Vi flytter!

Gina Jaqueline, en anbefaling og en kærlighedserklæring

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Billede jeg tog af Gina dengang hun gæstede bloggen med ‘Ginas torsdag’. Det er jo uretfærdigt så smuk hun er!

Jeg kunne starte med at kalde det her indlæg er en anbefaling, men medmindre man har boet i en hule de sidste mange uger, så kan jeg ikke tro det er gået manges næser forbi. Så i stedet vil jeg måske kalde indlægget en lille kærlighedserklæring til en rigtig fantastisk pige, som lige pt. kan ses i sin egen dokumentar på dr3, som er virkelig spændende. Hvis man stadig ikke ved hvad eller hvem jeg taler om, er det Gina Jaqueline.

Gina og jeg går way back. Vores venskab betragter jeg som helt unikt og meget betydningsfuldt. Vi ses hverken hver eller hver anden uge – nogle gange er der gået måneder imellem vi snakker, andre gange har vi snakket stort set dagligt. Vi er der for hinanden med det samme, hvis vores verdener bryder sammen, eller hvis vi har noget spændende at fortælle. I et indlæg tilbage i 2014 skrev jeg følgende om Gina, dette vælger jeg at sætte ind igen, for det kan ikke siges mere rigtigt:

Min historie med Gina starter i 2009 hvis jeg ikke husker helt forkert. Vi havde begge en blog, læste hinandens, og jeg husker det allerførste Gina nogensinde skrev til mig var noget omkring et par asos sandaler jeg havde købt, og vist i et outfitindlæg. Kommentaren var noget med at hun synes de var gyselige. Sådan! Som Gina kun siger tingene. Jeg blev lidt tøsefornærmet, var ret ny i blogverden, og ikke vant til den slags meget ærlige kommentarer (eller kommentarer at all), og skrev vel noget med ‘jaja, det er jo din mening’ og så indså jeg et par dage efter at de der sandaler var virkelig grimme. Gyselige faktisk. Og jeg gik aldrig med dem. I 2010 udviklede vores kommentarer på hinandens blog sig til længere private emails. I starten handlede de om vores fælles fascination af Mary Kate Olsen, men som vores emails blev flere og flere og længere og længere, udviklede vores ‘forhold’ sig. Vi begyndte at ses, og siden har vi været veninder. Gina og jeg er som dag og nat. Så forskellige som to mennesker kan være faktisk, på nogle punkter, men så har vi nogle sider som jeg ikke kender nogen som Gina der kan forstå og sætte sig ind i. Der kan gå længere imellem Gina og jeg ses fysisk, men der går stort set ikke en uge hvor vi ikke har timelange telefonsamtaler. Nogle gange tuder vi sammen. De fleste gange skriger vi af grin. Gina er på mange måder den vildeste veninde jeg har. Nej sgu, hun er den vildeste veninde jeg har. Vi kommer fra to helt forskellige verdener, og alligevel kan vi sætte os ind i nogle ting vi begge går med, som ingen andre kan. Jeg sætter kæmpestor pris på Gina i mit liv, og hun voksede sig hurtigt til et menneske jeg elsker. Selv når hun råber lidt for højt til fester eller sætter mig på plads hvis jeg er umulig, så er hun et menneske jeg værdsætter meget. For lige præcis den hun er.

Dette skrev jeg for 3 år siden og det mener jeg stadig. For Gina er noget helt unikt. Måske nogle af jer kan huske hende fra de vilde blogdage? Gina var, i hvertfald dengang, måske Danmarks vildeste blogger. Folk enten elskede hende eller hadede hende. Hun skrev vilde ting, viste fantastiske billeder og var fuldstændig sig selv. Hendes kommentarfelt var i brand i stort set alle hendes indlæg. Jeg forestiller mig hvordan folk satte sig i sofaen med popcorn hver gang et nyt indlæg tikkede ind fra Gina. Sådan ser jeg det totalt for mig. Jeg synes det var en sørgelig dag i ‘blogland’ da Gina valgte at lukke sin blog. Og det tror jeg mange gjorde. Jeg synes Gina var en dygtig forfatter, usandsynlig smuk person og meget inspirerende blogger også. Men som Gina så fantastisk sjovt selv skrev det i et af hendes gæste/outfitindlæg her på bloggen omkring det at stoppe som blogger: Disse jeans er i øvrigt fra Levi’s og er et levn fra da man levede det famøse blogger-liv og fik gratis jeans til events hvor man blev målt og vejet. Hvordan man egentlig kan have lyst til frivilligt at give afkald på sådanne goder, kan være de fleste piger en gåde. Heldigvis tog jeg det utroligt pænt, da jeg selv skulle til at købe mit eget shampoo. 

