15 Fine Kjoler

En ‘farlig’ kollega #2 | En læser deler

Midten April 2006

Mit hoved var udmattet. Jeg var træt. Mine tanker kørte rundt konstant. I flere måneder havde jeg prøvet at holde ham væk fra mig. Det var en sværere opgave end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg var blevet så dybt ramt af denne mand. Det var ikke bare begær. Men det var heller ikke kærlighed. Jovist han var lækker. Mega lækker. I hvert fald i mine øjne. Ikke picture perfect lækker, men med en ustråling der charmede de fleste – mænd som kvinder. Han havde en tiltrækning, som gjorde det umuligt for mig at lade vær med at besvare ham, så snart han skrev eller ringede.

Jeg var også et let offer. Inden jeg rendte ind i denne mand, havde jeg været igennem et forhold hvor den største pris, var at jeg kom ud på den anden siden med et sølle selvværd. Min selvtillid fejlede dog ikke noget. Jeg vidste godt jeg var en flot pige. Det var bare en farlig kombination at få fordret sin sultne selvtillid, når selvværdet var voldsomt forsømt.

Han boede ikke bare sammen med en anden, men var også blevet gift med hende imens han ”havde” mig. Dagen inden han skulle giftes, havde vi sågar skrevet sms´er sammen i flere timer. Han var naturligvis ikke hjemme med hende, som traditionen foreskriver det. Så der var masser af tid. Til sidst havde jeg skrevet ”Måske vi bare skal tales ved, du har jo en stor dag i morgen” med en lettere irriteret undertone og et spinkelt håb om en reaktion fra hans side, hvor han selv udtrykte hvor fucked up det hele var. Det eneste der kom tilbage var ” Ja du har nok ret, vi tales ved smukke. Kys”

Vores møder blev stadig hyppigere. Når vi mødtes, var der gnister. Vi fik stød når vi mødtes. Det første år var det oppe på 5. Sal i det skjulte, hvor vi stod og krammede og kyssede. Det var spændende og vildt nevrepirrende. Jeg havde ikke noget at miste men det havde han. Det værste ved det hele var, at jeg altid var på vagt på hans vegne. Det bildte jeg mig i hvert fald ind. For jeg var jo ligeglad? En dag kom der en op af trapperne imens vi stod sammen og jeg flygtede lige så hurtigt jeg kunne ned til den anden ende og ud af trappen. Der kom en mail fra ham kom efter jeg var kommet ned på min plads:

”Rolig nu smukke, der kommer ikke nogen derind hvor vi står.. Plus jeg nåede ikke at dufte dig færdig”

Jeg svarede ikke. Mit hjerte hamrede. Måske det ikke bare var ham, jeg tog hensyn til? I virkeligheden skammede jeg mig. Hvad var det her for noget? Det var vores hemmelighed. Jeg havde ikke fortalt nogle af mine veninder om det. Jeg havde kun nævnt ham kort. Det var for mærkeligt, alt for langt ude.

5 min efter kom der endnu en mail fra ham:

”Jeg har booket dig i kalenderen hele torsdag”

Hvad mente han nu med det? Hele torsdagen?

 

”Hvad skal du bruge mig til? Jeg har ikke styr på de programmeringer i bruger i jeres afdeling?”

Ham:

”Åh frække pas på med at skrive hvad jeg skal bruge dig til ;)”

åh nej, hvad nu.. skal vi så have sex? Nu har jeg prøvet at holde ham fra døren et år og så gør han det her. Ej jeg må stoppe det her. EJ jeg har jo lyst. Ej nej nej stop det.

 

”Tro det eller ej, jeg vil gerne være professionel her, og jeg skal vide hvad jeg skal hive en hel dag ud af kalenderen med!?”

I samme sekund kom der en mail fra min chef, der arbejdede hjemme den dag

”Hej J,

Håber alt går godt inde på kontoret i dag.

Jakob tager dig med ud til vores forretningspartner på torsdag. Jeg tror det er en vigtig lære for dig at se, hvordan de bruger programmeringerne derude. Tag evt. lige selv fat i Jakob og aftal nærmere

Vi ses i morgen

/Niels”

Pis pis pis pis pis pis pis pis.. hvad skal jeg tage på.. pis pis pis.. måske jeg skulle melde mig syg? Skal vi have sex? uhh glæder mig.. nej nej nej, det går ikke at jeg åbner op for den skuffe. Det.. Går.. IKKE!

