Jeg smutter snart

Jeg er så fucking træt

Desktop52

Det her indlæg kommer ikke med noget nyt tema, ej heller er det en skid konstruktivt. Det er skrevet direkte fra hjertet, hvor jeg lige nu føler mig sur og træt. Bevars, bacheloropgaven har da nok sat skub i nogle humørsvingninger generelt, men det her er alligevel noget jeg har tænkt over længe.

Jeg er træt af det fokus der er på vores kroppe. Jeg er træt, så fucking træt af, at den perfekte krop (i rigtig manges øjne) er den helt uden buler, huller, streger eller andet HELT NATURLIGT. Og don’t get me wrong, jeg er ikke en fuck bedre selv. Jeg skriver netop det her fordi jeg selv føler mig næsten syg af det fokus. Syg af alle de mange instagramprofiler jeg (og så mange andre kvinder og mænd) følger, hvor tynde piger, med perfekt hud, ikke er bange for at vise deres runde numser, stramme flade maver eller højtsiddende bryster frem. Og hvorfor følger jeg dem så? I lang tid har jeg tænkt det som inspiration. Inspiration til, at holde fokus på, hvorfor det er jeg ikke æder pizza hver dag. Hvorfor det er jeg træner 4-6 gange om ugen. Jeg har taget mig selv i at drømme om, at jeg en dag står dér. I den bikini og er perfekt.

Men er det inspiration, når man dropper at tjekke instagram, hvis man har spist en burger, fordi man simpelthen ikke orker den dårlige samvittighed, der fysisk gnaver i maven på en? Er det inspiration, når man aldrig føler sig god nok, aldrig føler man kan se sådan ud og alligevel føler, at der er et kæmpe pres på én for at opnå det? Billeder med helt tynde, helt trænede ‘perfekte’ kvinder (og mænd, selvfølgelig) flyder over på de sociale medier. De er faktisk uundgåelige. Under disse billeder er der titusindvis af likes og kommentarer fra mænd, der tagger deres venner, drømmer om, at have sådan en perfekt kvinde ved deres side, savler over dem og får et helt unaturligt forhold til, hvordan en kvinde skal se ud. Men det er sgu ikke for at blame mændene her, for de billeder har mindst ligeså fucking mange kommentarer fra kvinder.. helt unge piger endda, der tagger hinanden og skriver ting som ‘åhh hun er perfekt/man kan se hendes hofteknogler, vi må arbejde hårdere/det er os to til sommer/du er min inspiration’ osv. Vi kører hinanden derud, hvor alle synes, at den perfekte kvindekrop, det er den uden alt for mange buler, kurver eller løs hud. Eller nej, ikke engang uden for meget af det, HELT UDEN DET.

Og jeg er så træt. Jeg er som sagt ikke en skid bedre selv, på den måde, at jeg følger alt for mange af den slags profiler. Men jeg tog mig selv i forleden, næsten at føle mig spiseforstyrret (obs. jeg ønsker ikke at ramme nogle med reel diagnosticeret spisefortyrrelse her. Jeg har al forståelse for, der er forskel, jeg mener blot en forstyrret måde at tænke om sin mad på) og faktisk tænke på, at der nok er rigtig rigtig mange af os, der har det sådan. I større eller mindre grad. Jeg er træt af, ikke at kunne blande en pose slik med en veninde, uden hun siger efter indtag af 5 stykker ‘puh jeg føler mig tyk og oppustet, må løbe en ekstra lang tur i morgen’ og at jeg får pisse dårlig samvittighed og tænker det samme. Jeg er træt af, at når mine venner snakker om piger de har datet, nye kolleger eller veninder, så handler det alt for meget om, om hun var lækker, havde en god krop og var smuk, end om hun var sød, sjov, havde et dejligt smil og nogle fede værdier. Jeg er træt af selv at få dårlig samvittighed, når jeg har spist en burger med pommes, eller gå og regne ud, hvad jeg mon har indtaget og hvor meget jeg så skal træne.

