De sidste par dage

alderspanik.. sådan for real

Jeg ville egentlig have delt et indlæg om yndlingsyoutubere, men blev fanget af en anden følelse og stemning indeni, nemlig alderspanik. Jeg har det svært med min alder og jeg føler alle omkring mig er utrolig afslappede omkring det. Hver gang jeg åbner min facebook er der en ny ven/bekendt/gammel klassekammerat/ekskæreste der enten skal have barn eller er giftes. I starten blev jeg overrasket hver gang ‘woooow har du set han/hun skal have barn, hvor vildt!?’, nu er det bare helt normalt, og jeg føler mig næsten som en af de sidste der endnu har tilgode at annoncere at jeg skal giftes eller have børn. Når det engang er mig, så bliver det mig folk reagerer til med ‘woooow har du set Line ENDELIG skal have et barn, hvor vildt nu hvor hun fylder 50 år’ – agtigt. Ej men hånden på hjertet, jeg kan oprigtigt blive grebet lidt af panik over min alder. Dels fordi jeg ikke har børn endnu og faktisk heller ikke har lyst, og dels fordi jeg altid har været bange for at blive gammel.

Jeg kan sagtens snakke om det lidt for sjov og grine af det, men jeg bliver også ramt af en rigtig panik og en masse tanker om, hvor jeg burde være eller hvad jeg burde lave. Det er egentlig fjollet, for hvem bestemmer hvad man burde have nået hvornår? Forleden læste jeg Emilies indlæg, hvor hun fortæller at hun nærmer sig de 30 og umiddelbart ikke har en krise på vej, og så deler hun en lille liste om ting hun gør/har opnået, som er eller ikke er så voksne. Og jeg laver dem selv, de der lister og varmer mig ved tanken om ting som er voksne og jeg har opnået (uddannelse, job, bil, hunde, kæreste osv.), og panikker lidt over de voksne ting jeg burde have nået. Emilies indlæg, og blog generelt, er virkelig fin og inspirerende, og hun er sådan en kvinde der udstråler enorm glæde og ikke mindst ro i det hun har og er i, og hun er sådan en jeg ser enormt op til.

Jeg sidder så tilbage med en følelse af, at der er ting jeg burde have gjort eller have nået, nu hvor jeg fylder 30 i år. Men det er jo virkelig fjollet, vi er forskellige allesammen og det er okay at være forskellige steder i livet. Jeg har jævnaldrene veninder der er singler, veninder i forhold men begyndt ny uddannelse, dem med børn og dem der rejser rundt og nyder hele verden. Og imellem dem er der mig, med en kæreste, et job, en dejlige lejlighed og 2 hunde. Jeg er netop igang med at sælge min kolonihave og har gang i mit. Der er ingen der siger man SKAL have børn og hus, men der er alligevel sådan en følelse af et pres omkring en. Når jeg fortæller folk jeg ikke kender så godt hvem jeg er og min alder, så er det første spørgsmål som regel ‘har du børn’ og når mit svar er nej, så er det næste ofte ‘skal I snart have det?’. Det er lidt en følelse af, at det skal man have når man rammer de 30. Og måske derfor jeg går lidt i panik, ikke kun pga børn, men også fordi der er mange ting jeg gerne vil nå inden, og det kan stresse mig, at jeg ikke har nået det før? Men ting tager tid, en uddannelse tager mange år, at finde den rigtige kæreste kan også tage mange år og generelt at finde den vej man gerne vil gå tager tid.

Jeg kan mærke det med børn har fyldt længe, derfor skrev jeg dette indlæg, hvor jeres kommentarer var virkelig rare. Nu har jeg taget en snak om det med min kæreste og vi har ‘lagt en plan’ uden det skal lyde for planlagt. Men det betyder at jeg har fundet lidt ro omkring det med børn, og med den ro håber jeg også der følger mere ro omkring dét at blive ældre. Nogen gange tror jeg også jeg skal være bedre til at fokusere på MIT liv og ikke hvor alle andre er henne, ligesom jeg heller ikke skal fokusere på andres tanker om hvor jeg er eller ikke er. Det er spild af tid, for jeg ændrer det jo ikke uanset. Når jeg er klar til børn, så er jeg klar. Når jeg er klar til hus, så er jeg klar, og måske jeg aldrig er klar til dét men vil leve i lejlighed eller noget helt tredje.