 

1 min efter en mail fra ham:

”Okay straks bliver du meget seriøs, ved skam godt hvor professionel du er.. Men jeg skal have dig med ud til XX. Og det skal nok blive spændende. Og hvis du har den blå kjole på, skal det nok blive endnu mere spændende ;)”

fååååååååårk.. den her kommer jeg ikke ud af

 

”Ja Niels skrev lige hvad din plan var. Men det må vi jo så gøre.

Den blå kjole er til vask…”

10 sek efter en mail tilbage fra ham:

”Han ved ikke hvad min plan er”

Torsdag kom og mit hjerte hamrede derud af. Jeg havde så meget lyst til ham. Lyst til at være nøgen med ham. Men der var en også en del i mig, der ikke havde lyst.

Jeg kom ind på arbejdet og der stod han allerede klar ved receptionen og smilte. ”Hej J, er du klar til en inspirerende dag?”

”Øh ja det tror jeg da..”

En halv time efter kørte vi afsted i hans bil, som havde en motorlyd som de fleste drengerøve kun kunne blive høje af.

Vi startede ganske rigtigt ude hos forretningspartneren og det var egentlig ok. Jeg nåede kort at tænke at den måske var god nok. Det var det her, der var planen. Indtil det gik op for mig at der var ikke nogle derude der ventede os. Efter en kort rundvisning af ham gik vi igen.

Det endte med at vi kørte op af kysten og han stoppede ind et sted, parkerede bilen og tog mig med ind i et hus. Det pæneste hvide kæmpe store hus på vejen. Han førte mig ind i køkkenet og jeg lagde med det samme mærke til takkekortet på opslagstavlen hvor ham og hans kone stod på.

”Det er her jeg er vokset op” sagde han.. Tillykke med det.. ”Okay det er lidt sygt det her” sagde jeg lidt fornærmet. ”Ja det er sygt den påvirkning du har på mig” sagde han og tog mig straks ind til ham. Der imellem hans mors krydderurter og hans eget takkekort fra brylluppet, havde vi fantastisk sex i en time. Da vi var færdige, tog han mig med op til en lille restaurant og vi spiste en frokost sammen inden vi kørte tilbage til firmaet.

Den dag da jeg sad i toget på vej hjem, var jeg mærkelig høj af dagens ”begivenheder”. Nu har du sat møllen i gang og det er op til dig selv at finde ud af hvordan du stopper den igen tænkte jeg ved mig selv samtidig med at der kom en sms ind fra ham. ”Kan slet ikke lade vær med at smile. Du er så mega fræk, smuk og velduftende. Glæder mig ustyrligt meget til at se dig i morgen igen. Kys”

Møllen er virkelig i gang…

 Det næste år blev mere og mere intenst. Jeg havde ingen styrke til at stoppe det, som jeg havde været med til at starte. Og de fleste dag ville jeg slet ikke stoppe det. Jeg var nærmest hjernevasket og hvad den mand gjorde ved mig, var uforståeligt for de fleste inklusiv mig selv. På arbejdet havde jeg svært ved at koncentrere mig om andet end ham.

Vi mødtes stadig ind imellem oppe på 5. Sal. Men det var mere ude for arbejdstid. Når han havde været på forretningsrejse, kom han altid direkte fra lufthavnen hjem til mig, inden han tog helt hjem.

Nogle gange efter arbejde, tog vi bare hjem til mig og havde sex og lå bagefter i min seng og røg en masse cigaretter inden han tog hjem et par timer efter. Hvad hans kone lavede imens, ved jeg ikke. Vi talte aldrig om hende.

Jeg var sur på mig selv det meste af tiden, bortset fra når jeg var sammen med ham. Jeg var sur over at jeg tillod mig selv at være hans elskerinde. Det var jo det jeg var blevet. Selvom jeg i starten fik tiks, hvis jeg tænkte på mig selv som det. Jeg vidste jeg havde brug for at gå fra ham. Jeg vidste han var dårlig for mig. Men det var så forbandet svært.

Jeg kunne sidde på den vildeste natklub i Marbella i Spanien sammen med alle mine smukke veninder, og de lækreste fyre omkring os og stadig tage mig selv i at sidde og læse vores sms korrespondancer igennem fra tidligere på dagen. Jeg mener hvor langt ude er det? Jeg holdt stadig på at jeg ikke elskede ham. Det var jo ikke kærlighed. Men jeg kunne ikke definere hvad det så var.

Min praktik var snart overstået og jeg havde fået tilbudt en fastansættelse i firmaet bagefter. Jeg havde takket ja til det.  Men ærligt så vidste jeg ikke hvad jeg skulle stille op. For hvordan kunne jeg slippe for ham, hvis jeg stadig arbejdede derude? Jeg blev ved med at hungre efter ham, men ville så gerne slippe fri fra hans net. Han holdt mig fanget.