Jeg er så fucking træt. Jeg synes det er synd. Og pisse hårdt for at være ærlig. Hvis det er sådan her det skal være, så er man hverken glad når man spiser sundt og træner (for så er fremskridtene for langsomme/ikke tydelige nok/perfekte nok osv.) eller når man spiser usundt (for så har man ikke den krop og sundhed man ønsker). Og undskyld mig, men hvornår er man så glad? Er det så kun ved tanken om ‘når jeg engang i fremtiden er perfekt’? Er det det, der gør os glade? At leve livet for at opnå noget i fremtiden. Glemmer vi at leve i nuet? Huske vi at nyde processen?

Jeg er træt af, at høre om kvinder (og selv være en af dem) der føler sig uperfekte i deres bikini. For hvem fuck er det vi gerne vil imponere? Er det vores kærester, som synes vi er jordens lækreste kvinde? Er det vores veninder, som synes vi er de bedste, sødeste og mest omsorgsfulde personer og helt uundværlige i deres liv? Er det vores familie, som elsker os ubetinget? Er det for de fremmede mennesker på stranden, som vi aldrig nogensinde skal se igen, og i øvrigt kan være skide ligeglad med hvad tænker? Er det fordi det giver os status og at vi fremstår bedre/smartere/sejere og som nogle der har styr på livet, hvis vi også har en flad mave?

Jeg kan ikke svare på det. Jeg ønsker selvfølgelig at leve et sundt liv, og gør det også. Men jeg vil også være glad og stolt. Uanset om jeg har lidt strækmærker på hofterne, ikke kan se min six-pack eller måske har en bule eller to på baglåret. Jeg vil lære at elske mig selv. Jeg synes det er så ærgerligt det skal være sådan her, så mit allerførste skridt mod selv, at komme ud af den der pisse dårlige spiral er, at slette alle instagramprofiler, som giver mig den helt forkerte følelse i maven. Jeg har ikke brug for at se det længere. Det forstyrrer mig.

Jeg håber ikke jeg har ramt nogen med det her indlæg. Det er ikke for at sige, at tynde kvinder ikke kan være smukke. Slet ikke. Jeg snakker ikke om at være naturligt slank, have højt stofskifte osv. Jeg snakker om, den sygelige besættelse mange af os har på, at skulle se sådan ud. Den dårlige samvittighed mange af os nok også har, og det kæmpestore fokus fra både mænd og kvinder på, at vi skal se ud på en helt bestemt, og virkelig ofte og for mange af os, urealistisk måde, det kan jeg ikke mere. Jeg er træt.

Og det starter med mig selv. Farvel til de instagramprofiler, der ikke længere inspirerer mig. Jeg vil smide mit tøj, kigge mig i spejlet og fortælle mig selv, at jeg er verdens dejligste kvinde, med alt hvad jeg har. Og jeg vil opfordre jer til at huske, at gøre det samme. Strækmærker, for små bryster, for store bryster, hængebryster, appelsinhud, for lange eller for korte arme og alt hvad vi nu har. For vi er helt unikke, pissehamrende dejlige og meget smukke. Vi har kun det her ene liv og vi skal være glade. I hvertfald det meste af tiden.

Jeg vil prøve at huske på, hvor uundværlig jeg er i manges liv, og det er uanset om jeg vejer 300 kg og har appelsinhud over det hele, eller 50 kg og har lidt for tydelige ribben. Jeg er elsket for mig. Så jeg vil gerne slå et slag for alle os kvinder (og mænd), fordi jeg synes vi er perfekte lige præcis som vi er. OS ALLESAMMEN!