Hvor gamle er I? Og hvor er I i livet? Føler I jeres nogensinde pressede pga jeres alder, eller pga. andres holdninger til der hvor I er?

   

21 kommentarer

  • Emma

    Jeg er godt nok kun 24, og er ikke engang nået til halvvejskrisen endnu… Men. Jeg tog selv 4 “sabbatår” efter gymnasiet, og mærkede her presset om at starte studie fra venner og familie efter 2 år. Jeg så dog ingen grund til at skynde mig. Lige nu studerer jeg i Norge, på et studie hvor næsten ingen kommer ind. Jeg er utrolig glad for, at jeg ventede ALLE 4 år før jeg startede at læse, og at jeg har haft 4 utrolig frie år, med rejser og højskoleophold, som har gjort så meget for mig. Jeg skyndte mig ikke igennem systemet for at blive færdig. Jeg tænkte mig om, nød livet lidt og gjorde mig klar til studielivet. Jeg er stolt over at jeg ikke gør som de fleste gør det. Jo længere jeg kan udsætte at skulle slå mig ned, jo bedre. Men jeg tror aldrig at jeg, og mange som gør det unormale, slipper for presset om at passe ind. Det er fedt at læse om andre, der føler det press! Vi gør det alle på hver vores måde, det er blot normen som snakker højest. Så kan vi andre blot gå og have det lidt fedt over at vi gør det lidt anderledes. Sagt med lidt selvironi.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hald

    Jeg er 41. Og indtil jeg fyldte 36, havde jeg ikke haft en fast kæreste i en evighed. Ikke fordi jeg ikke ville, men jeg mødte bare de forkerte (igen og igen) 😉
    Men så blev jeg 36 – og inden for halvandet år blev jeg både gift og gravid 😅
    Min pointe er, at det ikke nytter at stresse over, hvad man “burde nå” – tingene falder som oftest på plads hen ad vejen. Og mht. børn så havde jeg ikke det store behov for at få børn da jeg var i 20’erne. Det kom først, da jeg var i begyndelsen af 30’erne – og for nogle kommer det behov aldrig. Der er ingen, der siger, at man partout skal have børn – og det er da også fuldstændig ok.
    Og til sidst. 30’erne er dejlige – man får lidt mere ro på, synes jeg. Så det kan du roligt glæde dig til ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar, det er dejligt at læse. Ja du har helt ret, der er jo ingen der siger man SKAL have børn 🙂 Det lyder godt, det vil jeg glæde mig til!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris b

    Jeg er 28 år. Single og har boet i Vietnam i et år, jeg flytter hjem til juni. Jeg er igang med min 2. Uddannelse som jeg er færdig med til november og jeg kan godt genkende det du siger. Jeg er dog kommet frem til at jeg ikke skal sammenligne mit liv med andres for det er mig og kun mig der skal leve det. Jeg får ikke børn før jeg er 30 og det er også helt okay. Det vigtige er vel ikke hvilken alder jeg har når jeg går kæreste, hus og barn, eller barn alene. Det vigtigste er vel at jeg lever mit liv på mine præmisser og ikke lader samfundet presse mig til hvordan mit liv BØR se ud, fordi det vil jeg ikke indordne mig under og der skal nok være tid til det hele alligevel og selv hvis der ikke er så er jeg sikker på alle mennesker har en ting eller to de ville ønske de havde gjort anderledes når de engang er gamle. Hvis jeg når 90% af mine mål i livet, kan jeg godt leve med ikke at nå de sidste 10% så længe jeg gør det i mit tempo. Ved ikke om det stak helt af eller gav mening, ville nok egentlig bare sige tag den med ro, nyd det du har i stedet for at fokusere på hvad du ikke har endnu fordi det er den sikre vej til stress/fortvivlelse etc.
    Varme tanker her fra Vietnam!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Dejlig kommentar! Og du har jo så ret: man skal KUN leve sit eget liv alligeve, så det er helt fjollet at sammenligne det med andres uanset! Tak for en dejlig kommentar, og nyd Vietnam, det lyder virkelig skønt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Hahaha – jeg er 53 og elsker det. Livet har aldrig været bedre end i 50’erne: forestil dig, lige pludselig har man både tid, ro og penge til at gøre hvad man vil! Arh okay, det er måske lige i overkanten, men der er altså en helt særlig afklarethed der sætter ind, når man først bliver ‘rigtigt voksen’.
    Havde selv total panik over at fylde 30, men overlevede – og har knuselsket hver eneste fødselsdag siden. Det bliver bare bedre og bedre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Sikke en FANTASTISK kommentar Pia!! Jeg elsker den !

