20% rabat på Ellos bolig

untitled-1-recovered

1. here  |  2. here  |  3. here  |  4. here  |  5. here  |  6. here  |  7. here  |  8. here  |  9. here  |  10. here  |  11. here  |  12. here  |  13. here  |  14. here  |  15. here  |  16. here  |  17. here  |  18. here  |  19. here  |  20. here  |  21. here  |  22. here  |  23. here  |  24. here  |  25. here  |  26. here  |  27. here  |  28. here  |  29. here

Igen er der 20% rabat på alt på Ellos’ boligafdeling – mit absolut yndlingssted at shoppe bolig. Så det tip skulle i hvertfald lige gives videre til jer. Koden 355431 giver 20% rabat på bolig hos Ellos. Gælder ikke tilbud og i forvejen nedsatte varer, samt Odd Molly Home. Gælder til og med 16. marts 2017. Happy shopping! Indeholder affiliatelinks.

Undskyld # 4 | En læser deler

Det sidste jeg mangler at fortælle i historien her, er hvordan det hele ender med de her mænd. Min kollega og jeg sås fortsat og jeg begyndte at forelske mig i ham. Dette betød ikke at jeg ikke længere elskede min kæreste eller ønskede ham, jeg var oprigtigt forvirret og forelsket i to mænd. Mine andre kolleger begyndte at mærke, der foregik noget mellem mig og min lækre kollega, og jeg havde nu kronisk ondt i min mave. Jeg var så langt inde i det her, at jeg ikke kunne se en udvej. Jeg ville miste alt, hvis jeg lagde kortene på bordet, men jeg var også bange for at blive i det. Det resulterede i, at jeg en weekend tog til en veninde og var hele weekenden. Jeg slukkede min mobil og så græd jeg ud hos hende. Jeg var knust. Jeg havde mareridt hver nat og jeg var så bange for det her skulle blive opdaget. Jeg kan huske jeg tænkte den weekend, at min lækre kollega måske ville sige noget til min kæreste, eller hvad hvis min kæreste spurgte ham direkte. To scenarier jeg et eller andet sted godt vidste aldrig ville ske, men fordi jeg vidste det jeg gjorde var så forkert og jeg var så paranoid, så fyldte det hele tiden.

Min veninde lyttede og holdt om mig og jeg var fysisk syg hele weekenden. Jeg kastede op, græd, kastede lidt mere op og var helt ekstremt træt. Min veninde havde svært ved at råde mig til noget konkret, andet end, at jeg selvfølgelig skulle ud af denne her situation hurtigt, når den tog så meget på mine kræfter. Udover alle mine egne forvirrede følelser, så var jeg også så knust indeni over, at jeg gik rundt og sårede min kæreste bevidst. Hvis jeg fortalte ham det, ville jeg slå hans hjerte i stykker, og tanken om det, var også uudholdelig. Jeg elskede ham uendelig højt og han havde altid været der for mig.

Efter weekenden, besluttede jeg mig for at slutte det med min kollega endeligt. Det førte ikke til noget og jeg måtte simpelthen stoppe. Jeg mødtes med ham mandag morgen meget tidligt og fortalte ham, hvor skidt jeg havde det med alt det her. At jeg elskede min kæreste og at nu måtte vores flirt stoppe. Han reagerede egentlig fint nok, når jeg tænker på, at han også i månedsvis var blevet glad for og kommet tæt på mig. Jeg bad ham holde det tæt, bare mellem os, og ønskede at han ville acceptere min beslutning. Det lovede han.

Det gav mig en lille smule plads i maven til at trække vejret helt derned, men jeg var stadig fyldt med skyld og skam, og jeg vidste ikke om jeg skulle fortælle min kæreste det (men jeg vidste det så ville slutte) eller om jeg skulle glemme det og komme videre. Jeg besluttede mig for det sidste, min kæreste havde bedst af aldrig at vide det. Jeg blev meget mere nærværende, sød og god ved min kæreste, ligesom jeg følte mig helt nyforelsket. Når jeg kiggede på ham fik jeg sommerfugle i maven og jeg kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne have behandlet ham sådan. Min nætter var stadig fyldt med mareridt, og jeg havde fortsat enorm kvalme, søvnbesvær og jævnligt besøg på toilettet for at kaste op. Jeg tænkte ikke meget over, hvor fysisk skidt jeg egentlig også havde det, fordi det psykiske fyldte så meget, ‘det er jo helt naturligt’ tænkte jeg.

