Kjole Kærlighed

Intermittent Fasting

Jeg tænkte at jeg ville dele den ‘kur’/livsstilsændring jeg har valgt at følge – nemlig intermittent fasting. Før I læser vil jeg gerne have I ved, at jeg har en med indover og det er ikke farligt – faktisk kan jeg allerede mærke en stor ændring i min energi, men det kommer jeg mere ind på senere. Jeg er kun på dag 5 af min IF men det går simpelthen så godt. Jeg vil forklare mere om hvad det er, og hvorfor jeg har valgt denne metode. Intermittent fasting på dansk betyder periodisk faste, det går, som navnet også indikerer, ud på, at man inkluderer strategiske perioder, hvor man faster. Der findes forskellige måder at gøre dette på, jeg tror flere kender modellen 5:2, hvor man faster 2 dage om ugen (jeg tror man får 500 kcal på disse dage) og spiser almindeligt og sundt de resterende 5. Så er der deldagsfaste, hvor man faster hver dag i x antal timer i døgnet. Den sidste er den jeg følger. Fordi jeg har et mål om vægttab, så er jeg på den man kalder warrior diet. På den faster man, hold nu fast, 20 timer i døgnet og har 4 timers spisevindue, mit spisevindue ligger fra kl. 17-21 om aftenen, hvor jeg sørger for at få en masse af det jeg skal (jeg breaker min faste med et par riskiks og noget frugt, spiser sund, fornuftig aftensmad med masser af grønt, protein og fibre, og slutter nogle gange mit spisevindue af med vandmelonshake eller frisk frugt), men stadig holde mig i et kalorieunderskud ift. min forbrænding. Idéen med fasten er ikke blot at skabe et kalorieunderskud, men også at forbedre metabolisk sundhed, vedligeholde muskelmasse under vægttab, og potentielt skabe muskelvækst samtidig med at øgningen i kropsfedt begrænses. IF handler derfor ikke så meget om hvad du spiser, men hvornår du spiser. Selvfølgelig spiser jeg sundt og godt, ellers giver det ingen mening.

Jeg er som sagt på 20/4, altså 20 timers faste og 4 timers spisevindue, men målet er, at når jeg er nået længere i processen med et resultat jeg er glad for, så skal jeg begynde på 18/6 eller 16/8, hvor mit spisevindue hedder fra kl. 12-18/20 i stedet, på den måde kan man holde livsstilen, selvfølgelig med undtagelse af ferie og andre begivenheder indimellem. Jeg vil gerne at det bliver en fast del af min livsstil, da det er den mest simple at følge og ligger tæt op af sådan som jeg i forvejen spiser (bortset fra, at morgenmaden springes over). Det jeg synes er virkelig rart ved denne måde at spise på er, at (når man altså er ovre de første dage med tanker på mad konstant) at man ikke behøver tænke på mad. Jeg skal ikke tage stilling til, hvad der er bedst at putte på min frokosttallerken, eller hvordan jeg skal snacke frem til aftensmad, eller om jeg nu må spise det stykke kage til eftermiddag. Nej, jeg skal bare sørge for at drikke en masse dejlig iskold vand, og så glæder jeg mig til at lave lækre, sunde aftensmadretter og få noget lækker frisk frugt.

Hvorfor har jeg valgt at faste? Jeg vil skrive lidt om det herunder, men derudover henviser jeg til den youtubekanel (jeg følger flere) hvor det bliver forklaret SÅ godt, og meget bedre end jeg kan. Der er også videoer med hvorfor det er godt, hvad det er godt for, hvad man skal spise, hvad man skal undgå osv. Men jeg forsøger alligevel. Der sker flere ting på cellulært og molekylært niveau, når man faster. For eksempel justerer din krop hormonniveauet, for at gøre lagret kropsfedt mere tilgængeligt. Nogle af de ændringer der sker i kroppen når man faster er bl.a.
– HGC (Human growth hormone): Niveauet af væksthormon stiger meget, så meget som 5 gange mere end når man ikke faster, hvilket har bl.a. en stor gevinst når man vil tabe fedt og øge muskelmasse.
– Insulin: Insulinfølsomheden i kroppen forbedres og insulinniveauet falder drastisk. Lavere insulinniveauer gør lagret kropsfedt mere tilgængeligt.
– Inflammation: Nogle undersøgelser viser reduktioner i inflammation, en vigtig drivkraft for mange kroniske sygdomme.
– Anti-aging: Intermittent fasting har vist at forlænge levetiden hos rotter. Undersøgelser viste, at fastede rotter levede 36-83% længere end ikke fastende rotter, men, hvor meget man skal tro på det ved jeg ikke.
– Der er mange flere fordele, som jeg vil lade de kloge hoveder forklare selv.