Jeg har så uendeligt mange ting at skrive om Gina, hun er i sandhed et spændende menneske, intet mindre. Nu er hun så som sagt ude med sin egen dokumentar – Gina Jaqueline, en sugardaters fortælling – og jeg er rent ud sagt pisse stolt. Jeg har al respekt for folk der vælger at leve deres liv på lige netop den måde de ønsker det. Jeg kunne aldrig selv nogensinde leve Ginas liv, det ville jeg på ingen måde have lyst til, ligesom hun ærlig talt nok også ville hade at leve mit liv, som for hende nok tenderer mere til leverpostej end lyserøde bobler. Men jeg holder ikke mindre af hende, ligesom hun ikke holder mindre af mig, fordi vi vælger at leve på to helt forskellige måder. Jeg er stolt, fordi hun tør at være ærlig omkring det, det er fandme ikke let. Fordi det i dén grad er et emne, der får folk op ad stolene og hun er på ingen tid blevet et både kendt navn og ansigt. At hun tør at være hudløs ærlig i en dokumentar på den måde med dét emne, det kan jeg kun beundre hende for. Man kan se de første 2 (og af 4) afsnit nu, og jeg synes simpelthen de er et kig værd – uanset om man ved hvem hun er eller ej. Hendes personlighed i sig selv bærer hele programmet – uanset om det så havde handlet om sugardating eller hvor meget hun elskede at hækle. Jeg vil på mit varmeste anbefale at se hendes dokumentar. Hvad tænker I om dokumentaren? Og hvordan har I det med sugardating?

   

17 kommentarer

  • Suzanna

    Hej Line Sofie, jeg forstår godt din stolthed over Gina som menneske, veninde og Sugarprinsesse.

    Gina er den fødte person som Sugarprinsesse fordi hun lever sig ind i rollen og mændene efterspørger høj kvalitet og smukt ydre, hun rummer viften mændene betaler for. Jeg behøver ikke baggrundsinformation eller fordomsbilleder af elendig barndom og forholder mig kun til Gina som den perfekte og meget modige skønhed.

    Årsagsforklaringer vil nogle folk elske at dykke i.Dybdegående psykologi fordi de aldrig kommer til at forstå en smuk kvindes mange muligheder og af den årsag vil navlepilleri føles tilfredsstillende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julia

      Nu er det jo sådan at Ginas valg af livsstil ikke eksisterer i et vakuum, hvor den person hun fremstår som i lige dette øjeblik, er det eneste der betyder noget for hvem hun er. Det skal snarere ses som et led i en lang række af forudgående og fremadgående valg, og det er derfor naturligt nok at stille spørgsmålet om, hvad der ledte hende til at tage netop dette valg, og hvilken type menneske dette valg afspejler.

      Gina kan sagtens være et modigt og smukt menneske, samtidig med at hun er grænsesøgende og muligvis selvskadende i sin adfærd. De to poler kan godt eksistere side om side i ét menneske. Jeg tror det er vigtigt at interessere sig for hele mennesket, og ikke bare den del man umiddelbart synes er mest tiltalende.

      Hvis Gina føler at det er styrkende for hende at være en sugardater, så vil det være hendes virkelighed og det kan vi som seere godt acceptere, samtidig med at vi kan bide mærke i, at hun tidligere har prostitueret sig selv, og selv har italesat sin grænsesøgende adfærd. Det lyder derfor idealiserende og misvisende kun at snakke om hvor modig og smuk hun er, når det tydeligvis ikke er det eneste hun er. Hun rummer også andre sider, som taler for at der som minimum er en splittelse i hende, som rækker ud over den normale følelse af splid man gennemgår som ung.

