Juna Sengetøj

.. og så kom du # 4

Læs del 1 her, del 2 her og del 3 her.

Vi havde den dejligste tur til Budapest. Virkelig. Der var ikke en finger at sætte på den tur. Den var fyldt med sol, godt humør, lækre oplevelser, uendelig meget forelskelse og selvfølgelig en masse god mad og kage. Vi grinede, spillede spil, sov længe, tog karbad og lavede alle de ting man kunne forestille sig en god ferie skal indeholde. Vi kom virkelig tæt på hinanden og fandt ud af, hvor glade vi egentlig var blevet for hinanden. Egentlig ønskede jeg aldrig nogensinde, at den ferie skulle stoppe igen. Men det gjorde den jo.

Da vi kom hjem, var vi den efterfølgende uge helt høje på den fede tur vi lige havde været på. Vi så hinanden stort set hele tiden, snakkede allerede nye rejser og eventyr, kiggede på destinationer, og nød hinanden. Jeg troede simpelthen ikke på, at det her nogensinde kunne ændre sig.

Men det gjorde det. Selvfølgelig gjorde det det. Endnu engang begyndte hans humør at ændre sig. Han trak sig nu endnu mere ind i sig selv, end nogensinde før. Jeg gjorde mit bedste for at være der for ham, gøre ham glad og endnu engang danse rundt om ham, som jeg tænkte det ville hjælpe. Jeg skulle være danset direkte ud af hans dør. Jeg oplevede nogle mærkelig ting med ham, skræmmende og ubehagelige, men endnu engang var jeg blevet suget så godt og grundigt ind i alt det her, at jeg gang på gang undskyldte for ‘ikke at være tilstrækkelig nok’.

I takt med han blev mere og mere iskold, blev jeg mere og mere ihærdig. Frustreret. Ked af det. Magtesløs. Vi havde jo lige været på kærlighedsferie? Vi havde jo lige kysset i Budapest, fortalt hinanden, hvor vilde vi var med hinanden, planlagt nye rejser ind i fremtiden osv.? Hvordan kunne det, på en lille uge, være forvandlet til ondt i maven, tårer, og den ene afvisning efter den anden? Hvad er det der sker? Hvorfor er du sådan her? Er det min skyld? Hvad er det der foregår?

Jeg havde en million spørgsmål, spørgsmål, som han ikke kunne overskue at tage stilling til. Han kunne ikke overskue at svare mig. Og jeg prøvede at undertrykke det. Prøvede at lade som om, at den boblende lava i min mave ikke betød noget. Jeg kæmpede med alle mine kræfter når vi var sammen for ikke at stille spørgsmål til den pludseligt skiftende stemning og den kæmpestore sorte sky, der nu var hang fast over os når vi var sammen. Nogengange kunne jeg ikke holde det inde. Klumpen i halsen voksede, og jeg forstod ingenting. Så det skete flere gange, at jeg sad med store våde glasøjne, og prøvede at sluge den kæmpe klump jeg havde i halsen, i håb om den ville slukke den ildebrand han havde tændt i min mave. Den ildebrand, der snart var ved at overtage hele min krop og brænde mig ihjel. Det lyder overdrevet. Men sådan føltes det. Jeg gjorde fortsat alt, hvad der stod i min magt for, at få det tilbage som vi lige havde haft. Jeg lukkede øjnene for, at denne her relation aldrig havde været tryg og god for mig. Jeg så udelukkende på potentialet og alle de gode ting, men negligerede fuldstændigt, at der havde været alt for meget ondt i maven.

Da det for alvor gik op for mig, at noget var helt galt, var da jeg ikke havde hørt fra ham i 2 hele dage (vi talte normalt sammen hver dag). Jeg lod ham være, gav ham plads og ro. Men på 3. dagen var jeg ved at gå til. Jeg gik faktisk kun og ventede på en besked, hvor han ville slutte det med mig. Jeg var sammen med en veninde, som kender hele min historie. Vi tog ud og spiste noget frokost sammen, og jeg var nødt til at sætte min telefon på flytilstand, fordi tanken om, at få en besked fra ham midt i maden, blandt andre mennesker, hvor han muligvis ville slutte det, var uudholdelig. Og eftersom jeg ikke havde spist ordentligt i flere dage, havde jeg virkelig brug for det her break.
S Y G T.

