20 Bodystockings under 500 kr.

Uhyggeligt

Jeg har de sidste to måneder, uden pause, haft mareridt hver nat. Lige med undtagelse af et par nætter, hvor jeg har været fuld og derfor ikke kan huske hvad der foregår i hovedet om natten, så har jeg haft mareridt i to måneder nu. De fleste er uhyggelige, et par stykker sidder stadig fast, som flystyrtet med min mor, eller den mand der ville låse min roomie og mig inde i hans lejlighed for at torturere os, men i nat var det værre end nogensinde.

Min kæreste sov hos mig i nat. Han er vågnet omkring 4.30 for at gå på toilet. Jeg er en letsover og registrerer det som regel altid. Men jeg har nok været i den dybe søvn, så jeg har registreret det men helt underbevidst. I min drøm er han stået op for at gå i bad. Jeg ligger på mit værelse og kan høre ham i badet. Jeg undrer mig over, hvad i alverden han laver i bad midt om natten og pludselig begynder han at snakke. Jeg rejser mig op og går ud i min gang for at se, hvad der sker. Fra min gang kan man se direkte ind i badet, hvis døren står åben, og han stod helt nøgen, med åben dør, bruseren tændt og kiggede ind i væggen og snakkede. Jeg smilede lidt til mig selv, mens jeg stod og observerede ham, og så grinede jeg lidt for mig selv, da jeg tænkte han gik i søvne. Men så blev stemningen ubehagelig og underlig, og i ét hurtigt ryk vender han blikket mod mig og stirrer mig direkte ind i øjnene. Kæmpe store runde uhyggelige øjne. Lyden, da han vendte hovedet mod mig, var præcis som i en gyserfilm når man får et chok. Han træder langsomt ud af badet og jeg begynder at blive bange. Jeg råber ‘vågn op, vågn op’ og han bliver ved med at gå hen mod mig.

Og så vil han slå mig ihjel. Hans øjne er helt udspilede og åbne, jeg kradser, river, niver, tager kvælertag, sparker ham og skriger af mine lungers kræft ‘vågn nu oooop, vågn ooop’. Og han var ikke til at komme i kontakt med. Han var stærk og han ville slå mig ihjel. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at vække ham, men det var umuligt. Han begyndte at skubbe mig ud mod køkkenet og sagde med en monoton stemmeføring ‘Køkkenet. Varme olier. Knive.. varme olier, knive.’ Helt seriøst, det er det mest fucking scary jeg har drømt længe. Han ville simpelthen slå mig ihjel og uanset hvad jeg gjorde, så kunne jeg ikke vække ham. Hans nøgne våde brystkasse, var hård som sten og hans øjne helt åbne og runde, og fuldstændig med blikket fastfrosset på mig.

Tilbage til virkeligheden kommer min kæreste ind i sengen igen, hvilket vækker mig. Jeg er bange og ked af det, men stadig så træt og afkræftet at jeg ligger og piver lidt med de kræfter jeg har. Han holder om mig lidt og prøver at få mig til at sove, men så vågner jeg op og bryder fuldstændig sammen. Det var så uhyggeligt. Jeg græd og havde hurtig hjertebanken længe efter, selvom han nussede min pande, tændte et lys og hentede vand. Med de rigtige skuespillere, lidt uhyggelig underlægningsmusik og en lidt længere handling, så har jeg sgu lavet en hjernedød scary gyserfilm kan jeg godt sige. Puha.kl. var 4.45 så jeg har jo bare drømt det kort. Men holy shit. Og min kæreste ligger så, sød som han er ‘det er slut med at snakke om dybe tanker lige inden sengetid Line… og så er det SLUT med snapchatfiltre’ haha. Så sødt.

Men altså. De mareridt. De frustrerer selvfølgelig mig, som sover dårligt pga. dem. Men de frustrerer også min kæreste. Han forstår jo ikke. Jeg har altid døjet med mareridt i perioder, men at have haft det hver dag i flere måneder, det er altså unormalt selv for mig.

Kender I det? Ved I hvad i alverden det betyder eller hvad man kan gøre ved det? Temaet i mine drømme er som regel, at nogen er ude på at slå mig ihjel, eller at jeg og familiemedlemmer skal dø i ulykker. Utrolig uhyggeligt og forstyrrende for en god nats søvn. Jeg har læst en del om det på nettet, men jeg kunne godt tænke mig at høre jer, om I har gode råd og forslag til en måde, at komme lidt ud af de meget mørke nætter? Og hvis I selv har haft lange perioder med mareridt, hvad har I så prøvet at gøre?

