.. og så kom du

.. og så kom du #2

Læs første del her

Jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle tænke og føle. På den ene side var det en kæmpe lettelse og glæde, at han ringede og fortrød han var gået ud af den dør. Jeg blev så lykkelig, da han fortalte mig han var blevet forelsket i mig. På den anden side, var jeg også ked af, at han bare var gået fra grædende mig midt i vores middag. Men jeg tænkte hurtigt, nå ja, hvad skulle han ellers have gjort. Og vi fortsatte som intet var hændt. Den aften talte vi i telefon i 2,5 time.

Dog havde han allerede skabt et lille skår i den tryghed og tillid, vi var så fint ved at opbygge. Og jeg kunne mærke utrygheden, når han sendte mig en besked, eller usikkerheden over, at han rent faktisk kunne finde på, at gå ud af den dør og ‘være ligeglad med mig’ ud af det blå. Men jeg slugte den, fordi vi havde noget rigtig godt og potentielt sammen. Det skulle dog vise sig ikke at være sidste gang han måtte trække sig fysisk fra situationen fordi ‘han ikke var klar’ og sagde at ‘det var bedst vi ikke så hinanden længere’. Endnu engang fortrød han kort efter og fortalte mig, hvor meget han allerede savnede mig. Han forsikrede mig om, at der var mange faktorer der gjorde ham forvirret, men at det havde intet med mig at gøre og at han nok skulle stoppe med den forvirring, hvis jeg bare gav ham den chance. Og det gjorde jeg så.

Vi havde så mange fine øjeblikke, så stor tryghed når vi var sammen, så mange grin og fælles humor og så usandsynligt mange nøgne timer sammen også. Jeg blev forelsket i ham også, præcis som jeg havde forudset. Undervejs gjorde han nogle ting, der virkelig triggede en side i mig, jeg ikke er super fan af, men som jeg også ved kommer af en rigtig skidt mavefornemmelse og en adfærd, der slet ikke er god for mig. Men vi talte om tingene og vi fandt altid en løsning. Og hurtigt igen ignorerede jeg den mavefornemmelse, der fik alle alarmklokker til at ringe.

Han gjorde mig virkelig glad, og jeg kunne mærke så meget potentiale mellem os, at det var skræmmende. Jeg følte mig som en prinsesse sammen med ham, smuk og perfekt i hans øjne – sådan fik han mig til at føle. Jeg var helt mig selv, når vi var sammen, uanset om vi puttede til vores yndlingsmusik, drak øl og spillede playstation, gik ture, lavede mad, fjollede rundt eller sov. Jeg havde det bare dejligt med ham og jeg kunne mærke det var gensidigt.

Men der var jo denne her ekskæreste. Jeg var ikke utryg ved deres følelsesmæssige relation egentlig, men der var alligevel noget meget uafsluttet mellem dem, også selvom det var på det praktiske plan, så havde jeg lidt svært ved at rumme, at det var så meget. Men jeg accepterede, jeg prøvede at være forstående for deres situation, og sætte mig ind i, hvordan det var efter min ekskæreste og jeg havde boet sammen i mange år osv. Meget rummelig egentlig. For rummelig.

Vi havde en masse fantastiske stunder sammen, mine følelser udviklede sig i takt med tiden som gik, men også i takt med hans pludselig lidt mere afvisende adfærd. Jeg kunne simpelthen mærke, at han i perioder trak sig lidt. Det var et enormt svært felt, at navigere rundt i. Jeg gjorde mit bedste, men endte med at se mig selv udefra og blive helt skræmt af den pige jeg så. En pige, der mere og mere trådte ud af sin egen krop og behov, for at befinde mig udelukkende i hans: hvad kan han lide, hvordan kan jeg gøre ham glad, hvad er hans behov, hvordan gør jeg det bedst for ham osv. Ham ham ham. Ikke noget med mig selv og mine egne behov. Jeg ignorerede simpelthen min dårlige mavefornemmelse som til tider stak, specielt i denne periode.

