Shai Shaver + Konkurrence

Sponsorerede indlæg, affiliatelinks, rabatkoder . . . Hvor er du?

Et indlæg jeg har tænkt over i et stykke tid. Jeg har tænkt længe over hvordan det skulle formuleres, og hvornår det skulle udgives. Det er skrevet i en lang smøre, og det er måske en smule rodet, jeg håber I forstår det alligevel.

Jeg har fået lidt kommentarer den sidste periode om manglen på personlige indlæg her på bloggen. Noget jeg på den ene side sagtens kan se, og på den anden side bliver ked af at høre. Jeg føler jeg giver et stort stykke af mig selv, og jeg elsker det. At jeg vælger ikke at dele hver en lille bid af mit private liv, er vel forståeligt nok. Jeg har været omkring mange personlige emner her på Mi Confesión gennem årene, og jeg er stolt af hvordan jeg, på trods af jeg er vokset som person, at blogmediet generelt er vokset og har ændret sig, stadig har bevaret en rød tråd fra bloggens fødsel en kold decemberaften i 2009, nemlig de personlige indlæg, helt uden filter. Indlæg jeg ved går ind og rører noget i folk. At de i perioder har været der mere end andre, går jo hånd i hånd med hvad der rent faktisk sker i mit liv.

Jeg ér jo ikke nogen speciel person, som rummer på uendelig magi når det kommer til spændende personlige indlæg. Jeg er som alle jer andre, livet byder på mere eller mindre de samme op/nedture, og det er begrænset hvor meget der sker som skal nedskrives. Når dét så er sagt, så har de sidste 4 måneder af mit liv været nogle af de allerhårdeste at komme igennem nogensinde, og I kan tro jeg har bidt tungen af mig selv, eller måske nærmere, skåret fingrene af, for ikke at sidde oppe til langt ud på natten og skrive. I kan tro jeg har kæmpet en kamp. Jeg elsker at skrive, det hjælper mig videre. Men jeg er også nået til et punkt hvor bloggen når ud til et så bred publikum, at jeg ved at det jeg skriver kan have større effekt/konsekvens end jeg umiddelbart ønsker.

Jeg skal til at have rigtige jobs. Mit job bliver, uanset hvad jeg vælger, et job hvor jeg skal være en person folk stoler på og har tillid til. En person der kan hjælpe og vejlede, og så er det måske ikke vildt fedt at man googler mig, og ser film hvor jeg synger på kinesisk, finder frem til hjerteskærende kærestesorg får flere år siden, billeder hvor jeg kysser med eks-kærester osv. Jeg er nødt til at tænke over hvordan jeg fremstår. Jeg er ikke flov over noget af det jeg har skrevet herinde igennem de sidste 5 år, slet ikke. Og selvom jeg er vokset, og har ændret mig, så står jeg ved hvert et ord jeg har delt herinde. Men jeg er 25 år. Og jeg står med en fod i hver lejr føler jeg. Den ene fod i mit univers, Mi Confesión, min lyst, min passion og min glæde ved dette lille rum jeg har skabt. Den anden fod står i det rigtige voksenliv. Dér hvor man skal til at søge jobs hvor man gerne vil fremstå uden krøllet fortid, hvor jeg skal være psykisk stærk. Dér hvor jeg gerne vil finde en rigtig sød mand, der måske en dag har lyst til at lave en lille familie med mig.

I lang tid har jeg kunnet stå med en fod i hver lejr, uden problemer. Det passede fint i mit liv at have begge dele. Men jeg har skiftet studieretning, jeg har ikke længere det gode trygge kæresteforhold, som var med fra bloggens start, og jeg skal til at tænke ekstra over hvad jeg skriver herinde. Det gør mig ked af det, for det føles som om at de to ikke længere kan eksistere sammen. Det føles i hvertfald som om jeg godt kan se at det en dag må slutte. Det gør mig virkelig ked af det, for jeg elsker det herinde. Jeg elsker jer. Jeg elsker at skrive, og jeg savner at dele. Der ligger mindst 20 indlæg gemt for de sidste 4 måneder, som jeg ikke har villet udgive.

Det kan derfor nemt virke som om alt går op i sponsorerede indlæg, fordi det har steget mig til hovedet, og det er slet slet ikke tilfældet. Jeg elsker allermest at skrive, og jeg længes efter det. Men at gå på date, og få at vide man er blevet googlet og personen ved man har en blog inden man overhovedet har præsenteret sig selv, er egentlig ikke det fedeste. Ikke fordi jeg er flov, som sagt før, men fordi at personen så allerede har en idé om hvordan jeg er, baseret på min fortid. Og er det virkelig sådan jeg vil have folk skal lære mig at kende? Hvor mange mister jeg undervejs, som bliver skræmt væk af mit melankolske sind og mine store ord? Hvor mange kan se at der også er meget mere, end hende Line på Mi Confesión? Hvor mange jobmuligheder mister jeg fordi jeg ikke fremstår stærk og autoritetstro?