      Der findes mange smukke piger som Gina, som ikke sælger sig selv, og det er derfor oplagt at spørge hvorfor én smuk pige vælger at gøre det. Det synes jeg ikke er navlepilleri, men derimod en naturlig trang til at få sin nysgerrighed stillet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Halløj Line Sofie 🙂

    Jeg synes det er så fin en dokumentar. Så fint lavet og spændende emne. Jeg kunne dog godt mangle lidt information om, hvorfor Gina sugardater. Altså hvad er hun uddannet eller ikke uddannet som, har hun haft et fuldtidsarbejde før, siden hun har så store holdninger om det almindelige arbejdsmarked osv.. Sådanne informationer synes jeg lidt, der mangler. Ifht. at dokumentaren eftersigende skal være ‘ærlig’ synes jeg lidt, at den mangler noget baggrundsforklaring for at være helt ærlig. For når man ser de fine billeder af Gina, der spiser dyrt gourmetmad og ryger lyserøde cigaretter – så mangler man lidt noget baggrundsinformation, der handler om, hvordan hun er endt, hvor hun er. På denne måde, vil jeg synes at dokumentaren er ærlig. For lige nu synes jeg den virker censureret for alle de detaljer, der ikke virker så glamourøse, og som faktisk virker som årsagsforklaring til, hvorfor Gina netop sugardater.

    Men spændende dokumentar. Flot lavet af Sofie Lange. Well done.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Sofie

      Det kan jeg også sagtens se det du siger. Der mangler stadig 2 afsnit, så nu må vi se hvor det ender. Men jeg er enig i det er en utrolig spændende dokumentar, og ja, meget flot lavet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu har jeg kun set første afsnit, men jeg er faktisk uenig med Maj og Signe. Jeg synes, der er nogle ret “tunge” undertoner og vigtige refleksioner fra Ginas egen side i forhold til, at det potentielt kan ende med at smadre hendes (følelses)liv fuldstændig. Faktisk er jeg overrasket over, hvor LIDT rosenrødt, jeg synes, det fremstilles. Dermed ikke sagt, at programmet overhovedet får alt med, men jeg synes ikke, det er unuanceret. Man kunne godt have lavet et program, der bare skreg: SUGARDATING ER NOGET RENDYRKET LORT, men det synes jeg heller ikke ville være ægte, for der er jo noget ved det, de er vilde med. Ellers ville de ikke gøre det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Jeg er helt enig. Jeg har på ingen måde siddet og set det og tænkt at det fremstilles som det fantastiske og søde liv. Jeg synes, som dig, at Gina er vel reflekterende omkring det hun laver og. Jeg er faktisk helt enig med dig! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Shit jeg synes det er modigt at man tør at stå frem på tv på den måde! Én ting er at have en blog – Ginas var kontroversiel og jeg læste ivrigt med. Noget andet er at gøre det for åben skærm. Det er så mega sejt at turde at være helt sig selv og jeg håber ikke at folk er alt for tarvelige.

    Egentlig synes jeg lidt mere dokumentaren er en skildring af Gina og ikke sådan voldsomt meget om sugardating. Hun er en anderledes og interessant person så på en måde synes jeg bare man skulle have lavet serien om hendes liv og så måske et enkelt afsnit hvor man går i dybden med sugardating. Det bliver på en måde lidt halvhjertet fordi det ikke er så nuanceret. Og det er jeg helt sikker på Gina ikke er – altså unuanceret.

    God aften! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Ja jeg synes også det er helt vildt modigt og sejt hun står frem! Det er jo netop sådan et emne der i dén grad deler vandene, og nogle er nok mere hårde i deres tone end andre.