En dag var jeg sammen med veninden, som også var der med mig den weekend, jeg lige har beskrevet. Jeg fortalte hende det hele og hun sagde, lidt i sjov, er du sikker på du ikke er gravid? Vi grinede lidt af det, og jokede midt i al tristheden over, hvor forfærdeligt det egentlig ville være. Men pludselig ramte det mig.. os begge to tror jeg. FUCK! Hvad hvis jeg er gravid?! Pludselig startede en helt ny mavepine og vi kørte til 3 tankstationer midt om natten for at skaffe en graviditetstest. Vi havde besluttet jeg skulle tage den om morgenen, da det skulle være bedre, men jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn med tanken om, den test lå og ventede på mig.

Jeg tog den med det samme da vi kom hjem, og jeg tror ikke jeg kan beskrive den smerte det var i maven, de få minutter vi ventede. Jeg vendte testen og den var tydeligt positiv. Fuck fuck fuck fuck fuck. Jeg brød fuldstændig sammen og jeg tog nr. 2 også, som bekræftede hvad den første lige havde vist mig. Min veninde forsøgte at berolige mig, men jeg var utrøstelig.

Nu var jeg gravid. Jeg vidste ikke hvor langt henne jeg var, og jeg vidste ikke med hvilken mand. Det lyder som en dårlig film, men det var min virkelighed. Og det hele føltes som om jeg gik i en tyk grød. Jeg kan huske jeg ikke sov, ikke spiste og havde helt hævede øjne af at græde så meget, men i detaljer kan jeg slet ikke huske noget. Det var forfærdeligt og jeg havde kun én at skyde skylden på – mig selv.

Søndagen føltes uendeligt lang, jeg kunne først komme til lægen mandag. Jeg meldte mig syg på job, bildte min kæreste ind jeg skulle på kursus den dag og tog med min veninde til lægen. Der var ingen tvivl om jeg var gravid, både blodprøver og urinprøver bekræftede dette, og jeg blev videresendt til gynækolog. Jeg vidste ikke om jeg bare i hemmelighed skulle få en abort uden at involvere dem? Skulle jeg fortælle min kæreste det, holde min kollega  udenfor det? Eller skulle jeg lægge kortene på bordet og tage min straf? Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, og den kollega jeg havde syntes i så mange måneder var så vidunderlig og tiltrækkende, kunne jeg nu pludselig slet ikke forstå jeg nogensinde havde rørt ved. Jeg følte mig så mæt. Af ham. Jeg var underligt nok også vred på ham, selvom det var min egen skyld.

Da lægen fortalte mig, at jeg skulle tage stilling til, om jeg ville have en medicinsk abort, så besluttede min veninde og jeg os for sammen, at holde det mellem os og hun ville hjælpe mig igennem det hele. Blot et par dage senere kom jeg hjem til en halvtom lejlighed og et brev midt på bordet med mit navn på. Al luften forlod min krop og jeg blev brandvarm i ansigtet. Jeg vidste godt hvad det her betød. Ved siden af brevet fra min kæreste stod min computer med min facebook åben og samtalevinduet med min veninde. Han havde læst vores samtale og vidste det hele. Utroskab, graviditet, tanker, følelser, detaljer fra sex med kollega osv. Alt. Jeg væltede til jorden og vidste at nu var det slut. Jeg forsøgte febrilsk at ringe ham op, men den gik direkte på telefonsvarer. Jeg turde ikke læse hans brev og jeg ringede til min veninde og bad hende komme med det samme. Hun smed alt hvad hun havde i hænderne og kom 30 minutter efter.

