Ugens etsy Tip # 45

Noget om alder, rynker og babyer… mest babyer

joey-on-turning-30

Jeg tænker for tiden meget over min alder. Og rynker. Og dét at få børn. Mest det sidste. Jeg er 29 år gammel. Niogtyve. Er I klar over, hvor gammelt det er? Jeg kan slet ikke forstå, at jeg i år fylder 30. Jeg synes det er så vildt at tænke på, at jeg snart er en 30-årig kvinde. Jeg føler mig stadig ikke voksen, og var det ikke meningen man skulle føle det nu? Eller får man det så nogensinde som om man er voksen?

For mig fylder det meget med børn for tiden. På den ene siden tænker jeg, at jeg er klar. Men dette handler kun om min alder, for jeg er slet ikke klar indeni. Jeg taler meget med veninder om det for tiden, og det føles så skræmmende ’tæt på’ det med at få børn. Det betyder jeg tænker rigtig meget over alle de ting man skal igennem, ikke bare graviditet og fødsel, men det helt nye liv man skal til at have med et barn. Jeg er for tiden bange for, at jeg aldrig kommer til at føle mig rigtig klar til at få børn. Der er så mange ting jeg nyder ved mit liv, som det er nu, og jeg kan have svært ved at se, hvordan jeg pludselig skal tage hensyn til en andens behov 24/7. Og hvad hvis man fortryder når barnet er kommet? Hvad hvis man ikke elsker det? Kan det overhovedet ske?

Jeg har altid tænkt, at jeg selvfølgelig skal have børn. Det tænker jeg stadig, og jeg er også sammen med ham jeg gerne vil have dem med. Jeg kan godt lide børn og tanken om min egen lille familie føles også rigtig. Men der er alligevel skræmmende langt fra tanke til handling, også selvom alderen for alvor ’nærmer’ sig. Der er ingen der bestemmer at man skal have børn inden man er 30, det ved jeg godt, men mine egne forestillinger om det liv jeg skulle have, det var altså, at jeg havde mit første barn som 28-årig. Og det skete ikke.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at føle mig rigtig klar, om jeg nogensinde er klar til at lægge mine egne behov, min frihed og min tosomhed med Mattis på hylden, for at få en baby. Og så tænker jeg over, om man skal nå til et punkt, hvor man beslutter sig for at NU er det nu. ’Når jeg er 31 år, så går vi i gang’, men det gør mig vel ikke mere klar at vente de år? Jeg er nysgerrig på at høre fra jer, der har fået børn: følte I jer klar da I tog beslutningen? På hvilken måde har det påvirket jeres liv og er der ting I gerne ville have gjort anderledes eller følt anderledes inden I fik børn? Er der nogen af jer, der har stået i den situation, hvor det skete og I besluttede jer for at få barnet, og så følte jer klar da det kom?

Jeg er også mega nysgerrig på at høre fra andre, om I også har lidt panik over jeres alder og børn? Gør I jer tanker om, hvornår I er klar til at få børn eller har I en deadline for, hvornår det er tid? Og er der nogle af jer søde læsere, der er gravide og sidder med en masse tanker omkring det? Og på hvilken måde?

Jeg nyder virkelig, at jeg kan være spontan med Mattis, ift. Vi f.eks. gerne vil rejse. Jeg skal ikke tage stilling til at ønske ferie i industriferien, fordi det er det eneste tidspunkt mine børn har fri. Jeg kan være rimelig spontan og fleksibel når det kommer til aftaler i mit liv, og jeg kan godt frygte det med, at når først jeg har sat et liv til verden, så bliver jeg låst på en helt anden måde. Og nu sidder du måske og tænker ’du skal da slet ikke have børn, med alle de negative tanker du har om det’ men det er jo også fordi, jeg ikke VED hvordan det så er, når barnet er her. Jeg kan høre om det, om hvor fantastisk en kærlighed det er, helt ubetinget og ubeskrivelig. Jeg kan også se søde babybilleder og film og tænke ’ej hvor hyggeligt, hvor ér det en sød baby’, men hvordan det reelt bliver, det kan jeg jo af gode grunde ikke vide. Som det er lige nu, så fylder frygten og bekymringerne mere end tanken om, hvor vidunderligt det bliver. Sådan har det ikke altid været, og jeg tror det handler om min alder. Det handler om, at jeg ikke længere tænker om det at få børn, som en hyggelig ’ude i fremtiden’ ting, som jeg ikke behøver give meget mere tanke end dét. Nu nærmer jeg mig (og har passeret faktisk) den alder, hvor jeg selv tænker, at børn skal være en del af billedet. Men man skal jo ikke gøre noget man ikke har lyst eller er klar til.

