Vi søger en hundebabysitter

Kære alle herinde. Jeg håber I kan hjælpe os med at finde den helt rigtige hundebabysitter til vores lille hvalp Oda. Da vi ikke har uendeligt med ferie, og Oda stadig er for lille til at være alene hjemme en hel arbejdsdag, søger vi en sød mand eller kvinde, der kan komme i vores lejlighed et par timer om dagen, når vi er på arbejde. Det drejer sig om 2-4 timer pr. dag (alt afhængig af hvilken dag det er på ugen) og de næste uger frem (selvfølgelig ved vi at man ikke kan hver dag, så vi håber på at finde et par stykker vi bliver glade for, som kan komme her).

Oda er en lille fransk bulldog pige på 11 uger. Hun er enormt sød, rolig, nysgerrig og glad, og så har hun krudt i røven de timer hun er vågen, men sover også meget af dagen. Måske kommer du til et par timer med fuld fart, masser af leg og lidt frisk luft, måske kommer du til en hund, der allerhelst bare vil putte med dig det meste af tiden. Da Oda stadig er så lille som hun er, har vi brug for, at det er en person der kommer herhjem, så hun vænner sig til sit eget hjem, før hun skal passes andre steder. Vi elsker vores lille hund meget højt, og vi vil derfor finde den helt rigtige vi stoler 100% på, til at komme her og være. Derfor vil vi gerne møde personen/dig inden, herhjemme, hvor du også lige kan møde os og Oda. Til gengæld tilbyder vi sjove timer med Oda, kolde sodavand i køleskabet og selvfølgelig også betaling for det.

Vi bor på 4. sal på Nørrebro. Hvis du kender en (der kender en, der kender en) så smid ham eller hende i vores retning på mail (linegyldholm@gmail.com) eller bed dem send en sms på enten 50 53 24 23 eller 61 78 75 44, så svarer vi med det samme.

Hilsen Oda, Line og Mattis

screen-shot-2017-06-25-at-16-00-26 screen-shot-2017-06-25-at-16-00-49

Sommerens lækreste og sundeste læskedrik

pa150023 pa150016 pa150010 pa150006 pa150003

De af jer der følger med på min instagram, har nok set en sådan ca. 900 gange, at jeg elsker elsker elsker vandmelonshake. Jeg drikker det stort set hver dag hele sommeren, det er så nemt, så lækkert og så sundt. Jeg har delt et indlæg før, hvor jeg omtaler blenderen jeg bruger, og den vil jeg altså stadig virkelig anbefale.  Min mor drikker grøntsagsdrik hver dag, som består af en masse frosne klumper grøntsager og den klarer bare alt den blender. Så anbefalede hun den til en masse andre i familien, jeg tror nærmest vi allesammen har den blender. Da jeg flyttede sammen med Mattis gav hun os den så i gave og vi har brugt den hver dag ligesiden. Vi drikker vandmelonshake med frosne bær hver morgen og det tager ingen tid. Den er så kraftfuld og knuser selv de største stykker frosne bær (isterninger, frosne grøntsager osv.) Hvis du står og mangler en vidunderlig og kraftfuld blender til en virkelig god pris, så kan jeg virkelig anbefale denne. Den er desuden super nem at rengøre og man skal ikke stå og skille 100 dele ad bagefter. Indlægget er altså ikke sponsoreret på nogen måde, selvom min begejstring måske kan få det til at lyde sådan. Den har en helt sindssygt kraftig motor og så har den 7 års motorgaranti.

Men det jeg også virkelig vil anbefale er vandmelonshake. Vi blender vandmelon med frosne frugter, hvad vi nu lige har i fryseren. Mine favoritter er vandmelon+jordbær lidt eller vandmelon+hindbær. Men det smager vidunderligt med de fleste frugter, så prøv jer frem. Det er også virkelig godt til at lave drinks af, vi har lavet nogle lækre sommerdrinks sidste sommer, de smager bare meget bedre med frisk og iskold frugt. Jeg måler ikke op, hvor meget af hver jeg blender. Men vi bruger ca. en halv mellemstørrelse vandmelon og lidt over en halv pose frosne jordbær og så er der til ca. 4 glas. Men der er ikke noget rigtigt eller forkert, vi putter bare i til vi synes den har den rigtige smag og konsistens.. det KAN ikke gå galt 😉

I kan købe blenderen til 840 kr. lige her. (pt. kan blenderen ikke fås via dette link, men man kan købe den her en smule dyrere, jeg skal nok opdatere så snart den kommer online igen).

