mit nye konsolbord

97-1619_D9-2

Konsolbord

Jeg har købt det fineste konsolbord til vores gang i lejligheden. Så havde jeg taget en masse lækre billeder, som desværre er røget fra min computer, sammen med en masse andet vigtigt. Men se det, det skulle I. Så må jeg vise billeder af mit eget så snart jeg kan dét. Jeg forelskede mig i bordet tilbage i december, men da jeg ikke havde lejligheden klar der, så har jeg ventet. Nu har jeg endelig fået det hjem, og se lige, hvor smukt og simpelt det er. Jeg har sagt det før, men Ellos’ home afdeling er virkelig favoritstedet at shoppe boligting. Jeg tror jeg har 30 ellos boligting i mit hjem. I kan se hele homeafdelingen her.

Nu vil jeg tage ud i Amsterdams gader, jeg tager billeder og film og vil opdatere så snart jeg få mulighed for det. Jeg håber I nyder Danmark.

Sponsoreret af Ellos

Det lille hjerte

Mens jeg sidder her og lægger den sidste hånd på bachelor-værket, får I endnu et ‘repost’ indlæg. Dette var meningen skulle være udgivet i flere dele, men efter del 1, nåede jeg aldrig videre. Eller nåede, de ér skrevet. Men jeg stoppede på en eller anden måde med, at være så modig omkring udgivelse af det. Måske de alligevel en dag kommer, men her kan I læse eller genlæse del 1 af fortællingen om ‘det lille hjerte’.

Her kommer den så, den fortælling jeg har nævnt flere gange på facebook. Den sværeste fortælling jeg nogensinde har delt med jer herinde. Og det her er endda bare en lillebitte del. Jeg håber, at udover at hjælpe mig, så kan det hjælpe nogle af jer derude. At mine ord kan blive nogens trøst. Eller trøst måske ikke, men følelsen af ikke at være alene. Planen var (er) egentlig det skulle ende ud i en bog, men nu udgiver jeg først helt forsigtig en redigeret ‘del’ herinde med jer. Det er ikke skrevet for at få medlidenhed. Det er skrevet fordi det er sådan det er og at det er okay. Det skal ikke være flovt eller et tabu. For nogen. Det er skrevet over flere år i flere dele. Lige nu viser jeg blot en lille del. Fortællingen har jeg døbt ‘det lille hjerte’ og hver del har en undertitel. Jeg har skrevet på det her projekt så længe og det er meget langt. Hvad jeg gør med resten og herfra det må jeg tænke lidt over endnu. Det har taget mig lang tid at beslutte om det skal vises her. Jeg har tænkt længe over om jeg skulle slå kommentarfeltet fra lige med dette indlæg fordi det er rigtig ømt og tæt på og kritik ville være svært, men samtidig er det jo også hele ideen med at dele det her. Jeg håber derfor på respekt og sober tone i kommentarfeltet.

Puh, og så er det noget med en meget dyb vejrtrækning og lukkede øjne når min finger rammer ‘udgiv’. Her kommer det.

DEL 1.  DE FIRE ORANGE VÆGGE

Jeg kan huske præcis hvordan rummet så ud. Orange var væggene. Skrigende orange. Det var vist nok noget med det hverken var for piget eller for drenget og alligevel havde det en farve. Det var smart dengang i slut 90’erne og passede godt ind på et delebørneværelse. I hver ende stod en seng – én til mig, én til min lillebror. Jeg kan huske vi havde mørkeblå frottélagener, det var en underlig følelse at ligge på. De duftede altid rent og lækkert. Vi havde hver vores ’side’ af værelset og over hver vores seng hang et stort billede vi selv havde valgt, rammet ind i orange selvfølgelig. I midten stod en sofa, den var sort og i læder og havde en meget speciel lugt, og så havde vi et tv og en playstation. Døren var altid lukket indtil vores værelse så der ikke kom røg derind. Også når vi ikke var på besøg. Det var min regel. Jeg kunne ikke fordrage at I røg derhjemme og jeg kunne lugte når du ikke havde haft døren lukket til vores værelse. Så blev jeg så sur på dig og gik demonstrativt hen og åbnede vinduet med hånden for næsen ‘du lyver jo, far’. På en måde kunne du godt lide at genere mig lidt – det var i hvertfald sådan jeg følte det. Du sagde at det fandeme var dit hjem og det var jer der bestemte om der skulle ryges – vi kom jo kun en enkelt weekend hver 14. dag alligevel. Og så kunne vi diskutere det lidt. ‘Du ligner fandeme din mor’ sagde du ofte til mig. Du kunne ikke fordrage min mor – hun var det bedste i min verden. Nogle gange tror jeg du så hende når du kiggede på mig og så kunne du simpelthen ikke lade være med at være rigtig ondskabsfuld. Jeg tænker at det var en dæmon inde i dig, det var ikke den rigtige dig. Jeg var ikke engang fyldt 12 år endnu. Du prøvede tit at bilde mig ting ind, at få mig til at tro at ‘vores mor havde taget os fra dig og flyttet os langt væk’ eller andre ting i den stil. Du var fuld af løgn og jeg vidste det altid. Men min lillebror var nem at overbevise. Han blev ked af det.

