20% rabat på BOLIGTILBEHØR

En fantastisk weekend

Jeg havde en virkelig skøn weekend sidste uge. Det er altid ambivalent for mig det med weekenderne, for jeg har virkelig brug for mine weekender og min tid fri, selvom jeg ‘kun’ arbejder 37 timer om ugen (og altså et helt almindeligt fuldtidsjob), så er jeg brugt når jeg rammer weekenden. På den ene side vil jeg bare gerne slappe af og lave ingenting, på den måde kan jeg strække weekenden længst, og det er jo i virkeligheden fordi tiden går langsommest på den måde, og ofte er det ret kedeligt ikke at lave noget. Men på den anden side vil jeg gerne lave og nå alt muligt sjovt, men det betyder også bare, at man kun når at blinke med øjnene, så er weekenden forsvundet. I weekenden var det den helt perfekte blanding af det hele. Jeg lavede en masse hyggelige ting, men vi var også bare helt nede i gear. Lørdag gik vi en mega lang tur med hundene og fik snakket om alt muligt, job, børn, fremtid. Mattis tog nogle timer væk, fordi han havde en overraskelse til mig. Ved 14-tiden kom han hjem med en ny cykel han havde bygget til mig, og den er SÅ flot og lækker at køre på. Vi kørte derefter en lang tur, handlede ind og blandede slik, og da vi kom hjem, tog vi benene af vores seng, og lagde den ind i stuen i forlængelse af sofaen. Vi hængte lyskæder op, redte op med puder og dyner, bland-selv slik, frisk frugt og iskolde sodavand i lange baner, og så lå vi og så film og serier hele aftenen, det var simpelthen så hyggeligt. Søndag tog vi en tur til Møns Klint, som jo er noget af det smukkeste, og vi fik i dén grad brugt vores ben. Vi spiste en god frokost og nød hinanden. Det var bare sådan en rar kæresteweekend med helt tilpas mængde af oplevelse og afslapning. Det gør virkelig en forskel for den uge man går i møde, og som jeg er igang med nu. Jeg har en helt anden energi til ugen, når min weekend har været brugt sådan. Så hermed lidt billeder fra min skønne weekend og ønsket om en dejlig tirsdag til jer.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

20% rabat på BOLIGTILBEHØR