   

29 kommentarer

  • Anne

    Statistisk set lever mennesker et BMI omkring 27 længst 😉 Så no stress <3

    Jeg synes, jeg er blevet bedre til med alderen at skelne mellem at være sund og at være tynd. Før var tynd=sund=godt/rigtigt. Men man behøver jo faktisk ikke være tynd, glat og stram for at være sund, og det tog mig lang tid at forstå, at det at være sund handler om overvejende at behandle kroppen på en måde, som den har godt af (næringsholdig mad, sjov motion, latter, knus, naturlig pleje, lys og luft), men det handler også om mental balance, og her spiller nydelse (sukker, pommes, kage, pauser, søvn osv.) en rolle.

    At være tynd er derimod ikke balance – det er 100% restriktion, dedikation og selvkontrol, og det giver slet ikke mening at bruge livet i sådan en spændetrøje, hvis man kan finde frem til balancen i stedet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Mange tak for dette indlæg! Det er vildt, at jeg sidder med nøjagtig disse tanker selv, og jeg er ved at blive sindssyg! Følelsen af aldrig at være god nok, og at jeg aldrig kan leve op til dem jeg ser på instagram. Desværre stopper det ikke der for mig. Når jeg er i fitnesscenteret fx, leder jeg bevidst efter dem som lever op til “instagram-idealet”, sammenligner mig selv med dem, og ender med at blive ked af det. For tynde, smukke, lave, perfekte mennesker må jo have et bedre liv. De må være klogere, have mere succes, og alle mænd kigger efter dem. Ergo, bliv instagram or go home. Det er så svært, og man bliver så træt. Jeg tør dårligt gå udenfor en dør længere, af bare skam. Skammen over at være så grim og uperfekt 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Jeg har følt præcis det samme som dig! For knap to måneder siden slettede jeg min instagram. Jeg var så træt af hele tiden at sammenligne mig med andre folk på instagram. Ikke kun i forhold til udseende, men også på mad- og rejsefronten. Jeg havde i lang tid også bildt mig selv ind, at det var fedt at kunne blive inspireret af instagram. Men jeg fandt ud af, at jeg slet ikke blev inspireret af det, men i stedet slog mig selv i hovedet med alt det, jeg ikke selv var. Samtidig syntes jeg simpelthen at det var så sørgeligt, at blive inspireret gennem en skærm. Jeg vil meget hellere blive inspireret af virkelige mennesker i min virkelige verden. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Godt skrevet! Og fedt billede, du har fundet til dit blogindlæg – det sætter det i et ekstra godt perspektiv. 🙂
    Jeg skrev for ikke så lang tid siden om de der 5 kg alle damebladene skriver om: her: http://baermonster.dk/tanker-om-5-kg/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MT

    Jeg tror du taler på vegne af rigtig mange piger, med det her indlæg. Jeg kan i hvert fald relatere til alt hvad du skriver. Jeg er simpelthen så træt af den konstante dårlige samvittighed over hvad jeg spiser/har lyst til at spise, og fokus på mit udseende.
    Hvis jeg er helt fair overfor mig selv, så har jeg en flot krop. Jeg er ikke tynd og jeg er heller ikke tyk. Jeg er slank og velproportioneret. Fyldige lår, smal talje og en D-skål. Tynde arme og markerede kraveben. Alligevel synes jeg ikke, at jeg er pæn nok. Maven er ikke flad nok og mine lår slasker når jeg går. Desuden har jeg appelsinhud. Det er grænseoverskridende at vise mig frem i bikini eller shorts. Men hvorfor!? HVORFOR? Jeg kan sagtens se på andre kvinder, der er “større” end mig, og tænke: “Hold kæft, hvor du rocker den der bikini”. Og alligevel er jeg så pisse selvkritisk. Det er sgu da helt ude i hampen, som min mor vil sige det. Og det går også op for mig, imens jeg sidder og skriver det her.. Hvor langt ude, det egentlig er.
    Jeg skal være bedre til at tage imod komplimenter og tro på, at jeg er lige som jeg skal være. Men hold op, hvor er det svært, når man i mange år har været så hård ved sig selv. Hm.. Nå, men tak for et godt indlæg 🙂 Jeg vil virkelig sætte alt ind jeg kan, på at være god ved mig selv. Jeg tror på, at når man er glad og godt tilpas, udtråler man også glæde, hvilket er tiltrækkende for andre mennesker – uanset størrelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris B

