Oda

mit job, bloggen, status og hvad skal der ske?

Hej søde læsere. Som I måske har bemærket blogger jeg ikke meget for tiden, jeg deler heller ikke meget på instagram. Jeg har tænkt rigtig rigtig meget over sociale medier for tiden og min rolle i det. Både min blog, youtube, instagram og sociale medier generelt. Jeg elsker at blogge, jeg savner det tit, rigtig tit, at skrive. Jeg tror jeg vil starte med mine tanker og hvorfor jeg ikke blogger meget.

Mit job:
I marts i år blev jeg tilbudt et job som socialrådgiver. Det første jeg var til jobsamtale ved, og så endda et af dem jeg virkelig havde ønsket mig. Jeg vil forsøge at forklare, kort, hvad jeg laver. Jeg sidder som socialrådgiver med forebyggelse og børnefaglige undersøgelser. Dvs. en underretning rammer vores kommune (det er altid vagten der modtager underretningerne og risikovurderer dem, man skiftes til at have vagten, hhv. forvagt og bagvagt, så der altid er 2 på, hvis man skal ud i en akutsag). Når en underretning ryger videre til vores team, sørger vores leder for, at fordele den. Jeg får en sag og herefter er det mit arbejde at lave forebyggende og undersøgende arbejde. Jeg partshører forældrene, holder børnesamtaler, samtaler med forældre og indhenter statusudtalelser fra  skole/institutioner osv. Herefter vurderer jeg om der er grundlag for at lave det der hedder en §50 børnefaglig undersøgelse. En børnefaglig undersøgelse laves, når det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. En §50 undersøgelse åbner nemlig for muligheden for, at igangsætte foranstaltninger. Hvis jeg beslutter at sagen lukkes, kan jeg også vurdere at det er nok med en mindre forebyggende indsats – eksempelvis samtaler over et kortere forløb. Hvis jeg vurderer der skal laves en børnefaglig undersøgelse er jeg også den der skriver den. En børnefaglig undersøgelse skal omfatte en helhedsbetragtning af barnets eller den unges: Udvikling og adfærd, Familieforhold, Skoleforhold, Sundhedsforhold, Fritidsforhold og venskaber og Andre relevante forhold. Jeg har 4 mdr. til at skrive en undersøgelse fra underretningstidspunktet, hvilket jeg til tider synes bliver presset med de mange sagsskridt der skal tages inden. Jeg sidder med 20-25 sager på mit bord ad gangen. En undersøgelse varierer i længde/størrelse men mine undersøgelser er omkring 18-30 sider lange – det er derfor heller ikke noget man skriver på en dag.

Det var en kort forklaring om mit job og nu vil jeg komme til hvad dét har med min manglende blogging, og alle mine tanker om sociale medier at gøre.

Min blog, instagram og offentlige profil
Efter jeg blev ansat som myndighedssocialrådgiver har jeg tænkt meget over min blog. På flere måder. Jeg elsker at blogge, at skrive, at være kreativ og ofte savner jeg det. Men der er 2 ting omkring min profession og mine sociale medier der sætter tanker igang:

1. Ofte har jeg lyst til at skrive noget omkring mit job. Ikke noget der bryder tavshedspligten selvfølgelig, men tanker omkring mit erhverv, tanker om min hverdag, mine følelser omkring min profession osv. Men hvad med mine kolleger? min leder? Jeg ved der er flere på mit job der ved, at jeg har en blog. Det er heller ikke en hemmelighed, jeg står inde for at jeg har den og den har fyldt meget de sidste knap 10 (!) år. Men hvad hvis min leder læser jeg føler mig presset? Vil det have betydning for hvordan hun ser mig? Vil der gå rygter om mine skriv på jobbet og vil det blive noget underligt noget, hvis jeg skriver min ærlige mening om, hvordan jeg har det (som jeg altid har gjort). Dét har holdt mig flere gange fra at skrive et indlæg om nogle ærlige tanker, fordi jeg simpelthen ikke kan lide, hvad mine kolleger eller dem højere oppe vil tænke om mig.