      Tak for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super god blog! Dejligt at se en blogger med noget på hjertet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg er meget enig med Maj
    Synes der mangler nuancer særligt i forhold til teenagere der ser med! Jeg synes ligesom dig at Gina er super kær og inspirerende, men det er ligesom der bliver skøjtet for hurtigt og let over al den “sociale arv”, der kastede hende ud i sugardating, At hun som helt ung blev betalt for sex og at var så meget i et voksent selskab allerede som 13- årig! men nu har vi jo heller ikke set alle 4 afsnit:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      nej det har vi nemlig ikke 🙂 men dejligt med din kommentar, jeg synes det er rigtig fint med lidt debat og meninger..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Jeg synes dokumentaren er problematisk på flere områder, men generelt er jeg enig i soundvenues anmeldelse (du kan Google den frem), der basalt set siger at den slet ikke får alle nuancerne frem ved den kæmpe store gråzone, som sugardating er. Og det samme synes jeg lidt om dig indlæg – det er helt vildt let at glorificere det hun gør, men det er også mega unuanceret. Jeg synes det tangerer til freakshow og udstilling af Gina som
    person end hele problematikken med sugardating og det ville have klædt hele debatten, hvis man havde fulgt flere piger i serien. Nu har vi Gina og Fie Laursen (af alle mennesker), der om de vil det eller ej, er med til at repræsentere sugardating, som en nem løsning, hvis man mangler penge eller en hurtig vej til “det søde liv” (som nok ikke er så sødt igen).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      jeg er enig i, at det havde været fedt at følge flere piger end Gina, det er altid godt med et mere nuanceret billede på det, men jeg synes samtidig heller ikke det er det denne dokumentar forsøger at skildre. Jeg glorificerer ikke det hun gør, egentlig tager jeg ikke den store stilling til dét i sig selv, men jeg har heller intet problem med hun vælger den livsstil. Gina er min veninde, så indlægget bærer selvfølgelig præg af, at det jeg er rigtig stolt af, er at hun tør stå frem. Jeg tager som sagt ikke stilling til alle nuancerne i det hun laver, de problematikker der måtte være i det, det er en helt anden debat. Dette kunne jeg have brugt mere energi på at gå ind i. Men for mig handler indlægget mest om, at jeg synes hun er pisse sej, fordi hun tør at medvirke i en dokumentar, som virkelig starter en debat. Og fordi den dokumentar er hamrende relevant og spændende. Selvom der er en dokumentar om Gina nu, og Fie også er stået frem, så synes jeg ikke det nødvendigvis repræsenterer sugardating som den nemme løsning? Jeg sidder i hvertfald ikke tilbage og tænker ‘wow, det må bare være så dejligt sjovt og nemt og ukompliceret’, hvilket jeg også synes Gina er inde på i dokumentaren ift hvem der betaler den største pris. Det kan selvfølgelig være et andet publikum sidder tilbage med en anden følelse, hvilket kan være problematisk, men jeg går ikke ind i dén debat. Jeg synes dokumentaren er et kig værd, jeg synes Gina er en fantastisk person uanset hvad hun laver og jeg synes, uanset hvad, at det er vanvittigt modigt at medvirke i en dokumentar om noget som sugardating. Og det er dét jeg primært vil med indlægget her.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg er ikke enig Maj. Jeg læste godt anmeldelsen, men det ville i mine øjne være for oplagt at følge 4-5 piger for på den måde at bedrive ’seriøs og nuanceret granskning af feltet’. Det er formlen for mange af DR3’s dokumentarserier, men jeg synes, de her pragrammer rammer ekstra hårdt – netop fordi Gina står i centrum. Vi kommer helt tæt på, og hun kan sagtens bære at være hovedperson. Jeg synes det er forfriskende, at serien ikke er et traditionelt ‘antropologisk’ indblik i sugardating. Den tegner et helt billede af en pige som er sugarbabe – men som også er alt muligt andet. Den hverken glorificerer eller fordømmer, og der er tid til at mærke efter undervejs.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Jeg har ikke læst anmeldelsen, så det tror jeg lige jeg vil gøre for at kunne være med i netop dén snak.
      Derudover er jeg helt enig med dig, Gina står i centrum, og hun er virkelig en unik person. Jeg synes også sagtens serien kan bære én hovedperson, særligt når det er Gina. Rigtig god kommentar, jeg er helt enig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katarina

      Sikker en gang vrøvl om modighed, unik, realistisk og alt andet bla bla.
      Hvad er det så unik ved hende?
      At kvinden er 27 og ingen uddannelse har? At hun live på KH – læs på samfundsregning og prostituerer sig?
      At hun siger at hendes familie har lært hende at hun ikke skal være afhænget af man/d og gøre dem modsatte? Bare tænk hvad du skriver – du er stolt af hende? Stolt, ligefrem at hun sælger sig selv for tasker, penge rejser? Du er stolt at du har en luder som en veninde?
      Den dokumentar viser en gang mere at sugardating lige meget hvordan man drejer og vender er prostitution. Og i øvrigt, så siger hun selv ret højt og tydeligt at det, hun laver er prostitution.
      Og der ser ud som at hun er glad for det, i hvert fald den sidste tur i taxi til London var hun ret begejstret.
      Og en sidste ting – jeg vil meget gerne se en round up på historien om ca. 10 år når hun er 37 år og enten findes på vestebrogade eller på den lukkede.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi flytter!