Vegetar - gode råd søges

Enten mister jeg dig, eller også mister jeg mig selv

Jeg sad lige og kiggede tilbage i arkiverne her på bloggen og fandt dette indlæg. Forleden kom jeg til at tænke på det med, at blive i en relation, der slet ikke er god for en. At blive ved med at fodre den smerte det er i maven, når man egentlig ‘bare’ kunne stoppe det. Jeg ved nemlig godt det ikke er sådan bare lige, derfor deler jeg endnu engang historien herunder. Den er skrevet mens jeg var i det, men er for længst (som I nok kan regne ud) afsluttet og helt afklaret. Men derfor kan jeg tydeligt huske, hvordan det føltes. Hvor ondt det gjorde, og hvordan jeg til sidst slet ikke kunne holde det ud. Pas på jer selv og husk kun at giv en del af jeres smukke unikke hjerte, til dem der vil passe på det og fortjener det.

Det startede så fint ud. Du var virkelig sød. Efter vores første møde kildede det i maven, og du fik mig til at føle noget, jeg ikke prøver så tit. Vi skrev sammen. Lange beskeder og hele tiden. Når vi sås blev jeg mere og mere glad for dig. Det virkede bestemt gensidigt. Pludselig stoppede det. Du stoppede det. Og det gjorde ondt. Jeg forstod det aldrig, men måtte acceptere det. Det tog mig lidt tid at sluge den, men jeg kom nogenlunde ovenpå igen. Vi begyndte at ses igen, men kun for at hygge. Jeg var stadig følelsesmæssigt påvirket ved hvert møde, men jeg bed smerten i mig, jeg ville så gerne have dig tæt på mig, også selvom det egentlig slet ikke var nok for mig. Til sidst gjorde det for ondt, og jeg stoppede det. Endnu engang. Sådan har det været on/off i over et halvt år. Vi nåede til et punkt hvor vi blev rigtig gode venner, kom rigtig tæt på hinanden, og blev de bedste venner med fordele. For en tid var det fint. Faktisk sådan oprigtigt fint for mig også. Jeg holder virkelig meget af dig, det gør jeg. Men du er ikke længere kun i mine tanker i de timer jeg er sammen med dig, men også når du ikke er.

Når jeg sidder overfor en anden mand på en date, og drikker et glas vin, så tænker jeg hvorfor er det ikke er dig jeg deler en flaske vin med? Hvorfor er det ikke os to der skal udforske mere end de 2% vi nyder sammenHvorfor hører jeg ikke mere fra digHvorfor har jeg det sådan her? Det forvirrer mig, du forvirrer mig. Jeg har negligeret mine følelser, jeg har haft opmærksomheden rettet alle mulige andre steder, men følelserne indhenter mig. Jeg løber så hurtigt jeg kan, men de er hurtigere. Jeg er begyndt at blive jaloux og utryg, og jeg har været ked af det alt for mange gange. Jeg kan ikke tillade mig at have forventninger, du skylder mig ingenting. Men jeg er ved at forelske mig i dig. Dit navn alene, er nok til at give mig en mavepuster.

Jeg kan ikke distancere mig selv fra mine følelser for dig. Jeg kan ikke se det som kun hygge længere. Det gør ondt i hjertet. Fysisk. Jeg har givet rigtig meget af mig selv, jeg har udvist min dybeste respekt, empati og omsorg for dig. Jeg lytter når du er ked, jeg giver råd når der sker noget nyt i dit liv, jeg er forstående når du har travlt, og jeg kommer når du vil ses. Jeg kysser dine kinder, dine læber og dine hænder. Jeg kigger dig i øjnene mens mine hænder kører gennem dit hår, jeg putter mig ind til dig og jeg holder om dig om natten. Jeg kysser dig i nakken når vi vågner op sammen, og jeg ville ønske at jeg kunne blive liggende med dig længe sådan. Men det har en udløbsdato. Jeg har en udløbsdato og jeg ved ikke selv hvad den er. Det er ubehageligt og smertefuldt. Forsvinder du om morgenen når dine arme har sluppet min krop? Forsvinder du om et halvt år? Fortæller du mig pludselig om en ny kæreste en dag? Eller ignorerer du mig en dag for altid?

Jeg vil ikke miste dig. Jeg holder uendeligt meget af dig. Jeg har ønsket og troet, at vores chance ville komme igen. Vi er pisse gode sammen. Men for dig er det her fint. Det er nok, og det er godt for dig. Det troede jeg også det var for mig, jeg elsker dit selskab. Jeg får lige akkurat krummer nok til, at min krop er i live, men jeg er aldrig nogensinde mæt. Jeg er konstant sulten og hungrer efter mere, og lige som jeg er ved at give op, så fodrer du mig med en lille smule mere, og jeg har lidt energi at fortsætte. For tiden er mine følelser så stærke, at jeg ikke ved om jeg allerede ér blevet forelsket. Men de salte tårer på mine kinder, smerten i maven og de søvnløse nætter betyder, at nu  jeg slippe dig.

Jeg er nødt til at sige farvel nu. Jeg vil virkelig ikke miste dig, men hvis jeg ikke giver slip på dig, så mister jeg mig selv.

2 kommentarer

  • Trine

    Tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maia

    Av hvor er det rammende – dengang og nu. Da jeg læste det første gang var jeg selv fanget i de følelser du beskriver, jeg fik tilstrækkeligt med krummer, men sad tilbage med følelsen og frugten for hvornår det var det var slut.. Jeg gemte det dengang på min telefon, har læst der fra tid til anden. I dag læste jeg det så igen og selv om det hele gav mere end meningen dengang, sidder jeg nu midt i brudet – han valgte en anden og skal have et barn, den slut som jeg frygtede allermest. Men jeg nåede at sige fra, jeg ved hvilken sødhed hans læber rummer og hvor forbandet og forblændet man kan blive af stemninger, følelser og kærlighed.
    Tak for dit opslag (igen)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vegetar - gode råd søges