Derudover er IF et godt vægttabsredskab, fordi et kortere spisevindue på en dag, helt automatisk fører til reduktion af kalorieindtaget (altså medmindre man æder junk  4 timer i streg that is). Og så er det nemt, det er helt vanvittigt nemt (og husk nu, at jeg kun har været igang i en lille uge, så jeg skal nok opdatere løbende om det så rent faktisk virker på alle de ting, jeg ikke kan sige noget om endnu, OG på om det stadig er nemt om 3 uger). Man skal ikke bruge en masse tid på at planlægge sunde måltider til hele dagen, det gør virkelig ‘healthy eating’ nemmere, for mig i hvertfald. Min første dag var hård, jeg mærkede sult i løbet af dagen, men værst var, at jeg fik en meget slem hovedpine hen ad eftermiddagen, altså virkelig slem. Jeg drikker masser af vand på en dag (og ekstra meget her i varmen) så det handlede nok om at min krop fik et chok ved pludselig ikke at få sukker og fedt og alt muligt. Man kunne også vælge en mere glidende overgang til sin faste, men jeg gik lige på og hårdt. Efter den første dag har der intet været i form af hovedpine. Jeg føler en lille smule sult omkring kl. 12/13 men ikke noget slemt, og det går over igen. Jeg sørger for at drikke en masse vand, eller danskvand, men rører ikke andre drikke (jeg ved man vist må drikke kaffe (uden mælk), de fleste slags te, og nogle siger det også er okay at drikke sodavand uden kalorier, men jeg holder mig bare til vand, da det er nemmest for mig). Dem omkring mig synes det er skørt jeg kan ‘klare ikke at spise’, men jeg er nødt til at sige, at jeg har mere energi end jeg nogensinde har haft. Virkelig.

Jeg får ikke det der dyk efter frokost, hvor jeg nærmest er ved at falde i søvn og er helt slået ud, jeg er virkelig overrasket over den energi jeg har til mit arbejde. Derudover træner jeg også, lige pt. træner jeg hver anden morgen og jeg har fuldstændig ligeså meget energi som jeg ellers ville have. Dette handler nok også om, at jeg har spisevindue fra 17-21, så når jeg træner om morgenen, så er det heller ikke længe siden jeg har spist sidst. Derudover går jeg minimum 10.000 skridt hver dag (omkring 7 km). Det bedste af det hele er min energi og mit humør, for jeg har som sagt været igang i 5 dage, så det helt store vægttab er det selvfølgelig ikke blevet til. Men jeg føler mig på intet tidspunkt udsultet, jeg har ingen, som i INGEN sukkercravings at all, og jeg føler mig sund og fyldt med overskud. Det, der også gør at denne ‘kur’ blev noget jeg ville prøve er, at den lægger op til en overgang til en sund og god livsstil, som jeg rent faktisk kan holde på den lange bane. De andre gange jeg har prøvet med hårde kure, så har det været så langt fra den virkelighed man er i (f.eks pulverkure) at man ikke har fået indarbejdet nye, sunde og gode rutiner i sin hverdag, men blot står med et vægttab og så skal man først der til at finde ud af hvordan man spiser sundt og godt. Det er for mig endt med at jeg altid enten er gået ‘all in’ på kur eller haft en ‘ellers er det ligemeget’ mentalitet. Pisse usundt. Med IF får jeg arbejdet med alt dette, som de sidste mange, mange, maaaange år har været et problem for mig. Jeg får lavet sund og nærende mad, jeg får masser af vand og jeg får holdt mig aktiv. Det kan godt være det kommer til at ændre sig med mit spisevindue på længere sigt, men det ændrer ikke på de ting jeg spiser, den måde jeg træner og de erfaringer jeg har gjort mig med faste, og det er derfor det for mig er en god løsning, også på længere sigt. IF er ikke for alle, det er bare en ud af flere gode måder at ændre sin livsstil på, og om den virker på den lange bane for mig, det kan jeg af gode grunde ikke sige noget om endnu. Indtil videre er jeg positiv og jeg vælger at stole på processen og give det et ordenligt forsøg. Jeg har læst om så mange som har forsøgt alt muligt i årevis, og da de begyndte på IF, så oplevede de et fedttab samtidig med en øget muskelmasse. Om det sker for mig, det må tiden vise, men jeg er i hvertfald glad og motiveret til denne her rejse. Jeg hører meget om IF, at det ikke er en kur, men et redskab.

Jeg ved som sagt ikke hvordan det virker på vægttab, muskelmasse og fedt. Men jeg vil meget gerne, hvis I er interesserede, holde jer opdaterede herinde med det hele. Hvis nogen har lyst, så deler jeg også gerne min madplan/fasteplan for en dag/uge med opskrifter.

Jeg ved IF deler vandene, nogle tror det er noget fis, usundt eller direkte skadeligt, andre synes måske det lyder meget fornuftigt eller har selv prøvet det? Jeg hører gerne fra jer, med erfaringer og tanker, også selvom I er kritiske.

Jeg følger denne youtubekanal og denne youtubekanal. Der er rigtig mange gode råd, erfaringer, træning, opskrifter på mad, forskellige studiers resultater, personlige resultater osv. Der er også mange gode råd, erfaringer, artikler og andet på nettet.

