Den forbandede kærestesorg

Jeg deler dette indlæg igen, da jeg stadig rigtig tit får mails fra knuste hjerter, og derfor håber jeg dette indlæg måske kan give bare et eller andet.

Igår sad jeg og kiggede tilbage i bloggens arkiv og landede i den hjerteskærende kategori ‘kærestesorg’. For 6 år siden gik jeg igennem en rigtig slem kærestesorg, og jeg tog jer med på min rejse igennem kærestesorgens forfærdelige faser. Jeg skrev indlæg fyldt med vrede og frustration, indlæg, som fik tårerne til at trille og indlæg fyldt med håb, accept og lettelse. Hele vejen ud til den anden side, var I med. Nogle gange har jeg tænkt på, om jeg delte for meget af mig selv. Om jeg burde rydde op i kategorien. Men man kan ikke rydde op i en sådan kategori, for en kærestesorg er nemlig fyldt med forvirring, tårer, en smule håb og mange op-og nedture før man er sikkert igennem på den anden side. Derfor skal det hele have lov til at stå herinde præcis ligeså rodet og trist som det er.

Jeg får mails hver eneste måned fra piger med knuste hjerter. Det rammer mig simpelthen så meget, for selvom jeg bestemt er langt videre og endda aldrig har været så lykkelig i mit liv som nu, så kan jeg huske den sorg, som var den igår. Jeg kan huske præcis, hvordan det åd mig op indefra, hvordan jeg måtte forlade undervisning, fitness eller supermarkedet fordi jeg pludselig ikke kunne få luft, fordi jeg hørte en sang, der mindede mig om ham, eller fordi jeg så noget, der fik mine tanker til at kredse om savnet så meget, at jeg fysisk måtte forlade stedet.

En kærestesorg er ganske forfærdelig. Alle der har prøvet det, ved præcis hvad jeg snakker om. Jeg troede ikke jeg skulle overleve, og det siger jeg ikke fordi det skal man, men fordi jeg vitterligt ikke troede jeg ville overleve det. Jeg kan huske jeg sad ude på gulvet i mit bad og græd, jeg ønskede sådan det varme vand ville opløse mig og skylle mig ud i afløbet. Det var forfærdeligt.

Jeg tænkte at dele en lille smule af den tid igen herinde, reposte et par indlæg og skrive nogle linjer om det forfærdelige kærestesorg. I er så mange der ofte spørger mig til råds, så mange der kommenterer jeg aldrig må slette de gamle indlæg og ikke mindst fortæller mig jeres historier. Jeg er ingen ekspert på området, og på den anden side er de klogeste indenfor kærestesorg vel i virkeligheden dem, der selv har været en tur igennem det helvede.

Jeg gik igennem de klassiske faser. Først var der chokfasen. Jeg forstod simpelthen ikke det skete, jeg følte mig fremmed i min egen krop, jeg var fyldt med vrede og forvirring og i denne her fase reagerede jeg voldsomt. Mine handlinger var helt uigennemtænkte samtidig med jeg ligeledes følte mig handlingslammet. Det skiftede fra gråd, til vrede til ‘ej gud, hvor er det dog fjollet, nu ringer jeg til ham og så løser vi det’ .. fuldstændig fyldt med håb og tro på, at det finder vi ud af. Min verdens styrtede ganske enkelt sammen under mig, jeg havde intet tilbage at støtte mig til. Nu var der bare mig og mit knuste hjerte.

Derefter gik jeg igennem krisefasen. Ganske forfærdelig fase også. Chokket havde lagt sig, og jeg kunne ikke længere varme mig en lille smule ved håbet om, at det nok skulle gå. Herfra skulle jeg forholde mig til sorgen, der var kun en vej ud på den anden side og det var direkte igennem den. Mine følelser var så svingende, primært var det gråd, vrede, frustration, ensomhed, savn, utryghed, tvivl, usikkerhed, magtesløshed og dyb dyb sorg. Engang imellem kunne jeg se klart, ikke længe ad gangen, ikke så ofte, men engang imellem fik jeg et lille stik af ‘det skal nok gå’ og et oprigtigt smil kunne det en sjælden gang også blive til.