Jeg glædede mig altid til at komme men det var også med uro i maven. Hver gang håbede jeg på en fantastisk weekend uden alt for mange øl. Engang imellem gemte jeg dine øl i køleskabet bag et glas syltetøj eller en mælk. Min lille naive barnehjerne troede vel at du så ikke ville finde dem og derfor ikke drikke dem. Jeg gjorde alt for at passe på min lillebror, at være storesøster for ham når vi kom var min vigtigste rolle. For mig. Meget vigtigere end at være din lille datter – dit barn. Når vi som det første kom og jeg gav dig et kys og din ånde lugtede af en blanding af røg, alkohol og blå gajolpastiller som du havde prøvet at skjule lugten med, så var det som om min weekend allerede dér var ødelagt. Den dag i dag kan jeg ikke udstå blå gajolpastiller. Jeg havde lyst til at vende om på stedet. Jeg brugte meget af min tid på at passe på min lillebror, på at sørge for at du ikke fik sagt for mange grimme ting om vores mor, vores liv, vores skole, vores venner, vores hobbies eller andet. Det påvirkede især ham rigtig meget. Det gjorde ondt når du sagde noget grimt om min mor og jeg gik med det samme i forsvar – dette udløste mange diskussioner mellem os ‘du var aldrig blevet sådan hvis jeg havde fået lov at opdrage dig’. Jeg råbte af dig. Og jeg kan huske du engang kørte mig hjem i raseri. Jeg boede altså 100 km væk. Du sagde ikke et ord til mig hele vejen og jeg sad og græd på bagsædet mens jeg kiggede ud ad bagruden. Jeg tror vistnok også du kørte lidt hurtigere end du burde. Jeg kan huske du stoppede i Roskilde og vendte dig om ‘er du sikker på du vil hjem?’ spurgte du koldt, lettere irritabelt. Jeg nikkede og du kørte videre. Det var det eneste du sagde til mig hele vejen. Da vi nåede frem stillede du mine tasker ved indkørslen og jeg gik ud af bilen grædende. Og så kørte du tilbage.

Jeg tænkte ofte tilbage på dengang jeg var rigtig lille. Du sagde ‘Line Sofie ved du godt hvor højt jeg elsker dig?’ jeg svarede ‘Ja’ ‘Men hvor ved du dog det fra?’ sagde du og smilede ‘fordi du siger det altid far!’. Og så krammede du mig og kyssede mig på kinden. Jeg kan huske præcis hvordan dit mørkebrune overskæg føltes mod min bløde barnekind. Det var dengang jeg var lille. Men jeg accepterede ret hurtigt min rolle i det hele. At jo ældre jeg blev, jo mere ville du hade en del af mig, jo mere ville jeg blive selvstændig og vokse op og, i dine øjne, ligne min mor – den kvinde du ikke kunne udstå. Det handlede ikke kun om dét, men om at dit misbrug år for år gjorde dig til et værre menneske. Min lillebror forstod ikke at det var forkert. Det tog ham rigtig rigtig mange år at forstå. Og det er jeg glad for. Min mor sagde aldrig nogensinde et grimt ord om dig. Ikke så meget som én gang. Det var befriende.

Som årene gik falmede de orange vægge i vores lille børneværelse. Jeg kan huske jeg tænkte, at for hver øl du drak tog den en del af min far væk.

