Jeg vil have en ny tatovering

Det lille hjerte

Mens jeg sidder her og lægger den sidste hånd på bachelor-værket, får I endnu et ‘repost’ indlæg. Dette var meningen skulle være udgivet i flere dele, men efter del 1, nåede jeg aldrig videre. Eller nåede, de ér skrevet. Men jeg stoppede på en eller anden måde med, at være så modig omkring udgivelse af det. Måske de alligevel en dag kommer, men her kan I læse eller genlæse del 1 af fortællingen om ‘det lille hjerte’.

Her kommer den så, den fortælling jeg har nævnt flere gange på facebook. Den sværeste fortælling jeg nogensinde har delt med jer herinde. Og det her er endda bare en lillebitte del. Jeg håber, at udover at hjælpe mig, så kan det hjælpe nogle af jer derude. At mine ord kan blive nogens trøst. Eller trøst måske ikke, men følelsen af ikke at være alene. Planen var (er) egentlig det skulle ende ud i en bog, men nu udgiver jeg først helt forsigtig en redigeret ‘del’ herinde med jer. Det er ikke skrevet for at få medlidenhed. Det er skrevet fordi det er sådan det er og at det er okay. Det skal ikke være flovt eller et tabu. For nogen. Det er skrevet over flere år i flere dele. Lige nu viser jeg blot en lille del. Fortællingen har jeg døbt ‘det lille hjerte’ og hver del har en undertitel. Jeg har skrevet på det her projekt så længe og det er meget langt. Hvad jeg gør med resten og herfra det må jeg tænke lidt over endnu. Det har taget mig lang tid at beslutte om det skal vises her. Jeg har tænkt længe over om jeg skulle slå kommentarfeltet fra lige med dette indlæg fordi det er rigtig ømt og tæt på og kritik ville være svært, men samtidig er det jo også hele ideen med at dele det her. Jeg håber derfor på respekt og sober tone i kommentarfeltet.

Puh, og så er det noget med en meget dyb vejrtrækning og lukkede øjne når min finger rammer ‘udgiv’. Her kommer det.

DEL 1.  DE FIRE ORANGE VÆGGE

Jeg kan huske præcis hvordan rummet så ud. Orange var væggene. Skrigende orange. Det var vist nok noget med det hverken var for piget eller for drenget og alligevel havde det en farve. Det var smart dengang i slut 90’erne og passede godt ind på et delebørneværelse. I hver ende stod en seng – én til mig, én til min lillebror. Jeg kan huske vi havde mørkeblå frottélagener, det var en underlig følelse at ligge på. De duftede altid rent og lækkert. Vi havde hver vores ’side’ af værelset og over hver vores seng hang et stort billede vi selv havde valgt, rammet ind i orange selvfølgelig. I midten stod en sofa, den var sort og i læder og havde en meget speciel lugt, og så havde vi et tv og en playstation. Døren var altid lukket indtil vores værelse så der ikke kom røg derind. Også når vi ikke var på besøg. Det var min regel. Jeg kunne ikke fordrage at I røg derhjemme og jeg kunne lugte når du ikke havde haft døren lukket til vores værelse. Så blev jeg så sur på dig og gik demonstrativt hen og åbnede vinduet med hånden for næsen ‘du lyver jo, far’. På en måde kunne du godt lide at genere mig lidt – det var i hvertfald sådan jeg følte det. Du sagde at det fandeme var dit hjem og det var jer der bestemte om der skulle ryges – vi kom jo kun en enkelt weekend hver 14. dag alligevel. Og så kunne vi diskutere det lidt. ‘Du ligner fandeme din mor’ sagde du ofte til mig. Du kunne ikke fordrage min mor – hun var det bedste i min verden. Nogle gange tror jeg du så hende når du kiggede på mig og så kunne du simpelthen ikke lade være med at være rigtig ondskabsfuld. Jeg tænker at det var en dæmon inde i dig, det var ikke den rigtige dig. Jeg var ikke engang fyldt 12 år endnu. Du prøvede tit at bilde mig ting ind, at få mig til at tro at ‘vores mor havde taget os fra dig og flyttet os langt væk’ eller andre ting i den stil. Du var fuld af løgn og jeg vidste det altid. Men min lillebror var nem at overbevise. Han blev ked af det.

