MAN VED MAN ER PÅ SU, OG DET ER SIDST PÅ MÅNEDEN NÅR…

Det her indlæg er delvist udgivet før. Jeg faldt tilfældigvis over det, og fik lyst til at dele det igen. For en ting, som jeg glemmer helt at sætte pris på, det er, at jeg ikke er på SU mere. For fanden, hvor var det bare stramt til tider, og der var ikke plads til særlig meget sjov og ballade (eller ordentlig mad for den sags skyld). Selvfølgelig kan pengene stadig være små nu, og der er ting man nogle måneder skal spare mere på end andre, men overordnet set, så har jeg en ret fin økonomi med både plads til at spise ude engang imellem, at købe lidt nyt til mig selv, lejligheden eller hundene og til at f.eks. sidde i en dyrere lejlighed og have bil. Altsammen noget, der ville være fuldstændig umuligt på SU. Både Mattis og jeg har fuldtidsarbejde, hvilket giver plads til at rejse og have det sjovt engang imellem. Dét skal jeg altså lige huske at sætte pris på, særligt når jeg læser indlægget herunder:

MAN VED MAN ER PÅ SU, OG DET ER SIDST PÅ MÅNEDEN NÅR…

man samler flasker i sin mors bil, for at have lidt ekstra til ‘pantposen’ derhjemme man kan få afleveret.

man ‘stjæler’ to skraldeposer og en toiletrulle på sit job, fordi man ikke har mere tilbage.

man kan få en rimelig ret ud af løg, ketchup og rugbrød.

man går i seng (meget) tidligere end man plejer for at undgå at blive for sulten om aftenen.

man siger nej til sociale arrangementer fordi man ved der er planlagt at spise is, og man har ikke en god nok undskyldning for ikke at købe en (der altså ikke er sandheden: jeg er fladt på røven).

man endelig får spist al den suppe man frøs ned i vinters, også selvom det er 30 graders varme udenfor, og tyk vintersuppe er det sidste man har lyst til.

man løber tør for toiletpapir og bruger al køkkenrulle og servietter man kan finde i lejligheden op.

man synes man har skrabet mange penge sammen hvis man har 70 kr. – nøøøj jeg kan få rugbrød OG pålæg OG pasta med pesto OG havregryn for de penge. WIN.

man kigger grundigt sin lejlighed igennem, for at finde ting man kan sælge – uhh jeg har jo denne her næsten helt nye wokpande, måske jeg kan få lidt for den, der er jo også en helt uåbnet æske med vatpinde, eller hvad med den der ekstra el-tandbørste jeg aldrig fik pakket ud? … Kan jeg egentlig sælge et organ? 

man hinter til folk man kender, at man da gerne gør rent for et par hundrede… altså hvis der nu helt tilfældigvis trænger.

man bruger forklaringer som; nej, selvom I køber kiks, salater, sodavand og andre lækkerier, så kan jeg slet ikke selv forestille mig at blive sulten på stranden i dag, jeg fik simpelthen så stor og mættende en morgenmad (havregryn med vand) jeg køber bare et par bananer, når man er på stranden med venner.

man ved man er ved at løbe tør for shampoo og balsam, så man springer et par hårvaske over for at spare på resterne.

man har en dåse makrel i tomat, og to skiver rugbrød uden mug i køleskabet. YES hvor skal jeg have lækker aftensmad .. efterfulgt af en lille glædesdans i køkkenet.

man gennemroder alle lommer, kasser og kroge i håbet om at finde et par mønter – tænk, hvis man kunne få råd til lidt pålæg (som ikke er agurk og mayonaise) eller måske, hvis man er rigtig heldig, så kunne der blive råd til et lille stykke chokolade.

man kigger denne liste igennem og indser at ikke ét af punkterne er fundet på for sjov. Suk.