… En del af min far som aldrig nogensinde ville komme igen.

Jeg vil have en ny tatovering

Desktop54

Well, overskriften siger det hele. Jeg vil have en tatovering. NU. De af jer der har fulgt med herinde i mange år ved, at jeg har fået fjernet to tatoveringer med laserbehandling. Siden har jeg lovet mig selv, at jeg aldrig, aldrig ALDRIG, skal have flere tatoveringer. Jeg har haft lyst flere gange, også til at være spontan, men husker på, at det må jeg ikke mere. Jeg lavede en regel der hed, at hvis jeg ville have en tatovering, så måtte jeg kun få den, hvis jeg året efter stadig ville have den. Det har ikke været tilfældet med nogen af dem, så jeg har været lykkelig over fornuftige (røv kedelige og ikke-spontane) Line, der har fortalt mig, hvad jeg skal gøre. Det var ikke sjovt, at få fjernet tatoveringer, ej heller var det en billig affære. Det kostede mig omkring 15.000 kr. i alt at få dem begge to (relativt små tatoveringer) væk, så det giver vel sig selv, at jeg har sat en stopper for tatoverings-spontanitet ever igen.

Men nu er den tilbage. Lysten for at få en tatovering. Eller to. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvem der skal lave dem, det er min lillebrors ven og altså ham der tatoverer min kæreste. Han er den dygtigste jeg kender og jeg ville være absolut tryg ved, at lave ham blække min hud. Men jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg vil have. Jeg har nogle ideer, allesammen er små, fine og meget simple tatoveringer, som jeg helst vil have dem. Jeg vil dog ikke risikere, at vågne op dagen efter jeg har fået en tatovering, kigge på den og tænke ‘fuck’ (jep, det prøvede jeg med den ene af dem jeg fik fjernet.. jeg tudede over den og den var ikke engang helet den mindste smule.. ups).

Jeg vil gerne have den snart. Men jeg er også helt med på, at det bedste for mig er, at være 100% sikker på motiv først og derefter være fornuftig og vente lidt tid, så jeg kan mærke om det virkelig er den. Men jeg er godt nok i det spontane hjørne. Åh.

Hvad synes I om tatoveringer? Har I nogle? Og har I nogle I har fortrudt?

Dating

Dette indlæg er et repost indlæg jeg skrev i januar 2015.

Hvad er pointen i at forpligte sig til en person? Det er, som om der ikke længere er en pointe i det for nogen. Det har aldrig nogensinde været nemmere at finde en at gå på date med, der findes et utal af sider, som tilbyder bekræftelse og match. Tinder, dating.dk, match.com osv. Efter at have været på Tinder i hvad der ligner et år, har jeg fået tænkt en masse tanker om dating og kærlighed. Jeg har været på efterhånden en del dates. Nogle førte til en række flere, andre førte til kortere ‘forhold’ og så var der dem der endte ligeså hurtigt, som de startede. Jeg har givet de fleste en chance, og en til chance på trods af jeg måske ikke lige følte den helt. Man skal give folk en chance mere, tænkte jeg hver gang.

Jeg er så træt af at se, hvor nemt det er blevet. Hvor er kærligheden? Respekten? Ønsket om at finde en person at dele livet med? Romantikken? Jeg har flere gange oplevet at være på de hyggeligste dates, fed kemi, masser af grin og måske endda lækker sex og nærhed. Nogle gange har jeg nået at tænke at ham her er anderledes. Og hvad sker der så efter noget tid? De tænder tinder(fuckingpikkelorte) igen. For hvad nu, hvis man går glip af noget bedre? Det er som at stå ved den største og mest overdådige buffet. Hvorfor nøjes med et lækkert stykke rødt kød, når der er saftige kyllingespyd, store salater, farverige frugter, søde chokoladekager og sprøde jordbærtærter. Der skal smages på det hele. Og efter et par mundfulde så skal man smage på noget andet, inden man bliver træt af den samme smag.

