Lately # 3

Om at kigge tilbage

Godmorgen til jer. Jeg håber I har haft en dejlig weekend. Indlægget her, skal handle om det med at kigge tilbage på ens liv. Jeg vågnede nemlig i nat fra en drøm og efterfølgende kunne jeg slet ikke falde i søvn, fordi min hjerne var total på overarbejde. I min drøm var jeg barn igen, sammen med to af mine barndomsveninder. Der skete nogle meget mærkelige og lidt uhyggelige ting, men det hele var blandet sammen med en masse oplevelser, som jeg rent faktisk har haft med de to. Jeg var lykkelig helt ned i mine små barnefødder, vi lavede mariekiks med glasur og vingummibamser på, gik ture i skoven og legede udenfor.

Da jeg vågnede op, blev jeg helt trist. Ikke så meget pga. et savn til de veninder, jeg ser stadig den ene den dag i dag, men for al den tid, der er gået i mit liv allerede. Alle de ting jeg har oplevet. Hvor meget jeg aldrig skænker en tanke i hverdagen, ting jeg måske har glemt, men som lige pludselig kan komme tilbage. Jeg lå og tænkte på, hvordan det var at være barn. På hvorfor det kun er brudstykker man husker. Jeg kan f.eks. godt huske en dag og et par af de ting der skete på den dag, kan jeg genskabe. Men resten af dagen kan jeg ikke i detaljer. Hvordan følte jeg indeni? Hvad snakkede vi om? hvad lavede jeg? Det ville selvfølgelig også være lidt voldsomt at lagre så mange minder. Men jeg gad så godt kunne gå tilbage og genleve nogle af de ting.

En af de situationer, der gjorde mig helt trist i nat, var at tænke på en simpel hverdag dengang jeg gik i 8. klasse. Hvordan jeg boede i et hus sammen med min lillebror, mor og bonusfar, og så vores dejlige hund. Hvordan vi spiste aftensmad sammen hver aften. Jeg savner på en måde den tid, den lidt simplere tid. Og så blev jeg ramt af, at alle de oplevelser og minder kan jeg aldrig nogensinde opleve igen. Den alder ér passeret, oplevelsen ér sket. Jeg kan mindes de brudstykker der nu sidder fast, og smile lidt over det, men aldrig nogensinde opleve det igen på præcis den måde. Og da først jeg begyndt at tænke sådan, så var 26 års oplevelse pludselig rigtig mange. Der var rigtig mange veninder jeg pludselig fandt frem, rigtig mange sjove ting, triste ting og helt almindelige hverdagsting.

Tiden er gået virkelig stærkt, og mine mange tanker i nat, fik mig til at tænke over, hvor vigtigt det er at stoppe op engang imellem og virkelig være i det der sker lige nu. Virkelig nyde det. Selv helt almindelige hverdage med studie, træning og lektier. For en dag, så sidder man og kigger tilbage og tænker ‘ej hvor gad jeg godt opleve at være 26 år igen, bare at komme hjem fra studie, gå en lang tur med min roomie og koge mig noget suppe mens jeg læste lektier’.

Ikke-navngivet-2

7 kommentarer

  • Mille

    Jeg bliver glad på livet når jeg læser indlæg som disse. Det er skræmmende, men rart at tænke tilbage

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Kender det al for godt. Jeg er i slutningen af 20’erne og føler mig ofte nostalgisk. Derimod kan jeg blive helt glad af at tænke på al det spændende som, forhåbentlig, sker i fremtiden. F.eks. at få børn og den glæde som det vil give en.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig godt skrevet! Du har virkelig fat i noget det. Jeg drømte faktisk omkring min barndomsveninder her i nat, og jeg savner dem virkelig meget – snakker ikke med nogen af dem, desværre. Men virkelig godt indlæg og spændende, og velformulereret!
    Knus
    http://www.kaathrinejohansen.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Godt skrevet! Du rammer virkelig noget der.. Jeg tog mig selv i det i sidste uge. Jeg følte helt, at jeg slet ikke satte pris på min barndom. Omvendt var det jo netop sådanne tanker, man ikke bekymrede sig om i barndommen. Jeg savner et liv uden bekymringer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det kender jeg selv personligt alt for godt. Jeg bliver tit ret nostalgisk og deraf trist over alt det der var og som ikke er mere. Den hverdag jeg havde da jeg var 12. Da jeg havde sabbatår. Da jeg var forelsket i min første kæreste nogensinde. Alt sådan noget. Men jeg ved jo godt det ikke nytter noget at holde for meget fast i fortiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Sofie

      ja præcis.. det nytter ikke noget, men man kan ikke altid lade være 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lately # 3