2. Borgerne. Jeg er en offentlig profil. Når jeg er på arbejde er jeg professionel og jeg tager tunge snakke med forældre, der har det svært. Uanset om deres barn har misbrugsproblematikker, højt fravær fra skolen, er psykisk syge, bliver slået eller misbrugt, så er det et job der kræver, at man er professionel og ordentlig. Jeg sidder både med forældre der vil samarbejde fordi de ønsker hjælp, jeg sidder med grovere sager med forældre, der af forskellige grunde ikke kan passe på deres børn, som det forventes man passer på børn. Jeg skriver mine navne på alle mødeindkaldelser, på mine undersøgelser og siger det på møder. Mit fulde navn. Line Sofie Gyldholm, socialrådgiver. Og det navn kan googles, og det navn bliver googlet. Det ved jeg. Jeg har endnu ikke oplevet noget grimt, og kun en enkelt gang har en borger fortalt at hun har googlet mig og kan se jeg er nyuddannet. At jeg er nyuddannet er ingen hemmelighed, men det betyder også, at hun kan læse jeg har en hund, en kæreste, bor på Nørrebro, har haft kærestesorg, har sunget en sang på kinesisk osv. Og når man skal ind og sidde til et møde om ens barn – det dyrebareste man har, så har man brug for en så neutral person som muligt. Er min idé. Hvis man har set sin socialrådgiver i bikini på instagram eller læst om hendes brud på en blog, så kan det måske føles som en person der ikke kan eller skal varetage det tunge og alvorlige job det er, at hjælpe/tale med deres barn.

Jeg er skide dygtig til mit job, det synes jeg selv. Jeg er altid professionel og ordentlig og jeg laver et godt stykke arbejde. Min opgave er at hjælpe de børn jeg kan og jeg går meget op i at gøre det på den bedste måde for alle. Jeg har taget en uddannelse ligesom alle andre, jeg har mine egne personlige ting med i bagagen, som betyder jeg i hvertfald selv føler, at jeg har en dybere forståelse for nogle af de situationer børn kan stå i. Jeg elsker at snakke med børnene, uanset hvad de kommer fra og jeg bruger lang tid på at få dem til at føle sig trygge ved mig, uanset om det er på kommunens kontor, på deres skole, om vi går en tur eller sidder på deres værelse. Det bliver altid 100% det de helst vil og er mest trygge i. Jeg er ikke nogen dårlig socialrådgiver fordi jeg har en blog og har haft det i mange år.

Men kan jeg være bloggeren Line samtidig med jeg er socialrådgiveren Line? Jeg ved det ikke. Ærlig talt. Og hvad vil jeg så helst? Dét kan jeg slet ikke holde ud at tænke på. Jeg er glad for mit job, jeg udvikler mig hver eneste dag og jeg er selvfølgelig glad for at få løn. Men jeg elsker at skrive, at filme, klippe, være kreativ. Jeg savner jeres kommentarer, jeg savner min blog. Jeg savner at indvie jer i mine projekter og jeg kan næsten ikke klare tanken om at lukke ned herinde. Jeg har tænkt at jeg kunne gøre min instagram privat, men jeg vil heller ikke ændre en masse ting på min blog eller instagram, for så bliver det noget underligt noget. Enten så finder jeg en vej, hvor det kan fungere med begge dele, eller også så må jeg sige farvel til en af delene.

Økonomisk set ville det slet ikke hænge sammen at satse på bloggen. Slet slet ikke. Men hvis nogen spurgte mig hvad jeg ville vælge hvis begge ting gav samme løn, så er den svær. Det er to helt forskellige ting det giver mig. Jeg føler jeg reelt gør en forskel, også selvom den måske er lille, på mit job. Jeg arbejder hårdt for mine penge og jeg hjælper nogle mennesker der har brug for det. Det kan man ikke sige om bloggen, og dog. Jeg har ikke tal på hvor mange mails jeg har fået omkring mine tekster, hvor meget de har hjulpet jer osv. I har også hjulpet mig og jeg elsker vores snakke i kommentarfeltet. Jeg elsker at dele ud af min mere kreative side.

