Mit værste mareridt

tilbage igen

Jeg har som sagt (hvis I har læst indlægget herunder) haft en relativ lang pause fra sociale medier. Jeg har kort skrevet om hvorfor i indlægget herunder, men jeg vil forsøge at forklare det lidt bedre her, og hvordan den oplevelse efterfølgende har sat en masse tanker igang.

Min lillebror skulle opereres i hovedet fredag d. 21.09. Han er blevet opereret i hovedet 2 gange før, og uden at vide særlig præcis hvad det egentlig handler om, så er det noget med nogle kar/fistler han danner i hovedet, som skal lukkes. Denne her 3. gang han blev opereret, var det en anderledes operation, hvor de ville forsøge at prøve noget nyt, da man ikke havde opnået de helt ønskelige resultater gangene forinden. Så jeg havde taget fri, sammen med min mor, lillebrors kæreste og Mattis. Vi tog på rigshospitalet kl. 07.00 om morgenen, og min lillebror blev lagt i narkose kl. 09.00. Vi fik at vide operationen ville tage 3-4 timer, men vi vidste godt det muligvis ville tage længere. Mattis, min mor, lillebrors kæreste og jeg tog derefter i frb. centeret og brugte nogle timer på at spise lidt morgenmad og kigge lidt på butikker. Omkring kl. 12 tog vi tilbage, så vi kunne være tæt på, når han skulle vågne op. Vi spiste noget frokost og satte os op på den sal han skulle vågne op på, og så sad min lillebrors kæreste, Mattis og jeg og spillede Olsen nogle timer og drak æblejuice, min mor sad og læste lidt magasiner. På det tidspunkt var vi stadig allesammen nogenlunde ved godt mod og stemningen var okay, man er selvfølgelig altid nervøs når en man elsker ligger i narkose og bliver opereret omkring hjernen, men på trods af det var vi okay.

Da kl. blev omkring 13.30 havde han været under operation i 4,5 time og en sygeplejerske kom og informerede os om, at operationen ville trække lidt ud, men det var ikke noget vi skulle være bekymrede over, det betød ikke noget var galt. Så vi tog endnu en vejrtrækning og ventede. Og ventede.. og ventede. På et tidspunkt i alt det her mister jeg tidsoverblikket, men vi havde sat os ned ved hovedindgangen for at bevæge os lidt og få en bid mad. kl. har været omkring 17.30 og vi har intet hørt siden 13.30. Vi er på det her tidspunkt allesammen lidt nervøse og bange, og generelt er stemningen lidt trykket og anspændt. Vi ved at han har været under narkose og operation på det tidspunkt i 8,5 time. Vi kører op på neuroafdelingen igen, hvor han skal vågne op, og spørger en sygeplejerske, om vi ikke kan få noget information, da vi har siddet og ventet i mange timer og selvfølgelig er nervøse. Sygeplejersken fortæller det er hans allerførste dag, og vagt, og han vil finde nogen der ved lidt mere, og i mellemtiden sætter vi os ind i et pårørenderum på etagen og venter. Vi har ondt i maverne og ventetiden er alt for lang. 20 minutters tid efter kommer sygeplejersken ind (ham den nye) med 2 andre mænd bag sig, og vores hjerter gik i stå. Når 3 læger/sygeplejersker kommer gående ind for at fortælle noget, så tænker man automatisk det værste. Vi får at vide han stadig er under operation og vi snart vil få en status, fra en der ved hvad hvorfor det trækker ud, og kort efter må jeg sige til de andre, at vi ikke kan sidde i det rum, da det giver mig fuldstændig hjertebanken og angst. Den venteposition og angste følelse vi havde haft i mange timer, oplevelsen af de 3 mænd kom ind på den måde og hele hospitalsfølelsen, skridtene på gange man afventede, det blev bare alt for meget. Vi satte os derefter ned i forhallen igen, og forsøgte at få noget luft. At sidde stille og vente var uudholdeligt.