Efter lang tid i de ovenstående faser, kom jeg til bearbejdningsfasen. I denne fase var håbet om vi skulle finde sammen igen ikke længere eksisterende og der var kun tilbage at bearbejde, alt det der var sket. Det var mange års forhold og et kæmpe chok, der skulle arbejdes med. Jeg røg stadig ned i nogle huller, men der var ikke ligeså mange af dem mere og de var ikke ligeså dybe. Jeg arbejdede mig hen mod at få mod på at møde andre igen og jeg kunne se at mit liv var fantastisk, også uden ham. Her blev jeg mere konstruktiv i min tankegang, og tænkte mere over ‘hvad gik galt/hvorfor gik det galt/hvad kan man tage med af læring ind i det næste forhold’. For mig var denne her fase også kendetegnet ved, at jeg havde brug for ændring. Jeg havde brug for at lave noget nyt, købe noget nyt, gøre noget anderledes ved mit hår osv.

Den allersidste fase var nyorientering og acceptfasen. Den absolut bedste fase, selvfølgelig. Her kom jeg på alvor på fode igen og fremtiden var pludselig både spændende og overskuelig. Jeg blev meget mere sikker på mig selv igen også. Jeg havde en oprigtig interesse for at møde nogle nye mennesker, OGSÅ mænd, som jeg længe havde bandet langt væk. Denne her fase var også lang, men alt hvad jeg gik igennem i denne, markerede slutningen på vores forhold. Det gjorde mig umådelig stolt af mig selv. Jeg vil derfor afslutningsvis dele en tekst herunder jeg skrev, som tydeligt markerede denne fase. Jeg synes det er vigtigt at tude ud, så længe man har brug for, men måske det giver nogle håb for, at læse, hvordan de også når hertil en dag:

Musik, chokolade, uldsokker og lommetørklæder

Det er præcis hvad man skal bruge når man er klar til at tage absolut sidste skridt til at give slip på noget i sin fortid som gør rigtig ondt. I mit tilfælde ekskæresten. Jeg har skrevet en milliard indlæg med de forskellige stadier jeg er gået igennem. Der manglede bare én enkelt ting for mig for at jeg følte jeg havde, og kunne, give rigtig slip. At se alle mine gamle indlæg igennem, at overskride den grænse. At acceptere den tid, men ikke mindst acceptere at den er bag mig. Ligesom man skal bladre tilbage på bloggen for at læse om den. Jeg har skrevet indlæg, lavet film, sendt ekskæresten mails og breve. Jeg har gjort alt, næsten alt, hvad jeg manglede for at få lukket det kapitel fuldstændigt. Og her til aften tog jeg mig sammen til at gøre det allersidste, tage det allersidste skridt ud i min frihed. Jeg har grædt i timevis over hvor smukt det var, det vi havde, hvor taknemmelig jeg er og ikke mindst hvor usandsynlig ked af det jeg er over at vores smukke rejse sluttede. Vi har haft så mange oplevelser sammen og jeg kan slet ikke beskrive hvor uendeligt taknemmelig jeg er for alt det han har givet mig og alt det vi gav hinanden. Universet vi skabte. Vi brugte mange år på at hænge titusind små glimtende stjerner op i vores univers. Én efter én har jeg pillet de stjerner ned, som tiden er gået. De har allesammen betydet forskellige ting, nogle var oplevelser, nogle var minder og nogle var håb. Og her til aften gik jeg ind i vores univers for en sidste gang hvor den sidste lille funklende stjerne hang. Jeg lagde mig på gulvet, lukkede øjnene og satte vores yndlingsmusik på. Jeg lod mig selv genopleve alle de smukke ting vi havde skabt sammen. Og så pillede jeg din sidste stjerne ned. Vores univers blev sort og jeg vidste at det var på tide at forlade det. For altid. Det gjorde sindssygt ondt, nærmest fysisk, men samtidig så var det som om at jeg endelig kunne få lov til at give slip og jeg fyldtes også med en enorm energi og styrke.

Jeg er endelig fri. Jeg har sagt farvel. Jeg har givet slip. I min fortid ligger alle vores oplevelser og al vores kærlighed. Den er ikke slettet, den eksisterer bare ikke mere i mit nu. Men det gør den ikke mindre rigtig. Jeg kan altid kigge tilbage og se os ligge sammen i universet og vide at det var ægte og helt fantastisk. Lykkeligt, helt ned i maven. Men det er ikke en del af min nutid eller min fremtid.

….