Jeg er stadig i tænkeboblen, for jeg synes det er rigtig svært. Jeg havde, måske lidt naivt tænkt, at jeg bare kunne have begge dele uden nogen som helst problemer. Og det er ikke fordi hverken mine kolleger eller borgere har skabt problemer, men det sætter gang i en masse tanker i mig.

Hvad tænker I? Jeg ved godt I ikke sidder i den funktion, men hvad tænker I om det jeg skriver? Kan I forstå jeg har det sådan? Kan I forstå at borgerne måske har det underligt med det?

   

20 kommentarer

  • Man skal altid følge sit hjerte – så gør det der passer dig bedst!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hej Line Sofie. Jeg er socialrådgiver, og arbejder med voksendelen af serviceloven. Jeg tror du bliver nødt til at mærke godt efter i dig selv, hvad det rigtige er for dig. Før jeg blev færdig var jeg af den overbevisning, at jeg alligevel ikke ville lægge noget ud på nettet, som ikke kunne tåle at blive set af alle. Men efter jeg fik arbejde som kommunal rådgiver har jeg oplevet borgere kontakte mig på Facebook, fordi de havde brug for hjælp lørdag nat… Ens arbejde vil være en del af ens identitet, men jeg fandt ud af at jeg har brug for at have Helle fra mine borgere i min fritid, hvorfor jeg har skruet op for alle privat indstillinger. Jeg håber ikke, at det bliver et problem for dig – mange af mine kolleger har aldrig oplevet noget i den dur, men måske du bliver nødt til at opleve det før du ved hvordan du har det med det? Mvh. Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Irene

    Jeg kan sagtens forstå, hvorfor du er i det dilemma! Det er slet ikke irrelevant at gøre sig de tanker, du gør. Selvom det bestemt ville være ærgerligt, hvis du bestemte dig for at stoppe med at blogge, så er det helt og holdent din egen beslutning.

    Jeg aner ikke hvordan det tekniske bag en blog fungerer, men jeg kom til at tænke på muligheden for at bruge bloggens navn som “alias”. Så du simpelthen fjernede dit personlige navn fra bloggen, så bloggen ikke kan fremsøges på Google??
    Det ville ikke gøre dine indlæg mindre personlige eller mindre “dig”. Tværtimod kunne du måske på den måde blive ved med at blogge, uden at bekymre dig om, at forældre m.v. kunne Google sig frem til din blog. Dine kolleger og chef ville stadigvæk kunne følge med – lige så vidt som de kunne på Facebook m.v. – hvorfor du stadigvæk kunne holde fast i den (i mine øjne i øvrigt professionelle) beslutning, ikke at omtale dit arbejde andet end i generelle vendinger. Ligesom du heller ikke ville skrive for mange ting om dit arbejde på Facebook o. lign.

    Håber du kunne bruge mine input til noget – men igen, husk at det er din beslutning.

    Kh Irene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Irene

    Jeg kan sagtens forstå, hvorfor du er i det dilemma! Det er slet ikke irrelevant at gøre sig de tanker, du gør. Selvom det bestemt ville være ærgerligt, hvis du bestemte dig for at stoppe med at blogge, så er det helt og holdent din egen beslutning!

