Lækker hjemmelavet jordbærtærte

Line 2.0

Jeg har villet skrive det her indlæg i et stykke tid, men jeg har heller ikke lige følt tiden eller overskuddet har været der, til at sætte sig ned og skrive det ordentligt. Det er sådan et indlæg jeg ikke helt ved hvordan jeg skal starte. Det skal ikke lyde som om der sker noget hårdt eller dårligt i mit liv, det er mere sådan et indlæg, jeg bare lige skal tage ordentligt hul på, hvilket kan være svært.  Jeg prøver.

Jeg fylder 30 år om 4+ måneder. TREDIVE ÅR. For mig føles det helt surrealistisk at blive så gammel, for jeg føler mig jo på ingen måde som en kvinde, der har ramt sine 30’ere. Men det har fået mig til at tænke over nogle ting, som det er på tide jeg for alvor ændrer/arbejder med, for min egen skyld. Ting som jeg har båret på i alle mine 20’ere og endda før det, måske noget jeg har kæmpet med i 10-15 år, og det er på tide at efterlade dette. For mig er det at fylde 30, lidt ligesom nytårsaften på den måde forstået, at man kan viske tavlen ren. Jeg skal til at gå ind i en helt anden alder, og det giver så god mening at lade de ting jeg ikke vil have med videre blive i mine 20’ere.

Da jeg mødte Mattis var det fuldstændig kærlighed ved næsten første blik. Indenfor den første håndfuld gange vi brugte tid sammen, blev det klart for mig, at han var manden jeg skulle bruge resten af mit liv sammen med. Heldigvis var det gensidigt og jeg har aldrig oplevet så stor en kærlighed, tryghed og ro sammen med et menneske, der både er min bedste ven og mit livs kærlighed. De første 6 måneders tid vi var sammen var bare lyserødt og nyforelskelse, jeg havde ikke tid til at mærke andet end mega forelskelse. Efter de første 6 måneders tid ramte det mig, at nu var der meget på spil, hvilket skabte en fuldstændig irrationel frygt i mig. Vi flyttede sammen, talte fremtid, børn, rejser osv. og pludselig slog det mig, hvor meget jeg ville gå i stykker, hvis han pludselig gik fra mig. Det betød at jeg begyndte at blive trist, utryg og jaloux alt for ofte, hvilket intet havde med Mattis at gøre, men en masse af de ting der er sket i min fortid. Det gik mest af alt udover Mattis, som virkelig aldrig nogensinde har givet mig grund til hverken tvivl eller utryghed, aldrig, aldrig nogensinde. I en periode på 6-8 måneder kæmpede jeg med en grim følelse, der gjorde alt for at overtage alt det perfekte vi havde, og det åd mig op indefra. Jeg var angst og utryg og jeg reagerede på måder, som jeg tror handlede om jeg et eller andet sted forsøgte at fremprovokere noget i Mattis, så jeg kunne sidde tilbage med ‘ah, jeg vidste jo han var som alle de andre’ følelse, men det skete aldrig. Mattis har altid elsket mig ubetinget og til skyerne, og uanset hvor meget jeg teede mig og var ked af det, så holdt han min hånd og sagde intet kunne få ham fra mig. Efter godt et halvt år med nogle af alle de her følelser, som gjorde mig helt skør i hovedet og ikke mindst heller ikke gjorde noget godt for vores forhold, så tog vi en alvorssnak, hvor det blev tydeligt for mig, at der var noget jeg måtte ændre. Ikke bare for Mattis’ skyld eller vores forhold, som helt sikkert havde været dét værd, hvis det alene handlede om det, men for min skyld. Jeg havde intet at være ked af, og alligevel følte jeg mig netop dét alt for ofte.

Jeg gik rundt med nogle følelser og reaktioner, der intet havde med Mattis eller vores forhold at gøre, men noget med mig at gøre. Nogle følelser og oplevelser, som pludselig kom op i mig, fordi mit forhold med Mattis var så vigtigt og rigtigt for mig, at jeg gik i panik over, hvis jeg en dag skulle miste det, miste ham. Jeg tog en beslutning om at ændre det. Arbejde med det. Jeg fik fat i en dygtig terapeut, hvor jeg var 5 gange og det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Hun kostede mig alle mine sparepenge, men jeg ville have givet det tidobbelte for det, når jeg tænker på den forskel hun hjalp mig med at gøre. Fra den ene dag til den anden besluttede jeg, at Mattis ikke længere skulle trækkes ind i min kamp og følelser konstant. Ikke fordi han ikke både gerne ville høre om det og støtte mig, men fordi det var min kamp. Fordi det er udmattende hele tiden at være omgivet af trist og negativ energi, selvom han aldrig nogensinde beklagede sig eller skældte mig ud. Over de næste 2 måneder gjorde jeg en kæmpe indsats og ikke længe efter, så var jeg helt udover alle de følelser, der havde fyldt så meget for mig. Jeg tror ikke det kan beskrives hvor stor en lettelse det var, at få bearbejdet nogle af de ting, jeg havde begravet så dybt, fordi de gjorde for ondt at mærke og tale om.