    Det er så rigtigt og jeg er så enig!! For nogle måneder siden fik jeg også bare nok af alle de instagram profiler der postede billeder af kvinder som ikke deler min kropstype, alle kvinder er jo smukke, men at blive bombarderet alle vegne med at der er en vis måde man skal se ud på, er jo ren hjernevask. Så jeg unfollowed alle der posted billeder af ‘fitspo’ og hvad det ellers bliver kaldt. Istedet følger jeg en masse skønne kvinder, med samme kropsform som mig, som alle er fortalere for self love og som alle selv er blevet body shamet. Det gør altså mere end man lige regner med at se det, istedet for en masse billeder af hvad man ikke selv er.

    God arbejdslyst, håber du snart kan få nydt det gode vejr uden alt for meget pres på skuldrene!

    Chris B

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Wow, jeg kunne ikke være mere enig og jeg har tænkt på det i flere uger.. For man er ikke en skid bedre selv, og vi er selv med til at køre det skide lorte ideal videre .. Og det er MØG ærgerligt! Det er som om at der bare er lagt et niveau for hvordan kroppen skal se ud, og alt under er “en krop i process hen imod det” – Nej! Jeg vejer små 56 kilo, bevares jeg har taget 6 kilo på på ét år, men dengang var jeg sygeligt tynd og slog mig selv oven i hovedet når jeg havde lyst til usundt.
    Dengang var jeg heldigvis klog nok, og slettede ALLE instagram profiler med diverse kroppe og “fit facts” og det hjalp så meget! Skål for strækmærker, oppustede maver og vinke-arme – Vi er sgu de sejeste i sidste ende <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Godt skrevet 🙂
    Jeg ville bare lægge en kommentar om, at billederne er undgåelige. Der er ingenting, der popper op på min instagram- eller facebookprofil, efter jeg også tog mig i det samme og var træt af mit konstante krav om at leve op til et sundhedsideal, jeg ikke kunne.
    Jeg har droppet vægt, fokus på mad, fokus på min krop overhovedet – og jeg har ikke nogen issues længere. Det hjælper også at have en udenlandsk mand, som er mester i kropskomplimenter, og som gerne bare vil have, at min hud bliver hvidere, og min røv større.
    Resultatet er, at jeg har sluppet al dem stress, og min vægt svinger overhovedet ikke og har ligget, hvor jeg vil have den, de sidste to år. Det har ingen betydning, om jeg spiser is hveranden dag og er komplet ligeglad med tomme kalorier, for så længe jeg ikke er for optaget af mad, så spiser jeg bare ikke mere, end jeg har brug. Det er først, at når jeg går meget i mad, at jeg også ser frem til måltiderne og altid tænker i mad – og derved kommer til at overspise, fordi min dag handler om – sund – mad.
    Så det virker at droppe det der show, og jeg bliver hverken elsket mindre af mig selv eller min mand, tværtimod, selvom jeg har flere buler på lårene… 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har ret. Er selv ved at prøve at “transformere” mine tanker til, at rose mig selv for hvor pæn jeg er, i stedet for at slå mig selv oven i hovedet. Så længe man har det godt med sig selv, så op i r*ven med alle de åndssvage idealer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Tak for et dejligt ærligt indlæg. Jeg er ikke på instagram af lidt de samme grunde.. Jeg kan godt se, at man kan blive inspireret til alle mulige spændende ting – opskrifter, boligindretning, tøj, og hvordan man skal træne, men spørgsmålet er om man overhovedet kan rumme al den inspiration? For mig bliver den slags motivation hurtigt en liste af krav, jeg ubevidst begynder at stille til mig selv og mine omgivelser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jo mere vi opsøger fora, hvor vi læser om og ser på ‘perfekte’ mennesker – jo større bliver det interne pres for selv at leve op til dette ideal, selvom vi godt med vores fornuft ved, at det vi ser er et nøje kurateret og redigeret udvalg af en persons liv. Jeg tror noget af kuren er, som du selv beskriver, simpelthen at undgå den ‘inspiration’ som i sidste ende ikke gør dig glad, men i stedet giver dig dårlig samvittighed og skyldfølelse. Noget der virker for mig, er også at gå i svømmehallen og se på nogle helt almindelige damer med alle deres skønne, forskellige kroppe. Mht. dating, og hvis man er bange for, at en fyr vil droppe én på baggrund af at have en helt almindelig krop, så overvej om han ikke i virkeligheden gør dig en tjeneste — hvem gider dog være sammen med, som baserer sit kærestevalg på et kropsideal? Det lyder da som en sindssygt hul præmis for kærlighed. Og sidst men ikke mindst vil jeg varmt anbefale Caitlin Morans ‘How To Be a Woman’ — en sindssygt sjov bog, som virkelig rusker op i alle de åndssvage forventninger vi kvinder tillægges og tillægger os selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Tak for din kommentar Nanna. jeg er helt enig med det hele. Og så vil jeg da kigge på bogen, den lyder nice 🙂 tak for tippet, den er vi sikkert mange der kan bruge

