Copenhagen from above

It only ends once, everything else is just progress

Endnu engang vil jeg dele et indlæg, der har været delt før. Det blev skrevet i år 2012, 5 mdr. inde i min kærestesorg. Jeg brugte min blog helt enormt meget i den periode, for at dele mine tanker med jer, ligesom det var en kæmpestor del af min helingsproces, at få det skrevet ned. Jeg får stadig den dag i dag, jævnligt mails eller kommentarer fra piger med knuste hjerter, og jeg ved præcis hvordan det er at gå igennem. Jeg har en hel kærestesorgskategori her på bloggen, som jeg hver gang henviser til. Her er nemlig skrevet ned ALT hvad jeg gik igennem, alle faser er dokumenteret, nedskrevet og filmet. Der er rigtig meget forståelse og måske endda trøst at hente. Indlægget her blev som sagt delt i år 2012, men det beskriver rigtig godt, hvor svært dét at slippe er, ligesom der er en liste med brugbare bøger, som faktisk virkelig hjalp mig. Hvis du sidder med et knust hjerte lige nu, så er det her indlæg for dig <3 Du bliver glad igen og det kan jeg LOVE dig!

…. og nu er det slut for mig med at tælle tiden

____________________

Nu har jeg tænkt lidt i et stykke tid på at lave dette indlæg. I ved, de fleste af jer, at jeg har gået (går) igennem det værste jeg nogensinde har oplevet, nemlig en rigtig grim kærestesorg. Jeg har grædt så mange tårer som jeg ikke troede var muligt, jeg har delt mange ord her på bloggen, vist film, billeder og givet jer stor del i den smerte der har været inde i mig de sidste 5 måneder. I har været utroligt støttende, omsorgsfulde, empatiske og pissehamrende fantastiske. Jeg har ikke fået en eneste grim kommentar, og hvis jeg har så er det måske en enkelt eller to som er fuldstændig druknet, gjort til skamme, i al den positive respons og al den sympati I har givet mig. Jeg kan faktisk sige, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden jer. Måske I, som enkelt person, har tænkt at jeres kommentar ikke har gjort den store forskel, og at den måske slet ikke er læst blandt de hundrede andre. Men tro mig, jeg har læst dem allesammen, flere gange. Jeg har fundet trøst så mange gange i jeres ord. Helt fra de små korte kommentarer, til de sidelange mails. Jeg har mange gange prøvet at beskrive hvor uendelig taknemmlig jeg er for det I har gjort for mig. Jeg har fået hundredvis af kommentarer, mails og skrevet med mange af jer privat. Jeg kan slet ikke forstå det. At I har gjort det for mig. Nu er jeg nået til et punkt hvor jeg gerne vil prøve at give lidt igen. Ved at lukke jer ind i mit univers, ind i min hjertesmerte har jeg prøvet at hjælpe andre blødende hjerter med at hele. Jeg har prøvet at lade jer vide at vi er flere i samme båd, at I ikke er alene. Ligesom I har ladet mig vide.

Det sidste stykke tid har jeg fået mange mails. Piger med knuste hjerter der vil have min hjælp og støtte. Jeg svarer allesammen, og jeg ville ønske jeg kunne gøre mere end det. Men det kan jeg ikke. Så nu tænkte jeg at skrive en lille overlevelsesguide herinde. Råd til ting der kan hjælpe en på vej videre. Tanker og følelser som er altoverskyggende i den sorg det er at miste. Jeg kan love jer for at det bliver bedre. Se på mig. Jeg har været så langt nede. Jeg har ligget krøllet sammen og grædt i ugevis. Jeg har været så syg at jeg næsten ikke kunne gå. Jeg er besvimet, faldet sammen i offentligheden. Været bange for at gå ud. Haft uendeligt mange søvnløse nætter. Mistet al min selvtillid og glæde i livet. Jeg var tom indeni. Den eneste følelse var den smerte der gennemborede hver en celle af min krop. Men nu er jeg her. Jeg kan godt smile og grine. Jeg kan igen både spise, sove og se lyset for enden af den, stadig kilometerlange, tunnel. Og det, blot efter 5 måneder. Jeg er stadig ked af det, fortvivlet og bange. Jeg føler mig stadig ensom og alene, og jeg savner altså stadig nogengange så mit hjerte næsten er ved at hoppe ud af kroppen. Men jeg har det BEDRE. Og det får I også. Det lovede I mig tilbage i januar, og det lover jeg jer nu.

Mine bedste råd er at give jer selv plads og tid. Græd, skrig, ras ud, læg jer under dynen, hav ondt af jer selv, og græd lidt mere. Det hjælper altså. Det skal ud. Det skal bare ud. Den største hjælp for mig har været de tætte omkring mig. Min mor og min bedste veninde. Uden dem havde jeg ikke overlevet de første mange uger. De var hos mig hele tiden, lyttede, snakkede, holdt om mig og trøstede mig. Lod mig græde timevis i deres selskab. Og jeg er dem til evig tid taknemmlig. I skal ikke være alene med det. Selvom I får kvalme ved tanken om andre mennesker, mad og alt muligt andet, så tving jer selv. Dem I er sammen med ved godt hvordan I har det og forventer ikke noget af jer.

