en fantastisk opdagelse

3 års dag – men et indlæg om at være single

I dag har jeg været sammen med min kæreste i 3 år. Det er ret vildt. Jeg kan slet ikke forstå der allerede er gået 3 år, jeg føler lige jeg har mødt ham. Det har været de 3 bedste år i mit liv, jeg er så lykkelig for, at jeg har fundet kærligheden, den helt rigtige. Så nu kan det måske virke helt underligt, eftersom jeg har 3-års dag i dag med min kæreste, at indlægget her skal handle om at være single. Jeg fandt et gammelt indlæg frem herinde fra, fra da jeg var single, og jeg synes faktisk det skal deles igen.

Jeg er uden tvivl en kærestepige. Jeg kan bedst lide at være i et forhold og har altid haft det sådan. Det betyder ikke jeg hellere vil være i et forhold end at være single, hvis det betyder jeg er sammen med den forkerte. Jeg har haft flere gode singleår (og nogle dårlige også), men når alt kommer til alt, så har jeg altid foretrukket at være i et forhold. Da jeg læste indlægget tidligere kunne jeg præcis huske den følelse jeg havde dengang jeg skrev det. Følelsen af, at det mest.. “rigtige”, det var at være i et forhold, og når man mødtes med venner eller familie, så var det også altid et fokuspunkt ‘nå, hvordan går det så med kærligheden? Har du snart fundet en mand’. Jeg kan huske det ærgrede mig, at det ofte blev en faktor for, om man havde det rigtig godt.. om man var på vej det rigtige sted hen i livet. Derfor, selvom jeg elsker min kæreste, elsker at være i et forhold og IKKE savner at være single (og vi uden tvivl skal fejre vores 3-års dag med is og kys) så vil jeg alligevel slå et slag for alle singler derude. Og dermed kommer indlægget om at være single dengang jeg selv var det, med ønsket om den bedste dag til jer allesammen, singler som kærestepar.

_____________

Sig mig lige, hvorfor var der ingen der fortalte mig hvor fedt det faktisk er at være single? I ved, sådan uden kærestesorg og savn oveni selvfølgelig. Hvorfor har det altid handlet om, hvor trist det er at være alene, hvor meget det fylder når man ikke har en kæreste, og hvor misundelige folk har været på dem der har? Har de ikke hørt om hverdagsproblemer? Opvask, skænderier over latterlige ting, sure sokker, indkøb, regninger og manglende sexlyst? Det er som om man tror, at når man er i et forhold så er alt fantastisk. Og lyserødt. Man har en af vågne op med, en at se film med, en der trøster når man er ked. Og det er der da også. Også. For oveni det, er alt det andet. For de fleste par. Og så har kærestepar det med at pynte enormt på deres forhold ‘jaa ja, mig og Morten har det mest perfekte forhold. Han er en fantastisk støtte, utrolig sympatisk, smuk og lækker og jeg er meget lykkelig. Og så dyrker vi også sex hver dag. Flere gange om dagen. Faktisk kan vi ikke få nok af hinanden efter vores 8 år sammen’. Hmm. Selvfølgelig pynter man på sandheden, for udover at sætte kæresten i dårligt lys, sætter man jo også sig selv i dårligt lys hvis man siger ‘vi har det pisse dårligt sammen. Jeg orker ham ikke for tiden og jeg tænker kun på andre mænd’. Det her indlæg skal ikke få alle kærestepar til at blive sure og sige ‘altså hallo, jeg har det altså godt med min kæreste’ for det VED jeg godt at man har. Tro mig, jeg ved hvor fantastisk lykkeligt det kan være. Jeg har selv været der. Flere gange.

Ja, det er skønt at være i et forhold, i hvertfald når det er velfungerende. Man har en at snakke med om alting, en der holder om en og en fuldstændig fantastisk tryghed som ikke kan beskrives. Og jeg glæder mig da til jeg en dag får det igen. Med en fantastisk mand som jeg skal have mine børn med, det gør jeg virkelig. Men jeg synes det er undervurderet at være single. I hvertfald er der ikke mange der har fortalt mig om hvor befriende det også er. Så nu vil jeg sige det. Lige slå et slag for alle singler derude.

At være single er sgu da pissehamrende fantastisk. Man har al tid i verden til sig selv. Man kan rejse og opleve og gøre lige hvad man vil. Man har ikke forpligtelser til nogen derhjemme. Man tager mere ud, ser flere venner og er generelt mere udadvendt. Man kan stadig se mænd, men man behøver ikke handle ind til dem, vaske deres sure sokker eller tage stilling til deres snorken. Så kan man jo bare smide dem ud, eller gå:) Man lærer meget om sig selv, hvad man vil og hvad man ikke vil. Det er en rigtig fin og sund proces. Man skal sortere mange mænd fra, og man mister flere gange troen på at finde en dejlig mand igen. Men så er det man kan huske sig selv på, at det slet ikke er det man leder efter og at man skal huske at nyde den tilværelse man er i. Jeg har besluttet mig for, at jeg slet ikke behøver lede efter manden i mit liv, for lige nu leder han efter mig, og han skal nok finde mig en dag, og det jeg man glæde mig til. Men man skal jo ikke forsømme den lille lykke mens man venter på den store.

.. Og faktisk, så er det sgu ikke så lille en lykke at være single endda. Husk at nyd det!

1 kommentar

  • Katrine

    Jeg elsker at være i et forhold og elsker min kæreste! Men kan godt savne at være single. Det lyder så modsigende 😅 men friheden. Bare at kunne gøre hvad man vil. Intet ansvar, ingen at skulle forholde sig til. Har ofte snakket med min kæreste om hvordan jeg elskede da vi først mødte hinanden. Den der spænding hver hang man skulle mødes, eller suset i maven ved en SMS der kom fra ham. Nu sidder vi her fredag aften, mig på sofaen ved siden af katten, ham ved computeren og vores datter er puttet. Havde jeg været single havde jeg måske siddet på en café med nogle veninder og fået et par drinks. Man skal ikke gå og ærge sig over at være single. Nyd tiden og når du mindst venter det møder du den rette. Ad hvor kliché agtigt, men mødte sgu min kæreste til ringridning en aften ude med alle mine veninder hvor planen bare var en tøseaften. 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

en fantastisk opdagelse