Watercolor wall

Den forbandede kærestesorg

Jeg deler dette indlæg igen, da jeg stadig rigtig tit får mails fra knuste hjerter, og derfor håber jeg dette indlæg måske kan give bare et eller andet.

Igår sad jeg og kiggede tilbage i bloggens arkiv og landede i den hjerteskærende kategori ‘kærestesorg’. For 6 år siden gik jeg igennem en rigtig slem kærestesorg, og jeg tog jer med på min rejse igennem kærestesorgens forfærdelige faser. Jeg skrev indlæg fyldt med vrede og frustration, indlæg, som fik tårerne til at trille og indlæg fyldt med håb, accept og lettelse. Hele vejen ud til den anden side, var I med. Nogle gange har jeg tænkt på, om jeg delte for meget af mig selv. Om jeg burde rydde op i kategorien. Men man kan ikke rydde op i en sådan kategori, for en kærestesorg er nemlig fyldt med forvirring, tårer, en smule håb og mange op-og nedture før man er sikkert igennem på den anden side. Derfor skal det hele have lov til at stå herinde præcis ligeså rodet og trist som det er.

Jeg får mails hver eneste måned fra piger med knuste hjerter. Det rammer mig simpelthen så meget, for selvom jeg bestemt er langt videre og endda aldrig har været så lykkelig i mit liv som nu, så kan jeg huske den sorg, som var den igår. Jeg kan huske præcis, hvordan det åd mig op indefra, hvordan jeg måtte forlade undervisning, fitness eller supermarkedet fordi jeg pludselig ikke kunne få luft, fordi jeg hørte en sang, der mindede mig om ham, eller fordi jeg så noget, der fik mine tanker til at kredse om savnet så meget, at jeg fysisk måtte forlade stedet.

En kærestesorg er ganske forfærdelig. Alle der har prøvet det, ved præcis hvad jeg snakker om. Jeg troede ikke jeg skulle overleve, og det siger jeg ikke fordi det skal man, men fordi jeg vitterligt ikke troede jeg ville overleve det. Jeg kan huske jeg sad ude på gulvet i mit bad og græd, jeg ønskede sådan det varme vand ville opløse mig og skylle mig ud i afløbet. Det var forfærdeligt.

Jeg tænkte at dele en lille smule af den tid igen herinde, reposte et par indlæg og skrive nogle linjer om det forfærdelige kærestesorg. I er så mange der ofte spørger mig til råds, så mange der kommenterer jeg aldrig må slette de gamle indlæg og ikke mindst fortæller mig jeres historier. Jeg er ingen ekspert på området, og på den anden side er de klogeste indenfor kærestesorg vel i virkeligheden dem, der selv har været en tur igennem det helvede.

Jeg gik igennem de klassiske faser. Først var der chokfasen. Jeg forstod simpelthen ikke det skete, jeg følte mig fremmed i min egen krop, jeg var fyldt med vrede og forvirring og i denne her fase reagerede jeg voldsomt. Mine handlinger var helt uigennemtænkte samtidig med jeg ligeledes følte mig handlingslammet. Det skiftede fra gråd, til vrede til ‘ej gud, hvor er det dog fjollet, nu ringer jeg til ham og så løser vi det’ .. fuldstændig fyldt med håb og tro på, at det finder vi ud af. Min verdens styrtede ganske enkelt sammen under mig, jeg havde intet tilbage at støtte mig til. Nu var der bare mig og mit knuste hjerte.

Derefter gik jeg igennem krisefasen. Ganske forfærdelig fase også. Chokket havde lagt sig, og jeg kunne ikke længere varme mig en lille smule ved håbet om, at det nok skulle gå. Herfra skulle jeg forholde mig til sorgen, der var kun en vej ud på den anden side og det var direkte igennem den. Mine følelser var så svingende, primært var det gråd, vrede, frustration, ensomhed, savn, utryghed, tvivl, usikkerhed, magtesløshed og dyb dyb sorg. Engang imellem kunne jeg se klart, ikke længe ad gangen, ikke så ofte, men engang imellem fik jeg et lille stik af ‘det skal nok gå’ og et oprigtigt smil kunne det en sjælden gang også blive til.