Min veninde var bekymret og ked af det. Hun sagde, at der ingen grund var til at jeg gik og ventede på han sluttede det, men at jeg ligeså godt selv kunne slutte det. Men jeg var bare ikke stærk nok der. Dagen fortsatte og om aftenen var jeg sammen med nogle venner og spise aftensmad. Jeg hørte intet fra ham. De kørte mig hjem sent om aftenen, og da vi holdt på min gade, kl. 22 og jeg skulle til at stige ud af bilen, så poppede hans navn op på min telefon. Jeg skyndte mig at åbne beskeden, jeg tror måske mit hjerte var gået i stå og i beskeden stod der ‘Hey smukke. Hvad laver du?’.

Og så brød jeg sammen. Jeg rystede over det hele. Jeg græd. Jeg kunne ikke mærke mine ben og nærmest ikke tale. 3 dage i helvede og så får man den mest ligegyldige, overfladiske besked. Mine venner tog mig med hjem til dem og jeg lånte deres sofa for en nat. Hvad fanden skete der med mig? Det gik virkelig op for mig, at det her var usundt. Hele min krop var i alarmberedskab og en så fysisk reaktion, var simpelthen ikke normalt. Og slet slet ikke okay.

Tænk engang at blive suget så meget med. Men han gjorde noget ved mig, som virkelig triggede nogle usunde mønstre. Og jeg kunne ikke slippe. Jeg røg tilbage i lille Line, den medafhængige. Jeg blev draget ind i en relation, hvor samspillet med den anden pludselig var så velkendt. Der måtte jeg erkende, at noget ved mit selvværd simpelthen er blevet beskadiget som helt lille, hvor jeg voksede op med en far, hvor misbrug, hemmeligheder, taktikker, utryghed og undertrykkende regler har ført til nogle overlevelsesstrategier, som er kommet til at leve videre i mit voksne jeg.

Jeg prøvede at blive bevidst om, hvad det var der skete med mig. Hvorfor jeg blev i det her.  En blanding af at skulle føle mig betydningsfuld overfor et andet menneske, at skulle hjælpe, være der for ham, gøre mit bedste og ikke mindst, en sikkert helt underbevidst proces og trang til at hele fortiden. Mit fokus var konstant udenfor mig selv, mine egne grænser, behov og ønsker blev tilsidesat til fordel for hans.

Jeg blev bevidst om, hvad det var der skete. Jeg blev ked af det, skamfuld og flov. Men samtidig lettet. Lettet over, at medafhængig ér et begreb. Lettet over, at føle mig forstået lige pludselig. Lettet over at forstå mig selv endnu bedre. Men allermest lettet over, at der er en vej ud. Mønsteret kan brydes.

Det var en sej kamp for mig, at komme ud af. Jeg befandt mig uhyggeligt trygt i utrygheden. Jeg havde svært ved at slippe og gøre det bedste for mig. Men jeg gjorde det. Til allersidst fik jeg vristet mig fri. Og det kan godt være han skubbede mig udover den klippe og jeg egentlig ikke kan tage æren for selv at have taget springet, men jeg fik ham slettet og blokeret overalt i faldet om ikke andet. Vi fik aldrig et ordentligt farvel på trods af 4 måneders dating, hvilket virkelig gik mig på, men til sidst erkendte jeg, at vi heller aldrig fik 4 ordentlige, sunde og gode måneder sammen. Slutningen blev præcis ligeså rodet, smertefuld, uafklaret og underlig, som de 4 måneder med ham havde været. Og det kunne ikke blive anderledes.

Og så stoppede rutchebanen endelig. Mit hjerte hamrede helt sindssygt. Mit hår var allevegne, min mascara var løbet. Jeg var ét stort rod. Men rutchebaneturen var endelig overstået. Sikkerhedsselen var åbnet og jeg kunne komme ud. Selvom mine ben rystede under mig, mit hjerte krævede lidt ekstra lappearbejde og min lille mave helt sikkert nu mere end nogensinde, havde brug for ro, så var jeg lettet.

Lettet over aldrig mere, aldrig mere, at skulle ud i en lignende relation. Jeg besluttede mig dér for, at nu skulle jeg have mit livs dejligste kærlighedsaffære – nemlig den med mig selv. Nu ville jeg for alvor forelske mig, og hvorfor ikke kaste sin kærlighed, opmærksomhed og forelskelse mod hovedpersonen i mit eventyr, i mit liv og i min fortælling, nemlig mig!