Og det havde jeg brug for at fortælle. At jeg savner jer. Jeg savner at skrive om store og små ting, om salte tårer, dumme mænd, savn i hjertet, dating, ulykkelighed, glæde og alt det andet. Jeg savner at kunne sætte mig ned og skrive lige præcis hvad jeg føler indeni, og vide at det når ud til en gruppe mennesker, men måske ikke så mange. Jeg vil ikke såre folk ved at skrive om dem, eller om hvordan de var en del af mit liv. Jeg vil ikke ses som hende der håner ekskærester, slet ikke. Og her er det jo P jeg skrev allermest om da vi ikke skulle være sammen mere. Der var mange ord, mange tårer, meget sorg. Men det er over 3 år siden. Min mening var aldrig at hænge P ud, at ramme ham eller hans familie.. eller nye kæreste for den sags skyld. Jeg elskede ham meget højt, og han vil for altid være et af de vigtigste mennesker der nogensinde gik ind i mit liv, af så mange grunde. Jeg har for længst givet slip på ham, og er nået dertil hvor jeg, af hele mit hjerte ønsker ham det allerbedste. Det har jeg altid gjort. Og alle de ord jeg skrev, handlede ikke om at ramme ham, men om at hele mit lille hjerte. Det håber jeg I alle ved.

Og så var der bruddet med Flo. Og for fanden i fuck pik fisse lorte pikkelort, hvor har jeg haft lyst til at skrive en masse. Ikke om ham, men om mine følelser, mine tanker. Jeg har valgt ikke at gøre det, for jeg vil ikke fremstå ond eller grim. Hverken overfor ham eller overfor jer. Og så tier jeg stille. Jeg bryder mig ikke om at hans familie og venner hader mig, og synes jeg er et forfærdeligt menneske. Når man ikke selv synes man er et ondt menneske, så er det hårdt at andre tænker det. Og jeg vælger derfor at skåne mig selv fra det.

Men her er en del af forklaringen på stilheden herinde i perioder, manglen på det mere personlige/dybe, og grunden til jeg i noget tid har gået og tænkt over hvad der skal ske. Jeg er ikke nået frem til noget, og lige nu er der ingen hast. Mi Confesión er mit lille hjertebarn, og jeg elsker denne her blog. Det gør jeg fandme. Det kan stadig fungere for mig at blogge, og jeg vil gerne igang mere fast igen. Men jeg er nødt til at finde en vej der passer. At skrue lidt ned for noget, lidt op for noget andet. At begynde at tænke lidt mere over hvordan jeg skal blogge. For jeg vil jo ikke snyde jer for en af de største grunde til I kommer herinde, men allermest, så savner jeg, for min egen skyld, at skrive og dele.

Dette er ikke et ‘jeg lukker bloggen’ indlæg, dette er blot tanker. Mi Confesión står her endnu, og jeg giver ikke slip… Men en dag er jeg nok nødt til at acceptere at jeg må vælge ‘voksenlivet’ og give slip på bloggen. Og med disse ord vil jeg tage til min familie og holde sankt hans.

Tak fordi I er her, I betyder uendeligt meget. Det kan virkelig ikke beskrives med ord.

Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244

27 kommentarer

  • Maria

    Hej Line Sofie. Jeg er helt med på dine tanker ang. bloggen. Du har delt mere ud af dig selv, end man nogensinde kunne forvente, og det har været rigtig fint at følge med. De sponsorerede indlæg er okay med mig, men når de i perioder står alene, bliver det selvfølgelig mindre spændende at klikke sig ind – sådan vil det nok bare være, og det tænker jeg også, at du er med på. Jeg tror (som nævnt af flere), at små glimt fra din hverdag mv. ville gøre en stor forskel i de perioder, hvor du ikke lige har de store sprogblomstrende indlæg på hjerte. Dine billeder og videoer emmer virkelig af dig, så det kunne også være en måde at “bringe nærværet tilbage”, hvis det er det du gerne vil selvfølgelig. Det der har ændret min oplevelse på bloggen er egentlig, at du meget sjældent svarer på kommentarer. Du er nok den blogger i blogland som får de mest gennemtænkte, rørende, fyldestgørende og fine kommentarer, og mange af dem står bare og flagrer uden respons. Eksempelvis i dette indlæg. Det er helt forståeligt, at du ikke magtede at svare alle under bruddet med P og Flo (mere end forståeligt), men man kan godt som læser få fornemmelsen af, at du er ligeglad, når kun hver tiende kommentar får svar. Det lyder hårdt, og jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er tilfældet. Men jeg har f.eks. skrevet en 4-5 lange kommentarer i tidens løb og aldrig fået svar. Nogle var i forbindelse med P og Flo, så jeg tog det ikke så nært, men jeg har alligevel mistet lysten til at kommentere herinde. Indtil nu åbenbart 😉 håber ikke du tager denne kommentar negativt – den er egentlig bare ment som feedback og for at sige, at du virkelig kan noget særligt, uanset hvilken sti du vælger at føre bloggen nedad. Hvis du ikke virkelig havde ramt noget i folk, ville de jo heller ikke savne det i de stille perioder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      Hej Maria