    Jeg aner ikke hvordan det tekniske bag en blog fungerer, men jeg kom til at tænke på muligheden for at bruge bloggens navn som “alias”. Så du simpelthen fjernede dit personlige navn fra bloggen, så bloggen ikke kunne fremsøges på Google..??? Det ville ikke gøre dine indlæg mindre personlige eller mindre “dig”. Tværtimod kunne du måske på den måde blive ved med at blogge, uden at bekymre dig om, at forældre m.v. kunne Google sig frem til din blog. Dine kolleger og chef ville stadigvæk kunne følge med (i og med at de kender bloggens adresse) lige så vidt som de kunne på Facebook m.v., hvorfor du så stadigvæk kunne holde fast i den (i mine øjne i øvrigt professionelle) beslutning, ikke at omtale dit arbejde andet end i generelle vendinger. Ligesom du heller ikke ville skrive for mange ting om dit arbejde på Facebook o. lign. Som Ida har skrevet, så kræver det måske lidt ekstra overvejelse, men ville sagtens kunne håndteres.

    Håber du kunne bruge mine input til noget – men igen, husk at det er din beslutning 🙂

    Kh Irene

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din kommentar. Ja måske jeg på en eller anden måde kan gøre det? Det må jeg lige undersøge. Jeg må virkelig tænke grundigt over det her 🙂 Men det er fedt med alle jeres kommentarer, tusind tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Line Sofie. Jeg har tænkt meget over dette indlæg, og kan virkelig godt forstå dilemmaet. Jeg tænker, at din blog har en helt særlig plads i dit hjerte – at det er dit hjerteblod, og noget, der giver dig meget glæde. Jeg synes ikke, at du skal lukke bloggen ned, for jeg tror du ville føle et afsavn, og du skal have lov til at have et sted, hvor du kan udtrykke dig – for du er jo stadigvæk Line Sofie. Jeg er sikker på, at du er super god til dit arbejde, men som Ida pointerer lever vi i en tid, hvor det er så nemt at indhente fakta om folk via nettet – specielt når personen skriver under sit fulde navn. Jeg synes ikke, at du skal anonymisere dig selv, men jeg tror, at det gælder om at sætte grænser – og måske dermed spørge sig selv, “Er det okay for mig, hvis det her bliver læst af den gruppe af mennesker, som jeg arbejder for?” (borgerne). Indlæg om hjertesorg og daglige tanker synes jeg ikke er noget problem, overhovedet, tværtimod – det gør dig mere menneskelig – men hvis jeg var dig, så tror jeg, at jeg ville prøve at give så lidt privat-info som muligt på bloggen. Fint med fuldt navn, osv, men jeg ville vise billeder fra kolonihaven (tillykke med den, btw), men prøve så vidt muligt at gøre det umuligt at finde ud af, hvor den ligger – bla. ved ikke at vise for meget af den udefra. Jeg ville også fjerne mig selv fra KRAK, degulesider, osv. Måske har du allerede gjort alle de her ting, men tænkte, at jeg ville sige det alligvel. Min farmor er uddannet socialrådgiver og arbejder nu som supervisor, hvor hun bl.a. beskæftiger sig med socialrådgivere. Jeg ved fra hende (hun har aldrig nogensinde givet mig personfølsomme oplysninger), at der er socialrådgivere, som netop arbejder i samme gren som dig, der har oplevet borgere, der i desperation og vrede over diverse beslutninger (gode og rigtige beslutninger, som jo alligevel påvirker folks liv), har overskredet grænser ift. socialrådgiverens privatliv. Jeg prøver på ingen måde at gøre dig bange, og måske er det ikke relevant for dig, men jeg synes du skal fortsætte med at skrive, som du altid har gjort, men med det in mente, at du muligvis har fået en ny læsergruppe, der læser med af andre årsager. Jeg prøver ikke at mistænkelige gøre nogen overhovedet, men der er bare nogle ekstra tanker. Det virker som om at du udfører et utroligt vigtigt stykke arbejde, og jeg kan godt forstå, at det er en svær balance. Der er nok ikke nogen lette svar, men havde lyst til at dele mine tanker med dig.
    Håber det var okay! Hav en super dejlig dag, og tak for det vigtige arbejde du udfører for børn og familier.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Kære Sofie

      Tusind tak for din lange og gode kommentar. Jeg tror det bliver svært at anonymisere mig selv ja, men måske jeg skal kigge på det med adresse, tlf. nr. osv :). Det er lige præcis den type borgere jeg også taler om, de frustrerede/vrede og uenige. Jeg er glad for jeg ikke arbejder i den kommune jeg bor i, jeg kan i hvertfald slippe for at møde dem i min lokale netto eller om morgenen når jeg skal på arbejde. Jeg er glad for du deler dine tanker, dem tænker jeg meget over.