Jeg søger et forhold. Jeg ønsker kærlighed, nærhed, loyalitet og respekt. Jeg vil da gerne giftes og have nogle børn en dag. Et menneske at dele med, rejse med, og skabe et fantastisk eventyr med. Jeg er ikke desperat og det skal selvfølgelig føles og være rigtigt. Men jeg ønsker at finde et menneske der har det ligesådan og ikke kun tænker han har det sådan, han skal rent faktisk efterleve det. Dedikere sin tid til at finde ud af om man kan forelske sig og skabe noget dybere. Hvordan kan det nogensinde kilde i maven med én person, hvis man har opmærksomheden rettet mod 6 andre også? Hvem er det nu der har en storebror? Åh nej nu har jeg glemt om det var hende der havde rejst i 5 år, eller hende der boede på Nørrebro. Nå fuck det, der er så mange. Dét kan højst ende med at kilde på dem ét sted, en kilden der kan udløses ligeså hurtigt som den kommer, inden det så er videre til den næste kildetur.

Tinder er et spil hvor man vinder, hvis man matcher. I et splitsekund fyldes man med en følelse af glæde og bekræftelse og ’shit jeg er nice, han vil have mig’. Ja ja, og 800 andre. Det siger ikke en skid om en at man synes du ser sød ud på de 5 billeder du nøje har udvalgt og de får linjer du får lov at skrive til, som altid ender med et latterligt citat og din højde – hvorfor måler du ikke din pik også, det vil jeg faktisk næsten hellere vide. Men man matcher og man skriver sammen. Måske ender man med at mødes, og er man heldig så er man faktisk også et rigtigt match. Når det sker så beslutter jeg mig for at fokusere udelukkende på den ene person. Det kræver tid og energi at lære et andet menneske at kende, samt selv at åbne op. Jeg bliver ikke forelsket på én date, eller tre. Jeg kan blive betaget, fanget og nysgerrig. Jeg kan muligvis mærke lidt kilden i maven og om det muligvis kunne blive til noget andet, noget dybere. Men ikke mere end det. Og jeg synes det er skørt at tro det er sådan. Helt ærligt, det er ikke en disney film. Vi er voksne mennesker, og det kræver altså lidt tid at forelske sig og lære et andet menneske at kende.

Vi længes allesammen efter noget vi tror på eksisterer. En kærlighed og tosomhed som vi et eller andet sted allesammen vil have. Men hvis der kommer et lille bump på vejen, en mindre forhindring, så skrider vi. Der er da ingen grund til at blive og løse problemet når man kan tænde sin telefon og få det næste match. Igen og igen, ligeså ofte som vi blinker med øjnene.

Det er trist for mig at se hvor normalt det er at have gang i så mange på en gang. At vi muligvis har ét øje på én person, mens vi samtidig har det andet øje på udkig efter andre, holder hånden i en tredje og foden på vej ind i en fjerdes liv.

Ift. Tinder har jeg tilføjet en tekst i håb om at eliminere dem, som er på udkig efter overfladiske bekendtskaber og engangsknald. Og jeg søger videre. Jeg nyder de hyggelige stunder og jeg møder mange nye mennesker. Jeg får en masse frisk luft, lækre drinks og gode oplevelser. Og ja, i sidste ende så skal man vel se det sådan, at man samler på alle de gode oplevelser man kan få. En dag står han der. Måske foran mig i køen i netto, måske det perfekte tinder match som viser sig at være et rigtigt match, måske en kollega på en ny arbejdsplads. Måske ender det med at blive min kat, suk.

… Man skal kysse mange frøer, er det ikke det man siger? Så jeg kysser lidt videre.

Hvorfor bliver vi ved med at se ham, når han ikke er værd at samle på?

Dette indlæg udgav jeg i februar, men jeg synes lige det var en deling mere værd. 

Jeg er sikker på, vi allesammen har prøvet det at some point. At være sammen med ham, der i virkeligheden ikke er værd at samle på, af flere forskellige årsager, men at vi alligevel fortsætter med at se ham, på trods af vi har en masse følelser på spil og et hjerte, der langsomt er ved at gå i stykker. Vi lyver for os selv, vi bilder os selv ind, at han enten ændrer sig, pludselig vil mere eller måske endda, værst af alt, at vi selv har det helt afslappet med situationen og heller ikke selv ønsker mere. Vores mavefornemmelse skriger og råber, alarmklokkerne blinker og bimler over det hele og det gør ondt helt ind i det indre. Vi ved, med vores fornuft, at vi skal slippe ham. Men vi holder fast. Og hvorfor gør vi det?