Jeg var som et lille barn. Jeg har aldrig i mit liv været så ulykkelig og så mange følelser fyldte mig op. Jeg har stadig brevet fra min ekskæreste den dag i dag og det gør stadig fysisk ondt når jeg tænker på, hvad han skriver i det. Når jeg tænker på, hvordan jeg knuste hans hjerte, på den værst tænkelige måde. De efterfølgende uger, da han var gået, er stadig helt tåget. Min veninde boede hos mig, hjalp mig igennem abort og jeg sygemeldte mig på jobbet. Min verden var fuldstændig brudt sammen, og til hvad nytte? Fucking sex? Jeg ville ikke engang have min kollega.

Jeg forsøgte forgæves at få kontakt til min eks-kæreste, han var forsvundet og han havde ingen interesse i at tale med mig. Jeg røg ned i et kæmpe hul, kiloene raslede af min i forvejen spinkle krop, og inden jeg havde set mig om lå jeg i et dybt hul og skulle snakke med min læge om antidepressiv medicin. Jeg brugte et år på at komme ud af det helvede, det er de længste og tungeste skridt jeg nogensinde har taget. Jeg sagde mit job op og ligesom jeg aldrig hørte fra min eks-kæreste igen, så hørte min kollega aldrig fra mig igen. Jeg lukkede ned for alt og forsøgte at komme ovenpå. Efter et år var jeg klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, jeg var stadig på anti-depressiver og jeg havde stadig mareridt og ondt i maven stort set hver dag og nat. Men jeg kunne holde ud at leve. Det lyder voldsomt, men jeg var ikke bare skyld i min eks-kærestes hjerte knustes, jeg ødelagde også mit eget i faldet. Jeg knuste fuldstændig alt godt i mit liv.

3 år efter alt det her, fik jeg en mail. Fra min ekskæreste. Han fortalte mig han var flyttet, havde mødt en ny sød pige, og at de var gravide med deres første barn. Han undskyldte han aldrig kontaktede mig efterfølgende, men forklarede at han simpelthen var så ulykkelig og vred, at det var det eneste han magtede. Og på trods af det var 3 år efter, så græd jeg i flere dage over den mail. For jeg var ikke videre. Jeg havde fået min hverdag op at køre, et nyt fedt job og indrettet vores engang fælles lejlighed, til min helt egen. Det gik nogenlunde og et par enkelte dates var det også blevet til. Men jeg var slet ikke ovre ham eller oplevelsen. Det var han. Skrev han.

Jeg undskyldte mange gange og han skrev tilbage, at det lød som om den jeg virkelig skulle undskylde overfor, var mig selv. I dag er det over 5 år siden. Jeg tror på jeg nok skal finde min eneste ene en dag. Men jeg vil aldrig nogensinde, ALDRIG NOGENSINDE, være utro igen. For én ting er, at man skal leve med at smadre et andet menneske, man skal fandme også leve med at smadre sig selv. Og det tror jeg aldrig nogensinde jeg kommer mig over.

Min ekskæreste er lykkelig med sin nye kæreste i dag, de har en dejlig lille unge og han har friet til hende. Min lækre kollega er flyttet til Sverige og har ligeledes slået sig ned med en kvinde, fået en dyr bil og 3 hunde.

Og så er der mig. Jeg er alene og jeg har svært ved at finde en kærlighed, der kan måle sig med det jeg selv smadrede. Jeg har svært ved at åbne op for andre og jeg sover stadig jævnligt dårligt. Jeg har et liv, jeg kan smile og grine og jeg tror på min fremtid, men den største taber af os alle her, blev mig selv.

Undskyld.

I kan sende jeres egen historie på linegyldholm@gmail.com og den deles anonymt på bloggen

Men.. er jeg overhovedet dygtig nok?