Men så har jeg talt med andre, der har de samme bekymringer om, at man måske aldrig rigtig bliver klar? Bliver man nogensinde klar til at slippe ferier, fleksibilitet, tosomhed og frihed? Får man pludselig følelsen af, at NU er jeg klar, NU skal der være noget mere i mit liv end bare..? Jeg håber det, for jeg ser ikke mit liv med Mattis uden børn også. På et tidspunkt.

Jeg forsøger at sige til mig selv, at Mattis og jeg kan tale om at smide pillerne, sådan for alvor, når jeg fylder 31. Indtil da, der vil jeg forsøge ikke at panikke så meget over det og bare nyde, at de næste par år, der er det bare mig og mit livs kærlighed. Og selvfølgelig, ej at forglemme, vores to små pelsede børn. For nu, er det sådan jeg ønsker det, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre fra jer, både med og uden børn. Det hele fylder meget for tiden, og Mattis har på ingen måde den samme panik som mig, så det giver bedre mening at høre fra nogle, som enten sidder med de samme følelser, gravide eller ej, eller fra jer, som rent faktisk har børn og får det hele til at hænge sammen.

35 kommentarer

  • Lotte

    Kære du.

    Efter vores bryllup blev vi enige om, at selvom vi ikke med 100% ro og selvsikkerhed i stemmen kunne sige “vi er klar”, så ville vi aldrig blive mere klar end nu. Og vi vidste det skulle være os to. Skæbnen ville at der ikke skulle gå mere end en måned før vi stod dér med en positiv test i hånden. Og vupti- så var det en realitet. Og “klarheden” kommer! Med købet af de første nuttede futsko til baby. Synes af den lille ved første skanning. Første gang den kommende far kan mærke liv mod sin håndflade derinde fra.
    Så jeg må nok tilslutte mig en manglende tro på “at være klar”. Det at blive gravid og forældre er en særlig størrelse, som vi i hvert fald ikke har kunnet forberede os på før vi stod i det. Og det er helt fantastisk!

    Megen held og lykke til jer begge, det bliver den bedste af tider, når i beslutter jer for at kaste jer ud i det største fælles eventyr nogensinde.
    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Forstår dine tanker så meget. Jeg er selv lige blevet mor og jeg elsker min søn, men den første måned var jeg ramt af panik – jeg følte jeg havde opgivet hele mit liv for at give bryst og skifte ble? Og var det virkelig det liv, som jeg ønskede? Jeg så mig selv blive sat SÅ meget tilbage og jeg var ulykkelig (det skal måske lige næves, at jeg oveni havde det værst tænkelige fødsel). Den første måned var den værste, virkelig. Det med at du gav dig selv væk og nedprioriterede dine behov, det var nok det største chok. Jeg forstod ikke, at mine veninder aldrig havde fortalt, hvor hårdt det var? Det så jo så dejligt ud udefra at blive mor og gå hjemme på barsel? Hvorfor havde de aldrig brokket sig – og var jeg bare en så dårlig en mor, at jeg ikke nød mit nye liv og lille søn? Der gik en måned med tårer og frustrationer, men… I dag snart tre måneder efter min fødsel elsker jeg min lille søn, og jeg er solgt hver eneste gang han sender et lille smil eller udvikler sig – og så at han sover bedre om natten nu. I dag vil jeg ikke være ham foruden, selvom jeg da stadig kan panikke over, at jeg ikke bare kan være spontan med min mand mere som førhen.

    Mine bedste råd og erfaringer er, at jeg tror aldrig man er helt klar? Mest fordi du ikke aner, hvad du går indtil og hvilket barn du får. Du skal gøre dig selv den tjeneste at have rejst til de steder, som du ikke bare lige tager til med et lille barn og så nyd tosomheden, fordi den kommer aldrig tilbage igen, i hvert fald ikke på samme måde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg forstår 100 % dine tanker, men det hjælper mig at tænke på 2 ting:

    – fra man bliver gravid til man har børn i industriferierne går der altså i hvert fald 6 år (her tænker jeg for mit eget vedkommende primært ift. ferie, men også ift. at jeg godt kan se mig selv med en baby, men jeg kan fandme ikke se mig selv med et skolebarn – giver det mening? Så hjælper det mig lidt at tænke på at nå jo.. der er jo altså også en del år til skolestart)
    – man kan sagtens rejse med barn/børn. Og der er fandema’ ligeså i orden at få dem passet, mens man rejser. Min kæreste og jeg snakker MEGET om at vi SKAL have tosomhed, også som forældr. Og jeg kommer simpelthen ikke til at være bleg for at benytte bedsteforældre.
    – at lige nu (jeg er 26) kan jeg tænke, at jeg gerne vil nå at have begge børn inden 30 “fordi det lyder pænt”-agtigt. Men når dit barn er 26 år gammel så er det jo skide ligegyldigt om man selv er 53 eller 56 år. Det tror jeg simpelthen ikke på, at man tænker over, til den tid – det er bare lige nu man tænker over, hvordan det “lyder”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg havde det også sådan der.. indtil jeg fandt ud af, at det ville blive svært for min kæreste og jeg at få et barn. Så var jeg pludselig virkelig klar!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Jeg forstår dine tanker 100%

    Jeg er 31 år. Min mand er lige fyldt 36. Vi har været sammen i snart 8 år.
    Vi havde en ret klar aftale om, at jeg smed pillerne senest når jeg ramte 30 år. Smed dem dog kort efter jeg blev 29 år, da jeg altid har haft en fornemmelse af, at det nok ikke lige ‘kom’ på et ryk og en aflevering-måden. Men man er 2 til tango, og han skulle også lige ha’ lov til at bestemme tempoet.
    Jeg fik ret.
    Nu står vi, lidt over 2 år senere, og skal i gang med fertilitetsbehandling.

    Om end jeg ELSKER de oplevelser og rejser vi har haft, fortryder jeg også, at vi ikke gik i gang før. Alting i dag er så planlagt. Timet. Hvornår passer det MIG!? Man glemmer bare, at den der øjeblikkelige behovstilfredstillelse ikke altid kommer til én når man er klar….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Åh det er jeg ked af at høre.. men du har jo helt ret

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg havde det i dén grad ligesom dig, men fra det øjeblik jeg så 2 streger på graviditetstesten var jeg klar! Det var så vild en følelse! Det er hårdt at miste sin frihed og sit “ego-liv” men det er det værd gange 10.000 ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg mærkede tydeligt at jeg var klar, da andres babylykke begyndte at vække en længsel og misundelse i mig(jeg var 32). Da jeg så stod med den positive test i hånden, gik jeg nærmest i panik og følte mig pludselig hverken helt klar eller helt voksen. Det hang muligvis også sammen med, at der ikke var langt fra tanke til handling, for allerede en måned efter, at jeg smed pillerne, stod jeg med en positiv graviditetstest! Nu fortryder jeg det ikke et sekund! Ja, det er til tider hårdt, men den lykke ens børn kan vække i en, og den kærlighed man føler er ubeskrivelig. Jeg kan sagtens savne livet før jeg blev mor, men jeg ville ikke gå tilbage.

    Jeg sidder lige nu og er helt nygravid med nummer to, og denne gang mærkede jeg den samme misundelse og længsel, når andre omkring mig blev gravide og fik børn. Denne gang er min største fortrydelse dog, at jeg ventede “for længe” på at føle mig “klar”, og på at en masse ydre omstændigheder var på plads. Denne graviditet har nemlig ikke været ligeså nem at få til at lykkes, og vi har været igennem behandling, for at nå så langt.

    Jeg ved ikke, om man nogensinde føler sig helt 100% klar. Man vælger jo at få børn med sin partner, fordi man elsker dem og elsker det liv, man har sammen. Det liv ændrer sig naturligvis, når man bliver en familie, men hvis man har et godt netværk, bør der ikke være noget til hinder for, at man sørger for at finde tid til at pleje parforholdet, efter man har fået børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din ærlige kommentar <3 Jeg håber også jeg når dertil, hvor jeg begynder at længes, og at jeg ikke når dertil om al for lang tid 🙂 Tillykke med graviditeten og nr. 2 på vej !