Jeg har selv gjort det. Lavet en million undskyldninger ‘jamen han ér jo bare ikke typen, der skriver/ringer så meget/men altså han har jo også travlt, så det er nok derfor jeg kun kan se ham et par gange om måneden/Jamen han ér jo også lige kommet ud af et forhold, så han tager den med ro til han bliver helt klar til mig’ uh eller min yndlings ‘han har jo også været single i mange år, han skal lige vænne sig til, at der er en betydningsfuld person i hans liv’ osv. Listen er uendelig lang, og jeg er sikker på I kunne tilføje en million undskyldninger selv. Men det er bullshit. For selvfølgelig kan han finde ud af at skrive eller give et kald, hvis han virkelig synes du er sød og han er nysgerrig på dig. Selvfølgelig har han tid til at ses mere end et par gange om måneden, UANSET hvor travl han er.. altså hvis han virkelig er vild med dig. Sådan er det bare.

Og det er ikke for at pege fingre, for hvis der er en, der ikke har villet se sandheden i øjnene, så er det mig. Hold nu kæft, hvor har jeg lavet undskyldninger for mænd, så urealistiske og åndssvage at ikke engang jeg selv troede på dem. Hvor har jeg haft dårlig mavefornemmelse, blinkende alarmklokker og utryghed omkring en mand og stadig valgt at fortsætte med at se ham.

Nogengange er man nødt til at sige til sig selv ‘he is just not that into you’. Det kan være svært at forstå for os, for come on, man er sød, smuk, dejlig, har værdierne i orden, klog, sjov og selvfølgelig er listen meget længere, og hvilken idiot vil ikke have det? Men sådan er det bare nogengange. Ud fra min egen erfaring, har jeg samlet en liste herunder med ‘red flags’ og altså tegn på, at du burde tage dit hjerte tilbage og løbe så hurtigt du kan.

Han inviterer dig ikke ud
Hvis han ikke inviterer dig ud eller tager initiativ til at ses, så er det ikke fordi han er genert, usikker eller travl. Det er heller ikke fordi han lige skal vænne sig til, at skulle vise interesse i en pige, det er simpelthen udelukkende fordi, han ikke er nok interesseret. Og så fortjener man altså at bruge sin tid på en, der rent faktisk er.

Han kontakter dig primært når han er fuld eller liderlig
Let’s be honest girls, hvis en fyr kun skriver når han enten har alkohol i blodet eller stiv pik, så er det nok ikke din dejlige personlighed han er interesseret i, din humor, fantastiske omsorg eller dit hjerte. Nej det er sgu nok primært noget syd for hjertet, der tiltrækker hans interesse. Hvis man får en følelse af, at man egentlig kun er interessant og ‘noget værd’ når man smider bukserne, så er det med at knappe sine egne igen i en fart og lukke døren bag sig.

Han er ikke klar endnu
Hvis manden selv siger han ikke er klar, så er han ikke klar. Uanset om grunden er, at han egentlig ikke gider et forhold, lige er kommet ud af et forhold, netop har startet sin karriere og er ved at finde sin plads professionelt eller noget helt andet, så har han selv meldt ud, at han ikke er klar. Han vil ikke. I stedet for at tænke ‘nej men det bliver han når først han ser, hvor dejlig jeg er og hvor skønt vi kan have det’ så burde man rent faktisk for en gangs skyld lytte og sige ‘ved du hvad, det er jeg glad for du siger. Men jeg ér klar til kærligheden, så derfor synes jeg ikke vi skal spilde mere af hinandens tid. Alt det bedste til dig fremover’

Han vil kun ses hjemme
Hvis han aldrig vil ses med dig, udenfor hjemmets fire vægge og helst kun sene aftener, så er det noget med hurtigt at droppe ham. Du er en dejlig pige, du skal da ud og luftes, vises frem, og opleve noget med en mand. At han kan finde ud af, at tage sit tøj af og lægge sig ovenpå dig, det ér altså ingen kunst. Farvel.

Han fortæller ingen om dig
I har set hinanden i et pænt stykke tid, men alligevel kender ingen til din eksistens. Ja det er da lige bortset fra et par af hans abevenner, som hører om ‘hende han har sex med’ når han har tid. Pff. Så er det nok fordi du ikke fylder så meget for ham, at andre bare må høre om dig. For vi kender det selv, man kan da ikke holde sin kæft, hvis man er blevet rigtig glad for en.