Jeg starter meget snart på nyt job. Og ikke bare er jobbet nyt (nye kolleger, nyt sted osv.) det er også allerførste gang jeg skal bruge min uddannelse, min titel. Det er helt vidunderligt, jeg glæder mig og har enorm meget energi og drive, jeg vil virkelig gerne være en rigtig dygtig socialrådgiver, men det er også helt ekstremt angstprovokerende. Alle de tanker jeg har omkring ‘gad vide om jeg er dygtig nok, om de er klar over jeg altså ér helt nyuddannet og skal sættes grundigt ind i alt, om jeg kan det her overhovedet?’, det er jo ikke fordi jeg ikke tror på mine evner, jeg ved jeg nok skal lære det hele og at jeg nok skal blive dygtig, men jeg er også helt ekstremt nervøs. Nervøs og spændt. Som man nok skal være på sin første dag på job. Jeg vil lige meget kort fortælle lidt om, hvad det er jeg skal lave (for jeg kan nok fortælle mere detaljeret om, hvad min funktion går ud på, når jeg har været i den et stykke tid). Jeg har selvfølgelig tavshedspligt ift. de ting jeg laver og de sager jeg har, men det bliver nemmere at forklare om min funktion og arbejdsopgaver, når jeg har været lidt tid i det. Det er jo sådan, at jeg søgte jobbet, men i en anden gruppe, end den jeg endte med at få tilbudt job i. Jeg har egentlig ikke nogle præferencer, givet jeg ikke har prøvet nogle af jobfunktionerne endnu, så derfor var det hverken en ‘juhuuu bedre end håbet’ ligesom det heller ikke var en skuffelse.

Jeg skal arbejde i Farum, så ca. 20 minutters kørsel hver vej fra min adresse. Det gode er jo, at jeg har bil, så det generer mig på ingen måde. Jeg skal arbejde i center for børn og voksne, i undersøgelsesteamet, hvor jeg skal sidde med forebyggelse og børnefaglige undersøgelser. Det er hvad jeg ved indtil videre. Det er bestemt et felt jeg rigtig gerne vil indenfor, så jeg er spændt på at prøve kræfter af med det. Selvom jeg er god til mennesker, lærenem og fuld af gå-på mod, så er jeg da bestemt spændt på min første rigtige samtale med en borger, og ikke som praktikant eller studerende, men som socialrådgiver. Men kender I det? Når man starter et nyt job, så kan man blive helt usikker på, om man kan klare det og man er dygtig nok. Jeg tænker det er meget normalt når man sådan skal starte i job, uanset om man er journalist, læge eller elektriker. Ens første rigtige job som færdiguddannet er bare noget specielt, det er det i hvertfald for mig kan jeg mærke.

Forleden stod jeg og small-talkede med en kvinde, jeg kan ikke huske hvordan eller hvorfor vi faldt i snak, men hun spurgte ‘hvad laver du så til daglig’ og det var første gang nogensinde jeg kunne sige ‘jeg er socialrådgiver’. Det føltes altså virkelig skønt. Jeg ER jo socialrådgiver nu, og selvom jeg er klar over man først rigtig lærer det når man er i job (har jeg hørt) så har jeg jo titlen og ikke længere ‘socialrådgiverstuderende’. Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er glad, spændt, kan slet ikke vente og så er jeg også helt ekstremt nervøs.

Er der nogle af jer, der læser til socialrådgivere eller praktiserer det allerede? Er der nogle af jer der har færdiggjort jeres uddannelse og venter på jeres første job? Eller måske lige er startet og kan huske, hvor nervøse og spændte I også var? Jeg ville elske at høre lidt om det i kommentarfeltet.

Men hey, lyder det egentlig ikke også meget godt – Line Sofie Gyldholm, Socialrådgiver 😉 !?

Hvorfor jeg ikke savner at date – mine mest fucked up dates på tinder # 2

17193998_1239672739401456_2095539527_o17193815_1239672769401453_531540099_o

I gav allesammen udtryk for, at det ville være sjovt med flere af disse indlæg, så det skal I få. På et tidspunkt løber jeg selvfølgelig tør for datinghistorier, men der er alligevel et stykke vej endnu. Jeg talte med min veninde om det igår, jeg boede med hende dengang jeg datede, så hun kunne huske en masse historier, jeg åbenbart havde (lykkeligt) fortrængt. Ligesom vi har sendt hinanden så mange skærmbilleder af samtaler og de ligger jo allesammen gemt i ens messengersamtale, så fedt, for det er fandme ikke billeder jeg ellers havde gemt. Jeg kan tydeligt huske samtalen herover, lad mig lige minde jer om, at han skriver torsdag og fredag går han amok over jeg ikke har svaret. Jeg var på job de dage, hvor jeg var fotograf for en kollegas bryllup, så jeg var derfor konstant klar med kamera og sluttede først sent om natten. Jeg havde ikke specielt meget tid til tinder, eller noget andet, men det er åbenbart nok til, at man er en lille snobbet møgso. Jesus altså. Nå men her kommer den næste fucked-up dating historie, I kan læse 1. og 2. historie her. Jeg deler 1-2 historier pr. indlæg, afhængigt af hvor lange de er. I må endelig dele jeres egne historier i kommentarfeltet, og I er også altid velkomne til at dele jeres historie på linegyldholm@gmail.com, så deler jeg den anonymt herinde i min kategori ‘en læser deler’.