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hej Line,
    Du får lige et par tanker herfra og en fortælling om mit forløb.
    Jeg bliver selv 29 i år og har en dreng på snart 3 år.
    Her ved os har det altid været min kæreste, der sukkede efter børn – det gjorde han allerede meget kort inde i vores forhold.
    Mine egne tanker omkring børn havde altid været, at jeg gerne ville have dem, men at der var andre ting jeg gerne ville have styr på først; uddannelse, den rigtige bolig, have været ude og rejse, det rigtige arbejde.
    Som de ting blev opfyldt kom der jo kun nye planer til; projekter på arbejdet, efteruddannelse. Der var hele tiden noget, som gjorde at jeg tænkte at det ikke lige passede nu.
    Efter nogle måneder med knald på, hvor jeg hyppigere og hyppigere glemte at tage mine p-piller, tænkte jeg at det måske var en god idé at give min krop en pause fra pillerne, da jeg havde taget dem siden jeg var 13 år. Efter noget tid uden pillerne, hvor jeg ikke fik min menstruation (og ikke var gravid – det var jo heller ikke planen der) fik jeg en tid ved gynækologisk afdeling, som kunne se at mine æg ikke blev modne og bare blev siddende på æggestokkene. De begyndte meget hurtigt at snakke om at sætte mig i fertilitetsbehandling (her var jeg altså 25) – wow, stop! Jeg kom her for at finde ud af hvorfor jeg ikke har menstruation, ikke for at få børn. Så jeg takkede nej tak. Det satte dog alligevel nogle tanker i gang om projekt barn, og min kæreste og jeg besluttede os derfor for at selvom det ikke var der vi skulle have børn, så ville jeg fortsat være uden p-pillerne, men vi ville ikke gøre yderligere for at beskytte os. Så måtte vi bare blive gravide når den var der. Og det var faktisk ret befriende ikke at skulle tænke nærmere over hvornår det rigtige tidspunkt til børn var. Der gik faktisk 1,5 år uden nogen form for prævention før jeg blev gravid. Og da jeg så blev gravid kunne jeg jo komme med 1000 grunde til hvorfor det heller ikke passede der: hvad siger de på mit nye arbejde? Er vi virkelig klar? Er JEG klar? Hvordan siger jeg det til mine forældre? Tør jeg overhovedet at skulle føde? Er det ikke mega klamt at kunne mærke noget bevæge sig inden i sig selv?
    Ja, der var mange tanker. Men jeg tror, for mit vedkommende, at hvis vi ikke havde droppet prævention og tanker om børn, så var det stadig ikke sket.
    Og hvis man har en støttende partner og netværk, så glemmer man hurtigt bekymringerne og begynder at fokusere på de gode ting i stedet 🙂
    Og når barnet så er kommet, vokser man med opgaven. Det er hårdt, det er fantastisk, det er frustrerende. Man skal planlægge meget mere. Og der er nogle ting som ikke sådan er lige til mere med et barn. Til gengæld begynder man i stedet for at få nogle andre oplevelser og komme til nogle andre arrangementer som også er ganske sjove og underholdende. Man får også nye bekendtskaber og måske også venner. Jeg vil til gengæld sige, at det jeg savner allermest ved kun at være to er at kunne gå aftenstur med hunden sammen. Vores hund har i hvert fald kunnet mærke at der ikke er tid til lige så mange og lange gåture som før i tiden. Til gengæld har barn og hund rigtig god glæde af hinanden og vi prøver at integrere det så det hele går op i en højere enhed – fx ved at altid og gå hen i dagplejen, så hunden altid kan blive luftet fast der. Og det skaber også stor glæde ved alle børnene når man kommer med hund. 😉

    Som en anden også skrev herinde, så bliver man aldrig nogensinde 100% klar til at blive forældre, men hvis ønsket om børn er der, så tror jeg ikke at man er på den helt gale vej ved at tænke i de baner. Og ellers vil mit råd bare være ikke at stresse over alle mulige andre ydre faktorer – det hele skal nok gå. Bevares, det kan godt være at man ikke ender med at blive den helsemor som man havde forestillet sig (erhem), eller at man synes at forældrerollen er meget hårdere end man troede og derfor finder ud af at man kun skal have ét barn (sådan er det fx for min kærestes vedkommende), men vores søn var et ønskebarn og ingen af os ville ønske at være foruden (uden at lyde alt for kliché-agtig), for ellers ville vi jo alligevel gå og sukke efter børn og føle at noget manglede.

