Om at tage middagslur

DANMARK – SVERIGE #2 | EN LÆSER DELER

Læs første del her

Jeg var fuldstændig overvældet af følelser og svarede ja lige med det samme. Jeg havde ingen tvivl i dét øjeblik, han var mit livs kærlighed. Vi havde den mest romantiske aften og nat og jeg var helt høj på kærlighed. De efterfølgende dage gik med at kigge hinanden dybt i øjnene og så fortalte jeg selvfølgelig mine veninder det. Jeg spurgte om han ikke havde lyst til at vi overraskede mine forældre med nyheden over middag, og han syntes det var en virkelig god idé. Mine forældre blev virkelig glade og det var næsten uvirkeligt det hele. Inden han tog tilbage til Sverige sagde jeg, med et glimt i øjet, at nu kunne vi nok ikke længere udskyde at jeg mødte hans familie og han fortalte mig at grunden til han havde skubbet det var fordi hans far var blevet meget syg og det hele var svært i familien, så han ville ikke begynde at presse på med middage og at skulle præsentere dem for en ny person i hans liv. Jeg havde selvfølgelig stor forståelse for og de følgende måneder fulgte jeg med på sidelinjen, som hans far blev mere og mere syg.

Vores forhold fortsatte som det plejede, han var i Sverige ca. 3-4 dage om ugen og de resterende i DK. Han var mere fjern og fraværende når han var i Sverige, det blev til nattebeskeder og mange timer uden kontakt, men jeg vidste det var sådan det var, jeg havde vænnet mig til det. På et tidspunkt gik der 3 dage uden kontakt overhovedet og jeg blev bekymret. Jeg ringede og skrev og fik intet svar. Jeg begyndte at forestille mig der var sket ham noget, han plejede som minimum at sende en besked hver dag, det var vores aftale. Da der var gået en dag mere helt uden kontakt kunne jeg slet ikke være i mig selv mere: Var han okay? Var det hans måde at droppe mig på? Mon han havde været ude for et uheld? Den aften ringede jeg til min veninde som kom susende over, med en flaske rødvin og kleenex og så talte vi. Hun trøstede mig og vi gik igang med at søge efter hans forældre i Sverige eller hans storebror men uden held. Vi gennemsøgte hans facebook for at finde hans venner, men den aften fandt vi ud af, at de billeder han havde på facebook var mest af ham, og vennerne på hans venneliste var alle udenlandske (primært amerikanske) venner. Ikke ene eneste af fb venner stod som bosiddende i Sverige og vi kunne ikke kontakte noget. Jeg ringede og skrev til ham og der skete intet. Jeg lå vågen hele natten med min veninde og søgte svenske internetaviser for om der var sket nogle ulykker og vi googlede alt hvad vi kunne, i håb om at finde en at få kontakt med.

Vi talte om, om jeg skulle ringe til svensk politi hvis der gik en dag mere. Det ville ikke give mening, hvis han bare havde droppet mig, manden havde jo lige friet. Kl. 05.34 tikkede en sms ind fra ham og mit hjerte stoppede ‘hej skat. UNDSKYLD. Jeg ved du ikke har kunnet få fat i mig i flere dage. Min telefon gik i stykker og kort efter jeg kom hjem blev min far indlagt. Jeg har været hos familien de sidste par dage, igår sagde vi farvel til ham for sidste gang på hospitalet. Det bliver en kort opdatering. Jeg elsker dig og er tilbage i Danmark i morgen kl. 16.30, så ses vi.’

Jeg blev lettet, vred, ked af det og fyldt med dårlig samvittighed. Jeg havde knap kunne trække vejret i dagevis, men samtidig havde han lige skrevet, at hans far netop var død, så jeg kunne heller ikke tillade mig at blive sur. Jeg følte mig holdt for nar, for han kunne som minimum have lånt en telefon og ringet til hans forlovede og involveret mig i det, han kunne have sendt en sms, og samtidig så måtte han have været virkelig presset og ulykkelig siden han ingen kontakt tog. Min veninde og jeg blev enige om, at jeg skulle være forstående i denne situation, men fortælle ham når han kom til DK at jeg aldrig vil sættes i den situation fremover og fortælle ham hvor bekymret jeg var blevet.