Jeg var begyndt at længes efter kærligheden igen. Det var aldrig noget jeg kunne eller ville opnå med ham. Men jeg kunne heller ikke se noget i nogle andre. Gud ved at jeg prøvede med dating. Og gud ved jeg havde min andel af andre mænd med i sengen. Jeg prøvede konstant at bevise over for mig selv at jeg ikke var bundet til ham. Sex skulle kunne nydes med andre, jeg skulle bare lige finde ham. Det skete bare ikke. Der var kun den gifte gakker.

Jeg ved ikke om han vidste hvordan jeg havde det. For over for ham, prøvede jeg altid at virke i kontrol. Jeg prøvede at virke ligeglad. For hvis han så hvordan jeg i virkeligheden led, ville han måske se igennem mig og forstå at det var mere seriøst end nogle af os nogensinde havde regnet med? Mig mest nok… Jeg var altid ovenpå over for ham, kunne aldrig nogensinde drømme om at skrive eller ringe til ham. Han styrede slagets gang fuldstændig.

Jeg havde engang til en firmafest stået og kysset en kollega, hvor jeg vidste han kunne se det. Og jeg kunne se at han kiggede på os. Jeg håbede at han blev jaloux. Jeg håbede der kom en reaktion. Og gerne en voldsom en. Så havde jeg en grund til at vise mine tårer over for ham og i virkeligheden fortælle ham, hvor led og ked jeg var af det hele. Men nej. Senere på natten sagde han bare ”Du hyggede dig godt nok tidligere, hva? Lad mig lige vise dig hvordan man for alvor hygger sig” og tog mig med udenfor.. ja og resten kan man selv forestille sig.

Jeg var så smadret efterhånden. Jeg prøvede konstant at få reaktioner fra ham. Det lykkedes bare aldrig. Indtil en dag inden sommeren for alvor havde taget fat.

Jeg sad på kontoret en halv time før jeg skulle ned til toget og forsøgte at nå en deadline. Men mit hoved var helt andre steder. Hvorfor har han ikke været på arbejde i dag? I går sagde han da ikke noget? Hvorfor har han ikke skrevet? Skal jeg sende en sms? Nej klokken er for mange nu, han er nok hjemme.. og sammen med hende.

”Tak for i dag chef, listen ligger som aftalt klar til download” nåede jeg at sige, inden jeg tog min taske og lukkede ned. Da jeg nåede op på perronen, holdt toget der allerede og jeg skyndte mig ind og fik en plads ved vinduet. Solen varmede dejligt igennem ruden. Jeg tog min telefon op og tjekkede den for 117. gang den dag og i det samme ringede den.. det var ham

Mig: hallo

Ham: Hej smukke, forstyrrer jeg?

Mig: Hey, næ det gør du da ikke, troede du var død og begravet?

Ham: Heh ja jeg har været stille i dag..

Mig: Jaja det går nok, har haft hamrende travlt..

Ham: nå ok….

Mig: har du haft en god dag?

Ham: jo tak, hvad med dig?

Hvorfor fortæller han ikke hvad han har lavet? Han lyder mærkelig..

Mig: Ja det har været en fin dag, har nået meget mere i dag end jeg gjorde hele sidste uge. Det var ikke noget der distraherede mig hehe

Ham: heh.. det må der laves om på i morgen

Mig: hehe ja måske, kommer du i morgen?

Ham: ja det gør jeg.. men skal lige.. øh.. det er lidt svært.. ja okay nu siger jeg det bare.. jeg skal være far

Mig: what?? Far.. hvornår?

Ham: til december. Det var derfor jeg ikke var der i dag. Var til scanning. Ja.. ved ikke lige hvad jeg skal sige.. jeg synes bare du skulle høre det fra mig først

Mig: nå.. vildt.. jamen tak det sætter jeg pris på (tror jeg?).. så er det vist en glimrende anledning til at stoppe det her med os to.

Ham: hmm.. ja det er det måske.. men vi bliver nødt til at lave en nedtrapning så hehe

Mig: jeg må smutte, ses i morgen

Ham: ok smukke vi ses.

Jeg sad tilbage i toget med en tom, tom fornemmelse. Nu vidste jeg det skulle slutte. Jeg kunne ikke være det bekendt mere. Der kom et barn til verden. Et barn der havde brug for sin mor og far. Efter mit rationale blev jeg ked af det.. så blev jeg sur. Hvad fanden er han for en idiot. ”synes du skulle høre det fra mig først”.. Endelig kom der en reaktion fra ham. En reaktion som indikerede at han holdt af mig. At han tænkte lidt på mit ve og vel trods alt. Endelig kom den lige knap to år efter vores første møde.