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Pissesejt skrevet! Tak for det!
    Der er brug for, at nogen jævnligt råber op og siger stop til den syge kultur med overdrevet fokus på krop og udseende. For det er så omfattende, at det sniger sig ind på alle af og til, uanset hvor meget man prøver at sige sig fri. Jeg er slank af bygning, men alligevel tager jeg mig selv i at stå og tænke ‘de her shorts får måske min bagdel til at se lidt stor ud’… Fordi det sætter sig lige dér. Og HVA’ SÅ, altså? Sådan ser JEG ud. Og hvor er det sygt, at man skal bruge energi og tankevirksomhed på dét. Flere skal sige STOP – højt! Så tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Spot ON, Line – jeg tror at mange af os har været der og frygtet ikke mindst bikinisæsonen….men jeg tror også at det er blevet bedre med tiden, altså de bikinier og moderne badedragte nu dækker en del i forhold til før i tiden, men samtidig er kropsidealet måske endog blevet værre med de sociale medier… Ligemeget hvad er det godt at du sætter fokus på det — mænd som kvinder…. 😊😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Tusind tak Liv.. Ja det er nemlig forfærdeligt med kropsidealet på sociale medier, og jeg oplever ofte mange meget unge piger, have det SÅ skidt med sig selv. Det er simpelthen ikke okay det skal være sådan!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Jeg tog også beslutningen om at unfollowe alle “inspirations”profiler på Instagram for et par måneder siden. Inklusive diverse modeller hvis liv egentligt ikke interesserede mig, men hvor jeg bare tænkte “den dag jeg går i gang med at træne, skal det der være mit mål” SÅ usundt! Så nu følger jeg kun dem, der laver noget der gør mig glad. Man kommer aldrig til at ligne andre.
    Jeg tror og håber det bliver bedre jo ældre man bliver. Det kan jeg i hvert fald mærke. De sidste par år, har jeg haft et meget mere afslappet forhold til min krop, og faktisk troet på min kæreste når han har givet mig komplimenter for min krop. Og jeg har for første gang i mit liv haft følelsen af at kigge mig i spejlet og se andet end strækmærker, appelsinhud og en mave jeg ikke synes er tynd/tonet nok, men i stedet sat pris på mine lange ben og flotte bryster. Så må de andre ting være (dejlige!!!) som de er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Så godt at høre Laura. Jeg tror bestemt også det hjælper med alderen, og så det, at unfollowe alt det pis, som er virkelig usundt som du siger.. 🙂 Tak for din gode kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Bedste indlæg længe – tak for det, det var lige det, jeg havde brug for og også selv går og tænker over i ny og næ (når der lige sniger sig noget fornuft ind mellem mine “fuck hvor er du klam”-tanker). Aldrig i mit liv siden puberteten har jeg kunne lide min krop. Først var jeg lettere spiseforstyrret, dyrkede masser af motion, spiste afføringspiller, kastede op og sultede. På et tidspunkt vendte det hele, jeg blev et gladere menneske og tog hurtigt på. Men den hurtige vægtøgning gjorde, at jeg fik en del strækmærker på lår og baller, som gør, at jeg i dag virkelig hader at vise mig over for min kæreste og at solbade offentligt. Jeg er også træt. Gid alle var ligeglade. Ikke mindst én selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Tusind tak. Og ja, det ville være så meget lettere, hvis man var fuldstændig ligeglad. For når alt kommer til alt, så betyder det jo absolut ingenting om vi har strækmærker, appelsinhud eller en bule på maven. Der er det her ene liv, jeg forestiller mig altid når man sidder og kigger tilbage, at man vil ryste på hovedet over sig selv og ens helt sindssyge fokus på noget SÅ overfladisk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M

