Men.. er jeg overhovedet dygtig nok?

Undskyld # 4 | En læser deler

Det sidste jeg mangler at fortælle i historien her, er hvordan det hele ender med de her mænd. Min kollega og jeg sås fortsat og jeg begyndte at forelske mig i ham. Dette betød ikke at jeg ikke længere elskede min kæreste eller ønskede ham, jeg var oprigtigt forvirret og forelsket i to mænd. Mine andre kolleger begyndte at mærke, der foregik noget mellem mig og min lækre kollega, og jeg havde nu kronisk ondt i min mave. Jeg var så langt inde i det her, at jeg ikke kunne se en udvej. Jeg ville miste alt, hvis jeg lagde kortene på bordet, men jeg var også bange for at blive i det. Det resulterede i, at jeg en weekend tog til en veninde og var hele weekenden. Jeg slukkede min mobil og så græd jeg ud hos hende. Jeg var knust. Jeg havde mareridt hver nat og jeg var så bange for det her skulle blive opdaget. Jeg kan huske jeg tænkte den weekend, at min lækre kollega måske ville sige noget til min kæreste, eller hvad hvis min kæreste spurgte ham direkte. To scenarier jeg et eller andet sted godt vidste aldrig ville ske, men fordi jeg vidste det jeg gjorde var så forkert og jeg var så paranoid, så fyldte det hele tiden.

Min veninde lyttede og holdt om mig og jeg var fysisk syg hele weekenden. Jeg kastede op, græd, kastede lidt mere op og var helt ekstremt træt. Min veninde havde svært ved at råde mig til noget konkret, andet end, at jeg selvfølgelig skulle ud af denne her situation hurtigt, når den tog så meget på mine kræfter. Udover alle mine egne forvirrede følelser, så var jeg også så knust indeni over, at jeg gik rundt og sårede min kæreste bevidst. Hvis jeg fortalte ham det, ville jeg slå hans hjerte i stykker, og tanken om det, var også uudholdelig. Jeg elskede ham uendelig højt og han havde altid været der for mig.

Efter weekenden, besluttede jeg mig for at slutte det med min kollega endeligt. Det førte ikke til noget og jeg måtte simpelthen stoppe. Jeg mødtes med ham mandag morgen meget tidligt og fortalte ham, hvor skidt jeg havde det med alt det her. At jeg elskede min kæreste og at nu måtte vores flirt stoppe. Han reagerede egentlig fint nok, når jeg tænker på, at han også i månedsvis var blevet glad for og kommet tæt på mig. Jeg bad ham holde det tæt, bare mellem os, og ønskede at han ville acceptere min beslutning. Det lovede han.

Det gav mig en lille smule plads i maven til at trække vejret helt derned, men jeg var stadig fyldt med skyld og skam, og jeg vidste ikke om jeg skulle fortælle min kæreste det (men jeg vidste det så ville slutte) eller om jeg skulle glemme det og komme videre. Jeg besluttede mig for det sidste, min kæreste havde bedst af aldrig at vide det. Jeg blev meget mere nærværende, sød og god ved min kæreste, ligesom jeg følte mig helt nyforelsket. Når jeg kiggede på ham fik jeg sommerfugle i maven og jeg kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne have behandlet ham sådan. Min nætter var stadig fyldt med mareridt, og jeg havde fortsat enorm kvalme, søvnbesvær og jævnligt besøg på toilettet for at kaste op. Jeg tænkte ikke meget over, hvor fysisk skidt jeg egentlig også havde det, fordi det psykiske fyldte så meget, ‘det er jo helt naturligt’ tænkte jeg.

En dag var jeg sammen med veninden, som også var der med mig den weekend, jeg lige har beskrevet. Jeg fortalte hende det hele og hun sagde, lidt i sjov, er du sikker på du ikke er gravid? Vi grinede lidt af det, og jokede midt i al tristheden over, hvor forfærdeligt det egentlig ville være. Men pludselig ramte det mig.. os begge to tror jeg. FUCK! Hvad hvis jeg er gravid?! Pludselig startede en helt ny mavepine og vi kørte til 3 tankstationer midt om natten for at skaffe en graviditetstest. Vi havde besluttet jeg skulle tage den om morgenen, da det skulle være bedre, men jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn med tanken om, den test lå og ventede på mig.