      Jeg svarer faktisk på de fleste kommentarer jeg kan. I perioder har jeg ekstremt travlt med eksamen og livet og alt det I andre kender 🙂 Men jeg bestræber mig faktisk på at svare meget detaljeret både her og på mails 🙂 Jeg er ked af at du er en af dem der så aldrig har fået svar, det er jo ikke bevidst, men jeg ved at rigtig mange, som sender mig lange detaljerede mails, får ligeså lange svar tilbage 🙂 Det er super dejligt med din feedback, noget jeg virkelig kan bruge. Jeg tager ikke din kommentar negativt, slet ikke, og faktisk så udtrykker jeg i flere indlæg, at selvom jeg ikke altid får svaret fordi jeg ikke har tid, eller udskyder det, for derefter at glemme det, så læser jeg ALLE kommentarer omhyggeligt, og holder af hver og en. Jeres kommentarer er noget af det bedste ved at blogge, og derfor har du ret i jeg skal være bedre til at svare og værne om dét. Tak fordi du mindede mig om det, og tusind tak for din kritik/ros, jeg sætter stor pris på det 🙂 Hav en fantastisk weekend <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Tak for dit søde svar Line Sofie. Det er helt forståeligt, at det virkelige liv tager over i perioder, og det må også være tidskrævende at svare fyldestgørende på både kommentarer og mails (dem ser vi jo slet ikke). Men jeg tror, som du siger, at det er en god ting at værne om kommentarfeltet herinde – fordi du netop har skabt en rum, hvor folk virkelig bliver ramt, af det du skriver og giver en masse tilbage. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at dine læsere nok skal blive hængende i de perioder, hvor tingene spidser til og tiden er knap 🙂 du må også have en dejlig weekend!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      ja, selvfølgelig. Jeg elsker jo faktisk at svare på kommentarer, men har det oftest også sådan at jeg gerne vil have tiden til at gøre det helhjertet, og engang i mellem med de emner jeg tager fat i, så er kommentarerne lange og rørende, og så synes jeg gerne jeg vil bruge mere end 30 sekunder på at smide et svar 🙂 men som sagt er jeg virkelig glad for din kommentar, den satte lige tankerne lidt igang, og jeg vil gerne blive bedre til at værne om mine dejlige læsere 🙂

      tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Jeg kan godt forstå dine tanker og dit behov for afstand mellem privatsfæren og mi confesion. Du er altså stadigvæk en af mine ynglingsbloggere – du formår som ingen andre at skabe en helt særlig stemning herinde.
    Kram Christine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      tusind tak, det sætter jeg stor pris på.. altså at JEG kan være nogens yndlingsblogger <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hej Line-Sofie.
    Først og fremmest vil jeg sige, at din blog altid har været en af mine yndlings – netop fordi, at du har delt så meget af dig selv, og at jeg altid har kunne fornemme, personen der sad bag skærmen 🙂

    Personligt synes jeg ikke, at det(kun!) er de sponsoreret indlæg, som “ødelægger” det for mig. Det er mere det, at du slet ikke poster noget, og når du så endelig gør, så er det sponsoreret indlæg. Jeg forstår udmærket, at du gerne vil “finde stien”, som bloggen fra nu af skal gå ned af. Men.. Det fremstår bare som en pengemaskine og knap så personligt, når det nærmest er det eneste, som er her. Ikke at bloggere ikke må tjene penge – det er jeg for, men der skal være en balance.