Countdown

I dag er der præcis 3 uger til jeg pakker de sidste ting sammen, inden jeg skal på en lang flyvetur til Thailand. Jeg glæder mig fuldstændig sindssygt meget, jeg kan slet ikke forklare det. Det er SÅ længe siden jeg har holdt rigtig ferie. I denne her uge har jeg faktisk ferie, men jeg er ‘bare’ herhjemme, det er nu også dejligt, men det er virkelig længe siden jeg har rejst. Jeg skal være væk i 3 uger, det er jo fuldstændig fantastisk. Jeg er allerede gået igang med at tænke over hvad jeg skal have med (det er nu ikke svært, bikini og sommertøj) men der er også nogle praktiske ting der skal styr på inden. Min skønne veninde passer Oda og Ellie, og det er det bedst tænkelige scenarie – hun kommer nemlig herhjem og bor sammen med hundene de uger vi er væk. Så de bliver hvor de er vant til at være, sammen med hinanden og med min veninde, som de virkelig elsker. Det gør mig så glad at vide, at der er styr på dét, og jeg ved de får 3 skønne uger uden alt for store ændringer for dem.

Næste punkt på den praktiske liste, det er at få vacciner, det har vi stadig ikke fået. Vi har en tid i morgen til at få dem lavet, jeg ved ikke helt hvad vi skal have for at komme til Thailand, men det har de vel styr på. Derudover så er der jo én dårlig ting (for mig) ved at skulle rejse langt væk, nemlig flyveturen. Jeg har virkelig meget flyskræk, så jeg forsøger at få lidt ro på, og taler med lægen om, hvilken medicin jeg kan få med. Jeg plejer at få stesolid til at slappe af på, men måske der findes noget bedre? Er der nogle af jer der har flyskræk? Og plejer I at tage noget beroligende eller andet inden en flyvetur? Så skriv endelig en kommentar. I kan læse mere om mine sindssyge, SINDSSYGE katastrofetanker før og under flyvning her.

Jeg er igang med at købe nyt kamera. Jeg vil nemlig gerne begynde at tage lidt flere billeder og ikke mindst lave rejsefilm – og vlogs. Jeg har kig på et Sony Rx100 Mark v, jeg har virkelig virkelig kigget længe, set en million videoer på youtube og det kamera jeg er kommet frem til skulle være rigtig godt til både at filme og tage billeder med, og så er det nemt at have med rundt. MEN, hvis I sidder med nogle skide gode råd eller selv har et fantastisk kamera, så link endelig i kommentarerne. Jeg glæder mig til at filme og tage billeder, det er simpelthen SÅ længe siden jeg har været på ferie, så der har også været langt mellem mine billeder og film.

 

Sweater Weather

1. here  2. here  3. here  4. here  5. here  6. here  7. here  8. here  9. here  10. here  11. here  12. here  13. here  14. here  15. here  16. here  17. here  18. here  

Noget af det jeg elsker allermest ved efterår, sweaters. De er både varme, rare at have på og mega fede. Jeg har samlet 18 forskellige her, jeg fandt på na-kd hjemmeside, jeg sad og ledte efter noget helt andet, nemlig en bikini (smutter jo til Thailand om lidt under 4 uger) men så faldt jeg over en masse fede sweaters og pludselig kom jeg helt væk fra bikinierne.

 

HAIR CANDY ….. og et tak

Spændet er modtaget i gave. Det kan købes her.

Jeg modtog forleden en pakke fra et pr bureau, en lille efterårspakke, hvor der bl.a. var dette hårspænde i. Det er sådan et jeg aldrig selv ville købe, et glimmerspænde, men nu hvor jeg har det synes jeg det er så fint og jeg er virkelig glad for det. Jeg elsker nye ting til håret, en fin frisure eller et nyt spænde/hårbånd kan virkelig peppe et hverdagsoutfit op. Jeg ville derfor lige dele det med jer og samtidig bruge lidt plads på at skrive tak for jeres søde kommentarer til indlægget igår, både her, men i særdeleshed også på instagram, det er meget overvældende at I er så søde og sender mig og min familie så mange tanker, så tusind tak for det, og fortsat god mandag.

tilbage igen

Jeg har som sagt (hvis I har læst indlægget herunder) haft en relativ lang pause fra sociale medier. Jeg har kort skrevet om hvorfor i indlægget herunder, men jeg vil forsøge at forklare det lidt bedre her, og hvordan den oplevelse efterfølgende har sat en masse tanker igang.