Efter lang tid i de ovenstående faser, kom jeg til bearbejdningsfasen. I denne fase var håbet om vi skulle finde sammen igen ikke længere eksisterende og der var kun tilbage at bearbejde, alt det der var sket. Det var mange års forhold og et kæmpe chok, der skulle arbejdes med. Jeg røg stadig ned i nogle huller, men der var ikke ligeså mange af dem mere og de var ikke ligeså dybe. Jeg arbejdede mig hen mod at få mod på at møde andre igen og jeg kunne se at mit liv var fantastisk, også uden ham. Her blev jeg mere konstruktiv i min tankegang, og tænkte mere over ‘hvad gik galt/hvorfor gik det galt/hvad kan man tage med af læring ind i det næste forhold’. For mig var denne her fase også kendetegnet ved, at jeg havde brug for ændring. Jeg havde brug for at lave noget nyt, købe noget nyt, gøre noget anderledes ved mit hår osv.

Den allersidste fase var nyorientering og acceptfasen. Den absolut bedste fase, selvfølgelig. Her kom jeg på alvor på fode igen og fremtiden var pludselig både spændende og overskuelig. Jeg blev meget mere sikker på mig selv igen også. Jeg havde en oprigtig interesse for at møde nogle nye mennesker, OGSÅ mænd, som jeg længe havde bandet langt væk. Denne her fase var også lang, men alt hvad jeg gik igennem i denne, markerede slutningen på vores forhold. Det gjorde mig umådelig stolt af mig selv. Jeg vil derfor afslutningsvis dele en tekst herunder jeg skrev, som tydeligt markerede denne fase. Jeg synes det er vigtigt at tude ud, så længe man har brug for, men måske det giver nogle håb for, at læse, hvordan de også når hertil en dag:

Musik, chokolade, uldsokker og lommetørklæder

Det er præcis hvad man skal bruge når man er klar til at tage absolut sidste skridt til at give slip på noget i sin fortid som gør rigtig ondt. I mit tilfælde ekskæresten. Jeg har skrevet en milliard indlæg med de forskellige stadier jeg er gået igennem. Der manglede bare én enkelt ting for mig for at jeg følte jeg havde, og kunne, give rigtig slip. At se alle mine gamle indlæg igennem, at overskride den grænse. At acceptere den tid, men ikke mindst acceptere at den er bag mig. Ligesom man skal bladre tilbage på bloggen for at læse om den. Jeg har skrevet indlæg, lavet film, sendt ekskæresten mails og breve. Jeg har gjort alt, næsten alt, hvad jeg manglede for at få lukket det kapitel fuldstændigt. Og her til aften tog jeg mig sammen til at gøre det allersidste, tage det allersidste skridt ud i min frihed. Jeg har grædt i timevis over hvor smukt det var, det vi havde, hvor taknemmelig jeg er og ikke mindst hvor usandsynlig ked af det jeg er over at vores smukke rejse sluttede. Vi har haft så mange oplevelser sammen og jeg kan slet ikke beskrive hvor uendeligt taknemmelig jeg er for alt det han har givet mig og alt det vi gav hinanden. Universet vi skabte. Vi brugte mange år på at hænge titusind små glimtende stjerner op i vores univers. Én efter én har jeg pillet de stjerner ned, som tiden er gået. De har allesammen betydet forskellige ting, nogle var oplevelser, nogle var minder og nogle var håb. Og her til aften gik jeg ind i vores univers for en sidste gang hvor den sidste lille funklende stjerne hang. Jeg lagde mig på gulvet, lukkede øjnene og satte vores yndlingsmusik på. Jeg lod mig selv genopleve alle de smukke ting vi havde skabt sammen. Og så pillede jeg din sidste stjerne ned. Vores univers blev sort og jeg vidste at det var på tide at forlade det. For altid. Det gjorde sindssygt ondt, nærmest fysisk, men samtidig så var det som om at jeg endelig kunne få lov til at give slip og jeg fyldtes også med en enorm energi og styrke.

Jeg er endelig fri. Jeg har sagt farvel. Jeg har givet slip. I min fortid ligger alle vores oplevelser og al vores kærlighed. Den er ikke slettet, den eksisterer bare ikke mere i mit nu. Men det gør den ikke mindre rigtig. Jeg kan altid kigge tilbage og se os ligge sammen i universet og vide at det var ægte og helt fantastisk. Lykkeligt, helt ned i maven. Men det er ikke en del af min nutid eller min fremtid.

….

Til sidst vil jeg skrive til jer, der lige nu går igennem det absolut værste man kan forestille sig I KOMMER UD PÅ DEN ANDEN SIDE. MERE LEVENDE OG LYKKELIGE END I KUNNE FORESTILLE JER. INDTIL DA, SÅ GRÆD, RAS UD OG GØR ALT DET I HAR BRUG FOR. I HAR MINE TANKER OG OMSORG IGENNEM DET HER <3 J

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Watercolor wall