Billedredigering på telefonen

Om at dele sit liv online

Der er så mange ting jeg gerne vil dele omkring mit liv. Det er ikke fordi der sker noget specielt vildt/trist/dramatisk, men jeg føler bare ikke jeg kan være helt ærlig herinde… eller åben er det vel mere, for jeg er aldrig uærlig. I hvertfald har jeg en følelse af, at hvis jeg skal dele et indlæg med noget personligt, så kan det kun være noget der ligger i fortiden, hvis jeg deler noget personligt omkring mit liv nu, så føler jeg der er alt for meget på spil, det er for skrøbeligt. Jeg har før skrevet om at blogge og være socialrådgiver, og min tvivl om, om jeg kunne finde balancen i dette. Jeg valgte at fortsætte, men kan godt mærke, at det jeg føler jeg har mulighed for at dele herinde, det er blevet begrænset. Og dét synes jeg er ærgerligt. Jeg føler mig begrænset pga. min profession, ikke kun er der borgere, hvis børn det er mit job at hjælpe, som skal synes at jeg er en nogenlunde professionel socialrådgiver til dén opgave, men jeg har også kolleger, som jeg gerne vil have synes jeg er en god kollega og fed person at arbejde sammen med. Nu skal det ikke lyde som om, at det jeg ville dele ville ændre noget ved hverken min måde at være kollega eller professionel på, for det gør det faktisk ikke, men det at andre VED det om mig eller læser ting om mig, som er mere personlige, det kan jo godt få dem til at opfatte mig anderledes. Jeg har snart arbejdet med børn/unge og deres familier i 2 år. Jeg har endnu ikke haft en familie, som har bedt om en anden socialrådgiver fordi de har set billeder eller læst noget om mig på de sociale medier, så indtil nu, så har den balance egentlig fungeret meget godt.

En af grundende til dét er nok også, at jeg er blevet ekstremt bevidst om hvad jeg deler. Det er fint at være bevidst om det, men det er også noget der ærger mig rigtig meget, netop fordi min blog altid har været mit frirum til at dele alt muligt, godt som skidt. Jeg har stadig lyst til den ærlighed og åbenhed, men jeg føler ikke jeg har muligheden for det. Jeg har de sidste mange måneder leget med tanken om at slukke lyset helt på bloggen. Jeg har så mange gode idéer til indlæg, film, billeder og tekster jeg så gerne vil dele, men hver gang jeg åbner bloggen, så er der noget indeni mig der stopper mig. Faktisk er det næsten en fysisk følelse af ubehag og det efterlader mig med en underlig dårlig samvittighed. Men tanken om helt at lukke ned for bloggen gør mig også ked af det, og jeg kan stadig rigtig godt lide den er her og jeg savner rigtig tit at være aktiv herinde. Jeg vil stadig gerne blogge, men at finde ud af, hvor meget jeg kan dele nu, det synes jeg er virkelig svært. Jeg føler ikke jeg kan skrive et indlæg om, at jeg er pisse træt af mit job f.eks. (som alle jo er i perioder), for hvad hvis de mennesker der har brug for min hjælp har læst dét? Hvad hvis mine kolleger, som også arbejder med det hver dag, føler sig stødt? Jeg føler ikke jeg kan skrive om tanker om at få børn, for hvad hvis min leder eller kolleger læser det, og begynder at lave historier om jeg er gravid/på vej væk? Jeg føler ikke jeg kan dele feriebilleder i bikini, for hvad hvis en familie ikke har lyst til at have set deres socialrådgiver i bikini?

Det er skide svært synes jeg, for jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det ville være underligt, hvis min læge f.eks. havde en blog, hvor jeg læste om hendes problemer på hjemmefronten, hvordan hun havde haft diarré i 6 mdr. pga graviditet eller havde set en masse bikinibilleder af hende. Jeg kan da godt sætte mig ind i, at det måske ville være en lidt underlig situation. Jeg ville nok ikke skifte læge af dén grund, men jeg kan godt sætte mig ind i, at det må være underligt. Samtidig så ér man jo ikke kun det man arbejder med. Jeg er jo ikke kun socialrådgiver, og når jeg så går hjem så er der ellers bare gråt og neutralt omring mig, indtil jeg møder ind igen dagen efter. Jeg er jo Line, hende der både er socialrådgiver, har problemer på hjemmefronten, kan få dårlig mave eller som har bikini på om sommeren. Jeg ved jo også godt, at folk ved at selvom man er socialrådgiver, så holder man stadig ferie, drikker sig fuld, har sex, fjoller med venner, har problemer hjemme, hader sine egne unger engang imellem osv. Men forskellen er, at hvis det bliver delt, så er det noget folk pludselig skal, eller kan forholde sig til. Hvis en mor skulle klage over mig fordi der måske lå nogle bikinibilleder af mig på sociale medier, og hun ikke har lyst til jeg skal have børnesamtale med hendes søn på 13 år, fordi det bliver underligt at han har adgang til dét, så kan jeg jo godt sætte mig ind i det (det er ikke sket, det er bare et eksempel) og samtidig, så gør det jo absolut ingen forskel på min måde at arbejde på eller behandle deres sag. Nogen gange ville jeg ønske, at jeg havde satset på en anden karriere.. eller at jeg havde nemmere ved bare at lukke bloggen ned. Men sådan er det ikke.