Min lillebror skulle opereres i hovedet fredag d. 21.09. Han er blevet opereret i hovedet 2 gange før, og uden at vide særlig præcis hvad det egentlig handler om, så er det noget med nogle kar/fistler han danner i hovedet, som skal lukkes. Denne her 3. gang han blev opereret, var det en anderledes operation, hvor de ville forsøge at prøve noget nyt, da man ikke havde opnået de helt ønskelige resultater gangene forinden. Så jeg havde taget fri, sammen med min mor, lillebrors kæreste og Mattis. Vi tog på rigshospitalet kl. 07.00 om morgenen, og min lillebror blev lagt i narkose kl. 09.00. Vi fik at vide operationen ville tage 3-4 timer, men vi vidste godt det muligvis ville tage længere. Mattis, min mor, lillebrors kæreste og jeg tog derefter i frb. centeret og brugte nogle timer på at spise lidt morgenmad og kigge lidt på butikker. Omkring kl. 12 tog vi tilbage, så vi kunne være tæt på, når han skulle vågne op. Vi spiste noget frokost og satte os op på den sal han skulle vågne op på, og så sad min lillebrors kæreste, Mattis og jeg og spillede Olsen nogle timer og drak æblejuice, min mor sad og læste lidt magasiner. På det tidspunkt var vi stadig allesammen nogenlunde ved godt mod og stemningen var okay, man er selvfølgelig altid nervøs når en man elsker ligger i narkose og bliver opereret omkring hjernen, men på trods af det var vi okay.

Da kl. blev omkring 13.30 havde han været under operation i 4,5 time og en sygeplejerske kom og informerede os om, at operationen ville trække lidt ud, men det var ikke noget vi skulle være bekymrede over, det betød ikke noget var galt. Så vi tog endnu en vejrtrækning og ventede. Og ventede.. og ventede. På et tidspunkt i alt det her mister jeg tidsoverblikket, men vi havde sat os ned ved hovedindgangen for at bevæge os lidt og få en bid mad. kl. har været omkring 17.30 og vi har intet hørt siden 13.30. Vi er på det her tidspunkt allesammen lidt nervøse og bange, og generelt er stemningen lidt trykket og anspændt. Vi ved at han har været under narkose og operation på det tidspunkt i 8,5 time. Vi kører op på neuroafdelingen igen, hvor han skal vågne op, og spørger en sygeplejerske, om vi ikke kan få noget information, da vi har siddet og ventet i mange timer og selvfølgelig er nervøse. Sygeplejersken fortæller det er hans allerførste dag, og vagt, og han vil finde nogen der ved lidt mere, og i mellemtiden sætter vi os ind i et pårørenderum på etagen og venter. Vi har ondt i maverne og ventetiden er alt for lang. 20 minutters tid efter kommer sygeplejersken ind (ham den nye) med 2 andre mænd bag sig, og vores hjerter gik i stå. Når 3 læger/sygeplejersker kommer gående ind for at fortælle noget, så tænker man automatisk det værste. Vi får at vide han stadig er under operation og vi snart vil få en status, fra en der ved hvad hvorfor det trækker ud, og kort efter må jeg sige til de andre, at vi ikke kan sidde i det rum, da det giver mig fuldstændig hjertebanken og angst. Den venteposition og angste følelse vi havde haft i mange timer, oplevelsen af de 3 mænd kom ind på den måde og hele hospitalsfølelsen, skridtene på gange man afventede, det blev bare alt for meget. Vi satte os derefter ned i forhallen igen, og forsøgte at få noget luft. At sidde stille og vente var uudholdeligt.

