Bomber love

Hvorfor bliver vi ved med at se ham, når han ikke er værd at samle på?

Jeg er sikker på, vi allesammen har prøvet det at some point. At være sammen med ham, der i virkeligheden ikke er værd at samle på, af flere forskellige årsager, men at vi alligevel fortsætter med at se ham, på trods af vi har en masse følelser på spil og et hjerte, der langsomt er ved at gå i stykker. Vi lyver for os selv, vi bilder os selv ind, at han enten ændrer sig, pludselig vil mere eller måske endda, værst af alt, at vi selv har det helt afslappet med situationen og heller ikke selv ønsker mere. Vores mavefornemmelse skriger og råber, alarmklokkerne blinker og bimler over det hele og det gør ondt helt ind i det indre. Vi ved, med vores fornuft, at vi skal slippe ham. Men vi holder fast. Og hvorfor gør vi det?

Jeg har selv gjort det. Lavet en million undskyldninger ‘jamen han ér jo bare ikke typen, der skriver/ringer så meget/men altså han har jo også travlt, så det er nok derfor jeg kun kan se ham et par gange om måneden/Jamen han ér jo også lige kommet ud af et forhold, så han tager den med ro til han bliver helt klar til mig’ uh eller min yndlings ‘han har jo også været single i mange år, han skal lige vænne sig til, at der er en betydningsfuld person i hans liv’ osv. Listen er uendelig lang, og jeg er sikker på I kunne tilføje en million undskyldninger selv. Men det er bullshit. For selvfølgelig kan han finde ud af at skrive eller give et kald, hvis han virkelig synes du er sød og han er nysgerrig på dig. Selvfølgelig har han tid til at ses mere end et par gange om måneden, UANSET hvor travl han er.. altså hvis han virkelig er vild med dig. Sådan er det bare.

Og det er ikke for at pege fingre, for hvis der er en, der ikke har villet se sandheden i øjnene, så er det mig. Hold nu kæft, hvor har jeg lavet undskyldninger for mænd, så urealistiske og åndssvage at ikke engang jeg selv troede på dem. Hvor har jeg haft dårlig mavefornemmelse, blinkende alarmklokker og utryghed omkring en mand og stadig valgt at fortsætte med at se ham.

Nogengange er man nødt til at sige til sig selv ‘he is just not that into you’. Det kan være svært at forstå for os, for come on, man er sød, smuk, dejlig, har værdierne i orden, klog, sjov og selvfølgelig er listen meget længere, og hvilken idiot vil ikke have det? Men sådan er det bare nogengange. Ud fra min egen erfaring, har jeg samlet en liste herunder med ‘red flags’ og altså tegn på, at du burde tage dit hjerte tilbage og løbe så hurtigt du kan.

Han inviterer dig ikke ud
Hvis han ikke inviterer dig ud eller tager initiativ til at ses, så er det ikke fordi han er genert, usikker eller travl. Det er heller ikke fordi han lige skal vænne sig til, at skulle vise interesse i en pige, det er simpelthen udelukkende fordi, han ikke er nok interesseret. Og så fortjener man altså at bruge sin tid på en, der rent faktisk er.

Han kontakter dig primært når han er fuld eller liderlig
Let’s be honest girls, hvis en fyr kun skriver når han enten har alkohol i blodet eller stiv pik, så er det nok ikke din dejlige personlighed han er interesseret i, din humor, fantastiske omsorg eller dit hjerte. Nej det er sgu nok primært noget syd for hjertet, der tiltrækker hans interesse. Hvis man får en følelse af, at man egentlig kun er interessant og ‘noget værd’ når man smider bukserne, så er det med at knappe sine egne igen i en fart og lukke døren bag sig.

