mit job, bloggen, status og hvad skal der ske?

Hej søde læsere. Som I måske har bemærket blogger jeg ikke meget for tiden, jeg deler heller ikke meget på instagram. Jeg har tænkt rigtig rigtig meget over sociale medier for tiden og min rolle i det. Både min blog, youtube, instagram og sociale medier generelt. Jeg elsker at blogge, jeg savner det tit, rigtig tit, at skrive. Jeg tror jeg vil starte med mine tanker og hvorfor jeg ikke blogger meget.

Mit job:
I marts i år blev jeg tilbudt et job som socialrådgiver. Det første jeg var til jobsamtale ved, og så endda et af dem jeg virkelig havde ønsket mig. Jeg vil forsøge at forklare, kort, hvad jeg laver. Jeg sidder som socialrådgiver med forebyggelse og børnefaglige undersøgelser. Dvs. en underretning rammer vores kommune (det er altid vagten der modtager underretningerne og risikovurderer dem, man skiftes til at have vagten, hhv. forvagt og bagvagt, så der altid er 2 på, hvis man skal ud i en akutsag). Når en underretning ryger videre til vores team, sørger vores leder for, at fordele den. Jeg får en sag og herefter er det mit arbejde at lave forebyggende og undersøgende arbejde. Jeg partshører forældrene, holder børnesamtaler, samtaler med forældre og indhenter statusudtalelser fra  skole/institutioner osv. Herefter vurderer jeg om der er grundlag for at lave det der hedder en §50 børnefaglig undersøgelse. En børnefaglig undersøgelse laves, når det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. En §50 undersøgelse åbner nemlig for muligheden for, at igangsætte foranstaltninger. Hvis jeg beslutter at sagen lukkes, kan jeg også vurdere at det er nok med en mindre forebyggende indsats – eksempelvis samtaler over et kortere forløb. Hvis jeg vurderer der skal laves en børnefaglig undersøgelse er jeg også den der skriver den. En børnefaglig undersøgelse skal omfatte en helhedsbetragtning af barnets eller den unges: Udvikling og adfærd, Familieforhold, Skoleforhold, Sundhedsforhold, Fritidsforhold og venskaber og Andre relevante forhold. Jeg har 4 mdr. til at skrive en undersøgelse fra underretningstidspunktet, hvilket jeg til tider synes bliver presset med de mange sagsskridt der skal tages inden. Jeg sidder med 20-25 sager på mit bord ad gangen. En undersøgelse varierer i længde/størrelse men mine undersøgelser er omkring 18-30 sider lange – det er derfor heller ikke noget man skriver på en dag.

Det var en kort forklaring om mit job og nu vil jeg komme til hvad dét har med min manglende blogging, og alle mine tanker om sociale medier at gøre.

Min blog, instagram og offentlige profil
Efter jeg blev ansat som myndighedssocialrådgiver har jeg tænkt meget over min blog. På flere måder. Jeg elsker at blogge, at skrive, at være kreativ og ofte savner jeg det. Men der er 2 ting omkring min profession og mine sociale medier der sætter tanker igang:

1. Ofte har jeg lyst til at skrive noget omkring mit job. Ikke noget der bryder tavshedspligten selvfølgelig, men tanker omkring mit erhverv, tanker om min hverdag, mine følelser omkring min profession osv. Men hvad med mine kolleger? min leder? Jeg ved der er flere på mit job der ved, at jeg har en blog. Det er heller ikke en hemmelighed, jeg står inde for at jeg har den og den har fyldt meget de sidste knap 10 (!) år. Men hvad hvis min leder læser jeg føler mig presset? Vil det have betydning for hvordan hun ser mig? Vil der gå rygter om mine skriv på jobbet og vil det blive noget underligt noget, hvis jeg skriver min ærlige mening om, hvordan jeg har det (som jeg altid har gjort). Dét har holdt mig flere gange fra at skrive et indlæg om nogle ærlige tanker, fordi jeg simpelthen ikke kan lide, hvad mine kolleger eller dem højere oppe vil tænke om mig.