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Kære Line Sofie! Hvor er det spændende at høre om de tanker en blogger gør sig i forhold til det at blotte store dele af sig selv på nettet – til frit skue for alle. Det savner jeg ofte refleksioner om.

    Jeg kan sagtens følge dig. I meget høj grad. Da (mode)blogging for alvor kom til Danmark for snart et årti siden formåede jeg selv at opbygge en blog med et ret stort antal læsere. Men jeg valgte at lukke den ned – simpelthen fordi jeg ikke kunne overskue eventuelle konsekvenser som bloggen måske/måske ikke ville få for mig ud i fremtiden. Også selvom det “bare” var en blog om tøj og sko. Så jeg forstår dine tanker.

    Jeg googler selv alt og alle – indrømmet! Nu står jeg og er færdiguddannet, går til jobssamtaler og selvfølgelige googler jeg dem der vil være til stede og andre på arbejdspladsen, for at få en fornemmelse af stedet. Og så støder jeg jo selvfølgelig på folks private sider undervejs. De interesserer mig ikke, så jeg sidder ikke og læser folks. Og som ovenstående svar også giver udtryk for, så må man jo have den indstilling at der er en professionel person og en privat person. Men det er jo ikke alle der kan lave den skelnen. Så man kan ikke bare sige at det “burde” folk. Virkeligheden er en anden. Og jeg kan forestille mig at du i dit job møder folk som af forskellige årsager vil kunne finde på at bruge bloggen som noget imod dig eller bare ikke formår at lave en skelnen mellem den professionelle og private Line Sofie. Er det i orden? Nej, bestemt ikke. Men det er altså realiteten.

    Det blev en lang smøre, ved egentlig ikke hvad jeg ville sige, udover at jeg forstår de tanker du gør dig! Vil dog tilføje at jeg synes du lyder som en fantastisk og dedikeret socialrådgiver :).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tak for din dejlige kommentar anonym. Det er lige præcis sådan jeg også tænker, der findes så mange mennesker der ikke kan skelne. For der er jo ALTID den private og den professionelle socialrådgiver – selvfølgelig også i alle dem, der ikke deler deres liv på nettet. Men det gør jeg, og alle kan se det Jeg føler mig ikke bange eller truet, men der er alligevel et eller andet der gør, at jeg synes det er en rigtig svær balance med de to ting. Jeg tænker og tænker, det gør jeg virkelig. Jeg bruger meget tid på at mærke efter for tiden.