Han er ikke klar endnu
Hvis manden selv siger han ikke er klar, så er han ikke klar. Uanset om grunden er, at han egentlig ikke gider et forhold, lige er kommet ud af et forhold, netop har startet sin karriere og er ved at finde sin plads professionelt eller noget helt andet, så har han selv meldt ud, at han ikke er klar. Han vil ikke. I stedet for at tænke ‘nej men det bliver han når først han ser, hvor dejlig jeg er og hvor skønt vi kan have det’ så burde man rent faktisk for en gangs skyld lytte og sige ‘ved du hvad, det er jeg glad for du siger. Men jeg ér klar til kærligheden, så derfor synes jeg ikke vi skal spilde mere af hinandens tid. Alt det bedste til dig fremover’

Han vil kun ses hjemme
Hvis han aldrig vil ses med dig, udenfor hjemmets fire vægge og helst kun sene aftener, så er det noget med hurtigt at droppe ham. Du er en dejlig pige, du skal da ud og luftes, vises frem, og opleve noget med en mand. At han kan finde ud af, at tage sit tøj af og lægge sig ovenpå dig, det ér altså ingen kunst. Farvel.

Han fortæller ingen om dig
I har set hinanden i et pænt stykke tid, men alligevel kender ingen til din eksistens. Ja det er da lige bortset fra et par af hans abevenner, som hører om ‘hende han har sex med’ når han har tid. Pff. Så er det nok fordi du ikke fylder så meget for ham, at andre bare må høre om dig. For vi kender det selv, man kan da ikke holde sin kæft, hvis man er blevet rigtig glad for en.

Dit selvværd/selvtillid lider
På en eller anden måde, får han dig til at føle dig utilstrækkelig. Du gør alt muligt for at fremstå perfekt når I endelig ses, i håb om, at han så kan se hvor fantastisk uundværlig en pige du er. Måske er det fysisk, du træner ekstra meget, du planlægger, hvordan du skal se ud længe i forvejen, du ‘opgraderer’ generelt dig selv, med tankerne om at han skal være blown away. Derudover føler du ikke helt du kan være dig selv, for så ender det måske med, at han slet ikke har lyst til at være omkring dig. En mand skal booste dig, han skal fylde dig med energi og gøre dig glad. Hvis han derimod tager din energi og du kan mærke din selvtillid og selvværd lider, så er han sgu nok ikke den rigtige.

Du bliver ikke prioriteret
Hvis jeres aftaler enten altid laves i sidste øjeblik eller han ofte aflyser fordi ‘ej men så var der lige det her vigtige’ så er du ikke interessant, vigtig og spændende nok for ham.

I aftaler ikke nogen ny dag
Du har endelig haft tid med ham. Endelig kom han over, spiste noget mad, så en film og knaldede. Men han smutter selvfølgelig på arbejde morgenen efter. I kysser farvel og han siger ’ses’. Der er ikke noget med ‘hvornår har du lyst til at ses igen/kan du på lørdag/jeg skriver lige senere, så vi kan aftale en dag at ses igen’ så burde dine alarmklokker også ringe.

Din mavefornemmelse
Vigtigste punkt. Folk er forskellige. Mænd ligeså. Så der vil altid være undtagelser til ovenstående. Mine egne erfaringer har lært mig to meget vigtige ting. For det første, så er mænd ikke så komplekse, som vi kvinder. Hvis de siger noget, så er det faktisk bare det de mener. De er rimelig ligetil og i stedet for at analysere på hvad han mon i virkeligheden mener når han siger ‘jeg er ikke klar til et forhold’ så lyt på hvad han siger ‘jeg er ikke klar’. Der er faktisk ingen grund til at bruge timevis med veninderne på, at lave analyser på, hvad det egentlig betyder. Lyt på hvad han siger. Altid. Hvis de så virkelig savner dig/fortryder eller bare MÅ have dig, så skal de sgu nok gøre noget for det. Og hvis ikke de gør det, jamen gider man overhovedet så sådan en mand? nej vel. Men udover det, så se på hvordan han opfører sig. Han siger måske han synes du er sød og dejlig, men alligevel er han aldrig rigtig i din nærhed. Og på den måde, skal man selvfølgelig altid se på, hvordan han opfører sig, og ikke kun på hvad han lover/siger. For det andet, det absolut vigtigste, din mavefornemmelse. Alle regler, analyser og lister taget fra, så er der intet, der fortæller hvad du burde gøre som din mavefornemmelse. Har du ildebrand i maven, utryghed over det hele, alarmklokker der bimler og bamler eller kan du simpelthen bare ikke se ham for dig i din fremtid eller nogensinde kunne føle dig tryg med ham, så er det altså bare om at slutte det. Det ændrer sig ikke. Du kan ikke overdøve din brændende mavefornemmelse med selv den bedste og mest gennemtænkte plan og analyse. Og jo længere du ignorerer den, jo mere smertefuldt er det, når du er nødt til at gå derfra fordi du enten ved det er den eneste måde du kan overleve, eller fordi han simpelthen har fået nok. Begge dele er ekstremt smertefulde.