Og så har jeg også et råd: læs bøger. Selvhjælpsbøger. Jeg ved I tænker det er noget værre lort, men jeg slugte den ene bog på en dag, derefter købte jeg 5 nye som jeg har hulket og grinet mig igennem. Det er jo ikke hokus pokus, men helt reel hjælp fra andre der ved noget om det. Jeg har en liste i bunden af dette indlæg med titler på bøger jeg har fundet stor hjælp i. Så vil mit råd være at lade jeres eks-kæreste være. Det hjælper ikke at klynge sig fast, han/hun har taget sin beslutning, og I er ikke den person der nedværdiger jer selv så meget at I vil lade jer stå grædende overfor ham/hende og holde fast og bede om at I skal blive sammen. Accepter det. Tud når I er alene, eller med andre. Ikke foran eks-kæresten. Jeg siger det fordi jeg har været der. Jeg har været hende der græd, bad, tiggede, ringede, skrev, gav gaver, mødte op på hans privatadresse, stalkede ham osv. Altid med det resultat at jeg endte med at få endnu mere ondt i maven end jeg havde før. Intet hjalp. Og jeg indbød til endnu et slag hver gang jeg havde fået en smule kræfter til at rejse mig op. Når jeg tænker tilbage nu er jeg flov over at jeg har givet ham lov at se mig på den måde. Han valgte mig fra, han var mig utro, han fandt en anden. Og så gav jeg ham samtidig lov til at se mig ydmyge mig selv gang på gang. Nedværdige mig selv, trygle om ‘tilgivelse’ (for hvad fanden havde jeg gjort) og om at han skulle komme tilbage. Jeg hader mig selv for at have ladet ham se mig sådan. Han fortjente det slet ikke. Jeg er så meget stærkere end det, selv når jeg er svag.

Så derfor siger jeg til jer nu, lad være. Accepter den beslutning der er taget, uanset om det er jeres, hans/hendes, om han/hun har været utro osv. Hvis det ikke er jeres beslutning er det selvfølgelig lidt sværere. En beslutning er trukket ned over hovedet på jer, en beslutning I ikke selv havde taget. Og man føler sig latterliggjort, og ude af kontrol. For det er man. Men en beslutning er taget, og I er for seje til at nedværdige jer selv. Det er hans/hendes tab, sådan må I se på det. Men det er svært, jeg ved alt om det. Det er svært, og det er det længe. Jeg har stadig nætter hvor jeg vågner med sved på panden, tårer trillende ned ad mine kinder og mærker ved siden af mig i håb om at P ligger der. Men han er væk. Det kan stadig være svært at forstå ‘vi havde det bare så dejligt’, JA det HAVDE vi. Men han er et andet sted i sit liv nu. Et sted hvor jeg hverken kan eller vil være. Og i øvrigt et sted hvor han ikke vil have mig. Så nu skal jeg finde mit eget sted, ikke? Det skal I også.

Jeres hjerter er slået i titusind stykker, det kræver meget lappearbejde. Det tager lang tid at få alle delene til at sidde rigtigt igen. Nogle gange holder limen ikke og man må samle den samme lille del op flere gange. Men jeg lover jer for, at på et tidspunkt så er hjertet lappet igen. Mit er endnu ikke helet. Men jeg ved det bliver bedre. Snart kan jeg sige det er et halvt år siden. Og lige pludselig kan jeg sige et år. På et tidspunkt er det slut for mig med at tælle, for så er jeg glad igen. Helt ind i maven, ned i tæerne og ud i verden.

For hver dag får jeg et lille nyt tyndt lag hud på min ellers nøgne krop. For det er sådan man føler. At al huden er revet af og man er nøgen, øm og sårbar. Hvor klamt det end lyder, så er det den følelse der beskriver det bedst. For hver dag kommer et nyt fint lag hud. Det er skrøbeligt og I skal love mig at være ekstra opmærksomme på ikke at få skrammer i den periode. Lad ikke jeres dumme eks-kæreste få fornøjelsen af, endnu engang, at pille jeres fine nye hud af og lade jer endnu engang gå grædende derfra i større smerte end da I kom. Pas på jer selv. Den eneste der ikke kan give jer trøst, er ham/hende der gav slip på jer. Få det hos dem som elsker jer.

Og så husk på: det var ikke løgn det I havde sammen. Det var unikt og uerstatteligt. Men det var. Nu er det på tide der kommer noget andet. I vil ikke blive glemt, og jeg vil næsten også love jer for at I, til tider, vil blive både tænkt på og savnet. Ingen anden kvinde eller mand kan tage jeres plads og jeres forhold har haft en kæmpe betydning i den periode det var. Jeg er uendeligt taknemmelig for 4 vidunderlige år. Jeg har oplevet kæmpestor kærlighed. Det er da noget at være taknemmelig for. Også selvom det endte som det gjorde. P var den dejligste mand for mig i alle de år. Og jeg var også den dejligste pige for ham. Det er jeg ikke i tvivl om. Men det er ikke virkeligheden nu. Heller ikke for jer.

Jeg håber sådan I klarer den. Selvfølgelig gør I det. Tak for al jeres støtte og omsorg. Jeg er evigt taknemmelig. Her er de bøger jeg vil anbefale alle jer med et knust hjerte (mine er købt brugt på amazon.com):

– It’s called a breakup because it’s broken (Greg Behrendt & Amiira Behrendt)

– I can mend your broken heart (Paul McKenna & Hugh Willbour)

– Getting past your breakup (Susan J. Elliott)

– I can make you happy (Paul McKenna)

– Find livsglæden igen (Irene H. Oestrich)

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Copenhagen from above