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Så skulle du prøve at være 28 (snart 29), single, stadig bo med en roomie og bruge alle dine penge på at rejse. Så er der nødvendigt at have en ‘forsvars-tale’ parat hver anden time ca. Folk har så travlt med hvad andre skal og ikke skal og jeg kæmper stadig med at forsøge at passe ind, selvom jeg ikke følger ‘normen’ og gør som størstedelen omkring mig. Dét er sindsygt hårdt at være i til tider, men for fanden- man skal gøre de ting der føles rigtigt for en selv og ikke hvad andre presset ned over hovedet på en. Det er en sej kamp, men man blir til gengæld også sejere og mere selvbevidst af det 🙂 Prøv tænkt hvis du havde haft den samme kæreste siden du var 15 og aldrig havde stået på egne ben. Så tror jeg man ville være den man er idag, og det er sjovt nok dem som har haft den samme kæreste i 15 år, som har travlt med at kommentere på ens liv.. Du skal nok nå alle de ting i livet som du skal, når du skal det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Åh Ida, det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg synes jo bare det er så fedt man gør det man allerhelst vil, og som du siger, føles helt rigtige for en. Men du har helt ret, jeg når det jeg skal når jeg skal dét 🙂 tak for din kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla T

    Jeg føler konstant uro. Jeg er 26, og har absolut ingen anelse om hvilken vej jeg skal, rent studie-/jobmæssigt. Jeg er i gang med den 3. uddannelse, og har været i gang et år, og har slet ikke lyst til at arbejde med det fag, jeg er i gang med (kun sådan fritidsmæssigt). Og jeg er ved at gå ud at mit gode skind. Jeg føler ikke, jeg har styr på en skid, og vil virkelig gerne bare finde et job, som jeg kunne blive glad for. For jeg har været i krise længe. Jeg synes ikke, jeg har opnået noget siden jeg gik ud af gymnasiet i 2012, og ja. Alderspanikken er der bestemt også her. Bare på et andet punkt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Jeg kan sagtens sætte mig ind i det, da jeg skiftede uddannelse, stod midt i kærestesorg, en ny lejlighed med en roomie, der tænkt jeg også at jeg ikke anede hvad fanden jeg skulle med mit liv rent karrieremæssigt. Det kan jeg stadig nogen gange tænke over. Det er en lortefølelse ikke at føle man har opnået noget siden gymnasiet, og jeg havde den samme, da jeg skiftede uddannelse og alle omkring mig tænkte jeg ‘havde spildt min tid’ de sidste mange år, og det tog lang tid at vende det om til, at jeg bestemt ikke havde spildt min tid. Så alderspanik tror jeg måske er eller kan være en stor del af de flestes midtslut 20’ere, der sker virkelig mange ting i lige netop den periode.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg er 25 år – et kvart århundrede om man vil.
    Jeg stresser mht. uddannelse og ikke at være god nok ift. familie og venner. Jeg er bange for aldrig at finde en person, der vil kunne elske mig. Jeg er ikke nogen skønhed, og er begyndt at tage meget på i vægt, og har generelt intet selvværd.