3. Fiskelæber

Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad denne mand rigtig hedder. Han blev døbt fiskelæber kort efter min date med ham, og jeg fortrængte hans navn kort efter. Han fik navnet fordi han havde kæmpestore læber, ret tørre og det lignede så meget fiskelæber (som de her ). Han var min allerførste date. Jeg var helt ny i gamet og derfor, naiv som jeg var, gik jeg med til at første date var hjemme hos ham en aften. Vi havde skrevet frem og tilbage sammen lidt tid, jeg kan huske han var revisor. Jeg tænkte at sådan en ordentlig revisor nok ikke ville slå mig ihjel og han virkede meget sød. Han havde lige købt ny lejlighed på Frederiksberg og ville utrolig gerne invitere mig hjem på en øl, i stedet for vi sad på en bar. Jeg tænkte det var en helt okay idé.

Jeg var helt vanvittigt nervøs, det var som sagt min allerførste date. Jeg cyklede hjem til ham, velduftende og med et lækkert sæt tøj og jeg følte mig klar. Jeg tænkte, at eftersom det var hjemme hos ham og han havde inviteret på øl, så tog han vel også styring, så det beroligede mig lidt. Da jeg kom ind bød han mig velkommen i en stor 4-værelseslejlighed, en lejlighed på den meget nye måde. Han startede med en lille rundvisning, hvor jeg fik lov at se, hvor mange penge han havde brugt på alt muligt. Det kommenterede han nemlig ‘jeg har købt de her to spisebordslamper – 20.000 kr.’ – ‘så har jeg fået installeret det her anlæg til 50.000 kr., men det snakker så også sammen med både min nye ipad og mit store fladskærmstv’ – ‘sengen du ser her i mit gæsteværelse er en hästens seng.. kender du det mærke? Ja altså jeg vil bare gerne have mine gæster får den bedste søvn her hos mig’ osv. You get the point. Han boede enormt pænt, på den meget sort/hvide måde, kantede møbler, læderoverflader og de få billeder der var, lignede noget der hørte med rammen da han købte dem. I ved, sådan nogle blomsterbuketter i sort/hvid, eller to børn der gynger – også i sort/hvid. Og så selvfølgelig det klassiske new yorker bybillede printet på et aflangt lærred over lædersofaen. Pyntetingene var glasvaser, nogle bombastiske lysestager og nogle figurer, der stod på de store gulvhøjtalere. Fornemmer I stilen? Der var pænt og ordentligt, men det var bare slet ikke mig. Og det er så hvad det er, fred være med man har forskellig stil, men hvis der er noget der ikke imponere mig, så er det når folk taler om penge. Jeg er fløjtende ligeglad med penge.