    Det var lige en fortælling herfra.
    Jeg håber at I finder en helt rigtige løsning for jer.
    Kh herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Marie

      Tak for din fortælling, det er så dejligt at høre og det sætter bestemt tingene lidt i perspektiv. Jeg blev helt forskrækket da du skrev om dine æg og så som 25 årig, for den tanke og bekymring går jeg nærmest ikke ind i. Men dét er jo også en bekymring og risiko, at man rent faktisk er noget tid om det. Men jeg håber også vi kan aftale at smide pillerne, og så sker det når det sker. Jeg håber ikke jeg skal ud i noget meget planlagt heller 🙂

      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabine

    Kære Line Sofie.
    Ligesom Camilla skriver det; hvis tankerne føles naturlige – så gør det. Eller overvej om det ikke skal være nu.

    Jeg har personligt altid været i den modsatte boldgade end du. Jeg var allerede fra 18-års alderen (jeg er 26 i dag), klar til at få børn. Jeg havde stortset planlagt alt til punkt og prikke. Hvor mange jeg ville have, navne efter kønnet, opdragelse osv osv.
    Jeg var klar i mange år. Da jeg blev 24 mødte jeg ham der skulle være faren til de planlagte børn.
    Og alt gik som det skulle: Jeg blev hurtigt gravid, ukompliceret graviditet, god fødsel og smuk dreng blev det til. MEN pludselig var jeg ikke klar længere. Alt hvad jeg havde planlagt og forberedt mig på i så mange år, faldt totalt til jorden. Alting kom bag på mig og det skræmte mig. Jeg brugte længe på at bearbejde de følelser.
    Sandheden er; at man aldrig bliver helt klar før man er blevet mor eller far. Man kan forberede til den helt store guldmedalje – men man aner ikke hvad det vil sige før man står i det.

    Jeg er stadig ved at vænne mig til tanken om at det her er forever. Min kæreste og jeg var også som du og Mattis, meget spontane. Ture, spise ude, pludselige aftaler osv.
    I starten var det hårdt at forstå, at man ikke “bare lige” kunne gøre som i gamle dage, men pludselig kommer friheden til at kunne gøre de ting igen. Lige pludselig.

    Hvis jeg skal se tilbage på hvad jeg selv gik igennem, inden jeg fik min søn – så havde jeg ønsket at nogen havde fortalt mig at ikke alt kan planlægges, og at man sjældent er 100% klar til at få børn 🙂

    Jeg håber du finder en klarhed i dine og jeres håb og ønsker for fremtiden. For selvom det er mother-f*cking hårdt at blive forældre – ja (pas på klichéen) så er de sgu også så sjove, skønne, dejlige og noget af det bedste <3

    De bedste hilsner fra Sabine😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg er 29 – bliver 30 om ganske få måneder, og jeg kan bestemt mærke presset med at få børn. Stortset alle mine veninder har børn eller er gravide, og jeg er så glad på deres vegne. Men det kan mærkes, at man er en af de sidste, som ikke lige har en baby på armen til sammenkomster. Jeg føler, at jeg bliver set lidt skævt til, fordi jeg jo endnu ikke er mor og får ofte hentydninger til, at jeg ikke er en del af morklubben. Folk har også sagt til mig, at man tænker anderledes omkring at få børn, når man bliver 30. Jeg følte pludseligt, at jeg bare ville være gravid med det samme, så jeg kunne følges med de andre og ikke føle mig udenfor. Men det er jo det helt forkerte grundlag for at få et barn. Bevares, jeg er i et solidt forhold, hvor vi skal giftes lige om lidt, og jeg ønsker at give min kæreste et barn i fremtiden. Men jeg føler også, at jeg vil rejse og dyrke tosomheden meget mere. Jeg ved godt, at man kan rejse med sine børn, men det er bare ikke det samme (måske har jeg et skævt syn på det..). Derudover føler jeg mig egentligt heller ikke klar til at skulle tage så stort et ansvar for sådan et lille væsen. Jeg er sikker på, at min kæreste bliver den meste fantastiske far til vores barn, og jeg tror da også, at jeg nok skal blive en god mor. Men lysten til et barn er meget lille hos mig lige nu. Undskyldningerne vælter ud af mig, at jeg lige vil være færdig med min uddannelse (det er jo fint med et barn, mens man studerer), kroppen ændrer sig, jeg vil ikke ødelægges forneden eller mærke smerterne, jeg vil rejse, jeg vil have en hund, jeg vil osv osv. Jeg tvivler endda på, om jeg overhovedet kan blive gravid. Ok jeg har tusind tanker, hehe. Det er jo et kæmpe skridt at tage, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg en dag nok skal tage det. Om det bliver i år, næste år eller om to år, så skal jeg nok nå det hele alligevel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej L. tak for din kommentar. Dejligt at høre fra en med de præcis samme tanker som mig. JA vi skal nok nå det hele <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ano

