Kimono love

Mit dilemma

blogelarb

Jeg har i lang tid tænkt på, om jeg skal skrive det her indlæg. Jeg har længe haft lyst, og jeg kan mærke det fylder meget for mig. Det handler nemlig om et dilemma jeg føler mig fanget i, ift. min blog og mit job. Jeg har før skrevet om det, det var ift. at være ny i den slags job jeg sidder i, og finde ud af om man kan have bloggen samtidig med jobbet, hvor jeg kom frem til konklusionen, at jeg ville fortsætte med at blogge, fordi bloggen har en særlig plads i mit hjerte. Sådan har jeg det stadig, og jeg har på intet tidspunkt oplevet problemer omkring min blog ift. borgerne, hvilket jo var et af mine dilemmaer: kan jeg være blogger Line og socialrådgiver Line? Det skrev jeg om her og her. Det føler jeg godt jeg kan, særligt ift. borgerne. Jeg tror på folk googler mig, jeg ville måske selv google hvis jeg sad i en situation, hvor jeg blev indkaldt til møde omkring mine børn, og jeg kunne se hvem der havde min sag. Måske. Jeg har dog ikke oplevet en eneste kommenter på de har fundet noget om mig på google, instagram, facebook eller andet, men tanken strejfer mig hver gang jeg udgiver et indlæg, eller hver gang jeg sender en mødeindkaldelse ud. Det er egentlig ikke fordi jeg har noget at skjule eller at jeg har skrevet noget meget grænseoverskridende herinde. Skulle det ske en dag, at det jeg har skrevet bliver brugt imod mig, så synes jeg stadig ikke det har noget med mine evner som socialrådgiver at gøre. Overhovedet.

Jeg kan blive rigtig ærgerlig over, at jeg skal føle det er lidt ‘forkert’ det jeg gør ved siden af mit rigtige job. Selvom jeg ikke føler at det jeg skriver eller deler er forkert, pinligt eller noget jeg ikke kan stå inde for, men der er en følelse og holdning omkring det jeg laver ved siden af, som jeg ikke bryder mig om. Jeg har brugt lang tid på at mærke efter, hvorfor jeg har det sådan. Jeg er kommet frem til, at én af grundene er, at der er en holdning fra folk om hvordan man skal være som socialrådgiver, og jeg oplever lidt holdningen, at sådan noget gør man ikke når man er socialrådgiver. Jeg tænker meget over hvad jeg deler, jeg føler jeg konstant står med ét ben inde i det med at blogge og dele og ét ben ude, hvilket betyder, at jeg ikke får skrevet og lavet alle de ting jeg gerne vil. Jeg sidder f.eks. lige for tiden og kigger på et nyt kamera, og har lavet en masse planer om film jeg gerne vil lave (vlogs, rejsevlogs, challenges med Mattis osv.) fordi det er noget jeg synes er sjovt selv at lave og have, og noget som jeg mener kan give noget ekstra til alt det skrevne. Men jeg rammes straks af tanken ‘åh er det så for meget?’, og for meget for hvem? borgerne? kollegerne? alle dem jeg ikke kender?

 Det burde måske genere mig mere at vide, at nogle omkring mig i hverdagen synes det er fjollet jeg blogger, eller fjollet jeg har lavet en instagramprofil til mine hunde eller fjollet jeg har nogle film liggende hvor jeg synger en kinesisk sang, men jeg er faktisk fuldstændig ligeglad. Altså på den måde ligeglad at jeg ikke bliver flov eller sur egentlig, for jeg kan jo godt lide det jeg laver og der er intet af det, der gør mig dårlig til mit job. Selvom de færreste har en blog, så er det de fleste der har et liv hvor de deler billeder af deres børn, byture og drinks, statusopdateringer, tagger deres veninder i alt muligt, har en instagramprofil, hvor de viser billeder af deres rejser osv. Vi har jo allesammen et liv ved siden af vores job og det synes jeg der skal være plads til, hvordan man så end ønsker at leve det. For mig er det at blogge og være kreativ jo også en hobby, noget der gør mig glad, som andre måske hækler, går til håndbold eller noget helt tredje. Jeg kunne forstå folk blev vrede/forargede, hvis jeg delte personfølsom data, fortalte om mine sager eller nævnte navne på kolleger/samarbejdspartnere, og jeg kunne også forstå det, hvis det jeg delte var mega grænseoverskridende: nøgenbilleder, statusopdateringer hvor jeg begår kriminalitet eller noget andet i den dur, som jeg selvfølgelig aldrig kunne finde på. Hverken at dele eller at gøre. Alle de her tanker, har sat gang i nogle tanker omkring dét at være socialrådgiver.

For jeg ér jo ikke mit job. Ikke kun. Jeg er så mange ting. Jeg er socialrådgiver mange timer om ugen, og jeg gør alt hvad jeg kan for at være en dygtig, empatisk, effektiv og ordentlig én af slagsen, det gør jeg sgu, men jeg er jo også Line, hende der er nogens kæreste, datter, veninde og søster. Hende der blogger, hende der har to hunde, som har deres egen instagramprofil, hende der elsker at spise god mad, tage ud og få en drink, lave sjove og fjollede ting, synes det er sjovt at filme, være kreativ og dele ting på sociale medier osv. Det er sgu ærgerligt hvis vi, fordi vi er socialrådgivere, skal sidde pænt derhjemme i vores sofa når vi har fri og være helt grå og anonyme til vi igen møder på arbejde dagen efter. Sådan er der jo ingen der kan eller skal leve. Og jeg kan ikke forestille mig en borger forvente det af os heller? Jeg forventer det heller ikke af dem der arbejder i politiet, er læger, pædagoger, lærere, direktører eller andet. Alle de mennesker omkring os har jo liv udover deres jobfunktion. Jeg tror det er de færreste, hvis ikke jeg vil våge at påstå at det er ingen, der dedikerer hele deres liv alene til at blive deres job og kun dét.

Jeg elsker at skrive, klippe film, tage billeder, osv. og jeg føler sagtens jeg kan gøre det mens jeg også er socialrådgiver, men der er  ingen tvivl om, at der er emner herinde, som jeg ikke kommer til at berøre på samme måde som før jeg fik job. Jeg vil stadig gerne kunne være i balancen mellem at være i job og være aktiv på de sociale medier, så jeg kommer fortsat til at dele billeder, film, tekster og andet. Så det er ikke fordi jeg stopper eller der som sådan sker en ændring, men jeg er kommet frem til, at så længe jeg selv føler det ville være okay hvem som helst ser det jeg deler, så er det intet problem at gøre det.

.. og så beklager jeg indlægget ikke kom ud igår som lovet, men efter min kæreste lige læste det igennem, blev vi enige om der var en del jeg simpelthen ikke kunne skrive, meget apropos, så det skulle lige laves lidt om. Jeg håber I får en skøn pinse allesammen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kimono love