Jeg tog den med det samme da vi kom hjem, og jeg tror ikke jeg kan beskrive den smerte det var i maven, de få minutter vi ventede. Jeg vendte testen og den var tydeligt positiv. Fuck fuck fuck fuck fuck. Jeg brød fuldstændig sammen og jeg tog nr. 2 også, som bekræftede hvad den første lige havde vist mig. Min veninde forsøgte at berolige mig, men jeg var utrøstelig.

Nu var jeg gravid. Jeg vidste ikke hvor langt henne jeg var, og jeg vidste ikke med hvilken mand. Det lyder som en dårlig film, men det var min virkelighed. Og det hele føltes som om jeg gik i en tyk grød. Jeg kan huske jeg ikke sov, ikke spiste og havde helt hævede øjne af at græde så meget, men i detaljer kan jeg slet ikke huske noget. Det var forfærdeligt og jeg havde kun én at skyde skylden på – mig selv.

Søndagen føltes uendeligt lang, jeg kunne først komme til lægen mandag. Jeg meldte mig syg på job, bildte min kæreste ind jeg skulle på kursus den dag og tog med min veninde til lægen. Der var ingen tvivl om jeg var gravid, både blodprøver og urinprøver bekræftede dette, og jeg blev videresendt til gynækolog. Jeg vidste ikke om jeg bare i hemmelighed skulle få en abort uden at involvere dem? Skulle jeg fortælle min kæreste det, holde min kollega  udenfor det? Eller skulle jeg lægge kortene på bordet og tage min straf? Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, og den kollega jeg havde syntes i så mange måneder var så vidunderlig og tiltrækkende, kunne jeg nu pludselig slet ikke forstå jeg nogensinde havde rørt ved. Jeg følte mig så mæt. Af ham. Jeg var underligt nok også vred på ham, selvom det var min egen skyld.

Da lægen fortalte mig, at jeg skulle tage stilling til, om jeg ville have en medicinsk abort, så besluttede min veninde og jeg os for sammen, at holde det mellem os og hun ville hjælpe mig igennem det hele. Blot et par dage senere kom jeg hjem til en halvtom lejlighed og et brev midt på bordet med mit navn på. Al luften forlod min krop og jeg blev brandvarm i ansigtet. Jeg vidste godt hvad det her betød. Ved siden af brevet fra min kæreste stod min computer med min facebook åben og samtalevinduet med min veninde. Han havde læst vores samtale og vidste det hele. Utroskab, graviditet, tanker, følelser, detaljer fra sex med kollega osv. Alt. Jeg væltede til jorden og vidste at nu var det slut. Jeg forsøgte febrilsk at ringe ham op, men den gik direkte på telefonsvarer. Jeg turde ikke læse hans brev og jeg ringede til min veninde og bad hende komme med det samme. Hun smed alt hvad hun havde i hænderne og kom 30 minutter efter.

Jeg var som et lille barn. Jeg har aldrig i mit liv været så ulykkelig og så mange følelser fyldte mig op. Jeg har stadig brevet fra min ekskæreste den dag i dag og det gør stadig fysisk ondt når jeg tænker på, hvad han skriver i det. Når jeg tænker på, hvordan jeg knuste hans hjerte, på den værst tænkelige måde. De efterfølgende uger, da han var gået, er stadig helt tåget. Min veninde boede hos mig, hjalp mig igennem abort og jeg sygemeldte mig på jobbet. Min verden var fuldstændig brudt sammen, og til hvad nytte? Fucking sex? Jeg ville ikke engang have min kollega.

Jeg forsøgte forgæves at få kontakt til min eks-kæreste, han var forsvundet og han havde ingen interesse i at tale med mig. Jeg røg ned i et kæmpe hul, kiloene raslede af min i forvejen spinkle krop, og inden jeg havde set mig om lå jeg i et dybt hul og skulle snakke med min læge om antidepressiv medicin. Jeg brugte et år på at komme ud af det helvede, det er de længste og tungeste skridt jeg nogensinde har taget. Jeg sagde mit job op og ligesom jeg aldrig hørte fra min eks-kæreste igen, så hørte min kollega aldrig fra mig igen. Jeg lukkede ned for alt og forsøgte at komme ovenpå. Efter et år var jeg klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, jeg var stadig på anti-depressiver og jeg havde stadig mareridt og ondt i maven stort set hver dag og nat. Men jeg kunne holde ud at leve. Det lyder voldsomt, men jeg var ikke bare skyld i min eks-kærestes hjerte knustes, jeg ødelagde også mit eget i faldet. Jeg knuste fuldstændig alt godt i mit liv.