Det var min liste. Man er ikke i tvivl når den rigtige er der. Man er ikke i tvivl når man er tryg og glad. Man er ikke i tvivl, når man så finder ham, der rent faktisk er interesseret, prioriterer dig og ikke mindst ham du kan være dig selv omkring. Han er værd at vente på. Og så husker jeg altid mig selv på en meget vigtig ting min mor engang sagde til mig: hvis det ikke er under udvikling, så er det under afvikling. Og man er ikke i tvivl om, når det er under udvikling.

Pas på dit fine unikke hjerte. Giv det kun ud til dem, der ved hvor dyrebart det er og dem, der vil passe på det med alle deres kræfter.

Ikke-navngivet-2

19 kommentarer

  • Et rigtigt godt indlæg! (y)

    Gid jeg havde læst sådan noget før, så havde jeg ikke spildt 8 år med min eks. Det var sådan, op og ned. Jeg var for blind til at se det. Det gik op for mig, da han var mig utro og i dag er kærester med hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Virkelig et godt indlæg! Jeg befinder mig dog også i en situation, som jeg ikke helt kan finde ud af, og som jeg meget gerne vil have dit input til 🙂
    Jeg har crushet på en fyr fra en vennegruppe med både drenge og piger, og vi har hængt ud både et par gange alene, men også meget i gruppen. Han holder altid lang øjenkontakt og er begyndt at røre mig på små uskyldige måder. Jeg har skrevet til ham flere gange, og han er altid flittig til at svare og holde samtalen i gang, han har dog ikke skrevet til mig endnu.
    Tror du, at han vil mere end at være venner?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Ja, mand! Fantastisk indlæg 🙂 Jeg kan genkende mig selv (og tidligere flammer) så meget i det, du skriver… Indtil jeg mødte min nuværende kæreste, som slog benene væk under mig ved at være ærlig og ordentligt – og give mig den kærlighed, som jeg giver ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Av for ******. Hvor gør det ondt at læse. Nok fordi jeg stadig sidder og håber på min eks kommer tilbage efter at vi har været sammen i fire år og han har slået op.
    Hvor gør det ondt inden i. Brænder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • nanna

    Flashback til min første kærlighed! 🙁 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Genialt indlæg! Havner, af en eller anden grund, altid med mænd, hvor jeg gang på gang skal finde på undskyldninger for mig selv, selvom jeg inderst inde godt ved, at den nok bare ikke lige er der 😉 Jeg tror, at man som kvinde, har sværere ved at give slip på en mand pga. af den “nærvær” og intimitetet, man modtager fra mandens side..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Ligger og piver med 40 i feber.. Dit gennemførte indlæg har klart boostet mig og jeg vil tage din råd til mig, når jeg engang får brug for det.
    Tak for et meget ærligt læsestof 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Rigtig godt skrevet 😀
    Jeg sidder i det totalt modsatte hjørne sådan i forhold til mavefornemmelsen. For jeg er fuldstændig skudt i den her fyr og har været det længe. Og vi har brugt mange weekender sammen, men han er ligesom gået i stå.. Og når jeg prøver at spørge ad igen har han altid for travlt, skal tidligt op, osv osv. Så min fornuft siger mig, at jeg skal droppe det. Men jeg KAN Ikke. For min mavefornemmelse siger STADIG at han er den rigtige, og den eneste rigtige. Og det er ham og kun ham når jeg tænker på fremtiden… Det gør lige så ondt, at jeg er sikker på at det er SÅ rigtigt, men jeg ved jeg burde glemme ham, for han gider tydeligvis ikke nok.
    Det er bare så svært at glemme og bare “komme videre” når alle celler i ens krop skriger at man skal blive… 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Åhhhh den er også svær :/! Men selvom du har lyst til det skal være jer og det FØLES helt rigtigt, så er der vel alligevel noget ved din mavefornemmelse der gør dig utryg og føler han ikke rigtig gider mere?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Årh, du rammer spot on med den: Han er bare ikke klar. Har lige selv oplevet og tænkte også: ‘Han blir klar når han indser hvor utrolig god en fangst jeg er’ – men ak nej!

