Med Barn

.. og så kom du # 3

Læs del 1 her og del 2 her.

‘Ja, ja, ja’ lød det inde i mit hovede, i takten til mit hjertes nu hurtige slag. Der var et eller andet sted ikke noget jeg hellere ville, end at gå den tur med ham. Men min hjerne, min fornuft OG min stærke roomie råbte nej i kor. Jeg talte meget frem og tilbage med hende om det, og der var ingen tvivl om, at den besked mente hun jeg skulle ignorere. Slette. Blokere ham. Jeg gav hende ret, men vidste også godt med mig selv, at denne her var ikke slut. Jeg vidste det bare. Skulle jeg virkelig igennem møllen én gang til? Turde jeg? Var jeg stærk nok til at lade være?

Jeg fik sendt en besked retur, med et ‘tja vi kan da godt gå en tur’ et par timer efter (timer, som føltes som uger). Jeg var overraskende glad, helt ekstatisk næsten, da jeg havde taget beslutningen om, at gå en tur med ham. Han gjorde noget ved mig. Han triggede en virkelig giftig og farlig side i mig, som var ligeså spændende, som den var forkert for mig. Jeg befandt mig uhyggeligt nemt og trygt i utrygheden.

Om aftenen havde jeg en aftale med en anden, en person, som i virkeligheden fortjente min opmærksomhed meget mere end han gjorde. Jeg hyggede mig rigtig meget med min aftenaftale, men da jeg kunne se den begyndte at nærme sig min aftale med ham, måtte jeg finde på en undskyldning for at slutte af for denne aften. Det var ellers smadderhyggeligt. Men jeg fik sagt farvel, løbet op til min lejlighed, frisket min mascara lidt op, og spurtet ned til min cykel, hvor jeg havde 7 minutter til, at nå frem til vores aftalte mødested.

Han var ikke kommet, da jeg nåede frem, så jeg gik lidt frem og tilbage. Min mave gjorde ondt og jeg var spændt. Da jeg så ham og gav ham et kram, var det en blanding af usandsynligt mange følelser. Vrede, tristhed, glæde og en snert af ‘føj, hvor han egentlig lugter af røg’. Men vi gik en lang tur. Han nævnte intet om alt det der var sket. Jeg gjorde heller ikke. Jeg var lidt tilbageholdende og han spurgte mig, om alle mulige andre ting. Til sidst tog jeg mig modet og spurgte ‘hvad er det du gerne vil med denne her gåtur?’. Han ville bare høre, hvordan jeg havde det.. og så havde han også savnet mig og ville måske se, om vi kunne give det en chance mere. Jeg kunne igen mærke, at det var en meget blandet oplevelse for mig at høre. Jeg følte mig faktisk mere ovenpå, end jeg fornemmede han gjorde. Dagene adskilt og stilheden mellem os, havde egentlig styrket mig og skubbet mig fra ham, så jeg kunne tænke lidt mere klart. Jeg tænkte allerede dér, at det måske var en farlig idé at kaste sig ud i ‘endnu en chance’.

Vi skiltes ved min hoveddør, han fulgte mig hele vejen hjem i kulden, kyssede mig på kinden og sagde ‘vi ses’. Da jeg kom hjem, måtte jeg bilde min roomie ind, at det var aftalen forinden, der havde trukket så langt ud. Inden jeg ramte hovedpuden, tikkede en sms ind ‘det var dejligt at se dig igen. Jeg har sgu savnet dig’. Den besked varmede helt ned i storetåen, og jeg faldt i søvn med et smil på læben.

Efterfølgende sås vi en del. Hemmeligt. Jeg fortalte ingen om det, og jeg holdt ham stadig lidt ud i strakt arm. Prøvede at træde lidt varsomt. Vi talte det hele igennem, han undskyldte meget af sin opførsel, jeg undskyldte også for min (den der opførsel, som blev trigget af total magtesløshed og utryghed). Vi blev meget hurtigt meget tætte i den periode, og jeg følte mig virkelig glad og forelsket igen. Igen var det total gensidigt, og han blev gladere og gladere for mig, forsikrede mig om, at han selvfølgelig ikke så andre og heller ikke håbede at jeg gjorde det. Det gjorde jeg ikke. Utrygheden fadede mere om mere væk, og vi nød bare virkelig hinanden. Han sagde flere gange, at han så gerne ville mig, og bare håbede jeg snart var klar til at give mig helt hen igen.

Jeg tænkte tit, at det ville blive svært at skulle fortælle mine nærmeste, at jeg endnu engang havde kastet mig i armene på ham. Men jeg tænkte samtidig også, at nogengange er begyndelse svær, man dummer sig, man undskylder og man tilgiver hinanden. Der var stadig noget så fint, så specielt, så magisk og så potentielt mellem os, at jeg sagde til mig selv, at man jo ligesom også kun fortryder de chancer man ikke tager. Kærlighed skal have en chance, han og ‘vi’ skulle have den chance. Så jeg fortalte mine nærmeste om det. Om, hvor glade vi faktisk var for hinanden, hvor dejligt vi havde det og at vi havde talt om alt det der var sket, og havde fået det afklaret. At jeg havde taget denne her beslutning, fordi jeg vidste, at jeg ville fortryde resten af livet, hvis jeg ikke havde gjort det. Folk accepterede, og var overraskende søde og forstående.

