblikke. Kort efter blev jeg endnu mere vild med at lave små stemningsfilm og klippe dem sammen. Grunden til jeg ikke valgte at gå fotografvejen var, at jeg tænkte det var for risikabelt et fag. Der er mange om buddet, og mange som er hamrende talentfulde, og jeg tænkte helt fornuftigt, at jeg skulle vælge noget med en mere sikker fremtid i. Først valgte jeg, som de af jer der har læst med længe, kinesisk på Københavns Universitet. Jeg tænkte jeg var god til sprog og hvis der var fremtid i noget, så måtte det være Kina. Det var dog ikke lige mig og jeg skiftede derfor til socialrådgiver, da jeg tænkte det havde nogle af de elementer jeg finder spændende, bl.a. psykologi og det med at arbejde med udsatte mennesker og gøre en forskel. Og dét er der også fremtid i, socialrådgiver. Du kan altid få et job, stort set, også uanset alder. Der er så mange forskellige felter at arbejde som socialrådgiver i, både i det private og kommunale regi. Så jeg har da tænkt fornuftigt, hvis målet er at have en sikkerhed i mit arbejde.

Nu skal det ikke lyde som om jeg hader mit job, min arbejdsplads eller mine arbejdsopgaver, jeg trives rigtig fint i det med få dage til undtagelse. Men jeg tænker enormt meget over det for tiden, hvorfor er der ikke et arbejde jeg brænder for, sådan VIRKELIG brænder for? Jeg bliver så misundelig på dem der elsker at gå på arbejde, stort set hver dag, fordi deres arbejdsopgaver er så spændende og berigende. Jeg er også misundelig på dem i mit fag, som har en masse ambitioner og drømme de arbejder hårdt for at opnå. Selv har jeg været i arbejde som socialrådgiver i 2 år, jeg er gået igang med en diplomuddannelse i børn og unge og til februar skal jeg have min første praktikant. Jeg er glad for min arbejdsplads og mine kolleger, og jeg burde på alle måder være flyvende. Jeg er ikke ked af det når jeg går hjem fra arbejde, slet slet ikke, men hvis tanken rammer mig om ‘at det her er de næste 40 år’ så kan jeg næsten ikke få luft. 40 år?! Og jeg mener ikke 40 år på lige netop dén arbejdsplads jeg er på, nej bare 40 år i faget, 40 år på arbejdsmarkedet som socialrådgiver.

Jeg skal tilbringe næsten en tredjedel af mit liv på at arbejde, så jeg burde fandme have en større kærlighed til mit fag end jeg har. Min SU ér brugt op, der er ikke noget andet jeg vil uddanne mig til og jeg føler mig lidt låst når jeg virkelig tænker alt det her igennem. De tanker her fylder ikke alle mine dage, men det fylder alligevel en del og jeg synes også det er vigtigt jeg virkelig mærker efter, hvad alt det her handler om? Er det bare jeg er lige kommet tilbage fra juleferie-blues? Er det fordi jeg er kørt fast i det jeg laver? Er det fordi at socialrådgiver slet ikke er mit felt? .. eller hvad handler alt det her om?
Det er vigtigt for mig at mærke efter, hvorfor jeg har det sådan her, også selvom jeg synes der er noget skamfuldt over det.

Jeg synes, særligt når jeg ser det udefra, at det arbejde jeg og mine kolleger laver er meningsfyldt og vigtigt for en masse mennesker og for at samfundet kan hænge sammen. Jeg vil gerne understrege, at alle de her tanker og følelser, på ingen måder står til hinder for at udføre det bedste arbejde jeg kan. Jeg har trods alt valgt denne her uddannelse fordi jeg gerne vil arbejde med og hjælpe marginaliserede og udsatte borgere, og den opgave, dét ansvar, det tager jeg meget alvorligt. Når jeg laver et rigtig godt stykke arbejde, har en virkelig god børnesamtale eller partshøring eller lykkes i mål med en familie, så bliver jeg oprigtigt glad – og det er altid det jeg stræber efter. De her tanker betyder på ingen måde, at jeg er en dårlig rådgiver eller man er uheldig hvis man får mig hende der ikke brænder for at arbejde som socialrådgiver. Faktum er nok bare, at jeg synes 37+ timer om ugen at bruge på at arbejde resten af mit liv, er rigtig meget. Alt for meget. Uanset hvad det arbejde måtte være.

Hvordan har I det med jeres arbejde? Arbejder I for at leve, eller lever I for at arbejde? Har I nogensinde været i tvivl om I har valgt den rigtige profession?