Til sidst vil jeg skrive til jer, der lige nu går igennem det absolut værste man kan forestille sig I KOMMER UD PÅ DEN ANDEN SIDE. MERE LEVENDE OG LYKKELIGE END I KUNNE FORESTILLE JER. INDTIL DA, SÅ GRÆD, RAS UD OG GØR ALT DET I HAR BRUG FOR. I HAR MINE TANKER OG OMSORG IGENNEM DET HER <3 J

Bedroom wall inspiration

bedroomwall

Nu er der 2 uger til vi flytter. Det er virkelig vildt at tænke på. Jeg glæder mig rigtig meget. Vi får en noget større lejlighed end vi er vant til – faktisk dobbelt så stor. Det betyder også der er lidt mere plads at lege på. Jeg kunne godt tænke mig at alt ikke bare var hvidt, selvom jeg ofte foretrækker det sådan. Jeg leger meget med tanken om en væg i soveværelset i en helt anden farve, for at give det lidt liv. Jeg kan godt lide mit soveværelse er ret simpelt, der skal ikke være for meget pynt eller ‘rod’ for øjet. Det skal føles rent og med rent mener jeg, at der skal være ro for øjet. Det betyder meget for mig, særligt i soveværelset, da det er der man lader op og slapper af. Men det hele behøver ikke være hvidt-i-hvidt og kedeligt. Jeg synes både en industriel grålig væg kunne være super fedt, men når jeg ser ovenstående lidt mere farverige og sjove vægge, så kunne jeg også være fristet til at prøve det af. Synes I jeg skal prøve det af, noget i stil med det nederste billede til venstre med det lyserøde (eller en anden farve men samme stil) eller er det lidt for meget? Hvad tænker I? Er det mere sikkert med en helt ensfarvet farve på en af væggene – og i så fald skal den så være en rigtig kraftig farve eller mere i grålige/neutrale toner? Hvis jeg ender med at lave en væg som et af de farverige billeder, kunne det så være interessant med en film af hvordan jeg laver den og resultatet? Jeg har slet ikke spurgt Mattis hvad han synes endnu, men mon ikke jeg ender med at få det sidste ord alligevel 😉

Svar på kommentar

Min mor taggede mig i dette indlæg forleden på facebook. Det er 6 år gammelt (wow), men det er stadig et sjovt indlæg at kigge tilbage på. Til de af jer der ikke har fulgt med så længe, så boede jeg på tidspunktet indlægget blev skrevet med min daværende kæreste og vores kat Ono. Jeg fik nogle dumme kommentarer omkring det at have indekat og en af kommentarerne endte i dette indlæg. Jeg håber det er et hyggeligt gensyn eller sjov læsning, hvis det er første gang.

Anonym d. 31/01-11: Hej Line. Nu hvor vi er inde på emnet omkring Ono har jeg lige noget at tilføje. For det første er det dyrplageri at have kat i lejlighed, katten har aldrig mulighed for at komme ud og det svarer til jeg lukker dig inde i et mørkt lille rum, det er vi ikke skabt til, ligesom katte ikke er skabt til at være indendøre. For det andet har i kun en kat, hvis man absolut er så egoistisk at man vil have kat i sin lille lejlighed så er det mindste man kan gøre at skaffe sig to, så de har hinanden når i ikke er hjemme. Og for det sidste kan katten jo ikke bruge alle sine sanser, den bliver indelukket og til sidst kan det ende med den bliver aggressiv og sindssyg, den har jo intet at lave? Jeg siger det fordi jeg er imod dyrplageri og jeg synes det er helt igennem sindssygt at du får så mange positive kommentarer omkring Ono og at ingen af jer andre kan se at det du har gang i (og alle andre med indekat for den sags skyld – du reklamerer bare for det) er helt forkert. Jeg håber du vil tænke over min kommentar, det er så synd at katten ikke har noget at lave.