Jeg satte mig i hans sofa og han spurgte om jeg ville have øl eller vin. Jeg spurgte hvilken vin han havde (som i fucking er det rød eller hvid? ikke mærke, årstal og pris) og han svarede hurtigt det var en rødvin fra et eller andet godt årstal og som havde kostet 400 kr., så den skulle vist være ret god. Jeg vil gerne have en øl så, sagde jeg, kun fordi jeg demonstrativt ville virke uimponeret over alle de ting han satte en pris på. Jeg fik en iskold dåseøl, og der fik han sit allerførste point, daten havde nemlig indtil videre slet ikke været noget for mig, jeg kunne allerede se vi ikke var et match. Han satte en skål saltstænger på bordet i en meget kantet hvid skål (point for at have sørget for kolde øl og lidt snacks – minus point for at have valgt saltstænger.. er der nogen der nyder det, medmindre der absolut ikke er andet at putte i munden?). Så spurgte han om det var okay, at han altså drak et glas rødvin og det var det selvfølgelig. Han stak mig ipaden i hånden og sagde du vælger musik. Typen! Hverken tv, anlæg eller ipad var klar til at spille musik, så selvfølgelig havde jeg ingen idé om, hvordan jeg skulle tænde det her lort. Jeg havde regnet ham ud, jeg vidste godt han gerne ville imponere og virke smart, når jeg så sagde ‘jeg kan ikke tænde den, thihihi’ og så bliver jeg rasmus modsat, så jeg gik ellers igang med at trykke på de forskellige apps, tænde på de to fjernbetjeninger der lå foran mig og lod som om, at det her havde jeg styr på. Det havde jeg ikke og han måtte også, som den in-control og modne rige mand han var, lige tage over ‘hehe hvor er du sød Line, men lad mig lige gøre det’ og jeg kunne bare mærke irritationen i hele min krop. Jeg tog en tår af min øl og smilede, lod som ingenting, nu skal du heller ikke være så pisse sær, han vil bare gerne imponere dig, sagde jeg til mig selv, da jeg tog en dyb vejrtrækning og begyndte at spørge ind til hans job.

Og nu håber jeg ikke jeg fornærmer nogen, men hold kæft sådan et revisorjob er ikke særlig spændende at høre om. Det var simpelthen ligeså tørt, som de saltstænger jeg blev ved med at putte i hovedet. Her begynder daten at gå rigtig skævt, for mens jeg sidder og søber lidt i min ene dåseøl, så hælder fiskelæber det ene glas dyre rødvin i halsen efter det andet. Hvordan tror I sådan en par kæmpestore vintertørre læber ser ud efter en flaske rødvin? For ikke at nævne, at han selvfølgelig blev rimelig fuld. Da han rejste sig for at hente en ny flaske vin og han slingrede ud mod køkkenet, fornemmede jeg det måtte være tid til jeg kom hjem. Han ville dog ikke af med mig sådan lige, og han tvang mig til lige at blive ‘et glas vin længere’. Jeg gik derfor lige på toilet, trak vejret, tog en tår vand og samlede mig. Her skrev jeg til min veninde, hvad status var, og at jeg ville vende snuden hjemad igen inden længe.

Fiskelæber får hældt et glas rødvin mere i sig og jeg har på det her tidspunkt tømt hans skål med saltstænger og er derfor både relativt dehydreret, ligesom alle mine tandflader er fyldt med denne her tørre brune latterlige kiks. Jeg ville hjem. Og her blev det først rigtig ubehageligt. For selvom det var sygt akavet han drak sig fuld i rødvin på vores første date, så var det først rigtig ubehageligt da han tog fat i mit, kiggede mig i øjnene på den der rigtig fuldemandsmåde og sagde ‘bliv’. Jeg rejste mig, gik ud i hans gang og tog overtøj på. Han ville simpelthen ikke have jeg gik, og jeg begyndte at blive lidt utilpas. Han var halvfuld, havde ubehagelige øjne og et par store tørre rødvinslæber han meget gerne ville kysse med. Han tog fat i mine arme og sagde jeg skulle blive og han holdt sgu hårdt fast. ‘Vil du overhovedet ses igen’ sagde han på en ubehagelig måde mens han holdt fast i mig og jeg vendte hurtigt min irritable jargon til noget helt andet, fordi jeg fornemmede det var den eneste måde at komme væk fra den situation på.