    Jeg har formået at starte på en uddannelse, for så at droppe ud. Jeg begyndte sidste år på min nuværende uddannelse, og er meget ambivalent omkring det. Jeg ved ikke om det er den rette uddannelse for mig, men samtidig føler jeg ikke at jeg kan tillade mig at stoppe – netop fordi jeg reelt ikke ved hvad jeg vil.

    Det er sgu hårdt at være (PIGE) kvinde… Det siges jo at kvinder ældes som mælk, mens mændende som vin – alt jeg dog håber på er, at mit sind ældes med visdom og mod.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Alderspanik, eller stress om man vil, kan ramme mange aldre tror jeg. Jeg læste engang at mange rammes i 20’erne, fordi man på den ene side ‘er så ung’ men på den anden side forventes det fra alle udefra at man når alt muligt i sine 20’ere: finder den rette person, findet det rigtige sted at bo, tager den rigtige uddannelse, husker at rejse, får det rigtige job, tjener gode penge os. osv.

      Jeg kender godt følelserne du beskriver, jeg har selv haft en periode, hvor jeg følte det hele væltede på én gang og jeg kunne slet ikke overskue at være i det. Det bedste jeg gjorde for mig selv i den periode var, at tage fat på én ting ad gangen, hvor jeg lagde mit fokus primært. Hvis det f.eks. var mig du beskrev herover, ville jeg give min opmærksomhed til det første du beskriver, dine tanker om ikke at være god nok, lavt selvværd og følelsen af ikke at være ‘nogen skønhed’ og så ville jeg lægge min energi dér, for at få ændret det. Om det kræver professionel hjælp, veninder eller noget helt tredje, det må man mærke efter selv, for at have det sådan, har også indflydelse på alle de andre ting i livet (såsom uddannelse, job og fremtid). For mig var det sådan. Så længe jeg ikke havde det godt med mig selv og indeni, så var der ingenting omkring mig der kunne føles sådan rigtigt rigtige, hvis det giver mening.

      Jeg forstår dig godt, og jeg er helt enig, det er ikke altid nemt at være pige/kvinde, eller at være i sine 20’ere og føle sig forvirret. Og tanken om at ‘kunne tillade sig at droppe ud’ kan jeg også 100% genkende. Og jeg kan fortælle dig, at jeg var meget i tvivl om mit skift, for som dig, vidste jeg heller ikke om jeg RIGTIGT ville være socialrådgiver, men jeg kunne se mig selv i det og ærligt, så vidste jeg det gav mig nogle gode jobmuligheder efterfølgende. Det betyder ikke, at jeg stadig ikke kan tænke ‘var det her virkelig mig’ engang imellem, og sådan har flere af mine veninder og kolleger det også. Så nogle gange ér det også bare svært at finde lige netop dét man brænder for.