Her bliver det hele lidt rodet for mig, og jeg husker måske nogle tider forkert, men vi får besked på, at min lillebror er ude af operation og vi skal komme derop hvor han skal vågne op, så vi kan være der. Her fortæller en ny sygeplejerske os, at operationen nu er veloverstået, men grunden til det tog så lang tid var, at der var kommet en venøs blødning undervejs, som de havde nogle problemer med at stoppe. Dog var udmeldingen at den var stoppet og han ville køres til opvågning 30-45 minutter derfra. Vi fik at vide han ville være meget træt og omtåget efter alle de timer i narkose, og da han kom ind fik vi alle sagt hej og han åbnede øjnene og registrerede vi var der, dog kan han selvfølgelig ikke huske dette. Han får kommunikeret med lidt mumlet, få ord og lidt fagter med armene til min mor og sygeplejersken, at han har ondt i hovedet og herefter får han noget smertestillende. Vi bliver på stuen, og han er overvåget. Han snorker meget og pludselig reagerer han ikke på kontakt som før. En sygeplejerske kommer til og forsøger at tale til ham, nærmest råbe, men han reagerer ikke, hun piller med nogle ledninger og noget, og flere kommer til. De begynder at trykke ham hårdt i hånden, men han reagerer ikke, og pludselig er der lidt akutstemning på stuen og han bliver intuberet og vi skynder os ud. Det var ligesom at være med i en film, det var så uvirkeligt, og vi bryder allesammen sammen. Herefter aner vi ikke hvad der sker og vi venter og venter på besked. En sygeplejerske og lægen der opererede min lillebror, kom og fortalte, hvorfor operationen havde taget lang tid, og vi fik at vide han skulle akut hjernescannes, da han på opvågningen pludselig var ‘for langt væk’, og ikke trak vejret selv. Så dér sad vi. Bange og afmægtige og tænkte alle de værste tanker. Min mave var som brændende lava, og mit hjerte må have hamret med 110 km/t.

Vi var allesammen fuldstændig opløste og bange og afventede nyt. En sygeplejerske kommer til os og fortæller, at min lillebror har fået en blødning omkring hjernen og skal akutopereres, de regner med det tager et par timer herfra. Klokken har på det tidspunkt været omkring 22.30 vil jeg tro. Sygeplejersken var så sød, hun gjorde alt for at berolige os alle, fortalte de laver det her hver dag osv., hvilket var rart at høre, men vi var selvfølgelig bange og kede af det.

Jeg gik ned i kirken på rigshospitalet og skrev en besked i den bog der er derinde, jeg tror faktisk ikke på gud men lige i dén situation, følte jeg at alt der kunne give mig hjælp og ro, ville hjælpe min lillebror og os allesammen. Vi vandrede lidt frem og tilbage, skiftedes til at græde og samle os lidt igen, og forsøgte at få noget luft. Endelig kom han ud af operationen, og lægen forklarede os, at det havde været en lidt voldsom blødning, han havde mistet en del blod, men det var gået som det skulle og han ville blive kørt på neurointensiv afdeling, hvor man ville lægge ham i respirator, da trykket i hans hjerne skulle holdes i ro/lavt.

Kl. 02 om natten får vi lov at komme ind og se ham, og sige godnat til ham, og jeg var så bange. Min mor og lillebrors kæreste gik derind først, da man kun må gå 2 ind ad gangen, og jeg sad og ventede i frygt.. for hvad ville jeg se? Hvordan ser en person ud i respirator? Og så lige MIN lillebror? Hvordan skulle jeg kunne se dét? Hele dagen havde været fyldt med angst, uvished, venten og gråd, og på det her tidspunkt er vi alle fuldstændig udmattede. Jeg kom ind og se ham, og det var faktisk rart. Jeg holdt min mor i hånden hele vejen til hans stue og hun krammede og kyssede mig, da tårerne trillede ned af mine kinder da jeg kyssede ham godnat.

Vi holdt sammen allesammen og tog ved 3-tiden om natten hjem til mig og Mattis i Valby, for at ‘sove’ et par timer, indtil vi kunne komme morgenen efter. Hele weekenden blev han holdt i respirator, og vi sørgede for at være der hos ham, og være der for hinanden. Vi boede sammen hele weekenden og den efterfølgende uge. Min lillebror blev taget ud af respirator om søndagen, og om mandagen begyndte han rigtigt at kunne tale og være tilstede. Han var indlagt hele ugen, og blev udskrevet sent fredag aften.

Denne her oplevelse har, uden sammenligning, været den værste jeg har været igennem nogensinde. Det hele var så uvirkeligt, jeg følte jeg var med i en film. Sådan noget sker jo ikke for mig? Ikke for min familie? Min lillebror er min bedste ven, og har været det hele mit liv. Et liv uden ham er fuldstændig utænkeligt og jeg tillod slet ikke mig selv at se dét som en mulighed midt i det hele. Hver gang en af de dér ‘værste tanker’ pressede sig på, tog jeg en dyb vejrtrækning og sagde til mig selv ‘men det er jo min lillebror, SELVFØLGELIG vågner han igen og SELVFØLGELIG er alt som det skal være’. At se min mor, min kæreste og min lillebrors kæreste med så meget frygt i øjnene, var forfærdeligt. Men vi kom igennem det, sammen. Min lillebror har været så sej og er kommet sig rigtig flot. Det er stadig en proces, men han kæmper og han klarer det sgu godt.

