20% PÅ ALT FRA ASOS

En kæmpe forskrækkelse

Forleden dag på vej hjem fra job, fik jeg mig et kæmpe chok. Sådan et der sad i kroppen resten af dagen, og først mange timer senere, blev min hjerterytme normal igen og mine hænder stoppede med at ryste. Jeg skulle hjem fra arbejde, og der er altid rimelig tæt trafik på det tidspunkt. Ikke sådan, at jeg holder i kø, men bare at vi er mange biler på vejen. Jeg kommer kørende i inderste spor, der er 2 spor, og allerinderst er et spor til dem der skal af ved næste frakørsel. Dette inderste frakørselsspor var fyldt med biler, der holdt helt stille, der var mange der skulle af ved den frakørsel. Men i de to spor hvor bilerne fortsatte ligeud, gled trafikken som den skulle. Jeg kommer kørende med 110 km/t i inderste spor og lige pludselig, få meter foran mig, trækker en af bilerne fra køen mod frakørslen UD FORAN MIG. Vi snakker om at han gik fra at holde helt stille og så dreje ud i en bane, hvor folk kommer kørende med 110 i timen. Jeg når lynhurtigt at tænke, at jeg ikke kan nå at blokere bremsen, så var jeg kørt direkte op i røven på ham med fuld fart, så lynhurtigt når jeg at dreje udenom ham ud i det andet spor, men fordi det hele går så hurtigt, så har jeg ikke tid til at orientere mig, om der kommer nogen bagfra. Til mit store held, kommer der ikke nogen, for så var JEG blevet ramt lige i siden. Men når man drejer bilen så hurtigt for at undvige, så skal man hurtigt dreje tilbage, for ikke at ramme midterrabatten. Jeg retter derfor op, og fordi bilen i så høj fart har skullet dreje så hurtigt, så mister jeg lidt herredømmet over bilen, og svinger ret voldsomt fra den ene til den anden side, for at rette op. Mit hjerte hamrede hurtigt og jeg når lynhurtigt at tænke, at jeg ikke skal forsøge at rette op, men KUN dreje mod EN retning og bremse op, så bilen ikke ruller.

Jeg får styr på bilen og kommer ind i nødsporet, hvor jeg holder. Hele min krop rystede, jeg var i total chok. Aldrig har jeg været så tæt på det gik galt, der kunne være sket flere ting, som havde været katastrofalt, eller som i hvertfald kunne have endt. Hvis jeg havde forsøgt at bremse, var jeg endt i bilen foran, hvis der var kommet en bagfra da jeg lynhurtigt trak ud i spor 2, var han kørt direkte ind i mig med 100+ km/t, og derudover var jeg tæt på at smadre ind i midterrabatten, som nok heller ikke ville være skide godt. Under alt det her, som jo gik lynhurtigt, holder jeg hornet i bund HELE TIDEN, selvom jeg også styrer bilen og jeg når at se i bakspejlet at den bil, der trak ud LIGE foran mig, han holdt HELT STILLE. Han har nok også fået et chok, han har simpelthen ikke orienteret sig godt nok, han har kigget i sit sidespejl, hvor han ikke har kunnet se mig, men ikke vendt sig og kigget ordentligt.

Jeg holdt i nødsporet i 30 minutter og samlede energi og ro nok, til at køre videre. Jeg ringer til Mattis 10 gange, før jeg kommer igennem, og da jeg skal fortælle ham, hvad der er sket, kan jeg næsten ikke få ordene ud. Jeg føler al luft er slået ud af mine lunger. Selvom der INTET skete, hverken bilen eller jeg fik en eneste skramme, det gjorde ingen andre heller ikke. Men indeni fik jeg verdens største chok. Tanken om, at selvom man kører virkelig pænt og efter forholdene, så kan man ikke gardere sig mod andres kørsel. Jeg tror ikke på det var med vilje, eller det ved jeg jo det ikke var, men han har simpelthen ikke orienteret sig godt nok, og det var så tæt på at gå galt. Puha.

Jeg er ovenpå igen, men det tog mange timer for min puls at falde ned og min krop til at stoppe med at sitre. Natten var fyldt med mareridt og dagen efter på vej på arbejde, tænkte jeg meget over det. Har I nogensinde oplevet noget lignende? En forskrækkelse, fordi det var SÅ tæt på at gå galt, og I intet kunne have gjort anderledes i situationen?

Mattis roste mig for min reaktion, han sagde det er godt jeg er så erfaren en bilist, at jeg reagerede som jeg gjorde. Man kunne ligeså godt have blokeret bremsen og holdt sig for øjnene og braget direkte op bagi den uopmærksomme bilist.

   

5 kommentarer

  • Ace

    Puha! Hold da op en forskrækkelse, godt du er okay!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Puha en forskrækkelse!!! Vi må håbe han har fået en lærestreg, ift lige at kigge sig ekstra godt for næste gang! Jeg har selv prøvet at køre galt, hvor jeg kørte på en vej og skulle dreje fra, men da jeg drejer ind på næste vej (med måske 60-70 i timen) er banen FYLDT med vand, da en kloak åbenbart er stoppet. Bilen aquaplaner fuldstændigt, og rykker mig over i modsatte vejbane og ind i et skilt. Heldigvis huskede jeg min glatbane lærdom, og fik undervejs retter bilen så meget op jeg kunne, og skiltet endte med “kun” at hive sidespejl af, og ridse hele den ene side. Men puha jeg holdt også stille længe og samlede mod og ro til at komme videre. Skiltet var helt krøllet sammen, men heldigvis slap jeg med skrækken

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Det er så ubehagelig en oplevelse, når sådan noget sker. Min veninde og jeg kørte galt på motorvejen i februar, hvor det var mørkt, glat og vådt på vejene, min veninde skulle overhale en lastbil (da det var glat kørte vi kun ca 80 km/t). Bilen skrider voldsomt i noget sjap, og hun prøver at få herredømmet over den, men da hun vil over i højre vejbane mister den fuldstændig grebet på vejen, så bilen svingede rundt om sig selv i højre vejbane, rullede tre gange rundt og op ad en jordskrænt, hvorefter den landede på taget, så vi hang med hovedet nedad. Jeg glemmer ALDRIG den følelse jeg fik, da det gik op for mig at bilen faktisk rullede rundt – det er virkelig ikke for sjov man siger at man ser sit liv passere forbi i sådan en situation, jeg så bare min mord ansigt for mig, og så tænkte jeg “nu dør jeg”. Sindsyg skræmmende. Utroligt nok fik vi kun få skrammer og en foretrukket muskel i nakken, og så lilla mærker fra sikkerhedsselen, som havde reddet vores liv. Jeg er begyndt til psykolog pga det, fordi det er svært for mig at køre i bil med andre. Forstår dig så godt når du siger at selvom der ikke skete noget, så skræmmer det bare en så pisse meget. Skriv endelig en mail hvis du har brug for at snakke med en, som har prøvet en lignende situation. Det er godt du kommer ud med det ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Undskyld, sikke en klaphat manden var. Jeg har så meget lyst til at give ham fingeren. Godt, der ikke skete værre. Du reagerede den bedste måde du nu kunne, men føj for en oplevelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisse

    Det er derfor, det bare ikke kan gå hurtigt nok med at få de selvkørende biler på vejene! Det vil gøre trafikken mere sikker for os alle, og ingen vil kunne lave sådan et nummer dér som ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

20% PÅ ALT FRA ASOS