Dit selvværd/selvtillid lider
På en eller anden måde, får han dig til at føle dig utilstrækkelig. Du gør alt muligt for at fremstå perfekt når I endelig ses, i håb om, at han så kan se hvor fantastisk uundværlig en pige du er. Måske er det fysisk, du træner ekstra meget, du planlægger, hvordan du skal se ud længe i forvejen, du ‘opgraderer’ generelt dig selv, med tankerne om at han skal være blown away. Derudover føler du ikke helt du kan være dig selv, for så ender det måske med, at han slet ikke har lyst til at være omkring dig. En mand skal booste dig, han skal fylde dig med energi og gøre dig glad. Hvis han derimod tager din energi og du kan mærke din selvtillid og selvværd lider, så er han sgu nok ikke den rigtige.

Du bliver ikke prioriteret
Hvis jeres aftaler enten altid laves i sidste øjeblik eller han ofte aflyser fordi ‘ej men så var der lige det her vigtige’ så er du ikke interessant, vigtig og spændende nok for ham.

I aftaler ikke nogen ny dag
Du har endelig haft tid med ham. Endelig kom han over, spiste noget mad, så en film og knaldede. Men han smutter selvfølgelig på arbejde morgenen efter. I kysser farvel og han siger ’ses’. Der er ikke noget med ‘hvornår har du lyst til at ses igen/kan du på lørdag/jeg skriver lige senere, så vi kan aftale en dag at ses igen’ så burde dine alarmklokker også ringe.

Din mavefornemmelse
Vigtigste punkt. Folk er forskellige. Mænd ligeså. Så der vil altid være undtagelser til ovenstående. Mine egne erfaringer har lært mig to meget vigtige ting. For det første, så er mænd ikke så komplekse, som vi kvinder. Hvis de siger noget, så er det faktisk bare det de mener. De er rimelig ligetil og i stedet for at analysere på hvad han mon i virkeligheden mener når han siger ‘jeg er ikke klar til et forhold’ så lyt på hvad han siger ‘jeg er ikke klar’. Der er faktisk ingen grund til at bruge timevis med veninderne på, at lave analyser på, hvad det egentlig betyder. Lyt på hvad han siger. Altid. Hvis de så virkelig savner dig/fortryder eller bare MÅ have dig, så skal de sgu nok gøre noget for det. Og hvis ikke de gør det, jamen gider man overhovedet så sådan en mand? nej vel. Men udover det, så se på hvordan han opfører sig. Han siger måske han synes du er sød og dejlig, men alligevel er han aldrig rigtig i din nærhed. Og på den måde, skal man selvfølgelig altid se på, hvordan han opfører sig, og ikke kun på hvad han lover/siger. For det andet, det absolut vigtigste, din mavefornemmelse. Alle regler, analyser og lister taget fra, så er der intet, der fortæller hvad du burde gøre som din mavefornemmelse. Har du ildebrand i maven, utryghed over det hele, alarmklokker der bimler og bamler eller kan du simpelthen bare ikke se ham for dig i din fremtid eller nogensinde kunne føle dig tryg med ham, så er det altså bare om at slutte det. Det ændrer sig ikke. Du kan ikke overdøve din brændende mavefornemmelse med selv den bedste og mest gennemtænkte plan og analyse. Og jo længere du ignorerer den, jo mere smertefuldt er det, når du er nødt til at gå derfra fordi du enten ved det er den eneste måde du kan overleve, eller fordi han simpelthen har fået nok. Begge dele er ekstremt smertefulde.

Det var min liste. Man er ikke i tvivl når den rigtige er der. Man er ikke i tvivl når man er tryg og glad. Man er ikke i tvivl, når man så finder ham, der rent faktisk er interesseret, prioriterer dig og ikke mindst ham du kan være dig selv omkring. Han er værd at vente på. Og så husker jeg altid mig selv på en meget vigtig ting min mor engang sagde til mig: hvis det ikke er under udvikling, så er det under afvikling. Og man er ikke i tvivl om, når det er under udvikling.

Pas på dit fine unikke hjerte. Giv det kun ud til dem, der ved hvor dyrebart det er og dem, der vil passe på det med alle deres kræfter.

Ikke-navngivet-2

Older posts