    Hej Line 😊
    Virkelig et dejligt og ærligt indlæg. Jeg stod også hvor du gør nu. Men som konsekvens af barnløshed i vores nære familie, blandt venner og ikke mindst vores egen frygt for slet ikke at være i stand til at få børn (selvfølgelig fuldstændig medicinsk ubegrundet) fik jeg fjernet min spiral i sommer. Det kan tage lang tid at blive gravid og det er desværre langt fra en selvfølge at det kan lade sig gøre for alle. Og jeg var overbevist om at vi var nogle af dem. Men. Et par dage inde i det nye år var der to streger på testen. Vi er på ingen måde klar. Endnu. Men det bliver vi. Og vi glæder os sammen. Vi er bange og spændte sammen. Mest af alt glæder vi os heldigvis. Og husk! At når man ser den 3-årlige skabe sig ved kassen klokken 17 i fakta, så er det scenarie altså minimum 3 år og ni måneder ude i fremtiden 🙏🏼 Det er drøn uhyggeligt og der er aldrig et rigtigt tidspunkt. Men det hele overskygges af den glæde det giver, når man ved hvad man sammen er igang med at lave 😍 Det synes jeg i hvert fald nu 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      TILLYKKE med graviditeten <3 Haha ja du har ret, det ér virkelig uhyggeligt, men jeg håber også jeg en dag mærker alt det dejlige det overskygges af !

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Sidder her med en lille pige ventende inde i maven og tænker at man nok aldrig bliver helt klar. Man føler sig klar og alligevel ikke. Nogen gange kan jeg da godt tænke hvad filan jeg har rodet mig ud i men alligevel føler jeg ikke at min tosomhed med kæresten skal være et enten eller i forhold til børn. Ja tingene bliver anderledes og ja forholdet ændrer sig men tror ikke et forhold kan vokse og fortsætte uden den tosomhed. Jeg elsker vores spontane aftener når vi tager ud at spise eller vores uplanlagte køreture men når den lille er her tror jeg bare der er andre ting du værdsætter. Tror ikke man skal sætte det op så sort på hvidt at hvis man får børn giver man opkald på noget andet. (Nu sidder alle mødre måske og tænker hold kæft hun er naiv) 😉 men hvis du gerne vil have børn skal du ikke vente fordi du venter på at blive “klar” for hvad er det. Jeg glæder mig hvertfald til tresomheden og det nye liv vi begynder på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tillykke med den lille i maven <3 Jeg tror du har ret i, at det bliver helt naturligt andre ting man værdsætter, og jeg håber da også der stadig kan være plads til lidt af det hele med en lille 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg var 28 og havde været sammen med min niværende mand i 9 år, da jeg pludselig følte en stærk længsel efter at få et barn. Jegvhavde altid vidst,nat jeg ville have børn, og jeg har aldrig været typen, der elskede at rejs og gå ud en hverdagsaften. Jeg læste i udlandetvet halvt år, og da jeg kom tilbage, var jeg klar. Et års tid efter fik vi vores første barn, det var let og naturligt, at familien nu indeholdt et barn, der var virkelig ingen problemer, ikke noget med at glide fra hinanden eller hvad man ellers hører. Jeg elskede min søn fra første øjekast og havde det ikke svært med morrollen. Nu er han 3 og vi har et barn mere. Jeg har altid elsket dem højere end noget andet fra jeg så stregerne på testen, men alligevel vil jeg sige noget, jeg aldrig har hørt andre sige: man kan altså godt fortryde at have fået børn. Nu har jeg bare fået dem og vil selvfølgelig ikke af med dem jeg elsker, men hvis ikke jeg havde fået dem, ville jeg jo ikke mangle dem. Livet med børn er bare meget anderledes end jeg havde regnet med. Især fordi jeg ikke kan nyde noget af det jeg elskede før uden dårlig samvittighed over for mine børn, som jo så ikke er sammen med deres mor. Jeg ved, at jeg kommer til at fremstå kynisk og nogle vil sikkert påstå, at jeg lider af en depression eller andet, men jeg har altså aldrig været i nærheden af nogen psykisk lidelse. Jeg vil bare nævne det, fordi det er et tabu og jeg har kun selv hørt meget lidt fra andre med samme tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Kære L