3 år efter alt det her, fik jeg en mail. Fra min ekskæreste. Han fortalte mig han var flyttet, havde mødt en ny sød pige, og at de var gravide med deres første barn. Han undskyldte han aldrig kontaktede mig efterfølgende, men forklarede at han simpelthen var så ulykkelig og vred, at det var det eneste han magtede. Og på trods af det var 3 år efter, så græd jeg i flere dage over den mail. For jeg var ikke videre. Jeg havde fået min hverdag op at køre, et nyt fedt job og indrettet vores engang fælles lejlighed, til min helt egen. Det gik nogenlunde og et par enkelte dates var det også blevet til. Men jeg var slet ikke ovre ham eller oplevelsen. Det var han. Skrev han.

Jeg undskyldte mange gange og han skrev tilbage, at det lød som om den jeg virkelig skulle undskylde overfor, var mig selv. I dag er det over 5 år siden. Jeg tror på jeg nok skal finde min eneste ene en dag. Men jeg vil aldrig nogensinde, ALDRIG NOGENSINDE, være utro igen. For én ting er, at man skal leve med at smadre et andet menneske, man skal fandme også leve med at smadre sig selv. Og det tror jeg aldrig nogensinde jeg kommer mig over.

Min ekskæreste er lykkelig med sin nye kæreste i dag, de har en dejlig lille unge og han har friet til hende. Min lækre kollega er flyttet til Sverige og har ligeledes slået sig ned med en kvinde, fået en dyr bil og 3 hunde.

Og så er der mig. Jeg er alene og jeg har svært ved at finde en kærlighed, der kan måle sig med det jeg selv smadrede. Jeg har svært ved at åbne op for andre og jeg sover stadig jævnligt dårligt. Jeg har et liv, jeg kan smile og grine og jeg tror på min fremtid, men den største taber af os alle her, blev mig selv.

Undskyld.

I kan sende jeres egen historie på linegyldholm@gmail.com og den deles anonymt på bloggen

   

12 kommentarer

  • Sikke en hård historie. Og så læser jeg folks kommentarer om, at det er en lærestreg, at man skal værdsætte hvad man har, at græsset ikke nødvendigvis er grønnere på den anden side, og at ingen fortjener at deres kæreste er dem utro på den måde. Og ja, det er da også alt sammen sandt nok.

    Men for mig er det virkelig ikke det, som rammer hårdest, mens jeg læser. Det som for mig er allermest hjerteknusende er forfatterens skæbne og selvbillede. Ja, du lod dig rive med, ja du gjorde ting, du fortryder. Men ingen fortjener det selvhad, du har lagt på sig selv. Ingen fortjener depression. Ingen fortjener den sorg og krise, du har skulle igennem.

    Om og om igen bruger du vendinger som “det var min egen skyld”, “jeg havde jo selv sat mig i den situation”, “den kærlighed jeg smadrede”. Det gør ondt at høre, for det vidner om, at du ikke har tilgivet dig selv – og for hvad? For at være menneske. Jeg forsøger ikke at forherlige utroskab, tillidsbrud eller bedrag – det kan gøre dem man holder af meget ondt, og vi skal være ordentlige ved hinanden. Men vi er mennesker, og du var også et menneske, som begik fejl.

    Jeg håber inderligt, at du tilgiver dig selv. At du får bearbejdet det hele, så det ikke skal føles som et åbent sår, når du tænker tilbage eller fortæller om perioden. Og at du kan begynde at bruge en anden retorik om det, hvor du ikke omtaler dig selv som et ondt og dårligt menneske <3

    litcomprime.wordpress.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • J

      Fuldstændig enig👍🏻 tilgiv dig selv, kom videre.. Det ske hver evig eneste dag at folk forelsker sig i en anden end deres kæreste.
      Du var bare menneske og sikkert også ganske ung. Du er ok og ikke alene❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg forestiller mig også bare, at hende, som deler, læser med i kommentarerne. Og selvom det er en chokerende historie, og hun nok godt havde regnet med stærk respons, synes jeg også, det er vigtigt, at hun ikke kun hører “ja, det var nok ikke så smart gjort – så ender det jo sådan” og “stakkels ham”. For fandme også stakkels hende, man! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julia

      Hun bør tilgive sig selv og komme videre, det er der ingen tvivl om. Ekskæresten er videre og dermed “skylder” hun ham ikke noget længere. Det er selvpineri i en ulidelig grad, at hun 5 år senere stadig er hvor hun er. Det undrer mig at hun ikke har været igennem et længere psykologforløb allerede.