It only ends once, everything else is just progress

Endnu engang vil jeg dele et indlæg, der har været delt før. Det blev skrevet i år 2012, 5 mdr. inde i min kærestesorg. Jeg brugte min blog helt enormt meget i den periode, for at dele mine tanker med jer, ligesom det var en kæmpestor del af min helingsproces, at få det skrevet ned. Jeg får stadig den dag i dag, jævnligt mails eller kommentarer fra piger med knuste hjerter, og jeg ved præcis hvordan det er at gå igennem. Jeg har en hel kærestesorgskategori her på bloggen, som jeg hver gang henviser til. Her er nemlig skrevet ned ALT hvad jeg gik igennem, alle faser er dokumenteret, nedskrevet og filmet. Der er rigtig meget forståelse og måske endda trøst at hente. Indlægget her blev som sagt delt i år 2012, men det beskriver rigtig godt, hvor svært dét at slippe er, ligesom der er en liste med brugbare bøger, som faktisk virkelig hjalp mig. Hvis du sidder med et knust hjerte lige nu, så er det her indlæg for dig <3 Du bliver glad igen og det kan jeg LOVE dig!

…. og nu er det slut for mig med at tælle tiden

____________________

Nu har jeg tænkt lidt i et stykke tid på at lave dette indlæg. I ved, de fleste af jer, at jeg har gået (går) igennem det værste jeg nogensinde har oplevet, nemlig en rigtig grim kærestesorg. Jeg har grædt så mange tårer som jeg ikke troede var muligt, jeg har delt mange ord her på bloggen, vist film, billeder og givet jer stor del i den smerte der har været inde i mig de sidste 5 måneder. I har været utroligt støttende, omsorgsfulde, empatiske og pissehamrende fantastiske. Jeg har ikke fået en eneste grim kommentar, og hvis jeg har så er det måske en enkelt eller to som er fuldstændig druknet, gjort til skamme, i al den positive respons og al den sympati I har givet mig. Jeg kan faktisk sige, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden jer. Måske I, som enkelt person, har tænkt at jeres kommentar ikke har gjort den store forskel, og at den måske slet ikke er læst blandt de hundrede andre. Men tro mig, jeg har læst dem allesammen, flere gange. Jeg har fundet trøst så mange gange i jeres ord. Helt fra de små korte kommentarer, til de sidelange mails. Jeg har mange gange prøvet at beskrive hvor uendelig taknemmlig jeg er for det I har gjort for mig. Jeg har fået hundredvis af kommentarer, mails og skrevet med mange af jer privat. Jeg kan slet ikke forstå det. At I har gjort det for mig. Nu er jeg nået til et punkt hvor jeg gerne vil prøve at give lidt igen. Ved at lukke jer ind i mit univers, ind i min hjertesmerte har jeg prøvet at hjælpe andre blødende hjerter med at hele. Jeg har prøvet at lade jer vide at vi er flere i samme båd, at I ikke er alene. Ligesom I har ladet mig vide.

Det sidste stykke tid har jeg fået mange mails. Piger med knuste hjerter der vil have min hjælp og støtte. Jeg svarer allesammen, og jeg ville ønske jeg kunne gøre mere end det. Men det kan jeg ikke. Så nu tænkte jeg at skrive en lille overlevelsesguide herinde. Råd til ting der kan hjælpe en på vej videre. Tanker og følelser som er altoverskyggende i den sorg det er at miste. Jeg kan love jer for at det bliver bedre. Se på mig. Jeg har været så langt nede. Jeg har ligget krøllet sammen og grædt i ugevis. Jeg har været så syg at jeg næsten ikke kunne gå. Jeg er besvimet, faldet sammen i offentligheden. Været bange for at gå ud. Haft uendeligt mange søvnløse nætter. Mistet al min selvtillid og glæde i livet. Jeg var tom indeni. Den eneste følelse var den smerte der gennemborede hver en celle af min krop. Men nu er jeg her. Jeg kan godt smile og grine. Jeg kan igen både spise, sove og se lyset for enden af den, stadig kilometerlange, tunnel. Og det, blot efter 5 måneder. Jeg er stadig ked af det, fortvivlet og bange. Jeg føler mig stadig ensom og alene, og jeg savner altså stadig nogengange så mit hjerte næsten er ved at hoppe ud af kroppen. Men jeg har det BEDRE. Og det får I også. Det lovede I mig tilbage i januar, og det lover jeg jer nu.

