Færdig med min uddannelse - hvad så nu?

Undskyld # 2 | En læser deler

Læs første del her

De efterfølgende måneder intensiveredes vores flirt. Den var stadig på det uskyldige det første stykke tid: vores lår strejfede hinanden under frokost og vi sendte flirtende blikke. Det kildede i hele min krop, og jeg kunne slet ikke samle mig om noget som helst. Jeg har så dårlig samvittighed når jeg tænker tilbage på det, for jeg følte ingenting for min kæreste i den periode. En dag på job var jeg gået på toilet og da jeg kom ud, stod han der. Lige foran døren, lige foran mig. Mit hjerte hamrede og mine kinder blev med det samme helt røde. Jeg kiggede ham direkte i øjnene og sagde ‘hej’, han smilede til mig, tog min hånd og svarede ‘hej smukke’. Så gik han bag om mig og ind på toilettet.

Gisp. Hele min krop sitrede, hvad fanden var det der skete? Jeg forstod ingenting, jeg havde ingen kontrol over det her. En af de efterfølgende aftener havde min kæreste spurgt om vi ikke kunne snakke sammen. Jeg havde været følelsesmæssigt distanceret i flere måneder, og selvom mænd muligvis ikke analyserer på det på samme måde mange af os kvinder ville gøre, så kan flere måneder uden nærvær, sex og omsorg fra sin kærestes side, altså også mærkes på mænd. Det værste var, at jeg ikke var nervøs for han ville slutte det eller ked af det hele, jeg var mere bange for han skulle opdage det, så jeg var nødt til at ‘slutte’ det med min kollega. Min kæreste havde lavet mad til mig og da vi satte os ned spurgte han, uden at pakke det for meget ind ‘A, jeg ved godt vi har lovet hinanden at stole på hinanden, at fortælle hinanden, hvis der sker noget i vores liv, den anden burde vide, men jeg er nødt til at spørge: har du mødt en anden?’. Der gik et lyn igennem min krop da han spurgte, var det så tydeligt?. Jeg havde slet ikke forberedt mig på at svare på det spørgsmål, men hvad fanden regnede jeg egentlig med, han gik og tænkte?!

‘Øhhh nej da’ svarede jeg. Relativt hurtig, relativt overbevisende. ‘Hvorfor spørger du dog om det skat’ sagde jeg og tog hans hånd. Han slap med det samme min og her begyndte min mave at gøre ondt, jeg havde total glemt mig selv, min kæreste og mit liv i alt det her kollegaflirt og pludselig sad jeg overfor en mand, jeg i flere måneder ikke havde kigget rigtig i øjnene eller givet opmærksomhed. Han sagde han kunne mærke, der var noget anderledes ved mig. Jeg opførte mig underligt og han følte ikke han kunne nå ind til mig. Han havde bemærket jeg var fraværende, blev lidt længere på job end normalt, ikke ringede eller skrev til ham mere i mine frokostpauser (hvor jeg havde travlt med at gnide benet op ad en kollega), gjorde mere ud af mig selv på mine arbejdsdage og i det hele taget følte han jeg søgte mere og mere væk fra ham. Fra os. Han fortalte, at han ikke ønskede et forhold på den måde, men at hans drøm selvfølgelig fortsat var et ’os’, så han mente at det nu var på tide at få talt om det.

Jeg var helt mundlam. Jeg rørte ikke min mad. Jeg kan kun beskrive følelsen som om en stor ballon havde været omkring mig de sidste mange måneder. Her inde var der kun min lille verden, min flirt og min opmærksomhed omkring dette, og da vi sad omkring bordet denne aften, der tog min kæreste en nål og slog hul på den ballon så jeg pludselig kunne mærke ‘den rigtige verden’ omkring mig igen. Og jeg var helt i chok.