Alt det her satte en million tanker igang. Alt det man altid hører som nogle floskler omkring livets betydning, at leve i nuet, at sætte pris på dem man har omkring sig, leve hver dag som var det den sidste osv., sådan noget som man kan have svært ved rigtigt at bruge eller forstå, de giver så meget mening og det er så meget alt sådan noget jeg har tænkt siden. Man ved ikke hvornår der kan ske noget for en selv eller dem tæt på, og jeg siger ikke man skal gå med kronisk frygt for at miste eller tro det værste, men man skal fandme huske at sætte pris på dem man har. Huske at sige til dem man elsker, at man elsker dem. Ikke udskyde ting, f.eks. uenigheder/stridigheder som betyder man ikke taler sammen i længere perioder, for hvad nu hvis man ikke når det igen? Alle de mennesker der sad på neurointensiv afdeling med ondt i maven, de havde jo alle en uundværlig person, de ventede på vågnede op/kom ud af operation/fik det bedre? Nogle var faldet på cykel, nogle kørt ned, andre var noget andet, men fælles for os allesammen var, at det eneste vi ønskede i hele verden, var at vores elskede familiemedlem/partner/bedste ven ville vågne op, ingen andre småting og ligegyldige problemer, havde længere betydning. Jeg ved jo godt med min fornuft hverken jeg, eller dem tæt på mig, er udødelige, og alligevel var det fuldstændig uvirkeligt og utænkeligt, at sådan noget med at miste en tæt på, kunne ramme mig, eller i hvertfald komme så tæt på. Det endte jo heller ikke dér, med at jeg mistede en, men frygten kom alt, alt for tæt på.

Man kan ikke sikre sig mod alt, men man kan sikre sig, at man får fortalt dem man elsker, at man elsker dem. Man kan sikre, at man sætter pris på de mennesker man har omkring sig, ikke lader uenigheder trække ud og sørge for, at finde lykke i det man laver. Jeg vil på ingen måde leve livet i frygt for, hvad der kan ske i morgen, men det er gået op for mig, at jeg ikke vil udskyde ting, ikke tage ting for givet eller gå op i mikroskopiske ligegyldige hverdagsproblemer. Det betyder ikke alt skal måles med ‘men du kunne jo også miste en person’, men det betyder, at der er småproblemer, som før har irriteret mig, efter denne her oplevelse, føles fuldstændig ligegyldige.

Alt endte lykkeligt og efter en længere pause er jeg derfor nu igen klar til, at vende tilbage til de sociale medier. Tak fordi I læser med.

12 kommentarer

  • Åh, det lyder som en hård omgang. Jeg er glad for, at alt endte med, at din bror er i bedring og klarer det godt 💕
    Jeg har selv haft en svigermor i respirator, og det gør så ondt at se, hvor kede af det folk er på sygehuset og hele stemningen er forfærdelig. Men heldigvis har vi dggtige læger og sygeplejersker, der fortjener så megen ros. Sygdom er noget skidt og livet skal virkelig værdsættes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Først vil jeg ønske din bror god bedring og alt det bedste.
    En ganske forfærdelig situation I har været igennem og du har så ret med at livet får en anden dybere betydning.
    Det er vigtigt vi er der for hinanden, siger vi elsker hinanden, får gode oplevelser sammen og ikke hænger os i små ubetydelige detaljer.
    Jeg har en datter, som har været igennem et langt syge forløb på Riget med kræft.
    Jeg har selv prøvet situationer som din brors og vi har lært at leve og nyde livet på en helt anden måde i dag.
    Jeg håber ikke din bror skal igennem flere sådanne hjerneoperationer. Jeg håber han kommer sig helt og får et godt liv sammen med jer.
    Hilsner og tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for tanken og mange tak for din kommentar.
      Det lyder som om I er ovre det grimme kræftforløb? Det er dejligt at høre, og dejligt at der kan komme noget godt ud af sådan en voldsom situation <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    Puha, det var da også en forfærdeligt voldsom oplevelse for jer allesammen!
    Det vil nok tage lidt tid at bearbejde, for det er jo en reel krise, I har befundet jer i. Men det lyder til, I er gode til at være der for hinanden – fortsæt med det, når I sikkert får brug for at tale om det igen. Og igen.
    Men hvor er det dog dejligt, at han har det bedre. Hip hurra for det, og fortsat god bedring til ham 🙂
    Kh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tusind tak! <3 Ja det var helt forfærdeligt og meget, meget voldsomt, så jeg er også SÅ glad for vi har hinanden i alt det her !
      Kram tilbage

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida Marie

    Sikke en omgang. Mange tanker til dig og hele din familie. Jeg blev virkelig rørt af at læse dit indlæg. Hvor skal vi dog huske at leve og elske livet, mens vi har det ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Virkelig smukt. Tak fordi du ville dele.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Dejligt at høre, din lillebror er okay. Jeg ønsker ham den bedste bedring. Godt han har jer – og I har ham. Tusind kram herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit værste mareridt