Mine bedste råd er at give jer selv plads og tid. Græd, skrig, ras ud, læg jer under dynen, hav ondt af jer selv, og græd lidt mere. Det hjælper altså. Det skal ud. Det skal bare ud. Den største hjælp for mig har været de tætte omkring mig. Min mor og min bedste veninde. Uden dem havde jeg ikke overlevet de første mange uger. De var hos mig hele tiden, lyttede, snakkede, holdt om mig og trøstede mig. Lod mig græde timevis i deres selskab. Og jeg er dem til evig tid taknemmlig. I skal ikke være alene med det. Selvom I får kvalme ved tanken om andre mennesker, mad og alt muligt andet, så tving jer selv. Dem I er sammen med ved godt hvordan I har det og forventer ikke noget af jer.

Og så har jeg også et råd: læs bøger. Selvhjælpsbøger. Jeg ved I tænker det er noget værre lort, men jeg slugte den ene bog på en dag, derefter købte jeg 5 nye som jeg har hulket og grinet mig igennem. Det er jo ikke hokus pokus, men helt reel hjælp fra andre der ved noget om det. Jeg har en liste i bunden af dette indlæg med titler på bøger jeg har fundet stor hjælp i. Så vil mit råd være at lade jeres eks-kæreste være. Det hjælper ikke at klynge sig fast, han/hun har taget sin beslutning, og I er ikke den person der nedværdiger jer selv så meget at I vil lade jer stå grædende overfor ham/hende og holde fast og bede om at I skal blive sammen. Accepter det. Tud når I er alene, eller med andre. Ikke foran eks-kæresten. Jeg siger det fordi jeg har været der. Jeg har været hende der græd, bad, tiggede, ringede, skrev, gav gaver, mødte op på hans privatadresse, stalkede ham osv. Altid med det resultat at jeg endte med at få endnu mere ondt i maven end jeg havde før. Intet hjalp. Og jeg indbød til endnu et slag hver gang jeg havde fået en smule kræfter til at rejse mig op. Når jeg tænker tilbage nu er jeg flov over at jeg har givet ham lov at se mig på den måde. Han valgte mig fra, han var mig utro, han fandt en anden. Og så gav jeg ham samtidig lov til at se mig ydmyge mig selv gang på gang. Nedværdige mig selv, trygle om ‘tilgivelse’ (for hvad fanden havde jeg gjort) og om at han skulle komme tilbage. Jeg hader mig selv for at have ladet ham se mig sådan. Han fortjente det slet ikke. Jeg er så meget stærkere end det, selv når jeg er svag.

Så derfor siger jeg til jer nu, lad være. Accepter den beslutning der er taget, uanset om det er jeres, hans/hendes, om han/hun har været utro osv. Hvis det ikke er jeres beslutning er det selvfølgelig lidt sværere. En beslutning er trukket ned over hovedet på jer, en beslutning I ikke selv havde taget. Og man føler sig latterliggjort, og ude af kontrol. For det er man. Men en beslutning er taget, og I er for seje til at nedværdige jer selv. Det er hans/hendes tab, sådan må I se på det. Men det er svært, jeg ved alt om det. Det er svært, og det er det længe. Jeg har stadig nætter hvor jeg vågner med sved på panden, tårer trillende ned ad mine kinder og mærker ved siden af mig i håb om at P ligger der. Men han er væk. Det kan stadig være svært at forstå ‘vi havde det bare så dejligt’, JA det HAVDE vi. Men han er et andet sted i sit liv nu. Et sted hvor jeg hverken kan eller vil være. Og i øvrigt et sted hvor han ikke vil have mig. Så nu skal jeg finde mit eget sted, ikke? Det skal I også.

