En Kærlighedshistorie | En læser deler

En kærlighedshistorie #2 | En læser deler

Da de vågnede, nøgne og med morgenånde, var det deres sidste dag. Hun følte sig syg. Han lavede lækker mad til hende. Havde købt citron og honning til brandvarm te. Tænk hvis det havde været så vel, at hun havde drukket te, og han havde læst til eksamen. De spiste. Hun tog den sidste slurk af saften. Glasset var tomt. Det var forbi. Han ville ikke mere. Det hele var en tåge af ord, gråd, skrig, berøringer og en malplaceret kop kaffe midt i det hele. Frustration. En ulidelig smerte. Hjertet blev flået ud.

De sad ude i det lille køkken. Lænet op af hver deres skab. De græd begge to nu. Hun gemte sin hånd i ærmet på den velkendte, grå cardigan. Han spurgte snøftende, hvem der nu skulle tage opvasken. Dér, midt på køkkengulvet med blodsprængte øjne, sad de og tørrede hinandens tårer væk. Det var det mest hjerteskærende øjeblik i hendes liv. Så kom hendes mor med en kuffert. Med et sidste kys efterlod hun sit blødende hjerte i køkkenskabet med de mange pantflasker og pæne skjorter.

Der var ikke længere plads til hende i hans liv. Han havde behov for at være fri. Han sagde, at han stadig elskede hende. Hvis hun havde vidst, at det var deres sidste dag, havde hun kysset og krammet ham som aldrig før. Det var jo meningen, de skulle blive gamle sammen, få børn med brune øjne, dele livets glæder og sorger. Rejse ud i verden og på festival til sommer. Han skulle vise hende sit smukke hjemland. Alle deres drømme var knust.

”Jeg vil bare gerne ligge og ae dig i håret til du er 95 år, og der ikke er mere hår tilbage”, havde han sagt for længe siden. Hvem skulle nu rede hendes hår gennem fingrene? Hvis mave skulle han hvile sit hoved på?

En uge efter bruddet lå hun stadig hjemme på sin mors sofa og havde dårligt rejst sig. Hun spiste ikke, sov ikke, talte ikke med nogen. Kastede op. Vidste ikke, om det var dag eller nat. Følte ikke andet end en intens smerte i brystet. Fik sovepiller af lægen. Når hun endelig fik lidt søvn, var det med ham i drømmene. Han kyssede hende, tog hende tilbage, elskede hende, som han altid havde gjort.

Virkeligheden lyste pludselig op. Han havde ringet. Skrevet, at hun måtte ringe tilbage, hvis hun havde lyst. Senere på aftenen gik hun en tur, ringede ham op med skælvende hænder. Trykkede på det velkendte navn på displayet. De talte i næsten en time. Hun græd ikke, kunne kun fremstamme, at det var dejligt at høre hans stemme. Han fortalte, at han også var i helvede. Ikke kunne spise, sove, gå uden for en dør af frygt for at møde nogen. Prøvede at distrahere sig med eksamen. Kunne ikke tænke klart. Fortalte, hvordan hendes ting, de ting der stadig var der, fik ham til at græde. Duften af hende på hans sengetøj. Tandbørsten i kruset. Han spurgte, om hun ville komme og snakke. Dér tændtes håbet, det forbandede, grimme håb.

Hun skulle alligevel ind til byen den dag. Men alle hendes andre aftaler var ligegyldige. Da hun gik fra caféen og sin veninde, begyndte hun at gå hjem mod ham. Det var koldt. Hun havde ikke spist eller sovet ordentligt i flere dage. Satte sig på en trappesten, rystede. Tændte en cigaret. Ringede ham op, spurgte hvad i alverden han havde tænkt sig. Han sagde, at hun kunne komme og hente resten af sine ting. Men det måtte han da vide, hun ikke var i stand til. Hendes fødder førte hende alligevel ind i opgangen. Hun havde stadig hans nøgler. Hun bankede på, helt formelt. Han åbnede. Førte hende ind og hen på en stol. Hun rystede. Han gav hende kaffe. Hentede en sweater og gav hende uldsokker på. Det var næsten ikke til at bære. Da hun havde fået lidt mad, virkede alt som før. Og så alligevel overhovedet ikke. De jokede lidt, krammede længe, hun satte sig på hans skød. Hun gemte sig i sengen under dobbeltdynen, som nu kun var hans. Han satte sig ved siden af hende, de betragtede hinanden længe. Med et diskret blik på læberne. Ingen gjorde noget.

Han ville bare gerne tale tingene ud. Hvordan kunne han på nogen måde tro, at hun var klar til det? Den endeløse strøm af tårer begyndte på ny. Det var utroligt, at der stadig var flere. Hendes mascara løb langt ned ad kinderne. Han fandt en serviet og tørrede hendes øjne. Hvordan kunne han få hende helt derind, blot for at såre hende igen? Rive hendes knuste hjerte ud og trampe på det igen? Det værste var, at han gjorde det af kærlighed. Bekymring. Oprigtighed. Han begyndte også at græde. De talte om alle de ting, der mindede dem om hinanden. Om, at han ikke kunne bære, at hendes ting stod der. At han skulle være der, hvor alle minderne var. Men det var jo ham, der havde sluttet det. Sagt, at det ikke gik mellem dem. Hun lagde sig på hans bryst, hørte hans hjerte banke. Nu bankede det ikke længere for hende. Men hvordan skulle hun forlade det? Det sted i verden, hun havde følt sig mest tryg? Den eneste mand, der nogensinde havde elsket hende, og som hun stadig elskede med hele sit knuste hjerte? Men det var slut nu. Det var farvel. Et farvel til den mand, som havde været hendes verden. Som havde gjort hende lykkelig, at hun ikke troede, det var muligt. Hun afleverede hans nøgler, han fulgte hende ud med tingene.

Dette er en kærlighedshistorie. De ender ikke altid lykkeligt. I stedet kan de ende i en så sindssyg smerte, at man er sikker på, at man skal dø. Verden mister sine farver. Musikken mister sine toner. Folk snakker og snakker, men siger ikke rigtig noget. Maden er smagløs. Ens livret er ligegyldig. Alt er faktisk ligegyldigt. Du finder dig selv grædende på gulvet. Vadende hvileløst rundt om natten. Et lykkeligt billede fra en solrig sommer er pludselig det værste, du nogensinde har set. Du sletter ham fra alle sociale medier, men minderne kan du ikke undslippe. De forfølger dig dag og nat. Den endeløse lykke er på et splitsekund forvandlet til rendyrket, konstant smerte. Det var ham. Det er stadig ham. Fra den ene dag til den anden er han forsvundet. Nu er der en anden, der en dag skal få hans kys, kærtegn og fantastiske person. Den eneste i verden, der rigtigt forstår dig, er væk. Nu har du kun dig selv.

Tak for jeres bidrag. Husk I kan sende jeres historie til linegyldholm@gmail.com og de udgives anonymt

 

   

1 kommentar

  • Berfin

    Jeg er målløs. Helt fantastisk skrevet. Fik helt ondt i maven. Bliv ved med at poste “en læser deler”! Helt vild med det!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En Kærlighedshistorie | En læser deler