      Tak for din modige og ærlige kommentar,lige præcis sådanne ærlige ord jeg også gerne vil høre. Jeg synes ikke du lyder hverken kynsisk eller psykisk ustabil, men helt normal.Dejligt med nogle ord på de mere tabubelagte emner! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg bliver 32 i år, og jeg er gravid med barn nr. to. Jeg blev mor for første gang et par måneder, inden jeg blev 29. For mig (og min kæreste) var det også svært at træffe beslutningen, for vi havde det jo dejligt, som vi havde det. En GU hos min læge blev et wakeup-call, da hun nævnte, at min livmoder var ret hård og henviste mig til en gynækolog for at blive tjekket. Jeg cyklede lige hjem og sagde til min kæreste, at nu var det nu. Heldigvis var alt fint, men fra det øjeblik jeg troede, at jeg måske ikke kunne blive gravid, var jeg så klar!

    Og ja, for mig var det vildt overvældende at få barn, og det ændrede mit liv mere, end jeg troede, at det ville. Det var og er hårdt (dog slet ikke på samme måde længere). Men samtidig er det bare det mest fantastiske. Kærligheden er så vanvittigt stor, og det er så utroligt at følge sådan et lille myrs udvikling. Jeg ville ikke undvære det for noget i verden, og hver dag smelter mit hjerte om og om igen, når min søn siger ting som “Du er min bedste ven, mor” og “Jeg elsker dig så højt”. Og så flækker jeg af grin, når et nej til skærm eller sukker bliver mødt med en kommentar som “I to bliver totalt til grin!” (I to = min kæreste og jeg)
    Børn er simpelthen det sødeste og sjoveste, og jeg mener helt oprigtigt, at det er fedt at være en lille familie.

    Så jeg tror bestemt ikke, du fortryder. I starten vil du nok længes efter den frihed, du havde før, men meget af den får du igen, som barnet bliver lidt ældre. Og så har du den dejligste unge oveni 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Ej en dejlig kommentar,Trine 🙂 Det er også sådan noget jeg glæder mig til, at blive en lille familie <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg har haft de PRÆCIS samme tanker og overvejelser på præcis samme tidspunkt i mit liv, hvilket vil sige for halvandet-to år siden.
    På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg er en type, der gennemtænker beslutninger og reflekterer rigtig meget, så det samme er selvfølgelig gældende for så livsændrende en beslutning som børn. Det betyder også, at jeg ser alle de mindre positive ting og udfordringer – sådan ER jeg bare. Og det gik op for mig, at det betyder, jeg aldrig bliver klar eller skruk. Samtidig vidste jeg, jeg ville have børn, og derfor besluttede vi os for et halvt år siden for at smide P-pillerne. Selvom jeg stadig følte mig i tvivl, om jeg var klar. Nu efter en graviditet uden for livmoderen og en operation, er jeg helt sikker på, jeg ønsker mig den baby, så ked af det, som det gjorde mig. Også selvom jeg i de uger, hvor jeg troede, jeg var normalt gravid var i tvivl en million gange. Var det nu det her? Kunne vi så aldrig rejse mere? Spise ude uplanlagte på en hverdag? Min pointe er bare: jeg tror ikke, at alle bliver 100 % sikre eller oplever at blive skrukke – jeg tror, det afhænger af personlighed. Så mit eneste råd er bare at komme i gang lidt tid inden de 35, hvis det viser sig, du har problemer med at blive gravid, så har du lidt tid at løbe på,

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      tak for din kommentar Anonym. Det er rigtig dejligt at høre andres tanker <3 Jeg håber det snart lykkes for dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Kære Line Sofie
    Hvis du i bund og grund har lyst til at få børn og det er en naturlig tanke for dig at tænke, så gør det! Der er ingen grund til at vente hvis det er noget du ønsker skal ske engang. Selvfølgelig får du at andet og mindre “frit liv” liv, men du får SÅ meget andet, og dig og din kæreste kommer til at føle en helt anden form for samhørighed fordi i har skabt et liv sammen, det ér simpelthen bare det største! Og selvfølgelig kommer du ikke til at fortryde det 😘 Jo, måske kommer du til at fortryde at du ikke gjorde det noget før 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg genkender min type i dig. Som 29-årig havde jeg det præcis som du skriver. En abstrakt lyst, men også en vægren.