      Tusind tak for din kommentar og ros 🙂 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Hej Line!
    Jeg er selv socialrådgiver, og jeg kan sagtens følge, hvad du skriver. Da jeg var studerende valgte jeg allerede at få mit nr hemmeligt, fordi jeg tænkte, at hvis nogen en dag blev sure på mig, skulle de ikke kunne stalke mig på den måde. Min far er læge, og da jeg var lille var der en gang en psykisk syg patient, som dukkede op i vores have. Jeg kan ikke huske mere af historien, men det har i hvert fald gjort min far meget påpasselig. Det kan godt være, at det har været fint indtil videre, men en dag kan du en psykisk syg mor ind, som ikke agerer under almindelig grænser og regler. Socialrådgivere bliver jo fx jævnligt truet, etc, og der ville jeg føle mig meget udsat, hvis jeg havde en så personlig blog som din. Nu blogger du mindre, men tidligere har jeg kunnet læse om dine yndlingsopholdssteder, etc. Tænk, hvis nogen en dag følger efter dig eller lignende, og det er foranlediget af, at han kender rigtig meget privat om dig? Eller bare at en af dine borgere begynder at følge med og blive besat af dig og skriver kommentarer under anonymt navn og så referer til det i smug under samtalerne? Jeg ser mange creepy scenarier for mig, og det er ikke for at skræmme dig.. men selvom man kan føle, ar man gør sit bedste, så er der altid nogen, der vil føle sig stødt over loven, situationen, dig, etc, og ligegyldigt hvad så er du ansigt på systemet. Jeg har tidligere læst, hvor ked af det du bliver over sårende indlæg, og hvad hvis du er med til en ufrivillig anbringelse og forældrene får afløb til at svine dig til i dit kommentarfelt?
    Ja, Sorry, men jeg ville lukke bloggen, hvis jeg var dig. Jeg kan slet ikke overskue at tænke på, hvis jeg havde så personlig en offentlig profil, som du har i min rolle, og jeg arbejder endda med flygtninge, hvor de færreste taler dansk nok til tilnærmelsesvist at kunne følge med her. … Jeg tænker, at du kan få udløb for dine kreative ideer på en mindre personlig måde og igennem et andet slags medie 🙂
    Men det er gode tanker, jeg håber, du får taget den bedste beslutning for dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Helene

      Jeg ser også en del scenarier for mig, men jeg ér også katastrofetænker. Grunden til jeg bl.a. blogger mindre end tidligere er også jobbet, jeg har rigtig svært ved at finde plads til det hele, ikke grundet tid, men grundet alle de her tanker.
      Jeg synes også det er svært ‘bare’ at lukke bloggen. For ja, jeg er socialrådgiver og det arbejder jeg med til daglig. Men jeg brænder også for mine kreative og offentlige profiler, og ville ønske jeg kunne give mig selv 100% til det også. Men det er det jeg ikke tænker der er plads til. Ja en ufrivillig anbringelse er ikke sjov, og jeg repræsenterer altid ’systemet’ og alt hvad de har kæmpet med i årevis, uanset hvilken rolle jeg spiller i det, og jeg har brug for, at når ’socialrådgiver Line’ forlader sit arbejde og har fri, så kan jeg have 100% fri. Jeg skal ikke bekymre mig om nogen finder mig på nettet eller andet. Hmm. Jeg tænker videre.. men tak for din kommentar, den satte tanker igang! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er selv ved at uddanne mig til socialrådgiver, og sidder med præcis samme tanker som du. I mit hoved ville det ideelle også være, bare at kunne gøre præcis begge dele – blogge og være en myndighedsperson. Men det er som om, at det ikke helt forliges hos en.
    Måske hvis det giver dig problemer en dag, at du bliver nødt til at vælge noget fra? Men så længe det ikke gør det, så håber jeg du vil forsætte med din hobby. Måske i en lidt censureret udgave (i forhold til hvad man vil dele). Håber du finder en balance og en ro i det hele 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Tusind tak for din kommentar Janni.. Det er nemlig noget med at finde en balance og det tænkte jeg helt fra en start ikke var et problem. Måske lidt naivt. Men nu har det altså sat tanker igang det her med mine ‘2 roller’. Fortsat held og lykke med studiet :)!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Mette

    Hej Line Sofie ,
    tak for en dejlig blog. Jeg har fulgt med igennem mange år, men det er første gang jeg lige smider en kommentar.

    Bare helt kort (noget siger mig det bliver langt alligevel), så vil jeg sige at jeg virkelig godt kan forstå dig, og ligeså meget jeg ville ønske jeg kunne skrive at det ikke har betydning, lige så lidt ville det være rigtigt.. du har helt ret i dine overvejelser. Men husk på at hverken det ene eller andet gør dig dårligere til det du laver – det er blot et vilkår du må leve med, hvis du beholder begge.