2. Borgerne. Jeg er en offentlig profil. Når jeg er på arbejde er jeg professionel og jeg tager tunge snakke med forældre, der har det svært. Uanset om deres barn har misbrugsproblematikker, højt fravær fra skolen, er psykisk syge, bliver slået eller misbrugt, så er det et job der kræver, at man er professionel og ordentlig. Jeg sidder både med forældre der vil samarbejde fordi de ønsker hjælp, jeg sidder med grovere sager med forældre, der af forskellige grunde ikke kan passe på deres børn, som det forventes man passer på børn. Jeg skriver mine navne på alle mødeindkaldelser, på mine undersøgelser og siger det på møder. Mit fulde navn. Line Sofie Gyldholm, socialrådgiver. Og det navn kan googles, og det navn bliver googlet. Det ved jeg. Jeg har endnu ikke oplevet noget grimt, og kun en enkelt gang har en borger fortalt at hun har googlet mig og kan se jeg er nyuddannet. At jeg er nyuddannet er ingen hemmelighed, men det betyder også, at hun kan læse jeg har en hund, en kæreste, bor på Nørrebro, har haft kærestesorg, har sunget en sang på kinesisk osv. Og når man skal ind og sidde til et møde om ens barn – det dyrebareste man har, så har man brug for en så neutral person som muligt. Er min idé. Hvis man har set sin socialrådgiver i bikini på instagram eller læst om hendes brud på en blog, så kan det måske føles som en person der ikke kan eller skal varetage det tunge og alvorlige job det er, at hjælpe/tale med deres barn.

Jeg er skide dygtig til mit job, det synes jeg selv. Jeg er altid professionel og ordentlig og jeg laver et godt stykke arbejde. Min opgave er at hjælpe de børn jeg kan og jeg går meget op i at gøre det på den bedste måde for alle. Jeg har taget en uddannelse ligesom alle andre, jeg har mine egne personlige ting med i bagagen, som betyder jeg i hvertfald selv føler, at jeg har en dybere forståelse for nogle af de situationer børn kan stå i. Jeg elsker at snakke med børnene, uanset hvad de kommer fra og jeg bruger lang tid på at få dem til at føle sig trygge ved mig, uanset om det er på kommunens kontor, på deres skole, om vi går en tur eller sidder på deres værelse. Det bliver altid 100% det de helst vil og er mest trygge i. Jeg er ikke nogen dårlig socialrådgiver fordi jeg har en blog og har haft det i mange år.

Men kan jeg være bloggeren Line samtidig med jeg er socialrådgiveren Line? Jeg ved det ikke. Ærlig talt. Og hvad vil jeg så helst? Dét kan jeg slet ikke holde ud at tænke på. Jeg er glad for mit job, jeg udvikler mig hver eneste dag og jeg er selvfølgelig glad for at få løn. Men jeg elsker at skrive, at filme, klippe, være kreativ. Jeg savner jeres kommentarer, jeg savner min blog. Jeg savner at indvie jer i mine projekter og jeg kan næsten ikke klare tanken om at lukke ned herinde. Jeg har tænkt at jeg kunne gøre min instagram privat, men jeg vil heller ikke ændre en masse ting på min blog eller instagram, for så bliver det noget underligt noget. Enten så finder jeg en vej, hvor det kan fungere med begge dele, eller også så må jeg sige farvel til en af delene.

Økonomisk set ville det slet ikke hænge sammen at satse på bloggen. Slet slet ikke. Men hvis nogen spurgte mig hvad jeg ville vælge hvis begge ting gav samme løn, så er den svær. Det er to helt forskellige ting det giver mig. Jeg føler jeg reelt gør en forskel, også selvom den måske er lille, på mit job. Jeg arbejder hårdt for mine penge og jeg hjælper nogle mennesker der har brug for det. Det kan man ikke sige om bloggen, og dog. Jeg har ikke tal på hvor mange mails jeg har fået omkring mine tekster, hvor meget de har hjulpet jer osv. I har også hjulpet mig og jeg elsker vores snakke i kommentarfeltet. Jeg elsker at dele ud af min mere kreative side.

Jeg er stadig i tænkeboblen, for jeg synes det er rigtig svært. Jeg havde, måske lidt naivt tænkt, at jeg bare kunne have begge dele uden nogen som helst problemer. Og det er ikke fordi hverken mine kolleger eller borgere har skabt problemer, men det sætter gang i en masse tanker i mig.

Hvad tænker I? Jeg ved godt I ikke sidder i den funktion, men hvad tænker I om det jeg skriver? Kan I forstå jeg har det sådan? Kan I forstå at borgerne måske har det underligt med det?

Oda

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at en lille fransk bulldog for 4 uger siden, blev en del af vores lille familie. Jeg overraskede Mattis med hende (den video kan I se her) og siden har vi brugt tiden på at lære vores nye lille karamel at kende. Nu har vi haft lidt over 4 uger med hende og hun har så meget personlighed. Vi kender hende nu og hun kender os. Oda er en lille vildbasse, en rigtig ballademager, men på den rigtig søde måde. Hun er stædig, som en bulldog skal være, hun er kærlig og meget puttesyg og så er hun altid glad. Hun elsker alle mennesker uanset størrelse, hudfarve, om de går med stok eller sidder i kørestol. Hun elsker alle hunde, uanset størrelse, race eller farve. Hun er fuld af gå-påmod, hun er nysgerrig og sjov men har også respekt, hvis en hund ikke gider hendes hvalpepjat, så trækker hun sig. Hun er god til at køre bil, vant til alverdens lyde, accepterer støvsugeren og er rimelig god til at lade vores ledninger være i fred. Oda er en lille lys fransk bulldog. Hun er begyndt at få lidt mørkere poter – det ligner hun er igang med at udvikle 4 små sokker og så har hun den flotteste sorte maske.