Jeres hjerter er slået i titusind stykker, det kræver meget lappearbejde. Det tager lang tid at få alle delene til at sidde rigtigt igen. Nogle gange holder limen ikke og man må samle den samme lille del op flere gange. Men jeg lover jer for, at på et tidspunkt så er hjertet lappet igen. Mit er endnu ikke helet. Men jeg ved det bliver bedre. Snart kan jeg sige det er et halvt år siden. Og lige pludselig kan jeg sige et år. På et tidspunkt er det slut for mig med at tælle, for så er jeg glad igen. Helt ind i maven, ned i tæerne og ud i verden.

For hver dag får jeg et lille nyt tyndt lag hud på min ellers nøgne krop. For det er sådan man føler. At al huden er revet af og man er nøgen, øm og sårbar. Hvor klamt det end lyder, så er det den følelse der beskriver det bedst. For hver dag kommer et nyt fint lag hud. Det er skrøbeligt og I skal love mig at være ekstra opmærksomme på ikke at få skrammer i den periode. Lad ikke jeres dumme eks-kæreste få fornøjelsen af, endnu engang, at pille jeres fine nye hud af og lade jer endnu engang gå grædende derfra i større smerte end da I kom. Pas på jer selv. Den eneste der ikke kan give jer trøst, er ham/hende der gav slip på jer. Få det hos dem som elsker jer.

Og så husk på: det var ikke løgn det I havde sammen. Det var unikt og uerstatteligt. Men det var. Nu er det på tide der kommer noget andet. I vil ikke blive glemt, og jeg vil næsten også love jer for at I, til tider, vil blive både tænkt på og savnet. Ingen anden kvinde eller mand kan tage jeres plads og jeres forhold har haft en kæmpe betydning i den periode det var. Jeg er uendeligt taknemmelig for 4 vidunderlige år. Jeg har oplevet kæmpestor kærlighed. Det er da noget at være taknemmelig for. Også selvom det endte som det gjorde. P var den dejligste mand for mig i alle de år. Og jeg var også den dejligste pige for ham. Det er jeg ikke i tvivl om. Men det er ikke virkeligheden nu. Heller ikke for jer.

Jeg håber sådan I klarer den. Selvfølgelig gør I det. Tak for al jeres støtte og omsorg. Jeg er evigt taknemmelig. Her er de bøger jeg vil anbefale alle jer med et knust hjerte (mine er købt brugt på amazon.com):

– It’s called a breakup because it’s broken (Greg Behrendt & Amiira Behrendt)

– I can mend your broken heart (Paul McKenna & Hugh Willbour)

– Getting past your breakup (Susan J. Elliott)

– I can make you happy (Paul McKenna)

– Find livsglæden igen (Irene H. Oestrich)

Historien om et anker

Jeg tror aldrig jeg har hverken vist eller fortalt jer, at jeg har fået en ny tatovering. Ny på den måde, at det er det første, jeg har fået lavet noget siden jeg fik fjernet mine to tatoveringer med laser. Denne fik jeg for et halvt år siden og det er EN KÆRESTETATOVERING. Yup, we’re that couple. Mattis og jeg har fået en tatovering sammen, nemlig et lille fint anker. Hvorfor så et anker, kan man tænke. Det har intet med sømænd eller vores kærlighed til havet at gøre, det er ganske enkelt et anker fordi det selvfølgelig er så fint, men også fordi det symboliserer vores evige kærlighed til hinanden. Mattis er mit anker, han holder mig ikke tilbage, men han er altid med mig til at holde mig groundet, være min støtte, min beskytter og stabilitet selv igennem turbulente og hårde tider, og så symboliserer den vores stærke kærlighed og bånd. Med Mattis er jeg altid tryg og vores anker er dedikeret til hinanden og vores bånd sammen. Hvis I ikke er helt stået af pga. det sukkersøde indlæg, så kan jeg fortælle, at som I ser på den gif jeg så fint har lavet, så bruger vi vores anker som en slags high-five. Mattis har sit anker placeret på fingeren, jeg har mit på siden af håndleddet, så når vi high-fiver på noget (og det gør vi især når vi vinder i rocket league) så foregår det som I kan se ovenfor. Jeg er rigtig glad for det, og selvom man engang imellem får spørgsmålet ‘hvad så hvis I går fra hinanden’ så er jeg ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning og jeg er SÅ glad for den. Jeg vil gerne vise jer nogle billeder af den på et tidspunkt, den er meget fin og simpel.

Older posts