      Ja. Når man tænker på det hele i et større perspektiv, så er kroppens udseende jo egentlig ligemeget. At man er sund og rask og kan løbe, grine, svømme og danse må helt klart være det vigtigste. Held og lykke med det sidste stykke BA – du må fejre det med en masse dans og ture på stranden bagefter!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg er så enig.
    Jeg har i lang tid haft en svingende vægt. Inden jeg blev 19 var jeg tynd´(og blev kritiseret for det).
    Alligevel kunne jeg ikke lide at vise mine arme fordi de var for muskuløse til datidens kvindeideal.
    Så ændrede mit stofskifte sig, jeg begyndte på anti-dep og jeg tog mange kg på.

    Jeg kan ikke lide når min kæreste ser mig nøgen, og jeg har på nuværende tidspunkt ikke badet eller solbadet offentligt i 2 år, da jeg ikke ønsker at blive set i bikini. Jeg bliver ligeledes panisk her op til sommer, da det kræver at jeg skal have mindre tøj på, for at holde en rar temperatur.

    Jeg ved at min kæreste synes, at jeg er flot og godt proportioneret, og jeg er skide træt af ikke at kunne nyde livet uden dårlig samvittighed.
    Men samtidig er det rigtig svært at ligge mit eget kvindeideal væk – men alle de der “inspirationssider”/mindreværdsprofiler har jeg lagt fra mig for længst, så i det mindste er jeg på vej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      det er ikke sjovt at have det sådan uanset.. men det er godt at høre du er godt på vej! Jeg gider sgu heller ikke de profiler længere.-

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • AS

    Tak! Bare rigtig mange tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    det her indlæg er nok det bedste jeg længe har læst! Det er så spot on og præcis alle de tanker jeg selv går med for tiden. Jeg har netop læst Sofia mannings bog “mit hemmelige forhold til mad” og har nu taget beslutningen om at elske mig selv uanset vægt, og bare have meget meget mindre fokus på mad! TAK for at sætte fokus på det, jeg er sikker på over halvdelen af danske kvinder desværre går rundt og har dårlig samvittighed hver gang man indtager bare et stykke chokolade hvilket er så ærgeligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      tak for det Lotte.. og ja, jeg er helt enig. Det er simpelthen så ærgerligt 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Fucking word!

    Jeg har tænkt det samme, stolpe op og stolpe ned, og især de seneste par uger, hvor solen er begyndt at kigge frem. Hvad er det for et fængsel, vi lever i, og lader os selv bukke under for. Fornuften findes heldigvis i mange af os endnu, men det er skræmmende, hvor nemt og hurtigt den kan blive overmandet af præcis det, du beskriver i din tekst.
    Freaking fucking word. Lad alle unge mennesker læse dette.
    You go girl.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      PRÆCIS.. det er uhyggeligt … og tusind tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg smutter snart