    Jeg håber, at du finder din sti, for jeg elsker dit fine og finurlige sprog – som man så tydeligt fornemmer f.eks. i dette indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Er fuldstændig enig i alt der står i denne post 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      tak for jeres kommentarer piger, jeg prøver at finde min vej tilbage igen, så det kan passe med det hele 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Hvor du er? Det kan jeg og resten af dine mange andre trofaste læsere svare på. Du er lige her. På bloggen. I alle dine indlæg. Sponsorerede eller ikke sponsorerede. Dit nærvær er gennemtrængende hver eneste gang, og uanset hvor meget for meget ligegyldig lang snor nogle dumme mennesker mener, de har givet dig, så er der stadig uendelig meget på min rulle, du må få. Mi Confesion er ikke bare endnu en metervare på hylden af populærblogs. Og det skal du skrive nede i din egen lille personlige logbog, så du altid husker, at dine ord aldrig vil blive glemt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      Det var dog den dejligste kommentar søde søde du. Tusind tak, det gør mig virkelig glad.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Smukkeste Line-Sofie! Tak for et rigtig fint indlæg – det satte bestemt lidt tanker i gang hos mig. Jeg synes dog, at der er stor forskel på private og personlige indlæg. Jeg synes bloggen i den seneste tid har været præget af materialistiske- og upersonlige indlæg. (Dén sætning lød meget mere nedladende og negativ end den er ment!) Dermed ikke sagt at du behøver at skrive private indlæg – et personligt indlæg kan – for mig – også blot være en opskrift på din aftensmad, billedspam af ono el. lign. – altså små hverdags ting, ikke nødvendigvis de dybere tanker vi går rundt med i hverdagen.
    Ligegyldigt hvordan din blog fortsætter, vil jeg altid være med på sidelinjen. Stort knus herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Stadig, min absolutte yndlings blog <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg har ikke så meget andet at sige end ‘det er fandme helt iorden Line’… Altså, det er det sgu

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Katrine

    Hej Line, jeg synes netop du udviser enorm styrke som person (især psykisk) ved at kunne sætte så mange ord på dine følelser – endda rigtig stærke følelser som de fleste ikke er i stand til at forklare, men blot græder over. Alle har en fortid, og alle har krøller i deres livshistorie! Rigtig god Sankt Hans aften med din familie 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      tusind tak, det betyder rigtig meget for mig 🙂 Håber du havde en dejlig aften!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Nøerj for et indlæg Line! Så fint skrevet og så ærligt. Jeg kan sagtens forstå hvad du mener med en fod i hver lejr – sådan har jeg altid undret mig over hvordan “personlige” bloggere kunne få det til at fungere med det virkelige liv. Jeg er glad for du ikke lukker bloggen ned endnu – skal lige vænne mig til tanken også!

    – Og er det virkelig over 3 år siden bruddet med P? Jeg troede maks det var .. et år? Jeg har dæleme fulgt med længe så. Hold da op hvor tiden går!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Line 🙂 Jeg har fulgt din blog næsten lige fra starten og den har altid været en del af mit blog-repertoire (selvom du ikke altid har været lige aktiv). Dine lange indlæg har jeg altid haft lyst til at læse, selvom jeg havde en periode, hvor billed-kiggeri var det eneste jeg gad. Jeg respekterer, at din blog kommer til at ændre sig, fordi du er blevet voksen og derfor selvfølgelig er på vej i en anden retning. Jeg er selv teenager og har fundet en slags trøst eller sikkerhed i, at jeg ikke er den eneste, som har lyst til og behov for at slynge store ord ud på en hvid skærm fra tid til anden. Bliv endelig ved med bloggen – den er fantastisk, ligesom dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • For mig handler det ikke så meget om, at jeg ønsker de slibrige detaljer fra dit liv. Du er en af de får bloggere, der skriver helt fantastisk, og jeg er den type bloglæser, der går meget mere op i skrift end billeder, så du kan sådan set skrive om hvad som helst, for man kan altid mærke dig bag, og det er det, der tæller.

    Når det så er sagt, så har jeg også lagt mærke til en større mængde af de typiske “bloggerindlæg”, og selvom jeg personligt sjældent læser dem (ikke bare hos dig, men hos alle bloggere), så ved jeg, der er mange, der gør, og det samtidig er der, du tjener dine penge. Så selvfølgelig skal der være plads til dem. For mig er hovedsagen, at der er en balance at finde. Og det kan godt være lidt tricky, fordi den jo både skal fungere for dig og for dine læsere… Men altså, fra eget synspunkt, så behøver du ikke krænge dit hjerte ud hele tiden. Et hurtigt hej og et billede fra en strandtur fungerer langt hed ad vejen lige så fint for mig. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Søde Line Sofie, jeg forstår så udemærket dine tanker og bekymringer vedr. bloggerliv vs. forestående voksenliv, men hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg ikke tøve med at ansætte dig, du fremstår (netop på baggrund af dine personlige indlæg) som sød, tillidsvækkende, velformuleret og stærk (Du kommer hver gang stærkere ud på den anden side, når livet byder på udfordringer) – det er da opskriften på den perfekte medarbejder!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Hej Line Sofie.

    Kan godt forstå dig. Det er helt i orden. Vil stadig følge dig. Du har din helt egen fantastiske måde og udtrykke dig på. Du skriver virkelig virkelig godt og giver mig meget inspiration. Tak.

    J

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninette

    Du er seriøst det sødeste mennesker, det er jeg SÅ sikker på <3 Ha en dejlig aften og gør hvad der føles rigtigt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fint indlæg … vi er her stadig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie-Sofie

    Fantastisk flot indlæg Line.
    Vi vil altid være her!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Shai Shaver + Konkurrence