Ikke-navngivet-2

   

19 kommentarer

  • Simone e

    Jeg har også været plaget af mareridt tidligere, oftest hvis noget sker i hverdagen, som trigger det (jeg er meget angst for at nogen vil gøre mig ondt, begå indbrud osv).
    For mig har det virkelig hjulpet at kunne fortælle mig selv i drømmen, at det bare er en drøm. På den måde kan jeg sætte mig selv uden for drømmen og så bliver jeg ikke bange. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg lærte at gøre det faktisk, men tror bare, at jeg startede med at sige det til mig selv.
    Men mareridtene kan godt påvirke mig i lang tid bagefter alligevel, særlig fordi jeg bekymrer mig meget og spekulerer en hel del.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisse-Sofie

    Jeg har ofte mareridt når jeg er stresset, eller presset, og der er nogle ting jeg ikke har fået gjort, så får jeg sådan nogle ubehagelige drømme i lag, som jeg ikke rigtigt kan vågne fra, hvor jeg måske vågner fra et “lag” af drømmen, men stadig ikke er helt vågen. de er svære at styre, og enormt ubehaglige.
    Men udover det, så har jeg trænet mig selv i, at være bevidst om at jeg drømmer, og kontrollere mine drømme. det hedder lucid-dreams, og kræver at man er opmærksom på at man drømmer (det kan man træne sig til på forskellige måder), og så er der to principper; man skal altid se det man er bange for i øjnene, og bekæmpe det, med den magt man har som “ejer” af drømmen (et eksempel er, at man kontrollerer situationen ved at omskabe drømmen, det kan fx være, at man jagtes af en frådende tiger, men man vender sig mod den, og kæler den i stedet, eller koncentrerer sig om at omskabe den til en kanin). det andet princip er, at man altid skal opsøge størst nydelse i drømmen, og aldrig må begrænse nydelsen på baggrund af fx skam. I en drøm er sex, død, at tale med efterladte osv. osv. ikke det samme som i virkeligheden. har man fx seksuelle drømme, som overskrider ens vågne grænser, men føles som nydelse i drømmen, skal man blive i det, og udforske det så meget man kan. det hjælper også en til at kontrollere sine drømme, og så er det ens private cinema.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Åh det var en god kommentar. Det vil jeg prøve at læse om og øve mig i.. det lyder dog lidt svært, det med at tage kontrol over drømmen selv.. men hvis du siger det har hjulpet dig, så tror jeg også på jeg kan. Jeg kan også forestille mig det er lidt pga pres med min bachelor osv. faktisk, nu du nævner stres/pres. Tak :*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Der er en film på netflix der handler som sådan noget, så uhyggelig.
    “nightmare” eller sådan noget hed den. Den handler om søvn paralyse..

    Ved faktisk ikke om det er en god ide at du ser den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris b

    Drømme er din underbevidstheds måde at fortælle dig ting på, også ting du ikke selv er klar over du kæmper med eller som har brug for at komme til udtryk. Jeg har feks en veninde som ofte drømmer om hvad der sker dagen efter, feks at vi bestod eksamen, at folk aflyser aftaler eller da min mor fik konstateret kræft. Det er helt klart værd at undersøge. Nu ved jeg ikke om du meditere, men meditation er en rigtig god måde at komme ind i din underbevidsthed mens du stadig selv er vågen og lære ting om dig selv og generelt mærke efter, det kan skabe stor ro i sindet og gør at man sover som en lille baby. Vil helt klart anbefale det! Held og lykke!

    Chris B

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      orv !! Tak Chris, jeg tænker meditation er en god idé. Og så skal jeg nok tage det lidt alvorligt det her kan jeg høre, det må jo komme et sted fra!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Puha det lyder ikke rart! Jeg har ikke forstand på det, men tænker det tit er et udtryk for at det mentale ikke er i balance? Da jeg havde en depression havde jeg mareridt nærmest hver nat, primært om død og ødelæggelse men også hvordan jeg var evigt utilstrækkelig på arbejdet osv. Jeg ved godt du har det rigtig godt for tiden, med ny kærlighed osv og ikke ligefrem ligger på langs med depression, men kunne der alligevel være et eller andet i dit liv som skal bearbejdes eller smides ind på en bestemt hylde? (-:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Jamen du har helt ret, der er jo et eller andet der ikke er som det skal være. Depression er det ikke, men du har nok ret i jeg lige må kigge lidt indad og finde ud af, hvad i alverden det kan være..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg har dem også i perioder. Problemet er, at jeg ikke ved jeg har dem, så jeg skriger og skriger hele natten. Og jeg bliver pissefornærmet når man vækker mig! Jeg kan ikke huske, hvad jeg drømmer, hvilket jeg normalt kan. Sjovt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kath