Her bliver det hele lidt rodet for mig, og jeg husker måske nogle tider forkert, men vi får besked på, at min lillebror er ude af operation og vi skal komme derop hvor han skal vågne op, så vi kan være der. Her fortæller en ny sygeplejerske os, at operationen nu er veloverstået, men grunden til det tog så lang tid var, at der var kommet en venøs blødning undervejs, som de havde nogle problemer med at stoppe. Dog var udmeldingen at den var stoppet og han ville køres til opvågning 30-45 minutter derfra. Vi fik at vide han ville være meget træt og omtåget efter alle de timer i narkose, og da han kom ind fik vi alle sagt hej og han åbnede øjnene og registrerede vi var der, dog kan han selvfølgelig ikke huske dette. Han får kommunikeret med lidt mumlet, få ord og lidt fagter med armene til min mor og sygeplejersken, at han har ondt i hovedet og herefter får han noget smertestillende. Vi bliver på stuen, og han er overvåget. Han snorker meget og pludselig reagerer han ikke på kontakt som før. En sygeplejerske kommer til og forsøger at tale til ham, nærmest råbe, men han reagerer ikke, hun piller med nogle ledninger og noget, og flere kommer til. De begynder at trykke ham hårdt i hånden, men han reagerer ikke, og pludselig er der lidt akutstemning på stuen og han bliver intuberet og vi skynder os ud. Det var ligesom at være med i en film, det var så uvirkeligt, og vi bryder allesammen sammen. Herefter aner vi ikke hvad der sker og vi venter og venter på besked. En sygeplejerske og lægen der opererede min lillebror, kom og fortalte, hvorfor operationen havde taget lang tid, og vi fik at vide han skulle akut hjernescannes, da han på opvågningen pludselig var ‘for langt væk’, og ikke trak vejret selv. Så dér sad vi. Bange og afmægtige og tænkte alle de værste tanker. Min mave var som brændende lava, og mit hjerte må have hamret med 110 km/t.

Vi var allesammen fuldstændig opløste og bange og afventede nyt. En sygeplejerske kommer til os og fortæller, at min lillebror har fået en blødning omkring hjernen og skal akutopereres, de regner med det tager et par timer herfra. Klokken har på det tidspunkt været omkring 22.30 vil jeg tro. Sygeplejersken var så sød, hun gjorde alt for at berolige os alle, fortalte de laver det her hver dag osv., hvilket var rart at høre, men vi var selvfølgelig bange og kede af det.

Jeg gik ned i kirken på rigshospitalet og skrev en besked i den bog der er derinde, jeg tror faktisk ikke på gud men lige i dén situation, følte jeg at alt der kunne give mig hjælp og ro, ville hjælpe min lillebror og os allesammen. Vi vandrede lidt frem og tilbage, skiftedes til at græde og samle os lidt igen, og forsøgte at få noget luft. Endelig kom han ud af operationen, og lægen forklarede os, at det havde været en lidt voldsom blødning, han havde mistet en del blod, men det var gået som det skulle og han ville blive kørt på neurointensiv afdeling, hvor man ville lægge ham i respirator, da trykket i hans hjerne skulle holdes i ro/lavt.

Kl. 02 om natten får vi lov at komme ind og se ham, og sige godnat til ham, og jeg var så bange. Min mor og lillebrors kæreste gik derind først, da man kun må gå 2 ind ad gangen, og jeg sad og ventede i frygt.. for hvad ville jeg se? Hvordan ser en person ud i respirator? Og så lige MIN lillebror? Hvordan skulle jeg kunne se dét? Hele dagen havde været fyldt med angst, uvished, venten og gråd, og på det her tidspunkt er vi alle fuldstændig udmattede. Jeg kom ind og se ham, og det var faktisk rart. Jeg holdt min mor i hånden hele vejen til hans stue og hun krammede og kyssede mig, da tårerne trillede ned af mine kinder da jeg kyssede ham godnat.