Jeg blev nu rigtig sød og interesseret og sagde, at jeg VILLE se ham igen, men at jeg skulle meget tidligt op. Han havde åbnet døren til sit soveværelse, mens jeg havde taget overtøj på i gangen, og spurgte mig gentagne gange om hans seng ikke så rar ud, og at jeg var velkommen til at sove der, mens han trak mig sådan lidt derhen. Jeg smilede og sagde ‘det synes jeg bestemt vi skal gøre en anden gang, nu må jeg hjem, min veninde regner med mig og jeg skal virkelig tidligt op i morgen’ og han holdt hårdt fast og sagde ‘lover du at vi ses igen, lover du vi ses igen!?’ og jeg sagde ‘selvfølgelig ses vi igen, jeg synes det har været så hyggeligt’. Han slap mig, lænede sig ind for et farvelkys og jeg tog hurtigt fat i hans ansigt og kyssede ham på kinden og gik hurtigt ud. ‘Vi ses’ sagde jeg og spurtede ud til min cykel.

Jeg har aldrig låst en cykel så hurtigt op og jeg kom seriøst hjem 3 gange så hurtigt som jeg var kommet frem. Jeg tudbrølede hele vejen hjem, både fordi det havde været en mega dårlig date, at jeg slet ikke synes det var sjovt og fordi han var mega grænseoverskridende. Jeg savnede min ekskæreste og jeg var fuldstændig knust. Det var bare slet ikke nogen sjov første date oplevelse og jeg følte aldrig jeg ville finde et menneske jeg kunne være sammen med. Dagen efter skrev han om morgenen og jeg fortalte ham at jeg aldrig ville se ham igen, at han havde været så upassende og ubehagelig og han blev pisse sur. Han mente ikke jeg gav ham en chance, han syntes jeg var plat og barnlig og at vi altså skulle ses igen. ‘Nej tak’ skrev jeg og blokerede hans nummer derefter. Og så hverken så eller hørte jeg fra ham siden.

Det blev sidste gang jeg nogensinde spiste saltstænger, ligesom jeg kun har datet i offentligheden på første date efter den oplevelse.

Undskyld # 3 | En læser deler

Læs del 1 her og del 2 her

Jeg fik meget hurtigt svaret min lækre kollega, at jeg ikke brugte facebook så meget og så skyndte jeg mig ellers ud ‘efter kaffe’. Samme dag holdt jeg lidt lav profil, jeg havde virkelig mange følelser og tanker omkring alt det her. Til frokost kom en kollega ind på vores kontor og fortalte mig, at min kæreste var på vej. Han ville spise frokost med mig. Jeg blev ildrød i ansigtet da min nye lækre kollega meget overrasket udbrød ‘du har en kæreste?!’ Og mine andre kolleger sagde ‘ej helt ærligt, har du ikke fortalt det.. ja hun har og han er så sød’. Jeg følte seriøst mine kinder var brudt i brand og jeg havde den største klump i maven. Få minutter senere stod min kæreste på mit kontor, som han havde gjort det så ofte før og hilste på mine kolleger, gav mig et kys og kiggede på min nye kollega. Jeg har aldrig følt mig så akavet, jeg kunne krybe ned i et lillebitte hul. ‘Øhm.. skat.. det her er min nye kollega.. kollega, det her er min kæreste’ de gav hinanden hånden og min kæreste sagde ‘jeg troede det var en ældre mand, der var startet her’ og smilede rundt til alle.

Nej nej nej nej skyd mig. Min lækre kollega smilede og sagde drillende ‘nå, har du bildt din kæreste ind jeg er gammel mand ligefrem’ og jeg fik hurtigt sagt ‘haha nej nej, jeg sagde bare du var ældre end mig’ og så skyndte jeg ellers at tage min kæreste i hånden og komme ud derfra. Jeg vil gerne lige understrege at jeg var ildrød i ansigtet, og dét at jeg vidste det og at alle kunne se det, gjorde mig endnu mere utilpas og postkasserød i ansigtet. Det er nok det mest ubehagelige at stå i den situation, og jeg husker det som var det igår. Men fuck hvor var det fortjent egentlig, jeg havde jo selv sat mig i den situation.

Jeg kom igennem frokosten med min kæreste, som hverken nævnte min meget flotte kollega, mine ildrøde kinder eller den akavede måde det hele var foregået. Men jeg tænkte, at den ville han tage op senere. Jeg havde slet ikke lyst til at gå ind på kontoret efter frokost, jeg følte mig flov og ydmyget og jeg kunne ikke se de andre i øjnene. Jeg havde jo selv sat mig i den situation, men det var bare slet ikke den person jeg var og ikke sådan jeg havde lyst til at være.