15 kommentarer

  • Charlotte

    Puha jeg har det på samme måde som dig, men jeg tror ærlig talt jeg vil få det på samme måde lige meget hvilket job jeg havde. Jeg er civilingeniør og de fleste jobs jeg kan få er i det private er med arbejdsuger på 50-60 timer. Det har jeg altid vidst at jeg ikke ville, for lige meget hvad så ville jeg aldrig kunne elske et arbejde så meget som jeg elsker min fritid og frihed til at gøre ting der (også!) gør mig glad! Heldigvis har jeg fået et job i en kommune og her er forventningen derimod en arbejdsuge på max 40 timer. Jeg elsker mit job og mine kollegaer er skønne, og jeg kan slet ikke forstille mig at arbejde mere end jeg gør pt som er 37-40 timer om ugen. Vi sidder i storrumskontor (50 mennesker) og bare dét tror jeg er med til at gøre mig helt smadret efter en arbejdsdag fordi jeg er introvert. Så hvis jeg skulle arbejde mere end jeg gør pt så ville det også gå ud over mine weekender tror jeg hvor jeg så slet ikke ville kunne overskue at lave noget.. Så for mig tror jeg det handler det meget om at jeg nemt bliver overvældet af mange indtryk og derfor har jeg virkelig BRUG FOR fritid til at “komme mig”, og derfor elsker jeg mit job lige så meget eller måske lidt mindre end min fritid 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Måske kunne kunsten være at have lidt færre timer? Hvis det kan løbe rundt, selvfølgelig. Jeg er snart færdig som sygeplejerske, men ved allerede nu, at jeg på ingen måde skal arbejde fuldtid. Ikke fordi jeg ikke brænder sindssygt meget for mit fag, men fordi jeg også vil være noget for mig selv og mine kære. Og det tror jeg ikke man kan på fuldtid, i fag som dit og mit, hvor man i høj grad også skal være noget for andre. Husk dig selv <3 Det ene udelukker ikke det andet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Fuldstændig enig! Nikker genkendende til alt du skriver. Har gået med tanken om karriereskift det sidste år, og må nok erkende at jeg ikke aner hvad der vil gøre mig lykkelig. Så jeg smutter ud og mødes med en coach i næste uge 🙈
    Dejligt at der er en der går med de samme tanke og overvejer om man “bare” burde stille sig tilfreds.. tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar. Det er sgu en god idé at mødes med en coach, måske du kan blive klogere på, hvad det er der gør dig lykkelig 🙂 Men ja, jeg har det jo fuldstændig ligesådan, jeg aner ikke hvad der ville gøre mig rigtig lykkelig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Engang for læææænge siden (jeg har trofast fulgt med i mange år) nævnte du, at du havde skrevet en bog. En bog du ikke var sikker på at udgive, hvilket også er helt fair, men jeg er sikker på du kunne blive en fantastisk forfatter! Jeg ville til enhver tid gerne læse en bog skrevet af dig ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Årh hvor er du skøn, Iben, hvor er det sødt sagt. Det er rigtigt, jeg skrev rigtig meget på en bog, men besluttede, at det ikke skulle deles. Men måske en dag ! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg er ligesom dig uddannet socialrådgiver. Jeg startede også min arbejdskarriere indenfor Børn og unge området. Jeg troede det var der jeg hørte til. Men ligesom dig, så elskede jeg ikke arbejdet. Jeg hadede det ikke, men jeg var aldrig knus glad når jeg gik hjem trods søde kollegaer etc. Jeg tog konsekvensen en dag og søgte nyt job som socialrådgiver indenfor et helt andet felt. Dog stadig kommunalt men helt anden målgruppe. Nu kan jeg oprigtigt sige jeg er lykkelig når jeg går hjem fra arbejde. Jeg føler jeg gør en forskel hver dag – De fleste dage dog kun små forskelle men det tæller også. Det jeg nok vil sige med ovenstående er måske bare at jeg tror godt du kan komme til at elske dig arbejde som socialrådgiver en dag – måske skal du på sigt bare søge udfordringer indenfor andre felter og målgrupper. Det er jo det der er så fedt med vores profession – vi kan skifte 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar Anne, det er faktisk dejligt at høre. Jeg har også altid tænkt, at børn/unge var min hylde og jeg kan lige nu slet ikke forestille mig en anden retning, så måske en dag jeg også skifter målgruppe 🙂 Er du på myndighedsområdet?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg har desværre ingen gode råd, vise ord eller andet at byde ind med. Blot vil jeg sige, at jeg har det på PRÆCIS samme måde – både hvad angår det her med job, men også dit forrige indlæg om børn. Du er ikke alene, jeg render rundt her som en anden medsøster, der har de præcis samme tanker, haha. I hear ya.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Haha det er sgu meget rart at have en medsøster herinde 😉 Det er nogle store tanker vi render rundt med, men jeg synes det er rart at dele dem, og ikke mindst høre fra jer der går med lignende følelser.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Howski

    Jeg har det på mange måder som dig – og har i øvrigt også samme uddannelse. Nogengange tager jeg mig selv i at føle mig MEGET forkælet, da jeg jo har et job, som kan forsørge mig og gode kolleger osv. Men tanken morning at skulle bruge alle mine bedste timer på mit arbejde de næste mange år, fylder mig med skræk.
    Hvis jeg var dig ville jeg overveje muligheden for (på et tidspunkt) at gå på nedsat tid og så lave projekter ved siden af. Så har du et økonomisk sikkerhedsnet, mens du udfolder dig kreativt. Best of both worlds😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Ja lige præcis, sådan har jeg det også. Vi bruger så mange timer på arbejde. Hvilket områder arbejder du med, hvis man må spørge om det :)?
      Uh ja, det er faktisk en god idé, det kan være jeg skal overveje dén løsning 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Howski

      Jeg startede i Børn og Unge, men er nu på beskæfigelsesområdet som udfører. Det har været et sundt skifte for mig, da arbejdspresset er langt mindre og følelsen af, at arbejdet giver mening, tilsvarende større.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for svaret. Jeg har altid tænkt presset var meget større på beskæftigelsesområdet faktisk, så det er dejligt at høre fra en med erfaring 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Howski

      Den store forskel er skiftet fra myndighed til udfører – #aldrigmeremyndighed😏

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Januarudsalg 2019 - Træning