Oda er købt fra en kennel og er derfor en fin dame med stamtavle. Hun var en lillebitte minikaramel da vi fik hende som 9 uger gammel – 1,9 kg og kun lige en håndfuld, til sammenligning vejede Wilma, vores gamle franske bulldog 2,9 kg da hun var 8 uger. Hun er allerede vokset meget, hun vejer nu 3,1 kg, så hun skal nok blive en rigtig bullerbasse. Flere har allerede spurgt om vi vil avle på hende, hvilket er kommet bag på mig. Mest fordi hun stadig selv er en lille baby, så det er vildt. Men ja, planen er, at Oda en dag selv skal have et kuld hvalpe, men vores krav til hendes OG hanhundens sundhed og metale tilstand er meget vigtig. Nu har vi selv haft Wilma, som fysisk og mentalt fejlede alt, og det er hjerteskærende at skulle beslutte at give sin lille hund fred, specielt efter et alt for kort liv. Så Oda skal være fuldstændig tjekket med røntgen og for alt, det samme skal hanhunden. Kravet er også at hanhunden har stamtavle ligesom hende og alt skal gøres ordentligt. Men der er lang tid til, så vi har både tid til at lære at sætte os ind i det, finde den rigtige han, spare op til det osv. Men lige nu, der er Oda selv en lillebitte baby, så der er nogle år til vi tænker i de baner 🙂

Oda har sin egen instagram. Hun har overtaget Wilmas gamle profil, så de billeder altid vil ligge der. Hvis I vil følge med hedder hun oda.the.frenchie på instagram, og der kommer en del billeder op, så de ikke skal flyde over på bloggen eller min egen instagram. Selvom det kan være svært, vi synes jo selv hun er alt for dejlig. Men på denne måde kan man følge hendes eventyr, hvis man gerne vil, og slippe (nogenlunde) hvis man slet ikke synes det er hyggeligt.

ooooooo

Lip Fillers?

Behandlingen er sponsoreret af N’age

Jeg har længe gerne ville prøve at få lavet lip fillers. Jeg synes egentlig jeg har nogle fine læber, men en lillebitte smule mere fylde og rettelse af de steder, hvor de ikke er helt lige, var mit ønske. Jeg ved at skønhedsbehandlinger i dén grad deler vandene, men jeg fornemmer også, at det er blevet meget mere normalt at få lavet dem og på den måde er det også mere… acceptabelt. Jeg vil lige vise jer den lille korte film, og så laver jeg et fyldestgørende indlæg med før/efter billeder og min oplevelse, så snart læberne er faldet helt på plads. Det er en lille forandring, så det kommer ikke til at synes voldsomt, men jeg synes det giver lidt ekstra. Jeg glæder mig til at vise jer det. Jeg fik det lavet hos N’age, som i øvrigt er virkelig anbefalelsesværdigt, men alt det kommer jeg mere ind på i næste indlæg.

Vlogging?

En lille film med et par minutters eventyr fra det sidste halvandet års tid med Mattis. Når vi får sommerferie har vi talt om, at prøve at vlogge. Dagligdagsvlogs af vores ferie. Der vil være en masse ture, grill i vores nye kolonihave, spørgerunder, sjov, dans, fulde aftener, flotte klip, lille Oda, tips osv. Jeg håber det er noget I kan synes er sjovt at følge, der var i hvert fald en del, der syntes det var sjovt dengang vi lavede ‘mød min kæreste’ hvor vi svarede på spørgsmål. Vi kommer til at vlogge og der vil derfor være tale og musik indover og ikke blot musik, som jeg plejer i mine stemningsvideoer (og som videoen herover). Der er lige lidt uger til vi har ferie, men hvis I har lyst til at følge dagligdagsvlogs når tid er, så kan I abonnere på min youtubekanal her. Jeg vil nok lægge et par stykker af dem på bloggen, men jeg vil også holde det lidt adskilt, for dem som ikke synes det er fedt at se. Så hvis I vil se dem alle, så skal I klikke her. Jeg overvejer også at begynde at filme lidt opskrifter/træningsvideoer/challenges osv. Er det noget, som kunne være hyggeligt at følge? Jeg laver i hvertfald videoer med Mattis alligevel, det er virkelig sjovt og gode minder, også selvom ingen ville se dem, men jeg vil gerne høre hvad I tænker om lidt forskellige videoer? Er det noget I gider følge med i?