Jeg synes det er hyggeligt at dele inspiration og billeder, men jeg savner også at dele noget mere. At få kommentarer fra jer omkring emner, som I selv har noget at bidrage til. Det har altid været så hyggeligt for mig. Jeg har altid elsket at dele datinghistorier, erfaringer og andet, og jeg har altid glædet mig til den dag jeg skal dele min graviditet, få gode råd, lave hyggelige indlæg med tips til tøj, navne og andet. Jeg har også lyst til at filme mere, lave sjove videoer, men jeg stopper hver gang jeg går igang, fordi jeg tænker meget over, hvordan det kan forene sig med det jeg laver til dagligt.

Jeg har besluttet mig for, at jeg inden år 2019 går igang, vil have en mere klar ‘løsning’ på det her. Enten så tør jeg dele lidt mere, som jeg gjorde før, og så må jeg forholde mig til de problemer det kan give, hvis det nogensinde kommer til dét, og ellers, så må det være på tide, at min blog lukkes og slukkes. For at gå rundt med en ondt i maven, en lyst til at blogge samtidig med ikke rigtigt at … turde det, for så at dele 1-4 indlæg om måneden, det gider jeg ikke mere.

Er der nogle af jer, der er bloggere/eller med profil på de sociale medier, som også føler det sætter jer i et dilemma i forhold til jeres job, så vil jeg meget gerne høre jeres tanker og erfaringer 🙂 Det blev et lidt rodet indlæg, uden nogen egentlig konklusion eller klar afslutning, men det er nok fordi det er sådan jeg har det med alt det her bloggeri for tiden.. det hele er meget rodet for mig.

7 kommentarer

  • Kan sagtens sætte mig ind i din tankegang, det kan jeg virkelig! Er selv en der siger tingene lige ud også på bloggen, men der er også meget jeg ikke er helt ærlig omkring 🙂

    https://nouw.com/blogaboutkathrine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Kan sagtens sætte mig ind i din tankegang. Er selv pædagog men har bare valgt at tænke vi er alle mennesker og du er bare en person der har valgt at dele øjeblikke og tanker fra dit liv. Har selv mødt forældre i byen hvor jeg havde fået noget at drikke og ligeså dem. Vi er mere end blot vores arbejde. Jeg er ikke kun Katrine der er pædagog. Jeg er Katrine der skændes med kæresten, er træt at arbejdet, træt af møder osv. Hvis nu vi vender den om. Hvis du så en forældre i byen eller på stranden, eller en kollega. Ville du tænke de var dårlige forældre, dårlige kollegaer etc. Ville du synes det sagde noget om deres dømmekraft eller personkarakter. Personligt ville jeg ikke. Hvis de ikke er interesseret i at læse indhold om dig kan de jo vælge at lade være. Det blev en lang smøre og sikkert noget rodet men håber det kunne hjælpe lidt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Jeg forstår dig godt. Jeg er lige knap sygeplejerske, og har valgt at låse min Instagram, fordi jeg ikke har lyst til at mine patienter skal følge med i mit private liv. Jeg er én Kathrine på arbejde, og en anden hjemme. Og har patienterne samme professionelle syn på mig, hvis de har adgang til mig i bikini eller lign?
    Selvom jeg har låst min Instagram, deler jeg stadig ikke det jeg har lyst til at dele. For tænk om en patient skulle ‘smutte igennem’ filteret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Ja jeg kan sagtens følge dig. Selvom alle ved, at man ikke KUN er den professionelle del af sit liv, så er det stadig svært, hvis folk har adgang til den anden, så jeg kan godt forstå du har låst din instagram.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg bliver lige som dig snart socialrådgiver, og jeg bestemt tænkt over dette her flere gange. Jeg ved bestemt ikke hvad den rigtige løsning er, men tænker at man må bruge instagram noget mere, og så gøre sin profil privat. Så er der i hvert fald ikke nogen risiko for, at ens kommende borgere ser nogle ‘upassende’ billeder. Med hensyn til bloggen, ja så ved jeg det ikke. Men lad mig det endelig vide, hvis du finder den gyldne middelvej 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Ja det er virkelig svært, det med den gyldne middelvej, jeg har i hvertfald ikke selv helt fundet den. Men en idé kunne være at låse sin instagram ja.
      .. Og tillykke med din snart nye titel 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak :o)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Billedredigering på telefonen