    Derfor er jeg glad for, at min kæreste og jeg var enige om bare at smide præventionen og skele lidt til måske at undgå high-risk tidspunktet midt mellem menstruationerne. Hvis det skete, så skete det. Hvis ikke, så fint. Vi havde det jo godt uden børn.

    Det blev jeg med tiden (selvfølgelig) gravid af! Og da jeg så de to streger, blev min personlighedstype en ny. Alle usikkerhederne og tvivlen var der stadig, men nedenunder dem var der en helt rolig, dyb fornemmelse af, at det her var noget, jeg godt ville. Og godt kunne. Og at det var dén følelse, jeg skulle klynge mig til, ikke de andre impulser.

    For os begge gjaldt det, at vi opdagede, at man jo ikke bliver forældre samme dag som testen er positiv. Ikke i alle de skræmmende aspekter på én gang. Man har over et halvt år til at smide sin ham og genopstå som en, der skal noget nyt. Gradvist vænnede vi os til tanken. I hvert vores tempo, men vi var begge blevet helt klar til hende, da hun kom ud. Men ikke så forfærdeligt længe før, faktisk.

    Ikke dermed sagt, at jeg ikke af og til længes tilbage til byture og hele lørdage på langs. Men det meste kan altså stadig lade sig gøre med planlægning. Især hvis man er i et forhold, hvor den anden er indstillet på, at logistik er et fælles anliggende, så ingen kommer til at føle sig buret inde i et nyt liv af leverpostej og stofbleer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Årh en dejlig kommentar Karoline!Det sætter jeg kæmpestor pris på. Det er dejligt at høre, at du har haft det præcis som mig og så er blevet klar undervejs i graviditeten mere og mere!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg kan kun sige: Kom i gang! 🙂 Man bliver aldrig klar, der er altid noget som ikke lige passer perfekt med det at få børn. Og hvis det perfekte tidspunkt alligevel skulle dukke op, så kan det jo være at det tager lang tid at få et barn, og så er det alligevel ikke perfekt.

    Jeg fik min første da jeg var 24, og nr. 2 da jeg var 28, og min mand var ikke helt klar, jeg var. Men vi er begge vokset ind i forældreskabet og selvom det kan være møg hårdt, så er jeg så glad for at vi ikke holdt os tilbage. På papiret var der en masse der talte “imod”. Vi var begge studerende på su, men vi ville i dag ikke have været foruden de udfordringer der var. Det holdt os igang.

    Jeg kan forstå at en af dine største bekymringer er alt det du kommer til at give afkald på. Men til det må jeg sige, at der jo ikke er noget i et forældreskab, eller i livet, der er “statisk”. Det ændrer sig hele tiden. Børnene ændrer sig. De bliver ældre, mulighederne bliver anderledes og ja, man følger med.

    Livet med et spædbarn er SÅ meget anderledes end et liv med fx. en 8-årig.

    Vi tager os fx. jævnligt den frihed at rejse på små weekendferier uden børn, og spontaniteten i livet vokser frem igen når børnene bliver mindre afhængige af forældrene.

    Pøj pøj!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak Marie. Dejligt med din kommentar. Det er selvfølgelig rigtigt, at livet med spædbørn er noget helt andet end når de er f.eks 8 år. Og du har jo ret i man stadig kan rejse og opleve, MED dem 🙂

      Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg havde det præcis som dig for bare ét år siden. Jeg har altid vidst at jeg gerne ville have børn, men synes det var grænseoverskridende at springe ud. Dog besluttede min kæreste og jeg at det snart ved at være tid. Nu har vi en dejlig søn på 3 mdr. Han er det hele værd. Det er fantastisk at være mor. Men ja, men sætter sig selv bagerst og kan ikke være spontan på samme måde mere. Mit bedste råd er at få rejst en masse og nyd en masse aftener bare dig og ham 🙂 Glæd jer til det bliver jeres tur en dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar cecilie! Dejligt at høre. Og kæmpestort tillykke med den lille dreng 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    I forhold til det med at rejse og holde ferie, skal du bestemt ikke frygte at få børn 🙂 i både vuggestue- og børnehave-alderen kan man sagtens rejse uden for industriferien og (efter min mening) kan man i de første par år af skoletiden også godt rejse lidt uden for industriferien, efter aftale med skolen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Fedt at høre.. glemmer lidt alle de ting i mine paniktanker 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugens etsy Tip # 45