Jeg var ked af det og kunne ikke overskue at skulle se ham i øjnene dagen efter. Jeg meldte mig syg og ignorerede alle sms´er fra ham dagen efter. Han var ved at blive desperat og for en gangs skyld, føltes det fantastisk ikke at svare ham.

Ham: Er du syg? Jeg kan komme hjem til dig om en time? Har lige et møde men det slutter 9.30

Ham: jeg tænker på dig

Ham: du bliver nødt til at svare, jeg skal vide om du er ok??

Ham: kedeligt at være på arbejde uden dig..

Ham: Kan du mødes? Så kan vi snakke..

Mig: Ja jeg kan godt mødes.. I dag kl. 17, kom forbi og hent mig, jeg sørger for kaffe.

Ham: i dag er lidt dum

Mig: i dag eller ikke…

En halv time efter:

Ham: ok jeg kommer

Kl. 17.02 kunne jeg høre hans bil blæse ned af gaden og ganske rigtig drejede den rundt om hjørnet i det samme.

Ham: hej smukke, kom ind

Han prøvede at kysse mig, men jeg kunne ikke. Jeg havde ikke lyst. Der var sket noget det sidste døgn indeni mig. Måske det jeg ubevidst havde gået og ventet på. Retningen til at finde den vej der skulle sætte mig fri fra ham.

Folk kiggede efter hans smarte bil, som kom kørende og skinnede ekstra meget i dag. Solen bragede stadig da vi parkede nede på stranden. Vi gik ned og fandt den første og bedste bænk og satte os. Han virkede underligt nervøs. Sådan havde jeg aldrig oplevet ham før. Han var i et lækkert jakkesæt, som jeg aldrig havde set før og det virkede som om han havde gjort en tand mere ud af sig selv end normalt. Et kort øjeblik fik jeg ondt af ham, og det stak i mit hjerte. STOP dig selv, det er dig selv du skal have ondt af, han har det alt for godt.

Ham: hvorfor var du ikke på job i dag?

Mig: havde bare brug for lidt pusterum tror jeg. Det kan man jo have brug for en gang imellem.

Ham: ja bestemt. Men er det fordi jeg fortalte at jeg skal være far?

Mig: Ja det tror jeg. Jeg synes ikke vi skal forsætte mere.

Ham: nej det sagde du godt i går..

Mig: Så jeg vil gerne have du lader vær med at skrive eller ringe til mig mere..

Ham: ok det må jeg jo så gøre. Men vi kan vel godt snakke sammen som venner stadigvæk? Hvem skal jeg ellers snakke med musik om?

Mig: Ærligt så synes jeg ikke vi skal det.. Vi to har aldrig været venner

Ham: selvfølgelig har vi det. Men jeg må jo acceptere det.

Mig: Jep..

Den næste halve time snakkede vi en smule om alt og intet og havde nogle  stille øjeblikke, hvor han lagde armen om mig og trak mig ind til ham.

Ham: Jeg bliver nødt til at køre nu, skal jeg sætte dig af derhjemme?

Mig: nej jeg finder selv hjem..

Ham: ok smukke, men håber vi ses i morgen på arbejdet, det er virkelig kedeligt uden dig

Stooooop nu, det skal ikke være sådan her mere

Mig: vi får af se..

I det samme, gav jeg ham et knus og ville løsrive mig, men han holdte mig fast. Kunne mærke mine tårer pressede sig på, og det sidste jeg ville have, var at han så det. Så jeg løsrev mig, sagde ”vi ses” og gik hastigt ned mod vandet uden at kigge mig tilbage. Jeg fandt en sten helt nede ved kanten, som jeg satte mig på. Imens mennesker var ude og gå tur med deres hund og børn med deres forældre legede i klitterne, tændte jeg en cigaret, tog et hvæs og lod tårene få frit løb..

Forsættes

 

   

6 kommentarer

  • Anne-Sofie

    Det her er den samme historie som en læser tidligere har fortalt på amarorama. amarorama.dk/2015/04/laeserne-fortaeller-kontor-gakkeren-23/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hej til dig der har skrevet dette!
    Jeg er så imponeret over hvor god du er til at skrive og fortælle, det fangede mig så meget at læse om din oplevelse og jeg glæder mig meget til næste del.
    Kun ros herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • julie

    fedt fedt fedt elsker det! bliv endelig ved!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

15 Fine Kjoler