Jeg glædede mig altid til at komme men det var også med uro i maven. Hver gang håbede jeg på en fantastisk weekend uden alt for mange øl. Engang imellem gemte jeg dine øl i køleskabet bag et glas syltetøj eller en mælk. Min lille naive barnehjerne troede vel at du så ikke ville finde dem og derfor ikke drikke dem. Jeg gjorde alt for at passe på min lillebror, at være storesøster for ham når vi kom var min vigtigste rolle. For mig. Meget vigtigere end at være din lille datter – dit barn. Når vi som det første kom og jeg gav dig et kys og din ånde lugtede af en blanding af røg, alkohol og blå gajolpastiller som du havde prøvet at skjule lugten med, så var det som om min weekend allerede dér var ødelagt. Den dag i dag kan jeg ikke udstå blå gajolpastiller. Jeg havde lyst til at vende om på stedet. Jeg brugte meget af min tid på at passe på min lillebror, på at sørge for at du ikke fik sagt for mange grimme ting om vores mor, vores liv, vores skole, vores venner, vores hobbies eller andet. Det påvirkede især ham rigtig meget. Det gjorde ondt når du sagde noget grimt om min mor og jeg gik med det samme i forsvar – dette udløste mange diskussioner mellem os ‘du var aldrig blevet sådan hvis jeg havde fået lov at opdrage dig’. Jeg råbte af dig. Og jeg kan huske du engang kørte mig hjem i raseri. Jeg boede altså 100 km væk. Du sagde ikke et ord til mig hele vejen og jeg sad og græd på bagsædet mens jeg kiggede ud ad bagruden. Jeg tror vistnok også du kørte lidt hurtigere end du burde. Jeg kan huske du stoppede i Roskilde og vendte dig om ‘er du sikker på du vil hjem?’ spurgte du koldt, lettere irritabelt. Jeg nikkede og du kørte videre. Det var det eneste du sagde til mig hele vejen. Da vi nåede frem stillede du mine tasker ved indkørslen og jeg gik ud af bilen grædende. Og så kørte du tilbage.

Jeg tænkte ofte tilbage på dengang jeg var rigtig lille. Du sagde ‘Line Sofie ved du godt hvor højt jeg elsker dig?’ jeg svarede ‘Ja’ ‘Men hvor ved du dog det fra?’ sagde du og smilede ‘fordi du siger det altid far!’. Og så krammede du mig og kyssede mig på kinden. Jeg kan huske præcis hvordan dit mørkebrune overskæg føltes mod min bløde barnekind. Det var dengang jeg var lille. Men jeg accepterede ret hurtigt min rolle i det hele. At jo ældre jeg blev, jo mere ville du hade en del af mig, jo mere ville jeg blive selvstændig og vokse op og, i dine øjne, ligne min mor – den kvinde du ikke kunne udstå. Det handlede ikke kun om dét, men om at dit misbrug år for år gjorde dig til et værre menneske. Min lillebror forstod ikke at det var forkert. Det tog ham rigtig rigtig mange år at forstå. Og det er jeg glad for. Min mor sagde aldrig nogensinde et grimt ord om dig. Ikke så meget som én gang. Det var befriende.

Som årene gik falmede de orange vægge i vores lille børneværelse. Jeg kan huske jeg tænkte, at for hver øl du drak tog den en del af min far væk.

… En del af min far som aldrig nogensinde ville komme igen.

   

3 kommentarer

  • Katja

    Jeg faldt lige over dette indlæg. Jeg vil bare lige sige, at jeg kender alt du skriver rigtig godt. Den eneste forskel er, at jeg er enebarn og mine forældre ikke er skilt eller gået fra hinanden.

    Det ér bare en anden barndom når man vokser op med en fuld forælder, og man bliver meget hurtigt voksen.

    Du er stærk og sej! Og selvom TUBA er sindssygt hårdt når man er i det, så får man en selvindsigt og et perspektiv på sin barndom som jeg tror er rigtig svær at finde alene. Jeg taler af erfaring fra et langt, individuelt forløb derinde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Hvor er jeg glad for at du ikke har slået kommentarfeltet fra! Er helt målløs – vi deler virkelig en historie så ens at det næsten er skræmmende. Og jeg har det på helt samme måde med de blå gajolpastiller! Så vildt ikke at være den eneste med de tanker og følelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hvor skriver du altså bare flot og helt vildt fængende! Jeg synes det var så spændende at læse, og udover at jeg føler at jeg, på nogen punkter, kan relatere til historien og tankerne bag, så gav du mig pludselig en reminder om, hvor meget jeg egentlig selv elsker at skrive, men desværre får gjort det alt for lidt. For din egen skyld (og alle os andre) håber jeg, at du vil fortsætte din fortælling 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg vil have en ny tatovering