Vi holdt sammen allesammen og tog ved 3-tiden om natten hjem til mig og Mattis i Valby, for at ‘sove’ et par timer, indtil vi kunne komme morgenen efter. Hele weekenden blev han holdt i respirator, og vi sørgede for at være der hos ham, og være der for hinanden. Vi boede sammen hele weekenden og den efterfølgende uge. Min lillebror blev taget ud af respirator om søndagen, og om mandagen begyndte han rigtigt at kunne tale og være tilstede. Han var indlagt hele ugen, og blev udskrevet sent fredag aften.

Denne her oplevelse har, uden sammenligning, været den værste jeg har været igennem nogensinde. Det hele var så uvirkeligt, jeg følte jeg var med i en film. Sådan noget sker jo ikke for mig? Ikke for min familie? Min lillebror er min bedste ven, og har været det hele mit liv. Et liv uden ham er fuldstændig utænkeligt og jeg tillod slet ikke mig selv at se dét som en mulighed midt i det hele. Hver gang en af de dér ‘værste tanker’ pressede sig på, tog jeg en dyb vejrtrækning og sagde til mig selv ‘men det er jo min lillebror, SELVFØLGELIG vågner han igen og SELVFØLGELIG er alt som det skal være’. At se min mor, min kæreste og min lillebrors kæreste med så meget frygt i øjnene, var forfærdeligt. Men vi kom igennem det, sammen. Min lillebror har været så sej og er kommet sig rigtig flot. Det er stadig en proces, men han kæmper og han klarer det sgu godt.

Alt det her satte en million tanker igang. Alt det man altid hører som nogle floskler omkring livets betydning, at leve i nuet, at sætte pris på dem man har omkring sig, leve hver dag som var det den sidste osv., sådan noget som man kan have svært ved rigtigt at bruge eller forstå, de giver så meget mening og det er så meget alt sådan noget jeg har tænkt siden. Man ved ikke hvornår der kan ske noget for en selv eller dem tæt på, og jeg siger ikke man skal gå med kronisk frygt for at miste eller tro det værste, men man skal fandme huske at sætte pris på dem man har. Huske at sige til dem man elsker, at man elsker dem. Ikke udskyde ting, f.eks. uenigheder/stridigheder som betyder man ikke taler sammen i længere perioder, for hvad nu hvis man ikke når det igen? Alle de mennesker der sad på neurointensiv afdeling med ondt i maven, de havde jo alle en uundværlig person, de ventede på vågnede op/kom ud af operation/fik det bedre? Nogle var faldet på cykel, nogle kørt ned, andre var noget andet, men fælles for os allesammen var, at det eneste vi ønskede i hele verden, var at vores elskede familiemedlem/partner/bedste ven ville vågne op, ingen andre småting og ligegyldige problemer, havde længere betydning. Jeg ved jo godt med min fornuft hverken jeg, eller dem tæt på mig, er udødelige, og alligevel var det fuldstændig uvirkeligt og utænkeligt, at sådan noget med at miste en tæt på, kunne ramme mig, eller i hvertfald komme så tæt på. Det endte jo heller ikke dér, med at jeg mistede en, men frygten kom alt, alt for tæt på.

Man kan ikke sikre sig mod alt, men man kan sikre sig, at man får fortalt dem man elsker, at man elsker dem. Man kan sikre, at man sætter pris på de mennesker man har omkring sig, ikke lader uenigheder trække ud og sørge for, at finde lykke i det man laver. Jeg vil på ingen måde leve livet i frygt for, hvad der kan ske i morgen, men det er gået op for mig, at jeg ikke vil udskyde ting, ikke tage ting for givet eller gå op i mikroskopiske ligegyldige hverdagsproblemer. Det betyder ikke alt skal måles med ‘men du kunne jo også miste en person’, men det betyder, at der er småproblemer, som før har irriteret mig, efter denne her oplevelse, føles fuldstændig ligegyldige.

Alt endte lykkeligt og efter en længere pause er jeg derfor nu igen klar til, at vende tilbage til de sociale medier. Tak fordi I læser med.