   

31 kommentarer

  • Sandie

    Ham der kender jeg godt. Jeg var kærester med ham. Efter et par måneder med psykisk terror begyndte han at slå. Og tage kvælertag. Og sparke mig ud af sengen – bogstavelig talt. Jeg gik aldrig. Men en aften stak han mig en flad på dansegulvet på Crazy Daisy, og han gik fra mig. Jeg var sygemeldt i 3 måneder, var aldrig alene, min mor og far skiftedes til at våge over mig. Efter 3 måneder rejste jeg mig op. Og tog på Crazy Daisy igen. Op på det selv samme dansegulv mødte jeg min helt. Ham der trak mig ud af mit mareridt. Ham der i nu 6 år aldrig har hævet sin hånd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Er først nu faldet over din blog – jeg er fan. 🙂
    Især af disse 4 indlæg. Jeg er ked af, at du har haft så dårlig en oplevelse, men samtidig enormt lettet – for så er jeg ikke den eneste. Jeg brugte halvandet år på en fyr som aldrig rigtig ville mig, men jeg troede og håbede virkelig på det. Jeg holdte skjult, præcis som dig – endda for min allerbedste veninde. Til sidst tog jeg mig sammen og droppede ham, og det er sværeste, bedste, sejeste jeg nogensinde har gjort.
    Tak for at dele så personlig en oplevelse – stort. 🙂
    Mvh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thomas

    Hej Line Sofie.
    Jeg er nok på alle måder en atypisk læser og egentlig læser jeg slet ikke blogs – faldt tilfældigt over din og blev optaget af din fortælling. Af flere grunde er jeg ikke læser af blogs. Lever med mit køn og alder (39) ikke op til det typiske segment og mener blogs ofte tegner et helt forskruet billede af virkeligheden som i værste fald er medvirkende til at fucke folks hoved mere op end godt er. Frygter den dag min ene datter udvikler en spiseforstyrrelse fordi en eller anden blogger har medvirket til, at hun tror at det kropsideal er hvad hun skal efterstræbe – og vil hade den dag min anden datter føler sig forkert fordi sådanne medier bilder hende ind, at hun i en alder af 18 skal præstere et perfekt opdækket bord med klamt royal copenhagen stel i en perfekt lejlighed og med en perfekt kæreste. Som du kan læse har jeg fordomme nok – det skal ikke lægge dig til last og jeg synes faktisk du formår at tegne et billede af virkeligheden som er genkendelig, smuk, grim, barsk, let, og lige så fuld af ups and downs som den “virkelige virkelighed”.. Når mine piger bliver ældre ville jeg ikke blive bekymret hvis de læste en blog som din – og det siger ikke så lidt:)
    Jeg blev betaget af din fortællingfor på mange måder har jeg været manden i din fortælling. Ikke at vi nogensinde har mødtes – no worries… vi har ikke været ude at rejse sammen, har ikke flettet fingre eller set japanske tegnefilm:) Men jeg har været ham den usikre, vægelsindede, egoistiske for andre kvinder. Jeg har været ham der har suget hver en dråbe kærlighed og bekræftelse ud af min kæreste uden at være i stand til, at give hende andet tilbage end ondt i maven og konstant spekulation over om jeg ville hende, om hun var god nok, gjorde det rigtige for mig og forholdet. Jeg er ham der konstant skiftede mellem at elske hende og ville hende mere end noget andet – for kort efter at blive i tvivl og føle mig snøret så hårdt ind i forventninger, og forpligtelser, at jeg følte mig kvalt og kastreret. Jeg er ham som slog op flere gange…. følte mig bundløst alene og overtalte hende til at komme tilbage – kun for at gøre det forbi næste gang panikken meldte sig og jeg ikke kunne føle noget overhovedet. Jeg er ham som har gjort alt det forkerte. Og hvad vil jeg fortælle med den smøre? Jeg har været i flere forhold – og virkeligt kendt mange kvinder. Jeg har ikke været et røvhul i alle de forhold – vist egentligt kun i et enkelt. Og præcis det forhold er jeg ikke stolt af og kunne jeg har jeg tit haft lyst til at undskylde. Jeg fuckede det op men ikke fordi der var noget forkert eller galt med hende. Jeg fuckede det op fordi jeg selv lå ned.. af mange grunde var det den sværeste tid i mit liv og lige gyldigt hvor meget jeg fakede blev dæmonerne ved med at destruerer og ødelægge alt smukt. Længe troede hun, at hun og vores kærlighed var hvad der skulle til for at ændre det grimme til noget smukt. At hendes handlinger – hendes kærlighed var hvad der ville få os tilbage – væk fra tvivlen og usikkerheden. Hun sled sig op og jeg spolerede hendes illusioner om kærlighedens uskyld. Er der en pointe er det nok, at den mand jeg var og den mand du skriver om – han kan ikke redes. Hans indre dæmoner er for stærke og det er hans ansvar, og hans projekt at komme ud på den anden side…. og en gang være noget godt for en kæreste som han ønsker at være det. Er der en pointe må at du og dine med søstre – og alle de mænd der møder noget tilsvarende – gør rigtigt i at slippe ud af så usunde relationer – så hurtigt som muligt og med sig selv i behold.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Wow Thomas. Først og fremmest TUSIND tak for din lange og virkelig fine kommentar. Tak for den kæmpestore ros omkring min blog, det betyder helt sindssygt meget for mig, for jeg prøver netop ikke at skabe et billede af livet som værende det perfekte glansbillede. Og det er jeg simpelthen så glad for at du, som mand med døtre, kan se. Så af hjertet tak.