Da han kom til Danmark var stemningen helt anderledes. Han var anderledes. Han var stille og fjern og jeg følte mig afvist men samtidig nødt til at være der for ham, manden havde lige mistet sin far og var ked af det. Jeg fortalte ham jeg var bekymret og han skulle have sendt mig en besked som minimum, så jeg ikke skulle være bekymret. Han undskyldte og sagde det havde været helt enormt hektisk og vi talte lidt om hans far. Han fejede det hurtigt væk, ønskede ikke at tale meget om det og jeg accepterede det. Jeg spurgte hvornår der var begravelse og om han ønskede jeg tog med og han sagde det ville være ugen efter og han syntes jeg skulle blive i Danmark.

De følgende dage var han mere fjern end han plejede og jeg blev utryg. Det føltes forkert i min krop, og jeg kunne ikke finde ud af, om det var fordi han sørgede eller hvad der foregik. En dag da han var taget på arbejde og jeg tog syg hjem fra mit job, fik jeg en pludselig trang til at kigge hans ting igennem, da jeg kunne se han havde glemt sin computer og ‘svenske arbejdstelefon’ hjemme, som han ellers havde med sig OVERALT. Noget jeg aldrig havde gjort før, men det føltes underligt indeni. Jeg ringede til min veninde som rådede mig til at lade være. Efter lidt tids snak blev vi dog enige om, at jeg ikke kunne lade være og min veninde var med mig i telefonen hele vejen. Jeg glemmer aldrig den dag.

Jeg startede med at åbne hans telefon. Den havde ingen adgangskode. Mit hjerte hamrede hurtigt som min veninde fnisede i telefonen og jokede med alt det snavs jeg ville finde (og var ironisk, da hun forsikrede mig om, at min forlovede selvfølgelig ikke gemte på noget). Det første jeg åbnede var beskeder. Der var kun et par arbejdsrelaterede beskeder, fra noget der kunne være kolleger. DYB vejrtrækning og videre i hans opkaldsliste. Der var en masse numre jeg ikke kendte, korte opkald og jeg gik ikke mere ind i det. Nu kom min første mavepuster, i telefonen sagde min veninde ‘åbn nu hans facebook’ og da jeg gjorde det, blev jeg mødt af mit første forfærdelige chok. Hans facebook var nemlig et profilbillede af ham, men et andet navn end hans og andre billeder og venner på vennelisten – altså en helt anden profil. Jeg skreg i røret og min veninde gik i panik og spurgte om hun skulle komme. Hun var hos mig 20 minutter senere, i de 20 minutter sad jeg helt forstenet og turde ikke kigge på telefonen. Hele min krop rystede.

Da hun kom, gik vi ind på hans facebook og kunne se han havde en masse billeder af en lille pige og en lille dreng. Efter 10 billeder af de to børn, var der pludselig billeder af ham sammen med børnene, han kyssede dem og legede med dem. Mit hjerte hamrede med 100 km/t og mine kinder var helt røde, men jeg græd ikke. ‘Måske er det hans brors børn?’ Sagde min veninde og forsøgte at berolige mig, hun kunne tydeligt se jeg var helt i chok. Det næste billede blev mit livs mareridt, her var nemlig en kvinde med MIN forlovede og den lille pige og dreng. De kyssede og havde et barn i hver hånd. I kommentarerne havde folk skrevet ting som ‘dejlig familie’ og ‘håber i har det godt’ og dér gik det op for mig, at min forlovede ikke var ham jeg troede.

Vi brugte lang tid på hans facebook og fandt bryllupsbilleder af min forlovede med en anden kvinde. Jeg har helt ondt i maven som jeg skriver det her, selvom det efterhånden er mange år siden. Vi brugte mange timer på det og jeg fandt ud af at han var gift, havde 2 børn på 4 og 7 år og selv var 38 år. Hans kone boede med ham og deres to børn i Sverige og hun var sygeplejerske. Vi gik igennem privatbeskeder mellem dem, fødselsdagshilsner, bryllupsbilleder, billeder af graviditet, børnene osv. Han var ganske enkel en helt anden mand, med et helt andet liv. I deres privatbeskeder kunne jeg se, hvordan han fortalte hende om hans job når han var i DK, han havde sendt hende billeder af et hotelværelse og skrevet han kedede sig når han var i DK osv. Det er ganske enkelt de værste timer af mit liv, og jeg fandt ud af, at den mand jeg elskede inderligt og som havde spurgt om jeg ville være hans for evigt, allerede havde stillet dét spørgsmål til en anden og desuden havde børn og et helt andet liv ved siden af. De dage hvor han ikke skrev til mig når han var i Sverige, kunne jeg se de skrev sammen, om aftensmad, hverdag, sex og alt derimellem. Alt imens jeg var i Danmark og godtog at hans signal var dårligt og han var travl. AV.