15 kommentarer

  • S

    Jeg faldt lige over din blog da jeg sad og undersøgte IF lidt nærmere. Jeg er selv lige startet med IF og er på dag 2, jeg går efter 16/8 🙂 Det ville være spændende at høre om dine erfaringer undervejs. Selv gør jeg det for min sundhed, jeg er også igang med et vægttab men det er ikke grunden til jeg har valgt det. Jeg spiser det samme som jeg plejer ca, bare kun i de 8 timer. Jeg tænker også jeg skal lave dage med længere tids faste end 16 timer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna N

    Lærerigt indlæg, skønt også at læse om denne side af din livsstilsblog 💖. Hvis du fortsætter, vil jeg gerne læse lidt om hvordan træning og faste går hånd i hånd? Jeg faster selv hver tredje dag i 17 timer 18-12 og føler at hvis jeg gør mere og ikke får nok mængde mad, kan jeg ikke træne optimalt og bliver for hurtig træt og svimmel? Håber at læse mere om dit projekt 💪🏽😊. God kamp, hepper på dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Anna

      Ja jeg fortsætter i hvertfald endnu, jeg har lovet mig selv at give det en chance, og jeg vil meget gerne lave et træningsindlæg også <3
      Tak for det, og jeg hepper også på dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej hvor spændende! Jeg har selv leget med tanken om faste mange gange – dog kun 16/8 og jeg er sgu ikke rigtig lykkedes med det endnu 😀

    Du er for vild, at du får direkte til warrior diet og kan klare det – sejt 😀
    Glæder mig vildt meget til at følge med i din rejse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Haha mange tak, ja det var måske en lidt hård overgang, og det mærkede jeg virkelig også første dag, men siden har det faktisk været så godt ! 🙂 Tak fordi du følger med!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Spændende læsning! Jeg har selv kørt periodisk faste i et års tid, og var langt hen ad vejen rigtigt glad for det! Synes især det var dejligt, at mit blodsukker blev langt mere stabilt 🙂 Vil også anbefale dig Fitness M/K’s afsnit omkring faste – samt ikke mindst bogen “1dags kuren” – synes at navnet er rimelig træls, men den er virkelig informativ omkring faste!

    Ser frem til at følge med i din livsstilsændring 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar Mille, hvor er det dejligt med så meget positiv feedback og erfaringer 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg synes det lyder skide spændende, og vil meget gerne følge med! 🙂 Har selv fastet et par gange, og det er meget nemmere end man tror!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      FEDT 🙂 Jamen jeg skal nok opdatere herinde jævnligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hey du. Jeg synes du skal høre Fitness M/K’s podcast afsnit om periodisk faste. Jeg er også selv fan af det, og havde gavn af at høre mere om nogle af påstandene om IF. Derudoverforholder sig rent videnskabeligt til det, jf. de studier der er på området. Anyways, dejligt at du (også) har en positiv oplevelse med det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tusind tak for rådet, det vil jeg høre så snart jeg får tid. Tak for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hej Line
    Jeg kørte selv periodisk faste i ca. et halvt år. Jeg kørte 16/8. Jeg tabte mig rigtig meget på denne måde. Dog havde det sen bagside, at mit hormonsystem gik lidt i kuk. Jeg mistede min menstruation og det tog mig lang tid efterfølgende at få den tilbage. Omkring halvandet år. Nogle siger, at kvinder skal være mere forsigtige end mænd med periodisk faste. Men du må jo se, hvordan det går for dig.

    En anden tanke ift den her Line 2.0 er, om ikke du skal arbejde mere med det psykiske end det fysiske? Det virker som om, du tror, at vejen til at hvile mere i dig selv ligger i en anden krop. Jeg ved godt, du arbejder med det mentale, men det virker som om, du har meget fokus på din krop. Bare en tanke, håber ikke du tager det ilde op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Katrine

      Mange tak for din kommentar 🙂 Dejligt med erfaring og jeg ser hen ad vejen hvordan det går for mig.

      Nej jeg tror slet ikke det ligger i det fysiske eller i en anden krop, det er jeg ked af ikke er kommet tydeligt nok til udtryk, men det er den rejse jeg vil dele med jer herinde – altså den fysiske. Det mentale jeg arbejder med, det holder jeg privat, som jeg skrev i mit ‘line 2.0’ indlæg, så er dette også af hensyn til mit job. Jeg har fokus på min krop og sundhed, men jeg har ligeså meget, hvis ikke endnu mere, fokus på det mentale. Så det er såmænd bare derfor 😉 Og jeg tager det bestemt ikke ilde op, det er dejligt du skriver <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Jeg vil enormt gerne se din madplan for ugen.
    Det lyder spændende og nemt, men mad er også en social ting. Jeg spiser frokost med mine kollegaer kl 12 og aftensmad med min kæreste kl 19. Hvad gør du i de situationer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Jeg spiser normalt også mad med kolleger omkring 12, men jeg er stadig sammen med dem, jeg drikker bare en iskold danskvand i stedet 🙂 Jeg spiser aftensmad med min kæreste hver aften (mit spisevindue er fra 17-21, så det har vi rigeligt tid til) 🙂

      Hvis du vil følge 16/8 eller 18/6 kan du jo bare rykke timerne så de passer ind med din aftensmad 🙂

      Ja jeg skal nok dele lidt af det! tak for din kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kjole Kærlighed