      Dernest, det du beskriver er rigtig rigtig godt. Den mand jeg så, havde SÅ mange dæmoner, så meget smerte, og var på alle måder slet ikke klar til det her. til mig. Eller til nogen. Jeg troede og håbede selvfølgelig, at han med tiden ville blive det. At JEG på en eller anden måde, kunne være hende der rev ham væk fra smerten og førte ham ind i det smukkeste kærlighedseventyr. Men det blev ikke sådan. Jeg er sikker på han på mange måder ønskede det, han var inspireret af mig og glad for mig, på rigtig mange måder, men i stedet for at jeg trak ham med ind i noget smukt, så blev jeg selv suget længere og længere ind i noget rigtig skidt, mørkt forkert.

      Det tog mig lang tid at erkende, at han ikke kunne reddes. Ikke af mig i hvertfald. At vi måtte slippe hinanden, så han selv kan komme ud af den periode han er i lige nu. Du har helt ret når du skriver som du gør. Det er befriende, at høre fra en mand, en mand som selv har været ude af stand til at gengælde den kærlighed, bekræftelse og udelukkende gode omsorgsfulde handlinger han har fået. En mand som kan sige, at man IKKE kan reddes fra de dæmoner, at uanset hvor smuk, dejlig, sød, empatisk og vidunderlig en kvinde/mand der står foran en, så er der noget andet der fylder mere.

      Endnu engang tusind tak for din kommentar. Den betyder rigtig meget for mig, og jeg er helt sikker på, at også mine læsere herinde får noget ud af den!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • T

    Tak for din historie og tak mest af alt for dit gavmilde væsen – for det er man (også) når man deler noget så personligt. Hvis ikke du kender bogen med den lidt fesne selvhjælps-bogs-titel: “Reinventing your life” af Jeffrey E.Young, så vil jeg varmt anbefale dig den. Den omhandler og beskriver forskellige “lifetraps”, og hvorfor man er havnet i disse. Specielt kapitlet om subjugation(undertrykkelse/underkastelse) har været virkelig interessant for mig at læse. Da jeg ligesom dig, også har lært og erkendt tingene på den hårde måde.. Alt det bedste! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Tusind tak for din kommentar T! Jeg vil tage et kig på bogen, det lyder som om der kunne stå noget relevant for mig også!
      Alt det bedste til dig også <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Wow Line. Nu har jeg fulgt dig i flere år, og jeg må sige, at det jeg holder mest af ved din blog, er dine personlige indlæg. De kan få mig til at smile, græde, grine og føle vrede overfor de personer som gør dig ondt. Utrolig at jeg kan have det sådan, uden overhovedet at kende dig. Du vækker følelser i mig som ingen andre bloggere gør, og det skal du have tak for.
    Det er en meget stærk fortælling du har skrevet, og det er klart den bedste beslutning at du er kommet ud af det. Det lyder som en rigtig god plan at sætte dig selv i fokus nu. Håber alt kommer til at gå dig godt 🙂 Jeg vil ihvertfald blive ved med at følge med i dit liv.
    Kram Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Wow Anne! sådan en kommentar rør mig virkelig dybere end du aner. Tænk, at jeg kan vække de følelser i andre mennesker ved mine ord. Tusind tak <3 Det er så dejligt med de kommentarer, virkelig!