Inden han havde afsluttet det, da han sagde han ville se andre, havde jeg købt flybilletter til Budapest. En tur vi havde glædet os til at tage på sammen. Få dage efter var det jo han sluttede det ‘da han var usikker på mig og ville se andre’ og jeg accepterede at den tur måtte gå til spilde. Men da vi så nu var begyndt at ses igen, virkede det jo helt åndssvagt, hvis de bare skulle gå til spilde.

Jeg nævnte intet om den tur, og indtil 3 dage inden det var meningen vi skulle have været afsted, gjorde han heller ikke. Men så spurgte han ind til det, om jeg havde fået solgt billetterne eller fundet en anden at tage med. Da mit svar var nej til begge dele, sagde han, at han i hvertfald rigtig gerne ville afsted med mig, så hvis jeg var klar, syntes han da vi skulle tage på eventyr sammen. Jeg brugte en dags tid til at tænke over det og besluttede mig for, at selvfølgelig skulle vi på den tur sammen. Den var jo ment til os, så den skulle vi have sammen. Vi var så glade for hinanden, så tætte og alt det dårlige var lagt bag os.

.. og jeg vidste godt, at jeg allerede nu havde jeg sat mig alt for godt til rette og spændt sikkerhedsselen godt fast, til den rutchebanetur jeg næsten lige var kommet levende ud af.

.. fortsættes

12 kommentarer

  • Katrine

    Utroligt hvor meget man selv kan sidde og nikke med og genkende den historie. Sidder selv i en lignende situation. Man finder bare nogle gange de fyre der trigger et eller andet i en. Lige meget hvor meget ens fornuft stritter imod kan man ikke lade være. De har bare taget på en! Glæder mig til næste del, det kan være jeg bliver lidt klogere omkring min egen historie. 😉 Venter i spænding!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Molly

    Vil have mere!!! er så spændt på næste ‘kapitel’ !! hvor er det godt skrevet 🙂 Har selv været det samme igennem med min nuværende kæreste. Nu ved jeg ikke hvor gammel ‘din fyr’ er, men fyre i 20’erne er meget forvirret, men jeg er så til gengæld slet ikke i tvivl om, at de en dag holder fast og finder ud af de ikke kan leve uden os 😉

    Hvorfor er det altid de fyre der forvirrer en mest, som man ikke kan give slip på?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Miali

    Åhhhh Line… Har fulgt mange blogs gennem årene, men din er den eneste der har hængt ved fra start til nu. Jeg er nu en gammel krage på 32, og dine historier bevæger, fænger mig og rør noget dybt i mig. Dine beretninger om hjertesorg, usikkerhed og svigt som barn, er alt sammen noget jeg har mærket på egen krop, og selvom jeg nu er sammen med mit livs kærlighed og far til min datter på 7 år, formår du med dit talent at jeg sagtens kan genkalde de samme følelser som var det igår med “mit tidligere liv”. Pas godt på dig selv og elsk dig selv højst- jeg har brændt mig på at tænke på alle andre først. Elsker at følge dig, og tak fordi du igen giver os læsere så meget af dig selv❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      <3 <3 <3 TUSIND tak for din fine kommentar, den er jeg så glad for. Dejligt med du har fundet dit livs kærlighed!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kim

    Fedt skrevet – mere!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eiii jeg ved godt det lyder lidt forkert, men det er mega spændende! Du skriver så godt og fængende!
    Men jeg får også lidt ondt i maven på dine vegne over hvad der mon skal ske :/ uuh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Åh, dette indlæg tryllebandt også mig! Har flere gange i dag været inde og tjekke om du havde lagt en ny del op. Heldigt at jeg ikke kunne brænde en salat på ;).
    Ifølge kommentarfeltet i de to andre dele af historien, kan en masse – udover jeg selv – relatere til den historie. Sidder selv i disse dage i en situation, hvor jeg er ved at overveje, om jeg står i samme situation med den mand jeg snakker med, eller om han vitterligt bare har lidt travlt. Alle jeg kender har sagt det samme: “Stop med at se ham. Hvis man virkelig vil nogen, så lader man dem ikke hænge – og man investerer sig i den anden. Ikke kun når det lige passer dem/de er i humør til det”. Men når han er så sød… Oh the dilemma :).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      tak 🙂 Ja jeg tror de fleste kan nikke genkendende til denne følelse.. men det gør den ikke nemmere ;)!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sascha

    Ihhh❤️ Mere vil have mere!!!
    Og nu brændte min mad på fordi jeg ville læse færdigt

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Med Barn