Jeg stoppede med at føle mig utryg og jaloux, faktisk kan jeg sige, at det ikke er følelser der rammer mig mere i mit forhold med Mattis og jeg har redskaber til det, hvis det skulle opstå for mig igen på samme måde. Jeg kan slet ikke kende mig selv i den periode, og jeg er Mattis evigt taknemmelig for at holde den ud sammen med mig. Han var aldrig nogensinde på vej væk, han skældte mig aldrig ud og han pressede aldrig på. Han var ærlig og kærlig, hvilket var det der fik mig til at indse, at jeg var nødt til at arbejde på det, for min egen skyld.

Det er blot for at fortælle, at det lykkedes for mig at ændre noget, som da jeg var i det, føltes som om jeg aldrig kunne få til at gå væk. Endda på relativt kort tid.

Så nu sidder jeg med nogle ting, som jeg gerne vil arbejde med på samme måde som min utryghed og jalousi. Nogle af tingene holder jeg for mig selv, ikke fordi der som sådan er noget voldsomt eller pinligt i det, men det er også af hensyn til mit job, at jeg ikke deler alt. Men en af de ting jeg gerne vil dele, og som egentlig er det jeg gerne ville skrive med det her indlæg, er at jeg skal være Line version 2.0 når jeg rammer mine 30 år. Det er selvfølgelig lidt fjollet at sætte det op sådan, men det er også lidt motiverende for mig og derfor kategorien på mine fremadrettede indlæg vil hedde Line2.0 til jer der vil følge med. En af de ting jeg vil arbejde på et det fysiske, på min krop. Ikke at jeg skal ind og ændre på mit udseende, men jeg vil gerne føle mig glad for min egen krop. Det handler ikke om en bestemt vægt, men det handler om, at sådan som jeg har haft det i alle mine 20’ere, sådan vil jeg ikke gå ind i mine 30’ere. Jeg vil føle mig sund, stærk, smuk og dejlig, og selvom meget af dette kommer indefra, så kommer nogle af de følelser for mig også udefra. Det er noget der skal arbejdes med både fysisk og mentalt, og de sidste 10 år har min måde at arbejde med det på været enten at være på hardcore slankekur og knokle derudaf, efterfulgt af en periode, hvor jeg slet ikke kunne holde tanken om kur og motion ud, fordi det mindede mig om min utilfredshed. Det har resulteret i en vægt, der er gået op og ned, men værst af alt har det resulteret i, at jeg har fået det værre med mig selv år efter år. Dét skal der laves om på nu. Jeg er glad for mange ting ved mig selv, men jeg er ikke glad for måden jeg håndterer min krop på eller den måde jeg taler til mig selv på når jeg står foran spejlet.

Jeg skal om ikke alt for længe (nej, jeg er ikke gravid) til at have nogle børn. De skal vokse op og vide, at de er perfekte helt som de er, jeg vil gerne give dem sunde vaner og ikke være den mor der altid er på slankekur, taler grimt om sin krop, eller sidder ved aftensmadbordet og tygger i et stykke salat og tæller kalorier, mens de spiser noget helt andet. Det er rigeligt at børn og unge vokser op nu og skal påvirkes af picture perfect modeller på instagram og nettet, men de skal ikke også vokse op med de følelser i deres hjem om, at man skal se ud på en bestemt måde for at være god nok. Og hvordan kan jeg lære mine børn at elske sig selv som de er, hvis jeg ikke kan dét selv? Jeg vil gerne være sund, glad og i balance for min skyld, men også for mine fremtidige børns skyld. Derfor er det på tide at gøre noget helt andet end jeg har gjort i 10 år, tydeligvis har dette ikke haft effekt.

Jeg har derfor kontaktet en personlig træner, som skal guide og støtte mig i min udvikling, og selvom I måske tænker ‘du kan da ikke ændre de vaner på 4 måneder, hvis du har kæmpet i over 10 år’ så kan det godt være I har ret, men jeg ved jeg kan nå rigtig langt både fysisk og mentalt. For mig handler det om at virkelig forpligte mig til det projekt og den opgave det er, jeg så hvor langt jeg kom på ingen tid ift. det med Mattis for halvandet år siden, og det var mindst ligeså stort et issue for mig og ligeså svært at tage hul på. Selvfølgelig er der en naturlig proces i den fysiske udvikling jeg ikke kan ELLER VIL fremskynde, denne gang skal det være helt rigtigt, men det handler i høj grad for mig om det mentale, og dét ved jeg at jeg kan komme langt med over de næste 4 måneder. Mit mål er ikke at nå i mål på 4 måneder, men mit mål er at tage hul på rejsen derhen. Når det så er sagt, så kan man fandme nå langt på 4 måneder med dedikation, motivation og viljestyrke. Noget jeg virkelig har.