På vej ud fra toilettet mødte jeg igen min kollega og han stoppede mig og kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde ‘så du har en kæreste..?’. Jeg havde ekstremt dårlig samvittighed, lidt overfor min kæreste, men rigtig meget overfor min kollega. Selvom jeg burde havde mest dårlig samvittighed overfor min kæreste, så kunne jeg ikke lade være med at have ondt af ham, jeg havde jo flirtet med ham og fået ham til at tro, at jeg måske var interesseret.. og hvor fanden skulle han vide fra jeg var optaget. ‘Ja.. jeg har en kæreste’ sagde jeg og smilede. Han kiggede ned i gulvet og så tilbage op i mine øjne ‘det er godt nok lidt ærgerligt.. jeg har ellers sådan lyst til at kysse dig’ og så gik han bag mig og lukkede døren bag sig. Og så stod jeg der. Jeg var fuldstændig i chok, jeg følte mig udmattet, næsten feberramt, jeg havde dårlig samvittighed blandet med sommerfugle og kilden i maven. Det var virkelig underligt.

Min kæreste kommenterede aldrig på hændelsen, om han ikke tænkte over det eller bare forsøgte at glemme det, fandt jeg aldrig ud af, men vi talte aldrig om det. For at spole over de næste par måneder uden at trække min historie i langdrag, fortsatte flirteriet, som også intensiveredes som tiden gik, ‘tilfældige’ småberøringer blev til flettede fingre og sms’er til hinanden privat, som blev til vi mødte ind lidt tidligere end de andre, hvor vi kyssede inden de andre mødte ind, morgenkys blev til lange hede kys på toiletterne, som til sidst blev til sex. Ja, jeg havde sex med min kollega. Jeg kunne godt have trukket den langt ud og lavet en hel spændende fortælling op til, men jeg hader simpelthen mig selv for jeg aldrig stoppede det, at jeg helst vil over denne del hurtigt.

Min kæreste derhjemme var fortsat sød, god, omsorgsfuld og mild. Jeg forsøgte at være ekstra på overfor ham, primært så han ikke skulle fatte mistanke. Jeg slettede alle spor efter mig (sms’er, tøj kollega havde rørt ved osv.) og det gik sådan et stykke tid. Jeg havde sex, meget sex med min kollega og ikke så meget med min kæreste. Det var gået fra relativt uskyldige flirtende blikke og dårlig samvittighed over min interesse i en anden mand, til at jeg var en utro kvinde. Jeg var min kæreste utro, igennem længere tid.

Min kollega inviterede mig på weekendbesøg og småture, og vi forsøgte at holde det i privaten, da jeg var super paranoid over at skulle møde nogen, hvis jeg gik med ham. En dag kiggede mig kollega på mig og sagde ‘jeg vil dig gerne.. mere end det vi har. Jeg kan virkelig godt lide dig’ og hele min verden væltede. Jeg havde gået rundt i lang tid med en klump i maven over det her og nu kunne jeg ikke rumme det mere. Jeg var så langt ude, at jeg ikke kunne nå at stoppe det. Jeg kunne ikke trække grænsen, den var overskredet. Jeg fortalte ham at jeg også var meget vild med ham, men at jeg også elskede min kæreste og jeg var ekstremt forvirret over hele situationen. Han fortalte mig at han ville vente på mig, til jeg blev klar til at slippe min kæreste. Når jeg var sammen med min kollega, så følte jeg mig meget afklaret, jeg måtte slutte det med min kæreste. Men så snart jeg kom hjem og ud fra den sindssyge bobbel jeg var i med min kollega, så kunne jeg ikke se en verden for mig uden min kæreste. Jeg elskede ham virkelig og han var fantastisk.

Men som I nok har fornemmet allerede nu, så ender historien ikke her med, at jeg blev med min kæreste. Den ender heller ikke med jeg blev med min kollega. Den ender virkelig skidt, det hele slutter på en helt ekstremt turbulent og forfærdelig måde. Jeg har så ondt i maven når jeg tænker over det, på trods af det er så længe siden.

Fortsættes