Mine favorit hår- og hudplejeprodukter

En Kærlighedshistorie | En læser deler

Der var en gang en pige, som flyttede på kollegie. Efter en turbulent tid på udveksling med hjertesorg, Tinder-fuckboys og et seksuelt overgreb, havde hun intet til overs for mænd. En aften blev mandehaderen dog spurgt, om hun ville være med til at se en ny serie. Egentlig var hun ret ligeglad med serier. Men hun sagde alligevel ja, og lige dén aften sad der en ung mand i grå cardigan i køkkenet. Hun sendte ham nogle stjålne blikke. Efter serien blev de siddende længe og snakkede.

De næste søndage trodsede hun sine tømmermænd for at møde op til serien. Hun håbede sådan at se ham igen. Han var der. I den anden ende af sofaen. Han spurgte, om hun skulle til en kommende fest på kollegiet. Det skulle hun. Hun turde absolut ikke håbe noget, men fornemmede en lille interesse, da deres øjne mødtes.

Fredagen oprandt, og han var på baren. De gik ud og røg, og i løbet af aftenen blev der danset og drukket mange liter øl. Klokken var pludselig mange. Han satte sig over for hende og trak hendes stol over til sig. Og så kyssede han hende. Det første kys, som siden skulle blive til utallige magiske kys. Hun ville sove sammen med ham. De havde ikke sex, men de sov lige så nøgne, som det fremlejede værelse var indrettet.

Dagene efter førte til en Facebook-anmodning, lidt skriveri og den første rigtige date. Fadøl på en bar og en lang gåtur hjem i efterårskulden med stop på Cirkelbroen. Hun huskede tydeligt hvordan de gik side om side, en smule generte og akavede. Hvordan adrenalinen pumpede.

Følelserne begyndte for alvor at spire, da de gik ind i julemåneden. Hans nye lejlighed skulle indvies, og efterhånden som flere antikke hipstermøbler, plakater og det hjemmelavede ur kom på plads, følte de sig rigtigt hjemme. Kort efter fik hun sine egne nøgler.

Da han kom hjem fra juleferie, fik de en snak om deres forhold. Nu var de rigtige kærester. Lykkelige. Han passede på hende. Hun var blevet syg efter sin skiferie, og han kom hende til undsætning trods slemme tømmermænd. Altid så omsorgsfuld.

Efter hver deres påskeferie var det tid til genforening.
”Jeg elsker dig”, sagde han pludselig, helt uventet, helt rigtigt.
”Jeg elsker også dig”, svarede hun, lykkelig. Så lå de dér, tæt omslyngede under dynerne, som de ville gøre så mange gange. Hjerterne bankede for hinanden. De troede, at de skulle ligge sådan for evigt.

Forår blev til sommer. En mild majaften havde de gået en tur i villakvarteret. Fuglene sang. Aftenen var stille, duftende, summende. Himlen var et pastelfarvet maleri. De fandt en hængegynge langs vejen, sneg sig hen over græsplænen og lagde sig side om side. Bagefter gyngede han hende, så hun hvinede. Det mindede om barndom, sommer og bare tæer. Han fortalte hende en historie, han havde fortalt børnene i den børnehave, han havde arbejdet i. Hun havde glemt, hvad den handlede om, men lige dér var hun boblet over af lykke.

Der var så mange minder. Lange aftengåture, utallige film med chips, kapløb på fodboldbanen, grineflip, random telefonsamtaler, koncerter, basket med høj promille, vennemiddage, grillaftener, fester, brætspil, vin, kongespil på stranden, kys i havet, samtaler til langt ud på natten, brunch, bådture, indforståede GIFs, memes og artikler, kondomer på hovedet, picnic, cuddling, seriemaraton, gensyn i lufthavnen, kaffe med Baileys, sjove kælenavne, mansplaining, hed gensynssex, sarkastiske jokes, gin & tonics, dans i undertøj, gæt og grimasser, fødselsdage, sumobrydning i dragter, tømmermænd og pizzaer, svingture i luften, hjemmestrip, pandekys, dimission, tanker, solnedgange, drømme, videosamtaler fra den anden ende af jorden, madlavning med dansemusik, opvask med viskestykkekrig, uhyggelige faceswaps, holden-i-hånd, restaurantbesøg, is, massage, smøger på terrassen, guitarspil, regnfuld Sankt Hans, familiemiddage, overraskelser, cykelture, julegaveshopping, biografture, vilde forlystelser i Tivoli, steaks, gensyn i snevejr, minijul med fantastiske gaver, bland selv-dates og åndssvage puns.

Hun blev arbejdsløs. Fik det psykisk dårligt. Han måtte aflyse aftaler, komme hjem til hende i tide og utide. Også efter fester. Han kom altid glad og fuld hjem med 100 nuggets og ketchupkys, men det tærede på ham at føle sig mistænkeliggjort. Han aldrig havde givet hende grund til at tvivle. Hendes paranoia var et resultat af egne oplevelser med afsatte mænd i nattelivet, og frygten for, at samtlige hunkøn ville lægge an på ham.

Han var der altid. Når hun var i brokkehumør, var ked af det, havde brug for at tale. Også når hun slet ikke gav udtryk for det. Hver gang hun havde en vigtig aftale, ringede han altid. Hun vidste bare, at hans navn ville dukke op på displayet. Og han fik hende til at grine helt nede fra maven. Hun heppede på ham, tog hans hånd i venteværelset. Støttede ham, så godt hun kunne.

De var lykkeligt uvidende om deres tid sammen. De fik halvandet år sammen, halvandet år af et helt liv. Han var hendes første kærlighed. De kendte hinanden ud og ind. På godt og ondt. Hun havde aldrig prøvet at være en del af et andet menneske før, at lade nogen komme så tæt på.

Kort før jul tog han med hjem til hendes mor. Da de stod under stjernerne, fortalte han, hvordan han havde siddet og betragtet hende hen over spisebordet. De store, brune øjne. Hvordan det mindede ham om, da de sad i kollegiekøkkenet og så på hinanden helt i starten.

Den Sidste Aften gik de en tur i blæsevejr. Hun fortalte sine overvejelser om at få Playmobil-pagehår, han fortalte, at han skulle hjem og skide. Glansbilleder fra et parforhold. De så et naturprogram midt om natten. Hun pralede med sin manglende dinosaurviden, han var brystfikseret, hun gav massage og de faldt i søvn røv mod røv, som de plejede.

Fortsættes…

4 kommentarer

  • Emma

    Rigtig fint med læserhistorier, men hvorfor skal det altid handle om kærlighed og om sørgelige brud? Er der ikke andet her i livet, der er spændende at skrive om? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      jo bestemt.. det var bare det tema jeg valgte, fordi det er noget alle kan relatere til 🙂 Men alle historier er velkomne 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Det er snyd, de andre gange opdagede jeg først historierne, da alle delrnr var lagt op, men nu har jeg opdaget den nyeste for tidligt! Jeg hader cliffhanger! 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine favorit hår- og hudplejeprodukter