Jeg svarede ham, at en ny kollega var startet på jobbet (sandt), en ældre mand (delvist sandt – ældre end mig i hvertfald), han var startet i min afdeling for nogle måneder siden (sandt) og han forstyrrede lidt min hverdag (sandt). Grunden til dette var, at vi havde meget forskellige meninger om, hvordan man skulle gøre tingene (hmmm) og han var utrolig meget efter mig, hvilket påvirkede mit humør og selvværd meget. Jeg havde forsøgt at gøre noget mere ud af mig selv for at booste min selvtillid og selvværd i mit arbejde, men det var svært når han var omkring mig, ikke at blive påvirket negativt (delvist sandt?). Det havde været nogle rigtig hårde måneder for mig, hvor jeg ikke havde haft så meget fokus på andet end jobbet (sandt) og derfor havde jeg glemt ham lidt. Jeg forsikrede ham om, at jeg ingen ny havde mødt (løgn), at der ingenting foregik på jobbet, som pegede i retning af de tanker han havde (løgn) og at den eneste grund til mit fravær var, at denne her mand han påvirkede mig rigtig meget fordi han var så uenig og skabte en masse rod i vores team, som gjorde det svært at være i (løgn, løgn, løgn!!)

Jeg følte mig med min historie faktisk helt lettet. Det var ikke helt løgn, faktisk husker jeg at jeg tænkte jeg på en måde helt havde sagt sandheden. Jeg forsikrede min kæreste om, at jeg ville ham og kun ham. At jeg nok skulle være mere nærværende og så måtte jeg lade være med at tage arbejdet med hjem. Sådan blev min forklaring. Han troede på mig (selvfølgelig, han stolede jo på mig) og sagde, at han nok skulle være der for mig igennem det og jeg måtte sige hvis jeg havde brug for noget. Han var bare den bedste kæreste og jeg var virkelig et røvhul. Jeg vidste nemlig godt, at når jeg efter denne her snak følte mig ‘lettet’ fordi jeg nu kunne fortsætte min flirt på jobbet og havde kærestens ‘accept’ af min historie så at sige, så var der jo noget helt galt.

Den aften havde min kæreste og jeg sex for første gang i et pænt stykke tid. Efterfølgende lå jeg mange timer og tænkte over, hvad jeg havde gang i. For første gang blev jeg vred på mig selv. Ved siden af mig lå verdens bedste kæreste, i VORES seng. Det var min hverdag og mit liv og jeg var pisse hamrende tarvelig. Jeg tænkte meget igennem om jeg virkelig var vild med min kæreste siden jeg kunne føle sådan for min kollega, men tanken om ikke at have ham i mit liv var uudholdelig. Jeg elskede ham virkelig uendeligt højt og jeg mente også 100% at jeg kunne se min fremtid med ham. Jeg blev enig med mig selv om at stoppe det jeg havde gang i med kollega, før det blev til noget mere end blikke, strejfende lår og kilden i maven. Det var allerede alt for meget. Jeg kan huske jeg følte mig meget afklaret, da jeg kl. 3.30 om natten kyssede min kæreste på panden og lagde mig ind til ham, med den beslutning, at nu skulle det her kollegapjat stoppe.

Det holdt lige til jeg stod på min arbejdsplads kl. 8.30 den efterfølgende morgen, og min kollega var den eneste der var mødt ind. Han kiggede på mig og med det samme kunne jeg mærke det var langt fra slut. Vi talte lidt frem og tilbage og han sagde til mig ‘nå hvad så du, nu har vi været kolleger så længe, at det er underligt vi ikke også er forbundet via facebook, er det ikke’. Fuck fuck fuck fuck. Her burde jeg sige stop, trække mig, føle ingenting, måske højst at min kæreste ikke skulle se denne her nye kollega poppe up på min facebookvenneliste og blive utryg, men i stedet tænkte jeg, at jeg stod i et forhold på facebook. At jeg her havde feriebilleder med min kæreste og jeg ville ikke have min kollega skulle vide det, for så ville det jo stoppe mellem os?

Jeg kunne simpelthen ikke stå imod de følelser, på trods af hvad min fornuft skreg til mig. Jeg var fanget i det her og kunne ikke slippe ud.

Fortsættes

Du kan dele din egen læserhistorie på linegyldholm@gmail.com så bliver den delt på bloggen anonymt

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Færdig med min uddannelse - hvad så nu?