Ikke længe efter fik han formuleret en besked, hvor han fortalte, at han nu ville se andre. Han var usikker på mig og ‘os’, og derfor ville han gerne ‘udforske andre muligheder’. Han skrev nogle ekstremt kolde beskeder med, at selvom vi for længe siden, selvfølgelig, havde talt om vi ikke så andre, så var det ikke gældende mere, han skyldte mig ikke noget og hvad jeg ville gøre herfra, var op til mig. Og det gjorde ondt. Det var en kniv lige i maven, lige i hjertet. Jeg var så ked af det, magtesløs og uforstående. Det tog mig nogle dage, at acceptere og forstå. Nogle dage hvor jeg, igen, så mig selv reagere på en vildt uhensigtsmæssig måde, som jeg slet ikke ser som mig. Men selvom det gjorde helt vanvittigt ondt, så slap jeg ham. Jeg fandt noget vrede frem, for jeg syntes ærlig talt også han var en kæmpe nar. Vi havde set hinanden i over 2 mdr. Jeg havde allerede nået at tænke mange tanker, drømme store drømme og have kilden over det hele. Det føltes bare så rigtigt med ham, og vores eneste ‘forhindring’ og bump, det var lidt praktisk-kaotisk med ekskæresten. Troede jeg.

Jeg savnede ham og jeg var så ked af det. Men jeg lod ham være. Helt. Gav slip. Efter præcis 6 dage uden nogen form for kontakt, tikkede en sms ind fra ham. Mit hjerte hamrede hurtigere end nogensinde og jeg turde i en time ikke at åbne den. Jeg havde jo lige været så stærk i en uge næsten? Jeg havde jo lige fundet noget vrede frem? Åh men jeg savnede ham også og var allerede meget forelsket og glad for ham, så jeg åbnede den til sidst:

‘… hvordan har du det? har du lyst til at gå en tur i aften?’

.. fortsættes

Ikke-navngivet-2

15 kommentarer

  • Malene

    Kære Line Sofie,

    Jeg har læst med længe men aldrig kommenteret. Det er de her indlæg, som gør at jeg kommer tilbage gang på gang. Jeg har oplevet det samme – og har endda barn med en, som kan have den indflydelse på mig. For mit vedkommende har det helt sikkert noget at gøre med noget udvikling for mig. Jeg tror også på, at det man bliver udsat for – som påvirker en negativt – er noget man skal arbejde med.
    Jeg så i øvrigt “Far from Madding Crowd” som fanger den sindsyge forelskelse kan medføre SÅ godt.

    Bliv ved med at blogge 🙂

    KH Malene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    tak for en god blog 🙂 har fulgt den i mange år! jeg syntes du skriver rigtig godt men tænker på hvordan du forholder dig til hele det her privatlivs/autofiktion s-fære, jeg mener selvom det virker til at mange af dine ekskærester har været rigtig lede mod dig og det er jo noget vi alle prøver og som er ekstremt hårdt, men hvilke overvejelser har du gjordt dig omkring det etiske aspekt i at dele de her ting: om man udlevere navnet eller ej deler man jo et skarpt optegnet og meget subjektivt billede af et menneske, set fra en side med en masse anonyme mennesker. ikke at jeg nødvenigvis er forarget over det tænker bare hvordan du forholder dig til at dele de her ting som jo er ekstremt personlige ting skrevet ret filmisk om andre. mvh anna

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      Hej Anna.

      Tak for din kommentar og tak fordi den er så fint formuleret, selvfølgelig skal du have et svar. Du kan tro jeg har tænkt meget over det personlige herinde. Altid. Men en blog er ofte personlig. Musiknumre er skrevet om eks-kærester, hjertesorger, omsorgssvigt, glæde osv. om andre mennesker, mennesker folk ofte ved hvem er. Bøger er ligeledes ofte skrevet om personlige ting, fortid og bagage. Nogle gange ved folk hvem det er der tales om, andre gange er det anonymt, men jeg er ikke et magasin, jeg skriver en personlig blog. Det er klart beretningerne er subjektive, de er set igennem mine øjne fordi jeg, well, ikke kan andet 😉 Men jeg har gjort meget ud af, ikke at hænge ham ud. Ikke at bruge hans navn, billeder, alder eller andet. Og når alt kommer til alt, så hænger jeg mig selv mindst ligeså meget ud. Jeg fortæller om min oplevelse, om mine grænser der rykkes, om nogle situationer der ikke er glansbilledagtige og beslutninger der er ekstremt dumme og umodne fra min side. Jeg fortæller alle jer og mig selv ikke mindst, at ikke alt er rosenrødt og uanset, hvor stærk man end måtte føle sig eller fremstå, så kan kærlighed gøre blind. Jeg udstiller mig selv mindst ligeså meget ved, at udlevere min historie om ‘midlertidig sindssyge’ så at sige 😉 Og selvom man muligvis dømmer ham og synes han er idiot, så er der mindst ligeså mange der tænker ‘NEJ, hvor er hun bare dum mand, kom dog ud af det der’.