      Jeg håber at andre der læser hendes historie, lærer noget af det. Man bliver nødt til at tro på, endda mest for sin egen skyld, at man er i stand til at mestre sin egen skæbne. At man ikke bare lader sig føre rundt ved næsen, hid og did, uden at kunne gøre hverken fra eller til. Vi har altid et valg, som mennesker. Og når vi gør andre ondt, så er det fordi vi har valgt at gøre det. Stol på at du har en rygrad og en moralsk balast, der er stærk nok til at fungere som ledestjerne i alle livets dilemmaer – det gør i høj grad tilværelsen nemmere at navigere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Wow. Men tror alle mennesker kan skrive under på, at vi lever på erfaringer. Og uden dem er vi ikke klogere på fremtiden. Utroskab er aldrig aldrig okay. Og det gør egentlig også ondt at læse at ex kæresten selv fandt ud af det. Det er næsten det væreste. At kunne stå ved det man har gjort er det eneste rigtige, eftersom man ikke kan gøre det om igen. Men jeg håber så meget dig, som skrev historien kommer videre og uden om din skyld, du er blevet tilgivet, nu er det tid til du tilgiver dig selv og elsker dig selv igen. Du kan ikke slå dig selv i hovedet forevigt. Sket er sket, og du fortjener også at være lykkelig. Du er ikke et dårligt menneske. Vi andre laver fejl der er mindsg lige så grumme! Tak fordi du delte og Line for at dele! Håber alt det bedste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla B

    Hvor er det en vild historie. Jeg fik det virkelig fysisk dårligt over flere omgange. Virkelig en lektie – og at man skal huske at sætte pris på det man har. Græsset er ikke nødvendigvis grønnere på den anden side.

    Og til dig der har fortalt din historie. Stærkt at du gør det. Jeg håber at du en dag får det godt igen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    WOW! Jeg er næsten målløs, eller det er jeg ikkke, men det føltes som om at alt luft lige er blevet slået ud af min mave. Min ekskæreste var mig også utro i en længere periode, og at læse det her bragte det hele op i mig igen. Alle følelserne, svigtet, savnet, trygheden, tilliden og alt det gode vi havde sammen. Hvor ville jeg ønske, at ingen nogensinde blev udsat for utroskab, for hvor er det bare den grimmeste ting i hele verden. Kram til alle herfra<33

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    Jeg har læst alle 4 dele, og det gør mig så ondt for dig. Jeg synes den straf som skæbnen har tildelt dig er godt nok hård. selvfølgelig var det tarveligt at være utro men man er kun et menneske og man kan fejle og man skal tilgives – jeg håber virkelig du kommer hetl over denne oplevelse og som din ex skriver tilgiv dig selv- prøv om du ikke kan lægge det bag dig og starte på en frisk- du har kun dette liv få det bedste ud af det

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla T

    Puha, hvor gør det ondt i maven at læse. Der er jo helt absurd mange elementer i det der, og jeg kan virkelig godt forstå, at du (dig, der har skrevet det) har haft/har svært ved at “komme videre”. Du vil blive lykkelig en dag, det er jeg sikker på. Uanset hvad du har gjort, så fortjener du også at få kærligheden at mærke igen. Selvom det ikke føles sådan, så er du skide stærk. Jeg sender virkelig mange tanker og varme din vej. Den satte godt nok lige gang i mit system, puha. Den ramte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    wow….. tak for at dele. jeg kan bruge den her historie til helt vildt meget, man må passe på det man har. 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Lykke

    Puuuuh, den var hård at læse!
    Jeg er fuldstændig opløst ligenu. Det må være SÅ forfærdeligt
    og jeg fik pludselig lyst til at skrive en sød besked til min søde kæreste, der i øjeblikket er på arbejde. Jeg glæder mig til se ham og give ham det største kram når han kommer hjem i aften.
    Nogle gange er det meget godt at blive mindet om alt det gode man har. Det er så nemt at overse.

    Desuden vil jeg ønske skribenten alt det bedste i fremtiden. Jeg håber at hun bliver ligeså lykkelig som hun var engang -hvis ikke mere. Alle fortjener nemlig lykken.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Men.. er jeg overhovedet dygtig nok?