    Virkelig fedt indlæg – og ud fra mine personlige erfaringer har du ret, men ja, der er undtagelser. Mavefornemmelsen er dog den vigtigst: Hvis den siger han ikke vil dig, så er det som regel rigtigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Tusind tak.. og ja, det er nemlig rigtigt med mavefornemmelsen.. den er SÅ vigtig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • jip

    Kan jeg spørge om dit råd?
    Jeg har indenfor en kort periode været sammen med en fyr ca fire gange. Vi har begge været fulde – haft sex og sovet sammen efterfølgende.
    Jeg kunne godt tænke mig OGSÅ at se ham til en øl eller kop kaffe, når vi er ædru. Det har jeg også spurgt ham, men fik et meget underligt svar.
    Er han et no go? Ud fra din erfaring? Og er det ikke kikset og desperat at spørge en gang til?
    Når vi har været sammen har ham været meget kærlig osv., også mens andre har set os, og jeg ved, at hans venner og bekendte ved vi har været sammen.
    Jeg kan sgu ikke regne ham ud, og vil ikke virke for desperat (er bange for at jeg allerede har virket det!).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Hej Jip. Selvfølgelig må du det. Jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan, men det er jo kun ud fra hvad jeg selv har erfaret/ville gøre.
      Jeg kan godt forstå du er nysgerrig, nu ved jeg jo ikke hvilket svar du fik af ham første gang, eller hvad du præcis skrev, men det lyder alligevel lidt som om det I har sammen nu, er baseret på fulde aftener og sex. Det betyder jo ikke det ikke kan blive til mere.

      Jeg tænkte selv meget i en periode om jeg mon fremstod ‘god nok’ indtil det gik op for mig, at uanset hvad, så skal jeg gøre det der føles rigtigt for mig. Alt andet er jo at undertrykke den person man er. Jeg synes derfor ikke du skal være så meget ‘ovre i ham’ og ‘hvad mon han tænker og føler’ men i stedet gøre det, du har lyst til. Hvis du er nysgerrig på ham og gerne vil tage en kop kaffe en dag uden alkohol i blodet, men du synes hans tidligere svar var uklart, så ville jeg give det et sidste skud (hvis det føles rigtigt FOR DIG).

      Du kan jo skrive det helt casual til ham, men om han ikke har lyst til en kop kaffe i den dejlige sol en af de kommende dage, på en rigtig sød og afslappet måde. Der er intet desperat i, at spørge igen (synes jeg) medmindre det er 10. gang du spørger og har fået afvisning hver gang 😉

      Det lyder som om du synes han er interessant, og så synes jeg da helt sikkert du skal give det et skud. Hvis han endnu engang enten svarer underligt eller helt underlader at kommentere på det, så synes jeg du skal hoppe hurtigt videre til en, der ikke kun gider danse og knalde natten væk med dig 🙂

      Jeg håber det lykkes for jer !

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jip

      Tak for svaret 🙂 dejligt at høre din mening.
      Jeg synes nemlig, at han virker interessant. Har mødt ham et par gange ædru, hvor andre mennesker også har været, hvor han har talt med mig og været sød. De gange vi har været sammen har han også spurgt ind til forskelligt og virket kngeresseret og været kærlig, osv. Men de få gange vi har skrevet sammen virker helt anderledes og lidt kold faktisk. Derfor har jeg svært ved at læse ham.. Frustrerende! 🙂

      Jeg er SÅ bange for at virke desperat og faktisk bare skræmme ham væk, men tror jeg vil lade en-to uger gå, og så spørge om den kaffe igen – hvis vi ikke ser hinanden inden.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bomber love