      Kram tilbage!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder fandme fornuftigt!
    You go girl!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hej Line.
    Jeg kan, ligesom mange andre, genkende mig selv enormt meget i de ting du beskriver. Jeg er også vokset op med en alkoholiseret forælder og har fornylig også gennemgået voldsom kærestesorg. Hvis ikke du allerede kender den, så vil jeg gerne anbefale dig en bog, som har hjulpet mig enormt meget. Den omhandler nemlig de her mønstre og har givet mig ufattelig meget indsigt i hvorfor jeg er som jeg er og agerer som jeg gør i forhold (og efter brud) netop pga indflydelse af de ting man har gennemlevet som barn – fx som barn af en alkoholiker. Bogen hedder ‘Kvinder der elsker for meget’ og er skrevet af en psykolog. Tak fordi du skriver de her indlæg. Knus en trofast følger. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      hej Sofie. Jeg er ked af at høre om din kærestesorg og din opvækst. Jeg forstår sagtens, hvad du går igennem. Jeg har faktisk hørt om den bog før, og nu vil jeg få den købt. Tusind tak for din kommentar <3 masser af tanker og medvind til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Wow hvor kunne jeg genkende meget i den historie. Jeg er ligesom dig vokset op med en alkoholiseret forælder og har slæbt præcis sammen mønster med ind i mine forhold. Ikke fordi jeg møder nogle dumme mænd, men jeg tilsidesætter mig selv fuldstændig og får ondt i maven over det. Ligesom dig, har jeg også besluttet, at sådan skal det ikke være mere. Bare det at tage den beslutning, bliver man allerede et meget gladere menneske af 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Tak for din kommentar. og ja, lige præcis. Man får det meget bedre af, at huske at holde fokus på sig selv mest. 🙂 :* jeg forstår virkelig hvad du kæmper med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • charlotte

    Hold nu op, du er så fantastisk til at skrive og formulere dig at det næsten helt gør ondt. Tusinde tak for at dele din historie. Den minder desværre utrolig meget om min egen, at det er lige før det kunne være den samme fyr hehe. Det er for sindsygt hvor skør man kan blive over kærlighed, og hvor meget den kan styre. Pisse sejt du er kommet ud på den rigtige side igen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Tusind tusind tak :* Ja det kunne næsten lyde sådan. og ja, det er virkelig skræmmende det kan styre så meget..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Svane

    Tror jeg er forelsket i dig, i hvert fald din måde at skrive på, og din måde at se verden på – det hele gør mig så rørt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Du forstår slet ikke, hvor meget sådan en kommentar betyder for mig. <3 tak!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Så dejligt endelig at få slutningen af historien! har ventet i spænding.. meen Puha, sikke en omgang.. og jeg kender det..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Hej Line.
    Jeg vil bare sige tak for at dele din historie. Ikke fordi jeg tror den er særligt unik men fordi det er befriende at høre nogle snakke om en dårlig oplevelse. Alt på de sociale medier er efterhånden glansbillede på glansbillede og det er trættene at høre på.
    Så tak fordi du gider dele en dårlig oplevelse.
    Og så håber jeg du er kommet helskindet igennem det hele 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    WOW. Du er simpelthen så dygtig til at skrive og formulere dig på skrift. Du fanger mig virkelig, og har gået nogle dage og ventet på dette opslag! Jeg håber du har det godt ovenpå denne oplevelse – og jeg elsker din tanke omkring at blive forelsket i sig selv. Når man først elsker sig selv, er der også plads til at elske andre 🙂 Tak for en fantastisk ærlig blog. Sender kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Tusind tak Louise 🙂 det er jeg rigtig glad for at høre! Jeg har det godt. Kram tilbage

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Jeg bliver nærmest helt forelsket i dig. Elsker dine små historier. De er så autentiske og nærværende, og jeg kan se rigtig meget af mig selv i dig. Jeg har selv lige været igennem samme lignende kærlighedsaffære, og er så småt også begyndt at få øjnene op for, at han ikke er det værd. Han er en af de mest inspirerende væsener, jeg har mødt, og jeg får stadig tilbagefald, hvor jeg tænker, jeg nok aldrig vil møde en som ham. Jeg troede virkelig han var min soulmate. Men han sårede mig gang på gang, og er han så værd at kæmpe for? Er meningen med livet ikke, at du skal føle dig tryg og glad, og ikke leve i en evig frygt for at træde forkert og please en anden person, bare for at han kan lide dig. Jeg fik afsluttet det, og selvom det stadig gør ondt og tanken om “hvad nu hvis..” stadig falder mig ind, så ved jeg det var den rigtige beslutning, jeg tog. Han var en lektie om, hvor vigtigt det er, jeg har mig selv med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Puh det lyder også hårdt. Men jeg tror du ser på det helt rigtigt, man SKAL nemlig føle sig tryg og glad.. sejt du fik det afsluttet, jeg ved, som du kan se, hvor svært det kan være :)!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla T

    Puha, man kan nærmest mærke alle følelser. Jeg vil egentlig bare sige: hvor er du sej. Helt vildt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Godt du fandt ud af, hvem den rigtige for dig er = dig! Det vigtigste er at passe på sig selv, for det er trods alt dig selv du skal leve med, resten af dit liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Verdens bedste beslutning <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Juna Sengetøj