Jeg græd, kastede op, rystede og havde min veninde ikke været der, så tror jeg næsten ikke jeg havde overlevet. Da jeg var faldet ned talte vi om hvordan han skulle konfronteres og vi planlagde de ondeste ting, men det gik hurtigt op for mig, at jeg følte mig bange for ham. Med ét var det ændret – jeg ville ikke turde konfrontere en mand med hans dobbeltliv, når han kunne leve på den måde. Jeg tænkte manden måtte fejle noget og jeg gik for alvor i panik da han ringede til min telefon. Min veninde var der stadig, mine øjne var så store som tekopper og jeg havde grædt i timevis. Vi blev enige om jeg skulle tage telefonen og spille ’normal’ og så måtte vi efterfølgende planlægge hvad jeg skulle gøre.

Han ringede og sagde ‘Hej skat. Har du snart fri?’ At få svaret ham med ‘Hej skat, jeg tager herfra om et par timer, hvad med dig?’ På så normal en måde som muligt, var noget nær umuligt. Han fortalt han ville tage lækker mad med hjem og være hjemme om 2 timers tid, så han var hjemme før mig og kunne overraske mig. Vi lagde på og så skulle vi planlægge hvordan jeg skulle forholde mig til hans hjemkomst, for han skulle selvfølgelig ud af mit liv. MED DET SAMME. Han havde nøgle til min lejlighed men min venindes mands bedste ven var låsesmed og vi fik hurtigt arrangeret et skift at låsen til min lejligheden, så han ikke kunne låse sig ind. Vi pakkede alle hans ting som vi satte ned i opgangen lige ved indgangen (på de første trappetrin, så han ikke kunne undgå det), computeren havde vi åbnet med bryllupsbilledet af hans svenske kærlighed og deres børn og ved siden af havde jeg lagt en note:

Jeg har pakket dine ting. Jeg har fundet ud af du lever et dobbeltliv. Du har frarøvet mig næsten 2 år af mit liv og nu skal du ud af det. Jeg har udskiftet låsen til lejligheden og hele min familie er heroppe, så mit råd er, at du tager dine ting hurtigt og skrider. Fuck dig!

Jeg havde fået mine forældre og søster til at komme og være der med mig og min veninde og hendes mand, hvis der skulle ske noget. Min mor holdt om mig som et lille barn. Da vi kunne se ham gå ind i opgangen og mit hjerte hamrede så hurtigt at jeg næsten besvimede og han forlod hurtigt opgangen og så hverken så eller hørte jeg fra ham igen. Hans ‘facebook profil’ var væk samme aften og han var som forsvundet ud af den blå luft.

Jeg brugte et par år på at komme ovenpå. Jeg følte mig snydt, vred, ked af det, bange og helt ved siden af mig selv. Jeg måtte begynde i terapi, da jeg begyndte at blive bange for, om jeg fejlede noget, siden jeg ikke havde set den komme. Det eneste underlige ved ham var det med, at jeg aldrig måtte se hans familie, men der var alligevel altid noget i dét der gav mening nok til, at jeg ikke mistænkte ham for noget så slemt som at leve et dobbeltliv. Det er den værste følelse at vide han har snydt mig igennem så lang tid, og at jeg har sagt ja til han skal være min for evigt. Jeg mistede fuldstændig mig selv efterfølgende, og det var en kæmpe kamp at rejse sig igen og komme hertil hvor jeg er i dag. Jeg har haft kæmpet meget med tanken om, hvor langt jeg kunne være gået med ham, hvis jeg ikke var taget syg hjem fra arbejde den dag og havde opdaget det, havde vi så fået børn sammen?

Jeg er ovre ham nu for længst, har en dejlig mand, som KUN lever sit liv med mig, og vi har sammen fået en lille pige, som nu er 2 år.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at tage middagslur