    Jeg døjede også med mareridt HVER nat i et meget langt stykke tid. Mine handlede mest om uhyggelige børn/spøgelser/monstre som holdte mig fast/var efter mig. Og ofte måtte jeg i drømmen kæmpe mig selv vågen men i stedet var det kun hjernen der vågnede mens kroppen stadig var lam – og så igen en kamp for at bevæge mig. Det er virkelig ubehageligt og ødelægger søvnen.. ;( ved ikke hvad der præcist stoppede mine mareridt, men det hang sammen med (gode) forandringer i mit liv.. Jeg tror også at løsningen er at prøve at finde meningen, og så træne at tænke på det inden du falder i søvn – nogengange kan man nemlig tage det med over i “det ubevidste” og på den måde springe til “pointen” som din underbevidsthed har.. 🙂 jeg ved ikke om det hjælper alle, men det hjalp mig til at kontrollere den vilde frygt en smule. Håber du finder en løsning..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Puha, det lyder godt nok heller ikke rart. :O Men det lyder som en god idé, det vil jeg prøve her til aften. Tak for tip :*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Puha, ad hvor jeg dog kender det! Jeg lider selv af PTSD efter tre voldtægter, og får også bølger af mareridt. De handler altid om at nogen jeg elsker er døde, vil slå mig ihjel eller vil forgribe sig på mig. Jeg kan jo så selvfølgelig pinpointe præcis hvad det er der har startet min strøm af mareridt, de blusser også op hvis jeg har tænkt ekstra meget på det forfærdelige der er sket for mig. Jeg tror helt sikkert også at mareridt er en måde for hjernen at bearbejde noget som man måske ikke bearbejder ordentligt i sit vågne liv? Mine mareridt er f.eks. allerværst når jeg ikke får talt om mit problem. Måske er det lidt det samme? Er der notet du går og bakser lidt med inde i hjernen, men ikke rigtig har fået ud? Håber i hvert fald at det snart går over. Jeg ved hvor totalt forfærdeligt det er at leve på en søvn der er mere mareridt end noget andet. Krydser virkelig fingre for dig! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Årh sikke en omgang du har været igennem. Det kan jeg ikke lige læse uden at kommentere, at jeg selvfølgelig er virkelig ked af det og vred på dine vegne over, hvad du har været igennem 🙁

      Men det kan være jeg skal prøve at finde rod i problemet og få talt om det, det tror jeg er en god idé. Ja mareridt er forfærdelige, de fylder helt enormt 🙁 Men tusind tak for dit fine råd og alt det bedste til dig <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg har også en periode lige nu med mange mareridt pga. kærestesorg. For mig hjælper det at skrive dem ned. Så kan jeg ligesom “glemme” dem, fordi jeg ved de står skrevet et sted. Det kunne du måske prøve 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Ja kærestesorg er også den ledeste trigger. Jeg vil prøve at skrive dem ned også, og håbe det hjælper 🙂 Tak for tip… og alle mine varmeste tanker til dig i den hårde tid <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg er ret stor tilhænger af drømmetydning, og mener at underbevidstheden prøver at fortælle en noget igennem drømme. Det er svært at kunne hjælpe andre med at tyde drømmene, idet at symbolik har forskellige betydninger for alle. Umiddelbart ville jeg slå nogle nøgleord fra dine drømme op i en drømmetydningsbog, og se om du kan kæde dem sammen med noget der sker i dit ‘virkelige’ liv :-). Personligt husker jeg alle mine drømme stort set hver nat, specielt hvis det er mareridt. Mine drømme hænger oftets sammen med mit virkelige liv, men er mere en fremstilling af det set ud fra mine følelser. Ved ikke om det kan hjælpe dig, men jeg har fået utroligt meget ud af at prøve at finde ud af, hvad mine drømme specifikt fortæller mig. 🙂 held og lykke med det, Knus!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Ja det er selvfølgelig rigtigt. Jeg tror også jeg må igang med at slå det op, hvad i alverden det kan betyde. Men tusind tak for hjælpen 🙂 Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

20 Bodystockings under 500 kr.