Hej anonym. Jeg har tænkt meget over din konstruktive kommentar omkring det at have indekat, og derfor har jeg først et svar nu. Du har tydeligvis styr på det at have kat og har sat dig grundigt ind i det. Men det passer ikke at Ono ikke har noget at lave, og jeg fik lov at tage lidt billeder af ham mens han dyrker nogle af hans absolut yndlingsaktiviter – de foregår alle indendørs. Jeg håber at disse billeder kan aflive dine teorier om indekatte, og hvis ikke, så skal jeg hilse fra Ono og sige at han er verdens heldigste kat:)

3c99613cf365637fea6596e334a91282-680x470 005e46c2b97948c9416c2ed0acf90060-680x470 24989675266fe0ee06df61c47af3071d-680x470 desktop16-680x470 e652a76416942dc4c7a5ffa0cf504c94-680x470

2017 – året der endelig er ved at være slut

2017 har været et virkelig underligt år. Jeg har været mere fraværende fra bloggen end nogensinde før med forskellige grunde og forklaringer. Det har ikke været løgn noget af det, men der er sket mange ting, som jeg normalt ville have skrevet om på bloggen, men ikke har gjort. Jeg vil forsøge at skrive lidt om det hele her. Men kort og uden for meget brok og tristhed.

I januar færdiggjorde jeg min bachelor, hvilket var rigtig fedt. Jeg vidste at mit liv nu skulle ændres fra at have været studerende så længe jeg husker, til at der nu ventede mig et job på den anden side. Det var selvfølgelig ikke sikkert hvornår eller hvilket, men det var uden tvivl den vej det ville gå.

I februar var jeg oppe i min bachelor og blev dermed færdig som socialrådgiver. Jeg nåede at sende 8 jobansøgninger, og fik det første job jeg var til samtale hos med ansættelse midt i marts 2017. Jeg følte mig spændt, glad, nervøs og meget heldig. Jeg havde slet ikke lyst til at være på dagpenge og gå hjemme, så det var helt perfekt. Jeg startede på job og blev kastet direkte ud i det. Det var meget overvældende, men samtidig gjorde jeg hvad der blev forventet af mig, jeg ville jo gerne vise jeg var sådan en der var værd at holde på (de første 3 mdr. Er man på prøveperiode) og jeg glemte lidt mig selv i det. Sommeren kom og min morfar og hans kæreste fortalte de ville sælge deres kolonihave og fordi jeg er familie, kan man gå udenom venteliste. Det var en drøm for mig og Mattis at købe en kolonihaven og vi gik straks igang med at lægge budgetter og tale med banken. Vi fik grønt lys fra banken og ventede nu kun på den var klar til overtagelse. Det var helt fantastisk da vi fik den, vi brugte enormt lang tid på at gøre den vores, male, rive ned, smide ud osv. Oda elskede haven og vi grillede og hyggede hver dag. Det føltes skønt at have en have og vi nød nogle måneder derude.

På jobbet kørte det som det plejede, i et meget højt gear. Jeg fandt ud af, at det med at have en blog og være socialrådgiver satte mig i et dilemma. Det skrev jeg lidt om her. Jeg begyndte at få det rigtig svært, jeg følte mig ked af det og presset men gjorde ikke noget ved det, jeg tænkte det bare var en fase.

Der sker pludselig det, at vi får at vide, at vi er opsagt fra vores lejlighed. Det kom bag på os begge, og satte gang i en masse ting. Vi skulle til at finde et nyt sted at bo og så var der fortsat jobbet som var rigtig hårdt. Jeg endte med at blive sygemeldt med stress og angst af min læge, og var fuldtidssygemeldt i 5 uger. Jeg er tilbage på jobbet igen og det går rigtig godt og fremad, men det var et kæmpe nederlag for mig som relativt ny i job og helt nyuddannet. Jeg kunne skrive side op og side ned om det her år, men jeg vil forsøge at gøre det kort. Vi har fundet en lejlighed og vi flytter om 2 uger. TO UGER. Vi er nødt til at sælge kolonihaven så den bliver solgt i løbet af forår/sommer. Det er super ærgerligt, det var en kæmpe drøm for os, men vi må erkende, at vi simpelthen ikke har råd.

Bloggen har været prioritering fordi alle de her ting har fyldt så meget. Men fra 2018 så puster jeg nyt liv i bloggen i forbindelse med den nye, friske start i vores nye hjem. Jeg glæder mig meget til at tage jer med indenfor, og jeg tænker både billeder og videoer og har en masse nye og gode ideer! Jeg beklager stilheden herinde og håber I er klar på et fantastisk år 2018 sammen i den kreative verden. Frem til nytår har jeg nogle mega fede læser – og datinghistorier og lidt andet godt. Jeg glæder mig til at komme igang med år 2018, det kan kun gå for langsomt. Tak for jer der stadig er med.

    Newer posts