Jeg skriver med en personlig træner, jeg tror jeg kan få et godt forløb med. Det er ikke besluttet 100% endnu om det bliver hende, vi skal lige tale mere om hvad mine behov er, og hvad hun kan tilbyde, men jeg håber og tror på vi kan finde en rigtig vej sammen. Selvom jeg ikke er begyndt med hende endnu, så tager jeg i morgen hul på min første dag på den nye rejse, det er ikke ‘bare endnu en slankekur’ men min helt nye og fremadrettede livsstil. Jeg tror på det, nej jeg ved det lykkes og det er en af de rejser jeg har lyst til at dele herinde med jer. Både den fysiske udvikling, hvordan jeg træner, hvad jeg træner, mine mål, resultater, op-og nedture, opskrifter osv., men også hvordan det ændrer mine tanker om mig selv, hvordan jeg arbejder med det mentale og mine følelser omkring det. Det skal ikke lyde som om, at man kun kan være glad hvis man ser perfekt ud, er trænet eller er skal gå på kur, slet slet ikke, som jeg nævnte tidligere, så er det her blot et af de temaer jeg gerne vil arbejde på, og som jeg også skriver, så følger det mentale med. Det handler ligeså meget, hvis ikke mere, om noget indeni mig, og derfor er det ikke bare løsningen at træne, tabe mig og være sund, det er jeg helt med på og det er vigtigt for mig at I også har forstået dét budskab.

Jeg håber I har lyst til at følge med, og tak fordi I nåede så langt.

 

4 kommentarer

  • M

    Hej Line.
    Spændende indlæg. Jeg tror vi er mange, som kan nikke genkendende til de ting, du skriver. Det er vigtige ting at få italesat 🙂 Så skønt, når man kan læse om ting og tænke, at man ikke er alene om at have det på den måde – hvad enten det er det ene eller det andet. Må jeg spørge dig, hvilken terapeut du var hos? Har kun boet i byen i et års tid, og jeg kan ikke rigtig se mig ud af, at finde en herovre. Så når jeg læser dit indlæg og kan genkende mig selv i nogle af dine problematikker, og kan fornemme at dine sessioner med din terapeut har givet dig et skub i en positiv retning, får jeg mod på igen at kontakte én, der forhåbenligt kunne hjælpe mig med det samme.
    Kram og positive tanker i din retning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar. Ja jeg synes også det er vigtigt at få italesat, for det er virkelig ikke sjovt når man er i det. Den terapeut jeg brugte flyttede desværre kortvarigt efter mit forløb til Sverige med sin mand, så det bliver nok lidt svært med et forløb hos lige netop hende. Men da jeg ledte efter en, faldt jeg over flere der så lovende ud. Jeg søgte mere specifikt på mine problemstillinger med angst og jalousi (herunder katastrofetanker og stor frygt for at miste) og så kom der en del op, som havde specialiseret sig indenfor det og brugte den helt rigtige metode i terapien til at arbejde med netop dét. Jeg er sikker på du finder den helt rigtige, og som skrevet i indlægget, så er det altså alle pengene værd. Jeg kæmper slet ikke med jalousi mere at all, altså det er fuldstændig væk fordi jeg fik arbejdet med, hvad der egentlig ligger bag dét, som på ingen måde handlede om mit forhold. Jeg har stadig angst engang imellem og katastrofetanker, men jeg har fundet nogle måder at være i det på når det kommer, så det ikke fylder på samme måde som før. Jeg er glad for jeg ikke ventede længere med at få den hjælp.
      Kram og positive tanker tilbage <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hej Line,

    De ting du beskriver med Mattis og din jalousi er faktisk ting, jeg selv har gået og bakset med (og til dels stadig gør..) Jeg har faktisk lige sendt et screen af det afsnit, hvori du beskriver det hele til min kæreste, fordi alt du skriver var SPOT ON i forhold til, hvordan jeg selv havde/har det… Må jeg spørge, hvilken terapeut du benyttede dig af? Jeg kunne nemlig godt overveje sådan et forløb, hvis pengene er til det. Alt godt, Marie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Marie
      Åh det er jeg ked af at høre, det er virkelig ikke sjovt at have det sådan, hverken for en selv eller ens kæreste. Jeg tillader mig lige at kopiere samme svar som til den anden der spørger: Den terapeut jeg brugte flyttede desværre kortvarigt efter mit forløb til Sverige med sin mand, så det bliver nok lidt svært med et forløb hos lige netop hende. Men da jeg ledte efter en, faldt jeg over flere der så lovende ud. Jeg søgte mere specifikt på mine problemstillinger med angst og jalousi (herunder katastrofetanker og stor frygt for at miste) og så kom der en del op, som havde specialiseret sig indenfor det og brugte den helt rigtige metode i terapien til at arbejde med netop dét. Jeg er sikker på du finder den helt rigtige, og som skrevet i indlægget, så er det altså alle pengene værd. Jeg kæmper slet ikke med jalousi mere at all, altså det er fuldstændig væk fordi jeg fik arbejdet med, hvad der egentlig ligger bag dét, som på ingen måde handlede om mit forhold. Jeg har stadig angst engang imellem og katastrofetanker, men jeg har fundet nogle måder at være i det på når det kommer, så det ikke fylder på samme måde som før. Jeg er glad for jeg ikke ventede længere med at få den hjælp.

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lækker hjemmelavet jordbærtærte