    Personligt er jeg Ungevejleder i en kommune, jeg fungerer som støttekontakt person for psykisk sårbare unge, jeg startede som 24 årig og med en dengang aktiv blog..
    En dag fortalte en af mine borgere at han havde Googlet mig – pludselig følte jeg mig helt nøgen. Han havde fundet min blog. Jeg slettede den fra den ene dag til den anden (den havde kørt i 4 år), for mig var det så grænseoverskridende at han pludselig kendte til mit privatliv -indefra. For selvom jeg er personlig i mit job var det anderledes. Jeg havde ikke valgt at den her fyr (som ovenikøbet var jævnalderen med mig) skulle vide de ting om mig.

    Måske giver det ingen mening hvad jeg skriver, men måske forstår du mig 🙂
    Uanset hvad så håber jeg du finder den rigtige løsning for dig – og hvad angår bloggen så håber jeg virkelig at den består.

    Mange tanker Anne-Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Anne-Mette.
      Puha jeg forstår dig jo 100%. Jeg sidder jo lige præcis selv med de tanker – også selvom ingen har fortalt mig de har googlet mig endnu. Man føler sig nemlig mega nøgen på en eller anden måde, også selvom man selvfølgelig rummer mere end ens faglighed. Hmmm.. jeg tænker videre.

      tusind tak for dit input.

      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hmm. Den er hård. Men! Vi er alle mennesker, og det ved man. Jeg tænker det burde være muligt at kunne adskille de to ting, hvad der sker på job og hvad du ligger på de sociale medier 🙂 din leder eller kollegaer har ikke noget at kimse af, fordi de kan se du har haft det svært med din far eller en eks. Tværtimod burde det giver en tillid til at du har en røvfuld mega fed erfaring som ikke kan gives gennem et studie. Jeg synes ikke du skal lade dig hæmme, men ligesom bare være Line. På job er du socialrådgiver, men du sidder med al din bagage som dine kollegaer også gør. At du har en nuttet hund, spiser en is eller bor på Nørrebro burde ikke ændre borgernes syn på dig, du er jo et menneske med et liv bag dit job – endda et meget fint og normalt liv 🙂 knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hej Line.
    Jeg er igang med at uddanne mig til socialrådgiver, så jeg kan nemt sætte mig ind i problematikken med blog, Facebook og Instagram. Har selv lige måtte lave det hele privat.
    Jeg er rigtig glad for at læse med på din blog, og har gjort det i mange år – hvilket kun bekræfter mig i at du er en stærk person, med hjertet på det rette sted! Hvis jeg var borger og læste på din blog, ville jeg blive glad for at få dig som socialrådgiver!
    Jeg synes du skal fortsætte, og hvis det kun er et par stykker her og der, som ikke kan leve med du er blogger, så må de jo få sig en anden sagsbehandler, og så kan du jo få en anden sag hvor der er en forældre eller ung der synes du er den bedste til dit job!
    Jeg kan dog ikke forestille mig at der er særlig mange der vil synes det er dealbreaker at du udtrykker dig som du gør, på bloggen!
    Bliv for alt i verden ved med at holde fast i at bloggen er det rigtige for dig! For den giver så meget til os læsere!
    Alt held og lykke med dit, næsten nye, job 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hvor er det en sød kommentar Louise, tusind tak. Det er dejligt med jeres forskellige kommentarer, det sætter virkelig tanker igang 🙂 Tusind tak.

      Og rigtig meget held og lykke med uddannelsen og dit fremtidige job :)!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Kan virkelig godt forstå, det er nogle store overvejelser. Jeg har ind i mellem googlet undervisere, ledere eller ham, jeg skal til jobsamtale med for at danne et indtryk, men jeg synes også at jeg har den indstilling at der selvfølgelig, bagved det professionelle, er en privatperson, med forskellige interesser, hoppyer og præferencer. Og det synes jeg bare man skal acceptere. Måske det er en overvejelse om, hvad der hos nogen (for eksempel forældre) kan misforstås? Og dermed undlade at skrive det? Ville i hvertfald være ked af, hvis du lukkede bloggen, men selvfølgelig også forstående! 🙂 Hilsen en glad læser!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Oda