      Det skal ikke forstås som, at mine eks-kærester bare er dumme og lede mod søde lille mig. Jeg har haft nogle dejlige forhold, dejlige stunder og glade minder, som mindst ligeså meget har været en del af det herinde. Jeg har også dummet mig førhen og helt sikkert fået såret et hjerte eller to, om jeg ville det eller ej. Men det her er min blog. Mit forum. Jeg gør alt hvad jeg kan for, at bevæge mig i et felt mellem privat og personligt. Jeg gør alt for ikke at dele private ting, jeg ville aldrig fortælle dybere omkring et andet menneskes sindstilstand, familieforhold, sexliv, problemer etc. men samtidig skal det jo være personligt for at både I og jeg får noget ud af det.

      Jeg deler disse historier (ligesom jeg deler historier om alt muligt andet personligt: min barndom med alkoholisk far, min flyskræk, mine åndssvage OCD ting og fobier, mine egne tanker og følelser omkring alt muligt) fordi jeg har et håb om, at det rykker noget i nogen. At der sidder nogle piger (eller drenge) derude, som kan relatere til mine ord. Som kan bruge dem til noget.

      Og ikke mindst, så skriver jeg for min egen personlige udvikling. For at lære noget om mig selv, mine grænser, mine handlinger. Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være, og jeg gør alt hvad der står i min magt, for ikke at hænge et menneske ud! Historien ville ikke give mening, hvis jeg ikke var ærlig. Den ville ikke være sand eller spændende. Der er en million ting i de her personlige beretninger der udelades som simpelthen er helt privat.

      Jeg håber det gav dig svar. Tusind tak fordi du har fulgt med i mange år, jeg håber du bliver lidt endnu. Jeg tænker meget over grænsen, men tak for lige at sætte gang i tankerne og mærke efter, om jeg havde overtrådt nogle grænser for mig selv eller andre. Og jeg føler stadig jeg kan stå inde for det, men det er altid rart lige at få tænkt det igennem igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ååh nej, det lyder lidt som min ekskæreste. Ikke at jeg tror det er ham, men løb så langt væk du kan! Han leger med dig, og jeg kan se mig selv i det du skriver. Puha, du fortjener bedre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Elsker din historie !

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie M

    Han lyder godt nok en værre asshat. Jeg håber den ender lykkeligt på den måde, at du dropper ham, og finder en meget bedre mand, for ham der lyder rimelig farlig på den rigtigt kedelige måde.

    Og btw så elsker jeg din skrivestil.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linnea

    Jeg håber virkelig, at det ender godt. Jeg har stort set opgivet troen på, at der findes mænd, som er i stand til at elske andre end dem selv… Det er virkelig trist, at det er blevet sådan. Jeg krydser fingre for, at din fortælling vil bevise, at der findes mænd, som kan elske andre. Nogle gange tænker jeg, at det ville være nemmere at holde op med at opsøge kærligheden. Jeg ved ikke længere, om jeg har lyst til at blive forelsket igen. PS. Din blog er fantastisk. Mange kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Det er seriøst som at læse min egen historie. Vildt! Oplevede nærmest det samme for et år siden. Og specielt den der følelses af stærk hjertebank. Åh altså. Mit endte så med at jeg til sidst gav slip, da han gang på gang lovede alt muligt men trak i land. Det kunne jeg følelsesmæssigt ikke holde til.

    Er virkelig vild med de her indlæg du laver. De er så personlige og fantastiske. Og dette er med til at gøre din blog til noget helt specielt. Kæmpe ros herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Årh jeg vil også gerne vide hvordan det ender. Det er meget intenst, og som Sascha skriver kan man næsten mærke hvordan du har det, helt ned i maven.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sascha

    Vil have mere nu Jeg elsker din måde at fortælle på. Dit tidligere indlæg i september var som at læse min historie. Du skriver fantastisk og jeg føler næsten som dig blot ved at læse❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

.. og så kom du