      Det blev en stor omgang rod, men jeg håber du finder din vej og får styrket dit selvværd, for det er virkelig ikke sjovt at have det som du beskriver, jeg kan kun sige jeg kender følelsen <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg bliver 33 år og har en lille dreng på 2,5 år og har været sammen med min kæreste i over 12 år. Jeg mærkede klart presset om børn, især fordi vi har været sammen så længe. Så folk og især familierne begyndte ca. fra midt tyverne at spørge til børn – nu har i jo været sammen i 5 år – nu har i jo været sammen i 7 år osv. Jeg var egentlig ikke presset selv personligt, men blev det pga. alles spørgsmål og forventninger.
    En ting jeg tit tænker på er, at jeg egentlig er glad for jeg først fik barn efter jeg var blevet 30 år. For det er bare et andet liv. Det er dejligt, helt bestemt, men bare noget helt andet. I hvert fald ift. hvordan vores liv var. Så er egentlig glad for vi nød vores ungdom så meget som vi gjorde. Så mit råd er, også at nyde det indtil I på et tidspunkt får børn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Ja det kan jeg godt forstå, det er også sådan jeg kan have det,at personligt er jeg ikke dér hvor børn er aktuelt, men pga. andres spørgsmål eller de generelle forventninger til hvornår man burde få børn, så rammer det mig meget. Det er dejligt at høre og et virkelig godt råd, tak :)!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg føler dig virkelig! Jeg er selv tæt på 28 og jeg føler præcis det samme pres. Måske er det endda en følelse af ikke rigtig at vide endnu, hvad man har lyst til. Hvad nu hvis jeg slet ikke får lyst til at få børn? Og hvad hvis jeg på daværende tidspunkt er for gammel til at få børn? Hvad hvis jeg slet ikke kan blive gravid? Hvad hvis jeg ikke vil? Mine tanker flyver også rundt om alle de emner, du snakker om. Men så igen tænker jeg, at jeg har jo en kæreste, et dejligt sted at bo og et godt job – så jeg er måske slet ikke så ringe stillet, som jeg går og føler. Men det er skide svært.. man burde jo bare stå fast lige her, hvor vi er, for her er vi jo glade for at være, ik? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Åh ja, jeg kender jo alle de tanker 🙂 Det hører nok til tæt-på-30-alderen at have alle de tanker 😉 Og jo, man er jo netop glad for at være lige her hvor man er, så personligt ville jeg gerne være bedre til bare at være i dét, en dag ad gangen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Du har brug for at komme lidt væk fra Danmark, hvis overhovedet muligt! Den største glæde ved at være udenlandsdansker er, at man pludselig ikke sammenligner sig med alle andre i den danske andedam, man er fri til at gøre hvad man vil og fordi man indser, HVOR stor verden er, så blegner alt hvad ens bekendte i Danmark går og laver? Det er så småt og ligegyldigt hvornår folk får børn, det samme royal Copenhagen stel og de samme Bobbels babymøbler. Man indser virkelig, at alle er næsten ens i DK men samtidig er alle kvalt i at sammenligne sig og forsøge at blive mere end, hvis det giver mening. Nyd at du ikke har alle de samme opdateringer som alle andre, udforsk verden og se lidt udover DKs grænser! Så glemmer man hurtigt at tjekke, hvad pige X eller pige Y fra ens gymnasie render rundt og laver. De er højst sandsynligt så pludselig blevet misundelig på, at du netop ikke følger med i den samme suppedas længere 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg blev 30 og færdiguddannet i januar, og har først lige fundet en sød mand. Jeg vil gerne have børn, men jeg vil også gerne lige lære manden at kende først og være sammen med ham inden vi skal have børn, men et sted føler jeg mig lidt presset pga. min alder og så alligevel ikke, når man tænker på hvad jeg har været igennem. Jeg har haft et usundt forhold som har varet alt for længe og da jeg blev single, havde jeg brug for at bearbejde tingene, lære mig selv at kende igen osv. Når jeg kigger på helheden af hvad jeg har her og nu, så er jeg taknemlig for min hverdag/mit liv som det er nu. Det kan ikke være bedre, og børn skal nok komme på et tidspunkt 🙂

    Der er nogen der ved hvad jeg har været igennem og derfor spørger ikke længere om hvornår jeg skal have en baby, og så er der dem som ikke kender mig, der spørger og jeg svarer altid “På et tidspunkt”. Man skal heller ikke sætte børn i verden, hvis man ikke føler for det eller tidspunktet ikke er rigtigt.

    Jeg synes du ikke skal bekymre dig om din alder eller hvad de andre tænker. Vær glad for dit liv, hvilket du sikkert også er 🙂 Måske kan det være en god idé at have et svar klart, når folk spørger om du ikke snart skal have en baby, så de ikke bliver ved med at spørge, for det er/bliver trættende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar 🙂 Mega godt svar i øvrigt: på et tidspunkt, det skal jeg da begynde at bruge 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De sidste par dage